Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Anmeldelse: ”Det nye år”

Udgivet den af
Svar

Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angst er en naturlig del af livet – også i en hybridkrig

Udgivet den af
Svar

Jeg vil ikke lade angsten styre mig, sagde en granvoksen politisk kommentator på nationalt tv i sidste uge, mens han brugte sit udsagn som argument for IKKE at købe ind, så han kan klare sig selv i tre dage. Det, som myndighederne ellers kraftigt opfordrer alle danskere til.

Jeg vil ikke gøre mine børn bange, så hellere fortælle dem, at der ingenting kan ske her i Danmark, siger mange forældre, og glemmer, at de godt kan slukke for nyhederne derhjemme, mens børnene er vågne. Men så hører børnene bare om droneangrebene og hvad der ellers sker et andet sted.

STOP, siger Danmarksbloggen derfor, og spørger:

HVORFOR MÅ VI IKKE VÆRE BANGE?

For vi er et sted, hvor der reelt sker hybride krigshandlinger i Danmark. Og det kan godt gøre både børn og voksne bange. Men det er ikke angsten, som er fjenden. Angst er derimod en naturlig – og uundgåelig – del af livet.

Og nej, det er ikke rart at være bange. Det er ubehageligt. Men livet har aldrig handlet om at skulle undgå at være bange.

Tværtimod så handler livet om at lære at være i den ubehagelige angst, og bruge angstfølelsen konstruktivt.  

Angsten må nemlig ikke handlingslamme os. Men det gør den, hvis man tror, at verden skal være et nuttet og plysset lyserødt sted, hvor vi kan hoppe frit rundt som en anden flok enhjørninger uden tanke for andet end os selv – og hvad vi lige har lyst til nu.

Men verden er ikke sådan. Jo, altså – verden KAN indimellem være god, varm og kærlig, og når den er det, så skal vi nyde det i fulde drag. Men vi skal også være bevidste om, at verden er fuld af skarpe kanter, huller vi kan falde ned i, og væsner, som ikke vil os det godt – og at det skal vi lære at håndtere.

Det hedder rettidig omhu, og midt i en hybridkrig – som den Danmark er i ligenu – handler det om to ting:

  1. At være ærlig – både overfor sig selv og sine børn – om der kan ske ubehagelige ting, men at vi kan gøre en hel masse.
  2. At udvise rettidig omhu – og sørge for, at man kan klare sig selv med mad, vand og medicin i minimum tre dage. For når man kan det, så lægger man ikke samfundet til last i de kritiske dage, hvor der er slukket for vand, varme og strøm – og hvor ressourcerne skal bruges til at sørge for dem, som IKKE kan klare sig selv.

Så få nu købt det knækbrød, de dåsemakreller, de flasker vand osv – og keep calm and carry on. Det er altså IKKE sværere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattig-turismen ødelægger Danmark

Udgivet den af
2

Det vrimler med turister i Danmark – og det efterhånden året rundt, selvom det er værst her om sommeren, og måske allerværst i København, hvor lyden af rullekufferterne høres døgnet rundt på gader og stræder – ja, sågar i Tivoli findes det nu.

MEN er det med turisme nu så godt for samfundet og for økonomien?

Danmarksbloggen mener det ikke.

For hvad er det, som sker, når der kommer flere turister, hvoraf mange bor i private lejligheder, og bruger løs af byen og dens ressourcer?

  1. Priserne på lejligheder stiger, så ingen almindelige borgere længere har råd til at bo dér. Det betyder faldende skatteindtægter for kommunen og mere uro.
  2. Det stigende antal turister slider på byen og dens infrastruktur, men de betaler ikke skat.
  3. Flere turister betyder også stigende forurening.
  4. Dagligt udsætter masser af turister sig selv og andre for livsfare, når de begiver sig slingrende ud på cykelstierne uden måske at have siddet på en cykel før.
  5. En lille gruppe danskere – nemlig dem, som ejer lejligheder eller butikker – skummer fløden på de mange turister. Men for det store og skattebetalende flertal af danskere er det en dårlig forretning – og en dårlig oplevelse, når horderne af turister hærger i gaderne, fylder alle steder fra bageren til apoteket – og er 100% ligeglade med, hvor meget de larmer og sviner.
  6. Og det er en fejl at tro, at de ligger mange penge. Det gør de færreste turister. De kommer hertil på en billig flybillet (forurening), bor i en billig airbnb (ingen skat til stat og kommune), slider på metro, busser og by – uden at betale en krone for det – og så ja, køber de selvfølgelig mad og drikke. Men det batter ikke meget i det store samfundsregnskab, at de køber en pizza der, en bolle med ost her og måske en is nede i Nyhavn. Det koster derimod at rydde op efter dem.

Så nej, masseturisme, billig-turisme, fattig-turisme er en svøbe, der ødelægger vores land, vores byer – og efterlader os danskere som tabere.

Se til Mallorca, Barcelona og Rom – og se, hvor galt det kan gå. Vi er der ikke endnu, men vi har nået forbi mætnings-punktet, og kursen er sat mod opkastnings-punktet.

Så vi skal stoppe det nu. For vi er allerede der, hvor de eneste vindere er nogle få danskere med Euro-tegn i øjnene – og så alle fattig-turisterne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen til heksen – men ikke på bålet

Udgivet den af
Svar

I morgen er det Skt. Hans Aften – og så tændes Skt. Hans-bålene over hele landet.

Sådan har det været i en del generationer nu. Men noget har ændret sig i de senere år. Heksen forsvinder mere og mere – og i stedet så tænder man bare et bål.

Dét er godt nyt.

For hvorfor i alverden skal vi bruge en gammel og grim kvinde som symbolet på alt det onde, som vi gerne vil af med?

Alt det onde, alt det mørke, alt det negative, som i virkeligheden findes inde i os selv … og som man ikke kan give andre skylden for. Alt det, som enhver selv må tage livtag med, så man vælger kærlighedens vej, det gode, det lyse og det positive.

Så væk med heksen som i forståelsen af heksen som noget ondt og truende. Væk med heksen på bålet.

Men ikke væk med heksen …

Tværtimod velkommen til heksen som symbol på den nye tid, på ikke kun kvindelig, men følelsesmæssig saft og kraft. På både ild og vand.

For også mænd kan tilegne sig hekse-energien. En energi, der handler om at vide, at styrke også er at vise følelser og være blød og empatisk. Være holistisk simpelthen, mens man søger viden og reflekterer – og tager ansvar selv.

God Skt. Hans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Udgivet den af
Svar

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH”

Udgivet den af
Svar

Den 8. maj 2025 fylder Sir David Attenborough 99 år. Samme dag har filmen ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” premiere. En film, hvis vigtighed ikke kan overdrives – hvis altså man ønsker, at livet, som vi kender det, skal bestå.

Når man tænker på Sir David Attenborough, tænker man på en behagelig stemme, der dygtigt formidler smukke naturbilleder og stor indsigt om den klode, som vi bor på. Og det er præcis, hvad man får i den 85 minutter lange film, der, som titlen antyder det, handler om verdens have og oceaner.

Oceaner, der i Sir David Attenboroughs barndom og ungdom blev opfattet som farlige steder, som mennesket skulle tæmme og beherske. Det gjorde vi så med især ny teknologi. Men intet er mere forkert, selvom vi også fik øje for havets skønhed og diversitet via teknologen, konkluderer han i filmen, hvor han beskriver oceanerne som livsnerven i klodens liv – også det på landjorden.

For livet under vandet er ikke en våd ørken med fisk, der svømmer rundt. Det er dale og bjerge, enge og tangskove, som giver mad til allehånde arter. Faktisk er der mere end 40.000 bjerge i verdensoceanerne – primært dér hvor de tektoniske plader mødes, hvad enten de går mod hinanden, er på vej fra hinanden eller skurrer hver sin vej. Men også i de lavere vande ovenpå de tektoniske plader vrimler det med liv på koralrevene og i de underjordiske enge, som er hjem for tusindvis af arter. Hver dag opdager vi cirka 200 nye undervands-arter.

Alligevel ved vi mere om andre planeter, end vi gør om de 70% af Jordens overflade, der er dækket af vand. Dét er skræmmende.

Vidste du fx, at havets plankton opsuger en tredjedel af alverdens CO2? At plankton producerer mere ilt end alverdens regnskove tilsammen? Plankton er simpelthen klodens største helt, da det udover at opsuge CO2 og danne ilt er mad til fisk – og dermed starten på stort set alle fødekæder i havet, og også en del på Jorden – og hos mange fugle.

Ja, men hvor skønt, tænker du måske så. Men NEJ. Det er forfærdeligt. For ikke kun fisk, men også plankton fiskes med trawl, som bedst kan beskrives som et stort metalnet, der via enorme fiskerbåde brutalt river ALT på havbunden op, også selvom det er mindre end 25% af fangsten, som skal bruges – og som efterlader havbunden livløs og død bagefter.

Og det er ALLE verdens have, som misbruges på denne måde – selv omkring Sydpolen, hvor man især fisker netop plankton. Men også på vores breddegrader fiskes der med trawl nærmest alle steder. Se dette link for at blive klogere: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/vand/hav/bundtrawl-i-havet/

Er det ikke forbudt at fiske med trawl, spørger du måske. Nej, det er det ikke. End ikke i såkaldt beskyttede områder, som årligt modtager cirka 20 milliarder dollars i støtte. Penge, som blandt andet bruges til trawl-fiskeri!

Mindre end 3% af verdenshavene er beskyttet mod trawlfiskeri, selvom forskere siger, at det skal være mindst 30%, hvis ikke oceanerne skal dø – og dermed også os selv. For vi er dybt afhængige af ikke kun de fisk, som behøver planktonen som føde, men også af den CO2, som bindes i planktonen – og den ilt, planktonen produceret i oceanerne.

Det er rystende – og nok griber Sir David Attenborough til alle hånde følelsesgreb som dramatisk musik og stor patos i filmen for at få os til at forstå sammenhængen. Det var i grunden ikke nødvendigt. For fakta taler for sig selv.

Mennesket er det store skadedyr, og nok skal jorden på sigt overleve menneskets hærgen, når vi via trawlnettet og andre dårligdomme har ødelagt livsbetingelserne for os selv og en del andre arter. Men vi kan faktisk være her alle sammen, hvis bare vi mennesker opfører os ordentligt, og forstår, at vi ikke skal beherske og udnytte naturen, men i stedet være en respektfuld del af den.

Den gode nyhed er nemlig, at der stadig er håb. For når fiskeriet stoppes, går der i reglen kun få år, så vender livet tilbage i havet i al sin rigdom og mangfoldighed. Det har man observeret de få steder, hvor man er stoppet med at fiske. Det er med andre ord bare om at komme i gang.

Og vi kan godt. Sir David Attenborough gør opmærksom på, at der engang kun var under 1% tilbage af hvalerne. Men så forbød man industriel hvalfangst – og på få år voksede bestanden af hvaler med 30%, og i dag vrimler det igen med hvaler ude i verdenshavene.

Så hvis vi forbyder trawlfiskeri, kan vi også få oceanerne fulde af fisk, fulde af koraller, fulde af liv til os alle sammen …

Danmarksbloggen giver derfor ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” seks store hvaler ud af seks mulige – og tænker, at Sir David Attenborough selv har meget tilfælles med netop hvalerne. Han har livet igennem rejst verden over i naturens tjeneste, og så er han tæt på de 100 år, som mange hvaler også bliver igen nu, fordi vi mennesker ikke dræber dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi behøver Påsken mere end nogensinde

Udgivet den af
Svar

I går var det Palmesøndag – dagen, hvor Påsken begynder, da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og modtages af viftende palmeblade.

Så Påsken er i gang – og på torsdag (Skærtorsdag) spiser Jesus det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren, inden han tages til fange. På fredag (Langfredag) bliver Jesus så korsfæstet og dør, inden Jesus på søndag (Påskedag) genopstår fra de døde … hvis man altså tror på genopstandelsen.

Det er der nogle, som gør. Men langt de fleste – også såkaldt kulturkristne – tror ikke på den med genopstandelsen.

Det er jo videnskabeligt umuligt, lyder det fra mange – også fra mennesker, som ellers er ganske troende.

Så hvad skal vi med Påsken? Kan vi overhovedet bruge Påsken til noget som helst i en sekulær verden og tid som vores?

Jeg vil sige ja.

Ja til at vi kan bruge historien om at livet overvandt døden, at håbet og troen overvandt frygten.

Ja, faktisk er der vel ingen andre historier, som vi kan bruge til noget i denne tid, hvor sorte skyer trækker op fra alle verdenshjørner – og både gamle og nye fjender dukker frem i et tempo og et antal, så vi skal mobilisere al den modstandskraft, som vi besidder – som individer og som samfund.

Så vi behøver for alvor historien om, at døden kan overvindes. Vi har – uanset om vi ser på det med verdslige eller/og kirkelige øjne – brug for at høre Påskens budskab om, at den gyldne sol gennembryder den kulsorte sky.

For: Døden og Langfredag får aldrig det sidste ord. Det bliver igen Påskemorgen i Liv og Lyst.

Glædelig Påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De værste tider

Udgivet den af
Svar

Vi lever i urolige tider – og her tænker jeg ikke kun på told-og-aktier-balladen.
Aldrig har det været så slemt som nu, siger mange til hinanden.

MEN det holder ikke. Verdenshistorien er fuld af perioder, hvor man har sagt de præcis samme ord. Her skal nævnes fire eksempler – primært fra Europa:

Da Den Sorte Død – også kendt som pesten – kom til Europa i 1300-tallet.
Da 30-års-krigen raserede hele det europæiske kontinent (minus Norden) i 1600-tallet.
Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
Verdenskrigene i 1900-tallet.

Vi lever i de værste tider, har menneskeheden over hele kloden sagt gennem hele historien, når krige, pandemier og naturkatastrofer har raset.

Forskellen på fortiden og nutiden er blot, at vi i nutiden ikke ved, hvordan og hvornår det ender. Det gør vi med fortiden. Og som bekendt er det altid nemmere at være bagklog end at komme med troværdige bud på fremtiden.

Så derfor FØLES det værre lige nu med Trump, Putin, klimakrisen og hvad vi ellers har af dårligdomme at være bange for i 2025. Men det er – måske – blot en følelse, når man tager langtidsbrillerne på.

Der er så også en anden forskel. Nemlig spørgsmålet: HVOR STILLER DU DIG? For verden drives af os mennesker – og vores valg og handlinger bestemmer fremtiden. Og her tænker jeg absolut ikke på ting som told, straftold, aktier og børskurser.

Der er noget meget større, som er på spil – nemlig om vi også fortsat skal leve i en fri verden.

Så: Hvor stiller du dig, når det gælder? For det gør det i øjeblikket, hvor kampen for Den Frie Verden er mere aktuel end meget længe. Hvad vil du gøre? Sætte dig i sofaen og håbe, at det driver over – eller gøre en indsats? For nok kan det enkelte menneske i reglen ikke gøre den store forskel. Men i fællesskab kan vi påvirke … også selvom det kan se ud, som om de store drenge bestemmer det hele. For:

De værste tider kan faktisk blive en ny chance for en bedre verden … hvis vi gør noget ved det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk