Suget efter åndelig føde

Danmarksbloggen var et smut i Tivoli i går aftes og havde vel nærmest forventet at se stuvende fulde restauranter og masser af mennesker generelt. For danskerne savner jo SÅ meget at komme ud – og især ud og spise, hvis man skal tro Dansk Erhverv og meningsfæller.

Det passer så bare ikke.

Ja, der var faktisk så god afstand på samtlige restauranter, at afstandskravet kunne have været 5, ja 10 meter uden problemer.

Og nej, det var ikke fordi, at folk flokkes om gynger og karruseller – eller skydetelte og andre boder. Tværtimod holdt flere forlystelser stille, mens billetkontrolløren sad og kiggede tomt frem for sig. Det må have været en lang aften at være på arbejde, som det nok også var i spilleboderne, hvor de ansatte stod lidt fortabte mellem bolde, pile, bamser og overdimensionerede chokoladeæsker.

For der var jo så få mennesker, at man kunne høre bygninger og forlystelser knage og knirke i vinden. Det er en trist lyd i en forlystelsespark. Og den rungende tomhed blev understreget af, at selv i de boder, der solgte slik, og hvor der normalt lugter af sukker, så man kan få et sukkerchok bare af at gå forbi, var der så stille, så stille.

Ja, selv på de mest sukrede steder i hele Tivoli kunne man dufte de mange smukke blomster, der som noget af det eneste er, som det plejer at være i Tivoli i maj måned: Tusindvis og atter tusindvis af tulipaner og andre blomster over hele Den Gamle Have.

Det var en fryd at skue – og dufte til. Og fordi der var så få mennesker, at man kunne høre fuglesang også, når man gik alene på stier og gange i Tivoli – og det gjorde man mindst 90% af tiden, måske mere.

Det gjaldt også nede ved aftenens uden sammenligning største oplevelse, nemlig Pantomimen – altså inden aftenens to forestillinger begyndte. For hvor folk kom fra, fandt jeg aldrig ud af. For der var som sagt stort set ingen i Tivoli, og vi var ikke mere end max 10 på bænke og græs, når aftenens to forestillinger startede.

Men da de sluttede, var der over 100 til den tidlige og over 50 til den sene forestilling. Mennesker i alle aldre, selv unge med mobiler, som ellers kan larme godt op. Men som ligesom vi andre blev opslugte af Pjerrots løjer og Harlekins og Columbines kamp for at få hinanden.

For det her var åbenbart, hvad folket ville have. Ikke mad på en tallerken, ikke forbrug, ikke tomme fornøjelser. Men åndelig føde. Suget efter kultur, efter det som nærer sjælen, er nemlig enormt hos mange danskere efter en lang vinter og nedlukning.

Det fik vi så i den gamle komedieform, som blev opfundet for flere pandemier siden. Og som holder endnu, fordi den fortæller den ældgamle historie om det at være menneske, om forholdet mellem generationer, mellem høj og lav – og om kærligheden.

Vi klappede derfor også begejstrede alle os, der sad i den kølige, men smukke forårsaften i Tivoli i går aftes – med fin afstand og nogle også med mundbind – selvom det foregik udenfor.

For danskerne – mange i hvert fald – passer på, og hopper ikke med på kapitalens forkrampede forsøg på at få det her til at handle om penge og forbrug og at løbe risikoen for mammons skyld. For det handler om liv og sundhed – og det ved vi godt. Fysisk sundhed, men også sjælelig sundhed.

Dér er håb – også selvom det er pengefolkene og de utilfredse, som medierne skriver om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.