En spøjs buffet. Sådan vil Danmarksbloggen karakterisere filmen ”Smagen af sult”.

Filmen handler om kokken Carsten og hans kone Maggie, som er antropolog og innovator. Parret har en gourmetrestaurant i det centrale København, og jagter som alle andre mad-templer i vor tid en Michelin-stjerne.

For status og penge rimer i 2021 bedst på mad – og hvem vil ikke gerne stråle i toppen af madpyramiden? Det vil i hvert fald Carsten og Maggie, som udover restauranten har en lækker lejlighed midt i København og to søde børn.

Carsten og Maggie vil altså som de fleste i vor tid have ALT, men uden at være klar til at betale prisen. Det bliver tydeliggjort på mange måder i filmen, hvis handling ikke skal røbes her, men som udover hvad der kommer på tallerkenen, centrerer sig om det brev til Carsten, hvor der står, at hans kone elsker en anden.

Filmen inkluderer også Nicolas Bro i en alt for lille birolle som Carstens noget mere jordnære bror – og svenske Charlie Gustafsson som den svenske kok Frederik. Ham kender vi fra tv-serien ”Vår tid är nu”, som på dansk hed ”Familien Löwander”. Her spillede han også kok – men i en anden tid (1945-73) og på en anden måde, selvom der også var store krav til maden på Djurgårskällaren, som restauranten hed i den svenske tv-serie.

Nu heder restauranten det mere moderne Malus – og det er også moderne mad, der serveres – endda som led i en fortælling, og omvendt. For i filmen bruges mads grundsmage salt, surt, sød, bittert og andre madudtryk som indgange til de scener fra parrets liv, som vi får at se.

Dét er godt fundet på, men måske mindre godt udført. For en ting er, at det ikke vises kronologisk. Men der er desværre også gryderet over den måde, som historien fortælles på. Alting blandes sammen, og som publikum skal man holde tungen lige i munden og smagsløgene skarpe for at få det hele med: Hvorfor skete dét – og dét? Og hvordan er det nu lige, at det ene hænger sammen med det andet?

Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med den ret, som de mange dommere i tv-madprogrammerne ville sige det. For både filmens forhistorie, vilkår og historie fremstår lidt rodet – som livet er det – og som en god gryderet er det.

Så det kunne være okay, hvis man fik svarene undervejs i filmen, som i øvrigt er meget lækkert filmet og med mange smukke billeder. Men der mangler altså svar på flere både mindre og mere essentielle spørgsmål, som fx hvorfor den anden mand (som jeg ikke vil røbe, hvem er) forelsker sig i Maggie – og i den grad samtidig kan ændre personlighed undervejs, så selv en fuldblods psykopat ville sige hold da op, det var snedigt.

Filmen mangler noget salt, der kunne trække smagene frem og give os svarene. Ikke fordi alting skal skæres ud i pap, men man føler sig lidt tabt indimellem. Præcis som Carsten og Maggies to børn gør det, når de igen og igen fanges i de voksnes selvoptagethed af egne konflikter og kampe for at få opfyldt deres ønsker.

Mest puzzled – som det hedder på nudansk – er man dog over slutningen, som på mange måder mere ligner et drømmebillede, også selvom man får svaret på, hvem der skriver det famøse brev – og hvorfor. Men hvor meget har personerne i virkeligheden flyttet sig? Og løber de ikke snart tilbage til de velkendte opskrifter igen?

Når det er sagt, er det en meget sanselig film, hvor man ikke er faldet for fristelsen til at vise den store og farvestrålende bunke grøntsager, som ellers er fast inventar i mad på den digitale måde – og dét skal roses.

I Malus´ åbne køkken og alle andre steder, hvor Carsten har kniven, ser vi i stedet blæksprutte, svenske skovsvampe, skiver af god spansk pølse og boblende fransk champagne. Luksus på 2021-måden – men uden at virke syndigt, selvom filmen flirter lidt med nogle bibelske udtryk og begreber – desværre for lidt.

For der ville være noget at gnaske i. Især når man ser på den grådighed, som i middelalderen opfattes som den måske værste dødssynd af dem alle, og som driver de to hovedpersoner Carsten og Maggie, der spilles af Katrine Greis-Rosenthal, som har de måske mest udtryksfulde øjne i hele verden, uanset om hun er flirtende, vred, ked af det, fortvivlet eller taknemmelig.

Danmarksbloggen giver ”Smagen af sult” fire hotdogs ud af seks mulige. Fordi Nikolaj Coster-Waldau flere steder i filmen, men allermest i opgør-scenen med konen viser, hvorfor han er en verdensstjerne. Og fordi filmen tager livtag med det mad-univers, som er så forjættet i disse år.

Det var også på tide, at der kom en film om den på en piedestal-sat-gourmet-mad-verden. Og gid der må komme mange flere. For mad er lig med prestige og penge i disse år – og dermed magt. Og dér hvor magten er, dér er der brug for kunsten til at skildre, hvad der sker, og hvorfor – og hvem der trækker i trådene.

Christoffer Boe og Tobias Lindholm har skrevet manus. Christoffer Boe har instrueret. Det er Zentropa, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk