Befrielsen 75 år: Tænde lys, synge, mindes og håbe

Historikeren Palle Lauring, som var en ung mand under besættelsen, har engang sagt om Befrielsen: ”Vi følte, at vi fik et land i gave”. Jeg har altid tænkt, at det var både smukt og poetisk sagt. Jeg har også altid ment, at jeg – på en måde i hvert fald – forstod, hvad han og danskerne følte dengang om aftenen d. 4. maj 1945.

I dag – i Corona-virkelighedens knugende greb – ved jeg, at dét havde jeg ikke den mindste idé om.

Kun den, der har prøvet at leve på ubestemt tid i usikkerhed og med en konstant trussel på liv og hverdag, ved, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor normaliteten er sat afgørende ud af kraft, og man ikke kan andet end bare at hænge på. Det ved jeg nu, for sådan har jeg og alle andre danskere levet siden 11. marts.

Men jeg ved til gengæld stadig ikke, hvad det vil sige at blive befriet. For dér er vi ikke endnu. Vi er stadig midt i krigen mod Corona – og den lede fjende har vundet mange sejre, mange slag. Men måske vi har vundet det første slag med den foreløbige melding om, at lægemidlet Remdesivir kan afkorte forløbet og mindske dødsrisikoen.

Men vores Befrielse har vi endnu til gode. Så når vi i aften hører de berømte ord fra radioudsendelsen fra London: I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, så skal vi vide, at vi ikke ved, hvordan det vil lyde, når vi en dag bliver frie igen.

Vi får heller ikke et land i gave, for det har vi allerede. Men vi får vores hverdag tilbage – og det bliver stort. Det bliver euforisk lykkeligt – og vi skal i aften tænde lys i forventning, i håb og til minde om dem, som levede sidste gang landet standede i vånde …

Så når stearinlysene blafrer i vores vindueskarme i den blå forårsaften, skal vi synge med på den landsdækkende alsang – sammen hver for sig. Og ingen sang er vel bedre end den blide og smukke ”En lærke letted” skrevet af apoteker Mads Nielsen fra Kolding.

For dén sang rummer det hele, både den enorme lettelse og den dybe taknemmelighed, som de følte dengang, og som jeg tror, alle nulevende danskere vil føle, når det bliver vores tur til at opleve vores Befrielse. Men i sangen huskes også dem, der døde, dem der led og stred.

Og det er helheden, der gør ”En lærke letted” til noget helt særligt. Det og så henvendelsen til Gud og forsikringen om, at vi danske lever i Guds hånd. For Danmark er stadig et kristent land – og regenten siger stadig: Gud bevare Danmark.

De ord klinger ekstra stærke en dag som idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig mere en 9. april

I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk