Tivoli og Harlekin Skelet

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent