50 kvinder på Kgs. Nytorv: Hvem kender du?

På Kgs. Nytorv i København kan man – som en del af Golden Days – indtil 18. september se 50 hvide steler. De 49 af dem har navne på, hvad der er tænkt som markante kvinder i Danmarkshistorien, som ofte ikke har modtaget den hyldest og anerkendelse, som de burde.

Danmarksbloggen har været pladsen rundt – og noteret samtlige 49 navne på de bemeldte kvinder, som er med i markeringen, der kaldes 50 Queens.

Det ene stele har nemlig ikke et navn. Den er heller ikke hvid, men er et spejl, og her kan man selv via en QR-kode nominere en kvinde, som ikke er med i markeringen. Vedkommende skal dog være død.

Danmarksbloggen har så adskillige kvinder, der mangler. Her er nogle af sværvægterne:

  • Videnskabskvinden Inge Lehmann, der med sine opdagelser om S-bølger og P-bølger i 1930´erne skabte en hel ny forståelse for jordskælv, og som fik et videnskabeligt begreb opkaldt efter sig. Hun var også verdensberømt i sin levetid alle andre steder end i Danmark, hvor Niels Bohr havde smadret hendes ry og muligheder
  • Danmarks første kvindelige professor Astrid Friis, der var internationalt anerkendt som historiker med speciale i 1500-tallet, og som blev professor i 1946
  • Takt-og-tone-eksperten Emma Gad, som vi stadig refererer til, når vi taler om, hvad god opførsel er – og især ikke er, og hvis bog “Takt og Tone” fra 1918 stadig sælger. Hvad de færreste måske ved, er at Emma Gad også var fagforeningskvinde, redaktør og dramatiker
  • De første kvindelige præster i Danmark: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen, som blev ordineret i 1948
  • Malerinden Anna Ancher, der er den måske mest betydningsfulde kvindelige maler i Danmark, og som sagtens kunne selv, selvom hun også var en del af det store malerfællesskab i Skagen omkring 1900
  • Danmarks første kvindelige ambassadør – og kvindesagsforkæmper – Bodil Begtrup, der i 1949 blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Island
  • Skuespillerinden og statsministerfruen Helle Virkner, Danmarks svar på Jackie Kennedy og en stærk kvinde, der privat havde meget tilfælles med hendes figur i Matador Elisabeth Friis
  • Malerinden Gerda Wegener, som var en international stjerne og gift med Danmarks første kønsskiftede kvinde Lili Elbe, som er med. Men det skulle Gerda Wegener også have været. Det, som hun og Lili Elbe gjorde, især i tiden i Paris i 1900-tallets første årtier, var enestående
  • Forfatterinden Martha Christensen, som altid talte de undertryktes, børnenes og kvindernes sag i sine socialrealistiske bøger, som udkom i en lind strøm indtil hendes død i 1995
  • Modstandskvinden Kirstine Fiil. En af de få ikke-henrettede fra Hvidstensgruppen, som kun med nød og næppe overlevede rædslerne som en af Hitlers nacht-und-nebel-fanger i de tyske fængsler, men som aldrig blev anerkendt i hendes levetid
  • Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder Margrete Valdemarsdatter, også kendt som Dronning Margrete d. 1, selvom det aldrig var hendes officielle titel. Men hun har – som den eneste indtil videre – samlet Norden

Altså kvinder, som har kunnet noget, villet noget og gjort noget – og som vækker mere genkendelse og mening end nogle af de kvinder, hvis navne man kan læse på stelerne på Kgs. Nytorv. Men som, selvom man læser om dem, stadig ikke træder frem på den indre lystavle som nogen, der har bidraget på nogen særlig måde til noget som helst i Danmark.  

Men måske folkene i juryen – som for manges vedkommende selv er optaget af design og lignende ligesom de kvinder, som det ikke giver mening at have med – har været fagblinde? Det er i hvert fald en tanke, som ligger nær på.

Læs her listen over de 49 kvinder, som er med – og se, hvor mange du kender:

Mathilde Fibiger
Pia Arke
Kamma Rahbek
Dorothea Biehl
Louise Danner – ja, der står der, selvom der burde have stået Louise Rasmussen eller grevinde Danner
Karen Jeppe
Dea Trier Mørch
Nina Bang
Nielsine Nielsen
Marie Krogh
Helga Pedersen
Tine Bryld
Sonja Mancoba
Elise Sørensen
Anna Hude
Karen Blixen
Jenny Kammersgaard
Anne Marie Carl-Nielsen
Nanna Ditzel
Franciska Clausen
Lis Hartel
Le Klint
Henny Harald Hansen
Kate Fleron
Marie Hammer
Else Marie Pade
Asta Nielsen
Hanne Adler
Thomasine Gyllembourg
Karen Volf
Thit Jensen
Johanne Louise Heiberg
Leonora Christine
Bodil Ipsen
Marie Christensen
Nella Larsen
Margrethe Krogh-Jacobsen
Bodil Koch
Sophie Brahe
Birgitte Gøye
Elisabeth Jerichau Baumann
Tove Ditlevsen
Amalie Skram
Olivia Nielsen
Liva Weel
Maria Stokkenbech
Lili Elbe
Maren Splid
Natasja Saad

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PRIDE: En forpligtelse

Danmarksbloggen havde indtil i år ikke misset en eneste Pride.

En eller flere gange i løbet af Pride-ugen kunne man være stensikker på, at undertegnede var at finde på Pride Square eller nogen af de andre steder, hvor regnbuen holdes i hævd.

MEN i år har Corona sat en stopper for det. I år hedder det feber og isolation fremfor regnbuer.

Så ingen reportager, ingen personlige historier, ingenting.

Eller jo. En vigtig opfordring til de af os, der som undertegnede er ciskønnede og heteroseksuelle, og derfor tilhører det kæmpestore flertal:

LAD OS TAGE VARE PÅ MINDRETALLENE, BESKYTTE DEM, STÅ OP FOR DEM OG TALE DERES SAG

Vi er de fleste, og derfor har vi også et særligt ansvar, en særlig forpligtelse. For i modsætning til mange LBGTQI+ – personer, så skal vi aldrig forklare os, aldrig forsvare os, og vi bliver aldrig fordømt – eller fysisk forulempet, bare fordi vi er dem, som vi er.

Det gør mange LGBTQI+ – personer til gengæld, og det er totalt uacceptabelt.

Vi skal alle være her – som vi er.

Derfor skal vi også passe på hinanden – og vi skal særligt passe på dem, som angribes af indskrænkede mennesker, som mener, at de kan dømme og endda forfølge dem, som ikke passer ned i en klaustrofobisk firkantet cis- og heteroseksuel forståelse af verden.

For verden er så meget mere, og mennesker fås i så mange varianter. En hel regnbue – og så lidt til.

Så åbn øjnene og se: Verden er stor og smuk og skøn – og der findes et hav af kønsopfattelser og af seksualiteter. Og med en smule rummelighed kunne livet være så såre dejligt for os alle sammen.

God Pride.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, i år har den endda en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De forbandede år 2”

Siden Aksel i Mads Reuthers skikkelse forlod barndomshjemmet efter opgøret med faderen, den rige fabrikant Skov, mesterligt spillet af Jesper Christensen, har undertegnede tænkt på, hvad der blev af Aksel, både på den korte bane – og den lange, hvis altså han overlevede krigen.

Om han gør det, skal man selv finde ud af ved at gå ind og se ”De forbandede år 2”, hvor Mads Reuther spiller rollen som den idealistiske Aksel, der nødvendigvis må blive modstandsmand, med lige præcis dén nerve og intensitet, der skal til for at skildre det mod – og overmod, som sammen med mangel på respekt for regler, grænser og normer, prægede mange modstandsfolk.

Den film, der tales om, er selvfølgelig forsættelsen af Anders Refns film ”De forbandede år” fra 2020. En film, som greb danskerne som noget af de sidste, inden vi nulevende også prøvede, at normaliteten forsvandt for en tid. Men nu er vi ovre Corona – i hvert fald i denne omgang, og det er endelig tid til den actionsprægede og dramatiske fortsættelse om familien Skov …

Undertegnede skal ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen. Måske også for store – og det skal man passe på med. For min umiddelbare oplevelse var, at 2´eren ikke havde samme knugende dybde, samme store fortælling i sig som 1´eren, hvor det hele tiden blev mørkere og mørkere. Her er det hele noget mere svingende.

Men på den anden side var sidste del af krigen – og ”De forbandede år 2” dækker netop tiden fra 1943 til 1945 – noget mere rodet, fragmentarisk og uden at mange kunne finde anden mening end den, der lå for enden af pistol-løb eller en bombe placeret i en værnemager-fabriks produktionshal.

Så måske er den mere mixede 2´er allright, som var et udpræget udtryk dengang. Der er i hvert fald ikke slinger i valsen, når det handler om ønsket om at formidle Danmarkshistorien. For lige som at 1´eren fortalte om alt, der var foregået af betydning, og alle holdninger til krigen, så får 2´eren også meget med, både sortbørshandel, ventegrupper, luftsirener, sammenbruddet i samarbejdspolitiken, folkestrejke og meget mere – på nær jernbanesabotagen.

Men den foregik trods alt primært i Jylland – og i De forbandede år-universet er vi lidt i København og lidt i Sverige, men primært lige nord for København, så her står den på sabotage – og nedkastninger.

Det med nedkastningerne giver mening for filmen. Men det halter historisk, da netop Øresundskysten var for befærdet, for beboet og for nem at komme til for tyskerne. Så der skete stort set ingen nedkastninger i det område – og slet ikke i nærheden af dér, hvor familien Skov må formodes at bo – nemlig Vedbæk, da deres hus hedder Vedbæklund.

Skulle man være i tvivl, så søg på Frihedsmuseets digitale kort over nedkastninger og sabotageaktioner.

Men det er vigtigt for Anders Refn at få alle historier med – også selvom noget virker lidt for placeret som Karl Skovs jødiske sekretær Saras flugt over Øresund. Dén havde man set komme. Men ikke at afskeden med hende og barnebarnet en kold oktober-nat i 1943 – for en tid – bringer ægteparret Skov sammen igen. Endda for åben dør ind til havehuset, hvor lyset stadig er tændt, og kan ses viden om. Dét er så en detalje, som giver minus mening på den kulsorte efterårsnat, hvor tyskerne jagtede de danske jøder.

Men det centrale for filmen er at vise, at ægteskabet hos parret Skov knirker nu. Krigen har splittet familien, og ægtefællernes forskellige holdninger til, hvor aktivt man må vise sin modstand og engagere sig, kommer til at få afgørende indvirkning på deres relation og dagligdag.

Folk forandrer sig som bekendt også i krise- og krigstider, og det viser sig, hvem der har format. Det har de fleste af os nulevende også erkendt i de sidste to år med først pandemi og nu krig igen i Europa.

Og det ser vi selvfølgelig også her, hvor husets hjemvendte datter Helene – som nu er enke efter den tyske ubådskaptajn – er blevet voksen, og begynder at arbejde, mens den yngste søn Valdemar forlader gymnasiet, og slutter sig til Aksels modstandsgruppe.

Den anden bror – Knud – er lykkelig med sin jazzmusik og sin kæreste, der bliver gravid. Og så er der Michael – hr. Skovs søn fra første ægteskab – som er kommet hjem fra Østfronten med store sår på sjæl og krop, og som nu søger trøsten i alkoholen og for længst glemte begreber om ære.

Men som sagt: Ikke alle overlever til at opleve glæden om aftenen d. 4. maj 1945. Og selvom man er levende fysisk 4. maj, kan man godt være skadet og traumatiseret for livet af den krig, som man har været igennem – og af den kærlighed, som på den ene eller anden måde smutter fra stort set samtlige af familiens Skovs medlemmer.

Vi følger også husbestyrerinden Annelise, som mistede sin søn i 1´eren. Men som her i 2´eren gør en af de største kærlighedsgerninger, som et menneske kan gøre. Ja, det er nærmest af jomfru Maria´ske, hvis ikke ligefrem Jesus-dimensioner, selvom der intet religiøst er i den korte og nærmest underspillede scene, som viser, at ingen magt er større end afmagtens generøsitet.

Vi møder også igen to af Michaels gamle officerskammerater, der har valgt hver sin side. Plus butleren og hans kone, hvor den sidste er mere end almindelig glad for penge og franske silkestrømper – og gerne gør alt for at få dem.

Hele castet (som vi kender fra 1´eren) spiller fantastisk – og troværdigt – i den historie, som Anders Refn og den nu afdøde Flemming Quist Møller har skruet sammen. Det filmiske håndværk er – som forventet – også 100% i orden.

Men jeg savner alligevel det rigtig knugende, som bar den første film. Den grande finale. Forløsningen. Men måske er der ingen forløsning i verden – eller mellem generationerne. Måske er den knugende usikkerhed, tavsheden og smerten grundvilkår ved livet sammen med skylden og skammen. Så måske er filmen genial? Den giver i hvert fald stof til eftertanke.

Måske havde hr. Skov ret, da han i 1´eren sagde: Vi gør jo bare det bedste, som vi kan – alle sammen. Han gjorde det i hvert fald. Først med overskud og myndighed og tro på, at det gamle system virker. Men til sidst – som befrielsen nærmer sig – brænder også hr. Skov mere og mere ud – også fordi han slet ikke har samme myndighed i den nye virkelighed. 

Så måske har fru Skov i Bodil Jørgensens fantastiske fremstilling ret, når hun her i 2´eren forklarer, hvorfor hun hjælper: Jeg gør det, fordi jeg ikke kan sige nej, når der er brug for mig.

For måske er livet så enkelt. Måske skal vi bare sige ja, når der bliver kaldt. Dét kan vi jo tænke over i vor tid, hvor vi for første gang siden 1945 for alvor igen stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg – og hvad kan jeg bidrage med? Hvad er mit ansvar?

For krige og deres konsekvenser har det med at sprede sig – og med at vedkomme os alle sammen. Så derfor er historien om familien Skov et etisk spørgsmål til os alle, men også et aktuelt indlæg i debatten om Danmarks rolle i forhold til Ukraine – og om hvor vi stiller os i den sag, hver og en af os.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 2” og dens fine fremstilling af krigen og dens følgesvende skyld, skam, smerte, savn og sorg 5 ud af 6 stenguns, som dem modstandsbevægelsen brugte – og som sammen med hjælpen til jøderne og ambassadør Kauffmanns ageren i USA var eneste grund til, at Danmark efter 2. Verdenskrigs ophør kunne tælles blandt De Allierede – og være med til at stifte FN.

Filmen har premiere i dag d. 21. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Der er mere end 75 år siden, at 2. Verdenskrig endte. Men krige kaster lange skygger, og visse elementer i denne anmeldelse er præget af min slægtshistorie med en morfar, som var med til at tage imod nedkastede våben og skjule både dem og diverse faldskærmsfolk. Han blev taget af Gestapo en tidlig morgen i 1944, men de andre havde nået at fjerne våbnene fra skurene på hans jorde – og der var ingen, som boede i værkstedet ude i haven lige i de dage.
Så min morfar kom hjem igen efter nogle dage i Gestapos hænder. Dage, som han aldrig talte om, så vi ved ikke, hvad han var udsat for. Men han fortsatte arbejdet, fordi han som fru Skov sagde: ”Man kan jo ikke sige nej, når nogen har brug for ens hjælp.”
Det samme sagde min mormor, som sørgede for mad og tøj til dem, som kom ned – og gode forklaringer til døtrene om, at de ikke skulle tale med hvem det nu var, som boede i værkstedet. Han – for det var altid mænd – var nemlig blevet uvenner med konen, og var ked af det, hed det sig. Min mormor havde også – undtagen den morgen, hvor Gestapo hentede min morfar – et stort overskud. For da de var kørt med ham, fandt min mor, som var en lille pige på 6 år, min mormor sammensunket og grædende i spisekammeret.
Min mor og hendes storesøster, som forinden havde stået på 1. sal og ud ad vinduet set Gestapo køre ind på gårdspladsen med flere vogne og mange folk med maskingeværer springe ud, inden de kort efter slæbte min morfar ind i den ene bil og kørte væk, får stadig sorte skygger i øjnene og knugede hænder, når de taler om de begivenheder og den angst, som de følte som små piger dengang i 1944.
Så jeg ved, hvor dybe spor krig sætter i mennesker – også selvom min familie boede langt ude på landet og ikke dagligt var midt i rædslerne, døden og bombardementerne, som så mange andre var dengang – og som ukrainerne er det i dag.
Jeg er derfor også vokset op i troen på, at man er nødt til at give bøller og bisser modsvar og modspil, hvis ikke de skal tromle hen over uskyldige mennesker – og nogle gange skal dét modsvar være ganske kontant.

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DERFOR hjælper vi Ukraine

Svesken må på disken.

For hvorfor er danskerne, ja europæerne, så vidunderligt hjælpsomme, når det kommer til Ukraine og flygtninge fra Ukraine?

For det er vi. Der har rejst sig en tsunami af næstekærlighed over hele Europa i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Folk samler tøj og soveposer ind. Folk sætter sig ind i biler, og kører gennem Europa for at hente ukrainere. Folk åbner deres hjem. Folk tager til Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Derudover samles der rekordstore beløb ind til hjælpeorganisationerne, og politikerne er hurtige med hjælp også.

Så det er både befolkningerne og politikerne i Europa, som er på samme side, og som med åbne arme byder ukrainerne velkomne.

Det er vidunderligt. Men HVORFOR sker det?

Svaret er ganske enkelt – men politisk sprængfarligt. Det sker, FORDI ukrainerne ligner os, og generelt lever på samme måde som os.

DERFOR.

Det kan man synes er diskriminerende. Racistisk.

Men ikke desto mindre er stamme-mentaliteten stadig den herskende mentalitet, så vi mere naturligt hjælper dem, som er ligesom os selv – som tilhører vores egen stamme.

Det er der ikke noget nyt i. Gå til andre lande, andre verdensdele – og andre folkeslag, og man ser det samme ske. Vi hjælper mest og helst dem, som ligner os selv.

Så diskussionen om, hvorfor vi ikke hjælper flygtninge fra fx Syrien på samme måde, giver ikke mening. Det rimer ikke med den almenmenneskelige tilbøjelighed til at hjælpe dem, som man kan spejle sig i. Medmindre altså man er de rige, arabiske lande, som har let ved at lade være med at hjælpe i deres nærområde.

Men nu handler det om Ukraine. Så lad fokus være på Ukraine og på de mange ukrainere, som er flygtet fra deres land. Mere end en million kvinder, børn og gamle.

For mændene er blevet i Ukraine, hvor de kæmper tappert mod russerne. Dét er også noget, som vi godt kan lide her i Europa. At de stærke bliver og slås, mens de svage bliver bragt i sikkerhed.

Men skal vi videre, er vi nødt til at få svesken på disken. Nødt til at sige det højt, nødt til at tale om det – hvis vi nogensinde skal bevæge os væk fra stamme-mentaliteten og mod en mere globaliseret dagsorden, hvor vi ser på hinanden som mennesker før noget andet.

For dét er stadig målet. Men dér er vi ikke endnu – og vi kommer dér ikke af at pege fingre.

Men en dag er vi forhåbentlig dér, hvor vi alle, ukrainere og russere, israelere og palæstinensere, og alle os andre, kan holde hinanden i hånden og synge den gamle negro spiritual:

Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk