Anmeldelse: Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”

Vand er livgivende – og det samme er godt teater.

Og godt teater er, hvad Anemoneteatret igen præsterer med deres nye forestilling ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, der havde premiere i går lørdag d. 13. september 2014 – en dag hvor regnen silede og plaskede ned udenfor.

Men ikke inde på teatret. Her startede vi tværtimod ude i ørkenen sammen med kæresteparret Adam og Eva, der ikke har nogen penge, men hinanden og så meget kærlighed, at de tilbyder hverandre den sidste dråbe livgivende vand, inden de må drage af sted videre i verden for at finde et sted, hvor de kan bygge og bo.

Og naturligvis havner de i et Tivoli drevet benhårdt af tivoli-direktøren Diablo, der med lige dele kynisme, grådighed og absolut ingen menneskelige hensyn styrer sit Tivoli.

Det drejer sig om bundlinien – og kun om bundlinien, som bare vokser og vokser under ledelse af denne Diablo, der meget apropos sit navn har både en slangestav og en kurv fuld af giftslanger.

Diablos modsætning (og modstander) er Gabriella, som er den eneste, han ikke kontrollerer i Tivoli´et – og som han selvfølgelig også advarer Adam og Eva om, da han ansætter dem.

Diablo, som betyder djævel – og Gabriella, hvis navn minder så meget om ærkeenglen Gabriel …

Så er valget trukket op:

På den ene side den rige og mægtige Diablo, der kun tænker på sig selv og sit eget, men som lokker med lækker mad, penge, spil, popularitet og alverdens fristelser – og på den anden den søde Gabriella, der umiddelbart ikke har andet end sit dukketeater, de gode historier fra Biblen samt en tro på kærligheden og en vilje til at hjælpe sine medmennesker.

Men måske er det også nok?

Det er i hvert fald ægte 3D-teater, hvor publikum – fra de små i gummistøvler og prinsesseskørter til de store med mobiler og ansvar – midt i skabelsesberetningen drages ind i dukketeatret, der igen er et teaterstykke i et teaterstykke.

For der er jo hele tre scener i spil i Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”:

Diablos Tivoli, Gabriella´s dukke-teater og så os der er publikum i Anemoneteatret. Tre scener, alle under den samme himmel – og alle med det samme valg:

Vil vi følge Gabriella og kærlighedens vej – eller vi vil vælge Diablos vej, der nok er strøet med penge og popularitet, men også er den mest ensomme vandring på jord?

For vi kan vælge – og vi skal vælge. Det er i valget, at vi bliver til som mennesker.

Og uanset hvad, så vil slangen altid til sidst indhente os og bide os i hælen, som den også bider Eva til sidst i stykket.

Og når det sker, så er vi definitivt nødt til at vælge mellem på den ene side at sænke blikket og dø, om ikke fysisk, så dog menneskeligt, når vi lader grådighed og egoisme overtage sjælen. Eller på den anden side, om vi tør løfte blikket, se slangen i øjnene – og se hvordan vi dermed vinder over den, se hvordan lyset kommer ind i mørket. Se at mørket ikke kan kontrollere lyset, ikke kan slukke det.

For således skabte Gud verden.

Og når vi vælger lyset, vælger vi også Guds kærlighed, verdens lys, og så kan ingen slange længere nå os. Så er vi – som Adam og Eva – syngende en salme (og ikke en tom popsang) på vej mod Edens Have, version 2. Dén under regnbuen, den med plads til mangfoldighed.

For ja, der synges også en salme i Anemonetreatet – og det er såre godt.

Ikke kun fordi kristendommen er vores kulturhistoriske arv her til lands, men fordi kristendommen har et næstekærlighedens budskab, som vi i høj grad har brug for i dag. Og her gælder som bekendt for Guds rige, at dét skal man tage imod som et lille barn.

Og børnene i Anemoneteatret? Hvordan tager de imod det? Hvad siger de til både bibelhistorie og salme? Ja, de sad – i den lille time som forestillingen varede – dybt opslugte og helt stille.

Mange siger elles, at små børn ikke kan rumme store emner, og at man skal passe på med at fortælle dem for meget om verden. Dem, der siger det, tager fejl.

For små børn kan ikke blot rumme de helt store emner som liv og død og meningen med livet. Små børn vil har faktisk brug for at vide noget om det, høre om det, se det – sanse det.

Og når det så gøres så fint som her i ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, hvor der er tale om nærvær og mening – og hvor børnene bliver taget alvorligt, ja, så er de på 100% hele tiden, også de 5-årige.

For Anemoneteaterets ”Adam og Eva og den forunderlige slange” handler om den største kamp overhovedet i livet: Den om menneskets sjæl, kampen mellem det gode og det onde. Og det er en kamp, som alle kan forstå – også de små …

Som voksen interesserer man sig også meget for bi-personen Capello.

Han er Diablos højre hånd, der udfører direktørens ordrer, og som selv lokker med den alkohol, som Capello selv bruger for at holde livet i det tomme Tivoli ud. Men Capello er samtidig også en rar person, der hjælper Adam og Eva.

Så hvad bliver der af ham? Er han for evigt fortabt? Eller får han også en dag modet til at forlade Djævlens endeløse trædemølle? Og er det i virkeligheden Capello, der hverken er rigtig god eller rigtig ond, som de fleste af os minder mest om? Selvom vi jo hellere vil være stærke og modige og følge Adam og Eva ud på deres grønne enge for enden af regnbuen.

Dét tænkte undertegnede meget over på vej hjem i regnvejret.

Danmarksbloggen kan på det varmeste anbefale ”Adam og Eva og den forunderlige slange” på Anemonetratret. Aldersgrænsen er 5 år.

Medvirkende er: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Jens Tolsgaard og Lisbeth Lipschitz. Manuskriptet står Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz for. Endelig har Albert Nielsen også instrueret. Forestillingen spiller tirsdag-søndag frem til og med d. 19. oktober  2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk