Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkaer og ulve som afledning

Så er det i dag – på den sidste forårs-kalenderdag, at der skal stemmes om burkaforbuddet. Og selvom det med nærmest 100% sikkerhed bliver et ja, så vil sagen løbe med alle overskrifterne – præcis ligesom ulvene og ramadanen gjorde det tidligere på foråret.

For er der noget, der kan få danskerne op i det røde felt, så er det symbol-politik som ulve, ramadan og burka´er, der behændigt bruges som afledning for de vigtigere sager.

Dét er ikke overraskende – men stadig rystende. Og vi kalder os et oplyst folkefærd …

Men hvor oplyste er danskerne, når:

  • Ulve er vigtigere end de fattige børn, som der bliver stadig flere af – og der er mange i forvejen
  • Burkaer er vigtigere end at den østeuropæiske arbejdskraft systematisk får en markant lavere løn end danskere
  • Ramadanens faste er vigtigere end at vi i Danmark er begyndt at lovgive efter etnisk oprindelse

For muslimerne er blevet prügelknabe, og store dele af det danske folketing er enige om – trods et historisk stort økonomisk opsving –  at gøre livsvilkårene for alle socialt udsatte og dårligt stillede markant værre.

Det er den liberalistiske-fascistiske stat for fuld udblæsning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grimme ting sker også i maj

Årets måske smukkeste måned er i fuld gang – og i år endda i strålende sol og varme, og så er det nemt at tænke på is og hygge og grill og en god bog – og i det hele taget at nyde livet udendøre.

Men midt i alle herlighederne skal vi huske på, at sådan er maj måned ikke for alle. Slet ikke endda.

For det kan godt være, at syrenerne blomstrer og sender deres søde duft ud, men der er ikke noget sødt over livet som udsat i Danmark.

Tværtimod så strammes skruen hele vejen rundt overfor fattige, ledige, kontanthjælpsmodtagere, gamle, syge, hjemløse og så videre. Og dette til trods for at vi er midt i et opsving, og landet aldrig har haft flere penge.

Men vi har samtidig også en regering, der gør de (få) rige rigere og de mange flere fattige fattigere – og derudover lige sørger for, at den store middelklasse får en smule ekstra, men ikke for meget – men lige nok til at den er med på at holde underklassen nede.

Det er en djævelsk metode, som passer mere til en mørk novemberstorm og en kold november-regn, men det sker også her midt i den milde, blomstrende og grønne maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Behovet for et nyt europæisk forår

Foråret er i gang overalt i Europa … og dermed folder kontrasterne og det absurde sig ud i fuldt flor.

For mens bådene med flygtninge igen lander i stor stil på den græske ø Lesbos, så står den på glitter, glimmer og mere eller mindre dårlig popmusik i Portugals hovedstad Lissabon, der er vært for det årlige MGP.

Vi kan nemlig tilsyneladende sagtens bekymre os om skrig og skrål på en scene, men samtidig vende det blinde øje til menneskelig lidelse.

I dag – d. 9. maj – er det så Europa-dagen, hvad de fleste danskere nok ikke tænker ret meget over. Men kig på busserne – de flager skam med både Dannebrog og Europa-flaget i dag.

Og EU selv har sandelig ikke glemt dagen, for i dag åbner EU-Kommissionen for en online-høring, hvor europæerne kan fortælle, hvad vi mener om det europæiske samarbejde. De emner, som der kan tales om, er dog i forvejen blevet udvalgt af 80 (!) europæere, som var i Bruxelles i den forrige weekend – og som var udvalgt af EU-Kommissionen.

Det er Danmarksbloggens påstand, at danskerne vil være 100% ligeglade med dén høring – og kun opfatte den som endnu et bevis på, hvor langt der er fra Danmark til Bruxelles – og på det manglende demokrati i EU.

Danskerne er i stedet bekymrede over ulve i skoven, indbrud i privaten og indvandrerproblematikken som handler om alt fra flygtninge over integration og til islam og islams rolle i samfundet.

Det kan man så ignorere, hvad eliten i storbyerne er rigtig gode til. Men det du´r ikke. For der er en verden derude, hvor busserne kun sjældent eller aldrig kører – en verden med levende danskerne, der arbejder, betaler skat og bidrager ligeså meget til samfundet som storbyens kreative klasse og politikerne.

Så alles bekymringer skal tages helt alvorligt, hvis ikke samfundet skal sprække yderligere, og politikerleden nå de højder, så demokratiet kommer i fare. Så vi har brug for et nyt europæisk forår – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv fattige børn samme opmærksomhed som ulve

Tænk hvis fattige børn fik samme opmærksomhed som ulve?

For hvor er socialpolitikken i Danmark i disse år? Ja, den er mere fraværende end selv den mest sky ulvefamilie på Jyllands heder, som derimod fylder debatten.

For hele Danmark taler nemlig i pauserne mellem OK18 om ulve. For nu er den gal igen. Der er blevet skudt en ulv til manges store raseri, mens på den anden side flere fåreavlere og andre landmænd taler om, at mange af deres dyr er blevet taget af ulven, og at ulven derfor skal væk fra den danske natur.

Fronterne er altså trukket skarpt op mellem naturromantikerne og mellem dem, der lever af og i naturen. De første synes, at det er fantastisk, at ulven er ”vendt hjem” til den danske natur, mens de andre helst ser den forsvinde igen – og jo før, jo bedre.

Danmarksbloggen vil på ingen måde underkende problemet med ulve, men kunne godt ønske sig, at man gav Danmarks fattige børn samme opmærksomhed, som man giver ulvene.

For hvor er det glødende engagement, når det gælder om at give de mere end 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, en barndom, hvor de ligesom deres kammerater OGSÅ kommer i svømmehallen, kan få tre måltider mad om dagen og medicin, når der er brug for det?

For sådan er virkeligheden i dagens Danmark. Der findes i dette overflods-samfund, hvor mange børn per automatik får den nyeste mobil fra deres forældre, mere end 60.000 andre børn, hvis forældre ikke har råd til det mest basale – og slet ikke den teknologi, som man skal kunne mestre, hvis man skal have en chance i fremtidens samfund.

For bare et enkelt år i fattigdom i barndommen har negative konsekvenser i hele voksenlivet: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10399320/fattigdom-i-barndommen-saetter-negative-spor-hele-livet/

Og dét er langt mere oprørende end nogle omstrejfende ulve – men det gider ingen beskæftige sig med, medmindre man tænker på julen og andre lejligheder, hvor hattedame-godheden kan vise sig.

Men vi skal væk fra hattedamerne og de enkeltstående indsatser – og henimod en fyldestgørende og samlet socialpolitik, der sikrer ordentlige levevilkår til alle danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den rigeste danske procent ejer en tredjedel af formuen i Danmark

Sheriffen af Nottingham var en dårlig amatør, som ikke kunne få andet end nogle få poser guld ud af bønderne og småfolkene i egnen omkring Sherwood-skoven. Ja, selv den navnkyndige Joachim von And er nærmest en fattiglus sammenlignet med nutidens pengepugere.

Det er nemlig således, at den rigeste procent i verden ejer mere end halvdelen af  verdenens samlede formue, og udviklingen går den gale vej, således, at denne rigeste procent i 2030 vil have næsten to tredjedel af verdenens samlede formue. De kan altså bade sig i penge – sådan helt bogstaveligt.

I Danmark er det ikke ligeså galt, om end det er slemt nok. For her hos os sidder den rigeste procent på 30% af hele landets formue. Og ja, 30% er mindre, men det er stadig meget, og det er også forkert i et land, hvor vi hævder at hylde solidariteten. For vi kan ikke kalde os for et lige land, når 1 – som i én – procent af danskerne ejer en tredjedel af formuen i Danmark.

Det er tværtom en kæmpe-ulighed, som vi skal have gjort noget ved.

Læs mere om uligheden her: https://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/art6429001/I-2030-vil-den-rigeste-procent-eje-to-tredjedele-af-al-formue

Så vi savner en nutidens Robin Hood, som kan være med til at omfordele midlerne, indtil kun få har alt for meget, mens mange flere får, så de kan leve en anstændig tilværelse. For der er goder nok på denne jord til os alle sammen – hvis ellers vi kan finde beskedenheden frem og lægge grådigheden væk.

Og nej, intet menneske behøver flere biler eller flere boliger eller dyre pelse eller andet ligegyldigt skrammel. Vi behøver sundhed, uddannelse, kultur, samvær og kærlighed – og til meget af det skal vi bruge de penge, som ligenu samler støv – ikke i en pengetank, men på svulmende konti i diverse skattely.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pengemænd og reklamer gør medier ufrie

Vi skal have alternativer til DR. Private kan også lave public service, hævder regeringen som argument for at skrælle 20% af DR.

Danmarksbloggen siger: Ja, hvis de medier har en høj moral … og en god etik.

Men hvordan sikrer man det? For det er som bekendt en dårlig hund, der bider den hånd, som fordrer den.

Så hvordan kan vi som seere vide, at en tv-station, der er finansieret af en privat pengemand eller af reklamer, vil være i stand til at forholde sig objektiv og kritisk, hvis samme pengemand eller nogen af hans venner og bekendte og samarbejdspartnere er involveret i noget skidt?

Hvordan kan vi vide, at tv-stationen ikke har et overordnet politisk formål, som alting i nyhederne og i programmerne i øvrigt vinkles efter?

Svaret er, at det kan vi heller ikke. Svaret er, at pengemænd og reklamer ikke giver medier, som er objektive eller frie – men derimod medier, som er parter i det politiske spil, som alle medier ellers burde have travlt med at afdække og fortælle om i stedet.

Så pengene skal tilbage til DR – gerne med større krav om mere og bedre public service – og mindre ligegyldigheder som mangel-på-talent-shows og den slags.

For medierne skal være samfundets bidske vagthunde overfor alle med magt … i stedet for at være magtens forlængede arm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forårsjævndøgn – med sne og sol

Dag og nat er nu lige lange. Det er med andre ord forårsjævndøgn.

Men alligevel ligger der sne i store dele af landet, der er glatte veje mange steder og for kun få dage siden var der snestorm i dele af Danmark.

Det er hård kost for dem, der længes efter forår. Efter sol, varme og lys … også på andre områder.

For vejret afspejler så fint samfundets situation: Danmark har aldrig været rigere (her har vi foråret), men alligevel øges uligheden (her har vi sneen) på grund af grådigheden hos de herskende klasser (her har vi kulden).

Forskellen på naturen og samfundet er så, at i naturen kommer solen (ønsket om lighed) og varmen (solidariteten) altid tilbage. Det gør de ikke i samfundet. Her sker forandringerne kun, når vi mennesker vælger at gøre de rette ting – og her kniber det gevaldigt i øjeblikket for dem, der sidder med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk