Månedsarkiv: april 2015

Varme hveder – og valgrygter

Udgivet den af
Svar

Så er det i aften, at der skal spises varme hveder. For i morgen er det St. Bededag – dagen, der oprindelig var bagernes eneste fridag. Det var også derfor, at bagerne bagte ekstra store hvedeboller – eller hvedeknopper som de hed – dagen før.

Men i år er det ikke kun hvedeknopperne, der er varme – det er valgrygterne også. Ja, faktisk er valgrygterne brand-, hed- og skoldvarme.

Socialdemokraterne står nemlig bedre i meningsmålingerne end nogensinde før i denne regeringsperiode – og derfor har alle med interesse i og for politik travlt med at spå om, hvornår valget kommer.

Allerede midt i april spåede bookmakerne, at valget ville finde sted omkring 9. juni – og blive udskrevet medio maj.

Vi får dog næppe svaret i morgen, 1. maj, som er Arbejdernes Internationale Kampdag. Men sikkert er det, at hvert et ord, som der i morgen siges fra talerstolene rundt om i landet, vil blive analyseret og vendt i den valg-gryde, der i forvejen koger på højeste blus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop hjerteløsheden, stop blå blok

Udgivet den af
Svar

Ønsker de konservative ligefrem at nedlægge sig selv? Dét kunne man godt tro, når man ser de plakater, der plastres op alle steder med et billede af Søren Pape og teksten STOP HJERTELØSHEDEN.

Præcis, tænker man. Stop de konservative, stop blå blok i det hele taget. For dér finder man lige præcis hjerteløshed i betydningen manglende medfølelse og manglende empati med andre end sig selv.

På Søren Papes hjemmeside defineres hjerteløshed heller ikke med fraværet af empati, solidaritet og menneskelig varme. Se her: http://sorenpape.dk/

Nej, dér defineres hjerteløshed med regler og systemer, som kun er ude på at ødelægge det for den enkelte.

Og en ting er, at det er sprogligt forkert. Noget andet og vigtigere er, at det er hjerteskærende, at danskerne med deres på det tørre – som den konservative kernevælger  – kan have så meget omsorg over for sig selv og de andre velstillede – og så lidt til overs for de danskere, der mangler de mest basale ting.

Så ja, stop hjerteløsheden, stop konservative, stop blå blok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bamse og den kinesiske prinsesse” – også for voksne

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn – dvs. der altid var mindst to lag i historien, det umiddelbare, der skete i bogen, og som børnene forstod – og så laget nedenunder, som de voksne også fik med.

Anemoneteatret har en lang, fin tradition for at følge samme gode opskrift, idet stort set alle deres forestillinger er teater SPILLET for børn – men der er altid et lag mere hos anemonerne på scenen end det umiddelbare. Et lag, som de voksne fanger – og som man kan håbe også går ind i underbevidstheden hos de små.

For det er altid budskaber om medmenneskelighed og rummelighed, som der spilles på, med og udfra på Anemoneteatret.

Således også i stykket om den brune Bamse, den fine kinesiske prinsesse og de to ærkedanske børn Jens og Marie, der med deres bold og dukkevogn, kasket og sneakers er billedet på alle tiders danske børn fra Skagen til Gedser, fra Vestkysten til Kultorvet i København – og det lille teater med anemonerne, der ligger så tæt på. Og som, da Danmarksbloggen var der, var fuld af glade, opmærksomme og engagerede børn, der spændte og med store grin og ligeså store øjne slugte det hele råt.

Nu skal alt selvfølgelig ikke røbes her, men tro mod eventyrgenren er der både en prinsesse, en drage, en and og en skrubtudse med i historien. Der er også leg med størrelser – og universer.

For hvad er virkeligt? Parken, hvor Jens og Marie leger hele dagen, inden de skal hjem til den varme kakao? Eller søen, hvor Bamse næsten drukner på vej over til den kinesiske prinsesse, der bor på øen – og som er så ensom, selvom hun kender broen og godt ved, at en bro er lavet, fordi man skal gå over den.

Den kinesiske prinsesse har blot ikke turdet det endnu – hun manglede nemlig en af følges med over til den anden side. Hun manglede en brun bamse, der gav tryghed og en stor pote at holde i. Men her kommer han og følger med hende gennem skoven, selvom han også er bange. Så bange for den store drage, som han havde hørt en fæl historie om.

En historie, der som så mange andre myter – også dem, som de voksne fortæller hinanden om verden omkring os – kun er den halve del af det hele, da Jens ikke havde nået at læse hele historien, men kun starten – og så altså slutningen. For resten havde drengen (som alle andre ville gøre det) selv gættet sig til. Men som altid når vi ikke ved noget med sikkerhed, så laver vi billeder oppe i hovedet, billeder, der sjældent holder til et fakta-tjek.

For de billeder bliver så ofte til vrangbilleder, idet de næsten altid gør dét ukendte til noget slemt, og de ”fremmede” til nogen, som vil os det ondt. Således også i ”Bamse og den kinesiske prinsesse”, hvor den i fantasien så farlige drage i takt med at træerne forsvinder – og udsynet til den fine kinesiske pavillon kommer til syne – viser sig at være skønhed – og ikke spor farlig.

For sådan er det, når vi tør møde verden med et åbent sind og ligeså åbne øjne – så forsvinder alle træer, og så kan vi se skoven. Så ser vi hinanden som den kinesiske prinsesse, der i Bamse ser en ven, som hun ikke har mødt endnu. Og heldigvis er Bamse en klog bamse, der tager imod den udstrakte hånd og den varme kinesiske te.

Og endda så meget at han kan bagefter gå med hende over broen – og hjem til den kakao, der venter – også til den kinesiske prinsesse.

Og også selvom Jens bekymret spørger, om der nu er nok til fire. Ham, Marie, Bamse – og så det nye eksotiske medlem af familien: Den kinesiske prinsesse. Men det er der, siger Marie og tilføjer: Ellers kan hun bare få noget af mit.

Enkelt – og gribende. For det er det, som livet handler om: At mødes og dele med hinanden – og det bliver i ”Bamse og den kinesiske prinsesse” fortalt både poetisk, eventyrligt og med sang og musik, eminent spillet på selve scenen.

Det er ganske vist: Gak i Anemoneteatret og bliv vis – ikke kun på at dem, der arbejder med og for børn må være de lykkeligste mennesker i verden, når de kan få lov til at optræde foran sådan en flok glade og umiddelbare væsner to gange om dagen.

Men se og bliv vis – også på nogle af de andre problemstillinger, som fylder i verden, de voksnes verden vel at mærke. For i børnenes verden kan en vralteand sagtens rime, en skrubtudse synger selvfølgelig opera, og man følger også glad og gerne med en prinsesse gennem krattet, selvom man er en bange bamse.

For eventyret venter – og som H. C. Andersen også sagde dét: Men livet er nu det bedste eventyr.

Et eventyr som en bamse, en kinesisk prinsesse og to børn møder med en åbenhed, en accept og især et mod, som vi voksne kunne lære meget af. Børneteater er nemlig i høj grad også for voksne – og især når det er en kaliber som her.

”Bamse og den kinesiske prinsesse” er en genopsætning af Anemoneteatrets populære forestilling fra dengang far var barn.

Danmarksbloggen giver fem krukker sød, kinesisk honning ud af fem mulige. 

Stykket spiller på Anemoneteatret i perioden 21. apr – 17. maj.
Tilladt fra 3 år – og anbefalet til 8 år (Danmarksbloggen mener 99 år)
Varighed: 50 min.

Medvirkende m.fl.:
Forfatter: Jan Mogensen
Dramatisering: Bendt Hildebrandt og Anemoneteatret
Musik: Sven Dam Meinild og David Blangstrup
Scenograf: Annika Nilsson
Instruktør: Lisbet Lipschitz
Skuespillere: Maria La Cour og Mikkel Trier Rygård

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1940´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1940´erne: Frihedskamp

1920´ernes og 1930´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1940´erne. Ja, faktisk var dette tema synonym med kvindekampen i størstedelen af 1900-tallet.

I 1940´erne skete der så – også pga 2. Verdenskrig – mindre end man måske kunne have forventet og håbet. Men i 1949 fik Mødrehjælpen dog lov til at informere gravide – og kun gravide (!) – om prævention. Så fik de da også at vide, hvad de skulle have gjort!!!

Ellers var 1940´erne et årti, hvor kvinderne kunne fejre, at der nu var gået et kvart århundrede siden valg- og stemmeretten i 1915. Det var dog svært at aflæse både i landspolitik og i kommunalpolitik.

I 1943 var der således to kvinder i Folketinget. Og ved kommunalvalget i 1946 satte mændene sig på 97% af taburetterne. 22 byråd og 1.117 sogneråd var helt uden kvinder. Og endnu var der ingen kvindelige borgmestre i Danmark.

I de offentlige embeder var der dog forår på vej.

Danmark fik sin første kvindelige professor i 1946. Hun hed Astrid Friis og var professor i historie ved Københavns Universitet og havde speciale i 1500-tallets historie og var anerkendt som forsker i både ind- og udland, især for den forståelse for samspillet mellem politisk, finansiel og økonomisk historie, som hun påviste i sin mangeårige forskning.

Og i 1947 blev de tre første kvindelige præster ordineret – ikke kun i Danmark, men i hele verden. Dette skete under stor international bevågenhed, men biskop Øllegaard fra Fyns Stift rystede ikke på hånden, da han gik i gang i Odense Domkirke med at ordinere  Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen.

I stedet henviste han til Galaterbrevets ord om at: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Han – og en masse andre – kunne nemlig ikke se, hvorfor ikke kvinder kunne være ligeså gode til at forkynde evangeliet som mænd.

Men den dag i dag er der stadig dem, der mener, at kvinder ikke skal være præster.

I så fald de – skal vi kalde dem gammeldags – fik deres vilje igennem, ville der komme en voldsom præstemangel i Danmark. Der har nemlig i flere år været en overvægt af kvindelige studerende på teologi-studierne i København og Aarhus, og danskerne har for længst taget kvindelige præster – og biskopper – til sig.

Endelig er der Bodil Begtrup, som blev den første danske kvindelige ambassadør. Det skete i Island, hvor hun startede som gesandt i 1949, og i 1955 blev ambassadør. Senere blev hun også ambassadør i både Bern og Lissabon. Hun var cand.polit og havde inden ambassadør-posterne været udpeget af Danske Kvinders Nationalråd som medlem af delegationen til Folkenes Forbund i 1938, og som medlem af delegationerne til FN´s plenarforsamlinger i 1946-48. Her blev hun i 1946 valgt til formand for FN´s Kvindekommision, og i 1948 til næstformand for udvalget om menneskerettighedsdeklarationen. Bodil Begtrup opnåede altså poster som få danskere både før og siden hen har gjort det. Og hendes navn burde være kendt af alle – også for hendes store indsats for kvinders og børns vilkår i samfundet. Men hun er formentlig ret ukendt for langt de fleste danskere.

Ellers var årtiet præget af 2. Verdenskrig, hvor Danmark sammenlignet med mange andre lande slap let. Vi blev ikke sønderbombet – og modstandsbevægelsens aktiviteter sikrede sammen med redningen af jøderne vores ry og gjorde, at vi kunne betragtes som en af de allierede mod Nazi-Tyskland.

Kvinderne spillede også her en stor rolle, selvom de ikke er ligeså kendte som fx Flammen og Citronen og alle de andre store navne fra modstandskampen. Men kvinderne var der – og de gjorde en forskel, uanset om de kæmpede med i forreste linie eller om de sad derhjemme og sørgede for, at maden og tøjet var i orden.

En, som man kender, er Kirstine Fiil fra den berømte Hvidstens-gruppe. Hun blev i modsætning til mændene ikke dømt til døden og henrettet, men hun sad i fængsel, indtil hun kom hjem til datteren, der var blevet passet af moderen Gudrun Fiil, en meget stærk kvinde, der mistede både mand, søn og svigersøn.

Historien er velkendt – også pga Anne-Grethe Bjarups film ”Hvidsten gruppen” – en film, som dem, der selv oplevede den tid, siger på fineste vis formidler, hvordan det var på Hvidsten Kro og egnen dengang. Og en film som undertegnede – helt undtagelsesvis på sådan en faktuel side – vil anbefale alle at se. Jeg skammer mig ihvertfald ikke over at sige, at jeg græd som pisket, da rulleteksterne gled over lærredet.

Af andre navne kan nævnes:

Ulla Marie Kunøe, uddannet sygeplejerske, der blev både kurer og lavede efterretninger og transporter – og som endte som chef i Region 3, dvs. Sønderjylland.

Rita Lauridsen, der gik ind i modstandsarbejdet sammen med sin kæreste, og som skrev illegale blade samt gemte og transporterede våben i det vestjyske.

Esther Frederiksen, der sammen med sin mor og søster gav logi til mange modstandsfolk i hjemmet i Esbjerg, og som endte i Frøslevlejren, hvor hun sad til Befrielsen.

Ellen Wilhelmine Nielsen, der skjulte mange jøder i hjemmet i Dragør, og som også lavede andet illegalt arbejde. Endte i kz-lejren Ravensbrück, men overlevede og kom hjem med de hvide busser.

Johanne Hansen, husholdningsforstanderinden, der var med til at stifte partiet Dansk Samling, og som også var med til at etablere den lokale modstandsbevægelse på Als. Hun skjulte også modstandsfolk – og endte i kz-lejren Ravensbrück, selvom både hun og Ellen Nielsen (se ovenfor) var udtaget til at blive gasset. Men også hun kom hjem med de hvide busser.

Karen Jensen, der skjulte illegale på gården ved Aalborg – og som siden hen udvandrede til Canada.

Kamma Klitgård, der i Århus blev illegal logivært, taget af Gestapo og endte i kz-lejren Ravensbrück. Også hun kom hjem med de hvide busser – men dybt traumatiseret.

Navnene er kendt af de færreste – men vi burde kende dem.

Og så var der selvfølgelig Liva Weel, som vi allerede skrev om i sidste uge. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Liva Weel, som under hele besættelsen sang P.H.´s vise ”Man binder os på mund og hånd”- den vise, der som ingen anden vise i en mørk tid formidler troen på det humanistiske, på at vi igen en dag skal være mennesker med liv og frihed. Måske også derfor at den langt senere blev sunget til mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København i februar i år. For det er en sang, der til alle tider handler om ”Drømmen om frihed bli´r aldrig forbi”.

Heldigvis blev Danmark og danskerne frie igen den fantastiske maj-aften i 1945, hvor vi med Palle Laurings ord fik et land i gave.

Og med friheden fortsatte også kampen for kvindernes rettigheder – og fx balladen om Inger Merete Nordentoft, der var skolelærer og skoleinspektør i Vanløse – og faglig aktiv og folketingsmedlem for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti – og som i 1946 fødte datteren Kirsten, uden at være gift og uden at have i sinde at gifte sig. Dét vakte et enormt røre. En ugift mor på en ledende post. Flere krævede hendes afskedigelse, men den smidige løsning blev, at forældrene selv valgte, hvem der skulle være skoleinspektør.

Resultatet blev, at en fjerdedel af skolens elever kom i en såkaldt ”vestlig afdeling” under en anden ledelse, mens de resterende tre fjerdedele af forældre valgte at fortsætte med frk. Nordentoft som skoleleder.

Også selvom hun bestemt ikke var en pæn pige i den gængse forstand i en tid, hvor kvindeidealet var den søde, smukke og føjelige kone, der glattede ud og sørgede for, at mand, hjem og børn i nævnte rækkefølge præsenterede sig fint og rigtigt overfor omverdenen.

Men måske var tiden ved at løbe fra de pæne piger? En ny tøjmode ”The New Look” og en ny tid – også for kvinderne – ventede i 1950´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Min lysegrønne ø – og ikke udkants-Danmark

Udgivet den af
Svar

Jeg er træt af al den snak om udkants-Danmark.

Undskyld mig, men er Danmark ikke så lille, at der ikke findes nogen udkant? Der er steder, der ligger langt væk fra noget andet. Men der er ikke mange steder, hvor du ikke kan komme frem og tilbage samme dag.

Jeg elsker min lysegrønne ø – Møn.

I går gik jeg en tur på 80 minutter, og jeg mødte to biler og en svane. Jeg blev engang angrebet af en svane, så for en sikkerheds skyld greb jeg lige en kæp, inden jeg nærmede mig. En af livets store farer her på landet – her i mit lokalsamfund.

Her er åbne vidder, grønne marker, frisk luft – og vi laver selv vores skilte. Ikke med ”Pas på børnene”. For dem havde vi ikke mange af, da skiltet blev lavet, men ”Advarsel høns”.
I mellemtiden er der heldigvis kommet flere børn til, og nogen er flyttet igen – men skiltet virker.

Det er selvfølgelig så også her, at vores overfladevand fra husholdning og toiletter løber direkte ud i havet – ganske appetitligt at tænke på, når man hopper i vandet til sommer!
Men alligevel: Der er gang i hussalget igen.

Optimismen stiger, og hvis vi tager kampen op, smider tudekiksene ud og putter arbejdshandsken på, så ender det med, at vi ikke være her for ”Kjøwenhavnere”.

Men jeg elsker også København eller Aarhus, Odense og Aalborg. Hver egn og hver by sin charme. Jeg elsker det pulserende liv, at kunne vælge mellem 10 – 20 forskellig slags kaffe på enhver café, sidde i Nyhavn og kigge på mennesker (og drikke en øl), at være anonym, udvalget af teateroplevelser og meget mere – og så tage toget hjem igen – til den lysegrønne ø!

Og mon ikke en byboer tænker det samme, når hun har været her og kører hjem … og det er jo ganske praktisk!

Skrevet af: Lise Lotte Møller, formand for Socialdemokratiet i Vordingborg og medlem af Hovedbestyrelsen

Har Løkke et problem med demokratiet?

Udgivet den af
Svar

Lars Løkke skyr ingen midler for at blive statsminister igen. Han vil magten så meget og så gerne, at han er parat til at overtrumfe de andre folkevalgte på Christiansborg.

Iflg. en artikel i B.T. er Løkke således klar til at lade Pia Kjærsgaard blive formand for Folketinget, hvis det kan få kabalen efter næste folketingsvalg til at gå op. Læs mere her: http://www.bt.dk/nyheder/v-legende-kan-blive-vraget-pia-k.-i-spil-til-toppost-under-loekke

Dette til trods for at hendes navn IKKE figurer på den liste over de 19 folketingspolitikere, som er mest respektererede af deres kollegaer. Og en sådan respekt er vigtig, hvis man vil være Folketingets formand. Det er Ugebrevet A4, der har lavet listen. Læs mere her: http://www.ugebreveta4.dk/og-folketingets-mest-respekterede-medlem-er_20051.aspx

På førstepladsen på listen er i øvrigt Løkkes egen partikammerat Bertel Haarder, men ham er Løkke altså parat til at ofre, selvom Haarder nyder stor respekt fra alle sider af Tinget.

Dét siger alt om Løkkes (mangel på) moral, at han således er istand til at kaste en kapacitet som Haarder overbord til fordel for en populist som Pia Kjærsgaard, der ikke er bebyrdet med hverken en stor viden om love og regler – eller i Løkkes verden noget så besværligt som moral.

Danmarksbloggen kan nemlig ikke lade være med at tænke på, om det mon betyder noget, at Haarder er et vidende og dygtigt menneske – og at Løkke måske føler sig truet af dette forhold?!.

Det kunne give så god mening – også set i lyset af Løkke foretrækker Pia Kjærsgaard fremfor fx Søren Espersen, der ellers også er DF´er og nr. 7. på listen – og som derfor også kunne bringes i spil i en politisk kabale.

Men problemet er jo nok (set med Løkkes øjne), at Søren Espersen ligesom Haarder faktisk har noget viden og indsigt.

Og hvis man nu gerne vil være statsminister, men omvendt ikke have en formand i Folketinget, der kender love og regler for godt, så er begge d´herrer jo en udfordring, da de – trods politisk enighed med Løkke – vil kræve, at tingene skal gå rigtigt for sig ifht. demokratiets spilleregler.

Det kræver Danmarksbloggen også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Savnes: Promenadeorkesteret hver dag

Udgivet den af
3

I år er det tredje sæson, at Promenadeorkestret ikke spiller flere gange dagligt i Pavillonen – samt til Pantomime-teatrets forestillinger, som Danmarks smukkeste orkester ellers gjorde det i mere end 100 år, hvor Promenadeorkesteret var en fast del af Tivoli – til glæde for både store og små, gamle og unge, danskere og turister.

Promenadeorkesteret er nemlig stadig stærkt savnet. For vi er en del, også af yngre dato, som ikke hopper på Liebst´s og Bendixens egotrip, der handler om berømmelse og penge til dem selv på bekostning af dén ånd og dén kultur, som engang var Tivolis helt særegne identitet.

En identitet, der hænger nøje sammen med den levende musik. Dén musik, der taler til følelserne og til det nu, hvor den bliver spillet og oplevet. Et nu, hvor tiden bliver lodret og sjælen svævende.

Sådanne medrivende øjeblikke var der masser af på Plænen i Tivoli i går, hvor Tivolis Promenadeorkester havde den anden ud af i alt fire (!) instrumentale koncerter i hele sæsonen.

Ja, De læste rigtigt: Fra fire koncerter om dagen førhen til fire koncerter om året, som Tivoli i øvrigt markedsfører som ”Instrumental Forkælelse”.

Og det var faktisk lige, hvad det var i går med musik af mesteren Strauss, Tivolis egen huskomponist Lumbye samt uddrag fra Rogers & Hammersteins fantastiske ”Sound of Music” og et udvalg af Kai Normann Andersens skønne melodier.

Men når nu det er så meget forkælelse – og det er dét: Hvorfor skal vi så kun forkæles med Promenadeorkesteret alene på scenen fire gange om året??? Dét giver ikke mening.

Det gør det heller ikke, at man ikke har råd til Promenadeorkesterets 15-16 medlemmer plus dirigent – samtidig med at Tivoli´s direktør Lars Liebst og underdirektør Claus Dyhr kan få 12 millioner i alt – foruden at der åbenbart er råd til at bygge og drive en balletskole under ledelse af Bo Bendixen, der siden han tiltrådte har givet balletten hovedrollen i Tivoli på bekostning af musikken og børneteatret Valmuen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6650

Der er noget galt i Tivoli. Noget, der skal skiftes ud. Det ene starter med L og hedder Liebst, og det andet starter med B og hedder Bendixen.

Til gengæld er der noget, der skal tilbage i Tivoli. Den ene starter med P og hedder Promenadeorkesteret – og det andet med B og hedder Big Bandet. For de lider også under manglen på forståelsen af den specielle Tivoli-ånd hos Tivolis ledelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er blå blok ligeglade med trafikdræbte?

Udgivet den af
1

Den konservative formand mener ikke, at det er “rigtigt politiarbejde”, når politiet sidder i en fotovogn og bruger tid på at få fat på fartsyndere.

Nej, fotovognene skal afskaffes, mener Søren Pape og er dermed tilsyneladende ligeglad med, at hver fjerde dødsfald i trafikken skyldes for høj fart. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/04/21/145131.htm

Hans meningsfæller i blå blok er enige.

Danmarksbloggen er rystet. For selvfølgelig er det rigtigt politiarbejde at redde liv på de danske landeveje. Ja, netop det at sikre danskernes liv og helbred og give tryghed er den fornemste opgave for det danske politi.

Men sådan ser man altså ikke på det i blå blok, hvor man ellers hævder at være glad for lov og orden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grøn, gul, rød – Løkke

Udgivet den af
Svar

Siden 1. april har tandlæge-patienter skulle inddeles i grønne, gule eller røde patienter.

De grønne tandlægepatienter er dem, der ikke har tandsygdomme eller problemer med bisserne i øvrigt, men de gule har nogen problemer, som dog kan løses, hvis den pågældende bliver bedre til selv at børste tænder, bruge tandtråd m.m.. De røde tandlægepatienter derimod er svære. Det vurderes, at de ikke selv kan gøre så meget – selvom de har store problemer med både tænder, tandkød og mundhule.

Udover at Danmarksbloggen synes, at tandpleje burde betales over skatten – og dermed være uden brugerbetaling, så kommer Danmarksbloggen også til at tænke på Løkke og co., der i går foreslog at genindføre brugen af privathospitalerne for at nedsætte ventetiden.

Blå blok kan nemlig sammenlignes 100% med de røde tandlæge-patienter. Der er problemer, men de kan ikke selv gøre noget for at afhjælpe dem.

For metoden med at forgylde nogle få private aktører blev allerede anvendt sidste gang Løkke sad i Statsministeriet, og den virkede ikke – undtagen for de privathospitaler, der scorede kassen. Men for danskerne som helhed betød ordningen kun dyrere og dårligere sundhed. Og nu vil Løkke hen af den vej igen.

Det giver på ingen måde mening – og Løkke kan roligt sætte sig i en tandlægestol, men stolen i Statsministeriet egner han sig ikke til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1930´erne

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1930´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1930´erne: Krise og seje kvinder

1920´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1930´erne.

Kampen var dog lang endnu. I 1930 kom der således et forbud mod at reklamere for prævention. På positivsiden (!) blev staffen for at have fået foretaget en provokeret abort nedsat til maksimalt 2 års fængsel.

Men nogle kvinder ville videre, så i 1934 indsamlede Kvindernes Oplysningsforbund 15.000 underskrifter til støtte for afskaffelsen af staffen for at have fået foretaget en provokeret abort. En gruppe kristne kvinder samlede som et modsvar 173.000 underskrifter for at bevare straffen.

Så der var langt igen. Men kvinderne blev jo – trods de mange moralprædikener – uønskede gravide alligevel. Menneskelige begær og behov kan man ikke lovgive sig ud af. Zahles Svangerskabskommision af 1936 anslog således også, at der årligt blev udført 7.000 illegale aborter i Danmark – hver og en af dem med fare for liv og helbred for den kvinde, som lagde sig på køkkenbordet.

Et lyspunkt kom i 1939, hvor abort blev tilladt, hvis den gravides liv eller helbred var truet af svangerskabet – eller graviditeten var resultatet af en voldtægt.

Samme år (1939) fik kvinderne også ret til barselshvile otte uger før og otte uger efter fødslen. Det var tiltrængt for især de mange kvinder, som sled og slæbte i byernes fabrikker, som vaske- og rengøringskoner og som landarbejdersker.

For det er en skrøne, at kvinden først kom på arbejdsmarkedet i 1960´erne. Arbejder- og landarbejderklassernes kvinder – og det var langt de fleste – har gennem hele historien knoklet og arbejdet både ude og hjemme – og næsten altid med mange børn omkring sig.

Som man sagde dét dengang: De rige har mange glæder, de fattige mange børn.

Udsagnet holder. At en arbejderkvinde sled og slæbte året rundt og samtidig var gravid stort set non-stop og fødte 8-12 børn i løbet af sit liv – var slet ikke noget særsyn i 1930´erne. Det var derfor ikke så underligt, at mange af datidens kvinder var nedslidte, når de rundede de 40 år.

Og det blev ikke bedre i 1930´erne, som var præget af krise og arbejdsløshed i en grad, så nutidens finanskrise er et lille bølgeskvulp – og som altid gik det særlig slemt ud over kvinderne, som var dem, der blev fyret først – selvom de også dengang tjente markant mindre end mændene. Nogle af de politiske partier etablerede derfor også specielle kvindeorganisationer, som dog blev nedlagt igen i 1960´erne.

Et lyspunkt i den dybe krise var Steinckes socialreform fra 1936, der reelt var startskuddet til velfærdssamfundet. Hjælpen var endnu lille, men den var der – og tingene skulle blive bedre – efter en verdenskrig, der ventede i næste årti.

Men inden vi kommer dertil, skal vi høre om nogle af de kvinder, der tegnede 1930´erne.

Det var en broget flok af svømmepiger, en kronprinsesse, en baronesse og en kvinde fra Vesterbro, der blev synonym med en helt genre.

Svømmepigerne – alias Inge Sørensen, Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard – ændrede på mange måder opfattelsen af piger, sport og krop. Deres bedrifter i bassinerne, især til OL i Berlin i 1936 og Svømme-EM i London i 1938, gjorde det legalt – også i Danmark – at kvinder viste deres krop frem og dyrkede sport – og tilmed var så gode til det, at de vandt medaljer.

Elitesport var dermed  blevet noget, som det var legalt for kvinder at dyrke.

Inge Sørensen – som Gunnar Nu Hansen døbte ”Lille Henrivende Inge” – startede en glorværdig karriere med som 12-årig at vinde OL-bronze på 200 m brystsvømning i Berlin i 1936 – og hun var ganske suveræn i disciplinen, indtil hun som kun 20-årig indstillede karrieren.

Ragnhild Hveger, der blev kaldt for ”Den gyldne torpedo”, var uden sammenligning verdens bedste kvindelige crawler i 1930´erne og 40´erne. Hele 44 verdensrekorder satte hun. Det er endnu ikke overgået. Ragnhild Hvegers navn stråler blot ikke så meget, som det kunne – da hun også var nazi-sympatisør og i flere sammenhænge optrådte som repræsentant for Nazi-Tyskland.

Den sidste Jenny Kammersgaard svømmede ikke hurtigt ifht at deltage i konkurrencer. Men hun kunne blive ved i timevis, og fik hele verdens bevågenhed, når hun svømmede de lange distancer. Fx 93 km fra Sjællands Odde til Djursland – og 110 km fra Gedser til Warnemünde.

Om Danmarks daværende nye kronprinsesse svømmede meget vides ikke, men i 1935 blev den daværende kronprins Frederik gift med den svenske prinsesse Ingrid i Storkyrkan i Stockholm.

Parret kom kort efter standsmæssigt sejlende til Danmark ombord på kongeskibet, hvor en begejstret folkemængde tog imod den nye kronprinsesse, der senere sagde, at det for hende var afgørende at blive dansk – også indeni, når hun skulle være dansk kronprinsesse og senere dansk dronning.

At det lykkedes for Dronning Ingrid har historien bevist. Hun gik med barnevogn og cyklede rundt i København under besættelsen, hun lærte at tale dansk uden antydningen af svensk, hun involverede sig dybt i dansk kultur og danskerne osv, osv. Utrætteligt og med stor sans for hvad der skulle gøres, gjorde Dronning Ingrid sit bedste for Danmark, fra hun kom i 1935 til hun døde i 2000.

Der er dem, der siger, at uden Dronning Ingrid havde Danmark måske ikke haft et monarki i dag. Både hendes svigerfar Christian d. 10 og hendes mand Frederik d. 9. var ikke nær så gode til at manøvrere og gøre kongehuset moderne, som hun gjorde det. Så det kan meget vel kan passe, også når man betænker Dronning Ingrids takt, klogskab og pligtfølelse – og ikke mindst betydning for også de nuværende kongelige.

Dronning Margrethe d. 2. har lært meget af sin mor. Og også kronprins Frederik var meget glad for sin mormor. Tiden fremover vil vise, hvor meget han så har lært.

Når man er baronesse, er man ikke royal – men adelig, og det var forfatteren og baronessen Karen Blixen. Men det var ikke hendes aner, der gjorde hende berømt – men hendes person og hendes bøger.

For Karen Blixen (1885-1962) var og er et ikon i Danmark – og i resten af verden. For hendes ry er internationalt. Alle, der hører hendes navn, ser for sig den ældre dame med turban og det skarptskårne ansigt – og kan samtidig høre hendes affekterede stemme sige: Jeg havde engang en farm i Afrika.

Og det havde hun – som ung. I 1914 giftede hun sig med sin svenske halvfætter og flyttede til Kenya, hvor hun boede i næsten 20 år og drev en kaffefarm, inden hun gik fallit og måtte sælge i 1931, og vende hjem til Rungstedlund, hvor hun boede de næste 30 år, skrev, tog på foredragsturné og kæmpede med eftervirkningerne af en syfilis-infektion.

På det tidspunkt var hun forlængst blevet skilt fra sin svenske mand – og var også begyndt det forfatterskab, der stadig læses af mange i både ind- og udland.

Mest berømt er hendes store roman fra 1937: ”Den afrikanske farm”, der også blev filmatiseret i 1985 med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som hendes livs store kærlighed Denys Finch Hatton. En film, der i øvrigt gav penge nok til at indrette Rungstedlund som museum. Det åbnede i 1991.

Men også andre store bøger har Karen Blixen skrevet som fx ”Syv fantastiske fortællinger”, som udkom i USA i 1935 og året efter i Danmark. For slet ikke at tale om ”Vinter-Eventyr” fra 1942 og ”Babettes Gæstebud” (1950), der indbragte Gabriel Axel en Oscar, da han filmatiserede historien i 1987.

I hele Karen Blixens forfatterskab kan man – uanset tid og sted i romanen – se den konstante søgen efter den moderne kvindelige identitet. Karen Blixen levede også i en tid, der mere end nogen anden var en historisk brydningstid for kvinder med nye muligheder, men også med gamle begrænsninger – og med en konflikt mellem på den ene side at ville være fri og uafhængig og samtidig på den anden ønske at være elsket og begæret.

Dén konflikt har vi kvinder stadig i vore dage – og mændene har den vel i grunden også efterhånden.

Den var ihvertfald også til stede hos den sidste kvinde, vi skal beskæftige os med i dag.

Hun kommer fra den anden ende af den sociale skala, men var uden sammenligning 1930´ernes største danske stjerne. Hendes navn var Liva Weel.

Liva Weel (1897-1952) var dansk revys ukronede dronning i 1900-tallet. Hun var født og opvokset i små kår på Vesterbro, så umiddelbart stod det ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle nå disse kulturelle højder.

Men Olivia Olsen, som hun oprindelig hed, ville synge og til teatret – og det kom hun som 20-årig, hvor hun debuterede på Odder Sommerteater. Hendes store talent var åbenlyst, og allerede året efter kom gennembruddet på Scala i København, hvor Liva Weel i de næste cirka 10 optrådte med diverse viser og skabte mange originale figurer. Det var i samme periode, at hun havde sit korte og intense ægteskab med teaterdirektør Arne Weel, som dog forblev hende en god ven livet igennem. For ligeså glorværdig hendes karriere var, ligeså rodet og forvirrende var hendes privatliv, hvor hun som på scenen var denne helt specielle blanding af både det elskelige og det diabolske.

Og det var på de skrå brædder, at hun havde det bedst.

Liva Weel havde en særlig evne til – både i sit skuespil, sin mimik og sin måde at synge på – at være både komisk og tragisk, dramatisk og blid på samme tid – eller skifte fra det ene til det andet på et nanosekund. Ingen har vel beskrevet det bedre end P.H., der kort efter hendes død formulerede disse ord: ”Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.”

Der var en intensitet over Liva Weel. En evne til at formidle det sentimentale, det satiriske, det dramatiske og alt det andet, som ingen andre revykunstnere har været i nærheden af at kunne. En evne, som især fik lov til at blomstre, da hun i 1929 indledte et samarbejde med netop Poul Henningsen. Det blev et professionelt parløb, der løb over to årtier, og som fornyede og bragte dansk revy op på et niveau, hvor den ikke havde været før – og næppe heller siden.

P.H.´s tekster, som var både samfundskritiske og favnende i deres glæde over livet og menneskene, og så Liva Weels evne til at fortolke dem, står den dag i dag som noget af den bedste – om end også oversete – kunst fra 1900-tallet, om end mange af viserne synges endnu som fx den muntre ”Tag og kys fra det hele fra mig” fra 1932, den længselsfulde ”Sig de ord, du ved” også fra 1932, og den bittersøde ”Naa” fra 1937.

Og så selvfølgelig evergreenen ”Glemmer du” fra filmen Odds 777 fra 1932. Her er ordene dog ikke af PH, men af Børge og Arvid Müller.

Men den mest berømte vise fra P.H. og Weel er visen fra 1940, der nok handler om kærlighed og frihed, men ikke kun det. Det er selvfølgelig ”Man binder os på mund og hånd”, der blev skrevet til revykomedien ”Dyveke”. En vise, som oprindelig havde en helt anden tekst – en tekst, som den tyske censur forbød dagen inden premieren.

Men så skrev P.H. visen om i løbet af få timer, fik den godkendt af den tyske besættelsesmagt, gav Liva Weel den i hånden kort før hun skulle på scenen og sagde: ”Gå ud og giv dem den her lige i smasken”. Og dét gjorde hun – dén aften og mange andre aftner. Og alle, på nær tyskerne, forstod meningen, når hun indfølende og med stor patos i sidste vers sang: ”Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går, bære skæbnen uden trods, hvad der så end forestår, glad for hver en venlighed, men uden tro at det bli´r ved, søge fred idet vi ved, at vi har intet krav på fred.”

Intet krav på fred. En dagsorden, som i dén grad prægede kvinderne i 1940´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk