I dag ville det være St. Bededagsaften – og i morgen St. Bededag. Men det sker ikke i år. Dagen er væk som officiel helligdag – og fridag.
Fridagen, som regeringen snuppede fra os sidste år, selvom den specielle dag ellers havde overlevet både en statsbankerot i 1813, tabet af Norge i 1814, nederlaget ved Dybbøl 1864 – og de to verdenskrige i 1900-tallet.
Men den magtfuldkomne SVM-regering blev altså enden for St. Bededag – i hvert fald som fridag.
For der er ingen, der forhindrer os i at holde St. Bededag. Vi kan gå på voldene – hvis vi vil. Vi kan spise varme hveder – hvis vi vil. Og vi kan også tage en fridag – hvis vi vil.
Rent kirkeligt var St. Bededag engang en stor bededag med flere gudstjenester. Det er meget længe siden, og de fleste kom vist også kun, fordi der var en form for mødepligt – i hvert fald i de år, hvor pietismen styrede.
Men i de seneste mange årtier har St. Bededag rimet på konfirmation. Det kniber det så med i år.
MEN gåturen, hvederne og fridagen har vi stadigvæk, og i øvrigt er der mange kirker, som holder fast i at højtideliggøre dagen med gudstjenester og lignende.
Desuden skal man ikke være sikker på, at St. Bededag ikke kan vende tilbage som fridag og officiel helligdag.
Det parti, som kan garantere helligdagens comeback, får som minimum 10% af alle afgivne stemmer til næste folketingsvalg.
For danskerne er ikke trætte af St. Bededag – tværtimod så vil et stort flertal af danskerne have St. Bededag tilbage.
Det samme gælder ikke for SVM-regeringen, som er historisk upopulær. Så væk med regeringen – og ind med St. Bededag.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk