Tag-arkiv: Promenadeorkesteret

Tivoli og Harlekin Skelet

Udgivet den af
Svar

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Savnes: Promenadeorkesteret hver dag

Udgivet den af
3

I år er det tredje sæson, at Promenadeorkestret ikke spiller flere gange dagligt i Pavillonen – samt til Pantomime-teatrets forestillinger, som Danmarks smukkeste orkester ellers gjorde det i mere end 100 år, hvor Promenadeorkesteret var en fast del af Tivoli – til glæde for både store og små, gamle og unge, danskere og turister.

Promenadeorkesteret er nemlig stadig stærkt savnet. For vi er en del, også af yngre dato, som ikke hopper på Liebst´s og Bendixens egotrip, der handler om berømmelse og penge til dem selv på bekostning af dén ånd og dén kultur, som engang var Tivolis helt særegne identitet.

En identitet, der hænger nøje sammen med den levende musik. Dén musik, der taler til følelserne og til det nu, hvor den bliver spillet og oplevet. Et nu, hvor tiden bliver lodret og sjælen svævende.

Sådanne medrivende øjeblikke var der masser af på Plænen i Tivoli i går, hvor Tivolis Promenadeorkester havde den anden ud af i alt fire (!) instrumentale koncerter i hele sæsonen.

Ja, De læste rigtigt: Fra fire koncerter om dagen førhen til fire koncerter om året, som Tivoli i øvrigt markedsfører som ”Instrumental Forkælelse”.

Og det var faktisk lige, hvad det var i går med musik af mesteren Strauss, Tivolis egen huskomponist Lumbye samt uddrag fra Rogers & Hammersteins fantastiske ”Sound of Music” og et udvalg af Kai Normann Andersens skønne melodier.

Men når nu det er så meget forkælelse – og det er dét: Hvorfor skal vi så kun forkæles med Promenadeorkesteret alene på scenen fire gange om året??? Dét giver ikke mening.

Det gør det heller ikke, at man ikke har råd til Promenadeorkesterets 15-16 medlemmer plus dirigent – samtidig med at Tivoli´s direktør Lars Liebst og underdirektør Claus Dyhr kan få 12 millioner i alt – foruden at der åbenbart er råd til at bygge og drive en balletskole under ledelse af Bo Bendixen, der siden han tiltrådte har givet balletten hovedrollen i Tivoli på bekostning af musikken og børneteatret Valmuen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6650

Der er noget galt i Tivoli. Noget, der skal skiftes ud. Det ene starter med L og hedder Liebst, og det andet starter med B og hedder Bendixen.

Til gengæld er der noget, der skal tilbage i Tivoli. Den ene starter med P og hedder Promenadeorkesteret – og det andet med B og hedder Big Bandet. For de lider også under manglen på forståelsen af den specielle Tivoli-ånd hos Tivolis ledelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mordet på en hel musikgenre

Udgivet den af
1

Det startede i Tivoli for et par år siden, da det navnkyndige Promenadeorkesteret blev om ikke nedlagt, så dog beskåret så kraftigt, at det reelt er et spørgsmål om tid, før Promenadeorkesteret er en saga blot.

Og nu følger DR så lige i Tivolis fodspor med nedlæggelsen af DR´s Underholdningsorkester.

Begge steder handlede det om penge, om at man ikke syntes, at der var økonomiske grunde nok til at orkestrene skulle fortsætte. For alle andre grunde – såsom en kulturel og en samfundsmæssig forpligtelse – er man tindrende ligeglade med både hos Tivoli og hos DR.

Men det rokker ikke ved, at der er tale om mord på en hel musikgenre, når først vi ikke længere har de to fyrtårne indenfor dansk musik.

For hvem skal så udfylde pladsen mellem den klassiske musik og operaen på den ene side – og pop, rock, jazz og andet rytmisk musik på den anden side?

Rigtigt. Det er der heller ingen, der kan. Underholdningsmusikken, som har eksisteret i årtier, og som rummer viser og sange fra både fortid og nutid, vil dermed dø ud – og dét vil være et stort tab for dansk kultur – og dermed også for det danske samfund.

For ligesom at vi behøver både proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler for at overleve og trives fysisk, så behøver vi også al slags musik for at overleve og trives som mennesker.

Men nu slås kassen med underholdningsmusik-vitaminer altså i, og Tivoli og DR står sammen om mordet på en hel musikgenre.

Dét er mere end trist … og skal forhindres, hvis det kan lade sig gøre. For endnu lever Promenadeorkesteret og DR´s Underholdningsorkester, det sidste dog kun til udgangen af året.

Men den fede dame har så vidt vides endnu ikke sunget. Og indtil dét er sket, så kan miraklerne endnu nå at indtræffe.

Danmarksbloggen håber … måske er det naivt, men hellere naiv end kynisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Promenadeorkesteret på Plænen i Tivoli

Udgivet den af
2

Det er nu anden sæson, at Tivoli-besøgende må undvære Promenadeorkesterets daglige koncerter samt musikalske medvirken ved Pantomimeteatrets forestillinger – og det eneste, der er større end savnet, er det (måske) naive håb om, at det en dag bliver anderledes.

Men indtil da må man glæde sig over hver eneste gang, at Promenadeorkesteret spiller – og det gør de hver tirsdag på Plænen. Dog som regel kun som musikalsk ledsagelse til en sanger(inde), og det er bare ikke det samme. Faktisk langtfra endda.

Men fire gange i år kan man høre det, som man indtil for et par år siden kunne høre 3-4 gange om dagen: Nemlig de dygtige musikere i Promenadeorkesteret og kun dem. Første gang var i april og anden gang i går – og de to sidste bliver til august.

Danmarksbloggen ilede derfor i Tivoli igår. Og det var en sand fornøjelse at sidde på Plænen og høre Promenadeorkesteret i den varme sommereftermiddag. Fra starten, hvor vi hørte valsetoner af Johann Strauss d. Yngre – og ja, vi kom igang, selvom rådhusklokkerne ikke slog.

Det er ellers et fast signal i Tivoli, men meget symbolsk situationen for Promenadeorkesteret manglede klokkerne igår kl. 17. Præcis som at Liebst, Bendixen og co., heller ikke har forståelse for Tivolis helt specielle ånd, men tværtimod gør hvad de kan for at ødelægge Den Gamle Have.

Nå, ingen grund til at ødelægge humøret, når man endelig igen kunne høre Promenadeorkesteret live, som det hedder på nudansk.

Næste afdeling var Emil Reesen og et uddrag fra operetten Farinelli. Blandt andet “Sangen har vinger”.

Nu blev der så netop ikke sunget i går eftermiddag på Plænen – og det var faktisk det fine ved det hele. For Promenadeorkesteret, deres musik og deres dygtighed kan selv – har også vinger.

Hvordan kan de ellers spille så levende, så smukt, så helt ind i sjælen, at man rives med, nynner, vipper med foden – og i det hele taget bare har det så dejligt i tonernes verden, at man for en times tid hårdnakket vælger at glemme, at det at høre Promenadeorkesteret folde sig ud egentlig også gør savnet værre næste gang man sidder foran Pantomimen og hører båndmusik. Eller går forbi orkesterets gamle spillested og ser kålplanter og lignende dér, hvor der før var skøn musik hver dag sommeren igennem.

For sådan er vilkårene. Promenadeorkesteret sjofles, og Tivolis gæster lever på smalkost, når det drejer sig om dén musik, dén kultur og dét teater, der altid har været Tivolis adelsmærke.

Men igår fik vi et overdådigt måltid, der efter Farinelli bød på både en spansk tango, et uddrag af italienske sange, der fik nogle italienske turister til at bryde ud i spontan jubel – og så selvfølgelig Tivolis huskomponist H. C. Lumbye, hvor vi hørte både Rutschebanegaloppen og den klassiske Champagne-galop, der helt ifølge traditionen afsluttede en magisk dag på Plænen i Tivoli.

En dag, hvor alle bænkesæder – trods stegende hede og stikkende sol – var fyldt, og hvor mange – også unge og yngre – sad på græsset og vuggede med. For nok er det meste af musikken fra Promenadeorkesterets instrumenter gammel set med nutidens øjne, men de gamle viser og valse og melodier er fulde af en livsglæde og et humør, som appellerer til alle aldersgrupper.

Og skulle man være i tvivl, kan man jo bare dukke op til august. Det er tirsdag d. 12 og tirsdag d. 26. august kl. 17 på Plænen.

Danmarksbloggen anbefaler ihvertfald alle at komme. Både for at høre god musik spillet af dygtige musikere, men også for at sende et signal til Tivolis ledelse om, at vi vil have Tivoli-ånden tilbage i Den Gamle Have. Den er stærkt savnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivolis ledelse kører Tivoli helt i sænk

Udgivet den af
8

Med dagens fyring af Tivoligardens leder har Tivolis ledelse taget endnu et skridt henimod den totale ødelæggelse af vores nationale klenodie

Nedturen startede for nogle år siden med nedlæggelsen af Valmue-teatret, det lille Teater, der spillede H. C. Andersen-eventyr for børn tre gange dagligt, og som for både store og små var en oplevelse, hvor eventyrene tro mod både indhold og nutid foldede sig ud som en sart blomst af fantasi, humor og substans.

Så fulgte slagtningen af Big Bandet og Promenade-orkestret. Sidstnævnte var en dobbelt tragedie, da det både ramte de daglige koncerter samt den levende musik fra Pantomime-teatret, når Harlekin, Columbine og Pjerrot er på scenen.

Og nu er det så Tivoli-gardens tur … De mister et mangeårigt fyrtårn, der fyres to år før hans pensionering.

Det er Danmarksbloggen ubegribeligt at forstå, hvad det er, at Tivolis ledelse vil med det her. For det giver ikke flere penge på bundlinien. Snarere tværtimod.

Tivolis ledelse er derimod godt i gang med at køre Tivoli helt i sænk med den systematiske ødelæggelse af Tivolis egenart, kultur og ånd.

Danmarksbloggen håber på et oprør imod ødelæggelsen af Tivoli, som i sin rigtige form er et vigtigt stykke kultur for hele Danmark, et nationalt klenodie på niveau med Den Lille Havfrue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åndemusik i Tivoli

Udgivet den af
2

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Udgivet den af
2

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent