Tag-arkiv: Danmark

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Udgivet den af
Svar

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Der går næsten ikke en dag i Danmark uden en pro-palæstinensisk demonstration med høje råb om ”from the river to the sea”, hvilket i praksis betyder udslettelsen af Israel. Folk iklædt partisaner-tørklæde og det palæstinensiske flag fylder også meget i mediebilledet. Det får de lov til – stort set uden kritiske modspørgsmål.

Men hvem holder danskerne – ja, europæerne – i virkeligheden med?

Skal man tro på resultatet ved den nys overståede sang-konkurrence Eurovision, så er det faktisk Israel.

For Israels sang – som hverken var specielt bedre eller værre end så mange andres lande – fik en andenplads, når det gjaldt seernes stemmer. Ja, i Sverige og mange andre lande i Vest-Europa var Israels sang seernes favorit.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at sammenligne en sang-konkurrence med en politisk holdning.

MEN; Hvorfor er der ikke et medie med pengepungen i orden, som tør iværksætte en undersøgelse af, hvem danskerne reelt holder med?

  1. Gaza og de højtråbende med det palæstinensiske flag, som giver Gaza offerrollen – selvom det var de af palæstinenserne-støttede-Hamas-folk, som startede det hele, da de angreb Israel d. 7. oktober 2023 og dræbte og bortførte – eller
  2. Israel, som er omgivet af lande, der ønsker Israel slettet af verdenskortet – og som derfor er nødt til at forsvare sig – også mod terrororganisationen Hamas, der fejt gemmer sig blandt kvinder, børn og syge i Gaza

Danmarksbloggen tænker, at der er mange, som vælger Israel. 

Måske også fordi Israel har demokrati og liberale frihedsrettigheder som blandt andet kommer børn, kvinder og LGBTQIA+personer til gode.

Det er modsat Gaza, som ikke har haft et frit valg i 20 år, og hvor kvinder er underlagt mænd – og hvor det betyder døden at være homoseksuel. For sådan er det i de lande, hvor den muslimske sharialov danner grundlaget – og i Gaza er der i de sidste 20 år sket en aktiv og voldsom islamisering.

En islamisering, som det dygtigt er lykkedes Hamas at omsætte til politisk kapital i Vesten, både hos herboende muslimer og andre, der dagligt svinger med det palæstinensiske flag og råber højt – men som altså slet, slet ikke tegner flertallet åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark svigter de danske jøder

Udgivet den af
Svar

Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.

Det lyder mægtigt flot.

MEN hvor er vi så, når det gælder?

For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?

Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?

Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?

HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?

Det burde vi heller ikke kunne.

Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.

Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.

Det er til at skamme sig over.

For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.

Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.

Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Udgivet den af
Svar

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Udgivet den af
Svar

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lunds Domkirke 900 år

Udgivet den af
Svar

I dag d. 30. juni skete der for præcis 900 år siden noget spændende i Lund i Skåne, som dengang var dansk.

Her blev alteret i den første katedral bygget af sten i Norden indviet. Dermed blev Lunds Domkirke et sted, hvor man kunne afholde messer, uddele nadver og hvorfra reel kirkemagt udgik. For nu var Norden sit eget bispedømme – med basis i Lunds Domkirke, som var bygget af danskerne og dansk kirke i mere end 500 år.

Alteret fra dengang findes endnu nede i krypten i Lunds Domkirke – eller Lunds Domkyrka, som kirken har heddet i de snart 400 år, som den svenske besættelse af Skåne, Halland og Blekinge indtil videre har varet.

Men i dag er en festdag. I dag fejrer vi, at det – næsten – er et svimlende årtusinde siden, at Norden fik sin første katedral: Lunds Domkirke, som i de første århundreder var katolsk, inden den blev evangelisk-luthersk, hvad domkirken så har været siden, uanset om den har været dansk eller svensk.

For nok er den danske og den svenske kirke to forskellige – og selvstændige – kirkesamfund, men vi har et fælles trosgrundlag – nemlig det evangelisk-lutherske. Dvs. vi er kristne på samme måde.

Der er så forskelle i vores liturgi – dvs. den måde, som vi holder gudstjeneste på, samt i den måde, som vi indretter kirken på. Her har svenskerne beholdt meget af det katolske arvegods som fx at bære Biblen ind i procession efter et kors i begyndelsen af gudstjenesten, hvor vi i Danmark ikke kunne komme af med alt katolsk hurtigt nok.

Det hænger sammen med de to reformationskonger – Christian d. 3 i Danmark og Gustav Vasa i Sverige.

Danske Christian d. 3 var så overbevist en lutheraner, at han som hertug i Sønderjylland egenhændigt indførte reformationen i Haderslev mere end 15 år før end resten af Danmark – som skulle igennem en borgerkrig, før det skete. Svenske Gustav Vasa derimod var en glad katolik, men som lutheransk fyrste kunne han selv bestemme det hele – fremfor at skulle høre på og også indimellem rette sig efter paven i Rom, så derfor blev reformationen indført i Sverige i forlængelsen af det, som svenskerne kalder befrielsen fra Danmark.

De forskelle kan ses endnu. I Lunds Domkirke fylder jomfru Maria fx stadig oppe i kirkens venstre side, hvor hendes alter også står i katolske kirker, men som i Lunds Domkirke er det smukkeste kapel med en statue af jomfru Maria med Jesusbarnet, en bog man kan skrive bønner og tanker i, en lysglobe og en døbefont.

Der er også en lysglobe i kirkens nedre højre hjørne sammen med modellen af domkirken, så blinde også kan se den via følesansen – samt en stor bamse, som man kan kramme, uanset om man er barn eller voksen. Dén bamse slides som regel op på et par år, så der er mange, som har brug for et bamsekram.

Der er også ting, som ikke slides op. Lunds Domkirke byder nemlig på et astronomisk ur fra middelalderen, som to gange om dagen viser et lille spil med jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre vise mænd – og endda med musik til. Det er spøjst at se – og ganske mageløst, at de kunne lave det dengang.

Og oppe ved alteret står kirkens skytshelgen Skt. Laurentius eller på nordisk Den Hellige Lars. Det er ham, som blev lagt på en rist, og ristet til døde over en svag ild, men som undervejs bad om at blive vendt, så han kunne blive ligeligt ristet på alle sider. Så der er også humor i den store stenkatedral, hvor lyset kommer ind gennem de store vinduer i selve kirken – og gennem små vinduer nede i krypten.

Hernede, hvor man kan se det nu 900-årige gamle alter, men også jætten Finn, der klamrer sig fast til en søjle. Jætten prøvede nemlig at rive domkirken ned, da han som alle underjordiske ikke brød sig om lyden af kristne kirkeklokker. For slet ikke at tale om at jættan blev snydt af kirkens første præst til at hjælpe med at bygge domkirken. Det er en længere historie, hvor præsten satte sine øjne på spil, og det var lige ved at gå galt. Men kun lige. Mennesket vinder som regel over de underjordiske i folketroen – og Finn blev så gal, at han glemte at tage sig i agt. Så han blev ramt af solens stråler en tidlig morgen, og så fryser en jætte til sten.  

Ja, og oppe i kirken igen kan man indimellem se Dannebrog stå oppe i højre side sammen med den enorme lysestage. Vores flag kalder svenskerne så for Dannebrogen, hvilket er en stor fejl. Men det får være. For Lunds Domkirke er et overflødighedshorn af oplevelser – og kan kun anbefales at besøge – eller genbesøge.

Måske i den sommerferie, som kommer for alvor nu. Danmarksbloggen skal i hvert fald et smut over Øresund for at gense domkirken for måske 20´ende gang. Dén kan noget.

Danmarksbloggen vil også ønske alle en rigtig god sommer. Vi ses til august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige er stadig dansk

Udgivet den af
Svar

Svenskerne fejrer i dag, at det i deres selvforståelse er 500 år siden, at Sverige blev skabt som en moderne og selvstændig stat. Det skete efter, at Gustav Vasa havde ”befriet” Sverige fra Danmark, som de siger det hinsidan, når de taler om ”Sverige som moderne stat” her på deres nationaldag 6. juni.

Men hvad mener svenskerne så med en moderne stat? Det må stå hen i det uvisse.

For:

Tænker de på det royale diktatur, som de reelt havde i mange år – kaldet enevælden?

Tænker de på stormagtstiden, hvor svenske hære i små 200 år myrdede løs i hele Europa?

Tænker de på dengang de midt i 1600-tallet overfaldt Danmark – og erobrede Skåne, Halland og Blekinge?

Tænker de på den voldsomme forsvenskning, som fandt sted i årtierne efter– og som handlede om tortur, drab og tvungne ægteskaber mellem danske enker og svenske soldater? Det var fx kutyme at stikke en brændende jernstav op i endetarmen på en dansker – og ud gennem næsen, mens hele landsbyen så på. Når danskeren så var død, blev staven med ham stukket ind i en træstamme, så han kunne hænge dér til skræk og advarsel.

Tænker de på svenskernes voldsomhed overfor nordmændene i de cirka 100 år – primært i 1800-tallet – hvor Norge var svensk? En så traumatisk tid åbenbart, at nordmændene stadig iklæder sig folkedragter, og går med flag på deres nationaldag d. 17. maj, mens de råber hurra. Man kan godt forstå det, selvom de brændende jernstave trods alt var fortid i 1800-tallet. Men fysisk vold og tvang omkring at tale svensk og anden forsvenskning blev stadig brugt.

Tænker de på den vold og de drab, som foregår lige nu i udsatte dele af Stockholm, Göteborg og Malmö, og som er så mange og så voldsomme, at ikke engang forstæderne til Paris og Bruxelles og andre områder præget af vold i Europa oplever noget lignende?

Ja, ingen ved, hvad svenskerne tænker på. Men der går et spor af vold gennem Sveriges såkaldte moderne historie, og det kan være svært i alle tågerne af krudtrøg og blodssprøjt at få øje på ”den humanistiske stormagt”, som Sverige ynder at kalde sig selv.

Alfred Nobel mente det heller ikke. Det er også derfor, at Nobels Fredspris uddeles i Oslo – og ikke som de andre Nobelpriser i Stockholm. Svenskens dna er simpelthen for brutal og voldsparat, mente den store videnskabsmand.

Danmarksbloggen vil så gerne pippe – i al fredsommelighed, at der intet er at fejre i dag for den, som ønsker Sverige som en selvstændig stat.

Ikke hvis man ser strengt historisk og faktuelt på sagen.

For så er det nemlig sådan, at Sverige – ligesom Norge – stadig er dansk.

Kalmarunionen, som blev skabt af danske Margrete Valdemarsdatter – også kendt som Margrete d. 1. – er aldrig blevet ophævet. Dér findes simpelthen ikke et eneste historisk dokument, som beviser det – og jo, historikerne har ledt.

Så ergo: Sverige, Norge og Danmark er stadig forenet i dén Kalmar-union, som blev skabt i 1397.

Regenten i det samlede Norden er derfor også Kalmar-union-stifterens efterkommer og navnesøster Dronning Margrethe d. 2, som – hvis man anerkender gamle historiske dokumenter – er dronning af både Danmark, Norge og Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevar den danske kultur

Udgivet den af
Svar

I en global verden, hvor diverse streamingtjenester og andre med ønske om at tjene penge på vores behov for underholdning slås om vores opmærksomhed, er det vigtigt at holde fast i den danske kulturarv.

Det gør vi også med det helt åbenlyse som H. C. Andersen, hvis museum i Odense for nylig genåbnede i en ny og udvidet udgave.

Men hvad med de andre? Her kniber det gevaldigt.

Der er fx den verdensberømte forfatterinde Karen Blixen, som i årevis var indstillet til Nobelprisen i Litteratur – og også havde fået den, hvis ikke det havde været for ét enkelt medlem af Akademiet, som ikke kunne lide hende. Baronesse Blixen er kendt og elsket og læst verden over – og man kan besøge hendes hjem i Rungsted. Endnu.

For ja, Karen Blixen Museet findes – endnu. Men det lukker, hvis ikke finansloven går hjem. Ja, det var lukket på den finanslov, som Socialdemokratiet havde fremlagt – hvis partiet stadig havde været alene i regering. Og selvom Blixen-museet reddes med den nye SVM-finanslov, så gælder bevillingen kun i fire år.

Dét duer ikke.

Karen Blixen er ikke den eneste del af vores nationale arv – kulturarven på allerhøjeste hylde, som også imponerer resten af verden – som vi risikerer at smide ud med badevandet.

Det kan også ske med Skagensmalerne. Skagensmuseum fik fx kun 1,7 millioner kroner sidste år, mens Arken og Louisiana fik henholdsvis 32 og 33 millioner kroner.

Arken og Louisiana, som primært udstiller udenlandske og moderne kunstnere. Det skal også til – helt bestemt. Men det duer ikke at forgylde udenlandske kunstnere, mens dansk kunst og kultur går for lud og koldt vand.

Vi ER simpelthen nødt til at gøre mere for vores egen kunst og vores egne kunstnere – og vi danskere er nødt til at vide mere om dansk kunst og kultur, hvis vi fortsat vil være danske.

At være dansk er nemlig at kende sine rødder, sin historie, dét som vi er rundt af. For kun sådan kan vi føle dét fællesskab på tværs af tid og sted, som det er at være dansk.

Det kræver, at man kender sin historie – og sin kultur, som man netop kan møde på … ja, rigtigt gættet museerne, hvor dygtige mennesker står klar til at formidle alle fortællingerne, vise alle billederne og alt det andet.

Så en holdbar plan og penge nok er vejen frem for Blixen Museet, Skagens Museum og en hel masse andre vigtige museer og institutioner.

Sæt i gang. Bevar dansk identitet. Bevar Danmark. Bevar dansk kultur.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verden går i fisk

Udgivet den af
Svar

Verden er på vej til at gå i fisk. I hvert fald den verden, som vi kender.

Vi som Europa, Norden, Danmark. Hele den gamle, frie verden trues fra alle sider. Så vi er i gang med en civilisationens overlevelseskamp ikke ulig den, som fiskene omkring et koralrev kæmper.

En kamp om de for en civilisation så vigtige elementer som demokrati, borgerrettigheder, retssikkerhed, stemmeret, fri abort samt lige vilkår for alle, uanset køn og seksualitet. Alt det, som er en selvfølgelighed for os i Europa – eller rettere Vesteuropa. Eller måske blot Norden.

Men altså: Alle disse ting, som vi anser for naturlige – men som der slet ikke er hverken præcedens eller flertal for i resten af verden.

Størstedelen af verdens befolkning lever i lande uden demokrati, retssikkerhed, borgerrettigheder, stemmeret og adgang til fri abort. Størstedelen af verdens befolkning mener heller ikke, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre. Ja, mange mener end ikke, at kvinder skal det.

Det lyder slemt – og det ER slemt. Men det er dagens uorden i mange store lande som Kina, Indien og Rusland.

Store lande samt mange ledere – og grupper, også i vestlige lande, hylder og samarbejder med disse diktatoriske, racistiske og homofobe stater og ledere.

Vi ser det fx med Indiens og Kinas støtte til Rusland. Rusland og Kina har været pot og pande siden lang tid før Ruslands invasion af Ukraine. Og Indien køber nu en tredjedel af sin olie i Rusland – og det er meget olie, når landet er så stort som Indien.

Der er også mange i USA, som måske ikke direkte støtter Putin, men som er modstandere af amerikansk hjælp til Ukraine.

Så hvad vil der ske, hvis Trump eller en Trump-klon vinder præsidentvalget i USA i 2024 – og gennemtvinger en ændring af USA i en homofob og diktatorisk retning? Det amerikanske demokrati holdt til Trump 2016-2020, men det vil næppe kunne holde til Trump 2024-2028.

Rusland vil i hvert fald få det meget nemmere i Ukraine, hvis verdens største demokrati falder.

USA´s sammenbrud vil også betyde, at Europa bliver isoleret i en verden, der består af store diktaturstater (USA, Kina og Rusland – med Indien som dark horse), som skalter og valter med liv og helbred hos både egne og andre staters medborgere.

Kan EU holde til det? Næppe i sin nuværende form, også fordi mange østeuropæiske lande er med på både den homofobe dagsorden og et system, hvor retssikkerhed og demokrati sløjfes.

Så EU vil blive splittet, og alle de europæiske lande vil flyde rundt som små bitte fisk i det globale verdenshav. Men så må vi i Norden slutte os sammen – evt. med Storbritannien, Holland, Belgien og andre af de gamle EU-lande, som stadig støtter nogenlunde op om civilisationen.

Nogenlunde, ja. For der er stærke kræfter i både Tyskland og Frankrig, som er gode venner med Putin, og nyder godt af samarbejdet med Putins Rusland. Og der er en voldsom magtfuldkommenhed hos mange regeringer – også den danske.

Så altså: Vi – de få civiliserede fisk, der er tilbage – må svømme mod strømmen. Dét skal nok blive hårdt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår – nu med Corona

Udgivet den af
Svar

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk