Tag-arkiv: Teater Optimis

Anmeldelse: “Svenske skønheder”

Udgivet den af
Svar

Vi danskere bliver aldrig trætte af svenskerne – eller af deres store sangskat, uanset om vi oversætter den, eller synger den på originalsproget (hvilket jeg til enhver tid vil anbefale).

Det gælder også Teatret Optimis, som med forestillingen ”Svenske Skønheder” (og der refereres udelukkende til de svenske viser, hævdes det) i små to timer med sang og guitarspil hylder netop svenskernes enestående beholdning af gyldne viser af Bellman, Taube, Dan Andersson og en masse andre – og ja, det gøres både på svensk og på dansk.

At remse alle sangene i forestillingen op giver ingen mening. For den ene vellyd end den anden kommer som perler på en snor sammen med det, som på nudansk hedder vigtig viden om netop sangen eller musikeren.

Man bliver med andre ord ikke kun underholdt, men også klogere. Ja, og så er der fællessang – både den organiserede og den, som man bare ikke kan lade være med at synge med på som fx for undertegnedes vedkommende ”Idas Sommarvisa” (Fra Emil fra Lønneberg), der i nu mere end 50 år har været fast indslag ved alle svenske skolers afslutning inden sommerferien.

Dén vise rummer hele barnets verden, og er samtidig i sin væsen så sommerlig og så svensk som dansen om midsommerstangen ude på en skærgårdsø. Det er også Astrid Lindgren selv, der har skrevet ordene – og Georg Riedel, der har lavet musikken.

Men ellers er vi i mange af viserne længere tilbage – og her tårner de to giganter sig op: Taube, som mente, at Bellman var fortidens Taube – og så Bellman, som med de to storværker ”Fredmans Epistlar” og ”Fredmans Sånger” grundlagde dén visetradition i Norden, som Bellman stadig er den fornemste repræsentant for – selvom Danmark i Kim Larsen har en spillemand, som også kan noget særdeles langtidsholdbart, når man begynder at se historisk på hr. Larsen som visekunstner.

Ja, det samme gælder ABBA, hvis to B´er Benny Andersson og Björn Ulvaeus er mændene bag den guldkantede melodi til den gribende ”En visa om arton svanar” om længsel og drømme, som jeg ikke kendte, før jeg hørte den i forestillingen, men som jeg nu hører igen og igen (i dens svenske version), mens jeg skriver denne anmeldelse.

For den har evighedens pulsslag i sig som al anden visemusik fra øverste hylde – og netop derfor vil dele af ABBA-drengenes musik sammen med dele af hr. Larsens musik i fremtiden blive betragtet som visekunst på niveau med Bellman og Taube. Dét er jeg helt overbevist om.

Men nu er vi i 2023 – og her lurer tåren i øjenkrogen, smilet er på læberne, og der bliver rokket med overkroppen og slået takten med foden, mens de svenske viser fylder Metronomen.

Fordi det lyder så himla bra – og det gælder både sangene i sig selv og udførelsen af de to mænd på scenen: Allan Høier og Allan Thorsgaard. Den ene med sang og indlevelse, og den anden med sang og et virtuost spil på guitar og lut.

Samspillet er så, man skulle tro, at de havde kendt hinanden altid. Nå, ja – det har de vist også, og det har sine fordele. For hver tone, der synges eller spilles, hver bevægelse – alt er koordineret og i samklang, og de ved hele tiden, hvor den anden er.

Det giver en helt unik oplevelse – som når nye højder, da de to herrer til sidst i forestillingen kaster sig ud i veritabel landskamp i sang – nemlig den danske og den svenske nationalsang sunget på samme tid – og først mod, men så med hinanden.

For hvem vinder? Ja, det gør Norden. Hele Norden. For vi hører sammen her i Norden, som det også synges i ”Du gamla, du fria”: Ja, jag vill leva, jag vill dö i Norden. Det gælder os alle sammen,

Og gerne må det ske med en vise eller 18 undervejs, tak – og gerne formidlet af Teatret Optimis, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks snapse for en strålende forestilling.

Ja, jeg siger tak til, fordi I også gav Fredmans sång no. 64 ”Fjäriln vingad syns på Haga” i en oversat version, der var markant mere tro mod originalen end den ellers i Danmark så udbredte version ”Nu er jord og himmel stille”.

Men I holdt jer til sommerfuglen. Dét var dejligt – og dér gik Carl Michael Bellmans genius gennem rummet. Og jo, Bellman-forskningen viser, at det er ham selv, som har lavet melodien til sommerfugle-visen, der af det svenske Bellman-selskab omtales som en gnistrende rokokojuvel i den svenske viseskat. Bedre kan det ikke siges.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Aakjær. Jeg bærer med smil min byrde

Udgivet den af
Svar

Jeppe Aakjær? Er det ikke ham med ”Jeg er havren” og en hel masse andre sange ude fra gården på den jyske hede? Jo, men Jeppe Aakjær var meget mere end det. Og i Allan Høiers fortolkning af Jeppe Aakjærs liv i forestillingen ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde” møder vi hele den store poets – og agitators – liv i en samtale med manden med leen, som på denne skønne aprildag i 1930 er kommet for at hente den 63-årige Jeppe.

Det bliver et bevægende og musikalsk møde, som det kan anbefales at overvære.

Forestillingen varer inkl. pause næsten to timer – og det er ikke et minut for meget, når vi skal igennem en perlerække af Aakjær-viser og samtidig høre om mandens liv og levned, fra han var tjenestedreng i slid og slæb over årene i København som skrivende oprører (hvor han var med til at afskaffe Tyendeloven), og til han endte sit liv som digter i gården og naturen ved Jenle, hvor der mange år hver sommer var folkemøder og folkefester.

Hans digtsamling ”Rugens sange” fra 1906 har også siden udgivelsen været betragtet som Aakjærs mesterværk. Jeppe Aakjær oplevede nemlig det specielle for en digter allerede i levende live at være en legende, hvorom der i et hyldestskrift i anledning af hans 60-årsdag stod, at han har talt os fra hinanden, men sunget os sammen.

Aakjærs sange forbinder os stadig – her snart 100 år efter hans død, om end vi i dag ikke har en hverdag, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med det hårde liv, som den tids mennesker har haft.

At høre om tilværelsen dengang er nemlig at erfare om et Danmark, som virker så længe siden. Hvem har fx i dag en spyttebakke? Det vil vi finde meget ulækkert. Man spytter ikke indendørs – ja, vel knap nok udendørs, synes vi i 2021. Men sådan var det ikke dengang, hvor den lille Jeppe var optaget af, at bedstefaderen ikke ønskede at bruge den dertil indrettede spyttebakke i stuen – men i stedet harkede direkte efter væggen i en grad, så det var svært at kalke den, da den gamle døde.

Den slags guldkorn strømmer gennem forestillingen som gyldne hvedekorn, der tilsammen danner en farvestrålende høstbuket med pondus, inderlighed, velsang – og velspil.

Det er Allan Sjølin, som akkompagnerer Allan Høier, og de to sammen er gode – uanset om de kører viserne på den klassiske måde, eller eksperimenterer med tempo og udtryk. Det hele gør de forrygende – og det kan Aakjærs viser sagtens tåle.

De viser er også på mange måder vores fælles rødder. Og hvis rødder fortsat skal gro, skal de som bekendt vandes – og have lov til at vokse i forskellige retninger. Så får havren også mange bjælder – og det har denne forestilling.

Det er så samtidig klassisk Teatret Optimis at servere en levende kulturhistorie og Danmarkshistorie formidlet med sang og musik, men i denne forestilling gøres det særligt formidabelt. Vi bliver simpelthen klogere på os selv – og på det Danmark, som vi kender – og holder af.

Jeg kunne i hvert fald mærke mine forfædres gestalter ånde mig i nakken, så det rislede i hele kroppen. For nok bor jeg i hovedstaden, er universitetsuddannet og glad for kunst og kultur. Men ligesom de fleste andre danskere skal jeg ikke langt tilbage for at finde forfædre, der levede af jorden.

Min farfar var således husmand – og min morfar havde jordbær, juletræer og moser på sine jorde. Godt nok på Sjælland, men så er Danmark heller ikke større. Så i mit barndomshjem sang vi Jeppe Aakjær – fordi det liv, som han digtede om, på mange måder var et liv, som om ikke mine forældre, så dog mine bedsteforældre og oldeforældre kunne spejle sig i.

Det var sange som ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Han kommer med sommer”, “Jeg er havren”, ”Se dig ud en sommerdag” og ”Spurven sidder stum bag kvist”.

Alle sange, som vi også får fornøjelsen at høre i den eminente forestilling.

Skal der lidt malurt i bægeret, er det, at der sættes for lidt fokus på samarbejdet med Carl Nielsen, som skrev melodien til flere af Jeppe Aakjærs mest kendte viser, som fx ”Jens Vejmand” og forestillingens titel ”Jeg bærer med smil min byrde”.

For hvordan var de to mænds relation i grunden? Både som mennesker og som kunstnere? Det vil man gerne have svar på. Men trods denne mangel er det to timer i godt selskab. Og til sidst til ekstranummeret, ja, dér får man let tårer i øjnene og en klump i halsen. Så er De advaret. Men det er, som det skal være. For det sker på den fineste fællesskabsagtige måde.

Danmarksbloggen giver derfor seks store smil af seks mulige til ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde”. Der er en inderlighed og en dybde over forestillingen, som bliver siddende i én – og gør, at man nynner Jeppe Aakjær længe efter, at man er kommet hjem – og tilbage til 2021.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “SMÆK-KYS – PH i tide og utide”

Udgivet den af
1

Der er lys, der brænder længe – og lys, der brænder kort. Og så er dér de lys, der tændes, men aldrig brænder ud.

Ét af de lys – et af de største lys nogensinde i Danmark – hedder Poul Henningsen, bedre kendt som PH. Arkitekt, visemager, samfundsrevser og alt muligt andet.

I går havde Teatret Optimis re-premiere på forestillingen ”Smækkys – PH i tide og utide” om netop denne – på så mange måder – lysmager, der brugte hele sit liv på at tale selvgodheden og selvtilfredsheden midt imod.

En lysmager, der mente, at kunstens og kulturens fornemmeste opgave er at revse magthaverne og føre samfundet i en retning, hvor der er plads til mennesker, hvor friheden råder i humanismens navn.

Dét er et arbejde, der kræver ord – og ord var netop, hvad PH så klogt og fint brugte i sine revy-viser og sine artikler, men også i sin Danmarksfilm og alle de andre ting, der som en flod strømmede ud i det danske samfund fra hans altid vågne og kæmpende lampens ånd.

Og netop ord og viser flød også i en lind strøm fra de tre skuespillere på scenen: Rikke Duelund, Allan Høier og Allan Thorsgaard, der så fint gestaltede selvfølgelig PH selv, men også samarbejdspartnere, Liva Weel, moderen Agnes Henningsen, PH´s to hustruer og et par stykker mere.

De tre kan deres håndværk, uanset om det drejer sig om at spille skuespil, synge, spille på guitar, danse, recitere og hvad de ellers gjorde af finurligheder, sjov og alvor i de to gange 50 minutter, hvor vi fulgte PH på livets vandring fra fødsel til død, mellem bord og seng.

Vi blev simpelthen revet med af strømmen af lys og musik og kys  …

Og selvom man troede, at man kendte sin PH (og det var vi mange, der gjorde), så fik man alligevel noget ekstra med hjem på turen gennem byens lys: En særlig tone af hans altid kæmpende ånd, der som genskær fra en PH-lampe fulgte én igennem Vesterbros gader til Rådhuspladsen, mens man gik og nynnede en PH-vise eller to.

For de var der alle sammen: Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Øl-hunden, Den Offentlige Mening, Nå, Byens Lys, I Dit Korte Liv – og selvfølgelig Man Binder Os På Mund Og Hånd. Den sidste endda også med et vers fra den version, som PH skrev inden den tyske censur slettede ALT, han havde lavet til Dagmar-revyen – og han måtte skrive det hele om.

Den berømte vise har i sin reviderede version tre vers, som PH selv har beskrevet som, at det første handler om umoralsk kærlighed, det andet er en bredside mod det hellige ægteskab, og det tredje handler om fædrelandslandskærligheden og modstanden mod tyskerne. At det, som folk ville høre, først kom i tredje vers, gjorde PH med vilje. Han ville med egne ord gerne drille borgerskabet lidt.

Som publikum til ”Smækkys – PH i tide og utide” blev man dog ikke drillet, men fik netop et væld af PH-viser, både de kendte, men også de ukendte – nogle fortolket ganske klassisk, andre mere utraditionelt.

Dét gav god mening. For som sand kulturradikal mente PH også, at kunst er til for at blive brugt.

PH mente så også, at man ikke kunne bruge fortiden til noget. Kierkegaard er so last century, som PH ville have sagt det idag. Nej, samtidens kultur og især populærkulturen kunne bringe samfundet i en god retning, mente PH.

Hvis vi havde samme holdning som lysmageren, ville vi ikke gide høre PH i vor tid. Men lige dér er vi – og i hvert fald Teater Optimis – tilsyneladende klogere end PH. For vi ved godt, at der ligger visdom gemt i fortiden – fx i meget af det, som PH skrev.

Det ville også se sort ud, hvis vi udelukkende skulle lade nutidens populærkultur styre slagets gang. Samfundet kommer ikke langt på reality-tv´ets og talent-konkurrencernes tomme kalorier.

Danmarksbloggen vil i stedet anbefale, at man ser ”Smækkys – PH i tide og utide”.

Dén forestiling er der næring i og stof til mange tanker om kunstens og kulturens – og vores allesammens – pligt til at bide magthaverne i hælene, stille spørgsmålstegn, kritisere og påvirke samfundet i en humanistisk retning.

Men skal man følge lysmagerens morale, skal man dog huske netop ikke (altid) at følge moralen. Der skal også kysses, drikkes og ryges. Livet skal nydes – det er det, livet er dér for.

Og når man kigger ud i nutidens fortravlede og sundhedsfikserede kontrolsamfund, kan man også godt spørge: HVOR BLEV LIVSGLÆDEN AF? Røg den i svinget, mens du spiste en gulerod og tjekkede din nabos løbetid ifht din egen på Facebook? Måske I hellere skulle stille løbeskoene (lidt) væk og dele en flaske rødvin og kysse på jeres kærester/ægtefæller/elskere?

For som Teater Optimis sang det med netop den særlig ph´ske tone til sidst:

I dit korte liv er det meste spildt,
tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt,
håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven,
hvorfor sove nu.
I den lyse sommernat.
Det haster med det kys,
den kommer før du tror
den drømmeløse søvn.

Så gå ud i verden og drøm, kys og lev … for drømmen om frihed bliver aldrig forbi.

Danmarksbloggen uddeler ikke stjerner, men giver med stor glæde denne forestilling FEM STORE SMÆK-KYS OG FEM STORE LYS

Forestillingen, der er instrueret af Judith Rothenborg, spiller pt. på PH-cafeen på Halmtorvet i København – men spiller også andre steder. Læs mere her: http://www.optimis.dk/index.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk