Hip-hip-hurra for Onkel Reje

Danmarksbloggen skal ærligt indrømme, at den aldrig havde set eller hørt Onkel Reje, før shitstormen – og støttestormen – rejste sig. Jo, navnet var bekendt. Men Danmarksbloggen havde aldrig beskæftiget sig med denne pirat-lignende figur, som ellers i flere år har huseret hos DR.

Men nu måtte Danmarksbloggen jo i gang med at se og høre nærmere på fænomenet Onkel Reje.

Hvem og hvad er denne Onkel Reje, som deler vandene noget så eftertrykkeligt?

Er han en pædagogisk åbenbaring pga. hans politiske ukorrekthed, som mange fra børn til kendte mener? Eller er han den sataniske forfærdelighed, som skader børn, som andre beskylder ham for at være?

Ja, en gennemgang viste, at det var hverken-eller.

Onkel Reje er – som Danmarksbloggen ser ham – en underholdende figur, der siger, gør og synger det, som ”man bare ikke gør”. Han er altså upassende i en grad, så det er hylende morsomt.

SATIRE på et eksistentielt plan.

Man skal derfor være meget firkantet i hovedet, hvis man skal være i stand til at misforstå/mistolke noget af det, som Onkel Reje fyrer af. Dét er børn ikke. Børn er superskarpe, så de gennemskuer onkel Reje på et sekund – og storgriner af hans geniale tosserier.

Onkel Reje er altså hverken særlig farlig eller særlig super-pædagogisk. Han er noget så vidunderligt som skøn underholdning. SPAS.

Men at noget – som altså Onkel Reje – kan være så uskyldigt og så fint er åbenbart svært at forstå for de mennesker, som deler andre mennesker op i kasser med labler på efter devisen: Han er ligesom mig, så han er god nok. Eller: Han er anderledes end mig, så han er ikke god nok.

Den slags mennesker med kasse-og-label-og-dømme-trang er der for mange af. Deres yndlingsbeskæftigelse er at forpeste tilværelsen for andre – og nu også for Onkel Reje, hvis alterego Mads Geertsen har måttet sygemelde sig.

Og det er – og nu bander jeg – fanme ikke i orden.

En ting er ikke at kunne lide Onkel Reje. Det er en ærlig sag. Ingen kan lide alle tv-programmer. Men at overfalde en mand på dén måde, som det er sket her – og som er så groft i sin chikane og trusler, at sagen er politianmeldt. Det er fanme for dårligt.

Onkel Rejes altergo Mads Geertsen er en mand, der bare vil underholde og skabe grin og glæde. Så at gå efter ham på den måde, som det er sket, er en råhed og et barbari, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund.

Det er den verbale version af høtyve og brændende fakler – og man kan næsten se hvide spidse hætter dratte ned og dække de sølvpapirshatte, som angriberne har på i forvejen. For ja, der er lige linie mellem dem, som fører an i kampen mod onkel Reje og så dem, der mener, at Corona er en hoax, og som er imod vaccinen.

Man kan derfor passende spørge: HVEM er idioterne? Os, som anerkender videnskab og fakta, og som griner af Onkel Rejes påhit – eller dem, som seriøst mener, at Onkel Reje er farlig, og som ikke vil tage en Corona-vaccine, fordi de mener, at Bill Gates eller andre fra den i deres fantasi eksisterende organisation Deep State har puttet noget i vaccinen, så ”de” kan overvåge og styre os.

Dét kræver ikke ret lang tid for et normalttænkende menneske – barn eller voksen – at se, hvem der er bimlende-bamlende bims – og hvem der lever i den rigtige verden.

Selv er Danmarksbloggen blevet fan af Onkel Reje. Kæmpe-mega-stor fan. Han er sjov – og så rører han måske indimellem ved noget, som det er godt at snakke med sine børn med. Hvorfor skal man gå i bad fx?

Den slags med at tale med sine børn hedder i øvrigt forældreansvar – og kan sammen med tid og omsorg generelt anbefales. Både i sig selv og som et værn mod at ens børn som voksne bliver dømmende mennesker med hang til konspirationsteorier og andet ildelugtende nede fra bundslammet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes

12 mennesker døde i Paris igår, fordi der findes kræfter i vor demokratiske verden, som ikke accepterer den menings-, tros- og ytringsfrihed, som vi har i Vesten.

Det er totalt uacceptabelt.

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den må være absolut og 100%.

Man skal kunne skrive, sige og tegne lige, hvad man har lyst til. Og ja, det er okay at søge provokationen og satiren. Det er endda vigtigt i et demokratisk samfund.

Er nogen uenig/sur over/vred over noget, der bliver sagt eller skrevet, er han eller hun velkommen til at modargumentere, demonstrere (fredeligt) eller sågar slæbe den, som vedkommende mener er gået over stregen, i retten.

Sådan er betingelserne i Vesten. Punktum.

Ytringsfriheden er absolut. Den kan ikke gradbøjes – og aldrig knægtes.

Danmarksbloggen bringer derfor idag flere tegninger, både nogen af private og andre fra Charlie Hebdo.

Vive la satire, vive la liberté d’expression, vive Charlie Hebdo

(På dansk: Leve satiren, leve ytringsfriheden, leve Charlie Hebdo)

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det slører stadig … satire med mening

Satiriske programmer har en lang og velfunderet tradition i Danmark – og det nyeste skud på stammen er “Det slører stadig” på DR2.

“Det slører stadig” er et satireshow, der løfter sløret for et mellemøstligt pigeunivers som aldrig før set, som de fire piger selv skriver det på showets Facebook-side:

http://www.facebook.com/detslorerstadig

“Det slører stadig” er i en tid med meget stand-up og deraf følgende snak om pik og patter noget så vedkommende som satire med mening, med vid og bid.

I showet tager de fire piger, Ellie, Sara, Naghme og Ajlaf, alskens fordomme under behandling. Al forstillelse om tolerance og åbenhed i det danske samfund – og blandt danskerne, uanset om de er født i Præstø eller Palæstina – bliver revet væk som et let slør på en dansk sommerdag.

Som reporteren fra Dubai, der undersøger det danske frisind og – som efter at have fundet ud af, at danskerne synes bare bryster er ok, men at burkaer ikke er det – må konkludere: Kom kun til Danmark, hvis du kan lide at være nøgen …

Eller som den unge pige, der vil have en lejlighed, men ikke får den, da den “venlige” apoteker/sagsbehandler i Bodil Jørgensens skikkelse ikke vil overtræde hendes grænser. For i din kultur bor I mange sammen, også flere generationer, og det er bare så smukt. Så det skal du da også. Så kan du også sende flere penge hjem til Pakistan, som Bodil Jørgensens figur forklarer pigen … der i øvrigt vistnok slet ikke er pakistaner.

Eller reportagen fra Eid-festen, hvor en flok unge menensker sidder og hygger med kage, cola og fjernsyn, da tv-holdet ankommer for at reportere fra en Eid-fest for allerførste gang. Men der er problemer.

For sådan her går det jo ikke. Der skal være mavedans, etniske sange og yallah-yallah-råb. Ellers er det jo ikke en rigtig muslimsk fest, siger reporteren, og da de unge mennesker gerne vil i fjernsynet, giver de ham, hvad han vil have.

Og så er alle glade. For så kan reporteren glædestrålende meddele i sit indslag til tv-avisen: Der festes hårdt og voldsomt, når det er Eid. Det er ikke for sarte sjæle!

Efterfølgende er han også glad og siger til de unge mennesker, der igen sidder omkring sofabordet og ser tv med deres kage og cola indenfor rækkevidde: Det var godt, at vi lavede det om til mavedans, yallah-råb og etnisk musk. Det var meget mere muslimsk på den måde …

Og så er der de faste indslag som for eksempel Etnica Dating og den street-wise pige Latifah, der interviewer både museumsdirektører, professorer og politifolk i et forsøg på at forstå det danske samfund bedre – og give relevant viden videre til hendes trofaste seerskare, der tæller flere og flere.

Men man kunne godt ønske, at endnu flere så showet over det ganske land – fra Mjølnerparken til Middelfart, fra Tarm til Tisvildeleje.

For “Det slører stadig” er uden sidestykke det mest intelligente og mest relevante satire- show i dansk tv i øjeblikket!!! Det er satire med mening … og smil … uanset hvad side af sløret man befinder sig på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk