Månedsarkiv: oktober 2021

Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Udgivet den af
Svar

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne tog til Vinland for præcist 1000 år siden

Udgivet den af
Svar

Der er noget at fejre her i 2021. Det er nemlig eksakt 1000-året for vikingernes ankomst til Vinland – også kaldet Nordamerika i en senere tid.

Man har længe vidst, at vikingerne VAR dér omkring den tid – og altså flere århundreder før Columbus.

Men nu har man med splinterny teknologi slået fast, at der for præcist 1000 år siden i 1021 blev bygget en vikinge-boplads på Newfoundland.

Det handler om Kulstof-14-metoden, men kombineret med solstorme og årringe på træer.

Læs mere her: https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-10-21-banebrydende-forskning-kaster-nyt-lys-over-vikingetiden

I artiklen fra TV2 kan man læse, at det er svært for forskerne at få armene ned. For nu kan rigtig meget dateres præcist, og det vil give os et helt andet indblik i vores historie. Både den med og den uden vikingerne.

Danmarksbloggen er også begejstret – og tænker samtidig, at det er utroligt så meget, vikingerne fylder i vores selvopfattelse. Men det gør de – og dette til trods at vikingetiden som selvstændig epoke først blev opfundet i 1800-tallets nationalisme og romantik.

Men sådan er det. Vi kan lide tanken om dengang vi var vilde og modige. Dengang vores guder hed Thor, Odin, Freja og alle de andre aser, som vi holdt os gode venner med ved diverse blóter, som vikingerne kaldte de religiøse ceremonier, hvor guderne blev anråbt – og der blev ofret alt fra æbler og korn over våben og dyr til mennesker.

Lige dét sidste med menneskeofringerne vil vi helst glemme, men det er også en del af historien. Præcis som det er, at vikingerne aldrig gik med hjelme med horn. Det var i bronzealderen, at dén hovedbeklædning var på mode – og så lidt i nutiden, når der er fodboldkamp og den slags.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sandhed og Konsekvens

Udgivet den af
1

Store, grå sofaer – præcis så triste og kvælende som ægteskabet kan være det – danner rammen om Teatret ved Sorte Hests Lars Norén-forestilling ”Sandhed og konsekvens”.

Det er et præcist billede af ægteskabets snærende bånd, og det understreges af, at de to ægtefolk i forestillingen hele tiden rykker rundt og skifter plads – uden at de af den grund kommer bare en millimeter længere end fuglen Benny gør i sit bur (han er opkaldt efter Benny fra ABBA).

Men det ænser de ikke, de to ægtepar, der mødes i anledning af den ene søsters 50-årsfødselsdag. Mærkedagen fejres så med den berygtede parmiddag. Hadet af de fleste, elsket af de færreste – men dyrket af de mange.

Fordi sådan en parmiddag tilskriver normen, hvis man vil anses som et velfungerende menneske. Det er jo også så hyggeligt! Eller er det? Svaret er iflg. Norén nej, medmindre man forstår at bryde op i tide – hvilket vil sige kort efter maden er indtaget, og inden alkoholen har nået at gøre sin virkning.

Det gør de to par ikke! Tværtimod fortsætter de med at tylle alkohol i mængder, så man skal være om ikke svensk som Norén, så dog skandinavisk for at kunne se hyggen i dét.

Men ingen – heller ikke den mest følelseshæmmede nordbo svøbt i promillernes beruselse – finder det rart, når skeletterne vælter ud, så gamle nederlag, glemte længsler og dybe sår afdækkes i en blanding af foragt, råben, trods og direkte fysisk kamp.

Men der er ikke noget at gøre ved det. Det fortrængte skal ud, og i takt med at promillen stiger, kommer de beske sandheder om barnløshed, alkohol, sex og et forlist forældreskab.

Vi kender det fra os selv – alle os, som kan sige skål for det, der har været. Vi ved, at tiden er blevet kort. At der er drømme, som ikke blev, men til gengæld kom der nederlag, som vi ikke havde forestillet os – og alt det andet, som blev så hjerteskærende anderledes.

Man burde af samme grund måske overveje at forsyne forestillingen og alle andre Norén-stykker med en advarsel: Hvis du stadig tror på lyserøde Hollywoods-endings, så gå videre – men er du klar på erkendelse af livets meningsløshed og de bristede illusioner, så kom ind og blev spejlet 1:1.

Man kan så diskutere, om de i læ af alkoholen udslyngne barske sandheder har en ydre konsekvens – på den lange bane? Skilsmisse fx?

Svaret er nej. Det sker forbavsende sjældent, hvis man kan sin Norén. Tværtimod falder alt relativt hurtigt til ro igen – og den dysfunktionelle hverdag med livsløgne og den nye pommes frites-gryde kan forsætte.  

Men der er alligevel en konsekvens. En indre konsekvens, der løber som en sort malstrøm gennem den tilværelse, hvor vi er så alene, så alene, og hvor både oprydningen og forsoningen – måske især den med os selv – har så svære kår.

Skyggespil, selvbedragerier, projektering og andet guf fra den mentale skraldespand sammen med misbrug – hvad enten det er af andre mennesker, alkohol eller sex – er der derimod masser af både hos Norén og i et menneskeliv.

Kaskader ligefrem af flugtmetoder og andre drugs for at undgå det spejl, som vi så ofte væmmes ved.

Sådan er livet – og skulle man have glemt det, så tag på Teatret ved Sorte Hest og se ”Sandhed og Konsekvens”. Det er stærke sager – og det spilles af fire eminente gode skuespillere, som både hver for sig og sammen bliver som en eksplosion på scenen. Ikke til at ryste af.

Niels Ellegaard formidler med hver fiber i kroppen og hver trækning i det martrede ansigt Jens´s store livssmerte som det forladte barn, der bare så gerne vil elskes betingelsesløst.

Peter Oliver Hansen skildrer med en både mental og fysisk enorm kraft Michael, manden med den store succes og den lige så store angst for og længsel mod den nærhed, som han prøver at tvinge sig til i en håbløs march på stedet.

Og så er der de to søstre: Den pæne Julie med det eksklusive mærketøj spillet med stor ærlighed og ømhed for både Julie og måske alle kvinder i afhængighed af Anette Støvelbæk, og den bramfri og konfliktsøgende Elisabeth, som portrætteres med lige dele lidenskab og skånselsløshed af Sarah Boberg, der samtidig i korte glimt tør give et kig ind til Elisabeths store sårbarhed.

De to søstre, hvis liv har været så forskellige, er nemlig uløseligt knyttet til hinanden i et bånd af kærlighed og misundelse. For de tror, at de hver især har noget, som den anden vil have. Men fik den barnløse barnet, og den fattige rigdommen, ville det ingen forskel gøre.

For det handler hverken om børn eller penge, men om den klassiske konflikt mellem søskende: Hun fik mere end mig, og jeg vil have det, som hun har. Ingen af os kan løbe fra vores arv – det står klart, når man ser forestillingen.

Og de fire spiller, så det gnistrer. Så det næsten ikke kan rummes i det lille sorte rum, som bliver mørkere og mørkere, som aftenen skrider frem. Det er formidabelt, ja en voldsom oplevelse, som kun kan anbefales.

Danmarksbloggen giver ”Sandhed og Konsekvens” fem ud af seks sjusser og tænker, om det er passende til natmad at synge den svenske drikkevise ”Helan går”. Måske ikke, men et dansk skål og et svensk gutår kan det altid blive til.

Skænker De?

Imens kan vi tænke over, eller – hvis det gør for ondt – glemme stykkets måske mest eksistentielt-spiddende citat: Det væsentlige har jeg, men kærligheden er alt. Dén gør nas.

Det er den Reumert-prisbelønnede Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Aakjær. Jeg bærer med smil min byrde

Udgivet den af
Svar

Jeppe Aakjær? Er det ikke ham med ”Jeg er havren” og en hel masse andre sange ude fra gården på den jyske hede? Jo, men Jeppe Aakjær var meget mere end det. Og i Allan Høiers fortolkning af Jeppe Aakjærs liv i forestillingen ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde” møder vi hele den store poets – og agitators – liv i en samtale med manden med leen, som på denne skønne aprildag i 1930 er kommet for at hente den 63-årige Jeppe.

Det bliver et bevægende og musikalsk møde, som det kan anbefales at overvære.

Forestillingen varer inkl. pause næsten to timer – og det er ikke et minut for meget, når vi skal igennem en perlerække af Aakjær-viser og samtidig høre om mandens liv og levned, fra han var tjenestedreng i slid og slæb over årene i København som skrivende oprører (hvor han var med til at afskaffe Tyendeloven), og til han endte sit liv som digter i gården og naturen ved Jenle, hvor der mange år hver sommer var folkemøder og folkefester.

Hans digtsamling ”Rugens sange” fra 1906 har også siden udgivelsen været betragtet som Aakjærs mesterværk. Jeppe Aakjær oplevede nemlig det specielle for en digter allerede i levende live at være en legende, hvorom der i et hyldestskrift i anledning af hans 60-årsdag stod, at han har talt os fra hinanden, men sunget os sammen.

Aakjærs sange forbinder os stadig – her snart 100 år efter hans død, om end vi i dag ikke har en hverdag, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med det hårde liv, som den tids mennesker har haft.

At høre om tilværelsen dengang er nemlig at erfare om et Danmark, som virker så længe siden. Hvem har fx i dag en spyttebakke? Det vil vi finde meget ulækkert. Man spytter ikke indendørs – ja, vel knap nok udendørs, synes vi i 2021. Men sådan var det ikke dengang, hvor den lille Jeppe var optaget af, at bedstefaderen ikke ønskede at bruge den dertil indrettede spyttebakke i stuen – men i stedet harkede direkte efter væggen i en grad, så det var svært at kalke den, da den gamle døde.

Den slags guldkorn strømmer gennem forestillingen som gyldne hvedekorn, der tilsammen danner en farvestrålende høstbuket med pondus, inderlighed, velsang – og velspil.

Det er Allan Sjølin, som akkompagnerer Allan Høier, og de to sammen er gode – uanset om de kører viserne på den klassiske måde, eller eksperimenterer med tempo og udtryk. Det hele gør de forrygende – og det kan Aakjærs viser sagtens tåle.

De viser er også på mange måder vores fælles rødder. Og hvis rødder fortsat skal gro, skal de som bekendt vandes – og have lov til at vokse i forskellige retninger. Så får havren også mange bjælder – og det har denne forestilling.

Det er så samtidig klassisk Teatret Optimis at servere en levende kulturhistorie og Danmarkshistorie formidlet med sang og musik, men i denne forestilling gøres det særligt formidabelt. Vi bliver simpelthen klogere på os selv – og på det Danmark, som vi kender – og holder af.

Jeg kunne i hvert fald mærke mine forfædres gestalter ånde mig i nakken, så det rislede i hele kroppen. For nok bor jeg i hovedstaden, er universitetsuddannet og glad for kunst og kultur. Men ligesom de fleste andre danskere skal jeg ikke langt tilbage for at finde forfædre, der levede af jorden.

Min farfar var således husmand – og min morfar havde jordbær, juletræer og moser på sine jorde. Godt nok på Sjælland, men så er Danmark heller ikke større. Så i mit barndomshjem sang vi Jeppe Aakjær – fordi det liv, som han digtede om, på mange måder var et liv, som om ikke mine forældre, så dog mine bedsteforældre og oldeforældre kunne spejle sig i.

Det var sange som ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Han kommer med sommer”, “Jeg er havren”, ”Se dig ud en sommerdag” og ”Spurven sidder stum bag kvist”.

Alle sange, som vi også får fornøjelsen at høre i den eminente forestilling.

Skal der lidt malurt i bægeret, er det, at der sættes for lidt fokus på samarbejdet med Carl Nielsen, som skrev melodien til flere af Jeppe Aakjærs mest kendte viser, som fx ”Jens Vejmand” og forestillingens titel ”Jeg bærer med smil min byrde”.

For hvordan var de to mænds relation i grunden? Både som mennesker og som kunstnere? Det vil man gerne have svar på. Men trods denne mangel er det to timer i godt selskab. Og til sidst til ekstranummeret, ja, dér får man let tårer i øjnene og en klump i halsen. Så er De advaret. Men det er, som det skal være. For det sker på den fineste fællesskabsagtige måde.

Danmarksbloggen giver derfor seks store smil af seks mulige til ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde”. Der er en inderlighed og en dybde over forestillingen, som bliver siddende i én – og gør, at man nynner Jeppe Aakjær længe efter, at man er kommet hjem – og tilbage til 2021.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Travlt med at af-danske

Udgivet den af
Svar

Espen Andersen Bråthen hedder den danske statsborger, som dræbte fem mennesker i den norske by Kongstad i går i det, som formodes at være et terrorangreb. En by, hvor han også boede – og hvor flere naboer har omtalt ham som truende og skræmmende.

Espen Andersen Bråthen er født og opvokset i Norge. Han har også en norsk far – men en dansk mor, og det er derfra, at han har sit danske statsborgerskab.

Det får på en eller anden bizar måde hans uhyggelige forbrydelse til at virke tættere på. Som dansker skammer man sig simpelthen. Tænk at en dansker kan finde på det.

I debatterne på Facebook er der derfor også mange, som har travlt med at undsige Espen Andersen Bråthens danskhed. Det kan fx lyde:

Han er jo ikke rigtig dansk, når han har boet hele livet i Norge.

Han har jo ingen tilknytning til Danmark – bortset fra moderen.

Kan han overhovedet tale dansk?

Har han været i Danmark nogensinde?

Han ligner en nordmand.

Spørgsmålene og kommentarerne er mange, og de fleste af dem handler om at af-danske Espen Andersen Bråthen. For hvis man kan af-danske ham, så er det onde, som han gjorde, længere væk fra Danmark og os danskere.

Men faktum er, at Espen Andersen Bråthen er dansk statsborger. Og et dansk statsborgerskab er ikke sådan at løbe fra – eller at få. Spørg diverse udlændinge om det.

Desuden: Havde forholdet mellem Danmark og Norge været det samme som mellem Danmark og visse lande i Mellemøsten, så havde vi været tvunget til at tage ham ”retur”.

For han er jo dansk statsborger. Og i Danmark er vi som bekendt i disse år mere end klar til at sende kriminelle med et andet statsborgerskab end Danmark ud af Danmark asap – og uanset hvor længe de har boet her.

Heraus med dig, siger vi til alle kriminelle, som har statsborgerskab i andre lande, og synes, at det er helt fint, at de må rejse til et land, som de måske slet ikke kender. Men Espen Andersen Bråthen – han er norsk, og skal bare blive i Norge, mener mange.

Men det er der en dobbelthed i. For der skal vel være lige ret. Hvis vi sender udenlandske statsborgere ud, når de begår kriminalitet, må vi også være klar til at tage vores egne kriminelle statsborgere hjem.

Og desuden: Onde gerninger bliver hverken mere eller mindre onde af, hvem der udfører dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krigmuseet: Hvor er pigerne?

Udgivet den af
Svar

I overmorgen starter efterårsferien, og for første gang i halvandet år kan landets museer i en ferietid have åbent som før-Corona.

Således også Krigsmuseet i København, som tilbyder børn at være rekrut for en dag. Man kan således få uniform og en rygsæk på 30 kilo på – og følge et militærkort – præcis som soldaterne gjorde det i Afghanistan – før de rejste hjem, og Taliban overtog landet igen.

Når man ser plakaten for efterårets tilbud til børn, er det imidlertid ikke som at være tilbage i tiden FØR Corona, men som at være bombet tilbage til om ikke stenalderen, så dog 1950´ernes stereotype kønsrollemønstre.

For sørme om ikke det er fire raske gutter, vi ser på plakaten.

HVOR ER PIGERNE?

Det danske forsvar har i årevis haft kvinder, også på ledende poster – og også udsendt i krigsmissioner. Ja, det er i øjeblikket endda en kvinde (Trine Bramsen, Socialdemokratiet), som er forsvarsminister.

Men når Krigsmuseet skal lokke børnene ind i efterårsferien – så vælger man et billede med FIRE drenge og INGEN piger.

Det er en ommer. En kolossal ommer.

Når man går ind på Krigsmuseets hjemmeside https://natmus.dk/museer-og-slotte/krigsmuseet/det-sker/ , er der retfærdigvis fotos af piger. Piger, som fx imponeret ser på kanoner.

Altså igen kvinden i den klassiske og passive rolle, mens de fire gutter på plakaten er aktive i en grad, så de har voldsomme våben i hænderne. Våben, som hvis de er ægte og ikke blot attrapper, er så potente, at man kan spørge om det rigtige i at lade børn lege med dem – også selvom de våben (må man formode) selvsagt ikke er ladte.

Men HVIS man vil skyde, kan det lade sig gøre på skydebanen, hvor man kan prøve kræfter med de såkaldte NERF-guns, som nok er legetøjspistoler, men som laves så realistisk som muligt.

Det skal nok alt sammen blive en succes. Især hvis ingen stiller spørgsmålet: Er vi i gang med at opdrage en generation af danske børn til krig? Og ønsker vi det?

Danmarksbloggen vil gerne stille dét spørgsmål.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ventesorg …

Udgivet den af
Svar

Jeg lærte et nyt ord at kende i sidste uge: Ventesorg.

Ventesorg beskriver den tilstand, som man som menneske kan befinde sig i, når man ved, at et elsket medmenneske er uhelbredeligt syg. En situation, hvor man på den ene side ønsker at være dér for det menneske, som skal dø – men hvor man på den anden side også selv lider, fordi man sætter alt andet i ens tilværelse på pause.

Først tænkte jeg: Sikke godt ord. Det er rammende.

Men så kom tanke no. 2: NEJ, stop, vent …

For hvad er det for en forventning til livet, som ligger til grund for begrebet ventesorg? At man kun kan være rigtig i live, vibrerende, i bevægelse, glad og lykkelig, når ALT er godt? Når man selv og ens nærmeste er 100% raske og lever de liv, som man ønsker.

Men det holder jo ikke. Det er et lyserødt billede af virkeligheden, som vi kun får lov til at opleve IRL i korte glimt – hvis vi er heldige. For sandheden er, at livet er langt, lykken er kort, som Kim Larsen sang det.

Lykken er nemlig ikke – trods en moderne fiks idé i den velbjærgede middelklasse – en basal rettighed. At tro det bliver en lang endeløs venten på Godot – og han kommer som bekendt altid først i morgen.

Så nej, livet består OGSÅ af lidelse, sygdom, angst, død, bekymring og uro. Og vi kan ikke sætte os ned og VENTE på, at alt er godt, før vi synes, at nu kan vi leve.

Livet går derimod hele tiden fremad – uanset om vi er glade eller kede af, struttende af sundhed eller syge. Og vi skal derfor hele tiden være i bevægelse. Også når det gør ondt, når vi selv er syge – eller en af vores nærmeste er alvorligt syge.

For kun sådan kan vi ære livet.

Vi skal derfor vælge livet ved at leve det – også når stormen raser, og skyggen ruger. Ellers får det mørke også overtaget – og det må det ikke. Så vi skal leve – indimellem på trods – med sygdommene, lidelsen og skyggerne. For så ser vi også glæden, der bobler – og lyset, der skinner.

Så ser vi hele livet – alle farverne i regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når godheden farer vild

Udgivet den af
Svar

Findes der grænser for kærligheden, godheden, lyset og håbet? Selvfølgelig ikke.

Men nogle gange skal man alligevel tænke sig rigtigt godt om.

I nat kom tre kvinder og 14 børn tilbage til Danmark fra de syriske lejre for IS-fanger. Lejre, som er forfærdelige – og ikke til at være menneske i.

Det lyder derfor umiddelbart – og for det rene hjerte – som en enkel sag: SELVFØLGELIG skal de kvinder og de børn tilbage til Danmark. Vi kan simpelthen ikke andet, hvis vi vil kalde os selv for civiliserede og humane.

Men slår man hjernen til, kommer andre tanker.

For de kvinder rejste, fordi de ville det, ned til Islamisk Stat – og de levede og fungerede fint og med accept i det forfærdelige samfund, hvor mennesker blev henrettet på offentlige pladser på brutale måder, hvor unge kvinder (som var taget som fanger) blev fornedret, og solgt som sex-slaver på offentlige auktioner, og hvor andre uhyrligheder foregik.

Et barbari, som alle normalttænkende mennesker tager stærk afstand fra. Men som flere af de kvinder, der levede sammen med de mænd, som stod for forbrydelserne, ikke havde nogen problemer med.

Ja, jeg har flere gange set afhuggede hoveder i skraldespande – og jeg har også hørt sex-pigernes skrig, når de blev voldtaget af en gruppe af vores tapre krigere (IS-krigerne, red.). Det rørte mig overhovedet ikke, som en kvinde i lejrene sagde det i et interview.

Det siger alt om råheden, umenneskeligheden og fanatismen hos de kvinder, som regeringen nu har hentet til Danmark.

Så nej, at tage dem til Danmark er at lade godheden fare vild.

Mange danskere er nemlig så humane og civiliserede, at de ikke har fantasien til at forestille sig den råhed og den umenneskelighed, som findes i verden – og hos mennesker, og som end ikke den bedste psykolog kan gøre noget ved.

De tre kvinder hører til denne gruppe af barbarer. De fortryder ingenting, og de tænker kun på dem selv. Og derfor vil de tilbage til Danmark og de bedre vilkår end i lejrene.

Men de kvinder er samtidig 100% udenfor pædagogisk rækkevidde – og vi har med dem i landet importeret hårdkogte terrorister, som har deres børn med. Børn, som hvis der skal være en chance for at undgå, at de også fremover groomes til at blive islamister, skal tvangsfjernes øjeblikkeligt og uden mulighed for nogensinde at blive genforenet med deres mor.

Det kan lyde hårdt, men det er den eneste mulighed for, at de børn kan få en tryg og god opvækst fremadrettet, når mødrene har de radikaliserede holdninger, som de har.

Holdninger, som i virkeligheden kan sidestilles med grov misrøgt af børnene. Fordi kvinderne syntes, at det var ok at tage børnene med til et sted som Islamisk Stat. Ja, var terrorbevægelsen ikke blevet nedkæmpet, havde de børn med mødrenes velsignelse stadig levet i en verden, hvor henrettelser, vold, slaver og voldtægter var hverdag.

For de kvinder var – og er – fundamentalistiske islamister. Det er naivt at tro andet. Og de bliver ikke anderledes. Fanatikere kan man ikke overbevise med hverken fornuft eller kærlighed.

Man kunne derimod have ladet kvinderne blive dernede. Så havde man gjort risikoen mindre for, at danske børn her i landet skal miste deres forældre, fordi en eller flere af de hjemvendte kvinder – og på sigt deres børn, hvis de får lov til at blive hos mødrene – laver et terrorangreb her på dansk jord.

Så når man tænker over det, og føler efter, er det faktisk både hjernen og hjertet, der siger: Det var i dén grad at lade godheden fare vild at tage de kvinder tilbage til Danmark. Vi kan komme til at fortryde det så bitterligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Forsvundet til Halloween

Udgivet den af
Svar

Efterårets store danske familiefilm hedder ”Forsvundet til Halloween”, og har premiere i dag.

Filmen handler om fire børn og deres vilde oplevelser en Halloween-aften – og har lillesøsteren Petra i den altdominerende hovedrolle som pigen, der forsvinder.

Petra spilles eminent og energisk af debutanten Hannah Glem Zeuthen, der giver både pondus og nerve til pigen med det enorme mod og den lige så store fantasi. Her er en reel rollemodel til alle piger – og drenge. En moderne superpige simpelthen, som alle forældre med stolthed ville se deres børn spejlet i.

På sporet af Petra i virvaret mellem gys og græskar møder vi hendes storebror Asger, der spilles med stor troværdighed af Storm Exner Fjæstad, nabopigen Esther, som spilles med inderlig følelse og fornemmelse for den svære overgang, når teenagetiden banker på, af Katinka Evers-Jahnsen – og endelig den kloge nørd Svend, som skildres autentisk og med blik ind til at der gemmer sig en supermand i enhver gammelklog af Max Kaysen Høyrup.

Blandt de voksne skuespillere vrimler det også med gode kræfter. Blandt andet Jakob Faurby som tyv, Simon Sears som vikar, Marijana Jankovic som Petra og Asgers mor, mens Lise Baastrup og Sami Darr er forældre til Esther.

Petra og Asger havde så også en far – sidst det var Halloween. Men han er nu død, og savnet er stort – og lægger som en skygge over Halloween-højtiden, selvom de voksne insisterer på at fejre den, som de plejer. Så det gør Petra og Asgers mor sammen med Esthers forældre i et edderkoppespind af græskarsuppe, fællesfoto, dans og udklædning.

Men børnene har vigtigere sager at tage sig af – også andet end de selv troede og håbede, at de skulle bruge Halloween-aften på. For Petra forsvinder sporløst, lige inden det hele går i gang. Og i jagten på hende ender de andre tre efter adskillige udfordringer ved det faldefærdige hus, hvor der vistnok bor en ægte heks. Huset er i hvert fald hjemsøgt, siges det.

Og ja, det sker ting og sager i og ved huset. Men om det skyldes fortidens ånder – eller om det er mere nutidige skurke, der er på spil, skal ikke røbes her. Men der huserer tricktyve forklædt som skeletter i området. Og alt og alle er ikke nødvendigvis, som det ser ud til at være i en film, hvor man føler sig supergodt underholdt fra start til slut.

”Forsvundet til Halloween” skal nok blive et kæmpehit – også fordi den udover det helt klare spændingselement er sjov – og har en snert af socialrealisme. Ikke så meget at det gør rigtigt ondt – og det er ok. For det er en film, som skal kunne ses af alle – og som man skal have det godt med at se.

Det er derfor også en slags moderne og opdateret – og hurra for det – version af den klassiske danske familiefilm, som vi kender konceptet fra de gode versioner af ”Min søsters børn”-filmene.

Der er enkelte skønhedsfejl – fx at kirkegårde i Danmark ikke består af lange rækker med trækors, og at i Danmark er det aldrig så varmt til Halloween, at man kan rende rundt uden overtøj på. Men de små fejl og nogle få huller i handlingen er småting, der ikke forstyrrer den overordnede fortælling, som er spændende for både store og små.

Der er også tydelige hints til de måske mest kendte højtidsfilm for børn, nemlig de amerikanske ”Alene Hjemme” og til den Danmarks-verdensberømte ”Terkel i knibe” – og til de gamle børnebøger ”De 5” – som handler om fire helteagtige børn og hunden Tim, som fanger den ene forbryder efter den anden. Ja, der er sågar en schæfer ligesom Tim med i ”Forsvundet til Halloween”, men på en anden måde end hos ”De 5”.

I det hele taget blandes posen med gamle børnefilm og ditto bøger godt med nutidens noget mere lige-på-og-jeg-vil-se-bevis-før-jeg-tror-det-kritiske børn og voksne. Og sammen med et nutidigt sprog og klassiske becoming-of-age-konflikter i 2021-versionen giver det filmen et vældigt realistisk skær – mixet op med en følelse af hyggelig uhygge.

For man kan nemlig sagtens være en mumie-kannibal-zombie til Halloween, hvis man vil, som Petra siger det.

Danmarksbloggen giver ”Forsvundet til Halloween” 5 ud af 6 græskar. Det er en film med fart og tempo – og en god historie, og så er det også kun Halloween en gang om året.

Pelle Møller har skrevet manuskript, og Philip Th. Pedersen har instrueret.

Og for de kirkegårdsinteresserede skal tilføjes, at man skal søge til Mariebjerg Kirkegård i Gentofte, hvis man vil opleve filmens kirkegård i virkeligheden. En kirkegård, som på mange måder er anderledes end stort set alle andre danske kirkegårde – både pga. de mange opretstående kors, men også fordi kirkegården ikke ligger i forbindelse med en sognekirke.

Som man kan læse på Gentofte kommunes hjemmeside om kirkegården: “Mariebjerg Kirkegård er præget af en helt anden kirkegårdsopfattelse end den traditionelle. Den enkelte grav indordner sig et fælles udtryk. Det individuelle gravsted har derfor en langt mindre betydning end på de øvrige kirkegårde.” Citat slut.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.