Tag-arkiv: Ellemann

Det Store St. Bededagsslag kommer nu

Udgivet den af
Svar

St. Bededag har flere gange i historien været årsag til en kamp, og nu skal der kæmpes igen. Denne gang om selve helligdagens eksistens.

SVM-regeringen vil nemlig fjerne helligdagen – og det asap. Lovforslaget om fjernelse af St. Bededag skal præsenteres og behandles så hurtigt som muligt, sagde udenrigsminister Lars Løkke i går.

HVIS det lykkes at fjerne St. Bededag, er det første gang i mere end 250 år, at der laves om i den danske helligdagskalender.

Sidst var i 1770, hvor Christian d. 7.´s livlæge og statsminister Struense i forbindelse med Den Store Helligdagsreform af 20. oktober 1770 slettede 11 ud af 22 helligdage, fordi den tyskfødte embedsmand mente, at tiden kunne bruges mere fornuftigt til arbejde.

Dét vakte ikke begejstring.

Struense overvejede også at slette St. Bededag, men valgte at lade være. Han var nemlig bekymret for, om københavnerne ville gøre opgør, hvis man tog de varme hveder og gåturen på Voldene fra dem.

I dag er det så primært fagforeningerne, som kommer til at gøre opgør, selvom også andre grupper som fx Folkekirken og dele af det borgerlige Danmark har protesteret over at fjerne St. Bededag.

For det her handler om langt mere end en herlig fridag – eller det at Danmark er et kristent land. Det handler om at respektere den danske model – og det gør SVM-regeringen ikke med dette udspil.

At en magtfuldkommen flertalsregering uden videre afskaffer en helligdag, er nemlig at bryde med selve grundprincippet om, at arbejdsmarkedets parter selv skal bestemme.

Så pt. er kursen sat mod storkonflikt. En storkonflikt, der kan kulminere i Det Store St. Bededagsslag – version 2.0.

For der var nemlig engang – fra 1800-tallet og indtil cirka omkring 1930, hvor drengene på Christianshavn og drengene på Amager mødtes på Volden med kæppe og slangebøsser St. Bededagsaften.

Formål: Det Store St. Bededagsslag, som var årets mest intense slåskamp. Det gav en del skrammer, blå mærker og blodtude – nogle af dem erhvervet i kamp, andre på flugt fra det politi, som hvert år blev sendt ud for at stoppe årets største slåskamp.

Det var dog for ingenting at regne for, hvad der overgik Struense (ham der afskaffede 11 ud af 22 helligdage) og hans nære medarbejder Brandt i 1772. De endte på hjul og stejle. Dét har gjort rigtig nas.

I den formentlig kommende storkonflikt vil vi forhåbentlig ikke opleve fysisk vold. Men der er mange måder at være voldelig på. Også fra magtens side – og det ser vi her.

Den nuværende regerings magtfuldkommenhed er en af disse. Treenigheden Frederiksen, Ellemann og Løkke varsler i hvert fald om en vilje til at vælge sine egne kæpheste fremfor at respektere eksisterende ordninger, befolkningens ønsker og andet vigtigt.

Deres enegang er skræmmende. Den er et direkte overgreb på demokratiet – og dermed meget farligere end en blodtud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå + rød = Kulsort SVM-regering

Udgivet den af
Svar

Den nye SVM-regering vil afskaffe St. Bededag.

Sidste gang en helligdag blev afskaffet, kostede det en tur på hjul og stejle. Okay, Struense afskaffede også mere end én helligdag. Faktisk røg dér hele 11 ud af 22 helligdage dér i 1772, og så gik han også i seng med dronningen.

Men begrundelsen var den samme dengang som nu: Danskerne skal arbejde noget mere.

Sådan er det. Lev med det, hedder det på nutidsdansk.

Men nej. Det du´r ikke.

Danmarksbloggen spørger derfor også, om byttegarantien gælder, når et land får en ny regering i julegave, som vi ikke kan bruge til noget.

For hvad skal vi med en SVM-regering, som hellere vil give skattelettelser end bekæmpe den stigende ulighed. Som tillader at landbrug og industri fortsat må svine løs, mens naturen betaler prisen. Som er klar på at lade studerende, syge og gamle betale resten af regningen.

Normalt når rød og blå blandes, får man lilla. Men på den politiske farveskala bliver dét farve-mix så kulsort, at de andre højrefløjspartier ikke har et reelt alternativ til SVM-regeringens politik.

De grønne venstrefløjspartier har derimod alletiders chance for at markere sig op til det folketingsvalg, som formentlig ikke er langt væk.

For hvem tror på, at Frederiksen, Ellemann og Løkke kan samarbejde på den lange bane?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningen koster liv

Udgivet den af
Svar

Statsminister Mette Frederiksen sagde til pressemødet i Statsministeriet i går, at:

Med det, vi gør nu, er det eksperternes skøn, at der i midten af april kan være cirka 870 indlagte med Covid på de danske sygehuse. Og der er fortsat mange mennesker i risikogruppen, som endnu ikke er blevet vaccineret.

Ord, som hun senere på aftenen også skrev på hendes FB, hvor hun tilføjede:

Det er i nu 12 måneder lykkedes os at finde den svære balance. I hvert fald nogenlunde. Derfor tror jeg på, at vi kan gøre det igen i de sidste få måneder frem mod sommer.

Men der er jo IKKE balance i at have 870 indlagte med COVID-19.

Da Danmark sidst lukkede delvist ned d. 7. december, var der 328 indlagte med COVID.

Da Danmark lukkede helt ned d. 16. december, var der 493 indlagte.

Antallet af indlagte steg så til langt over 900 i perioden omkring jul og nytår. For som bekendt er indlæggelserne cirka forsinket med to uger i forhold til smitten.

På det tidspunkt var hospitalerne pressede i bund – og personalet ved at knække – og alt ikke livsvigtigt blev udskudt.

Der var med andre ord kode-rød i det danske sundhedssystem.

Men ALTSÅ: Dette scenarium er man klar til at udsætte befolkningen og hospitalspersonalet for. Men det giver ikke mening.

Mange danskere mangler at blive vaccineret. Beboerne på plejehjemmene er ja, men man mangler stadig meget personale og mange ældre hjemmeboende. Ja, man er ikke engang gået i gang med de hjemmeboende 80-84-årige endnu.

Det er hovedløst – og hjerteløst at genåbne på den måde. For det er jo ikke kun antallet af syge, der stiger. Det er også antallet af døde.

For hvorfor nævnte statsministeren ikke i går, hvad det ville koste i liv? Dér ved jule- og nytårstid, hvor vi havde de virkelig høje indlæggelsestal, dér døde cirka 30-40 danskere HVER ENESTE DAG.,

Spørgsmålet er derfor: Hvor mange dage synes regeringen, at det er ok, at der dør 30-40 danskere OM DAGEN, bare så vi andre kan gå i butikker og købe sko, bøger og vinylplader?

Og hvad mener blå blok? De vil åbne endnu mere – og det vil så koste endnu flere liv. Det synes Venstres formand Ellemann så var i orden. Han sagde i hvert fald hos Lippert på TV2 News i går, at han gerne ville være statsminister nu og åbne endnu mere, selvom det kostede mange flere liv.

Så fik vi også manglen på moral hos Venstres formand skåret helt ud i pap. En moral, der er langt værre og mere flosset end hos regeringen, hvor man ellers er klar til at smide 30-40 danskere under bussen hver eneste dag.

Som almindelig dansker er man fucked … for nu at sige det på nutidsdansk.

Vi har nogle politikere, som er villige til at ofre mange danske liv, bare så butikkerne kan tjene flere penge. Prøv lige at lade dén synke ind.

Og så har vi ikke engang været inde på, at den dominerende virus-variant, den britiske, er 30% mere dødelig end den, som huserede omkring jul og nytår – og at risikoen for indlæggelse med den britiske variant øges med 60%. Vanviddet accelerer.

Og helt personligt skal jeg ærligt indrømme, at jeg har mistet min tiltro til en del mennesker i den sidste tid …

Nemlig alle dem – både offentlige personer og private, som sætter penge over menneskeliv, som skriger genåbning så højt, at ingen kan høre sukket fra den sygeplejerske, som nu i måneder har kæmpet en til tider forgæves kamp for at redde COVID-syges liv … eller gråden fra den, som har mistet et elsket medmenneske til den satans virus.

Dét arbejde og dén sorg skider det store flertal af danske politikere højt på. Det er så grimt, så lavt. Noget i min tillid til de danske politikere er gået helt i stykker i de sidste dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Udgivet den af
1

Julefreden er definitivt forbi. Og det handler for en gangs skyld IKKE om Corona, men om dårlig, gammeldags magt-politik: Kampen om magten i Venstre – og i Danmark.

Så der spilles med de helt store terninger i disse dage.

Støjberg rækker nemlig ud efter formandsposten i Venstre. En post, som hun måske kan få, hvis det 1) lykkes hende at undgå en rigsretssag – og 2) derpå fremtvinge et valg om formandsposten i et Venstre, der har tabt masser af stemmer, siden Ellemann blev ny politisk leder i efteråret 2019.

Samme Ellemann rækker så ud efter nøglerne til Statsministeriet, hvis det lykkes at få stillet Støjberg for en rigsret.

For så er vejen banet for, at han og de andre borgerlige måske kan få stillet statsminister Mette Frederiksen for en rigsret i minksagen. Ellemann kan i hvert fald hævde, at han er bannerfører for lov og orden – uanset om det så er hans egen næstformand, som står for skud.

At Støjberg så aldrig har været Ellemanns ønske om en næstformand, har mange glemt. Men husker man tilbage til efteråret 2019, vil man kunne erindre, at der var et kampvalg mellem Trane Nørby og Støjberg. Et valg, som Støjberg vandt.

Samme Støjberg, som Instrukskommissionen har vurderet godt vidste, at hun handlede ulovligt, da hun skilte asyl-ægtepar.

Om der så kommer en rigsretssag med Støjberg, vil de kommende dage vise. Men svaret på det kommer til at bestemme de kommende års politik i Danmark – også langt udover Venstres rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Udgivet den af
Svar

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Udgivet den af
2

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk