Anmeldelse: “Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”

Cand.phil i historie Kåre Lauring har skrevet mange historiske fagbøger, og i den nyeste ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, som udkom i sidste uge, kommer han ind på tiden EFTER besættelsen og frem til skæringspunktet, da Danmark skriver under på NATO-traktaten i 1949, og dermed opgiver neutralitetpolitikken.

Det er en tid, som vi ellers hører meget lidt om. Besættelsen og befrielsen behandles ofte i både fag- og skønlitteratur, og det samme gør velfærdssamfundets opbygning i 1950´erne og 1960´erne.

Men de første år efter krigen er så underligt oversete, selvom det er meget vigtige år, hvor grundlaget for hele det kommende moderne samfund blev lagt.

Heldigvis har vi så nu Kåre Laurings grundige, detaljerede og velformulerede værk ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, hvor man på bogens 428 sider bliver klogere på forsvarspolitik, situationen omkring Grønland og Færøerne, økonomisk politik og det spil, som var i gang i Europa og i resten af verden, og som førte til den kolde krig mellem de tidligere allierede – en krig, der skulle kendetegne næsten et halvt århundrede.

Et af de meget spændende afsnit handler om etableringen af FN, som startede med en konference i San Francisco, hvor den danske regering gerne ville være til stede. Det fordrede dog, at man var anerkendt som allieret, og altså havde erklæret krig mod Tyskland.

Det havde Danmark ikke. Snarere tværtimod havde vi i 1941 skrevet under på Antikominternpagten i Berlin. Det var først i 1943, at vi officielt stoppede samarbejdet med tyskerne – på et tidspunkt, hvor alle vidste, hvad vej det gik.

Så at vi alligevel blev anerkendt de facto skyldtes den modige danske ambassadør i USA Henrik Kauffmann, som i 1941 havde indgået en aftale med USA om, at de måtte anlægge forsvarsbaser på Grønland. Danmark blev altså på et hængende hår anerkendt, og var et af de 51 lande, som var med fra starten i oktober 1945.

Ellers var vi også havnet i selskab med Tyskland, Italien, Finland, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, som i de første efterkrigsår absolut ikke var det gode selskab.

For det var vigtigt, hvem man omgikkes, både international og nationalt. Og derfor gik det danske retsopgør heller ikke stille af – ikke i starten i hvert fald. Man ville fx fælde de store entreprenører, som havde tjent mange penge på at bygge flyvepladser og bunkers langs den jyske vestkyst. Men ofte gik det anderledes.

De små værnemagere fik deres straf, mens de store slap, da man ikke kunne forvente nogen domfældelse, som statsadvokaten mente det. Eller deres handlinger blev vurderet som en del af samarbejdspolitikken, og så var det jo ikke den enkeltes eget ansvar, men et regeringsansvar.

Handel, pengeombytning og rationeringer fyldte også meget i perioden – og mere end hvad vi tænker på i dag. For Danmark vendte ikke som ved et trylleslag tilbage til forholdene før krigen, selvom vi i modsætning til mange andre lande ikke var smadrede. Men alligevel tager det tid at rydde op efter en verdenskrig og få hjulene i gang igen.

Tid og demokratisk virksomhed. Der var således også valg til folketinget – både i 1945 og i 1947, og til manges overraskelse viste det sig, at de gamle partier ret hurtigt rettede sig og klarede sig godt. Dem, som i besættelsestiden havde drømt om et nyt og anderledes Danmark, blev skuffede.

Alligevel var noget ændret. Den store magt i verden var ikke længere Europa, men USA, som i de næste mange årtier skulle beholde sin førerposition, og som med Marshallplan og flere andre initiativer satte både sit økonomiske og kulturelle aftryk på Europa – og på Danmark, som i de kommende år lærte udtryk som teenager og milkshake, og dansede nye danse til det, som blev kaldt ”negermusik”.

Men alt var ikke fest. Der var stadig mangel på basale svarer, som fx i den iskolde vinter 1947 hvor husmødrene demonstrerede for flere vaskemidler, mere sukker, kød og flæsk.

Bogen beskæftiger sig også med påskekrisen 1948 – for en sådan var der også. Mange kender til påskekrisen i 1920, som var lige ved at afskaffe det danske monarki. I 1948 handlede det dog ikke om konger, heller ikke den nye konge Frederik d. 9, men om Danmarks placering i verden.

Rygtet gik, at Sovjetunionen ville invadere Norden – også på baggrund af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet. Så den danske regering anmodede USA om våbenhjælp – og sammenlagt blev resultatet, at krisen fremskyndede planerne om både en nordatlantisk forsvarsalliance – det som blev til NATO – og forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund.

Det sidste blev som bekendt ikke til noget, og vi endte i en blok. Vestblokken, den som med økonomisk fremgang, demokratisk frihed og stor militær slagkraft viste sig at være den vindende af de to blokke, hvis der ellers var en vinder af Den Kolde Krig. Norge gjorde det samme, men ikke Sverige. Sverige blev ved med at være neutralt.

Det var altså det gamle spil i Norden, to sammen og en udenfor, som Kåre Laurings far Palle Lauring ofte har beskrevet de nordiske landes indbydes forhold.

I den mere kulørte afdeling hører vi i bogen også om den lille, runde skuldertaske med RAF-logoet, som man kunne købe i Magasin kort efter befrielsen (danskerne er og bliver et handelsfolk) – og selvfølgelig de gule bananer, som efter flere års fravær kom til Danmark igen en grå novemberdag i 1945.

Bananer, der betød så meget, at der allerede var blevet sunget om dem i Befrielsessommeren 1945: For når der kommer en båd med bananer. Så har vi solskin og sommer på ny.Så jo, solen skinnede dén novemberdag. For bananernes ankomst til Danmark var et tegn på en verden i fred, en verden hvor varer og mennesker kunne færdes frit igen uden bekymringer for liv og sikkerhed.

En verden, som endelig igen var stor og dejlig – efter at have været lukket ned. Noget som senere generationer har moret sig lidt over, men som vi, der lever her og nu i Coronatiden, godt ved, hvad betyder … selvom der er forskel på en verdenskrig og en pandemi.

Danmarksbloggen giver ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949” fem ud af seks af de rationeringsmærker, som stadig blev brugt til mange varer i Danmark i tiden 1945-1949.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terrorangreb kan føre til fred … måske

Læs nedenstående artikel fra DR. Det er dagens vigtigste læsning.

For i den står der, hvorfor og hvordan FN´s generalsekretær Ban Ki-moon mener, at terrorangrebene i Paris kan bruges til at skabe en sjælden enighed i bekæmpelse af terrorisme og Islamisk Stat.

Danmarksbloggen håber, at det bliver sådan. At de store lande bliver enige om en fælles kurs, således at vi kan slå terrorismen ned og igen kan komme igang med at redde miljøet og kloden og fokusere på at skabe lighed og vækst og liv og glæde.

Altså det stik modsatte af hvad mørkemændene ønsker at fremme med deres drab, bomber og skydevåben …

Link til artiklen her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/ban-ki-moon-sjaeldent-vindue-loesning-i-syrien

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lykketoft vil tale op til håbet i FN

Så er det idag, at Mogens Lykketoft tiltræder sit nye job som formand for FN`s Generalforsamling – og det endda i 70-året for organisationens fødsel.

Det er en meget stor personlig ære for den dygtige politiker – men også for hele Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke og er sikker på, at Mogens Lykketoft også i FN – trods sin rolle som politisk administrator – alligevel vil formå at tale op til håbet, som han gjorde det på Vartorv i sin Martin Luther King-tale i 2013, hvor han sagde:

Vi som politikere skal tale op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for at tale ned til frygten i mennesker.

Det har aldrig været mere relevant end nu, hvor flygtninge mødes med kulde og modstand, asylcentre brændes ned, uro og overgreb hersker overalt i Europa – og hvor hele situationen er så vanvittig farlig, at det er selve demokratiet, der er truet.

Der er brug for en mand med både kløgt og hjerte som leder af FN´s Generalforsamling, og det har Lykketoft i det store format.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lykketoft vil tale op til håbet i FN

Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) skal være formand for FN`s generalforsamling i et år med start i september 2015.

Dét er første gang, at en dansker skal bestride en så stor post – og danskerne er med rette stolte af Mogens Lykketoft i dag. Han skal nemlig lede verdens største forsamling i en tid, hvor det globale samarbejde er mere truet af krige, konflikter og potentielle miljøkatastrofer end nogensinde før.

Danmarksbloggen er sikker på, at Mogens Lykketoft, der på alle måder har format, vil løse opgaven til ug med kryds og slange.

Danmark har også brug for den goodwill, som Mogens Lykketoft kan skaffe os. Vores omdømme lider stadig efter det kuldsejlede miljø-topmøde for nogle år siden, hvor daværende statsminister Lars Løkke blev træt og bankede i bordet på det forkerte tidspunkt. For slet ikke at tale om de skader, som en aggressiv Anders Fogh i spidsen for først Danmark, siden NATO, har påført Danmarks ry og rygte.

Og skulle de blå vinde næste valg, så vil den amatør-agtige umenneskelighed i Danmark fortsætte.

Men Danmark er heldigvis andet og mere end den indre svinehunds glammen, som de blå repræsenterer. Og derfor er det såre godt, at vi får Mogens Lykketoft i spidsen for FN. Mogens Lykketoft, der sidste år på 50årsdagen for Martin Luther Kings store ”I have a dream-tale”, sagde på Vartorv i København:

Vi som politikere skal tale op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for ned til frygten i mennesker.

Læs Danmarksbloggens indlæg fra dengang: http://danmarksbloggen.dk/?p=1778

Det er ord, som der er brug for – både i FN og i Danmark. Ord som Lykketoft og andre med hjertet på rette sted tror på og kæmper på baggrund af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Miljøduksen Danmark: Vision eller nød?

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der er afgørende for os alle sammen og vore planet:

Miljøet

Danmark er – i hvert fald ifølge ministre og andre med interesse i Danmark som foregangsland på miljøområdet – en rigtig klimaduks og et lysende eksempel for alle andre lande at følge, når det drejer sig om at leve grønt og bæredygtigt.

Danmarksbloggen tvivler så på det med den danske dukse-natur. Ord er billige – og meget lettere end handling.

Omvendt så vil vi – når havstigningerne kommer – være et af de lande, som rammes rigtigt hårdt, da vi har meget kystlinie og mange lavtliggende områder som fx Roskilde og Købehavn.

Så måske det er rigtigt nok, det med den danske duksenatur. I så fald skyldes det nok mere nødvendighed end en høj moral. Mennesket er som bekendt dovent og gør først noget, når der er grund til det.

Og nu er der grund til det på klimaets vegne.

Desværre så smelter indlandsisen på Rådhuspladsen i København i takt med de gode intentioner, som politikerne kommer med i kølvandet på meldingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), der i øjeblikket er i København for at afslutte og offentliggøre verdens klimastatus inden COP20-mødet i Peru til december.

Læs mere om det her: http://www.dr.dk/Nyheder/Vejret/2014/10/24/084726.htm

For skal det batte noget med miljøet, skal vi alle sammen være villige til at lave store ændringer. Og det vil de store lande ikke, heller ikke selvom Danmark åbenbart som en anden tapper landssoldat går forrest og svinger med en kvist fra et sygt kastanietræ og synger en sang fra de varme lande, der i fremtiden også kan blive Danmark.

En udvikling som i øvrigt er blevet en anelse mere fremskyndet ved Olafur Eliassons nyeste installation: Indlandsisen på Rådhuspladsen, som det har kostet unødvendige brændstoffer at få transporteret til Danmark.

Men Eliasson har det åbenbart med at lege skaber i disse tider, hvor han også har smidt diverse sten ind på en fløj af Louisiana og dér skabt hans såkaldte ”Riverbed”. En udstilling udelukkende bestående af sten og lidt vand.

Men uanset om det er sten eller is, som den kendte kunstner har arbejdet med, så må jeg citere min datter Anna, der ved synet af Eliassons ”værker” citerede fra Brorsons salme ”Op af al den ting”, hvor man i strofe 2 synger: Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Anna og Brorson har ret. Vi kan ikke skabe en ny verden. Dét har vi hverken magt, vælde eller teknologi til. Men vi kan – og skal – passe på den verden, som vi har – uanset om vi tror på Gud, kunsten eller noget helt tredje.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Thorning lave en Friis Bach?

Vi er midt i uge 29 – danskernes store ferieuge, hvor samfundet nærmest står stille, hvis altså man ser bort fra campingpladser, strande, forlystelsesparker, restauranter og alle de andre steder, som danskere og turister strømmer til i disse sollyse dage.

Minimum én dansker holder dog ikke ferie: Nemlig landets statsminister Helle Thorning-Schmidt, som pt. er i Bruxelles for – må man formode – at kæmpe den afgørende kamp for at blive EU´s næste præsident.

Om det lykkedes vil de næste timer – måske dage – vise.

Uanset resultatet har en dansker dog kapret en international post i sommer, nemlig de radikales Christian Friis Bach, der i sidste uge blev udpeget til leder af FN´s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).

Det er mere end flot, men også et stort tab for dansk politik at denne dygtige og hæderlige mand nu skal arbejde for FN.

For vi har brug for folk af hans støbning i dansk politik fremfor de mere anløbne typer som Lars Løkke, som udlandet selvfølgelig ikke har bud efter – og som derfor bliver herhjemme i andedammen.

Thorning har hverken Friis Bach´s strålende kvaliteter eller Løkkes mangel på samme. Hun er som de fleste politikere en mellemvare, men også en af de danske politikere, der har et godt ry på den europæiske scene.

Så det bliver mere end spændende, om Thorning kan lave en Friis Bach og hente endnu en international post hjem til Danmark.

Danmarksbloggen vil følge intenst med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Syrien – kun sammen med FN

I de sidste godt 20 år har Danmark været med i krig mange gange, både FN-aktioner og andre, og nu er det (måske) ved at være tid igen. Denne gang mod Syrien.

I Syrien har præsident Assad som alle ved brugt giftgas mod sin egen befolkning. Det er så afskyelig og uacceptabel en handling, at det kræver en reaktion fra verdenssamfundet og gerne et væbnet angreb – men kun hvis det kan ske i FN-regi.

At nogle lande – som især USA – på egen hånd mener sig i stand til at måtte straffe andre lande er ikke i orden. Så er vi stadig ikke kommet særlig langt på den vej, der hedder at skabe en verden, hvor vi alle tager os af hinanden, hvor vi alle føler et ansvar for fællesskabet.

I realiteten ved jeg godt, at det her også handler om, at Rusland siger nej i FN – og dermed kan FN ikke gøre noget. Men sådan er demokrati og frihed. En rodet og langsommelig affære, hvor der tit ikke sker så meget. Og dét skal respekteres fremfor den selvbestaltede ret til at dømme og agere, som især USA står for.

På den anden side kan man også anføre, at hvis ingen gør noget, så kommer befolkningen til at lide mere og i længere tid. Og i dét lys kan en selvbestaltet aktion fra fx USA´s side jo virke som en humanitær aktion. For det som sker i Syrien er hinsides al menneskelighed.

Det eneste der derfor er helt sikkert er, at prisen i form af mistede liv i tusindvis betales af den i forvejen martrede syriske befolkning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk