Tag-arkiv: Allan Høier

Anmeldelse: ”Søren elsker Katinka”

Udgivet den af
1

Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Udgivet den af
1

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “SMÆK-KYS – PH i tide og utide”

Udgivet den af
1

Der er lys, der brænder længe – og lys, der brænder kort. Og så er dér de lys, der tændes, men aldrig brænder ud.

Ét af de lys – et af de største lys nogensinde i Danmark – hedder Poul Henningsen, bedre kendt som PH. Arkitekt, visemager, samfundsrevser og alt muligt andet.

I går havde Teatret Optimis re-premiere på forestillingen ”Smækkys – PH i tide og utide” om netop denne – på så mange måder – lysmager, der brugte hele sit liv på at tale selvgodheden og selvtilfredsheden midt imod.

En lysmager, der mente, at kunstens og kulturens fornemmeste opgave er at revse magthaverne og føre samfundet i en retning, hvor der er plads til mennesker, hvor friheden råder i humanismens navn.

Dét er et arbejde, der kræver ord – og ord var netop, hvad PH så klogt og fint brugte i sine revy-viser og sine artikler, men også i sin Danmarksfilm og alle de andre ting, der som en flod strømmede ud i det danske samfund fra hans altid vågne og kæmpende lampens ånd.

Og netop ord og viser flød også i en lind strøm fra de tre skuespillere på scenen: Rikke Duelund, Allan Høier og Allan Thorsgaard, der så fint gestaltede selvfølgelig PH selv, men også samarbejdspartnere, Liva Weel, moderen Agnes Henningsen, PH´s to hustruer og et par stykker mere.

De tre kan deres håndværk, uanset om det drejer sig om at spille skuespil, synge, spille på guitar, danse, recitere og hvad de ellers gjorde af finurligheder, sjov og alvor i de to gange 50 minutter, hvor vi fulgte PH på livets vandring fra fødsel til død, mellem bord og seng.

Vi blev simpelthen revet med af strømmen af lys og musik og kys  …

Og selvom man troede, at man kendte sin PH (og det var vi mange, der gjorde), så fik man alligevel noget ekstra med hjem på turen gennem byens lys: En særlig tone af hans altid kæmpende ånd, der som genskær fra en PH-lampe fulgte én igennem Vesterbros gader til Rådhuspladsen, mens man gik og nynnede en PH-vise eller to.

For de var der alle sammen: Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Øl-hunden, Den Offentlige Mening, Nå, Byens Lys, I Dit Korte Liv – og selvfølgelig Man Binder Os På Mund Og Hånd. Den sidste endda også med et vers fra den version, som PH skrev inden den tyske censur slettede ALT, han havde lavet til Dagmar-revyen – og han måtte skrive det hele om.

Den berømte vise har i sin reviderede version tre vers, som PH selv har beskrevet som, at det første handler om umoralsk kærlighed, det andet er en bredside mod det hellige ægteskab, og det tredje handler om fædrelandslandskærligheden og modstanden mod tyskerne. At det, som folk ville høre, først kom i tredje vers, gjorde PH med vilje. Han ville med egne ord gerne drille borgerskabet lidt.

Som publikum til ”Smækkys – PH i tide og utide” blev man dog ikke drillet, men fik netop et væld af PH-viser, både de kendte, men også de ukendte – nogle fortolket ganske klassisk, andre mere utraditionelt.

Dét gav god mening. For som sand kulturradikal mente PH også, at kunst er til for at blive brugt.

PH mente så også, at man ikke kunne bruge fortiden til noget. Kierkegaard er so last century, som PH ville have sagt det idag. Nej, samtidens kultur og især populærkulturen kunne bringe samfundet i en god retning, mente PH.

Hvis vi havde samme holdning som lysmageren, ville vi ikke gide høre PH i vor tid. Men lige dér er vi – og i hvert fald Teater Optimis – tilsyneladende klogere end PH. For vi ved godt, at der ligger visdom gemt i fortiden – fx i meget af det, som PH skrev.

Det ville også se sort ud, hvis vi udelukkende skulle lade nutidens populærkultur styre slagets gang. Samfundet kommer ikke langt på reality-tv´ets og talent-konkurrencernes tomme kalorier.

Danmarksbloggen vil i stedet anbefale, at man ser ”Smækkys – PH i tide og utide”.

Dén forestiling er der næring i og stof til mange tanker om kunstens og kulturens – og vores allesammens – pligt til at bide magthaverne i hælene, stille spørgsmålstegn, kritisere og påvirke samfundet i en humanistisk retning.

Men skal man følge lysmagerens morale, skal man dog huske netop ikke (altid) at følge moralen. Der skal også kysses, drikkes og ryges. Livet skal nydes – det er det, livet er dér for.

Og når man kigger ud i nutidens fortravlede og sundhedsfikserede kontrolsamfund, kan man også godt spørge: HVOR BLEV LIVSGLÆDEN AF? Røg den i svinget, mens du spiste en gulerod og tjekkede din nabos løbetid ifht din egen på Facebook? Måske I hellere skulle stille løbeskoene (lidt) væk og dele en flaske rødvin og kysse på jeres kærester/ægtefæller/elskere?

For som Teater Optimis sang det med netop den særlig ph´ske tone til sidst:

I dit korte liv er det meste spildt,
tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt,
håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven,
hvorfor sove nu.
I den lyse sommernat.
Det haster med det kys,
den kommer før du tror
den drømmeløse søvn.

Så gå ud i verden og drøm, kys og lev … for drømmen om frihed bliver aldrig forbi.

Danmarksbloggen uddeler ikke stjerner, men giver med stor glæde denne forestilling FEM STORE SMÆK-KYS OG FEM STORE LYS

Forestillingen, der er instrueret af Judith Rothenborg, spiller pt. på PH-cafeen på Halmtorvet i København – men spiller også andre steder. Læs mere her: http://www.optimis.dk/index.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk