Danske Symboler: Christiania og det levede frisind

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her er historien om Fristaden og det levede frisind en ægte H. C. Andersen-historie i netop eventyrdigterens eget fædreland.

Det hele startede for over 40 år siden, hvor en gruppe christianshavnere kontinuerligt væltede det plankeværk, som stod omtrent der, hvor Den Grå Hal ligger idag. Børnene skulle have et sted at lege og alle andre et fri-rum, mente man på et Christianshavn, der var ved at gå til i slum og boligspekulation.

I starten byggede militær og kommune plankeværket op igen og igen, når det atter blev væltet for at give mennesker luft og frihed. Men til sidst forstod myndighederne, at skel og mure er til for at blive revet ned, ikke bygget op – og ind flyttede de første christianitter.

Siden er der sket meget på Christiania – eller Staden som området også kaldes.
Læs derfor Christianias historie her: http://www.christiania.org/info/christianias-historie/  Det meste er kendt stof af de fleste danskere, især konflikterne.

Medierne har nemlig fra dag 1 fokuseret på problemerne og konflikterne på Christiania – og netop derfor forbindes Christiania af mange (især dem, som aldrig kommer dér) med hash, kriminalitet og vold. Og ja, det er OGSÅ en del af Christiania.

Men det er – og har altid været – kun en lille del af Christiania, der i langt højere grad er frihed i praksis og levet frisind, fantastiske bygninger, kunst, musik, små butikker og restauranter, hvis lige ikke findes andre steder i Danmark.

Prøv fx at gå en tur langs den del af volden, der ligger ved Christiania og se de fantastiske huse, der ligger dér. Eller tag dine børn med på Stadens legepladser. Det er de smukkeste i hele byen, ja i hele landet. Gå ind i de små butikker og køb ægte unika-produkter. Og sådan kunne man blive ved. Det vrimler med små perler på Christiania.

Christiania er derfor også historien om den grimme ælling, som mange danskere ikke ville – og stadig ikke vil – vide af, men som forlængst er blevet til en smuk svane præcis som de svaner, der svømmer i Volden ved Christiania.

Det har turisterne også forlængst fundet ud af. De valfarter i stor stil til Christiania – og det samme gør heldigvis også en del danskere – også dem, der ikke skal købe speciel tobak.

Og naboerne til Christiania – christianshavnere – hvad synes de om Fristaden? Ja, de holder meget af Christiania. Så meget at de faktisk opfatter Staden som en del af dem selv, som en naturlig og skattet del af Christianshavn. Vi er en del af jer selv, synger man som bekendt også i Fristadens kendingssang.

Man synger også I kan ikke slå os ihjel – og det passer forhåbentlig. For ikke kun Christianshavn og København, men hele Danmark har brug for Fristaden og det levede frisind. Brug for ånden fra Christiania, for at se mere på mennesker og mindre på økonomi.

Næste indlæg i serien om den lyse og glade danskhed kommer på søndag, hvor det skal handle om Kim Larsen og hans sange. Og endelig på tirsdag kommer det sidste indlæg om Basims Danskhed.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed:
Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Mørke skyer trækker ind over Danmark … som så ofte før i de sidste 15-20 år.
Det er næsten ikke til at holde ud … men vi må ikke miste hverken modet eller håbet.

For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Men hvor og hvem og hvad?

Danmarksbloggen efterlyser derfor nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, der rummer og tolererer og elsker frisind. For vi har brug for dem mere end nogensinde i denne mørke tid, hvad enten de er personer, organisationer eller noget tredje.

Danmarksbloggen selv kan komme i tanke om Kim Larsen og hans fænomenale sange, der mere end nogen andre sange har defineret den lyse danskhed i de fire-fem årtier, hvor de har været soundtracket til danskernes liv og hverdag. Samt selvfølgelig Niels Hausgaard, der med sit nordjyske lune så fint får fortalt så meget om danskerne og vores måde at være på.

Men hvem og hvad tænker du på? Skriv endelig her i kommentar-feltet. TAKKER.

Danmarksbloggen vil så i april køre en artikel-serie om nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, som er så berigende for samfundet – og for os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk