Månedsarkiv: april 2014

Valborgaften: Livet pulserer i mig

Udgivet den af
1

Livet pulserer i mig, siger drankeren og døgenigten hr. Nilsson i Astrid Lindgrens bøger om Grynet, en på alle måder sød pige på 7-8 år, der vokser op i en lille svensk provinsby, og som så gerne vil gøre en masse godt, men som ofte kommer galt afsted – og som en anden Emil også så let kommer til at lave unoder.

Hr. Nilsson bor i nabohuset sammen med fru Nilsson og sønnen Anders, der er 14-15 år, og som Grynet er gode venner med. Hr. Nilsson er rigtig god til at være på kroen og mindre god til at hjælpe konen og sønnen med at bage og sælge de sukkerkringler, som familien lever af.

Der er heller ikke særligt pænt inde hos Nilssons, synes Grynet, som selv kommer fra det velstillede borgerskab med en far, der er redaktør på byens avis og en mor, der går hjemme sammen med Grynet, lillesøsteren Lisbeth og husets unge pige Alva.

Der er altså tale om to meget forskellige miljøer, der ligger dér side og side nede ved den lille bys å. Men stik mod hvad mange gør idag, så færdes Grynet hjemmevant begge steder. Moderen er ikke altid glad for det, men faderen siger, at Grynet har godt af at se, hvordan andre folk lever.

Selv tænker Grynet ikke så meget over det – og slet ikke når hun er inde hos Nilssons, hvor hun nok synes, at der ikke er så pænt som inde hos hende selv, men hvor der alligevel er rigtigt hyggeligt, når hun sidder og snakker med Anders, der står og bager sukkerkringler, mens fru Nilsson læser avisen højt for dem, og hr. Nielsson lægger på sin slagbænk og spekulerer over livet – og fortæller de andre om hans tanker. Dét er han nemlig også rigtig god til.

Men lige når kalenderen viser 30. april, og det er Valborgaften i Sverige, så føler han som regel livet pulsere i sig, så føler han sig fuld af virketrang og lyst til at ændre sig og gøre en forskel for ikke kun sig selv. Men også for hans kone og søn, som han faktisk holder rigtig meget af og kun ønsker det bedste for. Hvis jeg havde nogen kontanter, så skulle I sørme få både det ene og det andet, som han siger. Og det er jo altsammen så såre menneskeligt.

Vi kender vist alle til at drømme og fantasere – og til at blive grebet af den der pulseren og lyst til at gøre noget ved tingene!!! En følelse der måske kommer allermest, når vi er i stemning, og det bliver men let en 30. april i Sverige, hvor man stadig fejrer Valborgaften.

Valborgaften er nemlig den gamle nordiske bålaften, hvor man ærer foråret med store bål á la de nutidige danske Skt. Hans-bål, som i Danmark forlængst har fortrængt Valborgs-bålene. Men i Sverige blusser de endnu i den ofte lidt kølige forårsaften, som de også gjorde det for lidt over 100 år siden, hvor historierne om Grynet foregår.

Forskellene i samfundet findes også endnu, men idag blander vi os desværre ikke længere i hinandens liv. Vi er end ikke en del af hinandens liv. Nej, vi lever i ghettoer, hvad Danmarksbloggen tidligere på foråret også skrev om:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Den gode nyhed er heldigvis, at der kan gøres noget ved det. Så lad os lytte til Grynets kloge far, der selv kæmper en brav kamp på flere planer bøgerne igennem for at gøre noget ved den sociale ulighed.

For vi skal som Grynet se, hvordan andre folk lever. De er sundt for os.

For det vi ser, har vi lettere ved at forholde os til. Sådan er det, og det er også såre menneskeligt. Og har man først set nok og oplevet nok, så kan man også finde på at gøre noget ved det.

Så kan man ikke længere nøjes med at føle livet pulsere i sig, så må man ud at gøre noget.

Danmarksbloggen vil opfordre til at læse bøgerne og til bagefter at gå ud i foråret, livet og samfundet og gøre noget ved det.

Så føler man – for alvor – livet pulsere i sig

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Prinsesse Benedikte og bomberne i H.C. Ørstedsparken

Udgivet den af
1

Prinsesse Benedikte fylder 70 år idag.

Hun er altså født 29. april 1944 – eller midt i besættelsens hårdeste tid, hvor der hverken var dansk politi eller dansk militær. Kongesaluten, som lyder ved kongelige børns fødsel, kunne derfor heller ikke afskydes.

Det vil sige: Det blev den så bare alligevel. For modstandsgruppen Holger Danske bestemte sig til at affyre de 27 skud. De havde så ikke kanoner, men bomber. Men de kunne også bruges, mente de unge mennesker i Holger Danske, der oprindeligt havde udset sig Sct. Jørgens Sø i København som lokaliteten. Men der lå en fødeklinik, så istedet valgte de H.C. Ørstedsparken.

De kunne så ikke gennemføre på dagen, da det vrimlede med tyskere og tyske vogne i København d. 29. april 1944 – men dagen efter d. 30. april var kysten klar, og de placerede sig i H. C. Ørstedsparken. Dog var antallet af bomber svundnet ind til 21, da en gruppe med fem bomber var blevet taget – og endelig var den sjette ikke-tilstedeværende bombe blevet konfiskeret af provsten på Regensen, hvor en af de unge modstandsfolk boede.

Men altså der lå de unge mennesker med bomber. Det var dejligt vejr, og folk var ude, men det lykkedes at få dem ud af parken. Og så sprang bomberne, og det viste sig at være noget mere voldsomt, end modstandsfolkene havde regnet med. Glasskårene regnede ned fra husene. Der var ikke mange huse ud mod H.C. Ørstedsparken og de nærliggende gader, der ikke fik knust en rude eller flere.

Det gjorde dog ingenting. Det illegale blad “Danske Tidende” skrev begejstret – og til danskernes store fryd:

“Kongesaluten har lydt. Kredsen omkring Danske Tidende forener sig i dag med alle danske om hjertelig hyldest og lykønskning til det danske kronprinspar. Vor gode ønsker og forhåbninger gælder også vort land. Lad dagens glædelige begivenhed blive et tegn for os – et forårstegn om lysere tider, om frihed for land og folk, om arbejde og fred for alle. Større forhåbninger er aldrig stillet ved et lille barns vugge. De danske kanoner kunne ikke idag, som det ellers ville være sket, melde nyheden med kongesalutens 27 skud. Men fra det underjordiske Danmark lød saluten, så snart den glædelige nyhed kunne forkyndes. De skud, der hørtes over København og bragte bud om fødslen på Amalienborg, var en hilsen fra dem, der i disse år fører den skjulte kamp mod undertrykkerne. Kongesaluten har lydt trods undertrykkelse og gangstervælde.”

For visse dele af modstandsbevægelsen (BOPA og andre med kommunistiske sympatier) virkede det omsonst at bruge krudt på en kongesalut. Men det gav god mening. En del danskere troede nemlig, at alle modstandsfolk var en slags kommunistiske fortropper, der ville revolution i Danmark. Det fik happeningen i H.C. Ørstedsparken også lavet om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Basims Danskhed

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end her få dage for Det Internationale Melodi Grand Prix løber af stablen i København at slutte med Basim og hans danskhed?

Da Basim i den danske finale lod et kæmpestort Dannebrog dale ned på scenen, kunne man høre jublen blandt publikum. Se det og hør sangen her:

http://www.youtube.com/watch?v=KRHKkYrXSjM

Bagefter var mørkemændene og -konerne selvfølgelig på barrikaderne. Dét der kunne Basim ikke tillade sig, mente de.

Men jo, det kunne – og kan – Basim godt. For Basim er ligeså dansk som Dannebrog selv. Han er født og opvokset her i landet, og så er den ikke længere. Punktum.

For hvad vil det sige at være dansk? Ja, i Danmarksbloggens øjne handler det at være dansk om respekt og rummelighed, om tolerance og en viden om at forskellighed beriger og styrker, om frisind og frihed både for sjæl og legeme – og om solidaritet, fællesskab og sammenhængskraft.

Læs også Danmarksbloggens indlæg om emnet her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4086

Danmarksbloggen bifalder derfor også DR´s reklame for Basims MGP-sang, hvor han går forbi en skole og et stort Dannebrog folder sig ud. For at være dansk i 2014 er – eller burde være – en stor og meget bred vifte af alle mulige farver og former.

Og så held og lykke til Basim – og Danmark – i den internationale MGP-finale.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402
Christiania og det levede frisind: http://danmarksbloggen.dk/?p=4390
Kim Larsen og hans sange: http://danmarksbloggen.dk/?p=4420

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NOMA – verdens bedste restuarant

Udgivet den af
2

NOMA er igen blevet verdens bedste restaurant …

Efter et år som verdens anden-bedste restaurant blev NOMA for få minutter siden kåret som verdens restaurant nummer eet i 2014.

Dét er flot, og det er imponerende – og bliv endelig ved med at være nummer et. Dét er godt for NOMA, godt for mad-industrien og godt for Danmark at have en organisation, der på den måde giver middelmådigheden og den danske jantelov én lige i smasken.

Men det er endnu bedre, når chefkok René Redezepi i sin takketale siger, at målet endnu ikke er nået, at der stadig er visioner og horisonter derude.

Og bedst var da, da han sagde: “Når folk spørger mig, hvordan jeg gør det, så svarer jeg altid: Det er ikke mig. Det er os. Der er tale om en fælles indsats. En hold-indsats.”

For sådan er det. Vi når mest, når vi løfter i flok – når vi arbejder i fællesskab mod samme mål – og det gælder både hos NOMA og i samfundet.

NOMA er (igen) verdens bedste restaurant – pga en holdindsats.
Danmark var engang verdens bedste samfund – pga en holdindsats.

Det med holdindsatsen og fællesskabet har vi så desværre smidt over bord i samfundet. Men det kan og skal vi finde frem igen. For så kan vi – også som samfund – igen blive verdens bedste.

Tillykke til NOMA fra Danmarksbloggen – og god arbejdslyst til NOMA og Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

OPLYSNINGSTID, DET FLORISSANTE EVENTYR OG STORE NORDISKE KRIG

Ved 1700-tallets start var enevælden endnu ung. Kun cirka 40 år var der gået siden Frederik d. 3.´s ublodige statskup, der gjorde ham og hans efterkommere i de næste små 200 år til enevældige konger i Danmark.

Salvingen af de enevældige konger lå dog hurtigt fast. Den fandt sted i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød – langt væk fra folket og var derfor omgærdet af meget mystik og kongerøgelse. Det var også en salving og ikke en kroning, da kongen i enevældens selvforståelse var udvalgt af Gud selv, var Guds stedfortræder på Jorden. Så enevældens konger blev altså salvede ved storslåede ceremonier, hvor kun de mest betydningsfulde personer i Riget var med.

Enevælden var så også lidt et paradoks. For nok bestemte kongen alt i teorien, men i praksis var rigets styre blevet så komplekst, at det ikke længere kunne lade sig gøre, at en mand skulle se alle papirer og forholde sig til alle spørgsmål, som fx Christian d. 4. gjorde det.

Men de store linier og de afgørende beslutninger var dog alene kongens, og det stillede store krav til kongens habitus og evne til at lede og regere. Det var dog noget, som man tog for givet, at kongen magtede. Det skulle så senere vise sig, at det var kongen ikke altid istand til. Regenter er nemlig som andre mennesker forskellige, og har hver deres evner – og sådan var det også i 1700-tallets Danmark.

Men endnu var det ikke noget problem. Kongen hed Frederik d. 4. (konge 1699-1730)  En dygtig konge, der var med til at bygge Danmark op igen efter nedturen midt i 1600-tallet.

Det var også under ham, at Store Nordiske Krig fandt sted. Det var den krig med søheltene Tordenskiold og Niels Juel, der ganske effektivt bankede svenskerne gule og blå i perioden 1709-20. Men desværre fik vi ikke Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det burde vi ellers have haft ifølge normal krigs-logik. Men Europas stormagter ville ikke risikere, at Øresundstolden blev genindført, så Skånelandene forblev svenske.

Kong Frederik d. 4. accepterede og fik også andet at tænke på, da store dele af København brændte i 1728. Mange mente, at det var Guds straf over kongens ugudelige levned. Frederik d. 4. giftede sig nemlig flere gange til venstre hånd med kvinder, som han – i modsætning til sin dronning – forelskede sig i.

Mest opsigt vakte hans ægteskab med adelsdatteren Anna-Sophie Reventlow, som han i 1712 “bortførte” fra Clausholm Slot. Bortførelsen skete nemlig kun mod hendes mors vilje, hvorimod den unge adelsdame var ligeså forelsket i kongen som han i hende. De levede også sammen gift til venstre hånd, indtil dronningen døde i 1721. Allerede dagen efter dronningens død giftede de sig så lovformeligt, og kort tid efter blev Anna-Sophie kronet til dansk dronning.

Det var en skarp cocktail for danskerne, der derfor også så det som Guds retfærdige straf over parret, at ingen af deres syv børn overlevede spædbørnsalderen.

Pietismen, en inderlig, følelsesbaseret, men også streng fortolkning af kristendommen havde meget belejligt også holdt sit indtog i landet, og den greb tilsidst også kong Frederik d. 4. og dronning Anna-Sophie, der efter sin mands død af sin pap-søn, den nye konge, blev sendt tilbage til Clausholm Slot, hvor hun døde kun 50 år gammel.

Den nye konge Christian d. 6. (konge 1730-46) og hans dronning Sophie Magdalene var også i det hele taget meget moralske og religiøse, ja så religiøse, at livet ved hoffet blev et stille og religiøst liv uden baller, maskerader, teateraftner og musikaftner.

Ja, teaterbesøg og tobaksrygning i hele landet blev fra tid til anden forbudt. Til gengæld blev der indført obligatorisk kirkegang hver søndag – og ve den, der faldt i søvn under præstens nogen gange to timer lange prædiken. Vedkommende fik straks en i gokken med de lange stave, som kirketjenerne gik rundt med under gudstjenesten. Men ikke alt var trist livsfornægtelse. Pietismens optagenhed af gode gerninger sig også udslag i fx oprettelsen af det første Kgl. Vajsenhus, der tog sig af forældreløse børn.

Det kan derfor også virke paradoksalt, at det samtidig var dette fromme kongepar, der sørgede for at få bygget det første Christiansborg foruden andre slotte. Men det var dem, ligesom at det også var den grundige og arbejdsomme Christian d. 6., der gjorde meget for videnskaberne og i det hele taget passede godt på firmaet “Danmarks Kongehus”, indtil han døde, og hans søn kunne overtage.

Sønnen, Frederik d. 5 (konge 1746-1766). var af en helt anden støbning: Livlig, vellidt og gift med den engelske prinsesse Louise, som danskerne elskede. At hun så også bragte psykisk sygdom ind i slægten – og gav den videre til hendes søn, den ulykkelige Christian d. 7., vidste man endnu ikke noget om. Danskerne elskede bare deres livlige kongepar, der bragte festen tilbage i Danmark, selvom pietismen med en salmedigter som biskop Brorson fra Ribe i spidsen stadig stod stærkt, men nu ikke længere tegnede det officielle billede.

Enevælden blev det, der hed den oplyste enevælde, og mennesket kom i centrum – som sig selv og ikke som udfører af Guds vilje. Det enkelte menneske og det enkelte menneskes liv og verden – privatsfæren om man vil – begyndte at betyde mere og at fylde mere, både i det politiske liv og i teatrets verden.

Vi var også midt i oplysningstiden – en tid, hvor der var fokus på ord. Men ikke kun de religiøse. Verden blev nu anskuet OGSÅ udfra ikke-religiøse betragtninger, og det bevirkede store ændringer og forbedringer. Fx at de ord, der kom fra videnskaberne og som bragte viden, skabte de forbedrede produktionsforhold, som igen stod for grundlaget for den samfundsudvikling, der lagde grunden for den moderne tid.

Andre ord var de ord, der blev sagt fra scenen – og her var vi midt i den tid, hvor Danmarks mest kendte skuespilsforfatter skrev, nemlig Ludvig Holberg, der stadig spilles hver eneste år på de danske teatre med stykker som “Maskerade”, “Jeppe på Bjerget”, “Den stundesløse” og mange flere.

Folket ville have brød og skuespil – og det fik de.

Danmark blev også mere og mere rigt – primært pga det florissante eventyr, som man kaldte de rigdomme, der blev sejlet hjem fra hele kloden.

Nordpå fra Grønland, som Hans Egede ankom til i 1722, og hvor han udover at etablere handel også missionerede i en grad, så det mildest talt ikke var særlig smart.

Vestpå fra Vestindien, altså de tre caribiske øer, som engang var danske, og hvorfra der kom sukker. Dén historie er så heller ikke et skønmaleri, da handlen foregik på den måde, at skibene sejlede til Guldkysten på Afrikas vestkyst for der at sælge håndvåben og få slaver, som så blev sejlet til Vestindien og solgt – og skibet igen fyldt med sukker, inden turen gik til Danmark.

Denne trekantshandel blev også opfattet som mere og mere umoralsk op igennem 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens ånd talte mere og mere om humanitet og menneskeværd – og det udmundede også i et forbud mod slavehandel i 1792. Men altså kun handel, ikke slaveri. Dét blev først forbudt et halvt århundrede senere

Endelig fik vi også varer fra Øst, fra Tranquebar og fra handlen med Kina. Det drejede sig om krydderier, porcelæn, bomuld, silke og te. Ostindiefarerne, som man kaldte dem, der sejlede til Asien – primært via Asiatisk Kompagni, måtte ikke komme ind i selve Kina, kun i et lille transit-område, hvor de skulle betale varerne med sølv (kineserne ville nemlig ikke have vestlige produkter).

Så selvom de næsten intet havde mødt af Kina, blev søfolkene fra skibsdreng til kaptajn alligevel mødt med stor respekt og nysgerrighed, når de kom hjem. Kina var nemlig et meget spændende land, som fordi man vidste så lidt, talte til fantasien, hvad man jo også ser i Tivoli og H. C. Andersens eventyr 100 år senere (det er nu så ganske kinesisk).

Danmark havde heller aldrig i landets historie været rigere, og et nyt borgerskab voksede frem i 1700-tallet. Det borgerskab, som man stadig ser i Holbergs komedier og på Pantomine-teatret i Tivoli.

Der var altså fred og ingen fare i Tvillingerigerne, Danmark og Norge, som nok var to selvstændige lande målt på selvopfattelse, men som i det praktiske havde det ganske godt med arbejdsdelingen. Landbruget lå i Danmark, der praktisk talt var uden skov på det tidspunkt, mens Norge havde træ og vandkraft i massevis.

Og kongen hed som sagt Frederik d. 5., men dronningen hed ikke mere Louise. Danskerne og Frederik d. 5.´s elskede dronning døde ung ifbm en maveoperation. Ny dronning blev Juliane Marie, hende der blev stedmor til Christian d. 7. Og hende kunne danskerne ikke lide, og kongen selv blev også hurtigt træt af hende.

Fx er der historien om dengang han var sammen med nogle venner ude på Eremitageslottet, og Juliane Marie kom kørende med frokost, og han ikke end gad at se hende eller byde hende indenfor. Hun måtte vende kareten og køre hjem igen.

Frederik d. 5. derimod kunne danskerne fortsat godt lide, også selvom han drak rigeligt og ikke passede sine pligter som konge. Til gengæld forstod han at vælge gode mænd til at tage sig af kongeriget, så Danmark blev styret udmærket i Frederik d. 5.´s regeringstid, hvor også handlen blomstrede.

Pengene rullede altså ind i Danmark, men samtidig rumlede det overalt i Europa. En ny tid, hvor det enkelte menneske – qua sin nye selvforståelse som et selvstændigt individ med egne ønsker og behov – ikke længere var tilfreds med at være en del af en fastlåst samfundsorden, var på vej, også i Danmark.

Og netop stavnsbåndets ophævelse, reformerne og affæren med Struense, Caroline Mathilde og Christian d. 7. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Kim Larsen og hans sange

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner Kim Larsen sig op som vor tids store nationalskjald. Hr. Larsen, som han kaldes, har som ingen anden forstået at sætte ord på tidsånden og den danske folkesjæl igennem de sidste mange årtier.

Fra Gasolin-tidens 70´ere og “Det er en kold tid, som vi lever i” og 80´ernes husbesættelser, der så mesterligt er beskrevet i filmen og sangen “Midt om natten”, hvor der synges: “De sagde: Gå nu hjem, men vi spurgte; Hvor er det? Midt om natten. Nu glæder jeg mig til jeg bliver en gammel mand, så får jeg nok et værelse med lys og vand, og der kommer strisserne vel næppe på besøg – igen. Midt om natten.”

Et velfærdssamfund under afvikling – og et land hvor penge betyder mere end mennesker. Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=sha7vC_uGkg

Og videre med klassikere som fx “Danas Have” fra 1992 – året hvor Danmark blev EU-mestre i fodbold, hvor vi stemte nej til EU, hvor Dronningen havde sølvbryllup, hvor sommeren var varm og solrig – og hvor nationen gik amok i selvglæde. Der skrev Kim Larsen:

Alle gik og snakked på kartoffelsprog
ingen andre end de selv ku forstå
…
kirkerne stod tomme men på Sommersko
sad de alle sammen og vented på Godot

De kaldte det for Danas Have
men det er længe siden nu
…
længe siden at de havde succes med at være fri og ligetil
længe siden at de stod hinanden bi
længe siden ja, og så ikke mer om det!

Hør hele sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=BuxnSijOhqw

Og sådan er Kim Larsen, der bliver 70 næste år, fortsat. En af de seneste er hans kommentar til Danmarks efterhånden mangeårige deltagelse i diverse krige: “Bare for at gøre en forskel”, hvor der blandt andet synges: Ud til mine bomber og den hellige krig … Det er ligemeget med det femte bud, bare du gør honnør.

Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=Mg09-S_M5Us

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at hr. Larsen, selvom han selv har skrevet et hav af langtidsholdbare sange, ofte synger Griegs smukke og stadig aktuelle “Kringsatt av fiender”: http://www.youtube.com/watch?v=n2xndNNnDwM

Men ellers synger han mest sine egne sange, der for mange danskere er soundtracket til deres liv. For hans sange er ikke kun politiske, de er også personlige og rammer lige midt ned i vores allesammens liv.

“Kvinde min” er således også kåret til den smukkeste danske kærlighedssang – og mange vil gerne have spillet “Om lidt bli´r her stille”, når de skal væk herfra. Sammen med så mange andre af Kim Larsens sange fortolker de to sange vores følelser, stemninger, minder, håb og drømme. Hør dem her:

http://www.youtube.com/watch?v=b0gCMrbB-Dk

http://www.youtube.com/watch?v=S-7XhLfwRCA

Og der er mange flere sange endnu. Sange, som danskerne, der ellers ikke kan huske meget andet udenad end første vers af nationalsangen, i stor stil kan udenad – og glad og gerne synger med på.

Danmarksbloggen er derfor også sikker på, at man i fremtidens historiebøger vil placere hr. Kim Larsen sammen med andre store fortolkere af det særlig danske som Grundtvig, H.C. Andersen og Poul Henningsen.

Sidste indlæg i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Basims Danskhed.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402
Christiania og det levede frisind: http://danmarksbloggen.dk/?p=4390

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bella Sky-sagen

Udgivet den af
1

Så er afgørelsen kommet på Bella Sky-sagen, den om kvindernes egen etage ude på hotellet på Amager. Afgørelsen gik Bella Sky imod, da hotellet ikke længere må have en etage udelukkende til kvinder.

Danmarksbloggen er helt enig i afgørelsen.

Ikke fordi Danmarksbloggen ikke under kvinder – og andre med glæde for fodbade og lyserøde blomster – en hotel-etage fyldt med dameblade, cremer og den slags.

Det er skam helt fint med et sådant koncept. Men det skal være for alle. For hvem siger, at det kun er kvinder, der kan lide den slags? Eller at alle kvinder kan lide den slags?

Mennesker er forskellige, og der er ingen grund til at sætte nogen i bås pga køn, alder, race, tro eller seksualitet.

Vi er alle mere og anderledes end det, der forbindes med at være hvad vi nu er.

Men lav endelig masser af den slags tema-hotelværelser. Lav derfor også gerne nogle med bord-fodbold, en mini-bar størrelse XXXL med masser af øl og en storskærm. Eller hvad med en hotel-etage med eget bibliotek? Eller en hotel-etage med billedværksted? Eller hvad med en med egen kirke – eller moske?

Lav glad og gerne alle mulige forskellige slags hotel-etager, men lad være at holde nogen udenfor pga deres køn, farve, race eller seksualitet.

Udelukkelse og ekskludering hører ikke hjemme i et moderne, demokratisk samfund – eller på et hotel.

Vi skal være her allesammen – også når vi rejser og bor på hotel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Christiania og det levede frisind

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her er historien om Fristaden og det levede frisind en ægte H. C. Andersen-historie i netop eventyrdigterens eget fædreland.

Det hele startede for over 40 år siden, hvor en gruppe christianshavnere kontinuerligt væltede det plankeværk, som stod omtrent der, hvor Den Grå Hal ligger idag. Børnene skulle have et sted at lege og alle andre et fri-rum, mente man på et Christianshavn, der var ved at gå til i slum og boligspekulation.

I starten byggede militær og kommune plankeværket op igen og igen, når det atter blev væltet for at give mennesker luft og frihed. Men til sidst forstod myndighederne, at skel og mure er til for at blive revet ned, ikke bygget op – og ind flyttede de første christianitter.

Siden er der sket meget på Christiania – eller Staden som området også kaldes.
Læs derfor Christianias historie her: http://www.christiania.org/info/christianias-historie/  Det meste er kendt stof af de fleste danskere, især konflikterne.

Medierne har nemlig fra dag 1 fokuseret på problemerne og konflikterne på Christiania – og netop derfor forbindes Christiania af mange (især dem, som aldrig kommer dér) med hash, kriminalitet og vold. Og ja, det er OGSÅ en del af Christiania.

Men det er – og har altid været – kun en lille del af Christiania, der i langt højere grad er frihed i praksis og levet frisind, fantastiske bygninger, kunst, musik, små butikker og restauranter, hvis lige ikke findes andre steder i Danmark.

Prøv fx at gå en tur langs den del af volden, der ligger ved Christiania og se de fantastiske huse, der ligger dér. Eller tag dine børn med på Stadens legepladser. Det er de smukkeste i hele byen, ja i hele landet. Gå ind i de små butikker og køb ægte unika-produkter. Og sådan kunne man blive ved. Det vrimler med små perler på Christiania.

Christiania er derfor også historien om den grimme ælling, som mange danskere ikke ville – og stadig ikke vil – vide af, men som forlængst er blevet til en smuk svane præcis som de svaner, der svømmer i Volden ved Christiania.

Det har turisterne også forlængst fundet ud af. De valfarter i stor stil til Christiania – og det samme gør heldigvis også en del danskere – også dem, der ikke skal købe speciel tobak.

Og naboerne til Christiania – christianshavnere – hvad synes de om Fristaden? Ja, de holder meget af Christiania. Så meget at de faktisk opfatter Staden som en del af dem selv, som en naturlig og skattet del af Christianshavn. Vi er en del af jer selv, synger man som bekendt også i Fristadens kendingssang.

Man synger også I kan ikke slå os ihjel – og det passer forhåbentlig. For ikke kun Christianshavn og København, men hele Danmark har brug for Fristaden og det levede frisind. Brug for ånden fra Christiania, for at se mere på mennesker og mindre på økonomi.

Næste indlæg i serien om den lyse og glade danskhed kommer på søndag, hvor det skal handle om Kim Larsen og hans sange. Og endelig på tirsdag kommer det sidste indlæg om Basims Danskhed.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed:
Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Det Frivillige Danmark

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her er Det Frivillige Danmark en vigtig, men ofte overset faktor i det danske samfund tiltrods for at flere hundrede tusinde danskere hvert år bruger mange timer hver eneste uge på at gøre noget for deres medmennesker.

Og det er alt fra besøgsvenner over frivillige i varmestuer og ved telefonlinier til dem, der hjælper i sports- og andre foreninger. Det er dem, der går med raslebøssen, når der er indsamlinger. Det er forældre, der giver en hånd i børnehaven og skolen – eller børn, der giver en hånd på plejehjemmet. Og mange, mange flere.

Hele det danske samfund er gennemsyret af mennesker, der glad og gerne giver en (ofte stor) del af deres tid for at gøre noget for andre mennesker, for at gøre noget for fællesskabet.

Og uden dem kunne det danske samfund ikke hænge sammen.

Det er derfor også bekymrende og alarmerende, når politikerne ikke forstår, at frivilligheden skal støttes – og at det er en fin balance, som skal holdes.

For nok bruger mange danskere gerne både tid og ressourcer på at hjælpe andre. Men hvis det offentlige Danmark kynisk regner med denne hjælp – og måske ovenikøbet kalkulerer med at få folk til at lave endnu mere, så man kan spare endnu flere penge, så rokker det ved balancen. Så risikerer man at folk løber træt og sur i det – og ikke gider mere, og så falder korthuset.

Det er derfor af største betydning, at det officielle Danmark forstår, at man er nødt til at bruge penge på velfærd – og på dem, der hjælper frivilligt med. Nødt til at sørge for rammer, så de frivillige fortsat glad og gerne vil donere både tid og kræfter.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer i morgen, hvor det skal handle om Fristaden. Senere kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange og om Basims Danskhed.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed:
Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har man evnen, har man også pligten

Udgivet den af
2

Har man evnen, har man også pligten …

Ordene er oprindelig A.P. Møllers og har i mange år været rettesnoren for den store koncern.

Men det er ord, der også gælder alle andre – og til alle tider.
Ord, der kun er noget værd, når de omsættes i handling – hvad de automatisk bør, hvis man følger det budskab, som ordene udtrykker.

Danmarksbloggen er derfor også enig i budskabet. HELT ENIG.

Danmarksbloggen mener så også, at det netop gælder hele vejen rundt og alle i samfundet. Gælder på den måde, at de ressourcestærke, dem med evnerne og midlerne, har pligten til at hjælpe de knap-så-heldige.

For samfundet er kun et samfund, sålænge det er et fællesskab, hvor vi er der for hinanden. Hvor vi virker for hinanden og ikke kun for os selv.

Dét handler den netop overståede påske nemlig også og måske især om …

For kristendommen kan i sagens natur kun være politisk, og et kristnet menneske kan derfor ikke lade være med at være politisk. Sådan må det være. For som kristent menneske kan man i sagens natur kun stille sig på de svages, de udsattes og de udstødtes side. For det var der, at Jesus var at finde – og ikke blandt de magtfulde og rige.

Og på samme måde med evnen og pligten. Den, der har evnen – og muligheden – for at hjælpe andre, har også pligten til at gøre det. Det er i grunden en ganske kristen tanke, men A.P. Møller var også et kristnet menneske.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig mere kristendom i det danske erhvervsliv. For så ville de danske virksomheder automatisk tænke i jobs i Danmark fremfor i profitmaksimering.

For at hjælpe de mennesker, der mangler et job samt at give af sit overskud til de gamle, syge og børnene, skulle simpelthen være prioritet nr. 1.

Arbejdsgiverne har helt enkelt pligt til at bidrage til samfundets velfærd, som Danmarksbloggen også tidligere har skrevet om det: http://danmarksbloggen.dk/?p=3998

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk