Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stemmer fra dybet

Der er bøger, som bare skal læses. Dorte Hummelshøj Jakobsens antologi ”Stemmer fra dybet” er en af disse.

Bogen består af 12 historier skrevet af og om 12 danskere, der på hver deres måde har oplevet på egen krop, hvordan mennesker behandles i Danmark, når de ikke kan yde (maksimalt) på det hellige arbejdsmarked.

”Stemmer fra dybet” er derfor et vægtigt vidnesbyrd om et samfund, hvor mennesker udstilles og fornedres, når de ikke har været heldige nok – eller er raske nok – til at få et job, hvor de kan slide sig selv op i den ophøjede produktions navn.

For sådan er Danmark anno 2018. Hamsterhjulene snurrer – men ikke for alle. Nogle er udenfor og får derfor ikke deres stress af for meget arbejde, men af at de ikke ved, hvordan de skal få de stadig mindre sociale ydelser til at slå til i et samfund, hvor alt bliver dyrere og dyrere, og vi selv skal sørge for mere og mere.

Men nu har 12 af Danmarks udsatte fået en stemme af Dorte Hummelshøj Jakobsen, og allerede fra første historie kan man mærke, at den er gal – helt gal. For hvad er det for et system, hvor mennesker i nyttejob skal spørge om lov til at gå på toilettet eller tage en tår vand?

Senere kommer historier om mennesker, der er syge eller på anden måde slås med problemer, som stammer fra langt tilbage, men hvor sagsbehandlere og andre mener, at de bare skal aktiveres i gang eller arbejdes trætte som fx kvinden, der ikke kan sove – og som først efter mange år bliver udredt og får at vide, hvad hun fejler.

Der er også hende, der føler skam ved at være fleksjobber, selvom hun ikke kan andet på grund af en blodprop. Eller hende, som har været syg siden fødslen, men som altid prøver at vise et glad ansigt ude blandt andre, selvom hun ved, at det koster på helbredskontoen – og mange andre.

Alle har de hver deres historie – en historie som kunne være alles skæbne, for der er en hårfin grænse mellem, om vi havner på samfundets solside eller skyggeside.

Bogen er velskrevet, og læsningen flyder afsted, selvom man konstant sidder med en stor knude i maven. For hvordan kan vi acceptere, at mennesker behandles på denne måde i vores rige land? Det burde være utænkeligt.

Tilhængerne af den nuværende politiske og umenneskelige kurs vil sandsynligvis hævde, at de 12 beretninger er subjektive partsindlæg, som ikke bliver modsagt eller analyseret. Og ja, de 12 historier står helt nøgne – fortalt med de oplevelser og følelser og tanker, som de mennesker har om dem selv og deres liv.

Men hvorfor skal vi kun høre om forholdene fra dem, som tager beslutningerne, eller som sidder bag skranken i jobcentret og på kommunen? Det giver ikke mening.

Og ja, en læser med sit på det tørre vil måske indimellem tænke, at her kunne man være kommet noget længere med sund fornuft. Men så kan det anbefales at slå empatien til og huske på, at sund fornuft kræver overskud, både menneskeligt og økonomisk – og det er lige præcis, hvad mennesker, der er blevet trynet i årevis, ikke har.

Så der er brug for bøger som denne, hvor vi kommer ud på den anden side af hegnet, ud i en virkelighed, hvor man ikke tænker på at bage brød med den perfekte krumme, eller hvordan ens næste tweet skal lyde, men hvor det handler om ren overlevelse.

Livet som udsat i Danmark er nemlig et liv, hvor ordet budget ikke giver mening. For ofte skal der vælges mellem mad eller medicin, og en varm vinterjakke er der først råd til, når førtidspensionen MÅSKE bliver tildelt.

Danmarksbloggen har sjældent læst en mere vedkommende bog og giver fem ud af seks stjerner, og samtidig skal Dorte Hummelshøj Jakobsen roses for at få ideen og føre den ud i livet, også selvom hun selv måtte klare alt med udgivelsen, for de etablerede forlag mente ikke, at en sådan bog var interessant eller relevant.

Men det er den. MEGET.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forfatter lader ny bog få premiere på gratis tjeneste

Biblioteket findes også på nettet – og hedder eReolen – og det er ligeså gratis at låne dér som på de fysiske biblioteker.

En af de forfattere, der i det kommende efterår, vil udgive sin nye historie på eReolen – og vel at mærke først dér, er Steen Langstrup, der på fredag kommer med den første ud af ti dele af ”Frygt fabrik fælde” – en uhyggelig historie, som Danmarksbloggen anmelder på udgivelsesdagen fredag d. 7. september.

Men inden er det tid til en snak med Steen Langstrup:

For hvorfor har du valgt denne model til dit nye værk, som i øvrigt senere kommer som traditionel bog og e-bog?

Som så mange andre har jeg set en del tv-serier de sidste mange år. Formen og fortællestilen fascinerede mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at stjæle fortælleteknikken og bruge den i en roman.
Jeg havde samtidig længe været fascineret af forladte bygninger, og det levede liv man kan fornemme eller bilde sig ind, man fornemmer, disse steder, og haft lyst til at lade en historie udspille sig sådan et sted, og da de to ting smeltede sammen, opstod der noget, jeg havde lyst til at dykke ned i. Den forladte bygnings historie som den egentlige kerne i romanen, mens vi i nutiden følger nogle, der besøger stedet, og alt fortalt og tænkt i serieform, i episoder.
Mens jeg skrev romanen, gik det op for mig, at den fortjente at blive udgivet i en eller serieform, og jeg legede med forskellige modeller, inden jeg endelig besluttede at lade det være en lydbogsserie. Lydbogen er et medie i kraftig vækst i disse år, og gys er gerne en genre, der gør sig godt på lyd.

Og hvad mener du om en tjeneste som e-reolen versus streamingtjenester som Mofibo eller Storytel, der koster penge?

Jeg er meget glad for eReolen – og biblioteker i det hele taget. Jeg holder af velfærdssamfundet og synes, vi skal genindføre det, da det mange steder nærmest allerede er afskaffet.
Bibliotekerne findes endnu, men desværre ikke som de gjorde engang. Jeg forstår selvfølgelig, at verden ændrer sig, at nye digitale medier de sidste ti år har indtaget en stor del af markedet, og det er ikke kun skidt, for mig har det overvejende været et tiltrængt skub i ryggen, men det er supervigtigt, at eReolen findes som et gratis modspil til de private streamingtjenester.
Det er utrolig vigtigt, at der er fri adgang til viden, fagbøger og litteratur i et samfund, der har andre end dem, der blev født med penge, for øje. At ‘Frygt fabrik fælde’ udkommer eksklusivt på eReolen de første måneder er min måde at sige tak til ikke bare eReolen, men også bibliotekerne, for det skal ikke være nogen hemmelighed at uden dem, så ville et forfatterskab som mit være visnet bort for mange år siden.
Vi er et meget lille land, et meget lille sprogområde, og vi må passe på os selv og hinanden, vores sprog og selvforståelse, for det at have en levende kultur, en levende litteratur er ikke noget, et land på vores størrelse får forærende. Og slet ikke noget det til guddommelighed ophøjede marked kan garantere. Det er noget, vi skal være fælles om.

Hvordan ser du fremtiden for danske forfattere – i forhold til at tjene penge? Hvilke muligheder har I?

Forfatterøkonomi er noget mærkeligt noget. For det første er der ingen timeløn, ingen månedsløn, ingen fast indtægt. Man får sjældent penge for at lave noget, man lever af det, man allerede har lavet, mens man forsøger at lave noget nyt, der er godt nok – eller heldigt nok – til man kan fortsætte med at leve af det i fremtiden, og det nærmest med bind for øjnene, for ingen aner, hvad fremtiden bringer af muligheder, umuligheder, nedskæringer og forhindringer, forandringer og nye medier.
Der skal en masse flid til, en lang backlist er en god hjælp, en vilje til at blive ved på trods af alt, og så det magiske held, uden hvilket intet lykkes.

Derfor holdt jeg for længe siden op med at forsøge at se ind i fremtiden. Den ser sort ud. Det har den altid gjort. Den er uoverskuelig. Jeg fokuserer i stedet på at skrive de bedste ting, jeg overhovedet kan, og så må heldet og lykken stå mig bi – eller jeg må dø af sult undervejs. Det er de to muligheder. Indtil videre er det lykkedes mig at overleve. I den sidste ende er kunstneren eller forfatteren intet. Det er værkerne, bøgerne, historierne, der tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er det rigtige mod?

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup: DØDSFABRIKKEN

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, runder vi af med gyserforfatter Steen Langstrups fortælling om, hvordan han som ung oplevede Auschwitz:

Det er mange år siden nu. Det var tilbage i starten af 90’erne. Muren var lige faldet. Østblokken sunket i grus, og Tredje Verdenskrig var aflyst. Gamle fjender var nu venner. Fremtiden så lysere ud, end den havde gjort i mange år. Sovjet var gået i opløsning, og fredelige revolutioner var fulgt i kølvandet i langt de fleste østeuropæiske lande. Kun i Jugoslavien var der udbrudt borgerkrig, ellers var Europa fredeligt som aldrig før.

Jeg var ung og nysgerrig. Havde lige fået antaget manuskriptet til min første roman på et anerkendt forlag, hvilket var så overvældende, at jeg faktisk ikke troede på det. Min daværende kæreste og jeg havde pakket rygsækkene, og med Interrail-billetter i lommen var vi taget ud for at udforske et Østeuropa, der stadig var mærket af den kolde krigs fattigdom og de totalitære kommunistiske regimer.

Vi havde set ubeskrivelig fattigdom i Rumænien. Et Bucarest stivet midt i Ceausescus byggevanvid. Et land, hvor det gamle styre stadig havde magten, bare i nye klæder. Eliten havde stadig særlige vognbaner til deres sorte luksusbiler. Der var stadig skudhuller i murene, hvor oprøret og gadekampene, der førte til ‘revolutionen’, havde fundet sted få år før. Politik var stadig noget, man hviskede om i kælderen, hvor naboen ikke kunne høre en. Hestevogne var almindelige i gadebilledet, der ellers domineredes af gamle rustne Daciaer. Vi havde været dybt inde i Karpaterne på jagt efter den historiske Dracula. Kærligheden til gysergenren var ikke til at løbe fra, selvom jeg endnu ikke kunne få mig selv til at kalde mig for forfatter. Rejsen var gået videre til Ungarn og det mere vestlige Budapest, hvor der både var lysreklamer og McDonald’s. Næsten som at vende hjem.

Jeg kan ikke huske, om vi havde været i Tjekkiet og Prag, der myldrede med amerikanere, eller om vi først tog dertil efter Polen. Men jeg husker tydeligt, da vi stod af toget i Oswiecim i det sydlige Polen og grinede ad, at det var forbudt at ryge uden for på perronen. Det havde ingen af os set nogen steder før. Selve tanken forekom os latterlig. Det ville aldrig nogensinde kunne ske i Danmark, tænkte vi, hvilket kan virke lidt pudsigt i dag.

Det fede ved Interrail var, at togbilletten gjaldt i hele Europa. Den gav frihed til at rejse, hvorhen man fik lyst til — og ændre planer undervejs. Polen havde ikke været på vores liste, da vi tog hjemmefra, men nu stod vi i en grå og ucharmerende afkrog af landet, der lignede en kliché på det gamle DDR. Vi stod så at sige i ruinerne af et totalitært helvedesregime, men vi var her for at se ruinerne af et andet. Det Tredje Riges mest berømte dødsfabrik: Koncentrationslejren Auschwitz.

Det var sent på eftermiddagen. Vi var trætte efter rejsen, rygsækkene var tunge. Vi skulle bare finde et sted at sove, så ville vi se, om vi kunne finde lejren dagen efter. Vi fandt et hotel nær baneområdet. Det var et underligt hotel. 70’er-beton og uden nogen egentlige naboer. Det lå bare der ved skinnerne, midt på en lille parkeringsplads. Der var ingen ledige værelser, fik vi af vide. De ventede et stort rykind pga en eller anden konference, men så fandt de alligevel et ledigt værelse, som vi kunne få for en nat og kun en nat. Der var ingen biler på parkeringspladsen — og vi så ingen andre gæster på stedet. Det var en smule skummelt.

Dagen efter gik vi ud på opdagelse. Vi vidste, at nazisterne havde udvalgt Oswiecim til at rumme deres største koncentrationslejr på grund det veludbyggede jernbanenet i området, så det virkede logisk, at lejren måtte ligge i nærheden af jernbaneområdet. Så vi gik på opdagelse i kvarteret, der hurtigt viste sig at bestå af gamle fabriksbygninger, og vi skulle ikke rundt om mange hjørner, før vi pludselig stod foran den berygtede Arbeit Macht Frei-port.

Dette var Auschwitz I. Den oprindelige lejr. Pigtråd, vagttårne og gamle to-etages kasernebygninger i mursten. Det var her lejren blev grundlagt i 1940. Ikke som led i jødeudryddelsen, men som fængsel for polske politiske fanger. Siden kom russiske krigsfanger til — og jøder, sigøjnere, homoseksuelle, asociale, kommunister, og hvem søren nazisterne ellers så sig sure på. Det er en stor fejltagelse at tro, at det mest var jøder, der havde noget at frygte fra nazisterne. Ingen kunne vide sig sikker. Totalitære ideologier er farlige for alle, ikke kun deres syndebukke nu og her.

Auschwitz bestod, da lejren var på sit højeste, af tre hovedlejre og omkring 40 underlejre. Det var den største blandt Nazitysklands mange koncentrationslejre, den mest effektive blandt udryddelseslejrene, og en af nøglelejrene, når det kom til medicinske forsøg udført på mennesker. En af Hitlers første love forbød brug af forsøgsdyr, paradoksalt måske, da man næsten i samme åndedrag opførte de første koncentrationslejre og snart erstattede forsøgsdyrene med mennesker.

Auschwitz I er ganske velbevaret. Det var en smuk og meget varm sommerdag, vi var der. Fuglene kvidrede i buskene, solen skinnede fra en skyfri himmel. Alligevel var stemningen i lejren tung. Auschwitz I har rum fulde af sko, rum fulde af kufferter, rum fulde af afklippet kvindehår. Koncentrationslejrene var pengemaskiner først og fremmest. Fangerne skulle arbejdes ihjel på private fabrikker, der betalte nazisterne for billig, rettighedsløs arbejdskraft. Men inden fangerne blev sat i arbejde, blev de frastjålet alt af værdi. Selv kvindernes lange hår blev konfiskeret og brugt til fyld i madrasser. Det var tungt at se de mange sko, kufferter og hår, det var overvældende, men det var i virkeligheden kun en beskeden rest, man så. For disse rum blev indrettet, da man indrettede stedet til museum. Dengang lejren fungerede, blev disse effekter samlet i store lagerhaller ude i Auschwitz II – Birkenau. Disse haller findes ikke længere, og det er næppe gavnligt for ens sjælefred at forestille sig, hvor store mængder hår, tøj, guldtænder osv. der blev samlet derude.

Auschwitz I rummer også torturkamre, henrettelseplads og det kælderrum, hvor nazisterne eksperimenterede med at gasse fanger med Zyklon B. Et billigt rengøringsmiddel, der afgav giftige gasser. Det var ikke i Auschwitz, at de startede med at gasse fanger, men tidligere havde man brugt udstødningsgas fra lastbiler. En teknik de udviklede i forbindelse med medlidenhedsdrabene på rigets psykiatriske patienter. Problemet var, at den metode var for langsom, besværlig og kostbar, nu turen var kommet til jøderne og sigøjnerne. De første fanger, man gassede med Zyklon B, var russiske krigsfanger. Auschwitz’ første gaskammer med krematorium kan ses i lejren. Det er ikke et rart sted at besøge.

Auschwitz I var — trods sit ene gaskammer — først og fremmest en slavearbejdslejr som så mange andre. At bruge ordet slave om fangerne er måske ikke voldsomt præcist, for slaver er mennesker, der ejes af andre, og de besidder derfor oftest en vis værdi for ejeren, men fangerne i Nazitysklands koncentrationslejre havde ingen værdi. De blev arbejdet ihjel, og når de døde udvalgte man blot nogle nye fra køen til gaskammeret. Der var ingen mangel på ny arbejdskraft.

Det tog et par timer at se hele Auschwitz I — så det var stadig formiddag, da vi forlod den gamle kasserne, og missende mod solen trådte ud af porten igen. Vi havde stirret ned i helvede, vi havde været på det sted i Europa, hvor nogle af de værste grusomheder i menneskehedens historie havde fundet sted, og oplevelsen ætsede stadig inden i os. Men vi var også meget unge, måske for unge til helt at fatte virkeligheden af den ondskab, der var sket lige her. Vi var blevet sultne — og en lille smule … skuffede … jeg ved ikke. Dette var ikke det Auschwitz, historiebøgerne beskrev. Lejren forekom ikke engang voldsomt stor. Auschwitz I var måske nok en dødsfabrik, og det er svært at skrive disse ord efter at have beskrevet de grusomheder, der fandt sted her, men det var ikke her det organiserede, industrielle massemord fandt sted for alvor. Det var i Auschwitz II – Birkenau.

Vi fik noget at spise og drikke. Det sidste var tiltrængt. Det var nu bagende hedt. Et godt stykke over tredive grader. På vej tilbage til hotellet fik vi øje på et skilt, der viste vej til Auschwitz II – Birkenau små to kilometer væk, og vi blev enige om at forsøge at gå derud og se, om den var åben for besøgende.

Vi kom ud af byen og gik langs en smal landevej. Det kunne have været hvor som helst. Det lignede Danmark. Marker, gårde, åer. Og så slog vejen et sving, og vi var fremme. Ved jernbanesporet, der førte ind gennem Birkenaus portbygning og videre ind i lejren. Vi betalte entré og trådte ind. Bag porten delte jernbanesporet sig i tre forgreninger, så der samtidig havde kunnet holde tre togstammer i lejren ad gangen. Vi stod præcis, hvor SS-vagterne engang havde tømt kreaturvognene for fanger, der var blevet delt i to grupper, dem, der var udvalgt til at arbejde sig ihjel, og dem, der blev gasset ihjel med det samme.

Men der ingen togvogne længere, og af gaskamrene og krematorierne var der kun murbrokker tilbage. Det, der virkelig ramte mig, var lejrens størrelse. Den var enorm. Det omkransende dobbelte el- og pigtrådshegn. Vagttårn på vagttårn på vagttårn. Kvindelejrens stenbarakker til venstre for os, og den uendelige række af træbarakker, hvoraf kun skorstenene var tilbage for manges vedkommende, fortsatte mod højre halvanden, måske endda to kilometer derudaf, og resterne af gaskammer/krematorium I og II foran os, lagerhallerne og længere væk gaskammer/krematorium IV og V. Og helt ude for enden af det hele havde man endda været i færd med at udvide lejren ganske betragteligt. Den skal have rummet op til 100.000 fanger. Det er næsten lige så mange, som der bor i Aalborg.

Vi tilbragte resten af dagen med at vandre rundt i lejren. Jeg tror ikke, vi sagde meget. Der var ikke meget at sige. Over 1,1 million mennesker var blevet myrdet her. Mange arbejdet ihjel, men de fleste gasset og brændt. Det svarer til hele Københavns befolkning — på kun to år. Det er meget svært at begribe en dødsfabrik af den størrelse.

Og så var den kun én ud af mange. Der var otte andre udryddelseslejre, de fleste af disse fungerede i modsætning til Auschwitz alene til dette formål, hvorfor der ikke er mange øjenvidneberetninger fra disse. Der var nogle og tyve andre koncentrationslejre, hvor fangerne blev arbejdet ihjel. Grusomhederne var på ingen måde noget, der kun foregik her.

Det er sært, hvad man husker, så mange år senere. Jeg husker en sætning skrevet på væggen med tyskernes gotiske bogstaver i lokumsbarakken i kvindelejren. Renlighed er sundhed. Og under disse ord lokumsbænke, hvor man har skidt side om side i en lejr, der må være det tætteste på helvede, mennesket endnu har skabt.

Jeg husker grafittien i byen omkring den gamle lejr. De mange ubehjælpsomme hagekors. Jeg har stadig meget vanskeligt ved at rumme, at nogle mennesker har opsøgt dette sted og følt et behov for at hylde den ideologi, der gjorde dette massemord muligt.

Jeg husker de mange gamle fabriksbygninger i nabolaget. Måske mest af alt. For det foruroliger mig stadig at tænke på, så beredvilligt de store virksomheder altid træder til, når der er udsigt til billig arbejdskraft. Det har ikke noget med nazismen at gøre, ikke noget med tiden eller uvidenhed at gøre, ikke engang med de pågældende virksomheder. Det er grådighedens triumf, at ordene ‘billig arbejdskraft’ sætter moral og skrubler skakmat i den hellige konkurrences navn, og det sker den dag i dag.

Jeg har aldrig helt rystet Auschwitz af mig igen. Det var en sær oplevelse, måske især fordi jeg var der på sådan en smuk sommerdag. Livet fortsætter. Vi glemmer. Vi gentager historien. Indtil videre har vi ikke gentaget Auschwitz, ikke i samme størrelsesforhold i hvert fald, men det var mennesker, som dig og mig, der var ofre, der udførte grusomhederne, der tjente penge på dem, der så den anden vej. Det sidste er vi stadig alt for gode til.

Skrevet af: Gyserforfatter Steen Langstrup, som også driver en rejseblog sammen med sin hustru Anne Marie: https://modnyegraenser.wordpress.com

Anna M. T. Frederiksen: RÆDSELSFÆNGSLET

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, fortsætter vi med gymnasieelev Anna M. T. Frederiksens fortælling om, hvordan hun på en skoletur i 2016 oplevede rædselsfængslet Hohenschönhausen:

Det er efterår, og der er lang vej at gå fra sporvognen…

Vi er på vej til Hohenschönhausen, det gamle DDR-fængsel lidt udenfor Berlin, som russerne oprindeligt begyndte at anvende i 1945, da 2. verdenskrig sluttede. Men russerne forsvandt med tiden, og deres venner i det kommunistiske DDR overtog i 1951 fængslet, som snart blev berygtet for den ekstreme psykiske terror, som foregik dér orkestreret af det østtyske sikkerhedspoliti, det berygtede og frygtede Stasi.

Ja, allerede inden fangerne ankom til fængslet startede det psykiske pres. For når en person blev anholdt inde i Berlin, så kunne vedkommende blive kørt rundt i en varevogn gennem gaderne i timevis, inden bilen kørte op til fængslet, og mareridtet for alvor begyndte.

For var der en ting, som man kunne være sikker på som fange i Hohenschönhausen, var det, at der blev gjort alt for at nedbryde én, så man til sidst knækkede og fortalte alt.

Man måtte ikke tale med andre fanger, ja ofte så man end ikke andre fanger, man fik frataget alt personligt, man skulle ligge på ryggen og sove – og det blev tjekket flere gange i timen, om man lå reglementeret, man måtte heller ikke sidde eller ligge om dagen, men skulle stå ret op og vente på at komme til forhør.

Forhøret var så noget af det, som virkelig viste deres umenneskelighed, for det foregik i noget, der mindede om en dagligstue med bløde stole og brunmønstret tapet på væggene, og her var der tit en ”hyggelig” atmosfære med ”rare” mennesker, som stod i skærende kontrast til de umenneskelige vilkår, iskolde betonceller og hårde fangevogtere, som fangerne mødte til hverdag.

Meningen var selvfølgelig, at fangerne dermed ikke skulle kunne lade være med at bryde sammen og fortælle alt.

Og selvom vi ved, at vi kun er der på besøg og skal tilbage til vores hotel, hvor morgenmaden godt nok ikke er noget at råbe hurra for, så er det alligevel super-ubehageligt at gå igennem fængslet. Og måske allermest at se den lille gummi-celle, isolationscellen, som fangerne sad i, og som ikke var større end et par meter på hver led og kulsort.

Den slags kan gøre hvem som helst sindssyg, tænker jeg og gyser, mens jeg tjekker min mobil, som uvist af hvilken årsag er ved at gå i stykker. Det er selvfølgelig ærgerligt, især fordi vi skal være her to dage endnu, men sammenlignet med de mange tusinde mennesker, som sad her i månedsvis – måske bare fordi de havde søgt om udrejsetilladelse til Vesten eller sagt, at kommunisterne var dumme – så er det et meget lille problem.

Det samme er mine ømme fødder, selvom turen hjem fra Hohenschönhausen føles dobbelt så lang som turen ud. Heldigvis er der en moderne McDonalds i nærheden, som vi går ind på – for Vesten og alt hvad den står for er for længst kommet til denne del af det gamle DDR.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen, gymnasieelev

Dorte J. Thorsen: SPIONERNES BRO

Jeg er den sidste turist i Europa, sang Lulu Ziegler for 70 år siden med adresse til dén ødelæggelse af Europa, som 2. verdenskrig betød – og til dét håb om en fælles fremtid i fred og velstand, som rejste sig af ruinerne.

I dag – mere end 70 år efter at 2. verdenskrig er slut, og snart 30 år efter, at Muren faldt i Berlin – ved vi, at virkeligheden er mere kompliceret.

Totalitære systemer, magthavere som vil magten for enhver pris, og pengemænd, som er klar til at bryde alle regler og konventioner for at maksimere profitten, findes stadigvæk – og i ligeså høj grad i dag som under 2. verdenskrig og under Den Kolde Krig.

Situationen i dag minder også mere om 30´erne end de tidligere årtier gjorde det. Stigende ulighed, politikerlede og en hel befolkningsgruppe, som er udråbt som syndebuk, er blot nogle af tegnene.

Danmarksbloggen vil derfor her op mod sommerferien bringe ferieminder fra steder og begivenheder, som så alt for let kan ske igen – ja, som er tættere på at gentage sig end vi har lyst til at tænke på.

Og jeg starter selv:

Det var i sommeren 2014, hvor jeg og min familie besøgte Berlin.

Det var mit andet besøg i den tyske hovedstad, men første gang at jeg boede ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke, som var et af de steder, hvor der var grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under Den Kolde Krig, og som også er kendt fra mange spionfilm.

For der var mange spioner, som gik hen over broen – og de gik ikke altid tilbage igen.

Men der var også almindelige mennesker, som døde her i forsøget på at komme fra Østberlin til Vestberlin, fire blev skudt og fem døde på de togskinner, der løber under Bösebrücke. I alt ved alle vagtposter på Muren blev der skudt 138 mennesker af østtyske vagter i de år, hvor Berlinmuren eksisterede (1961-89). Dertil kommer dem, som blev dræbt af landminer, eller som druknede, når de svømmede over floden.

Læg dertil alle de mange tusinder, som levede adskilt fra deres børn, forældre, ægtefæller og søskende – og som måske aldrig nåede at gense hinanden. Det har været grufuldt.

Bornholmer Strasse og Bösebrücke skulle så også blive det første sted, hvor grænsevagten lod tusindvis af østberlinere passere dengang i 1989, hvor verden i løbet af én eneste bevæget novemberaften blev en helt anden.

Men det mærkede man nu ikke noget til små 25 år senere. Tværtimod kunne man fra vores ferielejlighed på femte sal se, hvordan biler, sporvogne, cyklister og gående i en lind strøm bevægede sig over broen døgnet rundt – og nu i begge retninger. Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at der aldrig havde været en adskillelse af Berlin netop dér.

Det var egentlig meget rart – og et smukt tegn på, at livet på forunderlig vis altid går videre, og at tiden heler selv de dybeste sår, som jeg tænkte dét den aften, hvor vi ankom, og jeg stod og kunne se horisonten rundt fra vores store vinduer.

Og så alligevel. For da vi gik over Bösebrücke næste morgen, så vi skiltene og plancherne, som fortalte historien om dengang, hvor man fra vores lejlighed, som lå i det tidligere Øst-Berlin havde kunnet se over til Vest-Berlin og de mennesker – måske den nærmeste familie – som boede dér. Se derover, ja – men ikke komme derover. Ikke uden at risikere at miste livet, hvad nogen også gjorde.

Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men at vi nu kunne se den korte – og alligevel så uovervindelige afstand, som der havde været dengang, og at vi senere selv kunne gå dér – bare sådan uden videre. Dét gjorde et stort indtryk.

Måske allermest den aften, da vi gik hjem over Bösebrücke, for da var det meget nemt at forestille sig de årtier, hvor pigtråd, soldater og en stor mur skilte Berlin – og berlinerne. For nok er såret ikke åbent og blødende mere, men der er stadig et ar, i hvert fald psykisk, og det mærker man sådan en sen sommeraften, hvor luften og atmosfæren er fuld af følelser og historier. Som har begivenhederne dengang sat et aftryk, der stadig kan mærkes.

Jeg drømmer derfor også om at være i Berlin d. 9. november – og ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke sammen med alle de andre, som samles der hvert år for at mindes dén aften i 1989, hvor ikke kun en mur faldt, men hvor en kold krig sluttede, og verden blev en helt anden.

For nok forandrede verden sig igen fundamentalt d. 11. september 2001, men begivenhederne i 1989 er stadig med til at præge os og vores verden – og vores liv. Og måske mere nu end i mange år.

Lulu Ziegler spørger også i den gamle vise, om Europa kan leve efter krig? Svaret er ikke så enkelt, for det kan vi vel godt. Men indtil vi bliver bedre til at huske, så er vi dømt til at gentage fortidens fejltagelser, deriblandt også de totalitære regimer, volden og grusomhederne.

Så rejs ud i den kommende sommerferie – og se andet end sol, strand og smukke bygninger. Oplev de steder, hvor menneskeligheden led et forlis. For så har vi måske en chance fremover.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk