Hvad er løgn – og hvad er sandhed? Findes den absolutte sandhed? Eller er alt blot historier, fortalt af dem, som oplever det – men som ikke nødvendigvis sanser og husker tingene på samme måde?! Det spørgsmål stiller Pernille Fischer Christensens nye film ”Vores løfte”, der har premiere i dag.
”Vores løfte” er en dybt ubehagelig, men også nødvendig film, som opruller, hvad der sker, når en berømt og rost – mandlig – træner på svømmelandsholdet i en autofiktiv bog skildres som en pædofil krænker af en nu afdød kvindelig tidligere elitesvømmer, der endte med at begå selvmord.
En bog, der får samme effekt som en stor sten, der slynges i vandet, og derpå sender bølger ud i alle retninger, så ingen lades uberørt. Slet ikke træneren, hans kone, som han tidligere var træner for, men som nu for længst er steget op af bassinet og blevet tv-kommentator, og deres fælles og sårbare 14-årige datter, der har samme alder, som konen havde, da denne begyndte at svømme på landsholdet.
Men også menneskene omkring den lille familie – forlæggeren, som er konens bedste veninde, og spilles med overbevisning af Sofie Torp, lektiehjælpen, som også er datterens fortrolige, leveres fint af Maimona Bruun, svømmeunionens formand, som spilles med nerve af Rasmus Botoft (giv endelig den mand flere alvorlige roller), hans kone, som spilles driftssikkert af Rikke Bilde samt ekssvømmerskens chef på tv-stationen, som gestaltes af Malte Frid-Nielsen, der spiller så godt, at man tænker, at han er hentet lige ud af ”Presselogen”- rammes af de ringe, som bogens enorme medieopmærksomhed afstedkommer, så de må værge for sig, hvis ikke de selv skal trækkes ned.
For medier – og befolkning – er hurtige på aftrækkeren, og som publikummer til filmen fanger man også flere gange sig selv i at vurdere, hvem og hvad man tror på. Har svømmetræneren, som spilles fuldstændig forrygende og overbevisende af Lars Ranthe, gjort det, som han anklages for i ikke kun bogen, men også af andre eks-svømmere, som står frem? Eller er han, som han selv siger det, bare en venlig mand, der vil det godt?
Den tidligere topsvømmerske, nu trænerens kone, som spilles med enormt nærvær og nerve af Danica Ćurčić, tror på sin mand i starten, og forsvarer ham heftigt overfor alt og alle. Men bliver hun ved med det – eller må hun i gang med en rejse ind i eget sind og eget liv? Og hvilke erkendelser og konsekvenser ender det hele med at få for datteren – og for det tidligere så succesfulde par, som har givet hinanden det løfte, at de altid vil være dér for hinanden, altid vil elske hverandre?
Det skal man se filmen for at finde ud af. Og selv dér er der – måske – flere fortolkningsmuligheder, især lige når man har set filmen. Et par timer efter blev undertegnede dog ret sikker på, at det kun var en mulighed.
Men den eneste, som skal erklæres sikkert, er, at Ranthe og Ćurčić spiller på et niveau, så det er som et intenst kammerspil – endda med datteren Mo som tredjepart. Det er stortalentet Lily Schjøtt-Wieth, som med brændende øjne og 100% troværdighed gestalter den sårbare teenager, der på mange måder er fanget i farlige strømme, som truer med at trække hende ned.
”Vores løfte” er en psykologisk gennemført uhyggelig film, som sætter spot på hele krænker-offer-syndebuk-problematikken og dens kølvand. For ingen er vel automatisk en krænker, bare fordi nogen peger og siger det? Men omvendt er de dage, hvor magten – bevidst eller ubevidst – bestemte spillereglerne, forhåbentlig forbi, så det er slut med at acceptere en udnyttelse af dem, som er nederst i et ulige magtforhold.
Så hvordan skal vi fremover gebærde os – som mennesker og som samfund, når der peges fingre, og nogen hvisker, siger, råber krænkelse? Det giver ”Vores løfte” ikke et svar på. Vi kan blot konstatere, at vi stadig er ude at svømme her i storytellingens tidsalder, og at vi stadig mangler at finde en manual. Men med denne film kan debatten måske blive mindre person-og-sags-fikseret og mere optaget af at finde en løsning.
”Vores løfte” får derfor fem ud af seks svømmehætter af Danmarksbloggen. Det er en af årets vigtigste film.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk