Månedsarkiv: juni 2026

Heksen

Udgivet den af
Svar

Hvorfor brænder man – eller skulle man sige brændte man – hekse på bålet til Skt. Hans? Traditionen er nemlig ved at dø ud – heldigvis – i takt med, at det at være kvinde i egen ret og egen magt bliver mere og mere udbredt.

For det handler om køn. Om at man som kvinde i 2026 ikke kun vil have ligeret og ligeværd, men hvor vi ikke længere finder os i rollen som mental skraldespand – eller at være mental syndebuk for mandens mangler og fejl.

For det har kvinder været – både før og siden de reelle hekseafbrændinger fandt sted. De skete især i 1600-tallets renæssance, og den store hekseforfølger var Christian d. 4., som valgte at pege på ”de lede troldkvinder” som forklaring stedet for at se indad til egne fejl og mangler som fx at han ikke havde hverken økonomisk sans eller evne til at føre krig, men at han drak og horede som få andre konger, også på hans egen tid.

Han var med andre ord et ødeland uden evner – og det eneste, som han kunne finde ud af, var at få bygget smukke ting som Rundetårn, Rosenborg Slot, Holmens Kirke – og så Børsen, som pt. genopbygges.

Og nu er en anden genopbygning så i gang. Kvinden som stærkt, selvstændigt individ, der ikke behøver en mand for at tage beslutninger om hverken stort eller småt. Kvinden, der både kan og vil selv.  

Derfor giver det ikke længere nogen mening at omtale kvinden som hysterisk, ikke til at stole på og hvad mænd ellers har fundet på gennem århundreder – og som det stadig ses i debatter. Måske især på de sociale medier, hvor de mænd, som ikke kan tåle, at en kvinde kan være både klogere, tjene mere eller på anden på overgår manden, florerer.

Men de tider er slut – og dermed er det også slut at brænde heksen på bålet i håbet om, at man dermed brænder ens egne mangler og fejl.

Så nu kan enhver heks m/k glad sætte sig op på sin kost og futte afsted i Skt. Hans-natten, hvis vedkommende har lyst dertil – eller hvad hekse nu gør. For i vores dage findes der mennesker, som identificerer sig selv som hekse, og som gør, hvad de nu gør, og det skal de endelig blive ved med.

GOD SANKT HANS.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vores løfte”

Udgivet den af
Svar

Hvad er løgn – og hvad er sandhed? Findes den absolutte sandhed? Eller er alt blot historier, fortalt af dem, som oplever det – men som ikke nødvendigvis sanser og husker tingene på samme måde?! Det spørgsmål stiller Pernille Fischer Christensens nye film ”Vores løfte”, der har premiere i dag.

”Vores løfte” er en dybt ubehagelig, men også nødvendig film, som opruller, hvad der sker, når en berømt og rost – mandlig – træner på svømmelandsholdet i en autofiktiv bog skildres som en pædofil krænker af en nu afdød kvindelig tidligere elitesvømmer, der endte med at begå selvmord.

En bog, der får samme effekt som en stor sten, der slynges i vandet, og derpå sender bølger ud i alle retninger, så ingen lades uberørt. Slet ikke træneren, hans kone, som han tidligere var træner for, men som nu for længst er steget op af bassinet og blevet tv-kommentator, og deres fælles og sårbare 14-årige datter, der har samme alder, som konen havde, da denne begyndte at svømme på landsholdet.

Men også menneskene omkring den lille familie – forlæggeren, som er konens bedste veninde, og spilles med overbevisning af Sofie Torp, lektiehjælpen, som også er datterens fortrolige, leveres fint af Maimona Bruun, svømmeunionens formand, som spilles med nerve af Rasmus Botoft (giv endelig den mand flere alvorlige roller), hans kone, som spilles driftssikkert af Rikke Bilde samt ekssvømmerskens chef på tv-stationen, som gestaltes af Malte Frid-Nielsen, der spiller så godt, at man tænker, at han er hentet lige ud af ”Presselogen”- rammes af de ringe, som bogens enorme medieopmærksomhed afstedkommer, så de må værge for sig, hvis ikke de selv skal trækkes ned.

For medier – og befolkning – er hurtige på aftrækkeren, og som publikummer til filmen fanger man også flere gange sig selv i at vurdere, hvem og hvad man tror på. Har svømmetræneren, som spilles fuldstændig forrygende og overbevisende af Lars Ranthe, gjort det, som han anklages for i ikke kun bogen, men også af andre eks-svømmere, som står frem? Eller er han, som han selv siger det, bare en venlig mand, der vil det godt?

Den tidligere topsvømmerske, nu trænerens kone, som spilles med enormt nærvær og nerve af Danica Ćurčić, tror på sin mand i starten, og forsvarer ham heftigt overfor alt og alle. Men bliver hun ved med det – eller må hun i gang med en rejse ind i eget sind og eget liv? Og hvilke erkendelser og konsekvenser ender det hele med at få for datteren – og for det tidligere så succesfulde par, som har givet hinanden det løfte, at de altid vil være dér for hinanden, altid vil elske hverandre?

Det skal man se filmen for at finde ud af. Og selv dér er der – måske – flere fortolkningsmuligheder, især lige når man har set filmen. Et par timer efter blev undertegnede dog ret sikker på, at det kun var en mulighed.

Men den eneste, som skal erklæres sikkert, er, at Ranthe og Ćurčić spiller på et niveau, så det er som et intenst kammerspil – endda med datteren Mo som tredjepart. Det er stortalentet Lily Schjøtt-Wieth, som med brændende øjne og 100% troværdighed gestalter den sårbare teenager, der på mange måder er fanget i farlige strømme, som truer med at trække hende ned.

”Vores løfte” er en psykologisk gennemført uhyggelig film, som sætter spot på hele krænker-offer-syndebuk-problematikken og dens kølvand. For ingen er vel automatisk en krænker, bare fordi nogen peger og siger det? Men omvendt er de dage, hvor magten – bevidst eller ubevidst – bestemte spillereglerne, forhåbentlig forbi, så det er slut med at acceptere en udnyttelse af dem, som er nederst i et ulige magtforhold.

Så hvordan skal vi fremover gebærde os – som mennesker og som samfund, når der peges fingre, og nogen hvisker, siger, råber krænkelse? Det giver ”Vores løfte” ikke et svar på. Vi kan blot konstatere, at vi stadig er ude at svømme her i storytellingens tidsalder, og at vi stadig mangler at finde en manual. Men med denne film kan debatten måske blive mindre person-og-sags-fikseret og mere optaget af at finde en løsning.

”Vores løfte” får derfor fem ud af seks svømmehætter af Danmarksbloggen. Det er en af årets vigtigste film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvilken dag skal være Danmarks nationaldag?

Udgivet den af
Svar

Skal Danmark have en officiel nationaldag – og i så fald: Hvornår skal den dag være?

Der er – som Danmarksbloggen ser det – to muligheder:

  1. Grundlovsdag d. 5. juni, fordi det er dagen, hvor demokratiet og det moderne Danmark blev født i 1849.
  2. Valdemarsdag d. 15. juni, fordi det er dagen, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra Himlen ovre i Estland i 1219 i forbindelse med Valdemar Sejrs korstog mod de dengang hedenske estere.

Argumenter for Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at alle danskere allerede kender den dag, selvom det næppe er alle, som kan historien om, hvordan en folkedelegation gik op til den daværende konge Frederik d. 7., og krævede en fri forfatning. Kongen kunne så meddele dem, at han allerede havde afskediget den gamle – og sidste – enevældige administration. Så nu var vejen banet til en fri og demokratisk forfatning – og det arbejde førte til Grundloven, som blev underskrevet d. 5. juni 1849.

Argumenter imod Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at dagen altid har handlet om politik og demokrati, om debat og Grundlovsmøder – og at sådan skal det fortsætte fremfor national selvglæde og selvforherligelse.

Argumenter for Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er, at det er den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog kom dalende ned fra Himlen, da vi ellers var ved at tabe slaget mod de dengang estiske hedninge. Bispen, som var med ved fronten, havde ellers holdt hænderne i vejret og bedt om krigslykke, og det havde virket (!). Men nu var han blevet træt, og kunne – selv med hjælp – ikke holde hænderne oppe mere. Men så skete miraklet: Dannebrog dalede ned – og så vandt de danske korstogsriddere.
Historien er næppe sand, men god. Og vigtigst er, at Dannebrog lige siden – og faktisk mere og mere, som tiden er gået – har været noget helt centralt for alle danskere.
Dannebrog er simpelthen synonymt med at være dansk. Dannebrog er det, som alle danskere samles om, hele tiden og både til hverdag, til fest, i glæde, i sorg og når der er sport.
Det røde flag med det hvide kors er den måde, som vi trækker vores nationale vejr på …

Argumenter imod Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er faktisk ikke-eksisterende, idet man relativt nemt kan fortælle de danskere, som ikke lige har styr på, at Valdemarsdag er den dag, hvor vi fik det flag, som vi elsker, og som vi bruger konstant og hele tiden og til alt – og som er et billede på os som folk.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Valdemarsdag d. 15. juni bør blive Danmarks nationaldag. Der skal kippes med Dannebrog, skal der.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Vingegaard er Danmarks største sportsnavn

Udgivet den af
Svar

Hvad er størst: Et tordenskrald eller Rundetårn? Det kan man ikke afgøre. Så at skulle kåre Danmarks største sportsnavn gennem tiderne er måske en umulig opgave.

Men cykelrytteren Jonas Vingegaard, som i går skrev dansk idrætshistorie ved kun at være den ottende nogensinde til at vinde samtlige tre Grand Tours er et rigtigt godt bud. For nu har Vingegaard alle trøjer i hus: Den gule fra Tour de France, som han indtil videre har vundet to gange, den røde fra Vuelta a España og den lyserøde fra Giro d´Italia.

Det kræver meget at komme dertil. Og held er helt udelukket, når man skal være på toppen i de tre uger, som en Grand Tour varer. Det handler derimod om træning, dedikation og stamina, som også bør være kriterierne for at kunne blive Danmarks største sportsnavn.

Men ja, sejleren Paul Elvstrøm kunne også være et bud, da han vandt fire olympiske guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber.

Og et andet bud er dressurryttersken Lis Hartel, som vandt en OL-sølvmedalje i 1952. Er sølv nok i denne sammenhæng, kan man spørge. Svaret er ja – og endda i høj grad. For Lis Hartel var lam fra livet og ned, men hun konkurrerede på lige fod med mænd og kvinder, som kunne stå, gå og løbe – og bruge benene til at vejlede hesten.

Så er Danmarks største sportsnavn en ung mand fra det vestjyske, som kan køre hurtigt på en cykel op af de stejleste bjerge, en mand, der kunne sejle de andre i sænk – eller en kvinde, der selvom hun ikke kunne bruge sine ben, alligevel kunne ride bedre end en enkelt tysker?

Det må enhver selv afgøre.

Andre navne kan selvfølgelig også komme i spil som måske en Viktor Axelsen i badminton, der vandt to OL-guld, verdensmester- og All England-titler. Men ikke fodboldspilleren Michael Laudrup, som ellers ved en afstemning i 2021 blev kåret som det største danske sportsnavn.

Men hvordan kunne Michael Laudrup blive det? Han var fx ikke med, da han ikke ville spille på landsholdet, dengang Danmark i 1992 vandt EM i herrefodbold – og der findes flere andre navne indenfor holdsportene fodbold og håndbold, som også har været på internationalt topniveau.

Danmarksbloggen vælger derfor uden at tøve – og kipper samtidig med flaget for – Jonas Vingegaard som Danmarks største sportsnavn.

Jonas Vingegaard har skrevet sig ind på den store klinge som blot nr. 8 i verden til at vinde samtlige tre Grand Tours. De syv andre er: Jacques Anquetil (Frankrig), Felice Gimondi (Italien), Eddy Merckx (Belgien), Bernard Hinault (Frankrig), Alberto Contador (Spanien), Vincenzo Nibali (Italien) og Chris Froome (Storbritannien).

Alle syv er legender – og det er Jonas Vingegaard også.

Ps. Hvis man undrer sig over, hvorfor verdens bedste cykelrytter gennem alle tider Tadej Pogačar ikke er med på listen, er svaret enkelt. Pogačar har simpelthen ikke kørt Vueltaen (endnu), men han har både kørt og vundet Giroen og Touren – den sidste hele fire gange.

For hvor Vingegaard gerne vil sætte hak ved alle store etapeløb, så vil Pogačar sætte hak ved alle store cykelløb fra endagsklassikerne over VM og OL til etapeløb. Og sloveneren mangler blot OL, Vueltaen og så et ud af fem monumenter: Paris-Roubaix.

Det vil være enestående, hvis det lykkes sloveneren at få de sidste i sækken … men det tager intet fra Vingegaards store triumf. Det skal vi også huske. De er indtil videre kun otte i verden, som har vundet samtlige tre Grand Tours – og det har lange udsigter, før de bliver mere end max ni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk