Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Fakler i Silkeborg

Weekendens angreb på danske jøder har forfærdet os alle. I Silkeborg tog Poul Geil og et par andre initiativ til med et fakkeloptog at markere, hvad vi står for her til lands. Danmarksbloggen er stolt over at få lov til at bringe nedenstående tekst fra Poul Geil: 

Med årsdagen for Krystalnattens udåd fulgte der i år en række begivenheder, hvor det nazistiske uvæsen viste sig. I Silkeborg vågnede Ella og Henrik op til synet af en nazistisk jødestjerne på deres postkasse, og de blev både ængstelige og dybt bedrøvede. Det samme blev tusinder af andre mennesker, og mere end 300 dukkede op til den protest med fakler, som nogle af os fra vejen hurtigt havde arrangeret. Der var et mindre trafikalt kaos på vejene i området, og det følelsesmæssige kaos besvarede vi med fakler og sange og taler og med varme blikke og håndtryk.

Der var en bedrøvet, men også trodsigt håbefuld stemning, og alle var mødt op for at vise deres støtte til det dansk-israelske par. Da den sidste sang var sunget, var det Ella og Henrik, som helt spontant tog ordet. De var dybt rørte over det store fremmøde, og de konstaterede, at det her er det Danmark, som de kender og elsker.

Der er situationer, hvor det er bedst at tie, så vi ikke er med til at skabe mere opmærksomhed omkring noget, som ikke fortjener at blive hørt eller set, men der er også situationer, hvor vi må sige fra, så det er tydeligt, at vi ikke tier og samtykker. Mere end 300 mennesker var denne aften enige om at sige fra, og mange flere havde på forhånd sagt eller skrevet, at ville have været med, hvis de havde kunnet.

Vi må sige fra, og vi må også spørge os selv og hinanden om, hvordan noget så afstumpet overhovedet kan ske. Skyldes det en total mangel på historisk bevidsthed, eller skyldes det en sympati med de rædsler, som udspillede sig op til og under Anden Verdenskrig? Begge dele kan være en del af baggrunden, men måske skyldes det mest af alt noget tredje, for måske skyldes det mest af alt, at nogle mennesker er så små, at de sparker nedad i et forkvaklet forsøg på at fastholde noget af deres eget selvværd.

De sparker nedad, selvom dem, de sparker ud efter, er akkurat lige så meget værd som dem selv, for vi er alle uden undtagelse lige meget værd, selvom det langt fra er alt, som mennesker gør, der er lige godt. Vi er alle lige meget værd, og vi er nødt til at fastholde, at det også gælder mennesker, som bringer nazistiske symboler i spil igen. Vi er alle lige meget værd, men det betyder bestemt ikke, at alt er lige godt, og det, som er sket nu her, med et symbol fra nazismens jødeforfølgelse, er forfærdeligt, og vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det.

Derfor må vi sige fra, når vi møder de hadefulde ytringer, og det må vi også, når udtrykkene ikke er så voldsomme som dem, der viser sig som påklistrede jødestjerner og skændinger af jødiske gravsten. Vi må endda gøre det i vores eget netværk, og det er måske det, som er det sværeste. Men lad os gøre det alligevel. Uden selv at tale hadets sprog.

Skrevet af arrangør Poul Geil, Silkeborg

Halloween skræmmer ikke, men det gør menneskesindet

Halloween-aften er i aften. Det er altså den aften, hvor vi kan forvente at få besøg af børn klædt ud som hekse, spøgelser, vampyrer, zombier, mumier og andre uhyggelige væsener, mens de med fremstrakte plastic-græskar siger slik eller ballade.

Skikken er relativ ny i Danmark, og er i grunden ret hyggelig – trods uhyggen. Så selvfølgelig skal de kære små, der banker på døren, have lidt slik og et ”uh, hvor er I skræmmende” med på vejen. Så bliver de glade.

Skikken med at klæde sig ud som det onde for på den måde at holde netop det onde fra livet repræsenterer imidlertid noget langt mere dystert og mørkt end slik og udklædte børn, nemlig angsten for det rigtig onde, som vi mennesker altid har haft – og som vi altid har haft travlt med at placere udenfor os selv.

For vi helt almindelige mennesker er jo ikke onde, vel? Vi er gode og rare og vil kun hinanden det bedste.

Men er vi nu ikke onde – bare engang imellem? Har vi ikke alle mørket i os? Kender vi ikke til det fx at fryde os, når noget går galt for andre, især måske for dem vi ikke kan lide? Ja, måske lægger vi endda andre hindringer i vejen? Bagtaler og sladrer om andre? Bevidst planter historier om kollegaer?

Ja, men alt det er jo ingenting sammenlignet med mord og vold og overgreb, siger vi måske så i forsvar for os selv – og nej, den stille skadefryd og den lille sladder og den store løgnehistorie er selvfølgelig slet ikke det samme som at pine og myrde et andet menneske.

MEN følelsen – den negative og selvretfærdige følelse – kommer af det præcis samme mørke. Af den lille hverdags-ondskab, som vi alle har i os.

For vi har – hvad enten vi kan lide det eller ej – i os naturlige anlæg for at kunne dyrke netop det mørke, den hverdags-ondskab. Fordi det udspringer af helt almenmenneskelige grundvilkår som angsten for hvad der skal ske, frygten for det ukendte, ønsket om selv at stige i anseelse og glæden ved magt over andre mennesker.

Undertegnede er derfor heller ikke spor bange for alverdens udklædte skræmme-væsner på en Halloween-aften som i dag. De er blot søde med deres slik-og-ballade-attitude.

Undertegnede er derimod skræmt som ind i Helvede af den ufattelige ondskab, der ligger latent i menneskesindet – og som kan slippes løs, hvis der trykkes på de forkerte knapper. For når først ondskaben får fat i et menneske – eller i en gruppe af mennesker eller måske en hel befolkning – så er der ingen grænser for opfindsomheden, når det handler om at gøre andre ondt, både fysisk og psykisk.

Dét har vi set talrige gange, når folkeslag eller grupperinger har lavet massakrer på andre folkeslag eller grupperinger – og det vil ske igen mange gange, og kan også ske på vores breddegrader.

Ikke at nogen starter med at sige: Lad os udrydde dem. Enhver, der ønsker at skille sig af med en gruppe af andre mennesker, starter med at udnævne den gruppe mennesker til syndebuk, derefter dehumanisere dem – og så er vejen banet til overgreb og massakre.

Lyder det bekendt og som noget, der foregår lige nu – også i vores land? Så er det måske fordi, at det er rigtigt – og at dét ikke kun sker Halloween-aften d. 31. oktober, men året rundt.

Så vi har sandelig grund til at være bange – men ikke kun i dag – og tusind gange mere for det, som vi ser i spejlet end for alverdens hekse, spøgelser, vampyrer, zombier. mumier og andre uhyggelige væsener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Prins Joachim fortæller”

DR havde i går premiere på Nordisk Films serie om Danmark og prins Joachim.

Det første afsnit handlede om tro, og der indledes med, at prinsen fortæller om, hvordan Danmarks historie også er hans families historie.

Lige det mærker man så ikke noget til i den ultrakorte gennemgang af troens historie i Danmark – startende med dengang vi troede på aserne over til kristendommens indførelse og derfra i hurtig rækkefølge til reformation og grundlov.

For nok fortæller prins Joachim, at han har en kristen tro, selvom han ikke går ret meget i kirke. Han tager også gerne selfies sammen med Jellingestenen og Skibbykrøniken, og han besøger en konfirmand-klasse – både i undervisningen og på deres store dag, hvor han møder op udenfor kirken.

Han giver med andre ord et billede af sig selv som en almindelig dansker – men det er han jo ikke. Hans familiehistorie ER knyttet sammen Danmarkshistorien, men alligevel hører vi ikke om hans tanker om fx Christian d. 4., der i den grad forfulgte de såkaldte hekse. Ja, Christian d. 4 nævnes end ikke i udsendelsen. I stedet udnævnes en ukendt adelsmand til Danmarks mest ivrige heksejæger – selvom dén titel nu nok burde tilfalde prinsens egen forfader.

Overgangen fra katolicisme til protestantisme beskrives også som fredelig – hvilket er en decideret fejl, da Danmarks eneste borgerkrig, nemlig Grevens Fejde, var det, som kendetegnede overgangen. Ja, borgerkrigen handlede også om kongemagten – om hvorvidt kongen skulle være Christian d. 2 eller Christian d. 3. Men magt og tro hang nøje sammen dengang i 1500-tallet, så det burde have været nævnt.

Det samme burde Grundtvig – og måske også de andre salmedigtere, som er årsagen til at vi har verdens smukkeste salmebog. Dét nævnes heller ikke. Men i hvert fald Grundtvig skulle have været på banen, da det som uden sidestykke er ham, der har formet den nuværende danske kristendom mest. Men ikke med ét ord nævnes denne åndskæmpe.

Til gengæld besøger vi et nutidigt katolsk kloster med en lattermild og sympatisk nonne, som fortæller mere om hendes møde med den sekulære verden end om hendes tro.

Udsendelsen forsøger i det hele taget at balancere mellem troen og det sekulære – og den er bange for at støde nogen på manchetterne, og det er synd.

Prins Joachim er i sig selv en glimrende formidler, men han har ikke meget at formidle her. Det kunne der have været – også fx det store kirkebyggeri i middelalderen, som lige nævnes kort sammen med klostrene, hvorefter man fokuserer på klostrene, selvom det var det store danske kirkebyggeri, som var enestående. Ingen andre lande i Europa gjorde noget tilsvarende.

Enevældens måde at være kirke på, genindførelsen af konfirmationen, salvingen af de danske konger i Frederiksborg Slotskirke (hvor han selv blev gift med Alexandra) og opfattelsen af at kun Gud stod over kongen nævnes heller ikke – selvom det spillede en stor rolle i den måde, som samfundet fungerede på fra midt i 1600-tallet og to århundreder frem, altså indtil Grundloven.

Og herfra drejer det sig så om Grundtvig, men også om væsentlige teologer i 1900-tallet og om fx indførelsen af en kirkelig vielse mellem to af samme køn, som heller ikke nævnes overhovedet.

Ja, når det kommer til nutiden slås det blot fast, at vi alle har en frihed til at tro det, som vi vil.

En fattig udmelding i en tid, hvor religions-konflikterne bliver flere og flere, hvor religion fylder mere i samfundet end det har gjort i mange generationer, og hvor vi derfor ikke længere kan nøjes med at gøre religion til en privatsag.

Det er som om at man i tilrettelæggelsen har manglet en konsulent, som rent faktisk ved noget om tro og historie – og det er skam. Det er også en skam, at det måske er uforeneligt at være kongelig og for alvor gå i kødet på emner, der betyder noget i nutiden som fx tro.

Danmarksbloggen giver to ud af seks Dannebrogsflag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. For en kort gennemgang af prins Joachims slægt og troen kunne se således ud (men kun én af dem nævnes i udsendelsen):

Manden har i hans slægt en mand, der indfører kristendommen (Harald Blåtand – ham hører vi om), en martyr og helgen (Valdemar den Stores far Knud Lavard – ingen af dem hører vi om), en borgerkrig om troen og magten (Frederik d. 1, Christian d. 2 og Christian d. 3 – ingen af dem nævnes), en heksejæger af rang (Christian d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der begår bigami, og er gift med to kvinder på samme tid (Frederik d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der indfører et meget strengt religiøst regimente (Christian d. 6 – ham hører vi ikke om) og så endelig alle de konger, der salves som Guds udsendinge på jord (dem hører vi heller ikke om).
Endelig havde det været oplagt at nævne mandens egen mor – og hendes stærke forhold til kristendommen. For Dronningen har ved flere lejligheder selv sagt, at hun i troen finder styrke til sin gerning.

Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens spåmand fik ret omkring penge og renter

Danmarksbloggen har fået sin egen spåmand …

Han hedder Ole Frederiksen og skrev tilbage i august denne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10718

Her forudser Ole Frederiksen, at flere banker vil følge Jyske Banks eksempel om, at det skal koste penge at have penge stående – samt at beløbsgrænsen vil gå væsentlig længere ned end de 7,5 millioner, som den var ”dengang” for halvanden måned siden.

Og det er eksakt hvad, der sker nu, hvor flere og flere banker indfører såkaldt negativ rente, altså at du skal betale penge for at have penge stående. Og beløbsgrænsen for hvornår du skal det, bliver lavere og lavere – og nærmer sig et niveau, hvor middelklassen er ved at være med.

Udviklingen er så måske alligevel ikke overraskende. For dna´et i enhver god forretning er, at andre overtager den samme gode forretning, når de kan se, at den virker.

Og det gælder også bankerne … ja, det gælder måske især bankerne, hvis forretning er penge.

For stik mod hvad mange tror, så er en bank ikke en serviceinstitution – men en butik med penge som eneste vare på hylden. Penge er til gengæld også en vare, der aldrig går af mode – eller bliver for gammel.

Og nu kan bankerne altså tjene endnu flere penge … på penge. Det er genialt – set fra deres synspunkt.

Samtidig vil de professionelle pengefolk også afskaffe kontanter. For ingen skal undslippe bankernes tøjlesløse grådighed, når det kommer til at hive penge op og ud af lommerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et år siden hr. Larsen døde …

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skoleparat … samfundsparat

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beskidte milliarder”

I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.

Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.

Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.

Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.

Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.

Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.

Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.

Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.

Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.

Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.

Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.

Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.

Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.

For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.

Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.

For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk