1/1-21 – eller 1/13-20?

2020 har været et år, som hele tiden overraskede – og som regel med noget slemt. Noget, som handlede om virus, død, nedlukning og alt det andet, som 2020 har handlet om.

Så Danmarksbloggen sidder her på årets sidste dag og tænker:

Gad vide om 2020 har det sidste es i ærmet – nemlig en forlængelse af sig selv?

Således så vi i morgen ikke skriver 1/1-21 – men 1/13-20. Altså den 13´ende måned i det forheksede år 2020.

Dét skulle ikke undre.

For hvis noget år skal være i stand til at give sig selv ekstra tid, så er det 2020, som måske/måske ikke rinder ud, når Rådhusklokkerne på den afspærrede Rådhusplads i København slår om få timer.

På den anden kan det også være, at vi i morgen vågner til en mørk himmel, hvorpå der står skrevet Tutorial Completed. Altså nu er prøve-tiden, opvarmningen slut – og nu starter prøvelserne først for alvor.

2020 var i så fald kun generalprøven til 2021.

GODT NYTÅR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop “Dansen med Corona”. Det er en “Krig mod Corona”.

Danskerne er gode til at spritte af, men dårlige til at holde fysisk afstand, er meldingen fra myndighederne.

Det gør heller ikke sagen bedre, at statsministeren taler om ”Dansen med Corona”. For en dans er noget, som man gør tæt på hinanden. Dans er også noget, som er dejligt. Så ”Dansen med Corona” er i virkeligheden en rigtig dårlig metafor på at leve med en virus som Corona, der slår mange danskere ihjel, gør at endnu flere mister deres kære, og at rigtig mange får voldsomme senfølger.

Så lad os droppe det udtryk og i stedet tale om fx ”Krigen mod Corona”.

Altså ikke noget MED, men hel masse MOD.

For det er en reel krig, som vi befinder os i, selvom fjenden ikke er en reflekterende intelligens, men en pandemi. Det er også derfor, at vi KAN vinde den her krig, hvis vi ellers kunne finde ud af at holde afstand og spritte af og så videre. Det kniber det så med, så måske er vi alligevel ligeså dumme som en virus?!

Det er ganske forstemmende. Især i lyset af at vinteren er på vej og med den endnu mere gunstige betingelser for Corona-virussen.

En amerikansk fremskrivning fra et universitet i Washington taler således om mere end 3500 døde danskere pga. Corona inden nytår, hvis ikke vi gør noget. Bliver vi bedre til det med mundbind, afstand og forsamlingsstørrelser, kan vi derimod få antallet af nye døde ned på 100 flere inden nytår. Men tallet kan også – hvis vi slækker på restriktionerne – blive højere end de forvejen skræmmende 3.500.

Så jo, det gør en forskel, hvad den enkelte gør i “Krigen MOD Corona”.

For Corona er en dræber, og skal benævnes som en sådan. Vi skal ikke sukre tingene ind, men kalde dem ved deres rette navn, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Så var vi der igen, hvor byen sydede af lys og lyd fra raketter og andet fyrværkeri … og hvor danskerne samledes foran tv-skærmene for at høre Dronningens nytårstale, inden nytårsmiddagen skulle indtages.

Når tingene er, som de plejer at være, kalder vi det for en tradition – og den slags kan de fleste godt lide. I år var Dronningens nytårstale så ikke en af de sædvanlige.

Slet ikke. Tværtimod faktisk. Dronningen fortalte, at prinsgemalen går på pension. Han blev derfor også takket for lang og tro tjeneste af hustruen.

Manden er over 80 år, så det var vel også på tide, kunne man anføre – også selvom der ikke er tradition for, at kongelige går på pension. De kongelige bliver normalt på pinden til de falder af – og det regner Dronningen også selv med at gøre, hvilket Danmarksbloggen billiger. For næste genereration er – trods at de går mod de 50 år – ikke helt modne endnu.

Eller også er de nødt til at blive det. For Dronningen nævnte en ting mere, som nok bliver glemt nu, men som egentlig er mere spændende end at Prinsgemalen går på pension.

Nemlig den med at vi ikke skal være så bange for at fejle – eller for at leve. At vi skal turde – og at det ikke gør noget at slå sig lidt undervejs. Heller ikke når det er vores elskede børn, der gør det. For livet skal leves – og erfares, og det gøres bedst, når man gør det selv – og med tanke på fællesskabet.

Danmarksbloggen er enig. Vi må ikke blive så optagede af os selv og vores eget, at vi glemmer alle andre. Vi er alle små hjul i det store hele, der hedder fællesskabet – og vi skal leve både med mod og med humør … også og måske især i denne terror-tid.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kongekroner for Dronningens Nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Dronning Margrethe d. 2. har tilbragt både julen og nytåret på Fredensborg Slot, hvorfra hun også holdt den traditionsrige nytårstale her kl. 18. Noget der normalt sker på Amalienborg, men altså ikke i år pga. restaurering.

Det blev en nytårstale, hvor Dronningen kom ind på vigtigheden af at tale op til mennesker fremfor at tale ned – og hvor det kunne gøre den store forskel at blive mødt med tillid og forventning fremfor et “du-dur-ikke”.

Danmarksbloggen er enig. Det drejer sig om at tale til det gode i mennesket – til at kere sig om hinanden her i samfundet – til at give plads til at vi alle kan være med i samfundet, både universitetsuddannede, håndværkere, de syriske flygtninge og de danske helte, der uselvisk drager ud for at bekæmpe ebola´en.

Lige netop at drage alle ind i dét fællesskab, som samfundet kan være, skal vi med Dronningens ord gøre os meget umage med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens nytårstale 2014-15

Undertegnede skrev i sidste års nytårstale, at Danmarksbloggen håbede, at 2014 ville blive året, hvor danskerne fandt hjem igen til de værdier, som engang var – og igen skal blive – kendetegnende for vores skønne land. Nemlig:

Tolerancen, vidsynet og omsorgen for de svage og udsatte.

For Danmark er bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Sådan kom det desværre ikke til at gå, når man ser på de store linier – og på den politiske virkelighed på Christiansborg.

Men ude i det ganske danske land spirer det – og nok er der mange, der stemmer på Dansk Folkeparti og kun tænker på sig selv, men det er som bekendt altid mørkest ligefør daggry.

For ja, der ER noget nyt på vej. Det må – og skal – vi tro på, og arbejde for. Danmarksbloggen er i fuld gang og inviterer alle andre til at være med også.

For skal det nytte noget det hele, så skal vi løfte i flok. I fællesskab og med forståelsen af at det at være dansk ikke er et spørgsmål om hudfarve, tro, seksuel orientering eller andre kendetegn, som bruges til at lave skel mellem mennesker.

At være dansk er et spørgsmål om sindelag. For nok er vores flag rødt og hvidt, men vores sindelag er regnbuefarvet.

Godt nytår.

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale 2013

Nytåret er den eneste højtid, der fejres verden rundt – også i lande og kulturer, der har en anden tidsregning end den gregorianske, og som også har andre nytår, der falder på andre tider af året – som fx det kinesiske nytår og det jødiske nytår.

Men den version af nytåret, som falder i dag, har vi til fælles – allesammen over hele jorden.

For skellet mellem d. 31. december og d. 1. januar fejres kloden rundt – og endda på nogenlunde samme måde med en kombination af god mad og drikke, nedtælling til det magiske tidspunkt kl. 24, fyrværkeri og håb om at det nye år bringer alt det, som vi alle drømmer om.

Det er dét begyndelser kan mere end noget andet. De giver håb og næring til forventninger og drømme, og netop derfor samler den universelle nytårsfejring en hel verdens befolkning.

“For måske bliver det nye år netop det år, hvor alt vil lykkes for os,” tænker vi håbefuldt, mens raketterne oplyser den mørke nattehimmel.

Det er så smukt og så såre menneskeligt at kunne drømme og tro på dén måde. Og vi har det som sagt tilfælles allesammen, uanset hvor vi er født, hvad vi tror på … eller ikke tror på.

Ja, vi har i det hele taget langt mere der samler os end der skiller os – både i dag og alle andre dage – og uanset hvor vi er født.

Det er derfor også Danmarksbloggens håb, at 2014 bliver året, hvor danskerne finder hjem igen til de værdier, som engang var – og igen skal blive – kendetegnende for vores skønne land: Tolerancen, vidsynet og omsorgen for de svage og udsatte.

For Danmark er bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Så lad os sammen i 2014 skabe dét Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat. Danmarksbloggen er igang – og byder alle velkommen til at være med.

Et godt og velsignet nytår ønsker Danmarksbloggen derfor alle på kloden, men især os, der føler os danske – uanset hvor vi kommer fra, og uanset hvor vi bor idag.

For at være dansk er ikke et spørgsmål om hudfarve, tro, seksuel orientering eller andre kendetegn, som bruges til at lave skel mellem mennesker. At være dansk er et spørgmål om sindelag. Og nok er vores flag rødt og hvidt, men vores sindelag er regnbuefarvet.

Godt nytår.

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk