Tag-arkiv: Danmark

Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Udgivet den af
Svar

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Travlt med at af-danske

Udgivet den af
Svar

Espen Andersen Bråthen hedder den danske statsborger, som dræbte fem mennesker i den norske by Kongstad i går i det, som formodes at være et terrorangreb. En by, hvor han også boede – og hvor flere naboer har omtalt ham som truende og skræmmende.

Espen Andersen Bråthen er født og opvokset i Norge. Han har også en norsk far – men en dansk mor, og det er derfra, at han har sit danske statsborgerskab.

Det får på en eller anden bizar måde hans uhyggelige forbrydelse til at virke tættere på. Som dansker skammer man sig simpelthen. Tænk at en dansker kan finde på det.

I debatterne på Facebook er der derfor også mange, som har travlt med at undsige Espen Andersen Bråthens danskhed. Det kan fx lyde:

Han er jo ikke rigtig dansk, når han har boet hele livet i Norge.

Han har jo ingen tilknytning til Danmark – bortset fra moderen.

Kan han overhovedet tale dansk?

Har han været i Danmark nogensinde?

Han ligner en nordmand.

Spørgsmålene og kommentarerne er mange, og de fleste af dem handler om at af-danske Espen Andersen Bråthen. For hvis man kan af-danske ham, så er det onde, som han gjorde, længere væk fra Danmark og os danskere.

Men faktum er, at Espen Andersen Bråthen er dansk statsborger. Og et dansk statsborgerskab er ikke sådan at løbe fra – eller at få. Spørg diverse udlændinge om det.

Desuden: Havde forholdet mellem Danmark og Norge været det samme som mellem Danmark og visse lande i Mellemøsten, så havde vi været tvunget til at tage ham ”retur”.

For han er jo dansk statsborger. Og i Danmark er vi som bekendt i disse år mere end klar til at sende kriminelle med et andet statsborgerskab end Danmark ud af Danmark asap – og uanset hvor længe de har boet her.

Heraus med dig, siger vi til alle kriminelle, som har statsborgerskab i andre lande, og synes, at det er helt fint, at de må rejse til et land, som de måske slet ikke kender. Men Espen Andersen Bråthen – han er norsk, og skal bare blive i Norge, mener mange.

Men det er der en dobbelthed i. For der skal vel være lige ret. Hvis vi sender udenlandske statsborgere ud, når de begår kriminalitet, må vi også være klar til at tage vores egne kriminelle statsborgere hjem.

Og desuden: Onde gerninger bliver hverken mere eller mindre onde af, hvem der udfører dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når godheden farer vild

Udgivet den af
Svar

Findes der grænser for kærligheden, godheden, lyset og håbet? Selvfølgelig ikke.

Men nogle gange skal man alligevel tænke sig rigtigt godt om.

I nat kom tre kvinder og 14 børn tilbage til Danmark fra de syriske lejre for IS-fanger. Lejre, som er forfærdelige – og ikke til at være menneske i.

Det lyder derfor umiddelbart – og for det rene hjerte – som en enkel sag: SELVFØLGELIG skal de kvinder og de børn tilbage til Danmark. Vi kan simpelthen ikke andet, hvis vi vil kalde os selv for civiliserede og humane.

Men slår man hjernen til, kommer andre tanker.

For de kvinder rejste, fordi de ville det, ned til Islamisk Stat – og de levede og fungerede fint og med accept i det forfærdelige samfund, hvor mennesker blev henrettet på offentlige pladser på brutale måder, hvor unge kvinder (som var taget som fanger) blev fornedret, og solgt som sex-slaver på offentlige auktioner, og hvor andre uhyrligheder foregik.

Et barbari, som alle normalttænkende mennesker tager stærk afstand fra. Men som flere af de kvinder, der levede sammen med de mænd, som stod for forbrydelserne, ikke havde nogen problemer med.

Ja, jeg har flere gange set afhuggede hoveder i skraldespande – og jeg har også hørt sex-pigernes skrig, når de blev voldtaget af en gruppe af vores tapre krigere (IS-krigerne, red.). Det rørte mig overhovedet ikke, som en kvinde i lejrene sagde det i et interview.

Det siger alt om råheden, umenneskeligheden og fanatismen hos de kvinder, som regeringen nu har hentet til Danmark.

Så nej, at tage dem til Danmark er at lade godheden fare vild.

Mange danskere er nemlig så humane og civiliserede, at de ikke har fantasien til at forestille sig den råhed og den umenneskelighed, som findes i verden – og hos mennesker, og som end ikke den bedste psykolog kan gøre noget ved.

De tre kvinder hører til denne gruppe af barbarer. De fortryder ingenting, og de tænker kun på dem selv. Og derfor vil de tilbage til Danmark og de bedre vilkår end i lejrene.

Men de kvinder er samtidig 100% udenfor pædagogisk rækkevidde – og vi har med dem i landet importeret hårdkogte terrorister, som har deres børn med. Børn, som hvis der skal være en chance for at undgå, at de også fremover groomes til at blive islamister, skal tvangsfjernes øjeblikkeligt og uden mulighed for nogensinde at blive genforenet med deres mor.

Det kan lyde hårdt, men det er den eneste mulighed for, at de børn kan få en tryg og god opvækst fremadrettet, når mødrene har de radikaliserede holdninger, som de har.

Holdninger, som i virkeligheden kan sidestilles med grov misrøgt af børnene. Fordi kvinderne syntes, at det var ok at tage børnene med til et sted som Islamisk Stat. Ja, var terrorbevægelsen ikke blevet nedkæmpet, havde de børn med mødrenes velsignelse stadig levet i en verden, hvor henrettelser, vold, slaver og voldtægter var hverdag.

For de kvinder var – og er – fundamentalistiske islamister. Det er naivt at tro andet. Og de bliver ikke anderledes. Fanatikere kan man ikke overbevise med hverken fornuft eller kærlighed.

Man kunne derimod have ladet kvinderne blive dernede. Så havde man gjort risikoen mindre for, at danske børn her i landet skal miste deres forældre, fordi en eller flere af de hjemvendte kvinder – og på sigt deres børn, hvis de får lov til at blive hos mødrene – laver et terrorangreb her på dansk jord.

Så når man tænker over det, og føler efter, er det faktisk både hjernen og hjertet, der siger: Det var i dén grad at lade godheden fare vild at tage de kvinder tilbage til Danmark. Vi kan komme til at fortryde det så bitterligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindekamp handler også om kroppen

Udgivet den af
Svar

Kvindekampen handler også om kroppen.

I de sidste uger er der – igen-igen – talt meget om kvindekroppen:

  1. Så forbød man piger og kvinder at have crops-tops på i fitness-centre, fordi det forstyrrer mændene(!). Dén kvindefjendske adfærd affødte heldigvis straks kæmpe-protester.
  2. Til gengæld forventes det stadig og uden anmærkninger, at kvindelige studieværter ifører sig så syletynde og skyhøje stiletter, at det er direkte sundhedsfarligt for deres fødder – og dermed hele kroppen. Men vi kan jo ikke modtage nyhederne fra én i flade sko, vel? Nå, jo – når det er en mand i snøresko, så går det fint. Så mon ikke vi kunne bruge en kvinde i ballerinaer eller sneakers?
  3. Ellers så har nogle medier – igen-igen – følt behov for at pointere, at det er ok (for kvinden) at have strækmærker, ar, være tynd, være tyk eller noget af det andet, som sker for de fleste kroppe i løbet af et langt liv. Samtidig med at de samme medier lever af annoncer, som bruger photoshoppede modeller – og som sælger produkter, der skal gøre os smukkere og se yngre ud – især kvinderne.

Hvad er det med kvinder og kroppe, som er så evigt spændende?

Og hvorfor accepterer vi overhovedet en debat om kroppen, der kun handler om kvindekroppe?

Mænds kroppe forfalder også med tiden. Mænd får også ar og andre mærker på kroppen i takt med det levede liv. Men mænds kroppe er højst noget, som der smågrines af, når en flok midaldrende mænd i latex aser afsted på deres cykler søndag formiddag. Der tales aldrig om mænds kroppe.

Kvinders kroppe er derimod hele tiden til dom og debat: Hvorfor er den studievært så tynd? Hvorfor farver hende den anden studievært ikke sit grå hår? De der briller – de klæder hende altså ikke. Og har hun ikke taget lidt på? Og så videre og så videre, og det er både mændene og kvinderne, som kører den samtale.

Ingen taler om de mandlige studieværter, når de bliver tykkere eller/og tynde i toppen, grå i tindingerne og helt tydeligt farver deres hår (for) sort.

En mand kan også blive på skærmen, selvom han er rynket som et vinteræble. Rynker giver nemlig åbenbart karakter til en mand, mens rynker – også i meget mindre antal – gør kvinder totalt usynlige og ubrugelige.  

Der er en skævvridning, der skal gøres noget ved. Og det er fint med øremærket barsel – og lad os bare smide en masse kvoteordninger oveni. Men skal vi have rigtig ligeret, skal vi have kroppen med.

Så fremover når der tales om kvinders kroppe, påklædning, hår og sko – så lad os tage mændene med – og vel at mærke sætte manden under samme lup som kvinden – og dømme ham præcis lige så nådesløst.

Dét vil ramme en del magtfulde mænd hårdt – især i medierne, hvor der er langt mellem de mænd, som er bare halvt så fuckable, som de forventer, at kvinderne på skærmen er det.

Men som en klog kusine engang sagde det: Karma is a bitch. Og det er magten, som det her handler om.

Og magten ligger stadig primært hos den heteroseksuelle hvide mand. Så det er her, vi starter med at fratage ham muligheden for at bestemme over, hvordan kvindekroppen skal se ud generelt – og specifikt vises frem i medierne, både når vi taler studieværter og annoncer med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihedsweekenden

Udgivet den af
Svar

Det er en sjælden varm september måned i år – og i denne weekend mærkes den forlængede sommer også mentalt. Ja, den lever i sindet hos danskerne i det, som kan kaldes Frihedsweekenden.

For fra i fredags er alle – som i ALLE – restriktioner i Danmark hævet, og der skal ikke vises Corona-pas nogen steder. Noget, som danskerne har taget imod med kyshånd – og stor livsglæde.

Danmarksbloggen var derfor ude og gå i går aftes. En lille tur rundt i vores hovedstad København – og alle steder vrimlede det med mennesker. Mennesker, som sad på bænke, ved borde og alle steder, hvor man kunne være.

Kvinder og mænd i alle aldre, som drak og spiste, mens de grinede og talte sammen. Mennesker, som sad og hørte musik, som valsede rundt, som bare levede – og var sammen.

Glade, lykkelige – nærmest befriede.

Og fra de åbne vinduer i lejlighederne kunne man høre endnu flere glade stemmer, endnu mere musik.

Der var et leben og en jublen allevegne, som gjorde én aftenvandrer som undertegnede varm i hjertet og lykkelig i sindet.

Kontrasten til de iskolde vandringer, som jeg foretog i et totalt stille og totalt nedlukket København for halvandet år siden – i marts 2020, kunne heller ikke være større.

Og var man i Parken i København, som 50.000 var det, så kunne man høre den FØRSTE fulde stadionkoncert i Europa siden marts 2020. Det var med det danske band ”The Minds of 99”, som gav en særdeles forrygende koncert, som anmelderne kaldte euforisk.

Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen var til stede, og beskriver hele koncertoplevelsen sådan her: Helt vildt og festivalagtigt. Ja, man glemte Corona fuldstændigt. Der var ikke en snert af Corona tilbage.

Det var stort. Og en ekstra oplevelse var bandets nye sang ”Under din sne”. De 50.000 dansende og festende mennesker var begejstrede.

Og her i dag vrimler det også med mennesker på gader og stræder. Allermest lægger man nok mærke til de næsten 80.000, som sammen med kronprins-familien løber Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København.

Så: Overalt i Danmark er der i denne weekend – Frihedsweekenden – mennesker, leben, glæde og smil – og Corona-tiden er som en lille sort sky ude i horisonten. En sky, som de fleste anser for væk for evigt.

Danmarksbloggen er ikke helt sikker, men håber, at de optimistiske har ret: At vi vitterligen har vaccineret os ud af pandemien, som i øjeblikket stadig hærger resten af kloden.

En pandemi, hvor Danmark er som en ø med lave smittetal og total frihed midt i et frådende Corona-hav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delta er løs, så: Find Mette

Udgivet den af
Svar

Delta-varianten har for længst overtaget pandemien. Mere end 90% af alle nye danske Corona-positive er smittede med Delta-varianten, som smitter markant mere – og markant lettere end den ellers ret så smitsomme britiske variant.

Sådan er det over hele verden. Delta-varianten rammer så især hårdt, hvis man ikke er vaccinereret. For det er de ikke-vaccinerede, som bliver indlagt, lagt i respirator og dør – også unge og yngre mennesker. De vaccinerede bliver også syge, men sjældent særligt alvorligt.

Det fik USA´s præsident Biden til at gå på talerstolen for at opfordre alle til at blive vaccineret. Mere end 99% af de Corona-døde amerikanere i juni 2021 var nemlig ikke-vaccinerede.

I Danmark har 17% af de inviterede ikke svaret på Sundhedsstyrelsens invitation til COVID-vaccination. Det er altså tæt på HVER SJETTE dansker, som ikke er i gang med at blive vaccineret.  

Denne ignorering er til stor skade for os alle sammen. For vi opnår ikke den eftertragtede flokimmunitet, når så mange ikke vil lade sig vaccinere. Til gengæld kan vi blive arnestedet for en ny – og farligere – variant.

Danskernes sundhed er altså på spil – og vi står her på tærsklen til efteråret på et afgørende øjeblik i pandemien

Så man kunne forvente, at Mette Frederiksen ville gå Joe Biden i bedene og på skærmen for at opfordre folk til at blive vaccineret. Men nej, hun holder sommerferie – og har gjort det siden 1. juli. Alt, hun har lavet (offentligt i hvert fald), er nogle FB-opslag om fodbold – og så et enkelt om Utøya.

Men den slags bliven-væk-og-holden-ferie du´r altså ikke, når man er statsminister, og vi er midt i en pandemi. Og endda er et kritisk sted i pandemien. Så skal man steppe op og tage vare på sit ansvar og gå på arbejde – også selvom det ødelægger ens sommerferie.

For Delta er løs i Danmark – og landets statsminister skal være synlig. Så opgaven nu hedder: Find Mette.

Det er så nok ikke lige så sjovt som at finde Holger – gutten med tophuen og brillerne. Men det er markant mere vigtigt. Landet stander i vånde. Delta-vånde.

Så måske er det alligevel Holger, som vi skal have fat på – bare ikke ham med tophuen. Men ham, der sidder oppe i Kronborgs kasematter, og har lovet at rejse sig, når landet stander i vånde. Han sover så endnu, og skal vist vækkes lidt hårdt, hvis det skal være.

Skal det være? Holger Danske ved vi også, hvor vi kan finde. Statsministeren er pist-væk-borte-tit-tit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

10 år siden Utøya

Udgivet den af
Svar

Hvor var du for 10 år siden? Dengang terroren ramte Norge. Dengang vi alle blev nordmænd.

Undertegnede var i Rom med familien. Det var strålende sol og stegende hedt, og vi havde ingen idé om, hvad der foregik mange tusinde km oppe i det kølige Nord. Vi havde nemlig ingen mobiler med ud i Den Evige Stad.

Så det var først sidst på aftenen i taxien hjem til hotellet, at vi fandt ud af det – sådan nogenlunde. Chaufføren spurgte nemlig, hvor vi var fra – og da vi sagde Danmark, sagde han, ja, men så kender I Norge, og det måtte vi jo indrømme.

Har I så hørt om terrorangrebet, ville han vide. Nej, det havde vi ikke, men vi blev chokerede, og tænkte straks noget med bomber. Desværre var hans engelske mere end dårligt og vores italienske endnu værre.

Så det var først, da vi kom hjem til hotellet, og gik på nettet, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Jeg glemmer aldrig den følelse, som det gav mig. Danmark var lige pludselig så langt væk, og Norge endnu længere.

Jeg havde en stor lyst til at tage hjem og være dér – selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle være dér for. Jeg kendte ingen, som var på Utøya – eller som havde pårørende på Utøya.

Men det satte sig alligevel i mig. Og resten af tiden – mere end to uger – i Italien tænkte jeg indimellem på Utøya, nordmændene og på hvor meget det ramte derhjemme. For det kunne man jo mærke, når man læste nyheder, hvad vi kun gjorde, når vi kom forbi et sted med netværk.

Men da vi det meste af tiden boede ude på landet – langt væk fra Rom og alle muligheder for at gå på nettet, så var det ikke meget, at vi kunne følge med. Så selvom bevidstheden om udåden lå dér, gled det også i baggrunden.

Lige indtil den kølige og regnfulde formiddag i august, hvor vi krydsede den dansk-tyske grænse, så vi kunne købe en dansk avis. Jeg husker ikke hvilken. Måske Politikken. Men resten husker jeg som i går. Jeg skyndte mig ind på en tankstation, fandt avisen, betalte, løb ud i bilen, og satte mig ind på bagsædet.

For nu skulle jeg sørme efter næsten tre uger væk fra Danmark læse avis. Og uden at tænke over noget, slog jeg først op på midtersiderne – og dér var de så: Navnene på og billederne af alle de vidunderlige unge mennesker, hvis liv blev revet væk af en gal mand. En ond mand.

For ja, ondskaben findes. Den er virkelig. Den går på jorden.

Jeg kan stadig huske de avissider – og følelsen, da jeg sad helt stille med avisen foldet ud oppe foran ansigtet – og græd. Græd længe. Græd så kinderne blev helt våde.

For sorg kan godt komme efter flere dage – og selvom man ikke kender ofrene. Ja, sorg kan måske især komme, selvom ondskaben fandt sted for lang tid siden. Og derfor mener jeg også den dag i dag, at gerningsmanden – hvis navn jeg ikke vil skrive, for han elsker opmærksomhed – ALDRIG skal lukkes ud. ALDRIG.

Kan hænde at man som kristen (og jeg betragter mig selv som kristen) skal tilgive – og ja, nåden er for alle. Det overlader jeg så til Gud. Jeg er kun et menneske, og jeg må gerne sige og mene og føle, at dette udyr i menneskeskikkelse skal bøde, så længe han lever.

Jeg må gerne forsage. Forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, som der også står i trosbekendelsen. For jeg er ikke Gud. Så det med den totale nåde og den totale næstekærlighed – det overlader jeg trygt til Gud.

Vi har også alle brug for det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Udgivet den af
Svar

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.