Anmeldelse: “Barn af Besættelsen”

Vidste De, at Dronning Margrethe engang som lille pige lige efter befrielsen bød en modstandsmand et bolsje, mens han holdt vagt ved Amalienborg? Og at ingen troede på hende, når hun senere fortalte historien – ikke før de to igen mødtes i Argentina mange år senere, og han kunne bekræfte det skete.

Dén erindring og mange andre kan man læse om i bogen ”Barn af Besættelsen”, som i dag udkommer hos Gyldendal, og hvor en perlerække af kendte danskere fortæller om, hvordan de oplevede besættelsen fra deres barndomshjem, som for nogles vedkommende var små lejligheder og mangel inde i byen, mens det var for andres var overflod og store huse ude i grønne områder med udsigt over sø eller hav.

For de er der alle sammen: Udover Dronningen af Danmark også dronningen af dansk teater Ghita Nørby, tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregård, tidligere biskop og kgl. konfessionarius  Erik Norman Svendsen, præst Johannes Møllehave, skuespiller Preben Harris, hvis far var modstandsmand, radiomanden Jørn Hjorting, kunstneren Leif Sylvester, overrabbiner Bent Melchior, der flygtede til Sverige og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, men også den nyligt afdøde Morten Grunwald som med en tysk far, der blev taget af modstandsbevægelsen uden at have gjort noget, oplevede tiden på en noget anderledes måde.

Men også mange, mange andre, som vi kender. Alle med forældre som spiller en markant rolle. For små børn husker via deres forældrene, forældrenes holdninger og adfærd.

Som fx den tidligere minister Lone Dybkjær, der af forældrene lærte, at der var et andet Tyskland end nazisternes – og at ikke alle tyskere var nazister. En vigtig lære også i vor tid, hvor det handler om igen at tale imod forfølgelse af anderledes tænkende, som man også mente det hjemme hos Preben Harris. For enhver er ansvarlig for sine egne valg, som man sagde det i generalløjtnant Kjeld Hillingsøs barndomshjem.

En af bogens styrker er også, at de interviewede personer forholder sig med et langt livs erfaring til den besættelsestid, som blev så afgørende for mange af dem og deres holdninger til Europa, fred, krig og internationalt samarbejde, hvad man fx ser hos den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen, avismanden Herbert Pundik og erhvervsmanden Asger Aamund.

Og det gælder, selvom skuespiller Malene Schwartz jo har ganske ret, når hun sammenligner besættelsestiden med hændelsesforløbet i Matador, hvor hun som bekendt selv spillede Maude Varnæs, og siger: ”Hr. Stein og Lauritz måtte flygte, men hvad skete der for de andre personer? Ingenting. De havde de samme intriger, diskussioner og følelser … de gik ud af krigen uden de store traumer. Ligesom i den virkelige verden blev de (og Danmark, red.) skånet i forhold til andre lande.”

Bogen er letlæst og godt skrevet, og man fornemmer, at forfatter Michael Müller har mødt hver eneste interviewede på vedkommendes egen hjemmebane – vist nok også fysisk, men i hvert fald mentalt, sådan så i stedet for at få personerne passet ind i en skabelon, som er lavet på forhånd, så har han ladet bogen forme sig efter menneskene og deres historier.

Det gør ikke kun bogen ægte, men også til et reelt tidsbillede af en epoke, der om føje tid er et hundred år gammel, men som stadig spiller en rolle. Bogen er derfor også noget, som vi kan spejle os selv og vores egen slægt i – også selvom vores forældre eller bedsteforældre ikke er kendte.

Min mor, der var 7 år, da krigen sluttede, fortæller fx, hvordan hun kan huske, at min mormor på selve befrielsesdagen d. 5. maj 1945 rev samtlige blomster af hendes elskede potteplanter, som hun ellers aldrig tillod nogen at røre ved og altid passede med største omhu. Men nu skulle min mor og hendes to søstre have de hvide og røde blomster i håret, når de skulle gå med i glædesoptoget gennem landsbyen og føre Dannebrog fra forsamlingshuset og hen til den lokale skole, som havde været taget af tyskerne, men som nu blev danskernes igen.

Nu er hverken min mor eller min mormor som sagt blandt de kendte, men historien om dem og blomsterne er i fin tråd med bogens fælles danske historie, som det haster med at få fortalt, hvis vi stadig vil have øjenvidneskildringerne, både fra kendte – og ukendte.

Så udover at læse bogen, så spørg de ældste i familien, hvad de husker fra de fem forbandede år og befrielsen – og skriv det ned. For så langt var der ikke dengang mellem danskerne, når en lille prinsesse på Amalienborg kunne byde et bolsje, mens en lille landsbypige fik potteplante-blomster i håret.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Besættelsen” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mini-test: Kan du blive svensker?

Mini-testen: Kan du blive svensker?

I disse dansk indfødsret-prøve-tider vil Danmarksbloggen opfordre danskerne. For hvor godt kender du vores naboland Sverige?

Se hvor mange rigtige du kan få ud af 12 nedenstående spørgsmål – och kom ihåg att du får svara rätt om du vill ha en fika – svarene kan ses nederst:

  1. Hvor mange medlemmer har den svenske Riksdag?
    a) 349
    b) 359
    c) 369
  2. Hvad hedder Sveriges næststørste by – målt på befolkningstal?
    a) Malmö
    b) Göteborg
    c) Stockholm
  3. Hvem er kendt som Sveriges Teaterkonge?
    a) Gustav d. 3.
    b) Gustav Vasa
    c) Karl d. 10 Gustav
  4. Hvilken svensk digter skrev Fredmans Epistler?
    a) Esaias Tegnér
    b) Carl Michael Bellman
    c) Carl Love Almqvist
  5. Hvem spiller Nina Löwander i den i øjeblikket mest sete svenske tv-serie ”Vår tid är nu”?
    a) Suzanne Reuter
    b) Hedda Stiernstedt
    c) Ida Engvoll
  6. I hvilken svensk by har man i mere end 30 år haft tradition for (i nattens mulm og mørke og uden myndighedernes billigelse) at brænde den store julebuk af på byens torv?
    a) Karlstad
    b) Gävle
    c) Örebro
  7. Svenskerne elsker lösgodis, men hvor mange kg spiser hver svensker om året?
    a) 14
    b) 15
    c) 16
  8. Hvornår klæder svenske børn sig – iflg. den gamle svenske tradition – ud som hekse og går fra dør til for at få slik?
    a) Fastelavn
    b) Påske
    c) Midsommer
  9. Hvornår fik Astrid Lindgren Nobelprisen i litteratur?
    a) 1964
    b) 1990
    c) Hun har aldrig fået den
  10. Hvad betyder det svenske ord lagom?
    a) At noget skal ligge i lage
    b) At man skal huske at se bagom tingene – for at se motivet og lagene i sammenhængen
    c) At det skal være lige tilpas
  11. Lever der bjørne frit i den svenske natur?
    a) Ja, cirka 2900
    b) Nej
    c) Indimellem når de indvandrer fra Norge, men tallet er nede på omkring 50
  12. Hvad hedder den svenske konges tre børn?
    a) Victoria, Oscar og Estelle
    b) Victoria, Carl Philip og Madeleine
    c) Victoria, Daniel og Sofia

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De rigtige svar: 1a, 2b, 3a, 4b, 5b, 6b, 7c, 8b, 9c, 10c, 11a, 12b

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.

Black Friday – Black Year

Så rammer Black Friday os igen – og igen fyldes gader og storcentre med mennesker, der vil bruge de – måske – gode tilbud, og kan man i virkeligheden bebrejde nogen dét?

Det giver i hvert fald mening for den helt almindelige dansker og endnu mere for den person eller den familie, der er på overførselsindkomst, at gå på jagt efter de gode tilbud i dag – også selvom speltsegmentet på denne dag gemmer sig derhjemme, fnysende og forargede sammen med deres politiske korrekte bøger og magasiner, mens de tager sig endnu et økologisk stykke kage.

De har også god tid, inden de skal ud i de små specialbutikker og på de højt profilerede julemarkeder for at betale fire-fem gange så meget for varer, som ikke altid er prisen værd – men som har den rette signalværdi. Det er pænt dobbeltmoralsk, og måske også mindre vigtigt i det store billede.

For størstedelen af danskere tilhører ikke den formuende del af den kreative klasse. De vil derimod bare gerne spare nogen penge.

Men måske burde både de og speltfolket alligevel tænke sig om? For hvor meget har vi i grunden brug for?

Jorden kan ikke holde til det forbrug, som vi har i den rige verden – og her tænker jeg både på Vesten, dele af Asien og dele af den arabiske verden. Der er simpelthen ikke ressourcer nok til fortsat vækst, produktion, salg, køb – og smid ud.

Vi skal forlange, at vores ting bliver lavet ordentligt, kan holde længe og kan repareres …

Hvis ikke, ja så får vi ikke kun sort fredag – Black Friday – så smadrer vi vores jord og vores civilisation, og så bliver det sort hele tiden – alle steder. Black Year – every year.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hjemløs med hund viser, hvad kærlighed er

November er en lang og mørk måned, som det kan være svært at slæbe sig igennem, men indimellem er der små lyspunkter af medmenneskelighed som:

Da jeg forleden stod bag en hjemløs i køen i Brugsen – og han skulle have noget kød og et par øller eller tre. Det sidste var til ham selv, og kødet var til hans hund. For den skal jo også have det godt, som manden fortalte os, der stod i køen sammen med ham.

Gad vide hvor mange andre, der køber et par solide oksesteaks til deres hund? Næppe mange.

Og ja, der skal nok være nogle moralske minimalister, som mener, at den hjemløse kunne have fået meget mere for de penge – men til de mennesker er der kun ét at sige:

KÆRLIGHEDEN OG KÆRLIGHEDENS VÆSEN, DER HANDLER OM AT GIVE

For det var ren kærlighed til hunden, at den hjemløse gjorde, som han gjorde – og nej, det var måske ikke fornuftigt, men hvem kan forvente, at et varmt og bankende hjerte altid skal handle rationelt?!

Jeg blev i hvert fald glad helt ind i sjælen … og jeg er sikker på, at hunden også blev glad, da den fik kødet serveret.

—————

Lidt senere kom så den bitre eftersmag, da jeg kom til at tænke på, at de hjemløse nu kan få en bøde for at bo på gaden …  i sig selv så absurd at det burde være løgn – og i hvert fald det stik modsatte af dén kærlighed, som den hjemløse selv var fuld af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Crazy Christmas Cabaret: Fogg´s Off”

Vi var mindst 5000 inde i Glassalen til premieren på årets Crazy Christmas Cabaret ”Fogg´s Off”. Det sagde Donald Trumps alter ego Ronald Rump aka David Bateson selv, og så passer det som bekendt. Alt andet er fake news udspredt af de fjendtlige og onde medier, som i løbet af forestillingen dog er på rette tid og tid flere gange.

Både hr. Fogg – og især miss Fogg, der som en del kvinder må klare ærterne for den udslagne mand, har også brug for tidender undervejs i rejsen rundt om jorden. For hvordan skal man ellers vide, hvad der sker?

Det bobler nemlig hele tiden på scenen med kostumeskift, sang, dans, sprogblomster og sprogforviklinger – helt som det skal til en Crazy Christmas Cabaret – denne engelske juletradition, som nu også er blevet dansk.

Det store flertal i Glassalen havde også prøvet det før, både kåringen af forestillingens jomfru, dette at rejse sig, når Dronningen ringer og alt det andet, som vi i publikum er helt med på – og elsker.

Undertegnede kom undervejs til at tænke på, at de krænkelsesparate og udklædningsforskrækkede nok skal tage en dyb indånding, inden de går ind i Glassalen denne jul.

For i mangfoldighedens navn – og mere eller mindre tro mod Jules Vernes klassiker – hvirvles vi rundt mellem parisiske bartendere, excentriske kunstmalere, arabiske kamelejere, indere ombord på toge, som måske/måske ikke kører til endestationen, en meget kontant prinsesse, der husker sin skolelærdom, en enkelt dødsgudinde, kinesere der både kan slås og danse, barpiger, cowboys, indianere, sømænd, pirater – og sågar en enkelt russer ved navn Vladimir, som er stykkets superskurk.

Gæt selv hvad han hedder til efternavn, men det starter med B – eller er det P? Who cares, det russiske alfabet forstår ingen heller alligevel.

Scenen mellem ham og Ronald Rump er en af forestillingens bedste – og intet skal røbes her. Men det er en øm og kærlighedsfuld skildring af de to verdenslederes første møde, som det må have foregået, og samtidig også en forklaring på, hvorfor verden i dag ser ud, som den gør. Spasiba for den.

Som tilskuer vrider man sig af grin, og det gør man mange gange – også da den udvalgte publikummer kom op (han klarede det i øvrigt forrygende og lige i bulls eye).

Overordnet set var det også som om, at der sammenlignet med de sidste par år var mere skuespil, mere samspil, mere storytelling end oneliners, selvom de heldigvis også stadig faldt, som de skulle. For der var et liv og røre på scenen – og mellem scenen og et engageret publikum.

Med sædvanlig charme og bid kom vi også ind på Brexit og andre aktuelle emner, som det er godt at lave spøg med, men som også har noget mørkere toner, og det blev kommenteret på den mest fine og poetiske måde.

For midt imellem alt spasen blev der også tid til alvoren med en flot fremført og meget rørende version af Charles Chaplins ”Smile” – med netop Chaplin og miss Fogg, som spilles fuldstændig strålende af Katrine Falkenberg.

Men hele castet – David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Claus de Lichthenberg, Rikke Hvidbjerg og Henrik Lund er sublime i denne skønne version af Jules Vernes klassiker ”Jorden rundt i 80 dage” – og det samme er The Around the World Band, der med skilte altid hjælper publikum med at råbe det rigtige.

En ekstra opmærksomhed må dog blive Lady Wobblebottom til del. Hello, Lady Willie. Denne fantastiske kvinde/mand m/k – eller skulle man bare sige fænomen, som mødes med jubel, hver gang han/hun entrer scenen i et nyt fantastisk outfit, og i år var der ekstra mange. Ingen nævnt, ingen glemt. Tvivler også på at Lady Wobblebottom ville bryde sig om, at man foretrak det ene fremfor det andet.

Så ja, alt er som det plejer at være – også alligevel ikke. For dér manglede jo én på scenen, men hun svævede over vandene som en anden ånd – og hun modtog naturligvis et bragende bifald, da hun som spået i begyndelsen kom ind til sidst og tog hele æren – og den velfortjente stående applaus. Hvis nogen skulle være i tvivl, så taler vi naturligvis om Vivienne McKee, som i år har været fokuseret på at instruere – og på næste års show.

For Danmarksbloggen bed mærke i, at vi blev lovet en 2019-version af det herlige show. Man glæder sig allerede. Men inden så gå ind og se 2018-versionen af ”Fogg´s Off”.

Danmarksbloggen giver ”Fogg´s Off” seks ud af seks luftballoner, som den der fik en tur gennem rummet i Tivolis Glassal.

For det er en eminent forestilling lavet af en flok meget dygtige mennesker, der griner, laver spas og får publikum med på løjerne, så latteren gjalder i Glassalen – og det har vi brug for i en verden, hvor man godt kan blive bange og få lyst til at græde, fordi tiderne er mere moderne end vi mennesker forhåbentlig nogensinde bliver det. Min ledsager og jeg smilede i hvert fald hele vejen hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Virksomheder vil indoperere chips i deres medarbejdere

Man tror det er løgn og noget fra en film eller bog. Men nej, den er god nok. Engelske virksomheder vil – i sikkerhedens navn – indoperere en chip på størrelse med et riskorn i deres medarbejderes hænder.

Læs mere her: https://www.theguardian.com/technology/2018/nov/11/alarm-over-talks-to-implant-uk-employees-with-microchips

Og her: https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/firmaer-vil-implantere-mikrochips-i-tusindvis-af-medarbejdere/7393003

Den umiddelbare holdning her i landet vil formentlig – i hvert fald fra arbejdstagernes side – være: Nej, tak, jeg skal ikke overvåges.

For man skal som bekendt være mere end almindelig naiv, hvis man ikke tror, at sådan en chip også kan bruges til andet end at åbne døre og give adgang til computere på arbejdspladsen. Den kan som bekendt både overvåge, hvor du er, hvem du taler med og om hvad. Teknologien kender ingen grænser.

Danmarksbloggens bud er så desværre det, at chippen ender med at blive et krav hos danske virksomheder, hvis man vil have et job. For der er så mange fordele med sådan en overvågning af medarbejderne. Og de fleste medarbejdere vil sige ja, for der skal brød på bordet og tag over hovedet – også selvom det betyder, at vi samtidig presses ind i slaveriet.

Der er kun en måde at stoppe vanviddet på – med lovgivning og det hurtigt. Heldigvis har vi jo set, at lovgivning kan komme igennem folketinget i meget hurtigt tempo, i hvert fald når det handler om stramninger på udlændinge-området.

Desværre virker det så også som om, at al anden lovgivning – og især den som sikrer borgeren – har det med at komme meget langsomt igennem, hvis den overhovedet når frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smith, Elmquist og Wilhjelm: Påvirkningsloven kan afskaffe det danske demokrati

Man kan håbe, at juraprofessor Eva Smith får ret, når hun i dokumentarfilmen ”De tre sidste musketerer” siger, at hun håber, at domstolene vil tolke den såkaldte påvirkningslov meget varsomt og kun bruge den i grelle tilfælde. For ellers er der tale om at kriminalisere visse politiske ytringer – og at demokratiet i Danmark reelt bliver afskaffet.

Vi taler om påvirkningsloven, om regeringens nye forslag om at det fremover skal være strafbart og med fængsel i op til 12 år forbundet at ytre noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed bliver altså dermed kriminelt, hvis man som borger ikke mener det samme som staten. Og ja, Danmarksbloggen ved godt, at loven er lavet for at beskytte Danmark mod de russiske trolls. Problemet er bare, at loven er et brud mod Grundloven, og at den sikrer statens interesser ene og alene – også mod borgeren.

For hvad nu når staten lyver som fx under Irak-krisen, hvor USA´s tidligere udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at vi derfor skulle gå i krig mod dem? En krig som også Danmark gik ind i, fordi vores politikere sagde, at ja, der var beviser for, at Saddam Hussein havde disse våben. Men de beviser fandtes ikke, og det vidste de danske politikere godt.

For det er meget enkelt: En stat vildleder sin befolkning og svigter sit ansvar, hvis folket ikke får de sande oplysninger. Desværre er det meget svært at stille en stat til ansvar, især når man som Danmark ikke har den forvaltningsdomstol, som lic. jur. Preben Wilhjelm efterlyser i filmen, og som ellers ville kunne holde magten i tømme. For som det er i dag, så er 90 mandater nok til at beslutte noget, også det som er i strid med Grundloven, hvilket er sket flere gange. Ja, siden 1919 er der konstant blevet hugget bidder af det ellers så stolte og i rettigheder funderede retspolitiiske system i Danmark.

Men nu risikerer vi med påvirkningsloven at få et statsmonopol på sandheden – og dermed et samfund, der minder mere om et diktatur end om et demokrati.

For som advokat Bjørn Elmquist siger det i filmen, så er et demokrati kendetegnet ved en politisk pluralisme, der blandt andet indebærer ytringsfrihed, meningsfrihed, religiøs frihed og mange andre slags friheder for borgeren – også friheden til at være uenig med staten og magten og give udtryk for disse holdninger.

Men den frihed er altså under pres og siden 11. september under mantraet ”Befolkningens tryghed er det vigtigste”. For netop dette mantra er blevet brugt til at give politiet og PET så udvidede beføjelser, at der reelt er tale om at udhule fundamentale borgerrettigheder og frihedsprincipper. Men det er – som Eva Smith siger det i filmen – en narresut, for ingen kameraer eller andet kan sikre os 100 procent mod terror.

Men vi accepterer åbenbart, at friheden tages fra os – det betyder ikke noget, så længe vi bare underholdes og entertaines med ligegyldige trivialiteter, som vejen til slaveriet er beskrevet i Huxleys ”Fagre nye verden”. Det er ganske skræmmende.

Retspolitisk forening kalder også lovforslaget om påvirkningsloven for ”alvorligt bekymrende for ytringsfriheden”: http://www.retspolitik.dk/wp-content/uploads/2018/10/H%C3%B8ringssvar-ulovlig-pa%CC%8Avirkningsvirksomhed-okt18.pdf?fbclid=IwAR2UhAm3GnFg_aGdQlcQoKAcMWdNQ-0mogrv1wHeSuhNlr7XduF3H7RvUro

Sæt derfor den halve time af, som det varer at se filmen og høre, hvad de dygtige mennesker Smith, Elmquist og Wilhjelm har at sige. Det bliver en af de vigtigste halve timer i dit liv.

DR ville ikke vise filmen, da den iflg. dem ikke var samfundsrelevant. Danmarksbloggen mener derimod, at det er årets formentlig vigtigste film. Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Livet er også til dig, Martin

Ordet velskrevet bliver ofte anvendt i anmeldelser af bøger og indimellem også i flæng. Men når det kommer til Lars Ringholms selvbiografiske debutroman ”Livet er også til dig, Martin”, der handler om hans barndom i det jyske – og med langt den overvejede fokus lagt på de onde i år i skoletiden fra 5. klasse til 10. klasse, så giver ordet mening.

For bogen er netop velskrevet på alle leder og kanter. Man FØLGER drengen fra de gode år i den lille skole over flytningen, som gjorde, at han skulle igennem de tunge og onde år i den store skole, hvor de andre i klassen og de fleste af lærerne er uden forståelse for drengen med det følsomme sind, videbegæret og evnen til at forstå, rumme og fortælle de gode historier.

En dreng, der som en anden grim ælling ender med at blive en ung mand, der får bredt vingerne ud og i den grad sagt til og fra både i skolen og derhjemme. Det er stærkt gået – og nærmest underspillet i bogen, hvor det kun fylder få linjer, men det må have været afgørende øjeblikke – også for hans liv på den lange bane.

Og ja, man FØLER også med ham. Ikke at hans fortælling på nogen måde er sentimental eller omklamrende. Bogen er også skrevet i 3. person, og det gør det lettere at beskrive situationen fremfor, at det bliver ”for meget føleri”. Nu er allehånde virkemidler også inderligt overflødige, for hans historie er i sin nøgne sandhed så barsk og brutal, at der ikke behøves mere. Ja, det gør ondt direkte ind i hjertekulen at læse om de chikanerier og drillerier – overgreb, som han var udsat for gennem de mange, lange og trange år.

Og her taler vi både fysiske, men især psykiske overgreb, som kan være mere end direkte drillerier. Det er nemlig også et massivt overgreb mod et menneske, når dette menneske kun bliver tålt i den gruppe, som det menneske er en del af. Tålt og mødt af tavshed, som han bliver, når han kommer ind i sin klasse – en tavshed, som ikke engang kan blive lærerne til del, når de kommer. Modstanden mod ham har været massiv.

Og ja, sådan en tavshed kan faktisk dræbe – om ikke fysisk, så dog mentalt, og dette land er fuld af mennesker, som er blevet knust af lignende erfaringer, fordi de ikke har haft Martins evne til at hente styrke i egen indre verden, i de bøger han slugte, samtalerne med bog-pusheren og musikken – og ja, også den ydre, store verden, hvor han følger med i alt, hvad der sker på det politiske område.

Bogen bliver på den måde også et tidsbillede af et årti, 70´ere, som for mange handler om kvindernes frihed og erhvervede rettigheder. Men som også var et årti, der for de følsomme og kloge børn ofte drejede sig om at være i et skolesystem, hvor tidligere tiders orden og metode – og lærerstyring – var blevet afløst af alles kamp mod alle, så det blev jungleloven og andre primitive regler, der gjaldt. Sådan en slags dansk version af fluernes herre – bare i større målestok – og meget værre.

Det gjorde nemlig ondt at være et anderledes barn i 1970´erne – og Martin var ikke alene. Vi var mange, der led os igennem 70´ernes rå og hårde skole.

Undertegnede prøvede det også – dog ikke i samme fysiske grad overhovedet, men psykisk ligeså hårdt – og så varede mit mareridt i alle ti år – og som Martin flygtede også jeg ind i bøgernes verden og i skriveriet.

Jeg blev så ikke som Martin selv beskyldt for den skæbne, som overgik mig. Jeg fik bare at vide af både forældre og lærere, at det skam ikke var min skyld, at de andre drillede og var modbydelige. Nå, men hvorfor tog de voksne så ikke ansvar og gjorde noget for at hjælpe den lille pige, som var mig?

Det svar har jeg aldrig fået, kun beklagelser og selvbebrejdelser – også efterfølgende. For 70´erne var et årti, hvor mange voksne glimrede ved deres fravær, i hvert fald mentalt og når det drejede sig om at gå op mod autoriteter.

De var dog som regel til stede til dén konfirmationsfest, som var mere for de voksnes end for den unge konfirmands skyld, og som fra de tvungne kirkesøndage til gaver, fremmede tanter og blå mandag er suverænt beskrevet i bogen.

Det vil sige: Indimellem var de voksne ikke sene til at give børnene skylden for det, som overgik dem – som med Martin. For hvorfor kunne han ikke bare være en rask dreng, der sloges og spillede fodbold som alle de andre? Det virker absurd i dag, at livet kunne være sådan, men det kunne det.

Virkeligheden er nemlig beskrevet præcist i ”Livet er også for dig, Martin” – og det er med vilje, at der ikke her fortælles mere om, hvad der sker i bogen, selvom det ellers er dramatisk nok med dødsfald, både unge og gamle, og en voldsom febersygdom. For det er alvor det her – også selvom der indimellem er et lyspunkt som en vis koncert i København, som Martin oplever som teenager.

Men læs bogen selv – genoplev 70´erne eller lær dem at kende, det årti, hvor vi, der var børn og unge, enten var ofre, bøller eller dem som stod på sidelinjen, som hende Lars møder i supermarkedet 35 år senere – og som stadig kan huske det. For 70´ernes råhed gik ind i sjælen på os alle, uanset hvem vi var.

Dammarksbloggen giver ”Livet er også til dig, Martin” fem ud af seks skrivemaskiner, som den der blev hans store redning. Den som blev vejen væk fra hans barndomsby og ud i verden.

Det er forlaget Mellemgaard, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk