Månedsarkiv: februar 2025

Anmeldelse: ”Min Evige Sommer”

Udgivet den af
Svar

Ventesorg hedder det, når man er tæt på én, som skal dø – og det skal Fannys mor i filmen ”Min Evige Sommer”, som har premiere i dag, og som udspiller sig den sidste sommer, som Fanny, hendes mor og hendes far har sammen i det sommerhus, som livet igennem har været rammen om deres grønne somre. 

Filmen er den rene poesi. En stille og sanselig fortælling om det eneste, som vi kan være sikre på: Nemlig at det ender med døden for os selv – og for alle dem, som vi kender.

Det har vi bare så svært ved at acceptere, forholde os til og tale om. Så er det meget nemmere som veninderne til Fannys mor, der til hendes sidste fødselsdag snakker højlydt om, hvor god en veninde hun er, om herlige rejser til Kreta – og om at ”jeg tror stadig på mirakler”, som den ene veninde totalt fortrængende overfor den terminale kræftsygdom siger det.

Intet af det gavner Fannys mor, der spilles af Maria Rossing med en inderlighed og en følsomhed, så alle mødre kan spejle sig i hendes omsorg for datteren, der gestaltes med lige dele rå livskraft og uendelig sårbarhed af Kaya Toft Loholt.

De to er filmens akse, som de har været det alle datterens 15 leveår. Et tæt mor-datter-forhold, hvor datteren på en enkelt sommer skal nå at frigøre sig fra moderen – og komme tilbage til hende igen for at sige farvel.

En proces, som normalt tager flere år, men hvor Fanny altså kun har tiden fra moderen er rask nok til at kunne spille på klaver og tage en kort tur til stranden – og til hun få uger senere ånder ud i hospitalssengen i en dødsscene, som er lige præcis så rolig og afdramatiseret, som virkeligheden ofte er det. Og ja, moderen er totalt smertelindret. Den medmenneskelige respekt er – trods rygtet om det modsatte – stor i det danske sundhedsvæsen, hvad vi også ser, da den døde kvinde gøres klar til at kunne komme i kiste.

Men inden skal mor og datter sige farvel til hinanden, mens de stadig er i livet – og der er især to scener, som har brændt sig ind – eller rettere sendt kaskader af tårer ned ad mine kinder. Da moderen ligger med den sovende Fanny i sin favn – og senere, da moderen er ved at nå den sidste tid, og de sidder og græder, men så fra fjernsynet hører Rolf og Ritter juble over, at Jonas Vingegaard har vundet både etapen og den gule trøje i Touren.

SÅ bryder de sammen af grin – og uden at faderen, som er noget af træmand, der gerne vil, men ikke rigtig kan åbne op og være følsom, forstår dem. Anders Mossling nailer filmen igennem præcis den stille accept af egen uformåenhed, som mange mænd føler, når familiens samlingspunkt – moderen – forsvinder.

Hans ventesorg er nemlig ikke mindre end datterens, selvom den pakkes ind i praktiske gøremål og servicering af ikke kun hans dødssyge kone og ditto lidende datter, men også af datterens kæreste og veninder, som med de bedste intentioner kommer på besøg i sommerhuset, men som ligesom mange andre i nutidens Danmark lider under, at vi ikke har et socialt kodeks for at dø.

Men vi skal lære at tale om at dø, er filmens morale. Lære at stille hinanden de svære spørgsmål: Hvordan har du det med at skulle dø? Hvordan har du det med, at din mor skal dø? Og så ellers give tid til samtalen – uden at være bange for hverken ord eller tårer.

For som det siges i en anden – cirka 30 år gammel film om en anden kvinde, der døde tidligt – nemlig Richard Attenboroughs ”Shadowlands”: We can’t have the happiness of yesterday without the pain of today. That’s the deal.

I den film, som er baseret på virkelige begivenheder, står forfatteren C. S. Lewis sammen med hans kone Joy Greshams meget unge søn ligesom Fanny og hendes far med valget mellem at lukke sorgen ude – eller at turde være i den ubærlige smerte. C. S. Lewis og adoptivsønnen valgte det sidste.

Jeg er ikke sikker på, hvad Fanny og hendes far vælger. Men jeg ved, at Danmarksbloggen giver ”Min Evige Sommer” seks ud af seks lys, som dem, man tænder, når ét menneske er dødt – og man har åbnet vinduet, så sjælen kan slippe ud.

Det er Sylvia Le Fanu, som har lavet denne lille perle, der i øvrigt er filmet og klippet, så skønhed og dansk hverdag anno 2020´erne går op i en højere enhed – samtidig med at filmen giver en knugen i hjertet, der gør ondt – på den gode måde. For her er noget vigtigt og for alle mennesker genkendeligt på spil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frk. Marguerite”

Udgivet den af
Svar

Et mere end en times lang rablende solo-vanvid er, hvad man i øjeblikket kan møde på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sarah Boberg er den utrættelige Frk. Marguerite, der med lige dele herskertrang, liderlighed og frustration skiftevis prøver at opmuntre, udskamme og forberede os i publikum på livet og de højere læreanstalter.

Vi er hendes elever, må man forstå – og som vi ikke valgte at blive født, valgte vi heller ikke at komme i denne skole.

Og det bliver noget af en time hos Frk. Marguerite, som spilles af Sarah Boberg, der yder en imponerende kraftpræstation ene kvinde på scenen – og ja, hun er ene kvinde. Benraden i glaskassen giver ikke meget modspil, men er – ligesom alle os andre – bare en statist i Frk. Marguerites skalten og valten med os, hvad enten vi skal lære biologi, historie eller matematik.

Uanset fag starter det altid med håb og ros, fortsætter med tvivl og nemme løsninger på komplicerede problemer, og ender med en sjofel snak om sex, selvom dét skal vi først lære på de højere læreanstalter, som man skal bestå en prøve for at komme på.

Begyndelse, midte og slutning – sådan er hele livet, som det skrives op på den sorte tavle, der fyldes med de ord, som Frk. Marguerite hævder at bestemme over, sådan som hun faktisk bestemmer over alt.

Men hvem er Frk. Marguerite i grunden? Er hun bare tyranniet i verden, i hverdagen? Eller er hun skæbnen, livet, nødvendigheden, skaberen – eller dem alle sammen? Eller er hun – oh, skræk – vores egen forestilling om os selv og vores liv, der forsøger at orientere sig i det kaos, som verden er, skabe en mening i den kosmiske rodebutik?

Hun er i hvert fald også en længsel efter en tro og en mening – mest symboliseret ved, at hun flere gange spørger, om der er en Jesus eller en Helligånd i klassen. Det er der ikke. Det ville også rime dårligt med surrealismen, hvor livets mening rimer på ingenting, ikke engang så meget som en mikroskopisk mikrobe.

Er det så forstemmende og depressivt at se ”Frk. Marguerite”? På ingen måde. Det er morsomt – og minder lidt om Becketts Godot ved, at der sker det samme og det samme igen og igen og igen og igen og igen. Her går en runde bare meget hurtigere, og vi når mange runder igennem på den gode time, som stykket varer.

Som en karrusel i selvsving hvirvles vi rundt – men ender altid med at få en voksen-skæld-ud og en voksen-shaming af et format, så selv … skal vi sige en orange mand med diktatur-drømme ville tage noter, hvis han kom forbi.

Ikke at vi ville opdage ham. For vi går ind for ligeret, og så kan vi ikke se farve, siger Frk. Marguerite. En kridhvid, en brun, en blå – alle bliver de det samme i den store ligestillings smeltedigel. Sådan er det, iflg. Frk. Marguerite, som også har mange andre teorier som fx at når 88 personer skal dele 12 bananer, så vil den stærkeste få cirka 8 bananer og den næstestærkeste cirka 4 banner – og de andre ingenting.

The winner takes it all, men hvem vinder i livet? Under alle omstændighederne får eleverne i Frk. Marguerites klasse lov til at gå hjem, selvom vi ellers stykket igennem trues med at skulle blive på skolen og sige de samme sætninger hele natten.

Men vi havde åbenbart været lydige nok og slået hælene nok sammen. Sarah Boberg må også have været dygtig mønsterelev udi teaterkunsten.

For det er et meget langt – og indviklet – stykke at lære udenad – bare på orddelen. Læg dertil de mange fysiske udtryk, de rappe humørskift, som sker i samme tempo, som hun trækker vejret – og så det at hun er HELT ALENE på scenen med sorte vægge, en benrad og en flok umælende elever foran sig. Det er ikke meget at spille op imod. Men hun gør det. Det er en tour de force.

Danmarksbloggen giver derfor ”Frk. Marguerite” fem ud af seks mikrofoner, som den hun til sidst i stykket prøver at råbe os dumme elever op med. For trods talrige opfordringer svarer vi aldrig på hendes spørgsmål.

Det er Roberto Athayde, som har skrevet stykket – og Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Peter af Farum”

Udgivet den af
Svar

Er det for tidligt med et teaterstykke om Peter Brixtofte? Tanken sad i mig på vejen hjem fra Folketeatret. Ikke fordi jeg selv havde tænkt den – men fordi min sidemand havde luftet den overfor mig.

Jeg havde så ikke andet end et vagt nej, det tror jeg ikke, om ikke andet så er det god Danmarkshistorie for de nye generationer, som måske ikke er med på, hvad Farum-modellen er, og som ved, hvad der egentlig skete i Farum dengang op mod årtusindskiftet.

For ja, ”Peter af Farum” er samfundsfag og kunst i kombination på en måde, som vi som regel ikke ser i Danmark. Politisk historie af nyere dato serveret med både drama og humor i en to timers gennemgang af Peter Brixtoftes skæbne fra han IKKE bliver hverken formand eller næstformand for Venstre, men vinder sig Farum – og indtil hele korthuset falder sammen omkring ham.

Men der er jo også en personlig side af historien. En side, som inkluderer familie, venner og andre, som kendte mennesket Peter Brixtofte, og hvor hvem han var så meget mere end bykongen fra Farum, der slog om sig med drømme og fantasier, sponsoraftaler og sportsarenaer, gratis charterrejser og computere.

For Peter var også ham, som nogen elskede, og som hurtigt kunne få fikset et hul i asfalten eller i et af byens fodboldnet – og som næsten alle byens borgere kunne lide at snakke med.

Så måske er det noget så sjældent som medmenneskelighed, der gør, at vi ingenting hører om Brixtoftes private forhold. For nok hedder stykket ”Peter af Farum”, men netop mennesket Peter møder vi stort set kun i de tænkte dialoger, som han nogle gange i løbet af stykket har med sin gamle ven/fjende Lars Løkke, spillet formidabelt af Tom Jensen.

Peter Brixtofte selv gestaltes af Jens Jørn Spottag, der yder en så mesterlig præstation, at det må kaste som minimum en Reumert-nominering af sig. For hvad enten det handler om de glade dage, da visionerne og pengene rullede, og blev skyllet ned med kaskader af rødvin – eller det er de sidste bitre dage, hvor fiaskoerne afløste succeserne, medierne lugtede blod, og såvel politiske fjender som venner forlod den synkende skude – så gestalter Spottag Brixtofte med enorm indlevelse og overbevisning.

Spottag er simpelthen Brixtofte, som vi tror, at vi kendte ham – og måske allermest, da han til sidst – som en anden Holberg-figur – opsummerer den ældgamle lære om magtens væsen: I politik er der ikke plads til hverken helte, idealer eller idealisme. Det hele handler om viljen til magten og til at fastholde magten.

Viljen – og evnen. Begge havde Brixtofte, men manden med visionen manglede også evnen til at forholde sig til realiteter, og så er et fald i reglen uundgåeligt. Hvorfor han ikke magtede at sige nej til sig selv, får vi ikke noget svar på. Så derfor skal man også spørge: Tilfører forestillingen noget nyt til fortællingen om Brixtofte? Svaret er: Nej, men det er faktisk ok.  

For ”Peter af Farum” er også fortællingen om os selv – som vi spejles i, endda helt bogstaveligt dér i plyssæderne. For hvem kan nægte at føle fryden ved en god skandale, så længe ens eget navn ikke nævnes? Og hvem har ikke prøvet at godte sig over at få en fordel? Men i Jantelovens fædreland er det en dødssynd at drømme stort – og det gjorde Peter Brixtofte.

Men her i det lille, flade land med de mange små andedamme skal man ikke skille sig ud, medmindre man er ugleset som en anden Klods-Hans. For så må man godt sige ens ønske højt, så man kan få prinsessen og det halve kongerige – i hvert fald så længe man er ydmyg nok.

Det var Peter Brixtofte ikke. Han var en fremmed fugl, der turde slå vingerne ud, også selvom de ikke kunne bære hans store planer. Så de fleste var godt tilfredse med, at Brixtofte blev kanøflet for alvor, da han kom for retten og måtte i fængsel i flere år efter faldet fra tinderne.

Dén ydmygelse ser vi dog ikke på scenen. Her holdes der stringent på at give en skildring af den ormegård, som magtens verden er – og altid har været.

På scenen og i gustne gule, grønne, grå og brune farver til at gestalte hele dette morads af intriger, spin, desperation og forræderi ser vi – udover Jens Jørn Spottag og Tom Jensen: Petrine Agger, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Lykkegaard.

Alle spiller de eminent.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stemmer. For ”Peter af Farum” er relevant – også mere end magtens mennesker kan lide at erkende det. Og kunst, som lever op til ordene om ej blot til lyst, skal altid opmuntres, og ekstra meget i en forfladigende tid som vores.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Sound of Music”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på ”The Sound of Music” på Det Ny Teater – og sikke en forestilling, sikke en aften. En af dem, som går over i historien, og ikke kun fordi det er 30-års-jubilæumssæsonen på Det Ny Teater.

Men fordi 2025-versionen af Det Ny Teaters ”The Sound of Music” er fejende flot og fantastisk – også selvom der synges på dansk. En fin gestus til de danskere, som ikke kan engelsk. Men som med bøger, så er også musicals bedst på modersmålet.

Alligevel – trods de mere eller mindre vellykkede danske oversættelser – er det en vidunderlig opsætning, der også tør gå nye veje. I den ikoniske filmversion fra 1965 med Julie Andrews og Christopher Plummer er der fuld fokus på kærligheden med den fremadstormende nazisme som en truende kulisse, og med klosteret og bjergene, som derfra hvor hjælpen kommer.

Men på Det Ny Teater går Rodgers og Hammersteins mesterværk i instruktør Martin Lyngbos iscenesættelse på tre ligeværdige ben: Kærligheden, kampen for menneskeværd og religionen. Det giver god mening. For livet handler om værdier, om hvad side man står på: Kærligheden versus hadet, fællesskabets grøde og respekt eller egoismens hærgen og fornedrelse.

For Gaudamus igitur – lad os glæde os, som et oplagt nonnekor synger det både til hverdag, og når der er bryllupsfest. Det kan måske virke paradoksalt med en glædessang, når man står foran en Verdenskrig, og ens land, Østrig, bliver indlemmet i Hitlers Tyskland. Men det er netop pointen: At der altid er en grund til at glæde os.

For Gud er dér altid, og viser os vejen i livet, hvis vi lytter til Ham …  og til the sound of musik – både den lyd, som kommer fra bjergene og fra vores indre. For vi skal hver især finde vores vej, og vi skal bestige ethvert bjerg for at nå vores mål, også når vi – som i 2025 er dér, hvor bjergene rejser sig omkring os, så det med kaptajn Von Trapps ord er som, at det, som før beskyttede os, nu truer os og holder os fanget.

Så vi har brug for noget at blive sendt afsted på, som Maria bliver det i slutningen af 1. akt. Og det bliver vi også – med manér. For som det sidste, lige inden forestillingen slutter, så synger abbedissen igen sin sang til livet – men nu som en opfordring til os i publikum: Climb every mountain.

Det er Louise Fribo, som synger abbedissen. Og da hun kom ud på scenen efter forestillingen, rejste hele teatret sig op som på tælling. For sikke en stemme. Det var som at høre en engel synge håbet ind i den mørke og kolde virkelighed, som både er forestillingens fortid og virkelighedens nutid.

Det var sikkert også derfor, at man havde valgt den Reumert-belønnede og dramatisk begavede skuespiller Peter Plaugborg til at gestalte kaptajnen, hvad han gør med en alvor og en kraft overfor de hadets kræfter, der som et andet tordenvejr skal buldres imod – også på en musicalscene.

For kunsten har en mission, når der er noget på spil i verden, og ingen af os skal ligesom grevinden og Max – spillet med overbevisning af henholdsvis Camille-Cathrine Rommedahl og Kim Hammelsvang – bare sidde stille og vente på, at det driver over. Vi skal derimod vælge vores vej, bekende kulør og handle, var budskabet fra scenen.

Derfor er Edelweiss-sangen også så meget mere end en fin vise om en lille blomst. Det er en sang om mod og fællesskab, om at tage vare på det, som er skrøbeligt, fremfor at hade og gå i takt med de højtråbende, hvad enten de er iklædte svastika-uniformer – eller MAGA-kasketter.

Men skulle man ikke have fanget forestillingens pointé med nutidens etiske valg, så fik man forhåbentlig tanken, da projektørlyset fejende fløj over os i publikum, og stillede spørgsmålet: Hvor står DU i den kamp, der er LIGE NU og HER, hvor tyrannerne igen slås om verdensherredømmet?

For ligesom von Trapp-familien er vi også nødt til at tage stilling. Indimellem må man så godt synge om sine favorit-ting, som Maria lærer de på alle måder fortryllende syv von Trapp-børn, der er forestillingens syv blinkende stjerner.

For hvor kan de synge – og spille skuespil. Når de er på scenen, bliver man så jublende glad og livsbekræftet, at man næsten ikke kan vente med at klappe, til de har sunget færdigt, og Per Engström og hans imponerende orkester har spillet sidste tone.

De seks af dem spilles af tre forskellige hold børn, mens den ældste, Liesl, hele spilleperioden igennem skal gestaltes af debutanten Ronja Thusgaard-Madsen, som er et stort talent – og måske en kommende Maria. Hun kommer langt ud over scenekanten med både stemme og udstråling.

Og så er der selvfølgelig først, sidst og indimellem Maria, som synges med den største sikkerhed og teknik af Isabel Schwartzbach. Hun er en sand musicalstjerne – og især i scenerne med de syv børn tindrer og stråler hun, så man føler sig hensat til et slot, et kloster eller en alpetop i Østrig.

De på en gang enkle og overdådige kulisser, der både kommer ind fra siden, fra oven og drejer rundt, de afstemte kostumer, der understøtter, men ikke overdøver fortællingen, fuldender sammen med Ann Hjort som husholdersken, Mikkel Vadsholt som butleren og Romeo Lundholm Dahl som Liesls ungdomskærlighed Rolf billedet af en på alle måder fortryllende og fejende flot – og aktuel – opførelse af den mere end 60 år gamle ”The Sound of Music”.

Danmarksbloggen giver seks store stjerner ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tankerne går til Sverige

Udgivet den af
Svar

For snart otte år siden ramte terroren Sverige, da en lastbil en aprildag kørte ind i menneskevrimlen på Drottninggatan i det centrale Stockholm, og dræbte og sårede flere.

Det skabte stor sorg – også i Danmark. For nok kan vi drille hinanden og ryste på hovedet ad hinanden. Men når det gælder, så er vi søskende, Sverige, Danmark – og Norge. Vi har så meget tilfælles – og i dag også sorgen over det største skoleskyderi i Sverige, i Norden.

For nu er den gal igen. Om det også er terror denne gang – eller ”bare” en gal mands ageren – eller noget tredje ved vi ikke, og svenskerne opfordrer til ikke at spekulere i motiver, inden undersøgelserne er færdige.

Undersøgelserne af en udåd hvor 11 mennesker mistede livet – og hvor seks er indlagt på hospitalet, vistnok alle udenfor livsfare.

11 mennesker, som i går tog hjemmefra for at tage til Rigsbergska Skolan i den svenske by Örebro, som måske ikke er den mest kendte i Danmark.

Men Örebro har ca 125.000 indbyggere. Det er Sveriges sjettestørste by, som ligger cirka 100 km vest for Stockholm i det landskab, der hedder Närke, og som mange i Sverige forbinder med den store – og smukke – slette, der bærer navnet Närkesletten, og hvor der om sommeren er mange forskellige blomster-arter.

Blomster – og lys – sætter svenskerne også i dag, som er en på alle måder mørk dag i Sverige. Danmarksbloggen vil også begive sig til den svenske ambassade med en buket – ligesom sidste gang – i 2017.

Tankerne går til Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk