Anmeldelse: “Diktatoren”

Den, der sår vind, høster storm …

Årets orkansæson er en af værste nogensinde. Den ene ødelæggende orkan efter den anden drager ind over de caribiske øer, Cuba og det amerikanske fastland.

Men også politisk er hele verden i øjeblikket truet af storm, ja af altødelæggende atom-orkaner skabt af de magtmennesker kloden rundt, der for at få opfyldt deres egne ambitioner lyver og snyder, når de lover deres borgere alt muligt, som disse skruppelløse ledere aldrig har haft intentioner om at holde. Løfter som mennesker over hele jorden – og også i Danmark, for vores lokale andedams ledere er ikke bedre – alligevel vælger at tro på, måske i angst for det fremmede, måske i grådighedens navn om at få mere og i hvert fald beholde det, man allerede har.

Og midt i al denne verdens elendighed og dunkelhed, som ikke er set mere dyster siden 1930´erne, sætter Nørrebro Teater så Charles Chaplins ”Diktatoren” op, og det gøres absolut mesterligt i et tempofyldt og forrygende mix af klassisk teaterkunst, komedie på topniveau, fysiske udfoldelser der times perfekt – og så selvfølgelig stumfilmen og al dens væsen omsat til levende mennesker – og levende musik som for eksempel den gribende ”Smile” (fra Charles Chaplin-filmen ”Moderne tider”), der ligesom alle lydene fremføres fantastisk af Olivier Antunes, som ellers til daglig sidder bag klaveret i Elias Kirken på Vesterbro.

Apropos det kirkelige, så kommer forestillingens mest gribende ord – Den, der sår vind, høster storm – også fra Biblen, fra Hoseas bog i Det Gamle Testamente. Hoseas er ikke særligt kendt, men han er en af de såkaldte 12 små gammeltestamentlige profeter og den, der talte om, at det var hor at have andre guder end Gud – men bemærk: Hoseas ville forsoningens og ikke fordømmelsens vej.

Det vil Diktatorens Hynkel ikke – han vil magt, og han vil det nu – og han vil have det hele, og han spilles overbevisende af Olaf Johannessen, der dels er tro mod Charles Chaplins ikoniske film og figur fra 1940, og dels er tro mod vor tid og vores udfordringer som globaliseringen versus nationalismen.

For eliten og folket er altid blevet sat i spil som modsætninger, og mistænkeliggørelsen af ”de fremmede” og deres skikke er den samme i vor tid som i 1930´erne, men ”de fremmede” er ikke længere jøder med synagoger og kosher-mad, som bor i små butikker som barberen og Hannah og de andre i forestillingen, der griber salen om hjertet med deres musik og deres åh så hverdagsagtige og menneskelige liv – lige til at genkende, uanset om man er jøde, kristen, muslim, ateist – eller rødhåret som Julie Agnete Vang, der lyser op på scenen, og med smæld og følelse spiller den livskraftige Hannah, som man godt kan forstå, at barberen forelsker sig i.

For der sker noget, når hun er på scenen. Det gør der også, da Søren Pilmark kommer ind som Napolini i en rød kappe passende for en romersk kejser. Hans figur er også en blanding af en kejser, Il Duce og en pæn portion fordomme om Spaghetti-folket, men hans tilsynekomst sætter simpelthen forestillingen et gear op, allerede fra før han træder ned på den røde løber, selvom alle på scenen spiller forrygende – og alle pånær hr. Pilmark i mere end én rolle. En Asbjørn Krogh Nissen står også stærkt som den med tiden moralske nazist, der undervejs gennemskuer, at man er ved at smide civilisationen ud med badevandet i sin jagt på den rene ariske verden, også selvom det slås fast i forestillingens dialog, at Hitlerkortet jo ikke skal trækkes.

Lige præcist Hitler-kortet trækkes så hele tiden på scenen i rablende vanvittige og morsomme scener, hvor publikum vånder sig af grin og genkender ikke kun de historiske fakta fra dengang i 1930´erne, men også nogle af de ting, som der sker i dag, og som midt i komikken løfter en advarende finger i vejret, præcis som den drejelige scene både sænker og hæver sig – og ofte i ganske skarpe vinkler, mens skuespillerne hopper, løber og tumler rundt på de på alle måder skrå brædder.

For der fortælles med både ord, mimik og krop i ”Diktatoren”. Og det er mere end stærkt, da barberen til sidst i forestillingen, mens alle nazistiske symboler og andet gøgl forsvinder, henvender sig til OS i publikum og gør OS opmærksom på vores ansvar for hinanden og for denne Jord, som han har i hænderne som en stor badebold – lige til at kaste ud – og det gør han.

Så ja, vi leger med kloden til sidst, spiller den imellem skuespillerne og publikum som den store badebold, den er, og det gøres med glæde og med smil – og med nænsomhed. For vi ved, at det er den eneste Jord, som vi har – og at vi er nødt til at passe på dén og på hinanden.

For dybest set er mennesket godt, og vi vil blot leve i frihed og hjælpe hinanden, lyder det i den gribende appel til ikke kun publikum – men hele verden. En appel, der til premieren i går aftes blev mødt med stående bifald og mange fremkaldelser efter tæppefald. Det var helt fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Diktatoren” seks ud af seks skønne jordkloder – selvom vi egentlig kun har én, og vi heldigvis endnu har en chance inden tæppefald, selvom det trækker op til storm.

For nok gælder at Den, der sår vind, høster storm. Men heldigvis kan vi også vælge at plante forståelsen, så vi kan høste glæden og friheden.

Det er op til hver og en af os – hver eneste dag.

Livet handler nemlig om moral – og om valg, om at kere sig for andre, så man som barberen i ”Diktatoren” giver sin nyfundne og sidste mønt til spillemanden, så man smiler sig gennem hele livet, som Nat King Cole engang i en helt anden verden sang det så uforglemmeligt.

Diktatoren spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret, og det samlede cast er: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye lavede en Grundtvig

Socialdemokraten Mattias Tesfaye sagde i går på Socialdemokratiets landsmøde: Når demokratiet og Gud støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt

Selvfølgelig er det sådan, og sådan skal det være – og det siger undertegnede som både kristen og troende …

Grundtvig, en af Grundlovens fædre, sagde også altid: MENNESKET først. Det er lidt den samme grundtanke.

Grundtvig talte så også om dødningene, dem der ikke troede på, eller anerkendte en åndelig magt her i verden. De mennesker mente Grundtvig var uden ånd – og det havde han OGSÅ ret i. For vi og verden er heldigvis ikke blot overladt til os selv.

Men det handler om respekt … for både religion og religiøse – og for dem, der ikke tror.

Det og så en fælles forståelse af at samfundets love skal bygges på, hvad vi mennesker beslutter sammen i demokratiske forums – og ikke på religiøse lederes udlægninger af religiøse tekster.

For nok kan det enkelte menneske finde trøst, opmuntring, mening og bekræftelse i de hellige bøger for slet ikke at tale om inspiration til at leve et liv, der er etisk og moralsk forsvarligt – men i samfundet gælder demokratiet og de menneskeskabte love …

Man kan så blot håbe, at de love bliver vældig påvirket af buddet om næstekærlighed, og at de mennesker, der bærer demokratiets fakkel, er mennesker med en høj moral og en rummelig etik – og ikke bare har en dagsorden om selv at rage grådigt til sig, mens de sidder ved fadet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skattelettelser er grådighed

Regnen siler ned – efteråret er kommet …

Danmarksbloggen har i dag kun et spørgsmål:

Hvorfor er der råd til skattelettelser, når der ikke er råd til …

Hjemløse?
Kontanthjælpsmodtagere?
Syge?
Gamle?
Børn?
Flygtninge?
Naturen?
SU?
Dagpenge i lang tid nok?
Mere uddannelse?
Mere forskning?
Kvinfo?
Gratis museer?

Det giver ikke mening. For vi kan hverken leve af billigere biler, flere fladskærme eller at de i forvejen priviligerede får mere og mere.

Det synes en voksende del af de priviligerede ikke engang selv længere … så der er altså tale om ren grådighed hos resten – og hos regeringen … og grådighed er som bekendt en dødssynd – og måske endda den mest aktivistiske af de syv dødssynder.

For grådighed eller griskhed, som det også kaldes, handler om at rage så meget til sig som muligt – og så holde på det. Det er det, som blå politikere taler om, når de taler om borgernes egne penge og sætter det i forhold til at betale til fællesskabet.

Men de glemmer den kristne forpligtelse på næsten, selvom det er dem selv, der har skrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

Læs mere om grådighed og magt her:

https://www.psychologytoday.com/blog/shame/201510/why-narcissism-greed-and-power-go-hand-in-hand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oplevet til Priden: Ryk dig, Fede

Sidste år var jeg som så mange andre år tilskuer til Pridens Parade, hvilket plejer at være en superfin oplevelse med et fantastisk optog og plads til mangfoldighed og glæde – også blandt tilskuerne. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes denne gang.

Jeg stod i anden række og foran mig stod det, som man vist kalder en nydelig yngre dame i 30´erne med fin taske, flot tøj og ulastelig frisure. Hun skulle dog vise sig ikke at være ligeså pæn indvendig.

For da jeg høfligt på en lille og for mig ukendt piges vegne spurgte, om damen og hendes barn, en stor dreng på omkring 12-13 år, kunne rykke bare en lille smule til venstre (for så ville der nemlig være plads til den lille pige), lød hendes svar: NEJ, det gider jeg ikke.

Ja, men, sagde jeg på den lille piges vegne, hvis gamle bedstemor ikke rigtig var i stand til at kæmpe for hende, den her lille pige kan slet ikke se noget ligenu.

Det er jeg fuldstændig ligeglad med, lød det så fra damen, hvorefter jeg prøvede med et forsigtigt: Nu er det her jo en pride, der handler om tolerance og mangfoldighed, så måske i Pridens ånd … Men jeg blev afbrudt af hende:

Ja, jeg rykker mig ikke – men du kunne jo rykke dig, Fede – for eksempel væk fra mig, lød det fra damen. Og ja, jeg vejer lidt for meget. Men ligefrem at blive kaldt for Fede – dét har jeg dog ikke prøvet før, så jeg blev ærligt talt ret paf og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg stod også i anden række ligesom den lille pige, så jeg kunne jo ikke give hende en bedre plads. Og da jeg ikke kendte hende, ville det også være upassende at spørge, om jeg skulle bære hende, syntes jeg.

Heldigvis for den lille pige (og mig) var der så en anden yngre kvinde, der stod forrest, der sagde til hende: Du kan få min plads, og du (henvendt til damen med den skarpe tunge): Du skal tale pænt – det der er ikke til at holde ud at høre på.

Så en kæmpestor TAK til den sidste dame, der kom mig til undsætning i en stund, hvor jeg havde mistet både mælet og modet. Hun beviste på fineste måde, at det gør en kæmpe forskel at sige noget og at gøre noget for andre.

Hende den anden og hendes dreng, som undervejs ikke havde gjort andet end at køre chips ind, blev selvfølgelig stående, totalt uanfægtede så det ud som om. Der skal åbenbart mere end almindeligt skarp lud til nutidens skurvede hoveder.

Heldigvis var Pridens Parade ligeså fin, flot og farverig som den plejede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i Barcelona NU – og i hverdagen

Alle danskere over 25 år husker, hvor de var – og hvad de lavede d. 11. september 2001. Vores verden blev én anden den dag – og vi blev klar over, at der er nogen, der hader os og vores samfund så meget, at de vil dræbe os.

Siden fulgte et årti, hvor der var enkelte terrorangreb, som hver gang rystede os … selvom vi godt vidste, at risikoen var dér.

Så kom dén vinterdag i 2015, hvor Charlie Hebdo blev angrebet i Paris – og hvor terroren tog en ny drejning. Det handlede ikke længere om bomber og store mål, men blot om at dræbe mennesker med de midler, som terroristerne nu havde.

Og siden har der været angreb på angreb … igen i Paris, i Nice, i Bruxelles, i London, i København, i Berlin, i Stockholm … og flere andre steder … mange af dem hvor en bil er blevet brugt som våben.

Senest for lidt siden i Barcelona, hvor man nu har lukket metro og togstationer efter en hvid varevogn angiveligt skulle være kørt ind i en menneskemængde med fuldt overlæg. Man skal også have lukket “gågaden” Ramblaen og minimum et sted mere.

Medierne er (selvfølgelig) gået i breaking.

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

Og denne insisteren på at leve er på den ene side sund og rigtig, for vi kan ikke lade verden gå i stå hver gang en eller flere fundamentalister laver terror. Men på den anden side er det også skræmmende, at terror kan blive så meget hverdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælger: Sæt ikke kryds ved dem, der manipulerer

Vælgere: Tænk jer om når der skal stemmes til Folketingsvalget (om laaaang tid, sandsynligvis). Og bemærk: Jeg er 100% ligeglad med, om vi kigger på højre-midten-eller-venstrefløjen. Men regler skal overholdes!

For hvis ikke vi vil ende et sted med mere korruption og magtmisbrug, så er det altså vigtigt, at vi ikke genvælger de politikere, som begår grove fejl.

Ja, lige nu tænker jeg på Esben Lunde Larsen. Han har lige fået den største påtegning, man kan af revisionen, der har gennemgået måden, hvorpå kvotesystemet inden for fiskeri er blevet til på. Det er meget muligt, at det er et godt system. Men måden, hvorpå Folketinget er blevet misinformeret, er meget groft.

Derfor skal du næste gang huske på, hvem der har manipuleret med Folketinget og vælgerne for at få en aftale igennem.

Og for at dette nu ikke bare skal stå alene hen, så er I velkomne til at nævne andre sager og navne på politikere som kommentar til dette indlæg. For som sagt: Det drejer sig ikke om, hvilken fløj politikerne kommer fra. Det drejer sig om at få nogle politikere, som vi kan stole på!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiggere og forbrydelser

I weekenden bragte Kristeligt Dagblad et meget spændende debatindlæg, som desværre druknede i nyhedsstrømmen, der fokuserede på bandekrig, fodbold og kongegrave.

Emnet var ellers noget mere relevant, da det handlede om, hvordan vi opfatter farlighed, og hvordan vi behandler de allersvageste iblandt os – som den ældre tiggerske på Nørreport, hvorom debatindlæggets forfatter, præst og tidligere leder af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen skrev: Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, at hun er farligere end de etnisk velstående, lykkelige og livskvalitetsramte danskere, der arbejder sort og lader arbejde sort for sig for milliarder. Citat slut.

Præcis, for problemet findes hos alle dem, der bekymrer sig om at bage brød med den perfekte krumme, om deres venner nu har de rigtige jobs, om de selv har det rigtige tøj og de rigtige møbler etc, etc – bliv selv ved. Lige dér findes problemerne … så tæt på at det bliver rigtig ubehageligt, når man tænker nærmere over det.

For turen behøver ikke at gå til Christiansborg for at finde synderne eller til dem, der lader andre arbejde sort, eller som gemmer penge i Panama, selvom synderne også findes dér. Turen behøver i reglen ikke at gå meget længere end ud til spejlet for at finde én, der har en snert af denne grimme, umenneskelighedens rem …

Læs hele det stærke og tankevækkende indlæg her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fattigdomsterror.-tanker-om-en-tiggers-forbrydelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk