Månedsarkiv: marts 2024

Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Udgivet den af
Svar

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – forklaret

Udgivet den af
Svar

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge, og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke meget dyr creme på ham. Hermed er han også klar til dén begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition, og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have, og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset op ad Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle. Den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg dig, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus, og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Anden påskedag: Disciplene er dybt fortvivlede, og to af dem begiver sig til byen Emmaus. Undervejs slår Jesus følge med dem, men de kan ikke genkende ham. Så de fortæller Jesus om, hvad der er sket – og han lytter. Han kritiserer dem også for ikke at stole på, hvad denne Jesus sagde og lovede dem. Men stadig genkender de ham ikke. Det sker først, da de sidder ved aftensbordet – og Jesus bryder brødet, og velsigner det – præcis som han gjorde skærtorsdag aften. SÅ genkender de ham – men så forsvinder Jesus for øjnene af dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” starter stort set dér, hvor 1´eren sluttede.

Eva (Mille Dinesen) er stadig kæreste med hospitalsklovnen Jan (Lars Ranthe), som er både sød og hjælpsom. Det kniber dog for Eva at tage imod hjælpen, selvom hun har brug for den. Hun er også blevet arbejdsløs – og har svært ved at få et nyt job, og så er livet ikke nemt, når man som Eva har sin stolthed, og gerne vil være tjekket og cool.

For at gøre ondt værre, så går det (på overfladen) strygende for de to veninder: Marlene (Lærke Winther), der er blevet skilt og forfremmet, og Bella (Stephania Potalivo), som skal giftes med Evas eksmand, og derfor skal have en polterabend, som Eva skal arrangere.

Faktisk skulle Marlene have været med til det. Men Marlene får blindtarmsbetændelse – og så hænger alt på Eva, som prøver at vende situationen til egen fordel. Evas plan er nemlig at bruge polterabenden til at overbevise den på alle måder politisk korrekte og meget irriterende Jakob Martin (Martin Greis-Rosenthal) om, at han skal ansætte hende i hans firma Øko-Wear.

Eller kan og kan. Nu er det jo en komedie med Mille Dinesen i en Nynne-inspireret rolle, og så ved man godt, at alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt – og at resten også ender i skoven. Endda helt bogstaveligt, da paintball, partybus og stripper skiftes ud med shelter, sovepose og pølser over bål.

Nu skal ingen af de skøre påhit på den økologiske polterabend i skoven afsløres. Men der indgår både en fakkel og en flåt, et gammelt eventyr og en skovarbejder i nøgen overkrop samt sankede svampe, som ret beset først kommer til anvendelse senere. Men dér rammer de også plet.

For naturligvis møder kvindernes polterabend mændenes, og så sker der ting og sager med oppustelige penisser, brugte kondomer, buer og pile – og mere endnu, som kun overgås af, hvad der sker til selve vielsen. Og så skal intet siges mere.

Men der er nogle plot-twists undervejs, som dog er rimeligt lette at forudse og regne ud. Men det gør ingenting. For der er fart og tempo, højt humør og gode grin i filmen, der sprutter og gnistrer som undslupne gløder.

”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” er underholdende og charmerende, også fordi skuespillerne kan deres kram. Det er Nynne på steroider – og hvem vil ikke gerne have et skud Nynne aka Eva aka Mille Dinesen?

Danmarksbloggen giver ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” fire ud af seks af de båthorn, som det Eva og Jan har rytmisk sex på i filmens begyndelse.

Egentlig er historien for tynd til fire båthorn, men især d´damer Dinesen, Winther og Potalivo spiller med så meget liv og lyst, at det skal belønnes – også fordi man godt kunne drømme om en 3´er, som ikke handler om, at de ønsker sig mænd, eller køber præmissen om verden på mandens vilkår.

Men en 3´er, hvor det på mange måder umage trekløver tager deres skæbne i egne hænder uden skam og uden blusel – og får deres drømme ført ud i livet. Måske sammen med de tre nye kvinder, som vi møder, og som jeg godt gad se mere til:

Livsliniens alvorlige Dorte (Olivia Franciska Fevel Borgels), som har noget af en historie med en far, der vistnok skød sig i Bon-bon-land. Præsten Karen (Julie Agnete Vang), der ved filmens slut måske er på vej ind i en skæbne værre end døden, men som endnu kan reddes – måske endda fra hendes egen moral. Og så hende den direkte fra jobcenteret (spillet af Josephine Nørring), som ser skarpt, og som er så vidunderligt upassende.

Dét kunne simpelthen blive et brag af en film med de i alt seks kvinder i gang med at erobre verden, både hver for sig og sammen. Det er også den slags film, som vi kvinder elsker og behøver – men som desværre ofte ikke får tildelt penge fra de stadig-i-2024-af-mænd-styrede-filmpuljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God tur hjem

Udgivet den af
Svar

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Askepot – The Musical”

Udgivet den af
Svar

Barbie gjorde det i sommers. Elsa fra ”Frozen” gjorde det inden pandemien. Og nu gør Askepot det også i ”Askepot – The Musical”: Slår sig fri af eventyrets snærende bånd om at gifte sig med prinsen for i stedet at gå sin egen vej, finde sin egen sang, vælge sin egen fortælling.

Dét er stærkt. Det er også tidens trend. Og jeg håber, at de små piger i de fine prinsessekjoler, som i går aftes var med til premieren, så og hørte godt efter. Ja, måske også spejlede sig i den lille pige på scenen, som spillede Askepot som lille – og som klarede det superflot. BRAVO til hende.

For det er stærkt at turde være sig selv – og alle piger/kvinder skal gå efter deres egen drøm fremfor at tro, at de skal reddes af andre.

Ja, små drenge kan også være med – hvis de kan finde ud af, hvem de vil være: En gammeldags macho-prins, der synes, at prinsesser skal se ud på en bestemt måde og løftes over vandpytter – eller en moderne kammertjener, som uanset om Askepot er i fin lyseblå kjole eller laser og pjalter, kan genkende hende – og forelske sig i hende.

Det er Cristopher Rørmose, som er prinsen – og det gør han godt. Og det er youtuberen Rasmus Brohave, som er kammertjener – og det klarer han med så meget timing, at jeg kunne se ham i et Holberg-stykke.

Men i centrum spiller og synger Johanne Milland, så det smælder, en sød, charmerende – men også stærk og sej Ella/Askepot. Hun er godt sekunderet af Caroline Henderson, der synger som en drøm, og udstråler et intenst nærvær, selvom hun aldrig bliver rigtig farlig som den onde stedmoder. De to bærer også musicalen sammen med Pelle Emil Hebsgaard, der spiller rollen som Den Gode Fe.  

Her er så en af de få knaster. For nok er Hebsgaard et gudsbenådet talent, der er her og der og allevegne, og han spreder tempo, humor og guld over forestillingen – det sidste også bogstaveligt. Men hvorfor lave en af de få kvinderoller, der er på scenen til kvinder over 45 år – endda en helterolle – om til en mand?

Det er ikke i tidens ånd. Heller ikke selvom synet af Hebsgaard i den lange sorte nederdel og den lange grønne frakke har æstet sig ind. Også fordi det er tidens hotteste designer, Soeren Le Schmidt, der har lavet forestillingens flotte kostumer.

En anden knast er, at Askepot – The Musical” er Stig Rossens sidste musical. Så man havde forventet, at han skulle synge alle i smadder – og det gjorde han også, når han var på scenen, hvilket han var alt for kort. For Rossen er og bliver kongen af dansk musical. Så gid han havde fået mere tid at synge i. For sikke en stemmepragt.

Stedsøstrene er der selvsagt også – i forskellige rød-lilla nuancer, hvor de spiller og synger, så de minder om de to siamesiske katte i ”Lady og Vagabonden” – hvilket er en stor ros. For det kræver en del af være så meget i takt og samtidig i konstant indbyrdes kamp. De gestaltes af Kirstine Moses og Maja Glenber.

Og så er der musikken, som er skrevet af Rasmus Seebach, der som de fleste andre nutidsdanskere har lyttet til en del Disney. For både ”Frozen”, ”The Little Mermaid” og ”Lion King” har tydeligvis inspireret til flere af melodierne. Men der er også sange med den specielle Seebach-lyd.

Her skal sangen med det korte navn ”Ella” fremhæves. Der er følelse og hjerte i dén sang. Seebach sagde også i et interview kort inden premieren, at han følte, han kom hjem, mens han sammen med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer skabte denne hans første musical. Så Seebach vil formentlig gerne lave en musical mere. Det giver mening.

Indtil da har vi ”Askepot – The Musical”, som spænder over hele repertoiret fra de hårdtslående rytmer, da vi starter i et moderne mode-univers over de mere bløde, mere jungletrommede og mange andre musik-toner, som vi møder i den 2½ timer lange forestilling, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave.

For der er lidt tå og lidt hæl, som stritter. Men ellers er meget vellykket i denne moderne to-verdner-version af klassikeren om glasskoen, som i eventyret er adgangsbilletten til lykke – men som i 2024-virkeligheden er en hæmsko, indtil Askepot kan fake-it-till-you-make-it.

For i 2024 kan og skal vi – uanset køn og alder – vælge vores egen historie. Den pointé nynnede og klappede en fuld sal med på, og den velfortjente stående applaus efter forestillingen viste, at ”Askepot – The Musical” bliver et pumpkin-smashing hit hos danskerne.  

Det er Line Knutzon, som har skrevet manuskript – og Thomas Agerholm, som har instrueret. Og det er Lion Musicals, som præsenterer i samarbejde med Live Nation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et ordentligt menneske?

Udgivet den af
Svar

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk