Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens nytårstale 2014-15

Undertegnede skrev i sidste års nytårstale, at Danmarksbloggen håbede, at 2014 ville blive året, hvor danskerne fandt hjem igen til de værdier, som engang var – og igen skal blive – kendetegnende for vores skønne land. Nemlig:

Tolerancen, vidsynet og omsorgen for de svage og udsatte.

For Danmark er bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Sådan kom det desværre ikke til at gå, når man ser på de store linier – og på den politiske virkelighed på Christiansborg.

Men ude i det ganske danske land spirer det – og nok er der mange, der stemmer på Dansk Folkeparti og kun tænker på sig selv, men det er som bekendt altid mørkest ligefør daggry.

For ja, der ER noget nyt på vej. Det må – og skal – vi tro på, og arbejde for. Danmarksbloggen er i fuld gang og inviterer alle andre til at være med også.

For skal det nytte noget det hele, så skal vi løfte i flok. I fællesskab og med forståelsen af at det at være dansk ikke er et spørgsmål om hudfarve, tro, seksuel orientering eller andre kendetegn, som bruges til at lave skel mellem mennesker.

At være dansk er et spørgsmål om sindelag. For nok er vores flag rødt og hvidt, men vores sindelag er regnbuefarvet.

Godt nytår.

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Om føje år er det 800 år siden, at Dannebrog faldt ned fra Himlen på denne dag, der derfor også hedder Valdemarsdag, da Valdemar Sejrs tropper netop denne dag sejrede over de hedenske estere.

Læs mere om netop det i Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Dannebrog er derfor også et af verdens ældste – ja måske endda det ældste flag – og danskernes forhold til Dannebrog er ligeså tæt og varmt som til familie og venner.

Vi elsker simpelthen vores flag, og bruger det hele tiden: På fødselsdagskagen, på juletræet, til sportskampe og så videre.

Vores flag er som resten af vores skønne land ALLES danskeres – og netop derfor kan og skal ingen tage patent på danskheden, som især Dansk Folkeparti prøver at gøre det.

Men danskheden er heldigvis mere end væren-sig-selv-nok. Danskheden er rummelighed, frisind og venlighed … og derfor er der grund til at kippe med Dannebrog på denne solbeskinnende Valdemarsdag, hvor Danmarksbloggen også skulle have bragt en beretning fra Folkemødet på Bornholm.

Denne beretning må dog vente til i morgen. Men så får vi også det hele med …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk