Der er lys, der brænder længe – og lys, der brænder kort. Og så er dér de lys, der tændes, men aldrig brænder ud.

Ét af de lys – et af de største lys nogensinde i Danmark – hedder Poul Henningsen, bedre kendt som PH. Arkitekt, visemager, samfundsrevser og alt muligt andet.

I går havde Teatret Optimis re-premiere på forestillingen ”Smækkys – PH i tide og utide” om netop denne – på så mange måder – lysmager, der brugte hele sit liv på at tale selvgodheden og selvtilfredsheden midt imod.

En lysmager, der mente, at kunstens og kulturens fornemmeste opgave er at revse magthaverne og føre samfundet i en retning, hvor der er plads til mennesker, hvor friheden råder i humanismens navn.

Dét er et arbejde, der kræver ord – og ord var netop, hvad PH så klogt og fint brugte i sine revy-viser og sine artikler, men også i sin Danmarksfilm og alle de andre ting, der som en flod strømmede ud i det danske samfund fra hans altid vågne og kæmpende lampens ånd.

Og netop ord og viser flød også i en lind strøm fra de tre skuespillere på scenen: Rikke Duelund, Allan Høier og Allan Thorsgaard, der så fint gestaltede selvfølgelig PH selv, men også samarbejdspartnere, Liva Weel, moderen Agnes Henningsen, PH´s to hustruer og et par stykker mere.

De tre kan deres håndværk, uanset om det drejer sig om at spille skuespil, synge, spille på guitar, danse, recitere og hvad de ellers gjorde af finurligheder, sjov og alvor i de to gange 50 minutter, hvor vi fulgte PH på livets vandring fra fødsel til død, mellem bord og seng.

Vi blev simpelthen revet med af strømmen af lys og musik og kys  …

Og selvom man troede, at man kendte sin PH (og det var vi mange, der gjorde), så fik man alligevel noget ekstra med hjem på turen gennem byens lys: En særlig tone af hans altid kæmpende ånd, der som genskær fra en PH-lampe fulgte én igennem Vesterbros gader til Rådhuspladsen, mens man gik og nynnede en PH-vise eller to.

For de var der alle sammen: Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Øl-hunden, Den Offentlige Mening, Nå, Byens Lys, I Dit Korte Liv – og selvfølgelig Man Binder Os På Mund Og Hånd. Den sidste endda også med et vers fra den version, som PH skrev inden den tyske censur slettede ALT, han havde lavet til Dagmar-revyen – og han måtte skrive det hele om.

Den berømte vise har i sin reviderede version tre vers, som PH selv har beskrevet som, at det første handler om umoralsk kærlighed, det andet er en bredside mod det hellige ægteskab, og det tredje handler om fædrelandslandskærligheden og modstanden mod tyskerne. At det, som folk ville høre, først kom i tredje vers, gjorde PH med vilje. Han ville med egne ord gerne drille borgerskabet lidt.

Som publikum til ”Smækkys – PH i tide og utide” blev man dog ikke drillet, men fik netop et væld af PH-viser, både de kendte, men også de ukendte – nogle fortolket ganske klassisk, andre mere utraditionelt.

Dét gav god mening. For som sand kulturradikal mente PH også, at kunst er til for at blive brugt.

PH mente så også, at man ikke kunne bruge fortiden til noget. Kierkegaard er so last century, som PH ville have sagt det idag. Nej, samtidens kultur og især populærkulturen kunne bringe samfundet i en god retning, mente PH.

Hvis vi havde samme holdning som lysmageren, ville vi ikke gide høre PH i vor tid. Men lige dér er vi – og i hvert fald Teater Optimis – tilsyneladende klogere end PH. For vi ved godt, at der ligger visdom gemt i fortiden – fx i meget af det, som PH skrev.

Det ville også se sort ud, hvis vi udelukkende skulle lade nutidens populærkultur styre slagets gang. Samfundet kommer ikke langt på reality-tv´ets og talent-konkurrencernes tomme kalorier.

Danmarksbloggen vil i stedet anbefale, at man ser ”Smækkys – PH i tide og utide”.

Dén forestiling er der næring i og stof til mange tanker om kunstens og kulturens – og vores allesammens – pligt til at bide magthaverne i hælene, stille spørgsmålstegn, kritisere og påvirke samfundet i en humanistisk retning.

Men skal man følge lysmagerens morale, skal man dog huske netop ikke (altid) at følge moralen. Der skal også kysses, drikkes og ryges. Livet skal nydes – det er det, livet er dér for.

Og når man kigger ud i nutidens fortravlede og sundhedsfikserede kontrolsamfund, kan man også godt spørge: HVOR BLEV LIVSGLÆDEN AF? Røg den i svinget, mens du spiste en gulerod og tjekkede din nabos løbetid ifht din egen på Facebook? Måske I hellere skulle stille løbeskoene (lidt) væk og dele en flaske rødvin og kysse på jeres kærester/ægtefæller/elskere?

For som Teater Optimis sang det med netop den særlig ph´ske tone til sidst:

I dit korte liv er det meste spildt,
tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt,
håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven,
hvorfor sove nu.
I den lyse sommernat.
Det haster med det kys,
den kommer før du tror
den drømmeløse søvn.

Så gå ud i verden og drøm, kys og lev … for drømmen om frihed bliver aldrig forbi.

Danmarksbloggen uddeler ikke stjerner, men giver med stor glæde denne forestilling FEM STORE SMÆK-KYS OG FEM STORE LYS

Forestillingen, der er instrueret af Judith Rothenborg, spiller pt. på PH-cafeen på Halmtorvet i København – men spiller også andre steder. Læs mere her: http://www.optimis.dk/index.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk