Grønnegårds Teatret fejrer i år sit 40-års jubilæum med manér – nemlig med vores nationalkomedie Ludvig Holbergs ”Maskerade”, som mere end noget andet er en hyldest til kærligheden og ungdommen.
Jeg vil derfor starte med en anbefaling: At have et ungt og forelsket menneske med i teatret. For nok handler komedien også om livet generelt og om de masker, som vi alle bærer. Men uden kærlighed, hvor er vi så? Så med en ung og forelsket som ledsager, så er Cupido hele tiden lige i nærheden.
For amorinerne skal gerne flyve, som de gør det hos den unge Leander, der dagen efter mødet med Leonora til maskeraden ømt viser, hvor meget han savner og lider alverdens kærlighedskvaler. Leander spilles mesterligt af den nyuddannede, men allerede ret erfarne Lukas Toya.
Det lille optrin med de ordløse og gakkede kærlighedsløjer er i en klasse for sig, og noget som alle unge og forelskede kan spejle sig i – også Leonora, der gestaltes af Laura Skjoldborg med en sødme og en trodsighed, der bringer mindelser om de bedste Columbiner i Tivolis pantomimer – måske især da Leonora efter opgøret med moderen Leonarda tramper ud.
Danmarksbloggens unge – og har jeg fået lov til at afsløre forelskede – anmelder Anna M. T. Frederiksen vred sig i hvert fald af genkendelsens grin, og kunne efter forestillingen konkludere:
”Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er for det første godt spillet. For det andet er det rart at mærke, at nok er der i opsætningen stor respekt for Holberg og hans måde at skrive på, men der er ikke ærefrygt for denne en af dansk teaters kronjuveler. Stykket bliver spillet som den komedie, Holberg skrev det som – og lige netop det er at føre hans arv videre på den rigtige måde, også fordi man tilføjer lidt modernitet. Bedre kan 300-året for dansk teater simpelthen ikke fejres.”
Undertegnede – den ældre anmelder – er enig. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er teatrets måske bedste forestilling i årevis – og det siger ret meget. For Grønnegårds Teatret er synonymt med kvalitet – og årets forestilling ”Maskerade” er Holberg spillet, som når Holberg opføres bedst. For så flyder ord, mimik og gestusser sammen, så man oplever den så velkendte historie på ny.
Scenen er en klassisk trappescene med noget, som jeg tolker som et stort rødt æble på. Et æble fuld af saft og som et symbol på at tage en bid af livet og gå ombord i fristelserne. Haps-haps-haps.
Absolut ikke klassiske, men sensuelle er deltagerne i maskerade-danse-scenen, som er iklædt kulsorte outfits med hofteholdere, masker med videre – og så farvede bånd. Dét giver sammen med de gamle viser fremført i en mere rå og nutidig version af musikeren Kevin Oliver Eagle den gamle komedie endnu en vitamin-indsprøjtning.
At man spiller størstedelen af stykket på nutidigt dansk, er også med til at gøre opsætningen vedkommende. Jeg tror også, at Holberg ville have foretrukket det moderne dansk. For han var bevidst om, at det handler om at nå ud til publikum – og det gør man bedst på det sprog, som publikum taler.
Det var også en af grundene til, at man for 300 år siden begyndte at spille teater på dansk – i netop Lille Grønnegade Teatret som lå tæt på Kgs. Nytorv, kun en stenkast væk fra Grønnegårds Teatrets nuværende domicil i Odd Fellow Palæets have. Dengang i 1722 spillede man i øvrigt Molières ”Gnieren” som det første teaterstykke på dansk. Det var d. 22. september – og allerede få dage senere, d. 25. september, var der premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber”.
Men her i sommeren 2022 efter et par Corona-somre handler det om længslen efter at more sig. Og dén har Leanders mor Magdelone, der spilles af Christiane Gjellerup Koch med nærmest revyagtig timing og iklædt en meget iøjnefaldende kjole og hat, der fortæller, at ingen af os – uanset alder og andre kendetegn – behøver at tage os selv særlig højtidelige.
Vi bliver lykkeligere af blive slippet fri – hvis vi kan. Det kniber så for gårdskarlen Arv, der også presses fra flere sider. Han spilles driftssikkert og med flair for komedien af Mathias Flint.
Vi møder selvfølgelig også Pernille, som gestaltes med stor troværdighed og intensitet af Camilla Lau. Hende gad jeg godt se i en rolle, hvor Pernille styrer løjerne, som Henrik gør det her i Patrick Baurichters skikkelse.
Patrick Baurichter er formidabel og en af stykkets bærende kræfter – og en dag om mange år skal han forhåbentlig spille Jeronimus. Ikke kun fordi han laver en lårklaskende parodi på samme, men fordi han allerede nu rummer det bid, der skal til for at spille denne gnavpot af en bedsteborger.
En anden bærende rolle møder vi i forvandlingen af Leonoras far Leonard til moderen og enkefruen Leonarda. Det er en fin nyskabelse – og selvfølgelig spilles den myndige og handlekraftige dame med smæld og saft af Anette Støvelbæk, der med denne rolle sætter endnu et hak ved positionen som en af dansk teaters og films grande dames.
Men helt centralt står selvfølgelig Jeronimus, billedet på magten, strukturen og faderen. Bonus Pater, som med sin sølvbeslåede stav som et fallos- og magtsymbol styrer det hele – eller det tror han. For ligesom at staven også kommer i andre hænder undervejs, så må også han og resten af denne verdens Jeronimusser til sidst strække våben.
Man kan ikke kæmpe mod naturens orden – og kærlighedens sejr er naturens orden.
Jeronimus gestaltes med en enorm autoritet og samtidig komisk finesse af Morten Suurballe, som folder stædigheden og bedrevidenheden ud, så man samtidig også ser den aldrende mands sårbarhed.
Det er eminent, og der var god stemning på bænkene i sommeraftenen. Ja, det var, som selv mågerne fulgte med i forestillingen. De kom i hvert fald tit flyvende forbi – nærmest skrigende af grin.
Der er også grund til det. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er munter og let morskab med et strejf af alvor og stor klogskab. Det er i ordets bedste forstand lystige løjer om eviggyldne temaer: Kærligheden og dens evne til sejr, det nødvendige opgør mellem generationerne og de masker, som vi bærer – måske især når vi har åbent ansigt.
Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” seks ud af seks teatermasker. Det er en sand perle, som vil stråle i det diadem, der hedder ”Dansk Teater 300 år”, og som er en række af forestillinger, der markerer det fine jubilæum.
Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Forestillingen spiller indtil 27. august.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk