Månedsarkiv: september 2020

Anmeldelse: “De uønskede”

Udgivet den af
4

Hvis man tror, at flygtningeproblematikken – og uønskede flygtninge – er et nyt fænomen i Danmark, så tager man fejl, og så er der endnu en god grund til at læse Thomas Harders bog ”De uønskede”, som udkom på Gyldendal d. 22. september, og som handler om den cirka kvarte million tyske flygtninge, der kom til Danmark i 2. Verdenskrigs sidste tid og i tiden lige efter. Tyskland var som bekendt blevet bombet til ruiner af de allierede, og resultatet var enorme flygtningestrømme – især efter Ruslands offensiv i efteråret 1944.

Men også selvom man på forhånd kender til det oversete og ret ubeskrevne flygtninge-kapitel i Danmarkshistorien om de 250.000 tyske flygtninge, er der al mulig grund til at læse den grundige, velskrevne og gennem-researchede tilgang til emnet, som Thomas Harder præsenterer på bogens 480 sider.

For nok vidste vi godt, at de tyske flygtninge ikke blev behandlet særligt godt i Danmark. Tyskerne var jo dem, som op til 2. Verdenskrig havde været Herrefolket, der med støvletramp og strakt højre arm, havde stået for en ny orden, nemlig Det Tredje Rige, hvor der kun var plads til en slags mennesker – og det var hverken jøder, homoseksuelle, handicappede og kommunister for bare at nævne nogle af dem, som nazisterne ville fjerne fra Jordens overflade.

At Danmark – og danskerne i stort tal – så havde samarbejdet med nazisterne efter devisen ”vi er små og må finde ud af at leve i fredelig sameksistens med Hitlers Tyskland”, ville vi helst undgå at tænke på i tiden efter 1945, hvor vi som land kunne takke ikke politikerne eller erhvervslivet for at være havnet på den rette side af historien. Men hvor det var den lille gruppe modige modstandsfolk, som hjalp jøderne, og som lavede sabotage, som sammen med dem, der sejlede og fløj i allieret tjeneste og en vis selvrådig ambassadør i USA ved navn Kauffmann, som var de direkte årsager til, at Danmark kunne regnes blandt de allierede.

Det ved man i dag – og det vidste man i 1945. Men dengang ville man helst glemme det svigt, som vi havde lavet som land. Så derfor var det let og i hvert fald nemmere at lade frustrationen over egen manglende indsats og modstand gå udover de tyske flygtninge, hvor mange – især børnene – var uden skyld i de forbrydelser mod menneskeheden, som nazisterne begik.

Kodeordene her var forsvarlig og nødtøftig. Mange var uden tvivl enige med forvaltningschef Kjærbøl, som sagde (citat fra side 220): Jeg kan slutte mig til de Mennesker, der … giver Udtryk for, at Flygtningene befinder sig i en ynkværdig Situation, og at vi maa hjælpe dem paa en human og forsvarlig Maade”. Men hvis man hermed vil give Udtryk for, at disse fremmede Mennesker skal have en lys og ubekymret Tilværelse, saa maa jeg henvise til, at mange af vore egne frister Kaar, der i materiel Henseende ikke afviger væsentligt fra Flygtningenes. Vore økonomiske Ressourcer strækker heller ikke efter 5 Aars Udsugning til mere end den mest nødtørftige Forsorg.

Så var munden lukket på mange, men ikke på alle. For der var også mennesker i det danske samfund, som talte imod denne måde at behandle andre mennesker på, deriblandt arkitekten og forfatteren P.H. og forfatteren Tove Ditlevsen, som insisterede på medmenneskelighed, og som i læserbreve og andet gjorde opmærksom på de forhold, som man bød de tyske flygtninge i lejrene.

Denne moralske konflikt rulles ud – konkret og usentimentalt – sammen med personlige beretninger fra tyske flygtninge, historiske fakta og en indgående beskrivelse af det indviklede politiske spil, både indenlands og udenlands, som foregik i årene fra krigens afslutning og indtil de sidste tyske flygtninge rejste hjem i 1949.

Danmarksbloggen giver ”De uønskede” af Thomas Harder fem ud af seks rationeringsmærker. For de små papstykker var ligesom flygtninge noget som fortsatte med at være virkeligheden i mange år efter 2. Verdenskrigs afslutning.

Thomas Harders formidable bog fortjener desuden at blive mere end en historiebog med et seriøst noteapparat.

Den kan med fordel også være en del af den nuværende debat om, hvordan vi behandler flygtninge. Og om flygtninge skal isoleres med tanke på, at de skal tilbage til oprindelseslandet igen, eller om vi hellere skal integrere dem i samfundet med den hensigt, at de skal blive i Danmark.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “ALLE GODE TING”

Udgivet den af
Svar

”ALLE GODE TING” hedder det stykke, som Nørrebro Teater har valgt at trodse Coronaen med, og som åbner teatersæsonen på Nørrebro. Det er skrevet af englænderen Duncan Macmillan, og det spilles af Frank Thiel – og publikum.

Indimellem sker det, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det, som sker på scenen, er skuespil eller ej. Sådan havde undertegnede det i hvert fald på Nørrebro Teater i går, hvor Frank Thiel talte om selvmord, og havde flg. budskab: Selvmord er aldrig løsningen. Man skal lade være – og leve videre, selvom det er svært. Jeg kan ikke love, at alt bliver fantastisk igen, men det bliver bedre. Det gør dét.

Det er så heller ikke afgørende, om det var rent skuespil eller/og Frank Thiels´ egen erfaring. Det vigtige er nerven i budskabet om, at selvmord altid er en dårlig idé, både for den, som prøver – og af hensyn til de pårørende.

For selvmord smitter – og pårørende til selvmord, især børn, vil altid føle en skyld og en skam, selvom det ALDRIG er børns ansvar, hvis deres far eller mor tager den uigenkaldelige vej. Eller når de voksne prøver på det, som moderen til den dreng, Frank Thiel gestalter, gør det, da sønnen er ganske lille, og stadig går i indskolingen.

Hun reddes. Men det er en begivenhed, som får en grundlæggende betydning for resten af drengens liv – og for hans identitet. For noget gik i stykker den dag, moderen spiste piller. Noget som aldrig for alvor bliver i orden mere, selvom han prøver at gøre verden hel igen ved at skrive en liste over alle de gode ting, der er i livet fra Kung Fu-is over bobleplast og til den følelse af ophøjet ro, som opstår, når du befinder dig i en håbløs situation, og indser, at du ikke kan gøre noget ved det.

Om han selv nogensinde når dertil, drengen i forestillingen, i den rejse i hans liv, som vi følger, og som går forbi universitet, nedtur og kærlighed, kan man godt tvivle på. Men vejen skildres med stor hengivenhed og troværdighed af Frank Thiel. Man fornemmer, at der er meget på spil for Frank Thiel, som kontinuerligt inddrager publikum i det, som sker.

De er også kun rimeligt, kan man sige. For vi sidder nemlig alle sammen på scenen i fire afdelinger omkring den firkant, hvor forestillingen foregår. Sammen som vi også gør det på livets scene.

Forestillingen er derudover en lejlighed til at komme ud af Corona-boblen og ind i en anden og mere behagelig boble, hvor det handler om liv, nærvær, samvær, kunst, kultur og at nå hinanden som mennesker. Endda også dem, vi ikke kender – og som vi i mange måneder nu har lært ikke at være nær, selvom det er indbygget i mennesket, at vi rækker ud til hinanden, og laver en masser dejlige bobler sammen.

Bobler, som engang var en naturlig del af vores verden, og som bliver det igen en dag. Fordi de er bygget på det, som varer ved. Præcis som Frank Thiels dreng/mand gerne vil skabe et blivende fundament med lister over gode ting, som han håber, moderen læser, så hun kan forstå, hvor skønt livet er. Det er vidunderligt naivt, og lige hvad et lille barn ville finde på.

Som voksen ved man godt, at der ikke findes hverken Kung Fu-is eller rødvin nok i denne verden til at tage den eksistentielle smerte væk. Som mennesker er vi nødt til at acceptere, at livet stinker, selvom vi på den anden side kun kan leve, hvis vi bevarer fantasien og håbet om, at i morgen bliver det hele bedre.

Det er også derfor, at barndommen står som en tid, hvor alt var bedre. Det passer selvfølgelig ikke. Men erindringen kan være ganske nådig, især når den lader os glemme. Dvs. indimellem så leger vores hjerne Memory-spil med os i en grad, så også vi finder vores gamle lister frem – eller de finder os.

Og så kan de gamle lister hjemsøge os én gang til, både dem over vores fejltagelser og nederlag – og de mere positive med sollys, rigtig gode appelsiner og den kriblende følelse af mening, som susede rundt i kroppen efter det første kys, den første kærlighed – som alle var nævnt på listerne i ”ALLE GODE TING”.

Når man ser forestillingen, tænker man også, at Frank Thiel personligt har begge slags lister – og tør se dem i øjnene. Ellers kunne han ikke spille så energisk, så overbevisende, så autentisk – og samtidig være så meget til stede. Både i stykket – og i den virkelighed og de mennesker, som han møder i publikum, og hvor han modigt inddrager en stor del, og dygtigt hjælper de udvalgte på vej, så de bliver aktive medspillere.

Han er på alle gode måder ude i os allesammen. Vi bliver set og anerkendt. Intenst. Noget som man ellers i reglen kun oplever hos de bedste historie-fortællere, men som Frank Thiel altså også mester, og som skaber en ganske særlig dynamik.

Danmarksbloggen giver ”ALLE GODE TING” fem ud af seks gode ting, som kan komme med på listen over de mange gode ting, som der findes i denne forestilling:

1) Indlevende og engageret skuespil
2) En fantastisk evne til at inddrage os i publikum
3) Stumper og stykker af god musik
4) En historie, som giver meget med hjem
5) At få lov til efter forestillingen at stå på scenen og se ud på de røde plyssæder

For at se de røde plyssæder oppe fra scenen er et syn, som det normalt kun er skuespillerne forundt. Man nu ser vi det også, og så bliver man i tvivl igen: For normalt – når man sidder på Nørrebro Teater i de samme røde plyssæder, og tror, at man er publikum: Er man så måske også en medspiller for dem, som står på scenen? Og er alt i virkelighedens således, at vi alle er BÅDE tilskuere og medspillere i hinandens liv?

Virkeligheden og verden får en dybere og bredere dimension i ”ALLE GODE TING”, hvor skellet mellem skuespil og realitet viskes ud. Det er ganske enkelt en eminent forestilling – og vi er alle inviteret op på scenen.

Forestillingen præsenteres sammen med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”DRUK”

Udgivet den af
Svar

What a life. Pop-hittet fra den danske musikgruppe ”Scarlet Pleasure” fylder biografsalen. Det samme gør lyden af fulde og feststemte gymnasieelever, og det er ren genkendelse hos mig. For det er den umiskendelige lyd, som inden Corona-karantænen var en fast del af mit liv som 3.g.´er. Lyden af ungdomsfester fyldt med liv, latter og ikke mindst alkohol i stride strømme. Den lyd, som Thomas Vinterberg med vanlig sans for detaljen får med i sin nye film ”DRUK”.

Men som bekendt kan vi ikke fortsætte ungdommens drukture. På et eller andet tidspunkt rammer den voksne virkelighed, og stilheden sætter ind. Men måske kan det være anderledes? For hvad nu hvis vi ikke behøvede at stille flasken på hylden? Hvad hvis vi i stedet kunne leve et bedre liv som højfunktionelle fuldtidsalkoholikere med bare en halv promille i blodet hele tiden?

Denne teori fra den norske psykiater, forfatter og professor Finn Skårderud udforsker de fire venner og gymnasielærere i Thomas Vinterbergs film ”DRUK”. De fire gymnasielærere spilles eminent af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. Mads Mikkelsen er blændende god, og Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe leverer som sædvanlig en fornem præstation. Magnus Millang er man mest vant til at se som sjov mand, men det klæder ham at være mere alvorlig, og han er på nogle punkter den mest troværdige i skildringen af en dansk gymnasielærer.

Som alle andre midt i livet har de fire granvoksne gymnasielærere problemer at slås med på arbejdet og på hjemmefronten. Den fælles løsning bliver, at de sammen søger svaret på bunden af en flaske. De fire gymnasielærere i ”DRUK” er så mere end almindeligt grænsesøgende, når de gang på gang opfordrer hinanden til at fortsætte.

Og som forventet træder de også et skridt for langt i det vovelige eksperiment, så der opstår kriser, også store og skæbnesvangre kriser. Alligevel formår Thomas Vinterbergs ”DRUK” at være et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

For kun fire dage inde i optagelserne til filmen døde Thomas Vinterbergs datter, Ida, på tragisk vis i et trafikuheld. Ida var tiltænkt en større rolle i filmen, og hun var gymnasieelev på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, hvor store dele af filmen er optaget. Filmen er derfor også tilegnet hende.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. Det siger man som bekendt også, at unge er gode til – og måske især unge på ungdomsuddannelserne i de afgørende år af ens liv, hvor der sker så meget. Dannelsesårene, hvor det betyder meget, hvem man har som lærer.

Det er et forhold, som fire lærere i ”DRUK” er meget bevidste om, og de vil så gerne være gode inspiratorer, som også mange af virkelighedens gymnasielærere vil det, og heldigvis er det.

Men også resten af gymnasie-universet er portrætteret tro mod virkeligheden i filmen, også fordi de unge spiller rigtigt godt. Mange af dem er også selv gymnasieelever i virkeligheden. Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet. ”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Filmens univers er derfor også let at leve sig ind i, uanset om man lige er blevet student, eller om det er et par årtier siden, man stod med huen på hovedet. ”DRUK” taler derfor til alle aldre med budskabet om, at vi ikke skal tage livet for givet, heller ikke selvom man er ung. For man kan ikke automatisk gå ud fra, at man kommer til at opleve de store begivenheder som fx studentertiden.

Det ved jeg ligesom resten af min årgang, der blev student anno 2020, hvor Covid-19 truede med at lukke ned for studentertidens traditioner. Og vi gik også glip af nogle ting. Men vi fik det vigtigste: Vi fik huerne på, vi fik translokationen, og vi kørte rundt i studentervognene, som generationerne før os også gjorde det. Selvom restriktioner skabte ændringer i vores studentertid i forhold til dem, der var før os, så havde vi stadig det vigtigste: Hinanden. Vi var samlet til fælles fejring.

Det er der grund til at være taknemmelig over. For hverken i år eller fremover kommer alle klasser til at være hele og fuldtallige, når huerne skal på. I nogle klasser vil der være en tom stol som i Idas klasse, og som i en klasse på mit gymnasium. Vi kan alle blive ramt af døden, hvilket Vinterberg minder os om. Derfor er det så vigtigt at holde af livet og nyde det, mens man har det.

At se Thomas Vinterbergs ”DRUK” var derfor skræmmende og aktuel for mig. For livet forstås ofte stærkest set gennem kunstens briller, og ”DRUK” tvang mig til at se min egen dødelighed i øjnene og erkende, at mit liv også er flygtigt. Det var overvældende, og filmen ramte mig hårdt. Den er nemlig intens i sin realisme, men den giver samtidig en følelse, som kan vendes til en beslutning om at få det meste ud af livet, mens man er i det. Og så bliver filmen netop så livsbekræftende, som hensigten med den også er.

Men hvordan får man så mest ud af livet? Er det virkelig, som Finn Skårderud mente det, ved at drikke, så man konstant har en halv promille i blodet? Eller har vi alle sammen en personlig promille, der giver os den maksimale harmoni og veltilpashed? Og uanset hvad, hvor meget kan man så drikke, før det tager overhånd? Måske skal man slet ikke drikke, eller måske kunne man nøjes med at drikke med måde, selvom det ikke er en del af den indgroede danske alkohol-kultur, hvor hygge og fest rimer på alkohol?

Det sidste er ikke relevant for de fire gymnasielærere i ”DRUK”, som i stedet begiver sig ud på en vej, der er både forudsigelig og forfærdelig. Alligevel, eller måske netop på grund af dette, har Thomas Vinterberg skabt en livsbekræftende og ”larger than life” realistisk film, der handler om så meget mere end bare druk. What a life.

”DRUK” får seks ud af seks flasker fra Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Drop “Dansen med Corona”. Det er en “Krig mod Corona”.

Udgivet den af
Svar

Danskerne er gode til at spritte af, men dårlige til at holde fysisk afstand, er meldingen fra myndighederne.

Det gør heller ikke sagen bedre, at statsministeren taler om ”Dansen med Corona”. For en dans er noget, som man gør tæt på hinanden. Dans er også noget, som er dejligt. Så ”Dansen med Corona” er i virkeligheden en rigtig dårlig metafor på at leve med en virus som Corona, der slår mange danskere ihjel, gør at endnu flere mister deres kære, og at rigtig mange får voldsomme senfølger.

Så lad os droppe det udtryk og i stedet tale om fx ”Krigen mod Corona”.

Altså ikke noget MED, men hel masse MOD.

For det er en reel krig, som vi befinder os i, selvom fjenden ikke er en reflekterende intelligens, men en pandemi. Det er også derfor, at vi KAN vinde den her krig, hvis vi ellers kunne finde ud af at holde afstand og spritte af og så videre. Det kniber det så med, så måske er vi alligevel ligeså dumme som en virus?!

Det er ganske forstemmende. Især i lyset af at vinteren er på vej og med den endnu mere gunstige betingelser for Corona-virussen.

En amerikansk fremskrivning fra et universitet i Washington taler således om mere end 3500 døde danskere pga. Corona inden nytår, hvis ikke vi gør noget. Bliver vi bedre til det med mundbind, afstand og forsamlingsstørrelser, kan vi derimod få antallet af nye døde ned på 100 flere inden nytår. Men tallet kan også – hvis vi slækker på restriktionerne – blive højere end de forvejen skræmmende 3.500.

Så jo, det gør en forskel, hvad den enkelte gør i “Krigen MOD Corona”.

For Corona er en dræber, og skal benævnes som en sådan. Vi skal ikke sukre tingene ind, men kalde dem ved deres rette navn, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dem fra de andre landsdele … og andre generaliseringer

Udgivet den af
Svar

Jyderne er nærige og træge i optrækket, sjællænderne snakker mærkeligt og mest om sig selv, københavnerne er hurtige på aftrækkeren og flabede, folk fra Nordsjælland er snobbede og nedladende, mens fynboerne ikke er de skarpeste knive i skuffen og så videre …

Fordomme og generaliseringer om dem fra de andre landsdele står i kø … men holder  aldrig til en nærmere analyse. Der findes nemlig alle slags mennesker alle steder. Både nærige, gavmilde, langsomme, hurtige, snakkesalige, tavse, selvoptagede, empatiske, flabede, søde, snobbede, ligetil, kloge og mindre-kloge …

Det samme gælder, når vi taler om erhvervsgrupper … og kommer med generaliseringer om de dumme håndværkere, de snobbede akademikere, skuespillerne, der drikker og bliver skilt hele tiden – eller journalisterne, der ikke er til at stole på.

De generaliseringer holder heller ikke. Der er nemlig både kloge, dumme, snobbede, ligetil, alkoholiske, moralske og alt muligt andet indenfor alle erhvervsgrupper.

Og det samme gælder, når vi taler hudfarver, køn, seksuel orientering, religion og hvad mennesker ellers kan bruge som argument for, at vi er forskellige – og (ofte) at de selv er bedst.

For hvad skal man bruge generaliseringer som ovenstående til, medmindre det er for at føle sig bedre og klogere selv? Føle sig hævet over de andre måske?

Men det er jo ynkeligt. For hvad skal man med et selvværd, der er bygget på at gøre de andre dummere og dårligere end én selv? Det kan man ikke bruge til en skid for nu at sige det bramfrit.

Ja, det er sandsynligvis slet ikke et selvværd – men bare en indskrænket og modbydelig tilgang til andre mennesker, som hvis den anvendes længe nok og systematisk nok bliver til rendyrket racisme.

Men uanset hvor langt man trækker den, så er det at generalisere mennesker på baggrund af geografi, race, køn, religion, seksualitet, erhverv og alt muligt andet en uskik, som siger mere om den manglende moralske habitus hos den, som har behov for at pege fingre, end det gør om dem, som vedkommende peger fingre af.

For det er nemlig den samme forenkling og sætten-i-bås, som vi ser alle steder, hvor mennesker prøver at hævde sig på andres bekostning. Men det holder ikke. Vi bliver hverken klogere, smukkere eller bedre af at gøre de andre dummere, grimmere eller værre end os selv.

Men hvad HVIS vi nu brænder for en forbedring, hvad så? Ja, så må vi i gang med kvinden/manden i spejlet. Hun/han er den eneste, som vi kan gøre klogere, smukkere og bedre.

Ps. Det er så en noget sværere opgave. For her skal vi nemlig selv arbejde – og ikke blot pege fingre!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sociale bobler – et stærkt og frygteligt våben

Udgivet den af
1

Ingen taler – rigtig – om boblerne. Men det burde vi nok. For de er ret vigtige de sociale bobler, som myndighederne mener, at vi skal til at indrette os i.

Men hvad er en social boble? Ja, iflg. nedenstående artikel fra DR med overlæge og virolog fra SSI Anders Fomsgaard er en social boble en gruppe på 5-10 mennesker, som vi kan være sammen med i vores hjem – og som vi selv kan besøge, og som vi kan kramme og være tæt på.

Vores egen familie tæller også med i boblens antal på 5-10 personer.

Vi kan altså godt se andre mennesker end dem i boblen, men ikke i vores eget hjem og ikke noget med at kramme og den slags. Derimod en hel masse om at holde afstand, måske gå en tur eller andet – hvis/når man ses med en anden end dem i ens sociale boble.

Og i øvrigt: NEJ, vi kan ikke skifte ud i boblen. Når boblen er etableret, så er holdet sat.

Der er med andre ord tale om: Find ud af hvilke mennesker, som du/I vil have indenfor dørene i dit/jeres hjem – og tænk dig/jer godt om. For det er de mennesker, som du/I skal være tæt på resten af efteråret og vinteren og måske langt ind i foråret 2021.

Det er altså en svær øvelse, som ikke minder om noget, som vi har prøvet før nogen af os – og de fleste har heller ikke lyst til at gøre det. Forståeligt nok. For det ligger til vores sociale natur som mennesker at indgå i forskellige sociale sammenhænge, også udover arbejde etc.

Men skal vi knække Corona-virussen, den satan, så er den sociale boble et stærkt – om end for os selv også frygteligt – våben. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tinderdaten-og-svigermor-hvordan-fungerer-en-social-boble

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Udgivet den af
Svar

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den forbandede 11. september

Udgivet den af
Svar

Det er idag d. 11. september – et halvt år efter nedlukningen af Danmark 11. marts 2020.

Det er igen den forbandede 11. september.

For 19 år siden dagen, hvor fire fly blev kapret i USA, og de to fløj ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, det tredje ned i Pentagon i Washington D.C. – og det fjerde forulykkede på en mark, fordi passagerne havde hørt om de andres skæbne via deres mobiler – og derfor forhindrede, at det fjerde fly nåede dets mål, som formentlig var enten Det Hvide Hus eller Capitol. Dén dag ændrede en hel verdensorden.

For 17 år siden dagen, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel i NK Stormagasinet i Stockholm. Måske ikke en dag, der ændrede verdensordenen. Men det var sin generations største politiske talent i Sverige, som blev dræbt den dag – og udviklingen i Sverige siden har vist, at svenskerne mangler en politiker af Anna Lindhs format.

Og så i dag. Corona-pandemien, som har rystet, og stadig ryster en hel verden, og hvor det i dag er præcist et halvt år siden, at Danmark blev lukket ned. Og efter en sommer med lav smitte, så går det igen den gale vej. Fordi vi åbnede for meget for hurtigt. Fordi for mange slækker for meget på afstand og hygiejne, men til gengæld ikke bruger mundbind (nok). Vi er stadig midt i pandemien – og ingen ved, hvornår og hvordan det slutter.

Det er igen den forbandede 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Tudsen Tue”

Udgivet den af
1

”Tudsen Tue” er skrevet af historiefortæller Anette Wilhjelm Jahn, og er en vaskeægte eventyrbog – med nogle herligt uventede twists og en slutning, som undertegnede ikke havde forudset.

Det er en moderne eventyrfortælling om pigen Anna, der bor i et hus på en villavej sammen med sine forældre, der ønsker alt det bedste for hende, men som begår den klassiske fejl, at de har lettere ved at se tingene med voksen-øjne end i børnehøjde.

Noget som beskrives med knugende realisme. For man føler med Anna, der er en ensom lille pige, som holdes udenfor, og savner en ven både i skolen, i SFO´en og når hun sidder alene nede i sit legehus i haven.

Heldigvis møder Anna tudsen Tue, der kan mere end at se livet fra et tudse-perspektiv. Tudsen Tue er i sagens natur grøn, og som en anden grøn eventyrfigur, nemlig Yoda fra Star Wars, er Tue så livsklog, at det hedder visdom – og i modsætning til Yoda så kan Tue tale rent.

Tue taler endda både tudse- og menneskesprog. Foruden at han kan fortælle eventyr – tudseeventyr selvfølgelig – samt at han kan tænke og agere hurtigt.

Quark, som han siger det fra tid til anden.

Så Tue lærer bogen igennem Anna en masse om det at være til, være sig selv og være en god ven. For på en eller andet måde hænger de tre ting sammen. For det ved Tue, som man som læser straks forelsker sig i, og håber at møde én dag – i hvert fald hvis man er et barn eller en voksen, der kan finde barnesindet frem.

Forfatter Anette Wilhjelm Jahn får nemlig på hver eneste side overbevist os om, at ens liv bliver meget bedre, hvis tudsen Tue er en del af det. Man fornemmer, at hun selv er en smule forelsket i tudsen – og hvem ville ikke være det?

Tudsen Tue er nemlig som en fe. Han kommer, når der er behov for hjælp. Men han er en realistisk fe, der ikke har hverken vinger, tryllestøv eller tryllestav. I stedet formår Tue at skubbe på den rigtige måde og på de rigtige tidspunkter, så Anna bliver klogere, og træffer de valg, som hun bliver glad for på den lange bane – uden at noget skal røbes her.

For som nævnt så tager handlingen nogle sving, og har nogle præmisser, som man normalt ikke ser i en børnebog, hvilket er en stor styrke. For det er en moderne eventyrbog, hvor personerne – også Anna og Tue – er mangefacetterede og ikke kun søde, stærke og lige til at elske. Anna er fx også egoistisk og nogle gange både heftig og hastig, og Tue er forfængelig og lidt selvglad som en anden Mary Poppins. Altså egenskaber, som gør det hele vældigt troværdigt.

Som læser tror man simpelthen på historien – også på den talende tudse, som kan så meget, også fortælle de gendigtede eventyr fra hele verden, som der er flere af i bogen. Eventyr fra hele verden om både en grib, en heks, prinsesser – og tudser. Altid tudser. For Tue er – med rette – stolt over at være tudse, og kan derfor også kun eventyr med tudser.

Det er Anette Wilhjelm Jahn selv, der med stor snilde og faglig dygtighed har stået for at gendigte de gamle folkeeventyr, så de passer ind i fortællingen om Tue og Anna.

Både eventyrerne, som sagtens kan stå i deres egen ret, og historien om Tue og Anna er letlæste. Bogen er også skrevet i et flydende sprog, som gør, at man som læser sluger bogen i én stor mundfuld, som når en tudse slår den lange tunge ud for at fange en flue.

Og de heldige børn, som får bogen læst højt, vil med garanti insistere på en side mere, åh, jo, bare én side mere. For ”Tudsen Tue” er mere end velegnet til oplæsning, både i klassen og derhjemme ved sengetid, og der er lidt at gå igang med. Bogen er ialt på 199 sider.

”Tudsen Tue” fås også som lydbog, hvor det er forfatteren selv, der læser højt – og dét kan anbefales at lytte til. Forfatter Anette Wilhjelm Jahn er nemlig professionel historiefortæller, og kan alene med sin stemme formidle hele bogens univers, og alle dens stemninger, fornemmelser – og væsner.

Men også bogens forside og tegninger, der er lavet af Nina Broen, formidler på fineste vis ”Tudsen Tue”.

Illustrator Nina Broen har sat sig ind i stoffet, og er man ikke allerede forelsket i Tue, så bliver man det på historiens sidste side, hvor der er en fin tegning af Tue. Men også alle andre illustrationer er præcis så søde, uskyldsrene og alligevel fulde af kalorier, som bogens hovedhistorie og eventyr er det.

Eneste anke mod de finurlige og detaljerige illustrationer er det ærgerlige i, at der sjældent i den danske bogbranche er midler til at lave andet end sort-hvide tegninger inde i bogen. For Nina Broens vidunderlige tegninger er som skabt til at være i farver, som man ser det på bogens forside, hvor hele Tue og Annas univers lever og gløder.

Danmarksbloggen giver ”Tudsen Tue” seks ud af seks tudser – og vil anbefale voksne, hvis børn selv kaster sig over bogen at læse den, når deres børn er faldet i søvn.

For ”Tudsen Tue” er en bog med et budskab til os alle sammen om at tro på talende tudser, eventyr og mirakler – også i 2020. Ja, måske især i 2020. Eventyr hører nemlig alle tider og alle aldre til.

Det er Silhuet, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Udgivet den af
Svar

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk