Tag-arkiv: død

Paven er død

Udgivet den af
Svar

Danmark er ikke et katolsk land – og undertegnede er ikke katolik.

Men derfor kan jeg alligevel ikke lade være med – indimellem – at orientere mig efter Skt. Peters efterfølger, manden med nøglerne – også kendt som paven.

Paver fås i mange aftapninger. Men ham, som døde i morges, pave Frans var af en ganske særlig støbning.

Han VILLE mennesker. Han ELSKEDE mennesker. Og han mente det, når han kaldte os for brødre og søstre. Uanset om vi er katolikker, andre kristne eller andre troende, så var vi for pave Frans mennesker.

Mennesker, som alle som én er elskede af Gud – og det budskab var det vigtigt for pave Frans at udbrede. Ikke kun med ord. Faktisk endnu mere med handlinger, når pave Frans vaskede flygtninge og fangers fødder, når han omgivet af alverdens guld og rigdomme insisterede på at bære et trækors og meget mere af samme skuffe.

Jeg husker især pave Frans under Corona-pandemien, hvor han sagde, at nu var hele verden på ørkenvandring – alene, og dog sammen.

For pandemien var en chance for at finde Gud, høre Gud i verdens larm. Hvor mange der greb dén mulighed ved jeg ikke. Men pave Frans gav altid alle – også dem, som den katolske kirke ellers traditionelt har haft det svært med – muligheden for at være med i fællesskabet og modtage Guds nåde – også af Romerkirken.

Pave Frans var dybt troende – og så levende evangeliet, at hans sidste gerning netop var at insistere på næstekærlighed, barmhjertighed og medfølelse – overfor en verden, som ruster sig til krig.

Men husk at nok kan magten vinde i første omgang, som det er sket i Rusland, USA, Kina og flere lande endnu – men på den lange bane så sejrer kærligheden.

Det kan godt være, at langfredagsmørket med pave Frans´ død har sænket sig over Jorden – men det bliver påskemorgen med lys og glæde igen. Dét skal vi tro på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den magiske sommer – eller dødens sommer?

Udgivet den af
Svar

At sommertiden er magisk, ved de fleste.

Men at sommeren også har magiske evner i forhold til Coronaen, er dog noget af en nyhed.

For det må sommeren jo have. Hvordan kan man ellers forklare:

  1. At vi har stigende smitte med Omikron – ligesom i vinters, hvor vi lukkede ned, men denne gang lukker vi ikke ned?
  2. At vi ikke skal vaccineres før til efteråret – pånær få sårbare grupper?

For man må jo formode, at den nye Omikron-variant BA.5. giver det samme antal syge, indlagte, på intensiv, i koma og døde, som i vinters – ja, formentlig flere, fordi:

  1. Den nye variant er mere smitsom
  2. Vi vælger ikke at lukke ned
  3. I vinters var vi lige blevet vaccineret – det er vi ikke nu, så vi har ikke meget flokimmunitet mere

Men nu skal vi først nyde sommeren, sagde statsministeren for lidt siden til det første Corona-pressemøde siden i vinters.

Danmarksbloggen ved godt, hvem der kommer til at nyde sommeren max: Corona-virussen. For den får hidtil usete muligheder for at sprede sig og smitte i den kommende sommertid.

Gad vide, hvor mange danskere, der ikke får lov til at se sommer blive til høst – fordi det store flertal skal have en sommer med max fest, kram og kys?

For den magiske sommer kan nemt blive en dødens sommer for mange …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møllehave er gået ud af tiden

Udgivet den af
1

Johannes Møllehave døde i går.

Præsten, forfatteren og digteren Møllehave er kendt af rigtig mange danskere – måske især dem over 40. For nok har de yngre også læst tekster af ham i skolen – og de fleste af dem kender bogen ”Læsehest med æselører”, hvor Møllehave skriver indlevende og personligt om store danske forfattere og deres tekster.

Men det var, når Møllehave talte, at han for alvor nåede mennesker. Når han stod på prædikestolen, holdt foredrag eller deltog i tv-programmer, så blev man revet med af Møllehaves store viden – og endnu større vid. Af hans humor, varme og generøsitet.

Møllehave favnede nemlig både med de store armbevægelser og med ordet. Det talte ord. Både når det var hans egne ord – og de andres ord, som han kunne fortolke virtuost.

Møllehave skrev også – både bøger, digte, sange og salmer. Men det var det levende ord, som var hans styrke. Der er derfor også overraskende lidt, som står tilbage efter ham.

Vennen Benny Andersen efterlod sig en skat af ord og udtryk – og Snøvsen, Rosalina og Svante vil for evigt leve i den danske kultur. Præcis som vi altid vil huske, læse og synge de tre største: H. C. Andersen og hans eventyr og digte, Grundtvig og hans salmer – og selvfølgelig Kim Larsen og hans sange.

Møllehave har som nævnt skrevet både salmer og sange, men kun få vil overleve tidens tand. Den mest kendte er nok julesangen ”Lille Messias”, som ikke er forkyndende nok til at være en salme, men som de fleste kan synge med på. Anne Linnet har skrevet melodi – og synger den også. Og i Den Danske Salmebog har Møllehave kun to salmer med: Nr. 171 ”Lazarus lå i sin grav” og nr. 522 ””Nåden er din dagligdag”. Ingen af dem er særlig meget sungne.

Så nej, der er ikke til senere generationer efterladt en guldgrube af kunst, der står i kraft af sig selv. Møllehave var derimod en stor stemme i den tid, som han levede i – og det har for skarer af danskere været en udsøgt fornøjelse at høre ham og tale med ham. Man blev grebet af manden simpelthen. Man blev klogere på sig selv og livet.

Og nu er han altså gået ud af tiden. Om det at dø sagde Møllehave selv i 2003:

For mig går vi ikke fra de levendes hjem til dødsriget. Det er omvendt. Vi er på vej til de levendes land. Hele tiden. Det levende ligger foran os. Og hvordan det former sig, kan jeg ikke beskrive, men døden er noget rigt, noget stort og noget godt.

Nu er han dér. Nu ved han det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et år siden hr. Larsen døde …

Udgivet den af
Svar

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Survivor-træet fra New York har dansk aflægger

Udgivet den af
Svar

Så er det igen 11. september – dagen, der for 18 år siden ændrede verdenens dagsorden, og som betød døden for mere end 3000 mennesker i New York og Washington D.C.

Siden er stedet, hvor Tvillingetårnene stod i New York, lavet om til en stor mindepark, hvor mennesker i hundredtusindvis kommer i løbet af året for at ære og mindes.

Mange husker også at lægge mærke til et træ, som står lidt for sig selv på pladsen. Det er også et helt specielt træ, nemlig det berømte Survivor Tree, som klarede det hele, både flyene, da tårnene styrtede i grus og alt det andet.

Træet, som er et slags pæretræ, måtte dog lige på rekreation, inden det igen kunne plantes på Ground Zero, som området hedder nu.

Alt det ved de fleste. Men de færreste ved, at der i Danmark findes en aflægger af det berømte træ.

Men det gør dér. Hos Anette Jensen, som bor i Vordingborg på Sydsjælland, og som under et besøg i New York i 2012 tog et agern fra træet. Et agern, som nu vokser fint hjemme hos hende selv – så det idag er blevet til et fint lille træ i en krukke.

”Jeg tager ofte frø som minde, når jeg er et sted,” fortæller hun til Danmarksbloggen og fortsætter:

”Men her har frøet – og træet – en særlig betydning. Det kommer nemlig fra en tur til New York, som jeg var på sammen med min søster Helle, som nu er død. Så hos mig hedder træet Helles træ, og er en evig påmindelse om ikke kun 11. september, men ligeså meget om min elskede søster.”

Dengang i 2001, hvor terrorangrebet fandt sted, var Anette Jensen på ferie. Alligevel kan hun – ligesom alle andre – huske, hvad de lavede dén dag. Hun kan også sagtens genskabe sig stemningen fra første gang, hun stod på Ground Zero.

”Det var året efter terrorangrebet, hvor der stadig var meget kaos dernede på Downton Manhattan – og der var en meget bedrøvelig stemning, så megen ødelæggelse og død,” slutter Anette Jensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Købmand Lars Larsen er død

Udgivet den af
Svar

Der er erhvervsmænd i Danmark, som bliver husket, og giver genlyd gennem generationerne som fx Tietgen, A.P. Møller. Mærsk McKinney Møller – og Lars Larsen, ham med det gode tilbud og de billige dyner. Med den nasale stemme, som blev synonymt med Jysk Sengetøjslager – eller Jysk, som det bare hedder i dag.

Nu er han død – i en alder af 71 år – af en kræftsygdom.

Det er forfærdeligt for hans familie og nærmeste, men også et tab for hele Danmark.

For vi har brug for mennesker af hans kaliber. Mennesker, som ikke kun sætter gang i hjulene og vil være størst, men som også føler et ansvar overfor det samfund, som skabte betingelserne, så deres virksomhed kunne gro.

Sådan et menneske var Lars Larsen. Han skabte vækst og jobs, men han følte også et menneskeligt ansvar. Men først og sidst var han købmand og kræmmer – og stolt af det.

Og det havde han – når man ser på hans livsværk – også god grund til at være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kim Larsen er død

Udgivet den af
Svar

Her i Danas Have var der H. C. Andersen, og der var Grundtvig – og der var Kim Larsen.

Netop var.

For Kim Larsen – en af Danmarks allerstørste sønner – er død lige netop nu i denne tid, hvor der er brug for stemmer som hans. Stemmer, der taler om menneskelighed og varme i en kold tid.

Fik han set det han ville, fik han hørt sin melodi? Det tror Danmarksbloggen ærligt talt, at han gjorde.

For Kim Larsen levede livet fuldt ud og brugte sig selv og sine unikke evner til at skrive det enestående katalog af sange, som bærer hans navn – og som sammen med Grundtvigs salmer og H. C. Andersens eventyr er vores allerfineste kulturskat.

En kulturskat, som alle generationer har taget til sig – og gladelig sunget med på til koncerter over hele landet hver eneste sommer.

Kim Larsens musik er nemlig en levende kulturskat – og sådan vil det blive ved med at være, også selvom Kim Larsen selv er død, og Danmark er blevet et fattigere land, ja et land i sorg. For det er en af vores allerstørste sønner, der nu er gået i forvejen.

For nok ved Kim Larsen nu, om der er sol over Gudhjem i de dødes land, men hans sange vil blive sunget så længe, at der bliver talt dansk på denne jord. Det er helt sikkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nekrolog med digt: Benny Andersen

Udgivet den af
Svar

En af de helt store danskere er ikke mere. Benny Andersen døde i går.

De fleste danskere kender ham som Snøvsens far – og som manden, der skrev Svantes viser, hvoraf især den ene ”Svantes lykkelige dag” – det er den med kaffen – er elsket af alle danskere. Det er også et godt billede med Nina, der kommer ud fra badet – og så den nylavede kaffe.

Danmarksbloggen vil dog alligevel hellere mindes Benny Andersen med et andet digt. Et af dem fra samlingen fra 1964 ”Den indre bowlerhat”, hvor han går i rette med det at leve forsigtigt og velovervejet – og i stedet på hans egen finurlige måde taler om, at livet skal leves i store bidder. Haps-haps-haps. Det gjorde Benny Andersen også selv.

Diæt
Rejer gir tørre hornhinder
fedt gir filipenser
pandekager ligger for fladt i maven
flæsk er ikke godt for hjertet
fisk er ikke godt for slagteren
kylling er ikke godt for kyllingen
frikadeller er ikke godt for noget
undgå sagosuppe under svangerskabet
undgå løg under ægteskabet
sødt er syndigt
surt er farligt
salt forkorter livet
bittert trækker det i langdrag
marmelade gir slatne ører
labskovs trækker svømmeblæren sammen
æg får armene til at sidde skævt
ost påvirker lugtesansen
peberrod påvirker smagen
småkager påvirker hørelsen
radiser indskrænker horisonten
ærter standser udviklingen
blomkål tager udsigten
morgenmad tager appetitten
natmad skærper den
mad er ikke godt for maven
livet er usundt
haps
haps
haps

Benny Andersen, Den Indre Bowlerhat 1964.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra fransk greve til dansk prins

Udgivet den af
2

Det kan ikke siges, at det kommer som et chok. Prins Henrik har været syg længe, kronprinsen blev kaldt hjem fra Vinter-OL, og i går hørte man, at prins Henrik ville til Fredensborg for at tilbringe sin sidste tid. Der blev så tale om timer.

For nu er det sket. Prins Henrik er ikke mere. Manden, der for lidt mere end 50 år siden blev gift med landets kommende dronning, og som gennem alle årtierne dels gjorde meget for Danmark, og dels brokkede sig over den manglende royale ligestilling, og at hans indsats ikke blev værdsat.

Begge kritikpunkter havde prins Henrik i øvrigt ret i.

Danmarksbloggen spår derfor også, at alle medier nu vil strømme over i lovprisninger af en prinsgemal, der har været en stor støtte og glæde for Dronning Margrethe d. 2, med hvem han altså fik lidt mere end 50 års parløb.

Deres kærlighed var til at starte med en hemmelighed, der foregik langt væk fra Danmark – og nogle af deres sidste oplevelser sammen blev også en tur kun de to, nemlig deres guldbryllupsrejse med kongeskibet i juni måned sidste år.

Derefter fulgte det bitre efterspil med balladen om gravstedet – og offentliggørelsen af demens-diagnosen.

Men nu er ringen sluttet, og om få dage finder bisættelsen sted et i skrivende stund (kl. 9) ikke-nærmere offentliggjort sted.

Danmarksbloggen kommer ikke til at skrive om den, da alle andre medier ikke vil beskæftige sig med ret meget andet.

Men Danmarksbloggen vil gerne opfordre til at vi – alle sammen – møder vores medmennesker med en større åbenhed og en dybere accept end det, der blev den franske greve til del, da han skulle transformeres om til en dansk prins.

For Henri – som han jo retteligen hed – måtte gå så grueligt meget igennem – og det vel at mærke EFTER han havde fået kronprinsessen og det hele dronningerige.

Det er derfor også et eventyr, der ender med en bittersød fornemmelse, selvom alle NU kommer med alle de pæne ord. De ord skulle have været sagt, mens han levede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jeg nejede for Anker …

Udgivet den af
Svar

En af de allerstørste danskere nogensinde, Anker Jørgensen, gik ud af tiden i går.
I den anledning har Danmarksbloggen fået lov til at bringe dette smukke eftermæle skrevet af skolelærer Katrine Paludan Kristensen. Ankers væsen og betydning kan simpelthen ikke beskrives finere:

Jeg har en gang mødt dronningen. Hun smilede til mig, og jeg smilede retur og gik videre. For et par år siden mødte jeg Anker Jørgensen på gaden på Christianshavn. Helt instinktivt kom jeg til at neje …

Det blev jeg faktisk lidt flov over, men Anker grinede bare over hele femøren. Det hjalp.

Anker Jørgensen var statsminister på det tidspunkt, hvor jeg begyndte at forstå, hvad politik er for noget. Måske var det derfor, jeg kom til at neje. Måske var det fordi, han fik det fine hverv til at virke som om vi alle kunne opnå det. Jeg ved det ikke, men han er den eneste, jeg har nejet for.

Statsministeren, der voksede op i de fattigste kår, holdt nytårstale iført islændertrøje, og som valgte lejligheden i Sydhavnen til fordel for Marienborg, er død. Jeg frygter, at en æra er død med ham.

Må han hvile i fred.

Skrevet af: Katrine Paludan Kristensen