Anmeldelse: ”One Life”

Verden er fortabt uden idealisterne, uden dem som tør drømme om at gøre det umulige som den britiske sir Nicholas Winton, der reddede 669 børn fra nazisternes dødspatruljer i Tjekkiet.

Dét står helt klart, når man ser filmen ”One Life”, som har premiere i dag d. 20. juni – med en som altid nærværende og storspillende sir Anthony Hopkins som den ældre sir Nicholas Winton og en overbevisende Johnny Flynn som den unge børsmægler Nicholas Winton, der i 1938 rejste til Tjekkiet for at besøge en ven og se, hvad Den Britiske Komité for Tjekkoslovakiske Flygtninge lavede i et land, der var på randen af krig.

For Nazityskland havde indtaget en del af Tjekkoslovakiet, nemlig Sudeterland – uden at Frankrig, England og USA gjorde andet end at acceptere det i håbet om at undgå den verdenskrig, der kom.

Så det hele spidser til, samtidig med at Winton ankommer til Prag. Nazityskland fortsætter med at tromle frem i Europa – og rundt om i Prag sidder mange tusinde jødiske flygtninge fra Tyskland, Østrig og Sudeterland. Situationen er håbløs i de kolde og fugtige lejre, og det forventes, at mange – især børnene – ikke vil kunne overleve den hårde vinter, der kun lige er begyndt.

Det kan Nicholas Winton ikke se på. Så sammen med en flok venner fra komitéen og hans tyskfødte mor (spillet med en intens nerve af Helena Bonham Carter) får han – trods ingen hjælp fra myndighederne – stablet de i dag så berømte togtransporter fra Prag til London på benene. Hele 669 børn når at komme til England – og til nye liv hos engelske familier, inden Tyskland angriber Polen, og overtager resten af Tjekkiet i 1939.

En bedrift af de helt store, som sir Nicholas Winton også blev adlet for af selveste Elizabeth d. 2 – og som de fleste nok kender fra det berømte YouTube-klip, hvor alle i publikum var ”Nickys Children”, som de døbte sig selv. Dét klip er selvsagt genskabt i filmen – og er heldigvis det eneste sentimentale.

For historien om sir Nicholas Winton og hans venner er så meget mere end følelser og feel-good i behagelig distance i både tid og sted. Det er en aktiv reminder, et opråb til os alle sammen. Selv ville Winton heller ikke, at historien bare skulle stå og samle støv, som han pointerer dét flere gange i filmen.

For livet handler om at være et anstændigt menneske, som tør og vil kæmpe for andre mennesker. Så filmen er nok historisk, men allervigtigst er budskabet om engagementets nødvendighed, som kommer med en pris.

For de mange børneskæbner blev hos Nicholas Winton livet igennem som en bagage, han ikke kunne skille sig af med, men som han endelig til sidst finder fred med. Det ser vi så fint spillet, da han en livstid senere og ved filmens slutning – og ved egen pool – forenes i den smukkeste forståelse med hende, der ligesom ham selv kunne lide at svømme.

For mennesker er ens over hele verden – og til alle tider, og lige nu er ”One Life” mere relevant end nogensinde siden 2. verdenskrig. For vi lever i en tilsvarende situation med et Rusland, der i 2014 annekterede Krim uden at vi i Vesten gjorde noget. I 2022 vågnede Vesten så endeligt op, da Rusland invaderede Ukraine – og så kom der igen europæiske flygtninge gennem Europa. Især kvinder og børn, som havde måttet sige farvel til deres mænd og fædre uden at vide om de nogensinde SER hinanden igen.

Dét kunne jeg ikke lade være med at tænke på under det meste af filmen. For det sker NU. De ukrainske børn lever NU. Oplever smerten og sorgen NU. Og fra min tid som frivillig hos Røde Kors i foråret 2022, da de ukrainske flygtninge strømmede op gennem Europa, kan jeg fortælle, at børnenes vagtsomme øjne, der har set så alt for meget, har samme udtryk i dag, som de havde i 1938-39.

Det er øjne, som man aldrig glemmer – hvad enten man som Winton var en helt, der reddede 669 børn – eller man som mig var en af mange myrer, der delte mad og drikke ud til udmattede mennesker på flugt.

Så da jeg græd under filmen, var det lige så meget – eller rettere mere for de børn, som er midt i helvedet lige NU. Ja, nogle af flygtningebørnene i dag er sammen med deres mødre i modsætning til dengang, men angsten, utrygheden, uvisheden og savnet efter faderen og alt, det de kender, er der stadig, Og så er der de børn, som er helt alene i fjendeland, da Rusland har bortført mange ukrainske børn.

Dét er infamt. For der findes ingen værre forbrydelse end den, som gøres mod et barn – og der findes ingen større velgerning end den, der gøres for et barn.

Red et liv, og du redder hele verden, bliver der sagt i filmen. Sir Nicholas Winton reddede 669. Derfor skal ”One Life” have 669 lys (det svarer til 6 stjerner, hvis det skal oversættes). Et lys for hvert barn, som nok oplevede sorgen og traumet ved at blive skilt fra forældrene, men som også fik livet i gave.

Det er i øvrigt datteren Barbara Winton, der skrev bogen, som filmen er baseret på – og hun har også været en stor del af filmen og dens tilblivelse. En datter, som også hylder moderen, den danskfødte Grete (der spilles med stor følsomhed af svenske Lena Olin), og som dannede det livslange, stærke parløb med Nicholas, der også ses som en rød tråd i filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”RAPITO”

Hvad I har gjort mod mine de mindste, det har I gjort mod mig, siger Jesus i Nyt Testamente.

Men dét glemmer de katolske gejstlige, der i den italienske film ”RAPITO” river den 6-årige jødiske dreng Edgardo Mortara fra hans familie, fordi hans kristne barnepige siger, at hun har nøddøbt Edgardo, da hun frygtede, at han ellers ville ende i Limbo, hvis han døde, dengang drengen var alvorlig syg. Og så må Edgardo Mortara væk.

For som kristendøbt kan han ikke blive hos de vantro jøder, var forklaringen, der gav 100% mening i datidens religiøse vanvid i Italien. Og ja, det var vanvid. Det var en tid, hvor tro var vigtigere end, at en lille dreng kunne vokse op sammen med sine forældre og sine mange søskende, hvormed han levede et dejligt liv, fuld af kærlighed og tryghed – og de jødiske ritualer.

For troen var som sagt grundlaget for ALT i livet – også hos den jødiske familie, som i de kommende år – mens Edgardo voksede op blandt andre kidnappede drenge i Rom – ikke en eneste gang overvejede at konvertere til kristendommen, selvom det ellers kunne bringe familien sammen igen.

Noget, som virker absurd for undertegnede, der – selvom jeg er troende kristen – kunne konvertere til hvad som helst – også det store spaghetti-monster, hvis det gjaldt min familie.

Men den grundtvigianske menneske-først-filosofi fandtes ikke i datidens Italien, som var martret af mange modsætninger og mennesker, som i en blodig brydningstid krampagtigt holdt fast i deres egen tro og kultur. For det var en epoke med mangel på medmenneskelighed, masser af magtbegær og såvel politiske som væbnede kampe mellem den gamle pavestat og det nye Italien.

Og det er ikke fiktion. Filmen er baseret på en autentisk historie med udspring i Bologna, som midt i 1800-tallet var en del af pavestaten, og hvor den katolske kirke reagerede med en magtfuldkommenhed og en religiøs fanatisme, som vi i dag skal til visse muslimske lande for at finde paralleller til.

Det er altså stærke sager, som vises i de mere end to timer, filmen varer – og som samtidig er en uendelig lang række af billeder, der hver og et kunne være et guldaldermaleri.

For selvom historien er grum og drengens skæbne grusom, så kan man ikke lade være med at nyde skønheden i de kaskader af billeder fra floder, haver, broer, torve, gader, synagoger, paladser, kirker og huse både ved nat og dag, som kommer i en strøm så lind, at den kun kan måles med det antal Ave Maria´er, som diverse katolske præster med paven i spidsen burde have bedt konstant som bod for de dødssynder, som de begik.

For det var ikke kun Edgardo Mortara, men også andre børn som blev taget fra deres forældre med begrundelsen, at man skulle redde deres nu kristne sjæle fra de frygtelige jøder, som havde slået Jesus ihjel. Ret beset var det romernes soldater, som stod for korsfæstelsen – altså italienerne selv. Men lad det være.

For mere vigtigt set med nutidsøjne er det at forstå, at filmen viser, at antisemitismen har dybe historiske rødder i Europa, og at det måske også er en af grundene til det jødehad, som pt. igen viser sit grimme fjæs på vores breddegrader.

Det er derfor en historisk og samfundsrelevant film, som er direkte og nådesløs i sin kritik af den katolske kirke, der stadig ikke har sagt undskyld i sagen – men som i år 2000 til gengæld saligkårede dén pave, som stod bag kidnapningen af Edgardo Mortara.

En romersk-katolsk kirke, som også stadig mener, at der er midlertidige verdslige sandheder – og så er der den evige sandhed, som selvfølgelig er den, Romerkirken selv står for. Jesus gav jo selv Himmeriges nøgler til disciplen Peter, som var den første pave, er argumentationen herfor.

”RAPITO” er derfor også en religiøs film, som giver så meget til dén, der kan afkode måske især jødedommen.

Der er især én scene, som viser, at Edgardo trods sin tvangs-konvertering til kristendommen stadig er jøde, om ikke andet så ubevidst. Nemlig da han tænker selv, tager ansvar og piller naglerne ud af Jesu hænder og fødder, hvorefter denne stiger ned fra korset, tager tornekronen af og går sin vej. Som var Jesus et almindeligt menneske – og ikke Frelseren. Men det er jo også netop, hvad Jesus er ifølge jøderne, som stadig venter på Messias.

Den lille jødiske beholder Mezuzah fylder også i filmen – og listes således ned i kisten af den på overfladen til kristendommen konverterede mor til sit ligeledes på overfladen konverterede, kristne barn. Det ser Edgardo som dreng, og som voksen prøver han samme trick – bare med indviet kristent vand i stedet.

Mere skal ikke røbes her, men filmens slutning er rystende og viser, at Stockholms-syndromet i vor tid kun er for amatører. For 170 år siden var der tale om seriøs hjerne- og sjælevask.

Filmen er også fuld af små hints, religiøse symboler som fx det kristne pilgrimssymbol muslingeskallen Edgardo finder på vejen fra Bologna til Rom, dengang han stadig kunne huske den jødiske aftenbøn, som han siden hen måske glemte. Måske fortrængte.

For ”RAPITO” er filmen om, hvordan et menneske kan formes, fornedres og ydmyges – og alligevel ende med at elske, ja forsvare dem, som gjorde fortræd. En voldsom film, en rystende film, som skal have fem ud af seks af de kipaer, som jødiske mænd bruger.

”RAPITO” er også en film om kvinder versus mænd, følelser og relationer versus forfængelighed og prestige. Så mange temaer er på spil i en film, som er så ganske anderledes end film fra den protestantiske og angelsaksiske del af verden. Her fokuseres der som bekendt på følelser og kun på følelser, og alle skal kunne afkode alt.

Sådan er det ikke her. ”RAPITO” fordrer, at du kan noget historie og religion, men også at du køber ind på en mere kønssterotypisk dagsorden. Det sidste er ikke interessant, men at kræve noget af tilskueren er positivt. For der sker noget, når vi får muligheden for at udvide vores horisont.

Filmen er som sagt i store træk historisk korrekt, og historien fylder stadig i de jødisk-katolske relationer, som den fyldte aviser over hele verden, dengang midt i 1800-tallet, hvor en stakkels 6-årig dreng blev fjernet fra sin familie, fordi katolske præster ville ”redde hans sjæl”. I dag giver den slags vanvid om ikke forvaring på ubestemt tid, så dog en lang-lang fængselsdom.

”RAPITO” kan ses i GRAND TEATRET, som i denne uge for 10´ende gang afholder den italienske festival ”MADE IN ITALY”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundloven 175 år

Grundloven fylder 175 år i dag.

Det flotte jubilæum er der ikke gjort megen stads af.
Selve fejringen foregår også helt lukket med en gudstjeneste i Holmens Kirke kun for de inviterede – og en tilsvarende reception på Christiansborg.

Pøblen – dvs. alle os andre – kan dog følge med på tv-skærmen. Og det bliver en fest, må man kunne forstå på Folketingets formand Søren Gade, der på Folketingets hjemmeside udtaler:

” Grundloven er fundamentet for vores demokrati og frihed. Noget vi som danskere kan være stolte af, og som binder os sammen som nation. I Folketinget har vi en kopi af Grundloven udstillet, så vi hver dag bliver mindet om dens betydning for vores arbejde. Derfor er det også helt naturligt, at vi grundlovsdag trækker i festtøjet og fejrer, at det nu er 175 år siden, at grundstenen til vores folkestyre blev lagt. Jeg er sikker på, at det bliver en festlig og højtidelig dag, som hele befolkningen får mulighed for at følge med i hjemme foran skærmen.”

Han tager så meget fejl.

Folkestyre handler om folket, om at danskerne mødes og debatterer – om at være sammen om at bestemme kursen for Danmark.

Så mere elitært og lukket end en gudstjeneste og en reception udelukkende for samfundets spidser – inkl. kongen – kan man ikke forestille sig.  

Det er det stik modsatte af et åbent og levende demokrati. Men på den anden side så passer det fint med samfundsudviklingen i de seneste årtier. Tag mørklægningsloven fx, men også andre love og regler, som reelt betyder, at demokratiet sættes ud af drift.

For nok fylder Grundloven 175 år i dag, men den er i gang med at miste sin substans – og demokratiet vil være udhulet om 25 år, når 200-året skal fejres – hvis ikke vi gør noget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: IRENA SENDLER reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud, og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et ordentligt menneske?

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Del og hersk

Fire grupper af offentlige ansatte skal iflg. regeringen have flere lønkroner. Nemlig SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale.

”Vi skal passe på dem, som passer på os”, hedder det i regeringens udspil – som statsminister Mette Frederiksen står som afsender af.

Men det er ren magtpolitik. Det er del og hersk – og dét virker.

Allerede de gamle romere kendte tricket. Ja, de manøvrerede nærmest per instinkt – både i Rom og ude i de erobrede provinser –  efter devisen divide et impera, som er den latinske måde at sige del og hersk på. Men uanset hvordan man siger det, har det gennem historien været en stensikker metode for magten at holde folket nede.

Metoden er enkel: Dem på toppen giver nogle få goder eller fordele – men ikke til alle, kun til udvalgte få, som endda skal kæmpe om det med de andre. Og så går kampen i gang. En kamp, der får al fokus, og handler om at få fat på de lunser, der bliver smidt ud. Og ingen tænker på, at alle kunne få meget mere, hvis man i samlet flok gik efter den diktatoriske hånd, der smider smulerne ud.

Og jo, det er smuler – også i Danmark i 2023. Vi har tæt på 40 mia mere i samfundskassen, end vi troede, at der var. Alligevel er der kun råd til max. 2.5000 mere om måneden til nogle – ikke alle, men NOGLE af de ansatte i de fire grupper. For ja, slagsmålet om flere lønkroner skal også kæmpes internt i grupperne.

Der er med andre ord kun én vinder af dén ballade: Regeringen med statsministeren i spidsen, som kan stive sig af med, at de så sandelig gør noget for velfærdens helte.Men de gør de ikke. Det er del og hersk af værste skuffe.

I Den Danske Ordbog kan man om begrebet del og hersk læse følgende: At splitte modstanderne eller de underordnede i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som råd til en person der ønsker magt.

Indsæt ”de offentlige lønmodtagere” i stedet for ”modstanderne eller de underordnede”, ”den førte politik” i stedet for ”råd” – og kald ”en person der ønsker magt” for ”Mette Frederiksen”.

Og så står der følgende definition af del-og-hersk-strategien: At splitte de offentlige lønmodtagere i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som den førte politik af Mette Fredriksen.

Og dét er, mine damer og herrer, en 100% korrekt beskrivelse af situationen i dansk politik lige nu.

De fire grupper, som får – dvs. SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale – er glade, og forklarer gerne i medierne, hvorfor det var rigtigt, at lige de fik. Samtidig spørger de grupper, som ikke fik – fx politiet, socialrådgiverne og lærerne om, hvorfor de ikke fik. De passer vel også på os alle sammen?

Selvfølgelig gør de det. Dem og mange flere, både offentlige og privat ansatte.

Alle grupper er nødvendige, hvis samfundet skal fungere. Hvor var vi fx uden skraldemændene, dem som kører mad og medicin ud og mange andre? Vores samfund er én stor organisme, og ingen kan undværes.

Vi er ét fællesskab, der skal arbejde for vores alles bedste. Helhedstanken, mine damer og herrer fremfor den barbariske gladiator-og-vilde-dyr-i-kamp-mod-hinanden-i-Colosseum, som regeringen baserer deres magtudøvelse på.

Danmarksbloggen kunne godt ønske, at alle offentlige grupper stillede sig solidarisk side om side – og truede med generalstrejke, hvis ikke ALLE offentlige grupper fik lønforhøjelse.

Dét ville give Frederiksens, Løkkes og Ellemanns Del og hersk rettidig modstand – og dét er tiltrængt. For lige nu opererer de – især Frederiksen og Løkke – alt for godt efter en anden kendt taktik fra de gamle romere: Giv folket brød og skuespil, så afholder de sig fra at beskæftige sig med politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk