Kinesisk nytår – nu med Corona

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Store St. Bededagsslag kommer nu

St. Bededag har flere gange i historien været årsag til en kamp, og nu skal der kæmpes igen. Denne gang om selve helligdagens eksistens.

SVM-regeringen vil nemlig fjerne helligdagen – og det asap. Lovforslaget om fjernelse af St. Bededag skal præsenteres og behandles så hurtigt som muligt, sagde udenrigsminister Lars Løkke i går.

HVIS det lykkes at fjerne St. Bededag, er det første gang i mere end 250 år, at der laves om i den danske helligdagskalender.

Sidst var i 1770, hvor Christian d. 7.´s livlæge og statsminister Struense i forbindelse med Den Store Helligdagsreform af 20. oktober 1770 slettede 11 ud af 22 helligdage, fordi den tyskfødte embedsmand mente, at tiden kunne bruges mere fornuftigt til arbejde.

Dét vakte ikke begejstring.

Struense overvejede også at slette St. Bededag, men valgte at lade være. Han var nemlig bekymret for, om københavnerne ville gøre opgør, hvis man tog de varme hveder og gåturen på Voldene fra dem.

I dag er det så primært fagforeningerne, som kommer til at gøre opgør, selvom også andre grupper som fx Folkekirken og dele af det borgerlige Danmark har protesteret over at fjerne St. Bededag.

For det her handler om langt mere end en herlig fridag – eller det at Danmark er et kristent land. Det handler om at respektere den danske model – og det gør SVM-regeringen ikke med dette udspil.

At en magtfuldkommen flertalsregering uden videre afskaffer en helligdag, er nemlig at bryde med selve grundprincippet om, at arbejdsmarkedets parter selv skal bestemme.

Så pt. er kursen sat mod storkonflikt. En storkonflikt, der kan kulminere i Det Store St. Bededagsslag – version 2.0.

For der var nemlig engang – fra 1800-tallet og indtil cirka omkring 1930, hvor drengene på Christianshavn og drengene på Amager mødtes på Volden med kæppe og slangebøsser St. Bededagsaften.

Formål: Det Store St. Bededagsslag, som var årets mest intense slåskamp. Det gav en del skrammer, blå mærker og blodtude – nogle af dem erhvervet i kamp, andre på flugt fra det politi, som hvert år blev sendt ud for at stoppe årets største slåskamp.

Det var dog for ingenting at regne for, hvad der overgik Struense (ham der afskaffede 11 ud af 22 helligdage) og hans nære medarbejder Brandt i 1772. De endte på hjul og stejle. Dét har gjort rigtig nas.

I den formentlig kommende storkonflikt vil vi forhåbentlig ikke opleve fysisk vold. Men der er mange måder at være voldelig på. Også fra magtens side – og det ser vi her.

Den nuværende regerings magtfuldkommenhed er en af disse. Treenigheden Frederiksen, Ellemann og Løkke varsler i hvert fald om en vilje til at vælge sine egne kæpheste fremfor at respektere eksisterende ordninger, befolkningens ønsker og andet vigtigt.

Deres enegang er skræmmende. Den er et direkte overgreb på demokratiet – og dermed meget farligere end en blodtud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

For mere end tre timer siden holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin nytårstale.

Danmarksbloggen er normalt ikke så sen til at anmelde den. Men man kan ikke komme på nettet, når strømmen er væk – og det var den her i mit nærområde i mere end to timer.

Det er strømmen også i Ukraine – hele tiden og alle steder som et led i Ruslands krigsførelse og overgreb på den tapre ukrainske befolkning, som Dronningen startede med at nævne med sikker sans for, hvad som er væsentligt. Rigtigt væsentligt.

For nok er de fleste medier mere optaget af Dronningens hudløse ærlighed omkring konflikten med prins Joachim og prinsesse Marie, og der skal også kun lyde respekt herfra til majestæten, som direkte sagde tingene – samtidig med at hun forsikrede alle om hendes kærlighed – men som hun også sagde det: Så er der problemer i alle familier.

For det er der – og nok går bølgerne sjældent højt over prinse- og prinsessetitler i de små danske hjem, men så er der noget andet, som clasher.

Sådan er livets – og verdens – gang. Og derfor var det også langt mere interessant, at Dronningen kom ind på klima og miljø – forbrug og ressourcer, og nævnte, at de unge nok har ret i meget, når de kritiserer de ældre for deres adfærd.

Men som Dronningen også gjorde opmærksom på, så kan man gå over broen fra begge retninger – og både ældre og unge kan lære af hinanden.

Og så er dén ring sluttet, som Dronningen startede med at tale om. For alle menneskers liv – på hele kloden – er forbundet med hinanden.

Så vi skal hjælpe hinanden. Tænde lys i mørket.

Det var en formidabel nytårstale af en værdig dronning, der har både mod og format til at vise sin sårbarhed. Danmarksbloggen kvitterer med 6 ud af 6 Dronningekroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemirakel søges

For lidt mere end 100 år siden var der – også – krig i Europa. Den Store Krig – eller 1. Verdenskrig – var i gang, og rundt om i skyttegravenes kulde, mudder og gru lå en hel generations unge mænd, og skulle holde jul i krigens første år 1914.

Det var helvede på jord. Eller som den tyske soldat Otto Dix beskrev det: Utøj, rotter, pigtråd, granater, mudder, lig, blod, bunker af jord, cigaretter, dåsemad, lort, kugler, ild og stål. Det er krigen. Det er Djævlens værk.  

I dag har vi en lignende situation i Ukraine, hvor såvel russiske soldater som ukrainske soldater ligger i kolde og mudrede skyttegrave – og hvor den ukrainske befolkning lever uden strøm, lys, varme og vand. En hverdag i gru og rædsel – i 2022.

Så helvede på jord findes også i dag – lige nu – i Europa.

Tør vi håbe på endnu et julemirakel, som det der skete i 1914?

På den tyske side af fronten blev der nemlig juleaften observeret nogle mærkelige lys. I begyndelsen skød englænderne og franskmændene efter lysene. Men ilden blev ikke besvaret, og så vovede de at stikke hovedet op – og så de tyske soldater stå på jorden og synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.

Så gik de også op …

Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather fortalte om det i et brev: Jeg kravlede op af min skyttegrav, og gik langs kanten hen til et tørt sted, og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggede skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllede af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.

Resten af julen blev en forbrødring på tværs af skyttegrave. Der blev sunget salmer, givet julegaver som fx den mad og de kager, som soldaterne havde fået tilsendt hjemmefra – og spillet fodbold. Ja, det hele endte med, at soldaterne faktisk ikke gad slås mere.

Men det ville de øverstbefalende, som ikke selv lå i skyttegravene, eller risikerede livet. Så de truede med krigsret og henrettelse som landsforræder, hvis ikke soldaterne gik i krig. Det gjorde soldaterne så. Mere end 18 millioner døde i 1. Verdenskrigs rædsler.

Rædsler, som nu gentager sig i Ukraine. Så vi behøver et mirakel. Et julemirakel som det fra 1914.

For historien om julemiraklet i skyttegravene i 1914 står som et evigt bevis på menneskets længsel efter fred, lys og godhed. Gid det også snart må ske i Ukraine.

Danmarksbloggen vil ønske alle glædelig jul … og minde om, at lyset skinner i mørket. Håbets lys. Miraklets lys, som glimtrer og stråler hele vejen fra stalden i Betlehem – og klippehulen i Jerusalem.

Stille Nat, Heilige Nat – eller på dansk: Glade jul, dejlige jul. Dét håber og beder vi om.

Ps. De øverstbefalende på begge sider – som til en vis grad havde støttet våbenhvilen i julen 1914 – lovede hinanden efter julen ALRIG mere at indlede eller tillade en våbenhvile henover julen. Dét ødelagde jo krigens gang, mente de. Dén taler vist for sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Præmie-køer og præmie-borgere

Alle ved, hvad en præmie-ko er. Det er sådan en ypperlig ko, der giver masser af mælk. Gør masser af nytte. Leverer ved kasse A. Den får masser af ros. Fin ko.

Men har du nogen sinde tænkt på, at det på ret samme måde er en hæder for en dansker at være en præmie-borger? Og at der findes mange præmie-borgere i Danmark, som leverer ved kasse A – og får masser af ros? Fin medarbejder, fin leder, fin alt muligt.

Så måske skulle vi til at tale om det at være præmie-borger. For måske er det slet ikke så godt, som mange går og bilder sig ind.

På den anden side: Hvorfor skulle der være noget galt i at passe sit arbejde og betale sin skat, som er de to ting, der mere end nogen andre kendetegner en præmie-borger?

Det er der heller ikke – men som altid ligger djævlen i undtagelsen. I det, som ikke gøres – og som her er den selvstændige tænkning.

Både præmie-koen og præmie-borgeren gør nemlig de samme ting dag efter dag – år efter år uden at reflektere over, om livet kunne være på en anden måde.

Koen kan så ikke andet. Men det kan mennesket – i udgangspunktet, i teorien.

For i praksis dyrkes den svære kunst at tænke selv kun af ganske få. Nemlig dem, der tør møde sig selv nøgen og afslørende som det spejl på de menneskelige dyder og dårskaber, vi alle sammen også er.

Dyderne sidste plejer så at fylde mest i et menneskes selvopfattelse. Men dårskaberne findes også, og det er dem, som gør os spændende, giver os kant, gør os levende … gør os til selvstændige individer fremfor præmie-køer, der løber i flok.

Man altså: De fleste når slet ikke dertil i deres erkendelse og deres tilværelse. De tramper blot samvittighedsfuldt rundt i hamsterhjulet som en vaskeægte præmie-borger.

Dét er ganske forstemmende, og det spiller middelmådighedens kedelige melodi fremfor vildt og med risiko for at falde i dybet at søge den stråleglans og eufori, der ligger i at gå med sine drømme.

For gør man det, så kan man vinde. Eller man kan fejle og miste alt. Men uanset udfaldet, så sker det med identiteten i behold – og visheden om, at man lever.

Og dét gør alverden til forskel. Man får aldrig en præmie for det. Men man får en sitrende sjæl, der er helt sig selv – og bedre kan det aldrig blive.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ETIK: Boycot VM i Qatar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halloween-valget

Slik eller ballade. Gys eller guf.

Ordene kommer direkte fra de udklædte børn, som i aften – Halloween-aften – banker på ens dør, og forventningsfulde rækker plastic-græskarret frem for at få noget sukkerstads.

Dét er sødt og kært – og ikke spor skræmmende.

Det er det til gengæld, når de voksne politikere iklæder sig falske smil og deler brochurer og bolsjer ud på gader og stræder, mens de beder om dit kryds, din stemme i morgen, når der igen er folketingsvalg i Danmark.

Dét er seriøst uhyggeligt.

For nok lokker de voksne også med en hel masse. Flere penge, flere muligheder. Men det er løfter, som det er svært at tro på, hvis man kan sin historie om den hastighed, hvormed politikere til alle tider og alle sider af folketinget har løbet fra deres valgløfter.

Den anden del – truslerne om ballade og gys – disker politikerne også op med, men i en avanceret form, hvor truslen er det, som de andre partier vil.

Børnene er med andre ord mere ærlige – eller rettere: Børn kan ikke for alvor tage noget af betydning fra os.

Men det kan politikerne – og de gør det også.

Pt. er både sundhedsvæsnet og folkepensionen truet på eksistensen. Dele af uddannelsessystemet og generelt vilkårene for ungdommen har det også svært.

Men størst er truslen mod klimaet.

Dén er så også enorm som de isbjerge, der snart er smeltet allesammen. For hvis ikke vi ændrer kursen totalt og meget snart, så er der ingen jordklode at være på for os mennesker – og en del andre arter.

Så er der kun ballade og gys – krig, sult og død – tilbage. Det evige mørke.

God valgdag i morgen …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning”

Der er teaterforestillinger, som vedkommer os alle. ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” på Teatret ved Sorte Hest er en af dem. For her præsenteres vi med vid og bid – og en god portion humor – for verdens største fejlantagelse til alle tider:

At det køn, som man fødes med, er determinerende for, hvad man som menneske kan, skal og er god til.

Det er den franske forfatterinde, feminist og filosof Simone de Beauvoir, som i værket ”Det Andet Køn” gør rede for kvindens situation i vor tid – og i verdenshistorien.

Og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – to sider af samme sag, som Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gør opmærksom på med en formidlingsevne, der rækker helt op til bagerste række – og videre ind i den måde, som verden tolkes på efter forestillingen.

For Simone de Beauvoir er spot-on. Kvinden har til alle tider været underlagt mandens krav og forventninger – og det er svært at lave oprør, når man er afskåret fra andre kvinder. Lukket inde et sted mellem opvask, børnefødsler og kravet om at holde sig ung og smuk.

Og ja, det gælder stadig, selvom bogen er fra 1949. Kvinder forhindres også i 2022 i at udfolde sig frit.

Kvinder støder stadig hovedet mod glaslofter, når de rækker ud efter magten – eller hånes, hvis de finder en vej udenom og kommer til fadet. Abortretten tages i disse år fra kvinder i flere lande. Ligeløn er også stadig et problem. Vi har den heller ikke i Danmark, selvom den danske lov om ligeløn er fra 1974.

Så bogen – og forestillingen – er højaktuel.

Ja, bare titlen ”Det Andet Køn” siger, hvad det handler om.

Nemlig at vi alle forstår verden ud fra os selv – og i forhold til noget. Dvs. vi er subjekt – og det andet er objekt. Men som kvinder har vi altid været objektet for mandens selvforståelse, mandens subjekt – og vi har måttet finde os i denne fornedring, som hurtigt udviklede sig til myter – og en falsk opdeling mellem produktion og reproduktion.

Dét er oprørende. Vi kvinder kan og skal være vores eget subjekt.

Det er Ellen Hillingsø og Sarah Boberg heldigvis også, når de med saft og kraft fører os sikkert igennem Madame Beauvoirs verdens- og kønsopfattelse i tre omgange med en tørresnor fuld af historie om modergudinder, blodplettede lagener, FN´s kvinde-år og andet fra kvindernes gang på Jorden.

D´damer leverer en forelæsning, der ryger lige ind, fæstner sig i sindet, og sætter gang i tankerne.

Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for at tænke: Vi er sted i dag, hvor det ikke længere er fysikken, som behøver at være afgørende. I dag har vi teknologien – og her kan kvinderne mindst lige så meget som mænd.  

Så måske er vi ved et paradigmeskift, der er frisættende for os alle? Vi diskuterer også køn og identitet som aldrig før, hvad man også ser i de indlagte film i forestillingen med interviews med de to juraprofessorer Eva Smith og Ditlev Tamm, sociolog Cecilie Nørgaard og performer Moeisha Ali Aden.

Sidstnævnte siger noget meget væsentligt. Nemlig at køn er noget, som han/hun/de (jeg ved desværre ikke, hvilket personligt pronomen personen anvender) GØR. At nok skal verden bestå af køn. For køn er det, som skaber livet og samspillet – men køn er ikke noget, man er. Køn er noget, man GØR.

Dét er måske den vigtigste pointé i hele forestillingen.

For så kan kvindeligheden (og mandigheden) blive noget, som vi alle kan udvikle og bruge, som vi føler for det. For vi er alle mennesker – og skal kunne udfolde os udenfor de bokse, som så mange har travlt med at putte os alle ned i. Men vi er alle først og fremmest mennesker, der kan tage initiativ og handle.

Når man ser ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” får man derfor også et håb om en anden verden. En bedre verden med en aktiv væren fremfor en passiv eksistens. Måske også fordi Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gestalter det håb så overbevisende, at man sidder med følelsen af, at vi er tæt på.

For nok forstår vi altid verden og os selv i forhold til noget andet. Men potentiale og egenskaber er ikke kønsbestemte – og det er guderne heller ikke.

Som vi sagde dét på mit gamle gymnasium i sidste årtusind: Gud er sort. Ja, hun er.

Danmarksbloggen giver ”Beauvoir” seks ud af seks stjerner. Forestillingens budskab er lige så aktuelt nu, som dengang mændene satte sig på metallerne og magten – og kvinderne blev objektiviseret i en grad og gennem så mange århundreder, at mange stadig tror på myterne om kvindens særlige ”dyder”.

Men det holder ikke – og tvivler man, så hør og se Ellen Hillingsø og Sarah Boberg forklare sagens rette sammenhæng. Ja, gak til Vesterbro uanset hvad og oplev den mest funklende formidling af vigtig verdenshistorie, som jeg har set.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret er mere uhyggeligt end nogensinde

Efterårsferien nærmer sig.

For mange en hyggelig uge med kakao, brætspil og den slags. Ja, for nogle måske endda en tur til udlandet.

MEN. For en del danskere – og flere end i mange årtier – handler ferien ikke om at have det rart og måske skære sig et græskar eller en tur i biffen.

Dér handler det om at overleve!!!

Om at få de alt for få penge til at slå til, så der kan være både varme og mad i huset.

Forleden mødte jeg en børnehave, og normalt har alle børnene flyverdragter og vinterstøvler på her midt i oktober. MEN her var der flere i sommerjakker og gummisko.

Dét kan selvfølgelig skyldes, at lige de børn trodsede forældrene og insisterede på sommerbeklædning. Men det kan også – og mere sandsynligt – skyldes, at forældrene simpelthen ikke har haft råd til at købe vinterstøvler og flyverdragter.

Ting, som når børnene er små, skal købes hvert år, da de ikke kan passe det fra sidste vinter. Men det er der ikke penge til i år. For alle pengene skal bruges på mad, varme og el.

Ja, der findes børn nu, som kommer sultne i skolen – fordi der ikke er råd til morgenmad derhjemme.

Vi taler Danmark anno 2022!!!!!!!!!!

Rige, rige Danmark – hvor der er mere end nok – hvis vi ellers delte om det. Det gør vi ikke. Den sociale ulighed vokser stærkt og meget.

Og imens taler de blå politikere om skattelettelser til de rigeste. Det er så rystende umenneskeligt og frækt, at det ikke burde kunne foregå.

Men det gør dét – og deri ligger det virkeligt uhyggelige. Efteråret 2022 er det mest uhyggelige i nyere tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uhygge: Folketingsvalg til Halloween

Normalt til Halloween fodres vi med hyggelig uhygge – lidt græskar her, lidt slik dér, søde hekse, kære skeletter – og den slags.

Men i år serveres der vaskeægte gru til Halloween.

For dagen efter – tirsdag d. 1. november – skal vi til folketingsvalg, og det bliver mere end nogensinde før i Danmark et valg mellem populisme på den ene side og redelighed på den anden.

Danmarksbloggen håber, at vi kan fokusere på redeligheden. Det gøres bedst ved at undlade at stemme på populistiske politikere, som graver grøfter og opfinder kunstige forskelle på danskerne. Vi skal heller ikke stemme på politikere, som lyver om deres nære forhold, og hvad de har bedrevet af privat diplomati i udlandet.

Eller med andre ord: Vi skal lade være med at stemme på Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti, som begge er tættere på Donald Trump og hans forhold til magten, end vi ønsker at erkende det.

Men den er desværre god nok. Såvel Trump som Pape og Støjberg har ingen problemer med at lyve eller bryde loven for at få det, de vil have – både politisk og personligt.

Så er man politisk enig med Støjberg, så stem i stedet på Dansk Folkeparti. Og er man politisk enig med Pape, så stem i stedet på Venstre.

Så får man nogenlunde samme politik, men uden at man støtter personer, som sætter personlig branding og vinding højere end noget andet – også det at tale sandt og holde landets love.

For det handler om at få redelige personer ind i på Christiansborg, når vi tirsdag d. 1. november 2022 skal sætte vores kryds.

Landet stander nemlig i øjeblikket om ikke i vånde – så dog tæt på med en pandemi, der måske ikke er helt slut, en inflation der buldrer løs – og en krig, som er lige udenfor døren, men som så let kan komme ind til os.

Så nej, det er ikke tid til at gamble med landets fremtid ved at vælge en populist, hvad enten denne er rødhåret eller skaldet.

Vi skal derimod vælge dem, som vil samarbejdet over midten i dansk politik. Det er det, som fik os gennem 1. Verdenskrig – og det, som fik os gennem 2. Verdenskrig – og det virker også i en nutid, som kan føre til 3. Verdenskrig.

Så jo, det kommende folketingsvalg er et Halloween-valg. Den ægte uhygge. Mega-monster skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk