Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes

12 mennesker døde i Paris igår, fordi der findes kræfter i vor demokratiske verden, som ikke accepterer den menings-, tros- og ytringsfrihed, som vi har i Vesten.

Det er totalt uacceptabelt.

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den må være absolut og 100%.

Man skal kunne skrive, sige og tegne lige, hvad man har lyst til. Og ja, det er okay at søge provokationen og satiren. Det er endda vigtigt i et demokratisk samfund.

Er nogen uenig/sur over/vred over noget, der bliver sagt eller skrevet, er han eller hun velkommen til at modargumentere, demonstrere (fredeligt) eller sågar slæbe den, som vedkommende mener er gået over stregen, i retten.

Sådan er betingelserne i Vesten. Punktum.

Ytringsfriheden er absolut. Den kan ikke gradbøjes – og aldrig knægtes.

Danmarksbloggen bringer derfor idag flere tegninger, både nogen af private og andre fra Charlie Hebdo.

Vive la satire, vive la liberté d’expression, vive Charlie Hebdo

(På dansk: Leve satiren, leve ytringsfriheden, leve Charlie Hebdo)

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det slører stadig … satire med mening

Satiriske programmer har en lang og velfunderet tradition i Danmark – og det nyeste skud på stammen er “Det slører stadig” på DR2.

“Det slører stadig” er et satireshow, der løfter sløret for et mellemøstligt pigeunivers som aldrig før set, som de fire piger selv skriver det på showets Facebook-side:

http://www.facebook.com/detslorerstadig

“Det slører stadig” er i en tid med meget stand-up og deraf følgende snak om pik og patter noget så vedkommende som satire med mening, med vid og bid.

I showet tager de fire piger, Ellie, Sara, Naghme og Ajlaf, alskens fordomme under behandling. Al forstillelse om tolerance og åbenhed i det danske samfund – og blandt danskerne, uanset om de er født i Præstø eller Palæstina – bliver revet væk som et let slør på en dansk sommerdag.

Som reporteren fra Dubai, der undersøger det danske frisind og – som efter at have fundet ud af, at danskerne synes bare bryster er ok, men at burkaer ikke er det – må konkludere: Kom kun til Danmark, hvis du kan lide at være nøgen …

Eller som den unge pige, der vil have en lejlighed, men ikke får den, da den “venlige” apoteker/sagsbehandler i Bodil Jørgensens skikkelse ikke vil overtræde hendes grænser. For i din kultur bor I mange sammen, også flere generationer, og det er bare så smukt. Så det skal du da også. Så kan du også sende flere penge hjem til Pakistan, som Bodil Jørgensens figur forklarer pigen … der i øvrigt vistnok slet ikke er pakistaner.

Eller reportagen fra Eid-festen, hvor en flok unge menensker sidder og hygger med kage, cola og fjernsyn, da tv-holdet ankommer for at reportere fra en Eid-fest for allerførste gang. Men der er problemer.

For sådan her går det jo ikke. Der skal være mavedans, etniske sange og yallah-yallah-råb. Ellers er det jo ikke en rigtig muslimsk fest, siger reporteren, og da de unge mennesker gerne vil i fjernsynet, giver de ham, hvad han vil have.

Og så er alle glade. For så kan reporteren glædestrålende meddele i sit indslag til tv-avisen: Der festes hårdt og voldsomt, når det er Eid. Det er ikke for sarte sjæle!

Efterfølgende er han også glad og siger til de unge mennesker, der igen sidder omkring sofabordet og ser tv med deres kage og cola indenfor rækkevidde: Det var godt, at vi lavede det om til mavedans, yallah-råb og etnisk musk. Det var meget mere muslimsk på den måde …

Og så er der de faste indslag som for eksempel Etnica Dating og den street-wise pige Latifah, der interviewer både museumsdirektører, professorer og politifolk i et forsøg på at forstå det danske samfund bedre – og give relevant viden videre til hendes trofaste seerskare, der tæller flere og flere.

Men man kunne godt ønske, at endnu flere så showet over det ganske land – fra Mjølnerparken til Middelfart, fra Tarm til Tisvildeleje.

For “Det slører stadig” er uden sidestykke det mest intelligente og mest relevante satire- show i dansk tv i øjeblikket!!! Det er satire med mening … og smil … uanset hvad side af sløret man befinder sig på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk