Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk