Væk med besserwisserne

Det vrimler med dem på tv, især i valgtider som nu – men også ellers: Tidligere spindoktorer, politiske journalister og andre, der mener at vide en masse om dansk politik, hvad de uden tvivl også gør. Besserwissere kalder man dem.

MEN ingen af dem sidder med ved de borde, hvor tingene besluttes. De står som alle os andre og ser ind på den legeplads, hvor de store børn leger med Danmark og danskernes skæbne.

Men bevares, de politiske kommentatorer HAR for de flestes vedkommende VÆRET derinde engang, og nu mener de så, at de nok skal fortælle os andre, hvad der foregår derinde.

Problemet er bare, at dels så kan vi andre godt selv høre, hvad politikerne siger, når de bliver interviewet – og bagefter selv tænke videre (vi har gået i skole!). Og dels så får de politiske kommentatorer så uendelig meget taletid på tv, at det bliver deres udredninger af politikernes one-liners, som danner baggrunden for de indslag, som fylder sendefladen.

Men det er DERES tolkninger, som er farvet af den enkelte kommentators egne opfattelser og holdninger, og det kan vi vælgere ikke bruge til noget.

For kommentatoren – besserwisseren – er ikke på valg. Det er politikerne derimod.

Så vi vil høre politikerne selv – og de må meget gerne få meget mere tid end i dag til at forklare sig.

Så væk med de korte kommentarer fra politikerne og væk med de politiske kommentatorer – og ind med de lange og dybdegående interviews og debatter med de politikere, der reelt render rundt inde på legepladsen og bestemmer.

Det vil give et mere ægte billede af, hvad der sker i dansk politik – og det vil give politikerne en mulighed for reelt at fortælle, hvad de vil – udover magten selvfølgelig. Og så har vi vælgere også et meget bedre grundlag at sætte krydset på – så ind med politikerne – og væk med det unødvendige mellemlag af besserwissere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om en by, hvor alle kan bo

I morgen lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

En by, hvor alle kan bo, er ikke et konkret sted. Det ved Danmarksbloggen godt, men København er desværre ved at udvikle sig til en by, hvor det kun er højindkomstgrupperne, der har råd til at erhverve sig en bolig – eller købe en lejlighed til børnene, når de skal flytte hjemmefra.

Det er en meget uheldig udvikling, som dels er skadelig for byens liv og puls, og dels er hamrende uretfærdig. For et lands hovedstad bør være for alle landets borgere på den måde, at alle – uanset om man er arbejdsløs eller direktør – har råd til at bo der, men sådan er København ikke længere – og det går altfor meget og altfor hurtigt den gale vej.

Der findes ikke mange lejeboliger, og dem, der findes, er oftest i et prisleje, så det kun er de bedst lønnede, der har råd til at betale lejen. Og lige netop dén gruppe har i forvejen råd til at købe de stadig dyrere og dyrere ejerlejligheder.

Så findes der selvfølgelig andelsboliger, men de stiger også i pris – for slet ikke at tale om, at det stort set er umuligt at komme ind på andelsmarkedet, hvis ikke man kender nogen, der kender nogen.

Endelig sparkes priserne også op at spekulanter, der køber boligerne for at udleje dem på Airbnb, der for længst har overhalet hotellerne i København, når det kommer til hvem der har flest antal overnatninger – samt af de udenlands-danskere, der køber en lejlighed til brug, når de er hjemme på ferie få uger om året.

Det er dels ikke fair, og dels er det en enorm dårlig udnyttelse af byen. København skal være for dem, der har deres daglige liv og gang i byen. Dem, der arbejder, studerer og lever her, og det gælder både pædagogen, politimanden, læreren og alle de andre, som i dag ofte må pendle til deres arbejde i København, fordi de trods to indkomster (i middelkategorien) ikke har råd til at bo her.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre den kommende borgerrepræsentation til at indføre bopælspligt, forbyde Airbnb, forbyde forældrekøb – samt etablere flere og billige lejeboliger således så også unge, enlige, middel- og lavindkomstgrupperne har råd til at bo i København – og også på de såkaldt gode adresser i hovedstaden.

Det har så også den tillægsgevinst, at det øger sammenhængskraften i samfundet … både det danske som helhed og det lokalt københavnske, og det vil være en gevinst for os alle.

Det er i øvrigt også en kamp, der involverer de andre fire steder, som blev nævnt i denne uge: Minefeltet, Fælleden, Palads og Tivoli. For når der skæres helt ind til benet, så handler det om kapital og nogle få (rige) menneskers kortsigtede muligheder på den ene side – og så historien, kulturen, fællesskabet og langtidsperspektivet på den anden. Det er derfor en kamp, som det i dén grad er værd at kæmpe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Palads

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Et af de steder er den farvestrålende Palads-bygning, som Poul Gernes malede i 1989 i dens nu så kendte farver, og som for mange er synonym med BIOGRAFERNE, hvor man er kommet som barn med mor og far, som stort skolebarn med vennerne, senere med en date osv, osv.

MEN nu er der givet grønt lys for at arbejde videre med et projekt, der vil jævne den ikoniske bygning med jorden, så man i stedet kan bygge højhuse på et areal, der også skal indebære en overdækning af baneområdet ved Vesterport. Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/groent-lys-fra-udvalg-biografen-palads-fredes-ikke

Alt det ved alle – men hvor står sagen nu? Det sidste, som Danmarksbloggen har kunnet finde i medierne, er over et halvt år gammelt – så man kunne formode, at der er sket noget i sagen siden. Danmarksbloggen skrev derfor til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune for at få svar på:

  1. Hvor langt er planerne med Palads i dag? Er det endeligt besluttet, om Palads skal rives ned eller ej?
  2. Og hvis ikke, hvad er så tidshorisonten for projektet? Hvornår træffes de endelige beslutninger? Før eller efter kommunalvalget?
  3. Og hvem har truffet/skal træffe de endelige beslutninger? Teknik- og miljøudvalget – eller den samlede Borgerrepræsentation?

Men desværre var svaret hverken-eller.

Det lød: Der er ikke noget nyt. Forvaltningen er endnu ikke klar med en ny sag til udvalget med svar på de udfordringer, udvalget gerne ville have undersøgt nærmere:

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/7ba73d04-4e0f-45c7-ac32-acf5920d1e33

Så pt kan forvaltningen altså ikke sige, hvornår sagen kommer for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det kan derfor blive på både den ene eller anden side af kommunalvalget.

Danmarksbloggen slipper dog ikke sagen. For også Palads er et sted, der er elsket af både københavnere og ikke-københavnere, og som det er værd at kæmpe for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Minefeltet

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

For et par uger siden skrev Danmarksbloggen om Minefeltet, som er truet: http://danmarksbloggen.dk/?p=9296

Siden er der sket meget i sagen – og der sker stadig meget.

Se mere på denne FB-side: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/?fref=ts&sw_fnr_id=4043788746&fnr_t=0

Det er dog endnu ikke givet, hvor det hele ender, selvom der overalt i København og blandt både kendte og ukendte er stor opbakning til Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue. For slet ikke at tale om alle de andre brune værtshuse, som der bliver stadig færre af i hovedstaden.

Man kan undre sig, også når man ser på, hvad der rykker ind i stedet: Fantasiløse globale kæder som fx Starbucks, der har rigtig godt fat i især det unge segment med deres forskellige og ofte sæsonbetonede drikkevarer som fx de forskellige versioner af det nye efterårskrydderi Pumpkin Spice, der som så meget andet i vor tid kommer fra USA, men nu er mega-populært også i Danmark.

Men også danske kæder som den kraftigt overvurderede Joe and The Juice, der med lige dele altfor høj musik samt altfor dårlige hygiejne- og arbejdsforhold skræmmer de fleste voksne langt væk, åbner hele tiden nye afdelinger.

Og lad gå at de unge for en tid er til fals, men på den lange bane vil de også foretrække kvalitet, men hvis ikke vi kæmper nu, så er der ikke noget at efterlade til dem. Så er de for evigt dømt til at leve i kædernes ensrettende plastic-helvede.

Så også for vores børn og børnebørns skyld må vi kæmpe for at bevare de brune værtshuse – hvoraf de to, nemlig Skindbuksen og Hviids Vinstue, er to af de allerældste. Ja, Hviids Vinstue ER det ældste.

Der er i skrivende stund ikke planlagt nogen nye aktiviteter, om end der er lidt snak om at møde op på lørdag på selve Københavns fødselsdag og markere Minefeltets kamp også.

Det afgørende er heller ikke, hvad der sker hvornår, men at gryden holdes i kog, og at kampen for Minefeltet ikke opgives, men kæmpes videre. For et København uden Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue er et København uden sit bankende, røde hjerte. Og det vil være savnet af både københavnere og ikke-københavnere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Fælleden

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

På denne tid af året bliver der sanket i den store stil overalt i naturen – også ude på Amager Fælled, der bugner af brombær og andet spiseligt.

Men også resten af året kan man finde københavnerne og alle mulige andre ude på Fælleden, hvor der bliver cyklet, løbet, gået, leget og alt muligt andet på stier og mellem buske og krat, der i øvrigt huser en artsrigdom og en biodiversitet, som på mange måder er ganske enestående.

Stedet er nemlig det grønne åndehul i København, som giver de travle storbymennesker en mulighed for – nemt og bare ved at tage metroen – at kunne være tæt på den natur, som vi alle er så afhængige af, og som giver ro i sjælen.

Men nu truer et nybyggeri med at ødelægge det store naturområde, der allerede fik hugget en kraftig luns af, da man for et par årtier siden begyndte at anlægge metroen og ikke mindst Ørestaden. Og ja, selvfølgelig skal København vokse og udvikles, men det skal ske PÅ naturens vilkår og ikke MOD naturen, som det vil blive tilfældet, hvis Københavns kommune får lov til at bygge på Strandengen som planlagt.

Året i år er derfor heller ikke kun Københavns 850 års-fødselsdag. Det er også kommunalt valgår – og et skæbneår for Fælleden og dens planter, insekter, blomster, frøer, svampe, fugle og så videre – og for os selv.

For vi vil vel ikke lade lade ussel mammon vinde over den natur, som vi både psykisk og fysisk er så afhængig af? Kampen om Fælleden bliver med ret stor sandsynlighed også et af de hotte emner i den kommende kommunale valgkamp.

Danmarksbloggen anbefaler på det varmeste at bakke op om naturen – og at støtte Fælleden.

Det kan gøres via denne underskriftindsamling: https://www.skrivunder.net/bevar_koebenhavns_naturhistoriske_kronjuvel

Og ved at støtte op om ”Amager Fælled Festival” og Bevar Amager Fælled søndag d. 10. september: https://www.facebook.com/events/1428868520537288/?acontext=%7B%22ref%22%3A%224%22%2C%22feed_story_type%22%3A%22370%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump, atomkrig og Rusland

Danmarksbloggen handler selvsagt om Danmark.

Men når en atomkrig mellem Nordkorea og USA truer, så kommer det Danmarksbloggen ved, også selvom det er den amerikanske paradisø i Stillehavet Guam, der vil blive ramt af missilerne. For det her er mildest talt farligt – for hele verden.

Det er så også det hidtil mest skræmmende bevis på, at der sidder en gal mand i Det Hvide Hus. En bindegal mand, der dog har læst ”Statslederens Manual udi Manipulationens Ukunst” – hvori der på side 1 står:

Er du i fare for at blive afsløret i at have løjet, bedraget etc, etc, så flyt fokus på noget andet – helst en krig, for så glemmer både offentligheden og medierne, hvad du har haft gang i – og snakker kun om krigen.

Det er så dét, Trump har gjort i sine bestræbelser på at slippe for at blive stillet til ansvar i forhold til, hvad han har gjort/beordret i forhold til Rusland og valgkampen.

Men i stedet for en lille konventionel krig i fx Mellemamerika eller angreb på narkokartellerne i Mexico, så har Trump altså valgt at true med en atomkrig … og det mod en fjende, der er ligeså psykopatisk som ham selv.

Dermed risikerer en hel verden at blive sat i brand, bogstaveligt talt. Og alt sammen fordi Trump ikke ønsker at tale om Rusland …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i EM-semifinale

Danmarksbloggen havde ellers planlagt at holde sommerferie til på mandag.

MEN når der sker noget som det danske fodboldlandshold i en EM-semifinale, så må sommerferien afbrydes for en kort bemærkning.

For det er intet mindre end fantastisk, at dansk fodbold klarer sig så godt i international sammenhæng – og ovenikøbet i kvartfinalen slår de mange gange regerende mestre fra Tyskland.

Danmarksbloggen forventer derfor også, at landsholdet – hvis de går hele vejen – vil blive mødt med folkefest, rådhuspandekager og alt det andet, som skete dengang, hvor det var mændene, der kunne spille fodbold.

Det kan de så ikke længere. Men heldigvis har vi gæve fodbold-kvinder, der kan – og i øvrigt: De kvindelige fodboldspillere hverken klynker eller beklager sig, end ikke da deres kamp blev udsat i lørdags. De maser bare på … mændene kunne lære meget af dem både på og udenfor banen.

RESPEKT til de danske fodboldkvinder – og god vind i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk