Månedsarkiv: oktober 2019

Halloween skræmmer ikke, men det gør menneskesindet

Udgivet den af
1

Halloween-aften er i aften. Det er altså den aften, hvor vi kan forvente at få besøg af børn klædt ud som hekse, spøgelser, vampyrer, zombier, mumier og andre uhyggelige væsener, mens de med fremstrakte plastic-græskar siger slik eller ballade.

Skikken er relativ ny i Danmark, og er i grunden ret hyggelig – trods uhyggen. Så selvfølgelig skal de kære små, der banker på døren, have lidt slik og et ”uh, hvor er I skræmmende” med på vejen. Så bliver de glade.

Skikken med at klæde sig ud som det onde for på den måde at holde netop det onde fra livet repræsenterer imidlertid noget langt mere dystert og mørkt end slik og udklædte børn, nemlig angsten for det rigtig onde, som vi mennesker altid har haft – og som vi altid har haft travlt med at placere udenfor os selv.

For vi helt almindelige mennesker er jo ikke onde, vel? Vi er gode og rare og vil kun hinanden det bedste.

Men er vi nu ikke onde – bare engang imellem? Har vi ikke alle mørket i os? Kender vi ikke til det fx at fryde os, når noget går galt for andre, især måske for dem vi ikke kan lide? Ja, måske lægger vi endda andre hindringer i vejen? Bagtaler og sladrer om andre? Bevidst planter historier om kollegaer?

Ja, men alt det er jo ingenting sammenlignet med mord og vold og overgreb, siger vi måske så i forsvar for os selv – og nej, den stille skadefryd og den lille sladder og den store løgnehistorie er selvfølgelig slet ikke det samme som at pine og myrde et andet menneske.

MEN følelsen – den negative og selvretfærdige følelse – kommer af det præcis samme mørke. Af den lille hverdags-ondskab, som vi alle har i os.

For vi har – hvad enten vi kan lide det eller ej – i os naturlige anlæg for at kunne dyrke netop det mørke, den hverdags-ondskab. Fordi det udspringer af helt almenmenneskelige grundvilkår som angsten for hvad der skal ske, frygten for det ukendte, ønsket om selv at stige i anseelse og glæden ved magt over andre mennesker.

Undertegnede er derfor heller ikke spor bange for alverdens udklædte skræmme-væsner på en Halloween-aften som i dag. De er blot søde med deres slik-og-ballade-attitude.

Undertegnede er derimod skræmt som ind i Helvede af den ufattelige ondskab, der ligger latent i menneskesindet – og som kan slippes løs, hvis der trykkes på de forkerte knapper. For når først ondskaben får fat i et menneske – eller i en gruppe af mennesker eller måske en hel befolkning – så er der ingen grænser for opfindsomheden, når det handler om at gøre andre ondt, både fysisk og psykisk.

Dét har vi set talrige gange, når folkeslag eller grupperinger har lavet massakrer på andre folkeslag eller grupperinger – og det vil ske igen mange gange, og kan også ske på vores breddegrader.

Ikke at nogen starter med at sige: Lad os udrydde dem. Enhver, der ønsker at skille sig af med en gruppe af andre mennesker, starter med at udnævne den gruppe mennesker til syndebuk, derefter dehumanisere dem – og så er vejen banet til overgreb og massakre.

Lyder det bekendt og som noget, der foregår lige nu – også i vores land? Så er det måske fordi, at det er rigtigt – og at dét ikke kun sker Halloween-aften d. 31. oktober, men året rundt.

Så vi har sandelig grund til at være bange – men ikke kun i dag – og tusind gange mere for det, som vi ser i spejlet end for alverdens hekse, spøgelser, vampyrer, zombier. mumier og andre uhyggelige væsener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Udgivet den af
Svar

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Prins Joachim fortæller”

Udgivet den af
3

DR havde i går premiere på Nordisk Films serie om Danmark og prins Joachim.

Det første afsnit handlede om tro, og der indledes med, at prinsen fortæller om, hvordan Danmarks historie også er hans families historie.

Lige det mærker man så ikke noget til i den ultrakorte gennemgang af troens historie i Danmark – startende med dengang vi troede på aserne over til kristendommens indførelse og derfra i hurtig rækkefølge til reformation og grundlov.

For nok fortæller prins Joachim, at han har en kristen tro, selvom han ikke går ret meget i kirke. Han tager også gerne selfies sammen med Jellingestenen og Skibbykrøniken, og han besøger en konfirmand-klasse – både i undervisningen og på deres store dag, hvor han møder op udenfor kirken.

Han giver med andre ord et billede af sig selv som en almindelig dansker – men det er han jo ikke. Hans familiehistorie ER knyttet sammen Danmarkshistorien, men alligevel hører vi ikke om hans tanker om fx Christian d. 4., der i den grad forfulgte de såkaldte hekse. Ja, Christian d. 4 nævnes end ikke i udsendelsen. I stedet udnævnes en ukendt adelsmand til Danmarks mest ivrige heksejæger – selvom dén titel nu nok burde tilfalde prinsens egen forfader.

Overgangen fra katolicisme til protestantisme beskrives også som fredelig – hvilket er en decideret fejl, da Danmarks eneste borgerkrig, nemlig Grevens Fejde, var det, som kendetegnede overgangen. Ja, borgerkrigen handlede også om kongemagten – om hvorvidt kongen skulle være Christian d. 2 eller Christian d. 3. Men magt og tro hang nøje sammen dengang i 1500-tallet, så det burde have været nævnt.

Det samme burde Grundtvig – og måske også de andre salmedigtere, som er årsagen til at vi har verdens smukkeste salmebog. Dét nævnes heller ikke. Men i hvert fald Grundtvig skulle have været på banen, da det som uden sidestykke er ham, der har formet den nuværende danske kristendom mest. Men ikke med ét ord nævnes denne åndskæmpe.

Til gengæld besøger vi et nutidigt katolsk kloster med en lattermild og sympatisk nonne, som fortæller mere om hendes møde med den sekulære verden end om hendes tro.

Udsendelsen forsøger i det hele taget at balancere mellem troen og det sekulære – og den er bange for at støde nogen på manchetterne, og det er synd.

Prins Joachim er i sig selv en glimrende formidler, men han har ikke meget at formidle her. Det kunne der have været – også fx det store kirkebyggeri i middelalderen, som lige nævnes kort sammen med klostrene, hvorefter man fokuserer på klostrene, selvom det var det store danske kirkebyggeri, som var enestående. Ingen andre lande i Europa gjorde noget tilsvarende.

Enevældens måde at være kirke på, genindførelsen af konfirmationen, salvingen af de danske konger i Frederiksborg Slotskirke (hvor han selv blev gift med Alexandra) og opfattelsen af at kun Gud stod over kongen nævnes heller ikke – selvom det spillede en stor rolle i den måde, som samfundet fungerede på fra midt i 1600-tallet og to århundreder frem, altså indtil Grundloven.

Og herfra drejer det sig så om Grundtvig, men også om væsentlige teologer i 1900-tallet og om fx indførelsen af en kirkelig vielse mellem to af samme køn, som heller ikke nævnes overhovedet.

Ja, når det kommer til nutiden slås det blot fast, at vi alle har en frihed til at tro det, som vi vil.

En fattig udmelding i en tid, hvor religions-konflikterne bliver flere og flere, hvor religion fylder mere i samfundet end det har gjort i mange generationer, og hvor vi derfor ikke længere kan nøjes med at gøre religion til en privatsag.

Det er som om at man i tilrettelæggelsen har manglet en konsulent, som rent faktisk ved noget om tro og historie – og det er skam. Det er også en skam, at det måske er uforeneligt at være kongelig og for alvor gå i kødet på emner, der betyder noget i nutiden som fx tro.

Danmarksbloggen giver to ud af seks Dannebrogsflag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. For en kort gennemgang af prins Joachims slægt og troen kunne se således ud (men kun én af dem nævnes i udsendelsen):

Manden har i hans slægt en mand, der indfører kristendommen (Harald Blåtand – ham hører vi om), en martyr og helgen (Valdemar den Stores far Knud Lavard – ingen af dem hører vi om), en borgerkrig om troen og magten (Frederik d. 1, Christian d. 2 og Christian d. 3 – ingen af dem nævnes), en heksejæger af rang (Christian d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der begår bigami, og er gift med to kvinder på samme tid (Frederik d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der indfører et meget strengt religiøst regimente (Christian d. 6 – ham hører vi ikke om) og så endelig alle de konger, der salves som Guds udsendinge på jord (dem hører vi heller ikke om).
Endelig havde det været oplagt at nævne mandens egen mor – og hendes stærke forhold til kristendommen. For Dronningen har ved flere lejligheder selv sagt, at hun i troen finder styrke til sin gerning.

Hvem er Danmark?

Udgivet den af
Svar

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Udgivet den af
1

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rådhuspladsen – en del af et eventyr

Udgivet den af
Svar

Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen, sagde Dronningen, da hun åbnede Cityringen for halvanden uge siden.

Det store arrangement fandt sted på Rådhuspladsen – og måske der var for mange mennesker til at Dronningen lagde mærke til det.

For det var ikke kun Kongens Nytorv, som vi fik igen for halvanden uge siden.

Landets største plads – hér danskerne mødes for at fejre hjemvendte sportsfolk som EM i 92 – men også andre store og større begivenheder som befrielsen i 1945 – har vi også fået igen.

Der er selvfølgelig tale om Rådhuspladsen, som nu igen myldrer med liv overalt. Og efter Danmarksbloggens mening i en version, der er smukkere end måske nogensinde.

For Rådhuspladsen anno 2019 er stor og åben – som i stor og åben. Der er simpelthen så meget rum og luft, at det vil gibbe i enhver bygherre for at udnytte de ledige kvadratmetre.

Men den megen plads skal ikke bruges til noget som helst andet end at rumme danskerne og danskernes glæde både til fest og fejring – men især til hverdag.

Det er så dejligt. Og særligt smukt er det, når man kommer op fra den nye metro, Cityringen, og ser panoramaet med indgangen til Strøget, Rådhuset, H. C. Andersen-slottet – og Industriens Hus, som virkede alt for stort, dengang de grønne plankeværk stod på Rådhuspladen, men som nu er smuk med sine glasfacader.

Rådhuspladsen er nemlig Københavns centrale plads – og i sin nuværende form kan den endda konkurrere med den gamle, fornemme og smukke Kongens Nytorv om at være den flotteste.

Tænk engang: I landets hovedstad har vi de to fineste pladser beliggende i hver sin ende af Strøget. Det er nærmest som et eventyr, der både starter og slutter lykkeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne ghetto – et samfundsproblem

Udgivet den af
Svar

Den franske præsident har været ude og sige, at Frankrig må se sandheden i øjnene, nemlig at der er et problem med indvandringen – og at det er de fattigste befolkningsgrupper, som betaler prisen. Mens de velhavende i bymidterne ikke ser problemerne, da problemerne ikke findes der, hvor dem ved muffen færdes.

Danmarksbloggen er tilbøjelig til at være enig med den franske præsident – og vil gerne tilføje, at det ikke kun er i Frankrig, at de velhavende og især den kreative klasse klumper sig sammen i de maleriske bymidter.

Men at det sker over hele Europa – og også i Danmark, og at det betyder, at kun få mennesker har råd til at bo centralt.

Så alle steder har vi gyldne ghettoer i de centrale dele af de store byer.

Gyldne ghettoer hvor den kreative klasse lever et behageligt liv med spændende jobs, gode lejligheder, kultur og kunst lige rundt om alle gadehjørner – samt med mennesker ligesom dem selv, der også læser de nye bøger og kan tale med om de store klassikere.

Men kun få i den kreative klasse kender til problemerne i andre dele af samfundet. I stedet sidder segmentet på caféen med en hundedyr cafe latte foran sig, og harcelerer over den manglende tolerance og forståelse hos dem, som er bange for at miste deres job.

Eller føler sig truet af en bande indvandrerdrenge, hvis de går visse steder i deres nabolag eller andre mulige andre ting, som er hverdag – også i Danmark.

Det du´r selvsagt ikke – og hvis ikke vi skal overlade løsningerne til mennesker som Vermund og Thulesen Dahl, så må vi reagere nu … og det er ikke nok at gå i gang med de grimme ghettoer, hvor indvandrerne bor.

Vi må også i gang i de gyldne ghettoer. Indførelse af bopælspligt i de store byer kunne fx være en god start hurtigt fulgt op af mange billige lejeboliger til familier med almindelige indtægter, unge studerende og ældre.

Vi er også nødt til det – hvis ikke samfundet skal knække over … og det haster … det er lige op over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens spåmand fik ret omkring penge og renter

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen har fået sin egen spåmand …

Han hedder Ole Frederiksen og skrev tilbage i august denne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10718

Her forudser Ole Frederiksen, at flere banker vil følge Jyske Banks eksempel om, at det skal koste penge at have penge stående – samt at beløbsgrænsen vil gå væsentlig længere ned end de 7,5 millioner, som den var ”dengang” for halvanden måned siden.

Og det er eksakt hvad, der sker nu, hvor flere og flere banker indfører såkaldt negativ rente, altså at du skal betale penge for at have penge stående. Og beløbsgrænsen for hvornår du skal det, bliver lavere og lavere – og nærmer sig et niveau, hvor middelklassen er ved at være med.

Udviklingen er så måske alligevel ikke overraskende. For dna´et i enhver god forretning er, at andre overtager den samme gode forretning, når de kan se, at den virker.

Og det gælder også bankerne … ja, det gælder måske især bankerne, hvis forretning er penge.

For stik mod hvad mange tror, så er en bank ikke en serviceinstitution – men en butik med penge som eneste vare på hylden. Penge er til gengæld også en vare, der aldrig går af mode – eller bliver for gammel.

Og nu kan bankerne altså tjene endnu flere penge … på penge. Det er genialt – set fra deres synspunkt.

Samtidig vil de professionelle pengefolk også afskaffe kontanter. For ingen skal undslippe bankernes tøjlesløse grådighed, når det kommer til at hive penge op og ud af lommerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Pigen med bomberne” på Mungo Park

Udgivet den af
1

Sagen om Kundby-pigen (hende, der ville bombe den jødiske Carolineskole i København og Sydskolen i Fårevejle) vakte alle danskeres interesse i 2017.

Men hvad skete der egentlig i den 15-årige piges hoved? Dét spørgsmål forsøger instruktør Tue Biering at svare på i sit nyeste teaterstykke ”Pigen med bomberne”, som spiller på Mungo Park.

Scenen er tom og mørk. En lyshåret, ung pige med ansigtet oplyst af mobilens skærmlys dukker frem. Alt, hvad hun og de andre piger foretager sig, gør de, fordi de på sms har fået at vide, at de skal.

Flere og flere piger kommer frem. Alle med hovedet dybt begravet i mobilen, og dette gør det umuligt for de tre voksne kvinder (som også er en del af forestillingen) at nå ind til pigerne. De tre kvinder prøver alle at finde ud af, hvad der kunne få en ganske ung, dansk skolepige til at ønske at lave et terrorangreb.

Kvinderne er et spejl af den gennemsnitlige dansker; uforstående, med et ønske om at forstå, men samtidig bange. Bange for den nye trussel. For den unge pige passer jo ikke på profilen af en såkaldt terrorist, men det var hun jo.

Men hvis ikke hun passer på den stereotype karakter, som mange i Danmark har om en terrorist – hvordan kunne hun så alligevel havne i den situation? Var hun vred? Forført af en tanke om at skabe et hul i verden, som ikke kunne overses? Var det opmærksomhed, der trak i hende? Eller var det en følelse af afmagt?

Vi får ikke et definitivt svar på de spørgsmål i stykket. Men alle sten bliver vendt, og alle argumenter bliver diskuteret. Dog bliver det hele lidt for meget en repetition af sig selv, og der er ikke mange tanker, som ikke allerede havde været på bordet, da sagen stadig var en sensation med nyhedsværdi.

En anden ting, der er i overflod, er rekvisitter.

Scenegulvet er bogstaveligt talt oversvømmet af rekvisitter og kostumedele, da alle skuespillerne kommer ind til sidst for at bukke og modtage publikums klapsalver. Rekvisitterne er overalt, og de tager desværre hurtigt fokus væk fra de dygtige skuespillere, som kommer med nogle udmærkede overvejelser over, hvorfor en ung pige bliver terrorist.

Forestillingens fokus bliver desværre også fjernet fra kvindernes egne idéer om, hvorvidt deres datter da ikke kunne blive sådan, eller at de måske selv kunne have gjort noget lignende i den alder. Det er rigtig synd for både de dybe psykologiske overvejelser, som kvinderne har – samt for nogle af rekvisitterne, som giver stykket en kant og en dybde, som er meget unik. Men det drukner desværre i bjergene af stof, røg og acetone.

Men midt i alle rekvisitterne skinner slutningen på stykket alligevel igennem.

Den hær af piger, som af de udefrakommende og uforstående voksne bliver udstyret med våben og motiver, står truende og tårner op over den rodede scene. Og da de voksne går, vender de unge piger tilbage til deres hverdag og deres mobiler. For ikke alle unge piger har ondt i sinde, når det kommer til stykket – selvom én havde.

For én havde. En, der var god til at lyve. En, der ikke var helt som de andre. En, der senere skulle blive kendt som Kundby-pigen – ”pigen med bomberne”.

Men hvem var hun? Det ved vi egentlig stadig ikke – og måske får vi det heller aldrig at vide.

”Pigen med bomberne” på Mungo Park får 4 ud af 6 sprængfarlige bomber af både Isabella Auken og Anna M. T. Frederiksen

Stykket spiller indtil 12. oktober.