Anmeldelse: ”Søren elsker Katinka”

Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Søren elsker Katinka

Kan man synge forårssange i høstmåneden august – og stadig få elskovsroserne til at blomstre? Svaret er ja, når det drejer sig om Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, hvor d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard synger og spiller, så Sigfred Pedersen må fornøje sig i sin himmel – måske endda med en lille én til halsen, hvis det ellers er til at få deroppe.

Det kan man håbe, også fordi at både på scenen og blandt publikum kunne vi HELT i den gode digters ånd nyde et dejligt glas, mens vi hørte om Sigfred Pedersens liv fra han sad på loftet i barndomshjemmet på Fyn over de festlige og fattige ungdomsår i København og senere i livet, hvor han var blevet dansk nationaleje og boede mange steder på Sjælland med sine to hustruer og i alt fire børn, inden han endte sine dage alt for ung, kun 64 år gammel, i huset i Snekkersten lige ved Øresund.

Men i de lidt mere end seks årtier, hvor han fik lov til at opleve naturen og våren – og kærligheden, gav han os viser, som stadig lever – og som hos Teatret OPtimis får en glød, som var de skrevet i går. Det kunne de også sagtens have været, for i deres beskrivelser af tilværelsen og livets gang er Sigfred Pedersens tekster langtidsholdbare og blandt de absolut bedste i den danske viseskat.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med skaberen af nordisk visekunst, svenskeren Carl Michael Bellman, og de har unægtelig meget tilfælles i deres fascination af livet, kærligheden, naturen, erotikken og livet på byens små beværtninger, som de begge frekventerede ganske hyppigt.

Men der er også 150 år mellem de to digtere og deres virker – og hvor Bellman havde en fast hovedfigur i sin digtnings hovedværker, nemlig urmageren Fredman, og hele livet igennem manglede penge og vel egentlig først for alvor blev anerkendt efter sin død, selvom han i levende live nød både popularitet og kongens gunst, så oplevede Sigfred Pedersen den lykke som det er for en digter at blive anerkendt – og få al den opmærksomhed, som han fortjente for sine viser, hvis fælles figur var livet i Danmark.

I dag, i 2017, er vi så dér at trods et Sigfred Pedersen Museum i Humlemagasinet i fødebyen Harndrup og diverse optrædener fra mange gode sider, så er opgaven at sørge for, at hans tekster hverken glemmes – eller gemmes hen, men sikres for kommende generationer. Så det er bedre end godt, at Teatret OPtimis kaster sig over hans viser og at de tør fortolke dem, både klassisk og med nytænkning og finesse.

For unge mennesker forelsker sig stadig, og vi andre får stadig sølvstænk i vores gyldne hår – eller hvad farve det oprindeligt havde, dengang vi forelskede os en skøn forårsdag nede i Sigfred Pedersens elskede Nyhavn, mens solen skinnede om kap med lykken.

Netop melodien og dele af teksten til den sidst nævnte vise ”Sølvstænk i dit gyldne hår” blev i øvrigt brugt til lejlighedssangen til Varnæs-parrets sølvbryllup i Matadors afskeds-scene, så Sigfred Pedersen er også med i Danmarks store tv-serie, hvad man måske ikke tænker over, når man ser afsnit 24.

Men tilbage til nutiden og Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, som Danmarksbloggen så på Metronomen på Frederiksberg, hvor der var fuldt hus til en forestilling, der varer to gange tre kvarter, og som indeholder en bred vifte af både kendte og måske lidt mindre kendte viser, der alle fremføres med en eminent dygtighed.

Allan Høier kan både fortælle levende samt synge klart og stærkt, og Allan Thorsgaards spil lyder præcis så let og legende, at man ved, at der ligger i timevis af hårdt arbejde bagved. De to er med andre ord så sammenspillede og så dygtige, at der på deres tørresnor ikke kun hænger en stor viden om Sigfred Pedersen og hans viser, men også en indføling med og en forståelse af digteren og hans virke, som man skal tilbage til en Erik Paaske for at finde magen til. Ja, arven helt tilbage til Hans Kurt kunne anes.

Mest indtryk og endda så meget at en lille tåre pressede sig på, gjorde ordene fra ”Skærslipperens morgensang”: ”Men jeg er digter, og jeg må drømme, for jeg er ét med den lyse nat”. For det var jo netop dét, som Sigfred Pedersen gjorde, og dét som vi gjorde, alle os der sad ude i Metronomen og blev så stille, da netop denne vise blev sunget og spillet med en følsom inderlighed, der blev siddende i kroppen hele vejen hjem gennem et sommerklædt København.

Danmarksbloggen giver Teatret OPtimis´cabaret ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks gule sol-unger, som dem der synges om i Sigfried Pedersens meget elskede vise ”Nu går våren gennem Nyhavn”, som vi selvfølgelig også fik – endda i en smældende version. For våren stryger i dén grad gennem hele forestillingen – og måske allermest til sidst. Mere skal ikke røbes her. Gå selv ind og se og lyt – og syng med.

Danmarksbloggen garanterer, at De bliver i et forrygende Forårshumør.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Elskov, vin og basfioler”

Det er mere end 200 år siden, at Carl Michael Bellman døde. Der er også mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stans små, krogede gader til det moderne Islands Brygge i København med havnefronten, havnebadet og Kulturhuset, som i går dannede rammen om Teatret OPtimis 25 års-jubilæums-forestilling Bellman-cabareten ”Elskov, vin og basfioler”, som består af både skuespil og en bred vifte af Bellmans skønne viser.

Men til trods for den store forskel i både tid og sted var vi alligevel hele aftenen tilbage i 1700-tallets Stockholm, hvor livet var hårdt og kort – og hvor nordisk visekunsts grundlægger og helt store digter Carl Michael Bellman (1740-95) levede, drak og skrev sine viser om de skæbner, som han mødte rundt omkring på de kroer, som der var så mange af i datidens Stockholm.

Hovedpersonen i Bellmans digtning er den navnkundige Fredman, der tog turen oppefra og ned, og som derfor havde Bellmans særlige bevågenhed og interesse. Hr. Jean Fredman var nemlig oprindelig den svenske konges urmager, rig og agtet – men han endte alligevel bogstaveligt talt i rendestenen, hvor han iklædt laser og pjalter døde af druk.

Sammen med Fredman på turene rundt på Stockholms kroer var hans hjertets udkårne, den med en anden gifte Ulla Wiinblad, der også ernærede sig ved at tage penge for sin gunst, Movitz og en masse andre herlige karakterer, som kommer til live med både vin i stride strømme, et overraskende kys og en inderlig dans hos Teatret OPtimis, der ynder at gestalte store kulturpersonligheder som netop Bellman, hvis liv med lige dele digtning, gældsfængsel, kongens gunst og drukture i forestillingen kobles sammen med Fredman, som er den bærende person i Bellmans hovedværk ”Fredmans Epistler”.

I Bellmans univers blev det til hele 82 viser, som sammen danner ”Fredmans Epistler”, hvor Bellman lader Fredman fortælle om sit liv – og sin moral der stik imod samfundsordenen dengang handlede om at søge alkoholen og favntaget i bevidstheden om, at døden altid er meget tæt på.

Så det gælder om at gribe dagen og skynde sig at leve, skynde sig at drikke og skynde sig at mærke den fysiske kærlighed – i stedet for at leve det dydige liv, som kirken agiterede for, men som Bellman ikke kunne bruge til noget.

Bellman indstiftede i stedet Bacchus-ordenen, hvor Fredman selvsagt blev helgen – og hvor man hyldede Bacchus (vinens Gud), Freja/Venus (den fysiske kærlighed) og dødens Gud Charon. For døden – både den lille i form af orgasmen og glemslen i alkoholens tåger – og den store, den endelige – var hele tiden lige ved siden af menneskene i 1700-tallets Stockholm.

Drik ud min ven, døden på dig venter, som Bellman siger det til Movitz, inden det er tid til endnu en epistel – eller sang. For de to ting er nemlig ikke det samme.

Epistlerne er Fredmans viser, hvor Bellman lader Fredman som en anden Paulus skrive breve, altså epistler, til sine menigheder (aka de andre, der drikker og horer sig igennem livet) om det gode i at søge glasset og elskoven. Viserne derimod er en samling sange, som bærer Fredmans navn, men som for manges vedkommende slet ikke har noget med Fredman at gøre.

Derfor er sangene gode alligevel – og de spilles og synges heldigvis ligeså flittigt som epistlerne hos Teatret OPtimis i aftenens forestilling, hvor vi kommer godt igennem Bellmans imponerende store katalog af viser, der bare holder – også i 2016.

Skal Danmarksbloggen endelig drysse lidt malurt i det ellers fulde bæger, handler det om det danske sprog versus det svenske sprog, som Bellman skrev sine sange og epistler på. For ja, viserne er udmærket oversat – og det giver god mening at synge på dansk i en dansk forestilling. Så kan alle også forstå det.

Men hvor ville det have været skønt, hvis bare et par stykker havde været sunget på originalsproget svensk som fx epistel no. 7, som også synges efter arrangement af vor tids måske bedste Bellman-fortolker svenskeren Thord Lindé. Eller/og den meget kendte epistel no. 72 ”Glimmande Nymf”, som får nogle helt andre dybder, når de svenske lyde er med.

Eller måske Bellmans mest populære vise, den om sommerfuglen ”Fjäril vingad syns på Haga”, der også lukkede en dejlig aften på Bryggen i København – mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stan, der i øvrigt stadig har både gyder og kældre, der ser ud, som de gjorde det på Bellmans tid.

Danmarksbloggen giver fire, store basfioler som den, som kvinten sprang på en sommeraften i 1769 et sted i netop Gamla Stan – og hvis melodi vi danskere bedst kender som brugt til Nødebo Præstegaards ”Velkommen velsignede drenge” – men som på Bellman´sk hedder Epistel no. 31 og handler om både venskab, en smuk kvinde, en soldat, nogle lussinger, en basfiol og selvfølgelig en tår over tørsten – eller fem.

Det er Allan Høier, der spiller og synger Bellman – og Fredman. Allan Thorsgaard spiller guitar – og Movitz. Kjeld Steffensen spiller cello. Bo Skødebjerg har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk