Månedsarkiv: maj 2020

Slaget om EU står NU

Udgivet den af
Svar

EU vil iflg. Ritzau foreslå et EU-budget på 1100 milliarder euro – altså 8300 milliarder kroner.

Derudover vil EU lancere en genopretningsplan på 750 milliarder euro, hvoraf de 500 milliarder euro skal overføres til og fra medlemslandene, mens de resterende 250 milliarder euro skal være lån, som EU-kommissionen vil optage på kapitalmarkederne.

Disse lån skal betales tilbage i perioden 2027-2058 – og skal finansieres ved, at EU skal have lov til at opkræve skatter hos den enkelte EU-borger – modsat i dag, hvor det kun er nationalstaten, som kan opkræve skat.

Eller sagt ligeud: I dag er det kun Christiansborg, der kan udskrive skatter i Danmark. Fremover skal det også være Bruxelles, hvis altså formand Ursula von der Leyen og de andre i EU-kommissionen får deres vilje.

Det er for at sige det mildt et kontroversielt forslag, som også vil give EU markant meget mere magt – og gøre, at Europas Forenede Stater er rykket markant tættere på.

Ifølge von der Leyen er det så nødvendigt. Hun siger til Ritzau: ”EU er i knæ. Krisen har haft enorme følgevirkninger i samtlige europæiske lande. Det kan man ikke løse og råde bod på som enkelt land. Det her er Europas øjeblik. Det er store udfordringer, vi står overfor. Det er et ganske afgørende valg. Enten går vi alle egne veje. Så lader vi lande i stikken. Så får vi en egoistisk union, hvor nogen ikke har, og andre har, eller også går vi en fælles vej. Det er et såre enkelt valg. Vi skal træffe en vigtig beslutning. Vi kan investere i en fælles genopretning. Dette er en fælles investering i vores fremtid.”

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er et helt afgørende valg, men der ER andre muligheder end at blive i den politiske union og afgive endnu mere suverænitet.

Vi kan også vælge i Europa at blive nationalstater igen, der forpligter os på handel og forsvar – men ikke på noget, der har med skatter, sociale forhold, arbejdsmarked, uddannelse og kultur at gøre. Det er – efter Danmarksbloggens mening – også det, som stort set alle europæere vil, og som alle lande også handlede efter, da COVID-19-orkanen ramte os for fuld styrke tilbage i februar og marts.

En orkan, som stadig er i gang, og som vi kun kan rydde op efter ved at ændre afgørende på vores måder at leve på, arbejde på, spise på og transportere os på. Men det er en anden historie, om end det ville give EU et strejf af mening, hvis EU turde gå forrest i det paradigmeskifte, som er nødvendigt.

Så ja, slaget om EU står nu. Den bedste option: EU som en grøn bannerfører er så ikke muligt.

Man kan derimod – som et andet skib taget af grådige pirater – vælge imellem to gamle modeller: Europas Forenede Stater – eller nationalstaterne. Begge er styret af penge som målet og midlet – og giver ikke mening i den fremtid, som skal skabes, hvis vi skal undgå et ragnarok, der er mange gange værre end COVID-19.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan du lexe?

Udgivet den af
Svar

At lexe bliver forhåbentlig den nye og omsiggribende vane for alle, der vil være klogere.

Det handler om, at Gyldendal og G. E. Gades fond i dag har lanceret en ny og gratis videnstjeneste lex.dk, hvor man kan få svar på alt mellem himmel og jord. Det tages udgangspunkt i flere værker som blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Og missionen er at give pålidelig, aktuel og tilgængelig viden skrevet af danske fagfolk og forskere – samlet på lex.dk

Så det er bare med at gå i gang med at lexe.

Nogen mener så, at nej, nej, jeg gør som jeg plejer – altså googler. Det er de samme, som mener, at de til hver en tid er i stand til at vurdere en kildes troværdighed.

Danmarksbloggens reaktion er et dybt suk. Det er sådan en slags intellektuel hybris at sige den slags – og alle ved, at efter hybris kommer nemesis. Hvis du ikke ved, hvad hybris og nemesis er, men gerne vil vide det, så kan du jo lexe det:

www.lex.dk

For lex.dk – autoriseret viden fra eksperterne – er vejen frem, hvis man vil være klogere.

Vi har også nu i to årtier levet i en virkelighed, hvor eksperterne var skudt til hjørne – og hvor enhver mente selv at kunne vide alt muligt og ofte meget bedre end alle andre. Og hvis vedkommende blev bevist forket på noget, så var det i hvert fald personens egen sandhed … hvad det så end betyder.

For tyngdekraften virker, uanset hvad din sandhed siger – og 2. Verdenskrig sluttede i 1945, uanset hvad man selv måtte mene – og sådan vrimler det med fakta, der ikke er til diskussion.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre ALLE til at gå ombord i lex.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Udgivet den af
Svar

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona – allermest farlig lige nu

Udgivet den af
Svar

I går genåbnede store dele af landet, nemlig værtshuse, cafeer, restauranter, biblioteker og kirker. Godt nok skete det på andre vilkår end normalt, men nu kan man altså igen drikke en øl med vennerne eller en caffe latte, spise en brunch, låne en (dog i forvejen reserveret) bog og bede en bøn.

Danmarksbloggen har endnu til gode at besøge alle disse etablissementer, men gik forbi flere af dem og så de store, glade smil, som var på alle, der kom ud derfra – eller som sad udenfor ved små borde i den meget mørke og regnvåde forårsdag.

Og det så jo dejligt ud – og gav en tryg følelse af normalitet og hverdag, som vi ikke har kendt siden starten af marts.

Men det vakte også uro. For virussen er stadig derude, smitter stadig ligeså meget og på præcis samme måde som den har gjort hele tiden.

Corona er nemlig ikke besejret, bare fordi vi genåbner.

Vi er – indtil vi finder en vaccine eller en kur – nødt til at holde afstand og vaske/spritte hænder i den store stil. Men allermest er vi nødt til at TAGE HENSYN til hinanden og ikke bare mase på og leve, som vi gjorde førhen.

Og lige netop det at vi ikke skal falde tilbage i hverdagens vaner, har der aldrig været større risiko for end nu – og derfor er Coronaen allermest farlig lige nu. For det er nu, hvor mange fejlagtigt tænker ”at nu er kampen vundet”, at opmærksomheden slækkes – og så slår Coronaen til igen med et stigende og for stort smittetryk.

Så vær årvågen og hold afstand … og vask hænder. Så kan Danmark forblive genåbnet, ja åbne endnu mere op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Udgivet den af
Svar

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv studenterne deres fejring

Udgivet den af
Svar

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stor genåbning – for godt til at være sandt eller?

Udgivet den af
Svar

På mandag sker den første store genåbning af det danske samfund med (som det ser ud nu) både inde- og udeservering på cafeer og restauranter, med åbne storcentre og meget andet – men også fornuftige ting som de ældste elever tilbage i folkeskolen.

Åbne kirker, ind- og udlån på biblioteker, åbne botaniske haver og zoologiske haver er også med på denne første spiseseddel, som der forhandles om i skrivende stund.

Og måske er det fornuftigt. Der er også meget, der tyder på, at smitten er ved at dø ud – men at ingen ved, om den kommer igen.

Danmarksbloggen sidder derfor mystificeret tilbage – og tænker: Det lyder næsten for godt til at være sandt – og når noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel for godt til at være sandt.

Det er i hvert fald bekymrende, at vi går så hurtigt frem – og kan vi huske at holde afstand? Danmarksbloggen tvivler. Allerede nu slækkes der voldsomt på det med den sociale afstand mange steder. Folk vader afsted uden at tænke over det.

Så vi risikerer om en måned eller to at skulle lukke HELT ned igen – og starte fra samme sted som midt i marts. Det er ikke kun direkte dumt. Det er også synd for de gamle og udsatte grupper, som stadig sidder alene og isolerede, mens de raske og yngre har en – måske kortvarig – forbrugsfest.

Ja, vi vil med den store genåbning, som er skitseret, komme til at minde om Sverige – og hvordan er det lige, at det går Sverige?

Så nej, en stor genåbning er altså hverken smart for sundheden eller økonomien på nogen måde.

Lad os bare få eleverne tilbage i skolerne og flere tilbage på arbejdspladserne – og ja, også åbne kirker og museer med timebilletter. Men cafeer og den slags må klare sig med take away – og storcentre må satse på nethandel. Så ville vi være et bedre sted – og kunne åbne helt måske om en måneds tid eller to …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen 75 år: Tænde lys, synge, mindes og håbe

Udgivet den af
Svar

Historikeren Palle Lauring, som var en ung mand under besættelsen, har engang sagt om Befrielsen: ”Vi følte, at vi fik et land i gave”. Jeg har altid tænkt, at det var både smukt og poetisk sagt. Jeg har også altid ment, at jeg – på en måde i hvert fald – forstod, hvad han og danskerne følte dengang om aftenen d. 4. maj 1945.

I dag – i Corona-virkelighedens knugende greb – ved jeg, at dét havde jeg ikke den mindste idé om.

Kun den, der har prøvet at leve på ubestemt tid i usikkerhed og med en konstant trussel på liv og hverdag, ved, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor normaliteten er sat afgørende ud af kraft, og man ikke kan andet end bare at hænge på. Det ved jeg nu, for sådan har jeg og alle andre danskere levet siden 11. marts.

Men jeg ved til gengæld stadig ikke, hvad det vil sige at blive befriet. For dér er vi ikke endnu. Vi er stadig midt i krigen mod Corona – og den lede fjende har vundet mange sejre, mange slag. Men måske vi har vundet det første slag med den foreløbige melding om, at lægemidlet Remdesivir kan afkorte forløbet og mindske dødsrisikoen.

Men vores Befrielse har vi endnu til gode. Så når vi i aften hører de berømte ord fra radioudsendelsen fra London: I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, så skal vi vide, at vi ikke ved, hvordan det vil lyde, når vi en dag bliver frie igen.

Vi får heller ikke et land i gave, for det har vi allerede. Men vi får vores hverdag tilbage – og det bliver stort. Det bliver euforisk lykkeligt – og vi skal i aften tænde lys i forventning, i håb og til minde om dem, som levede sidste gang landet standede i vånde …

Så når stearinlysene blafrer i vores vindueskarme i den blå forårsaften, skal vi synge med på den landsdækkende alsang – sammen hver for sig. Og ingen sang er vel bedre end den blide og smukke ”En lærke letted” skrevet af apoteker Mads Nielsen fra Kolding.

For dén sang rummer det hele, både den enorme lettelse og den dybe taknemmelighed, som de følte dengang, og som jeg tror, alle nulevende danskere vil føle, når det bliver vores tur til at opleve vores Befrielse. Men i sangen huskes også dem, der døde, dem der led og stred.

Og det er helheden, der gør ”En lærke letted” til noget helt særligt. Det og så henvendelsen til Gud og forsikringen om, at vi danske lever i Guds hånd. For Danmark er stadig et kristent land – og regenten siger stadig: Gud bevare Danmark.

De ord klinger ekstra stærke en dag som idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vågekonen”

Udgivet den af
Svar

I slutningen af april udgav Brændpunkt Ellen Dahl Bangs bog ”Vågekonen”, der er en fiktiv fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet om den fattige vågekone Erika, der elsker brændevin lige så meget, som hun hader landbetjenten, når han kommer for at hente hende til endnu et dødsleje i den lille landsby, hvor handlingen udspiller sig.

I løbet af bogen følger vi derfor Erika til mange dødslejer hos mange forskellige slags mennesker – både høj og lav, sympatisk og usympatisk – der også tager afsked med livet på mange forskellige måder. For døden er lige så mangfoldig som fødslen, og vores psykologi afgører, hvordan vi lever – og hvordan vi møder den endelige afslutning. Erika selv er mærkeligt upåvirket af de mange dødsfald, selvom hun også lærer et eller andet undervejs, der kan forberede hende til den dag, hvor det bliver hendes egen tur. Om den dag så kommer i ”Vågekonen”, skal ikke afsløres.

Det skal til gengæld, at vi får mange tilbageblik i Erikas liv – tilbageblik der afslører, hvorfor hun er blevet, som hun er. Det handler som altid om kærlighed – og som oftest om manglende kærlighed og manglende ømhed. Her fra en mor, der synes, at Erika lignede faderen, som forsvandt, og som moderen omtalte med det tyske ord Teufel, som betyder djævel – hvad Erika udmærket vidste.

Og derfra blev de dårlige kim lagt – og Erika lærte aldrig at forlige sig med autoriteterne eller tro på menneskers godhed. Hun møder heller ikke hverken omsorg eller respekt, men lærer i stedet at tage, hvad hun kan få – også når det handler om mad, mønter – og især brændevin, især når Døden har været dér, og høstet endnu en sjæl.

”Vågekonen” er letlæst og skrevet i flydende sprog, som er et rigt og nuanceret billedsprog. Man ser hver episode for sig, som var det en scene i en teaterforestilling. Hele opbygningen af bogen er også egnet til fortællekunst – især på grund af gentagelserne i handlingen, de bevægelser som man for sit indre blik ser Erika gøre, uanset om hun gennemroder en døds bolig for at se, hvad hun kan finde, eller om hun vakler døddrukken gennem skoven for at komme hjem til hytten, hvor hun bor.

Malurt er så også noget, som man putter i brændevin – og Danmarksbloggen er desværre nødt til at gøre det her. For nok hævder bogen intetsteds at være andet end en fiktiv fortælling. Men det havde klædt bogen at gøre opmærksom på, at man i bogen dør, som man gør det i vores tid, nemlig alene. Men at sådan var det ikke dengang i starten af 1800-tallet. Dengang samledes slægten og landsbyen om dødslejet – og bagefter var der begravelse og gilde.

En faktuel efterskrift om vågekoner og dødslejer, som de typisk foregik i begyndelsen af 1800-tallet, savnes derfor. Især fordi man må formode, at nutidens læsers viden om vågekoner og dødslejer i starten af 1800-tallet er rimeligt begrænset.

Det kunne have været noget i stil med:

Datidens vågekoner var dem, som sad hos de døde på hospitalerne om natten – når de såkaldte stuekoner sov. Stuekonerne var dem, som passede de dødende og de syge om dagen – en slags sygeplejersker inden den moderne sygepleje blev opfundet. Hverken de eller datidens vågekoner var i reglen for godt kørende, men både stuekoner og vågekoner boede dog sikkert på hospitalets jorde i små huse, hvor de havde hvert sit rum ikke ulig nonneceller – lige bortset fra at konerne i højere grad greb brændevinsflasken end korset.

Så her er Erika helt rigtigt beskrevet i sit alkoholmisbrug. Men en dødende var nærmest aldrig – og slet ikke i en landsby – overladt til en drukfældig vågekone. Her trådte landsbyens stærke fællesskab, som både støttede og begrænsede den enkeltes tilværelse, altid til. Datidens døende var i det hele taget sjældent alene, som alle dødende er det i bogen, når Erika træder ind ad døren.

For dels så var datidens mennesker per definition bange for at være alene, for så kunne de underjordiske og alt det farlige, som var i mørket, lettere nå dem – og allerfarligst var det ved livets overgange som fx døden.

Og dels så sørgede man for, at familierne blev så store, så der altid var nogen, som overlevede tidens enorme dødelighed. Man boede også flere generationer sammen. For slægten skulle føres videre – og der skulle være nogen til at tage sig af én, når man blev gammel – og når man skulle dø, og det var der også i reglen.

Og endelig så tilkaldte slægten altid præsten, når det led mod enden. For nok er den sidste olie noget, som hører katolikkerne til. Men alligevel var det kutyme i protestantiske Danmark at få præsten til dødslejet, så man kunne få gjort sine mellemværender med Vorherre op, inden man skulle forlade denne jord.

Danmarksbloggen giver Vågekonen fire ud af seks pægle brændevin, som dem Erika lever af og på. Det er en bog, som beskriver den moderne og ofte ensomme død. Men scenen er sat i starten af 1800-tallet, og tager udgangspunkt i en kvindeskæbne, der når vi ser på omsorgssvigtet og misbruget var alt for almindeligt. Ja, stadig er det i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk