Påske i evighedens perspektiv

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Ordet” sendes som påskegave

Kan man anmelde på forhånd?

Selvfølgelig kan man ikke det. Men vi lever i en tid, hvor så meget ”man ikke kan” alligevel kan lade sig gøre, bare på en anden måde end ”det vi plejer”.

”Sammen på afstand” hedder det som bekendt også, uden at nogen anfægter denne åbenbare modsætning.

Derfor er det her heller ikke en anmeldelse af Folketeatrets version af Kaj Munks ”Ordet”.

Det er en anbefaling.

En stor anbefaling til 2. påskedag d. 5. april at se ”Ordet”, når forestillingen gratis sendes i tidsrummet kl. 15-23. Gå ind på www.folketeatret.dk for yderligere detaljer – og tilmelding.

Vi har brug for det. Det er åndelig føde.

Kulturen har været nedlukket i snart fire måneder – og savnet og sulten er stor.

Undertegnede kommer i hvert fald til at sidde klistret til skærmen, også fordi jeg kender lidt til det, der venter.

Når man anmelder, får man nemlig altid i forvejen flere fotos at vælge imellem som illustration til anmeldelsen. De billeder kan fortælle rigtig meget, hvis de er taget af en god fotograf. Et billede siger mere end 1000 ord og den slags – og det gælder i høj grad Gudmund Thais billeder af Folketeatrets ”Ordet”.

Når jeg ser på dem, så kan jeg i maven mærke suget efter at sidde i det røde plyssæde igen. Men jeg registrerer også de små hår rejse sig i nakken, og ilingerne løbe under huden.

For den her forestilling ”Ordet” havde været et af sæsonens højdepunkter. Kaj Munks tekst, opsætningen og så det formidable håndværk, som de deltagende skuespillere er garanter for.

Det havde været så stort at være til stede i salen. Se, høre, mærke forestillingen med hver en fiber af kroppen.

Nu bliver det så digitalt på skærmen, men det skal nok blive godt alligevel.

Fordi de kan, fordi de vil, dem på scenen, som er: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Det er Moqi Simon Trolin, der har instrueret, mens Palle Steen Christensen står for scenografien.

Jeg glæder mig – og anbefaler ”Ordet” til alle, uanset om solen skinner, det regner eller sner, og uanset hvad de fordømte smittetal siger om to uger.

For det her bliver ikke en tidsbestemt flugt fra Corona-pandemien. Det her bliver en berigelse, en mulighed hvor vi ser op og ud mod det, som er større end det timelige – ser mod det, som vi åndeligt lever af.

Jesus genopstod som bekendt påskedag, som i år er søndag d. 4. april.

Dagen efter, mandag d. 5. april, genopstår kulturen på Folketeatret. Vær til stede – derhjemme på skærmen i denne modsætningens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere spiller hasard med danskernes liv

Det kan ikke gå stærkt nok med genåbningen i Danmark, synes politikere, virksomheder, medier og mange borgere.

Regeringen siger således, at vi snart skal have et vaccinepas. Et vaccinepas, hvor i princippet en negativ test er nok til at give adgang til restauranter, museer og alt det andet, som pt. er lukket.

Oppositionens selvbestaltede leder Jacob Ellemann går så endnu videre, og vil have ALT – som i ALT – åbnet NU.

Samtidig i udvalgte lande omkring og nær os er situationen:  

Tyskland: Eksperter siger, at folkesundheden er truet.

Polen: Mutationerne fra Brasilien og Sydafrika driver smitten.

Norge: Har lukket nærmest totalt ned de sidste dage – og siger nu max to personer i private hjem.

Sverige: Kører sit eget løb – som altid i denne pandemi. Men der tales om, at 3. bølge allerede er i Sverige. Den brasilianske variant er også fundet flere steder.

Tjekket og Slovakiet: Landets sygehuse er overbelastede.

Italien: 21.000 nye smittede – alene i går søndag.

Frankrig: Hvert 12. minut indlægges en person på intensiv – alene i Paris.

Alle sammen lande, hvorfra der kommer rejsende, håndværkere og andre personer indover de danske grænser.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi – i lyset af dét og i den viden, som vi har om virussen – forsvare at genåbne yderligere? Vi burde tale nedlukning. Men det gør de danske politikere ikke. For det er der ingen stemmer i.

Konklusion: De danske politikere spiller hasard med danskernes liv – og virker ganske upåvirkede af, at kampen om magten kan koste menneskeliv!!!

Eller med andre ord: Men in Black-bevægelsen er det rene vand sammenlignet med mændene og kvinderne på Christiansborg, når det kommer til evnen til at sætte fut i pandemien, få gang i smitten, og få danskerne på først sygehusene og siden lighusene.

Der er grund til at være bange. RIGTIG BANGE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demo versus fest

Man aflyser ikke en demo pga. vejret.
Men man kan godt aflyse en fest pga. vejret.

Det var præcis, hvad der skete i går torsdag d. 11. marts 2021.

Den såkaldte Genåbningsfest i anledning af 1-års-dagen for den første nedlukning, blev aflyst. Og ja, den fest kunne afholdes, da det var anmeldt som en demo (sic!).

Men den blev så aflyst. For ingen af de forkælede curling-deltagere ønskede at være ude i regnen og blæsten. Så meget betyder det nemlig ikke for dem at kæmpe imod de danske politikere og deres håndtering af Corona-krisen.

Det, der betyder noget for dem, er midt i pandemien at holde en fest med musik, madboder og andet, der giver smitten de bedste betingelser. Mere end 7.000 havde anmeldt deres tilstedeværelse.

Samtidig nogle få km væk ude på Amager Fælled mødtes mange hundrede mennesker i regn og rusk for at demonstrere, som de har gjort det så mange gange før i de forløbne år. Denne gang handlede det specifikt om padderne, som er truet af den voldsomme udbygning, der planlægges pt.

Der stod de, dem fra Amager Fælleds Venner. I regnvejret og kulingen uden at kny. Fordi sagen betyder noget. Fordi det ikke handler om dem selv, men om at redde et stykke værdifuld natur – og en masse dyrearter.

Desværre fik de ikke meget medie-opmærksomhed, de vedholdende voksne mennesker med den gode sag på Amager.

Det være hermed rettet.

Se mere om Amager Fælles Venner her: https://www.facebook.com/groups/amagerfaelledsvenner/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Igen den forbandede 11. marts

Det er igen den forbandede 11. marts!!!

Danmarksbloggen havde ellers en tekst klar om historiens vingesus på denne 1. årsdag for denne satans pandemi.

Den tekst giver det IKKE mening at bringe. For som altid har COVID-19 et es i ærmet, og udviklingen løber hurtigere og i en anden retning end ventet.

Denne gang handler det om AstraZenacas vaccine, som nu mistænkes for at have kostet en dansker livet. AstraZenecas vaccine har angiveligt har givet flere blodpropper – og nu også en blodprop, som en dansker er død af.

Så vi kan altså konkludere, at vi stadig er midt i suppedasen, midt i pandemi-helvedet.

Også fordi den britiske variant nu står for mere end 80% af tilfældene, den noget mere smitsomme, og noget mere dødelige variant.

Vaccineplanens udrulning er også – pga. stoppet af at bruge AstraZenaca – pt. udskudt til midt i august.

Samtidig går vi i gang med mere genåbning (!).

Det er så det dummeste, som vi kan gøre. For det hele kører skævt ad helvede til lige nu i Danmark på denne årsdag for den første nedlukning.

Og det hjælper ikke spor, at vejrguderne, eller hvem det nu er, sørgede for, at den såkaldte Genåbningsfest ikke blev til noget – i denne omgang.

Det er igen den forbandede 11. marts!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Besviken

Kvindernes Internationale Kampdag. Der er også meget at kæmpe for stadigvæk. For samfundet er stadig vældig patriarkalsk. Vi kan altså stadig spejle os i Edith Södergrans digt ”Dagen svalnar” fra 1916, hvor sidste vers lyder:

Du sökte en blomma
och fann en frukt
Du sökte en källa
och fann ett hav
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du är besviken

Det findes også på dansk, hvor det lyder:

Du søgte en blomst
og fandt en frugt
Du søgte en kilde
og fandt et hav
Du søgte en kvinde
og fandt en sjæl –
du er skuffet

Digtet er bedst på svensk. Både i det hele taget og på grund af det sidste ord BESVIKEN, som betyder så meget mere end bare skuffet. Det betyder også sveget, bedraget, svigtet, ja nærmest snydt.

Men hvem bliver mest snydt? Manden og hele det patriarkalske system, når de finder ud af, at kvinden ikke kun er blid og føjelig ? Eller er det kvinden, der igen og igen giver køb på sig selv og sine drømme? Kvinden, der for at få og beholde en mand sætter sine længsler og lidenskaber på evig pause?

Jeg vil sige det sidste. Det er kvinden, der er (mest) besviken. For kvinder sammenlignes stadig mere med blomster, kilder og køn end med frugter, oceaner og sjæle. Men det duer ikke.

Vi er så meget mere. Så vi skal ikke sidde dér ved kilden og græde over de smukke blomster. Vi skal i stedet pakke sydfrugterne ned i en havtaske, tage våddragten på, kaste os i havet og så ellers svømme ud i horisonten. Sjælen vil stortrives ved øvelsen.

Så nej, vi var ikke i mål i 1916, da digtet blev skrevet. Det er vi heller ikke her 105 år senere i 2021.

Men måske er vi kommet tættere på horisonten om endnu 105 år – i 2126.

Ja, til den tid er digtet forhåbentlig ikke længere noget, som kvinder kan spejle sig i – men blot et velklingende historisk vidnesbyrd om de dårlige gamle dage.

Læs hele digtet her: https://litteraturbanken.se/skolan/poesi-forfattare-edith-sodergran-dagen-svalnar/

Læs i det hele taget Edith Södergran. Hun er formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra ”hyggeracisme” til rendyrket forfølgelse

Danskerne har humor. Det synes vi i hvert fald selv. Og noget af det rigtig sjove er at sige nedsættende ting om ”de andre”, som er alle, der ikke er leverpostejfarvede, spiser leverpostej og i det hele er gennemsnits-beige i både tøj og boligindretning.

Den skandinaviske stil er enkel, siger vi med stolthed om vores farveløse boliger og farveløse tøjvalg – og tænker ikke på, at det også gælder inde i hovedet.

For også mentalt er mange danskere så beige, så enkle, at det minder om enfoldighed, hvis man er sød. Hvis man er kritisk, hedder det ensretning og intolerance overfor alle, som er bare lidt anderledes end den smalle norm. Har bare en smule pigment, en smule farve i hud eller holdning. Puha, fnyser de beige ved tanken. Derfor har højrefløjen også så godt fat i danskerne. Derfor kan Morten Messerschmidt komme med et vanvittigt og Grundlovsstridigt forslag om, at kommende ansøgere til statsborgerskab skal skrive deres religion ind ude i højre kolonne.

Der er et ord for den slags. Det hedder sindelagskontrol. Og lige efter at inddele folk på religion så kommer inddeling efter hudfarve og seksualitet – og lige efter det så kommer nok ikke jødestjernen i denne omgang, men halvmånen på tøjet – og derfra kender vi resten af historien.

For afstanden mellem ”hygge-racismen”, som aldrig er det mindste hyggelig, og de direkte forfølgelser af andre på baggrund af etnicitet, religion og seksualitet, er så uhyggeligt kort – og bliver kun kortere, hver gang en ”hygge-racistisk” vits fyres af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk