Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godhedens Tog

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pattebørn og Påvirkningsloven

Gårsdagens altoverskyggende politiske nyhed i de danske medier var historien om Mette Abildgaards baby, som den konservative politiker havde taget med til en afstemning i Folketinget. Men den gik ikke, mente Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Så en folketingsbetjent måtte tage sig af den lille pige, mens mor stemte.

Samtidig i går blev Påvirkningsloven stemt igennem med stemmer fra både regeringen og Socialdemokratiet. Dette direkte angreb på det danske demokrati gik imidlertid totalt over hovedet på de fleste, både medier og politikere.

Det er ellers en MEGET vigtigere sag end baby eller ej. For vi taler om, at man nu som dansker kan få op til 12 års fængsel, hvis man ytrer noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og imod den danske stats interesser. Uenighed bliver altså kriminelt, hvis man som dansk borger ikke mener det samme som den danske stat.

Det lugter mere af diktatur end af demokrati, ikke sandt?

Læs mere her, også hvad juridiske kapaciteter som Eva Smith, Preben Wilhjelm og Bjørn Elmquist siger om dén sag: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Så ja, Pia Kjærsgaard havde faktisk ret. Vi burde ikke tillade børn at være i folketinget – og især ikke de voksne pattebørn, som sidder der nu.

For demokrati og folkestyre er en alvorlig sag. Og det at være politiker er ikke en udvidet pasningsordning, der i en valgfri årrække tilbyder ansvarsløse pattebørn masser af (lomme)penge og fri leg med landets borgere og finanser, inden de endelig bliver rigtig voksne, og lander et lukrativt job i det private erhvervsliv.

At være politiker er en opgave, der kræver, at man som minimum passer godt på den Grundlov og den retsstat, som vi fik i gave af tidligere generationer, men som er blevet voldsomt udhulet med først Mørklægningsloven, og siden i går Påvirkningsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

97 procent af alle danske virksomheder kontrolleres ikke af Skat

Danske virksomhed betaler iflg. tænketanken Cevea for lidt i skat, altfor lidt i skat – nemlig hele 14,1 mia for lidt i skat – hvert eneste år.

For de penge kunne vi få meget velfærd, rigtig meget velfærd. Se eksempler på, hvad det kunne være på nedenstående hjemmeside, som Cevea har lavet:

www.fixskat.dk

Her kan man også læse Cevea´s ti forslag til et bedre Skat. Det er forslag, der taler om mere gennemsigtighed og mere kontrol, og Danmarksbloggen er enig med Cevea i, at der er vældig meget brug for det. Ja, nærmest kolossalt meget brug for det.

Det er nemlig kun tre procent af alle danske virksomheder, der bliver kontrolleret af skattevæsenet.

Det vil altså sige, at hele 97 procent af alle danske virksomheder IKKE kontrolleres af Skat, men blot kan skøjte igennem med, hvad de måtte finde på af skatteunddragelse og andet, som fører pengestrømmene udenom den danske statskasse – og vores allesammens velfærd.

Det er både et etisk og et økonomisk problem.

Læg dertil det fald i antal årsværk indenfor Skat, som diverse regeringer har gennemført i de seneste år, og det siger sig selv, at færre mennesker ikke kan nå det samme arbejde. Det kræver nemlig tid og kræfter at inddrive skatten fra de tilsyneladende genstridige virksomheder.

Men det er et slid, der kan betale sig på bundlinien, for pt. koster de manglende kræfter til dette arbejde os alle sammen mere end 14,1 mia kroner om året.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale, at der ansættes mange nye og dygtige medarbejdere i Skat, så alle – også virksomhederne – betaler det, som de skal, til det offentlige. For det er de penge, som vi lever af i det velfærdssystem, der gavner os alle sammen, også virksomhederne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk