Magtens dronning – og kagen

Der var engang en fransk dronning, som ifølge overleveringen udtalte følgende om de fattige inde i Paris, der ikke havde råd til brød, og derfor sultede: Hvis ikke de har brød, så spis dog kage. Historien er vist en skrøne, men den illustrerer fint den daværende franske dronning Marie-Antoinettes manglende forståelse af hendes tid og det oprør, der kom mod hende, kongen og hele den franske adel – og deres dekadente overforbrug. Ja, det kostede hende også hovedet et par år senere, da hun sammen med kongen blev henrettet i forbindelse med den franske revolution, der startede en helt ny tidsalder i Europa.

Nu bruger vi heldigvis ikke guillotiner mere, men derfor kan magtens dronninger m/k godt miste deres politiske liv. Og især i denne tid, der på mange måder minder om tiden op til den franske revolution med stigende ulighed, stigende spændinger og en samfundsorden, der har spillet fallit. Dermed ikke være sagt at magtens mænd og kvinder ikke prøver at gribe magten. For det gør de – og med alle midler.

Og med kagen i går, hvor der stod 50 på, har Inger Støjberg vovet mere end bare at få én over næsen. For hendes berygtede kage, der markerer, at udlændingestramning nr. 50 er vedtaget, har så meget sprængstof i sig, at den enten sender Støjberg helt ud af enhver mulighed for at blive Løkkes efterfølger – eller også placerer kagen hende direkte i stolen som den næste V-formand.

Det er højt spil af en af Venstres mest markante bejlere til magten i partiet – og måske også i virkeligheden det, som kagen handler om. Det og så at tage stemmer fra Dansk Folkeparti, som i sædvanlig kræmmerstil har været ude og kopiere kage-stuntet med at love citronmåner ved stramning nr. 100. Ren copy-cat – og så endda så billigt. Så er der trods alt mere stil over Støjbergs flotte konditor-kage, selvom det at købe kage for at fejre, at man har gjort livet svært, ja umuligt for andre mennesker, er så umenneskeligt og lavt, at Støjberg burde kunne retsforfølges for det.

Men altså reelt retsforfølges – og ikke en skueproces, som dem under den franske revolution. For nok er Støjbergs kage-stunt langt under enhver anstændighedsgrænse – men derfor behøver vi andre jo ikke at følge hende derned.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Magtens vold legitimerer alle andres vold

Kristeligt Dagblad skrev i går om, hvordan socialt udsatte som hjemløse og andre i stigende grad bliver udsat for latterliggørelse, chikane og deciderede overfald, altså for volden i alle dens former.

Sekretariatschef hos Landsforeningen af Væresteder Cliff Kaltoft begrundede udviklingen med at citat fra artiklen: ”Vinder-taber-kulturen har især fået tag i mange af de unge, der lader til at tænke om de udsatte, at de ikke er noget værd,” (citat slut).

Og chefen for Kirkens Korshær Helle Christiansen giver i artiklen udtryk for, at italesættelsen af de svage som dovne samfundssnyltere er blevet så grundfæstet en del af dansk mentalitet, at det faktisk kræver politisk handling, hvis det skal ændres.

Danmarksbloggen – som i al beskedenhed netop gerne vil genskabe respekten for det enkelte menneske, solidariteten og fællesskabet – er enig.

Men Danmarksbloggen må så også rette kanonen mod politikerne.

For nok er det vigtigste, at vi får gang i forandringerne i holdningerne, så vi kan komme tilbage til en medmenneskelig respekt og anstændighed. Men man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og for at kunne påvirke sin fremtid.

Og ser man tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at Foghs og Kjærsgaards umenneskelige regime i nullerne i dén grad har været med til at skabe denne menneskefjendske taber-vinder-kultur – godt hjulpet på vej af talløse tv-programmer, hvor det drejer sig om at vinde med alle midler, så man ikke risikerer at blive stemt ud.

Men det er især magtens vold, der er bekymrende. Medier og mennesker løber blot efter dér.

Og i dag er vi desværre i den situation at samtlige partier – på nær Enhedslisten og til dels SF – opfatter arbejdsløse som dovne, indvandrere af muslimsk herkomst som potentielt kriminelle, enlige mødre som nogen der tager dårlige livsbeslutninger, hjemløse som nogen der ikke kan tage sig sammen osv, osv.

Sådan er det jo, som Vestager engang sagde dét. Men sådan behøver det ikke være.

Magten behøver ikke at udøve vold mod samfundets svageste, som magten nu har gjort det i snart halvandet årti. Magten kan – og bør – vælge at være de svagestes hjælper, beskytter og bedste ven.

Så får magten bævende læbers pris – og finere hæder gives ikke i hele den vide verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk