Tag-arkiv: musik

København 850 år: Kampen om Tivoli

Udgivet den af
1

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ordet musik har skiftet betydning

Udgivet den af
Svar

Indlægget har oprindeligt været publiceret andetsteds i marts 2015 under navnet “Nogle tanker om et ords skift af betydning” og er skrevet af Erik Axel Wessberg: 

Forleden lærte jeg et nyt ord at kende. Det startede med ønsket om at finde ud af, hvorfor ordet bjørnetjeneste, som jo oprindelig betyder en velment, men uheldig hjælp, i dag bruges som betegnelse for det nærmest stik modsatte – en ekstra stor og god tjeneste. Det fik jeg nu ikke opklaret, men til gengæld lærte jeg, hvad sprogforskerne kalder sådan et ord, der skifter betydning: Pendulord.

Straks kom jeg til at tænke på andre andre af slagsen, og nåede dermed til “musik”. Jo, det må også være et pendulord, det begreb der popper op i hovedet på os, når vi i dag hører eller selv udtaler det, er i hvert fald ikke det samme som det, man førhen forbandt med det.

Nu hører musik i det hele taget til de begreber, der er vanskelige at definere. Vi kan alle sammen nævne et eller andet, som vi mener er musik, men eksempler er jo ikke det samme som en definition. Når vi trods alt alligevel kan tale sammen om emnet – og forholdsvis ubesværet endda – har det selvfølgelig med miljø og tidsånd at gøre.

Det er netop pointen. Var vi pludselig havnet på vores oldeforældres tid, ville vi så ikke have været stand til det. I hvert fald ikke uden problemer, og det er vel at mærke ikke modsætninger som rytmisk – klassisk eller elektrisk – akustisk, jeg her hentyder til. For de er blot udtryk for en udvikling. Oldefar ville godt have kunnet forstå, at musikken på hans oldebørns tid måtte være anderledes end på hans egen. Nej, det er selve fænomenet musik, jeg hentyder til. Samtalen ville være blevet en ren goddag mand – økseskaft snak.

Når vi fx i dag med få stikord skal præsentere os selv i et nyt forum, gør vi det typisk ved hjælp af et spørgeskema, hvor “Musik” er en af de faste overskrifter. Og der er heller ingen tvivl om, at det kan sige lidt om om den person, det drejer sig om, om krydset er sat ud for jazz, klassisk, pop, rock, folk eller hvad det nu kan være.

Et sådant spørgeskema ville ikke have givet nogen som helst mening på oldefars tid, og ikke kun fordi de forskellige genrer ikke eksisterede endnu, men fordi musik ganske enkelt ikke var noget, man kunne have et sådant forhold til den gang. For et par af mine egne oldeforældre har afkrydsningsmulighederne ikke omfattet andet end salmesangen i kirken om søndagen og den lokale spillemands toner til høstfesten. Og det var netop ikke noget man valgte imellem, for de var to forskellige, men begge lige selvfølgelige faste, tilbagevendende indslag i det miljø, de tilhørte.

Hvad oldefar heller ikke ville have forstået var, hvordan musik kunne være en vare i kategori med slik, chips og ugeblade, som hvem som helst fra barn til gammel købte. Man kunne ganske vist godt købe musik på hans tid også, men så var det noder, der var tale om. Datidens musikforretning var en specialforretning, som henvendte sig til et begrænset publikum, som fx forretningen med golfudstyr er det i dag.

Fra enbetegnelse for en lidt eksklusiv aktivitet til navn på en dagligkonsumvare – det er da noget af en pendulering.

Nye opfindelser må nødvendigvis medføre forandringer. Det er uundgåeligt, og det skal vi heller ikke beklage, men forandringerne kan blive meget voldsomme, og det vil jeg mene gælder på musikkens område. Hvor symaskinen og motorsaven fx ikke har gjort andet end at lette arbejdet for hhv. skrædderen og skovarbejderen, har radioen og grammofonen direkte forandret musiklivet. Det er ikke for meget at sammenligne det med en politisk revolution som den franske eller russiske: Magthaverne er blevet skiftet ud, og hele systemet totalt forandret.

Kulturhistorien igennem fra de tidligste jæger-samler-samfunds dage og til nu (og bemærk vi taler her om en periode på 10.000 – 20.000 år eller mere) har det været de aktive – musikerne, sangerne og instrumentbyggerne – der tegnede musiklivet. Det ændrer sig nu med et slag. For med opfindelsen af radioen og grammofonen får musikmiljøet en ny og hidtil ukendt deltager: Forbrugeren.

Vi har generelt en idé om, at situationen i dag ikke er så forskellig fra tidligere. “Intet nyt under solen” siger vi, og mener dermed bl.a., at andre tidsaldre også må have haft deres popmusik. Men hvad skulle eksistensgrundlaget for den egentlig have været? Uden musikradioen og plademarkedet er det begrænset, hvad der kan udvikle sig af den slags. Nej, popmusik-lytteren dukker først op her, men til gengæld melder han stærkt ud allerede fra starten.

I det biologiske system opererer man med et fænomen, man kalder en invasiv art. Jeg er tilbøjelig til at betegne popmusik-lytteren som sådan i forhold til musikmiljøet. Hos ham møder vi alle de træk, der karakteriserer en sådan: Han breder sig uhæmmet, skubber alt andet til side, sætter sig på ressourcerne, spolerer den økologiske balance, forandrer miljøet til ukendelighed.

I forbindelse med omtalen af spørgeskemaet ovenfor, har jeg brugt ordet “genrer”. Det er i virkeligheden også et pendulord. For når vi i et ældre musikleksikon om fx Mozart læser, at han har komponeret indenfor alle genrer, betyder det jo ikke, at han også har skrevet jazz, rock, pop, og hvad det nu heder alt sammen. Det skal forstås på den måde, at han har komponeret både orkesterværker, operaer, kammermusik, solosonater osv.

Men om musikken er det ene eller andet – en ouverture, en symfoni, en dans, en septet eller en trio – hvad det nu måtte være – er ikke noget, forbrugeren er interesseret i. Han er først og fremmest optaget af, hvordan musikken lyder, hans opdeling af den i forskellige kategorier sker derfor ud fra andre principper end den aktives. Og det er forbrugeren, der for øjeblikket sætter dagsordenen for området. Det er i hvert en mulig forklaring på ordpenduleringen i dette tilfælde.

Radioen og grammofonen har gjort det muligt at bringe musikken ud til fjerne afkroge. Men det har ikke kun været gevinst, der er også gået kvaliteter tabt. Musikken har alle dage været skabt til at fungere i bestemte sammenhænge: Kirkelige, ceremonielle, selskabelige, sceniske, private, militære, civile osv. Ved at overføre musikken til CD eller radio, tager man den ud af det miljø, den hører hjemme i for at anbringe den i et, der er den fremmed (med undtagelse naturligvis af musikradiomusikken). At lytte til et værk som Beethovens 9. symfoni i en lille stue – den kræver henved 200 medvirkende – er jo i grunden absurd.

Fra min tid som musikmedarbejder ved Danmarks Radio husker jeg et møde, hvor en musiktekniker klagede over, at hans arbejde var blevet ødelagt. Det, der var sket, var, at man havde valgt at sende en optagelse, han havde lavet med det nu hedengangne underholdningsorkester, på musikradiokanalen og derfor fra udsendelsesredaktionens side komprimeret den.

Det var en Mozart symfoni, og i virkeligheden var idéen med at sende den her at højne kvaliteten på kanalen (det kunne man finde på den gang), men en klassisk symfoni duer ikke til musikradio. Der er store dynamiske udsving i den, og det kan ikke nytte noget, at fx bilradiolytteren – der jo først og fremmest skal kunne koncentrere sig om sin kørsel på motorvejen – bliver nødt til at sidde og skrue op og ned for radioen hele tiden, fordi musikken det ene øjeblik er så svag, at den ikke kan overdøve motorlarmen og det næste til gengæld så kraftig, at man bliver blæst ud gennem forruden.

Det problem kan man løse med den omtalte teknik, men derved går nuancer tabt i musikken, og så er spørgsmålet, hvor god en idé det i virkeligheden var at ville højne kvaliteten. Når man var nødt til at sænke den for at kunne gøre det (slags initiativer hører også fortiden til nu).

“Lyttemusik” og “spillemusik” er nemlig ikke det samme. Det der “lyder godt” er ikke nødvendigvis også det, der er sjovt at spille. Og omvendt. Den lange cellosolo i 1800tals kammermusikstykket, som i musikradiolytterens ører er en ørkenvandring, kan fx sagtens være stykkets højdepunktet for cellisten. Og her er det vigtigt at huske, at det er ham, det er skrevet til – ikke musikradiolytteren.

Det faldt mig ind, at der efterhånden er ved at være behov for erstatning for ordet musik. Det gamle har penduleret, så det skulle altså være et nyt der dækkede begrebet musik i dets oprindelige betydning.

Skrevet af: Erik Axel Wessberg, guitarist, akkompagnatør  og komponist m.m. 

Carl Nielsen – 150 år

Udgivet den af
1

Det er i dag 150 år siden, at Danmarks måske største komponist Carl Nielsen blev født lige syd for Odense i en fattig familie.

Talentet var dog så stort, at den musikglade Carl Nielsen først konkurrerede sig ind i regimentsmusikkorpset i Odense – og efter eksamen på Musikkonservatoriet ind i Det Kongelige Kapel som andenviolin i 1889 og senere i 1908 som andenkapelmester ved Det Kgl. Teater.

Han skulle dog snart komme til at spille førsteviolin som dirigent i Musikforeningen i København i 1915 – og som direktør for Musikkonservatoriet i 1931. Det sidste nåede han dog kun at være i ni måneder, inden han døde.

Carl Nielsens navn knyttes i dag sammen med de værker, der også har vundet international anerkendelse, hvad enten der er tale om symfoniske værker som fx ”De fire temperamenter” eller ”Fynsk foraar” – eller operaen, hvor ”Maskerade” for længst har opnået status som Danmarks nationalopera. Det bliver heller ikke bedre end Holbergs ord og Carl Nielsens musik.

Men Carl Nielsen har også komponeret viser, sange, kantater, kammermusik, orgelværker, klaverværker, koncerter og korværker. Det er fx ham, der er manden bag ””Den danske sang” og ”Jeg ved en lærkerede”.

Listen er uendelig lang. Tjek den selv – og hør noget af det skønneste musik nogensinde komponeret i Danmark på hjemmesiden tilegnet jubilæet: http://www.carlnielsen.org/

Danmarksbloggen bøjer sig i dybeste respekt for en mand, der gav – og stadig giver – danskerne så meget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Savnes: Promenadeorkesteret hver dag

Udgivet den af
3

I år er det tredje sæson, at Promenadeorkestret ikke spiller flere gange dagligt i Pavillonen – samt til Pantomime-teatrets forestillinger, som Danmarks smukkeste orkester ellers gjorde det i mere end 100 år, hvor Promenadeorkesteret var en fast del af Tivoli – til glæde for både store og små, gamle og unge, danskere og turister.

Promenadeorkesteret er nemlig stadig stærkt savnet. For vi er en del, også af yngre dato, som ikke hopper på Liebst´s og Bendixens egotrip, der handler om berømmelse og penge til dem selv på bekostning af dén ånd og dén kultur, som engang var Tivolis helt særegne identitet.

En identitet, der hænger nøje sammen med den levende musik. Dén musik, der taler til følelserne og til det nu, hvor den bliver spillet og oplevet. Et nu, hvor tiden bliver lodret og sjælen svævende.

Sådanne medrivende øjeblikke var der masser af på Plænen i Tivoli i går, hvor Tivolis Promenadeorkester havde den anden ud af i alt fire (!) instrumentale koncerter i hele sæsonen.

Ja, De læste rigtigt: Fra fire koncerter om dagen førhen til fire koncerter om året, som Tivoli i øvrigt markedsfører som ”Instrumental Forkælelse”.

Og det var faktisk lige, hvad det var i går med musik af mesteren Strauss, Tivolis egen huskomponist Lumbye samt uddrag fra Rogers & Hammersteins fantastiske ”Sound of Music” og et udvalg af Kai Normann Andersens skønne melodier.

Men når nu det er så meget forkælelse – og det er dét: Hvorfor skal vi så kun forkæles med Promenadeorkesteret alene på scenen fire gange om året??? Dét giver ikke mening.

Det gør det heller ikke, at man ikke har råd til Promenadeorkesterets 15-16 medlemmer plus dirigent – samtidig med at Tivoli´s direktør Lars Liebst og underdirektør Claus Dyhr kan få 12 millioner i alt – foruden at der åbenbart er råd til at bygge og drive en balletskole under ledelse af Bo Bendixen, der siden han tiltrådte har givet balletten hovedrollen i Tivoli på bekostning af musikken og børneteatret Valmuen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6650

Der er noget galt i Tivoli. Noget, der skal skiftes ud. Det ene starter med L og hedder Liebst, og det andet starter med B og hedder Bendixen.

Til gengæld er der noget, der skal tilbage i Tivoli. Den ene starter med P og hedder Promenadeorkesteret – og det andet med B og hedder Big Bandet. For de lider også under manglen på forståelsen af den specielle Tivoli-ånd hos Tivolis ledelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturens sejr i en kold tid

Udgivet den af
1

Danskerne kan gode lide kultur. Rigtig kultur. Ægte kultur. Den langtidsholdbare kultur.

Skulle man være i tvivl, kan man blot se på gårsdagens begivenheder.

Allerførst selvfølgelig den glædelige nyhed, at Danmarks Underholdningsorkester (det der tidligere hed DR´s Underholdningsorkester) sandsynligvis overlever. Det er mere end godt nyt for orkesteret selv, for musiklivet i Danmark og for kulturen generelt.

Men også den lange kø af flere hundrede mennesker, der ventede på at komme ind på Charlottenborg i København, hvor der i går aftes var fernisering på Forårsudstillingen, fortæller, at danskerne vil kulturen, den ægte kultur, den der har et ærinde og fortæller noget – og ikke den X-Factor-orienterede kultur, som DR valgte at satse på istedet for Underholdningsorkesteret.

Det var en forkert beslutning. For danskerne vil ikke længere nøjes med tomme kalorier. De vil have substans. Kulturen har altså sejret i en kold tid. Dét er godt nyt at holde weekend på. 

Husk i øvrigt at du stadig kan støtte Danmarks Underholdningsorkester.
Læs mere her:
https://www.facebook.com/pages/Bevar-DR-Underholdningsorkesteret/824288120949860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kan man leve af kultur?

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om kultur:

For kan man leve af kultur?

Svaret er ja. Kultur er det, som vi – mentalt – lever af. Det, som vi bliver bedre mennesker af.

Kultur er åndelig føde.

Men langt de fleste lader sig spise af med de tomme kalorier, som der diskes op med på de tv-kanaler, der som en anden fast food-restaurant sprøjter næringsfattig mad ud i enorme mængder.

Og nu – med DR Underholdningsorkesterets lukning – bliver vi berøvet endnu en næringskilde.

Og det er en skam for netop Underholdningsorkesteret har altid bygget bro mellem det folkelige og det mere finkulturelle – og givet danskere på tværs af sociale skel og generationer en fælles musikoplevelse, der på den lange bane har betydet noget også for sammenhængskraften i samfundet.

Så det er – også socialt set – en skandale, at orkesteret nu lukker.

For i en tid som denne, hvor vi splitter os alt for meget op i ghettoer og livsstile og kun omgås dem, der er ligesom os selv, er der mere end nogensinde brug for det, som kan samle os på tværs af skel og grænser.

Kunne man måske håbe på et lille julemirakel med diverse fonde i Julemandens rolle? Det hepper Danmarksbloggen ihvertfald på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De radikale har mistet den demokratiske melodi

Udgivet den af
1

I går blev det afgjort: DR Underholdningsorkesteret lukker!!!

Kulturminister Marianne Jelved nedlagde med sin underskrift på Public Service-kontrakten et orkester, hvis kulturelle og musikalske betydning er enorm, ikke kun i Danmark, men også i udlandet.

Dét er en vaskeægte skandale. Ikke kun fordi det er absurd at nedlægge Underholdningsorkesteret, men også fordi Marianne Jelved dermed går på tværs af et flertal i Folketinget, der ønskede orkesteret bevaret.

Men Jelved kan – som resten af de radikale – ikke finde melodien, den demokratiske vel at mærke, i øjeblikket. Radikale dyder som respekt for demokratiet og menneskers værd er nemlig sat ud af spil.

For sagen om Underholdningsorkesteret, hvor de radikale sælger ud af arvesølvet, når det kommer til demokratiet – og kulturen, står ikke alene.

Også når det kommer til flygtningene fra Eritrea sælges der ud – her blot respekten for mennesket og dets rettigheder.

Det er mere end skuffende. Det er direkte foruroligende, at et parti som de radikale, der ellers traditionelt er et humanistisk parti, synker så langt ned under medmenneskelighedens gulvbrædder.

Den forhenværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt har ret, når han kritiserer Danmark for at være for lukket og for fjendsk overfor mennesker i nød.

Og nu har vi heller ikke engang længere Underholdningsorkesteret til at bringe lys, glæde og håb med deres dejlige musik.

Det er i sandhed en mørk tid for Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mordet på en hel musikgenre

Udgivet den af
1

Det startede i Tivoli for et par år siden, da det navnkyndige Promenadeorkesteret blev om ikke nedlagt, så dog beskåret så kraftigt, at det reelt er et spørgsmål om tid, før Promenadeorkesteret er en saga blot.

Og nu følger DR så lige i Tivolis fodspor med nedlæggelsen af DR´s Underholdningsorkester.

Begge steder handlede det om penge, om at man ikke syntes, at der var økonomiske grunde nok til at orkestrene skulle fortsætte. For alle andre grunde – såsom en kulturel og en samfundsmæssig forpligtelse – er man tindrende ligeglade med både hos Tivoli og hos DR.

Men det rokker ikke ved, at der er tale om mord på en hel musikgenre, når først vi ikke længere har de to fyrtårne indenfor dansk musik.

For hvem skal så udfylde pladsen mellem den klassiske musik og operaen på den ene side – og pop, rock, jazz og andet rytmisk musik på den anden side?

Rigtigt. Det er der heller ingen, der kan. Underholdningsmusikken, som har eksisteret i årtier, og som rummer viser og sange fra både fortid og nutid, vil dermed dø ud – og dét vil være et stort tab for dansk kultur – og dermed også for det danske samfund.

For ligesom at vi behøver både proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler for at overleve og trives fysisk, så behøver vi også al slags musik for at overleve og trives som mennesker.

Men nu slås kassen med underholdningsmusik-vitaminer altså i, og Tivoli og DR står sammen om mordet på en hel musikgenre.

Dét er mere end trist … og skal forhindres, hvis det kan lade sig gøre. For endnu lever Promenadeorkesteret og DR´s Underholdningsorkester, det sidste dog kun til udgangen af året.

Men den fede dame har så vidt vides endnu ikke sunget. Og indtil dét er sket, så kan miraklerne endnu nå at indtræffe.

Danmarksbloggen håber … måske er det naivt, men hellere naiv end kynisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Roskilde og Copenhagen Jazz = Jul om sommeren

Udgivet den af
Svar

Sommertid i Danmark er mere end agurke- og ferietid. Det er også juletid for de musikglade …

For her i juli er det tid til de formentlig to mest traditionsrige og populære musikfestivaler i Danmark – og nej, der er ikke tale om en sommerversion af MGP eller Syng med-arrangementer med Johnny Reimar, selvom det også appellerer til en meget stor del af danskerne – men derimod Roskilde Festivalen og Copenhagen Jazz Festival.

Begge festivaler trækker tusinder af besøgende, både danskere og udlændinge, til henholdsvis Roskilde og København. Det findes næppe heller den dansker, som ikke kender de to festivaler – eller som har været til den ene eller måske begge festivaler.

I år fylder Roskilde Festivalen selvfølgelig rigtig meget pga det legendariske band Rolling Stones, der i morgen torsdag d. 3. juli spiller på Orange Scene, hvis orange canopy-konstruktion oprindelig blev udviklet til en af deres turneer i 70’erne, men som bandet dengang kun nåede at optræde under enkelte gange.

Så selvom Rolling Stones på netop dén scene er både historisk og en af årets store – måske også den største – musikbegivenheder, så er det mest imponerende ved såvel Roskilde Festivalen som Copenhagen Jazz Festival imidlertid ikke de store verdensnavne, som begge festivaler gang på gang trækker til Danmark.

Nej, det er det forhold, at de to festivaler står så stærkt, er så fundamental en års-begivenhed for mange danskere, at det kun er julen, der er større. Ja, for nogle skal sommerens musikfestivaler nok endda være endnu større, både Roskilde Festivalen, Copenhagen Jazz Festival, Grøn Koncert, Langelandsfestivalen, Smuk Fest og alle de andre.

Danskerne er – og har altid været – et meget musikalsk folkefærd, og kan det kombineres med sommer og at være udenfor, så bliver det ikke større.

Danmarksbloggen ønsker derfor også god fornøjelse til alle, der skal til en eller flere festivaler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Promenadeorkesteret på Plænen i Tivoli

Udgivet den af
2

Det er nu anden sæson, at Tivoli-besøgende må undvære Promenadeorkesterets daglige koncerter samt musikalske medvirken ved Pantomimeteatrets forestillinger – og det eneste, der er større end savnet, er det (måske) naive håb om, at det en dag bliver anderledes.

Men indtil da må man glæde sig over hver eneste gang, at Promenadeorkesteret spiller – og det gør de hver tirsdag på Plænen. Dog som regel kun som musikalsk ledsagelse til en sanger(inde), og det er bare ikke det samme. Faktisk langtfra endda.

Men fire gange i år kan man høre det, som man indtil for et par år siden kunne høre 3-4 gange om dagen: Nemlig de dygtige musikere i Promenadeorkesteret og kun dem. Første gang var i april og anden gang i går – og de to sidste bliver til august.

Danmarksbloggen ilede derfor i Tivoli igår. Og det var en sand fornøjelse at sidde på Plænen og høre Promenadeorkesteret i den varme sommereftermiddag. Fra starten, hvor vi hørte valsetoner af Johann Strauss d. Yngre – og ja, vi kom igang, selvom rådhusklokkerne ikke slog.

Det er ellers et fast signal i Tivoli, men meget symbolsk situationen for Promenadeorkesteret manglede klokkerne igår kl. 17. Præcis som at Liebst, Bendixen og co., heller ikke har forståelse for Tivolis helt specielle ånd, men tværtimod gør hvad de kan for at ødelægge Den Gamle Have.

Nå, ingen grund til at ødelægge humøret, når man endelig igen kunne høre Promenadeorkesteret live, som det hedder på nudansk.

Næste afdeling var Emil Reesen og et uddrag fra operetten Farinelli. Blandt andet “Sangen har vinger”.

Nu blev der så netop ikke sunget i går eftermiddag på Plænen – og det var faktisk det fine ved det hele. For Promenadeorkesteret, deres musik og deres dygtighed kan selv – har også vinger.

Hvordan kan de ellers spille så levende, så smukt, så helt ind i sjælen, at man rives med, nynner, vipper med foden – og i det hele taget bare har det så dejligt i tonernes verden, at man for en times tid hårdnakket vælger at glemme, at det at høre Promenadeorkesteret folde sig ud egentlig også gør savnet værre næste gang man sidder foran Pantomimen og hører båndmusik. Eller går forbi orkesterets gamle spillested og ser kålplanter og lignende dér, hvor der før var skøn musik hver dag sommeren igennem.

For sådan er vilkårene. Promenadeorkesteret sjofles, og Tivolis gæster lever på smalkost, når det drejer sig om dén musik, dén kultur og dét teater, der altid har været Tivolis adelsmærke.

Men igår fik vi et overdådigt måltid, der efter Farinelli bød på både en spansk tango, et uddrag af italienske sange, der fik nogle italienske turister til at bryde ud i spontan jubel – og så selvfølgelig Tivolis huskomponist H. C. Lumbye, hvor vi hørte både Rutschebanegaloppen og den klassiske Champagne-galop, der helt ifølge traditionen afsluttede en magisk dag på Plænen i Tivoli.

En dag, hvor alle bænkesæder – trods stegende hede og stikkende sol – var fyldt, og hvor mange – også unge og yngre – sad på græsset og vuggede med. For nok er det meste af musikken fra Promenadeorkesterets instrumenter gammel set med nutidens øjne, men de gamle viser og valse og melodier er fulde af en livsglæde og et humør, som appellerer til alle aldersgrupper.

Og skulle man være i tvivl, kan man jo bare dukke op til august. Det er tirsdag d. 12 og tirsdag d. 26. august kl. 17 på Plænen.

Danmarksbloggen anbefaler ihvertfald alle at komme. Både for at høre god musik spillet af dygtige musikere, men også for at sende et signal til Tivolis ledelse om, at vi vil have Tivoli-ånden tilbage i Den Gamle Have. Den er stærkt savnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk