NEJ, vi skal ikke ud og spise

Er der slet ingen grænser for, hvor meget mere penge kan betyde end menneskeliv? Åbenbart ikke.

Brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet Horesta vil nemlig have, at allerede fra d. 9. februar skal følgende grupper kunne gå og spise:

  1. Dem, som har et vaccinepas
  2. Dem, som har en frisk negativ Corona-test (som åbenbart godt bare kan være en lyntest, selvom denne ofte er falsk negativ)
  3. Dem, som har en antistoftest (selvom man ikke ved, hvor længe antistoffer virker)

Dansk Erhverv bakker op. Direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen siger til TV2: ”Det kan virke paradoksalt at tale om, mens smitten stadig ikke er under kontrol, men vi er nødt til at se længere frem, og der kan det være et godt værktøj i genåbningen af Danmark”. Citat slut.

Se hele artiklen her: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-01-15-organisation-vil-have-restaurantbesoeg-tilladt-for-saerlige-grupper-allerede-om

Det er SÅ vanvittigt, at man næsten ikke tror, at det er sandt. Så umoralsk, uetisk at det skriger til himlen. Ordet grådighed presser sig på.

Vi står foran de sværeste uger i pandemien i takt med, at den britiske variant for alvor slår igennem, restauranter er et af de steder med mest smitte – og samtidig ved vi stadig ikke nok om vaccinen.

Kan vaccinerede for eksempel stadig sprede virussen? Og hvor meget og hvor længe er vi beskyttede? Og hvad med de ansatte – de skal først vaccineres til sidst? Osv, osv.

Vi har som samfund simpelthen ikke råd til at tage chancer – og risikere menneskeliv bare for, at nogle kan komme ud og spise …

Det svarer til at sidde i en båd, der tager vand i og måske er ved at synke –  og så brokke sig over, at man ikke har sine yndlings-underbukser på … Sic(!)

Men Horesta og Dansk Erhverv er åbenbart ikke med på at tage samfundsansvar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lov er lov – også for Støjberg

Lov er lov. Ingen er hævet over loven. Med lov skal land bygges.
Sådan skal det være i et demokrati – og sådan er det heldigvis også i Danmark.

Et stort flertal i folketinget kommer i eftermiddag til på baggrund af Instrukskommissionens anbefalinger at stemme FOR, at Inger Støjberg skal for en rigsret.

Det med danske politikere i rigsretter er heldigvis noget, som sker sjældent. Så når det sker, er det fordi, at der er vægtige årsager til at prøve sagen i en rigsret.

At skulle for en rigsret er så ikke det samme som at være skyldig i anklagen som her er ulovligt og mod bedre vidende at have adskilt asylægtepar – og bagefter løjet om det/forsøgt at dække over det overfor både folketing og offentlighed.

Men som sagt: I et retssamfund er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan skal det også være.

Men altså nu kan rigsretssagen mod Støjberg gå i gang. Det er fint. Det er retssikkerhed.

Og nej, intet af det hele handler om, at folketinget blåstempler barnebrude. Det er der ingen fornuftige mennesker, som gør. Og nej, man kan heller ikke sige, at fordi Inger Støjberg skal for en rigsret, så skal Mette Frederiksen også. Hver sag skal tages for sig, og minksagen skal ligesom Støjberg-sagen undersøges, og så må vi (inden vi siger mere) afvente, hvad dén undersøgelse siger.

At nogen kan hævde en eller begge af to ovennævnte forhold viser derimod, at der i Danmark er en udbredt og manglende viden om, hvad retssikkerhed er, og hvordan det juridiske system fungerer – og dét er et alvorligt problem.

For en målet-helliger-midlet-holdning, som den Støjberg har lagt frem, skaber vejen for populisme og populister a la Trump, som kommer med syndebukke og lette løsninger på komplicerede problemer. Og dét er SÅ skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sumpen kom til Capitol

Tømme sumpen, sagde de. Trump og hans tilhængere.

Aftenens absurde billeder fra Capitol og Washington D.C. viser, at det i virkeligheden er Trump og hans tilhængere, som ER sumpen.

Det vidste alle normalt-tænkende mennesker så godt i forvejen. Men nu blev det helt tydeligt. Og faren er ikke drevet over. Trump pønser stadig på et statskup – og på at beholde magten i USA – og han skyr ingen midler.

De næste ikke kun to uger indtil Bidens indsættelse som USA´s nye præsident – men de måske næste fire år eller mere – bliver afgørende. Ikke kun i USA, men også i resten af verden.

For USA har i mange år haft – og skal gerne igen – have en hovedrolle i verden som en stærk modspiller i forhold til Kina og Rusland.

Men også meget tættere på bør begivenhederne i USA give anledning til eftertanke. For kunne det samme ske i Europa? I Danmark?

Næppe, tænker man umiddelbart.

Men har vi ikke – bare i mindre målestok – de samme problemer med en stigende social ulighed, en stigende populisme? Såvist har vi så, og kombineret med et EU, som tilraner sig mere og mere magt  – og som af mange opfattes som en kolos på lerfødder, en magtelite nede i Bruxelles, så er situationen tættere på, end vi kan lide at tænke. Og alt der kræves for, at det går galt, er en galning som Trump. Og de findes også i Europa – og i Danmark.

Så det er nu, at vi skal til at tænke os om, og tale pænt til og om hinanden. Vi kan godt være uenige. Ja, vi skal være uenige, men på en hensynsfuld og respektfuld facon. Både på demokratiets talerstole – og på de sociale medier og alle andre steder.

For hverken USA, Danmark eller demokratiet andre steder skal trækkes ned i sumpen. Vi skal vælge anstændighedens vej, som Biden sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fede pegefinger: Vær voksen NU

Det strammer til. Det strammer rigtig meget til. Den engelske variant af COVID-19-virusset nærmer sig det niveau i Danmark (10% af alle nysmittede), hvor den for alvor får fat, og antallet af smittede stiger eksplosivt.

Vi står derfor det måske mest farlige sted i pandemien – hvis altså man ser bort fra dengang vi skulle vælge, om minkene skulle slås ned eller ej. Det blev de heldigvis, og vi slap dermed af med et reservoir, som kunne have skabt en mutation, som vaccinerne IKKE havde virket imod.

Men nu står vi med en variant, som vaccinerne nok virker imod, men som samtidig smitter op mod 70% mere end de andre varianter. Så NU skal der handles, hvis vi skal undgå at mange-mange danskere dør, sundhedssystemet vælter etc.

NU er der kun plads til voksne mennesker.

Desværre er Danmark befolket af mennesker, der for manges vedkommende er som små børn, der trodsigt og forkælet taler om, hvor slemt det er ikke at kunne gå på café, i fitness og bliv selv ved …

De danske medier er heller ikke bedre – fremfor at tage ansvaret på sig og være sig deres rolle som magtfulde aktører bevidst og hjælpe landet igennem den største krise siden 2. Verdenskrig, så kører især et af formiddagsbladene en nærmest patetisk hetz mod statsministeren … måske fordi statsministeren satte en af bladets reportere eftertrykkeligt på plads, da han røg ud ad en tangent i foråret.

Men den slags smålighed og manglende erkendelse af pandemien og dens konsekvenser er der ikke plads til nu. Danmark har brug for, at vi alle tager os sammen, opfører os ansvarligt og behovsudskyder. Er voksne – simpelthen.

Og ja, det her indlæg er en stor, fed og meget moralsk løftet pegefinger. Men sådan er det. Situationen er for alvorlig til fri leg og det sædvanlige brokkeri og ansvarsfralæggelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Det er mange år siden, at en statsminister har trukket på kulturen i nytårstalen – ja, i det politiske liv i det hele taget. Det er skade. For der er megen visdom at hente i kulturen.

Men Mette Frederiksen gjorde det, da hun for lidt siden i nytårstalen citerede Martin Andersen Nexø og hans beskrivelse af den spanske syge for 100 år siden. Dengang måtte de syge klare sig selv, og ligvognene kørte i galop gennem gaderne, skrev Nexø.

Sådan er det heldigvis ikke under den nuværende pandemi.

Der er velfærden til forskel, sagde Mette Frederiksen – og udnævnte Danmark til et land, hvor fællesskabet og solidariteten i pandemiens år har vist sin styrke. Hvor vi har stået med hinandens liv i hænderne, hvor vi har set, hvad sammenhold, omsorg og fællesskab kan gøre. At det redder liv.

At vi hver især med vores små handlinger har summet op til den store bedrift, som det har været at få Danmark så godt igennem Corona-pandemien, som vi har gjort det indtil videre.

Mette Frederiksen sagde derfor også tak til alle i Danmark for indsatsen. For vi har alle reddet liv, og vi skal alle sammen med den videnskab, som statsministeren med rette hyldede, redde liv i de kommende måneder, som bliver de sværeste. For nok har vi det værste år bag os, men vi har de mørkeste måneder foran os. Men det bliver forår.

Og når vi kan klare en pandemi, så kan vi også klare alt andet, var meldingen.

Danmarksbloggen er enig, og giver Mette Frederiksen seks ud af seks flag for nytårstalen – to danske, to grønlandske og to færøske som dem, der stod bag hende i vindueskarmen og markerede rigsfællesskabet.

Danmarksbloggen vil så også kommentere på det specifikt politiske i nytårstalen – nemlig at der 1) skal sættes fokus på klima, miljø og natur, 2) at vi skal stå fast på danske værdier i forhold til de parallelsamfund, som ligger demokratiet for had og 3) at der skal være en velfærdslov, så alle danskere har adgang til fx læge, uddannelse og politi – og at centralisering ikke er en naturlov, men at vi skal have et levende Danmark både i by og på land.

Til det er der kun at sige:

1) Man kan vel ikke være uenig i det med klima og miljø – men en indsats kræver samtidig en debat af, hvad vi skal lave om og ofre i vores livsstil, hvis vi skal i mål og redde kloden.

2) Selvfølgelig skal vi stå fast på demokratiet. For demokratiet er – som Hal Koch sagde det – ikke kun en styreform, men en livsform med samtale og vilje til fælles løsninger. Men hvad er så danske værdier? Tolerance og frihed måske. Men har de begreber ikke betingelser og grænser – og hvor går de i så fald?

3) Velfærdsloven – især hvis den bliver realiseret i praksis – er en mægtig idé. Det er så også typisk for en statsminister at komme med den slags meldinger i et år, hvor der er kommunalvalg. Der var så også et ord, som Danmarksbloggen savnede. Ordet ulighed. For hvis vi virkelig vil velfærd i Danmark, så er løsningen at mindske den stigende økonomiske ulighed og skabe lige muligheder for alle mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sådan sluttede Margrethe d. 2. en nytårstale i Coronaens tegn. En nytårstale, der var mere indfølt, mere alvorlig og mere inderlig end nogensinde.

For 2020 har med regentens år været et prøvelsens år, et år hvor så meget blev anderledes, aflyst eller udskudt. Et år, hvor intet blev, som vi havde håbet. Et år, hvor vi stod sammen som samfund – og hvor der er brug for samfundssindet også i den kommende tid. Og netop derfor henvendte regenten sig til os alle sammen med ordene Gud bevare jer alle sammen.

Det var Mor Dronning, der talte – og hun favnede hele landet med dé ord og dén omsorg, og jeg indrømmer åbent, at jeg fik tårer i øjnene.

For det har været et underligt år. Fra Coronaen ramte, og vi alle oplevede foråret stærkere end nogensinde over sommerens pusterum, selvom virus stadig var der, og så til nu, hvor smitten har godt fat – og vi står overfor de mørkeste måneder i pandemien.

Alt det nævnte Dronningen, som udover dybfølte taksigelser til alle, der kæmper mod Coronaen, kom ind på, at vi midt i elendighederne også viste, at vi danskere kan stå sammen, når det gælder, at vi har tillid til hinanden og til samfundet.

Noget, som hun bad os om at huske på, når vi er ovre på den anden side af pandemien.

Det var historiens vingesus, der slog de store slag på Amalienborg her nytårsaften 2020. En aften, hvor vi glæder os lidt ekstra til 2021 – og til at få vaccinen rullet ud til alle danske.

Danmarksbloggen giver Dronningens nytårstale 6 ud af 6 kongekroner. Den var formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-vacciner taget som gidsel af EU

EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen har en klar mission: Skabelsen af EUROPAS FORENEDE STATER.

Og der er åbenbart ingen grænser for, hvad von der Leyen og mange andre i EU vil gøre for at fremme denne overstatslige union. Ja, selv en forsinkelse af vaccinationen mod COVID-19 bruges i det politiske spil på en måde, så man kan tale om, at Corona-vaccinerne er taget som gidsler i en politisk dagsorden om at fremme skabelsen af Europas Forenede Stater.

I mandags godkendte EU ellers Pfizer-BioNTechs Corona-vaccine, og derfra var det bare at gå i gang asap doserne kunne bringes ud, skulle man tænke.

Men nej, alle lande skulle begynde at vaccine på samme tid, meldte von der Leyen. Nemlig d. 27. december. Og derfor kørte lastbilerne først ud med deres dyrebare last fra fabrikken i Belgien, så vaccinationsstart rundt om i medlemslandene passede nogenlunde med denne dato.

Det er direkte tåbeligt. Jo flere vi kan få vaccineret, desto hurtigere – jo flere liv kan vi redde. Og liv står over politiske projekter.

Denne Corona-vaccine og de andre Corona-vacciner er nemlig en julegave til menneskeheden, som en af de første danskere, der skal vaccineres, sagde til TV2 News for lidt siden.

Men sådan ser Ursula von der Leyen åbenbart ikke på sagen. For hende handler det også om – og først om – politik. Det er skammeligt.

I Ungarn og – i Tyskland (von der Leyens hjemland) er man så allerede gået i gang med at vaccinere i dag. Det burde vi også være i Danmark. Vaccinerne kom i morges, og blev sendt ud til regionerne ved middagstid.

Det er bare at komme i gang med nål og sprøjte. NU.

Danmarksbloggen tænker så også: Gad vide hvad von der Leyens stunt betyder for Unionsprojektet? For slet ikke at tale om den studehandel, der er indgået i EU, hvor man købte færre af de nu godkendte tyske Pfizer-NTEch-vacciner end oprindeligt ønsket, fordi man også skulle tilgodese de franske Sonofi-vacciner, som er meget langt fra at være færdige.

Man kunne forestille sig, at EU´s famlen, vaklen og ageren generelt i Corona-tiden svækker tilliden til EU hos borgerne i de europæiske lande. For politiske magtspil har altid vigepligt overfor sundhed og vacciner …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-valget: Kan du se over egen næsetip?

Så starter klynkeriet igen …

Hvorfor kan jeg ikke komme ned og træne?
Hvorfor kan jeg ikke komme ud og spise?
Hvorfor kan jeg ikke komme i biffen?

Bliv selv ved … der er masser af eksempler på mig-mig-mig-mentaliteten.

Og forsættelsen er altid den samme: Jeg tror ikke, at problemet med den stigende smitte skyldes lige mig/mit sted/min adfærd etc. Så hvorfor er det lige mig, som skal rammes?

Det er ikke andet end klynk, forkælelse og offermentalitet.

Vi har alle et ansvar – og alles adfærd betyder noget. Også DIN ADFÆRD. Ja, det er det eneste, som betyder noget. Man kan ikke bare skylden på andre eller på regeringen.

Så istedet for at tænke på alt det, som du ikke kan, så tænk i stedet på dem, som har det værre end dig:

Dem, som ligger COVID-syge på landets sygehuse. Dem, som sidder isoleret – og har gjort det siden marts – fordi de bare ikke MÅ blive syge. Dem, som er ældre eller på anden måde udsatte, og som nu for alvor er i farezonen igen. Dem, som har mistet et elsket medmenneske.

Alle dem, som vi skal passe på, så det ikke bliver COVID-19, der er årsag til deres død.

Tænk på dem, tag ansvar – og sæt pris på, at du kan gå en tur ude i december-mørket med alle julelysene, læse en bog, tale med dine venner over Skype, holde en digital julefrokost og alle de andre ting. Du er nemlig ikke truet på hverken liv eller helbred. Du er bare en kort tid frataget de muligheder for udfoldelse, som du plejer at tage for givet.

Og det er, hvad du gør det til:

  1. Noget slemt, så du mener dig i din gode ret til at handle egoistisk – også selvom det betyder, at andre bliver syge og dør.
  2. En stille tid, hvor du stadig kan en hel masse – og måske kan bruge roen til at reflektere over nogle ting i livet, som du måske ikke plejer.

Valget er dit – men der er flere danskere, der overlever pandemien, hvis du kan se over egen næsetip og vælge no. 2. For så tager du ansvar, og er med til at stoppe pandemien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delvis nedlukning af dele af Danmark

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk