Hvad handler filmen ”Kagefabrikken” om? Kager selvfølgelig, fristes man til at sige, og det er også rigtigt.
Overalt i filmen fra start til slut møder vi nemlig dej, cremer, flødeskum og færdige kager i alskens slags fra den sunde, men også sure broccoli-kage over mere klassiske danske kager (selvom de hedder noget andet – hindbærsnitten må fx have inspireret til filmens supersnitte) – og til arabiske kager, hvor især Iraks nationalkage – den dadel-og-smør-fyldte roulade kleicha – spiller en afgørende rolle.
Kager er også filmens hovedperson Niels Aggers liv. Desværre er Niels Aggers kagefabrik på randen af konkurs. Så der skal ske noget. Men hvad? Niels Agger – mesterligt og med stor nænsomhed spillet af Nicolas Bro – aner ikke sine levende råd, mens han sidder næsten nøgen og spiser kage på vippen over poolen derhjemme.
Det har han gjort længe til stor bekymring for konen Else, der spilles af Tine Gylling Mortensen med en nerve og en formidabel evne til med mimik at udtrykke alt det, som Else ikke kan sige til Niels.
Men nu sker der noget. Deres driftige datter June – spillet med stor opmærksomhed også på karakterens sødme og smerte af Emma Sehested Høeg – kommer hjem til den lille by direkte fra CBS med både moderne business-principper og en mand, der er så strømlinet og grænseoverskridende i sit sundheds- og karrierevanvid, at man hader ham lige med det samme. Han spilles knivskarpt af Andreas Jebro.
For nu skal der laves sunde kager, der slanker – og sælger. Projektet virker dødsdømt – og Niels Agger vil heller ikke bide til bolle.
I stedet forelsker han sig hovedkulds i den kønne muslimske rengøringsdame Zeinab, spillet med stor træfsikkerhed af Bahar Pers, som forstår at vise, at muslimske kvinder er andet og mere end tørklæder og undertrykthed. At de har både styrker, svagheder og egne dagsordner – præcis som alle andre.
Filmen tager derfra den ene uventede vending efter den anden, som man ikke – som i SLET ikke – forestiller sig i filmens start. Og både personerne og fabrikken ender nogle helt andre steder, end man har et kagevæsens chance for at gætte.
Dét er vidunderligt, og vejen går udover de famøse kager via aktuelle temaer som racisme, fat-shaming, sundhedshysteri, kultursammenstød og alt det andet, som buldrer og fylder i den offentlige debat – men som sjældent betyder noget nævneværdigt for nogen hjemme i privaten.
For her er – uanset detaljer som tro og hudfarve – vi alle optaget af os selv og vores nærmeste. At kunne give dem, vi elsker – og også os selv – de bedste betingelser for at kunne få det liv, som vi gerne vil have.
Alt godt fødes i vandet, siger et egyptisk ordsprog, og det er sandt. Vi vokser i vores mors mave i vand, og vi skal bruge vand til alt resten af livet. Vandet skaber liv og grøde, men det kan også dræbe. Noget, som er naturligt, hvis man, som mange stammesamfund i Østafrika gør det, ved, at Gud og Djævlen er en og samme sag.
Det er så noget, som de to yngste monoteistiske religioner kristendom og islam har svært ved at forstå. For her er det vigtigt, at noget er halal og noget andet haram – eller en dyd versus en synd. Men en fordømmmelses-båret-moral er en livs-forståelse, som passer dårligt sammen med det reelt levede liv, hvor vi ryger, æder, drikker og elsker – både når vi skal, og især måske når vi ikke skal.
Vi ser det hele, alle dyder, alle synder, haram og halal, folde sig ud i overdådighed i ”Kagefabrikken”, som er en sanselig film, hvor man kan se alt og høre alt. Indimellem drømmer man om, at man også kunne dufte og smage det, som sker på lærredet. Andre gange er man glad for at være foruden duft og smag. Syn og lyd er rigeligt. Ja, man må nærmest selv indimellem udstøde små lyde i biografens mørke for at give sine følelser udtryk.
Det er godt lavet af instruktør Christian Lollike, som sammen med Sigrid Johannesen har skrevet manuskriptet.
Christian Lollike er i øvrigt teater-menneske og 8 (!) gange Reumert-vinder, og det forstår man, når man ser filmen.
For filmen kommer i dén grad ud til os i publikum, selvom det kun sker via en skærms digitale interageren. Det er eminent, og giver en intens film skabt med sans for både sårbarheden i os og imellem os og vores relationer.
Samtidig får vi i dialogerne et fint blik for de sprækker, som afslører det indre i os, som vi ellers sjældent viser andre – selv vores nærmeste. Det er så ikke desto mindre dét indre, som definerer os og vores vej i livet. Veje, som ofte bliver til vildveje og omveje, selvom vi måske tror, at det er genveje.
Men alle veje fører til kage. Små kager, store kager, våde kager og tørre kager. Kager fører folk sammen. De bringer både det værste og det bedste frem. Tag bare tidens mange bage-programmer. Man kan sagtens både grine og græde over kage.
I filmen ”Kagefabrikken” er kager så mere end søde drømme og bittersøde minder. Kager er her benhård identitet og det mest eksistentielle i livet – også fordi det er kagerne, som sætter brødet på bordet hos alle i den lille by.
Nu skal intet røbes, men bid mærke i birollen Connie, spillet så det gnistrer af Claudia Gregersen. Både filmens Connie og virkelighedens Claudia Gregersen er nemlig med længder filmens modigste menneske i en opsigtsvækkende dans med både cremer og drys og kage. Filmens Connie får også – fortjent – stående applaus. Det burde vi også give skuespiller Claudia Gregersen i biffen.
Danmarksbloggen giver ”Kagefabrikken” fem ud af seks kager. Det er en morsom film. En alvorlig film. En spøjs film. En dyb film. En vild film, der taler til alle sanserne – også de ikke-fysiske. En film lige så grotesk som virkeligheden.
Der er premiere i dag over hele landet.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
