Korruption i Danmark

Fiskekvotekonger, ophold midt i højsæsonen i juli-måned i et gratis sommerhus centralt i Skagen og en statsminister, der stadig ikke har lært, at man i hans position ikke må modtage noget større i gave end en bog eller en flaske vin – hvis altså ikke man ønsker at blive sat i forbindelse med bestikkelse og vennetjenester.

Ja, man skulle efter bilagssagerne og de andre ting, der altid har været i Løkkes kølvand, lige siden han var amtsborgmester i Frederiksborg amt og til idag, tro, at manden fra Græsted havde lært lektien. Men åbenbart ikke. Det er også svært at lære gamle hunde nye tricks.

Danmarksbloggen vil så gerne opfordre til, at man – udover at undersøge den her sag nærmere – måske også kigger på andre folkevalgte og på virksomhederne. For Løkke er næppe alene, og selvom vi roser os af at være et land med lille korruption, så er det måske kun fordi, at vi lukker øjnene og ikke tør kratte i den glitrende overflade.

For hvem kender ikke nogen, der har fået et job, fordi de kender chefen personligt? Fået en lejlighed, fordi deres moster er med til at fordele ejendommens lejligheder? Fået en kontrakt på noget arbejde, fordi borgmesteren eller udvalgsformanden er en gammel barndomsven? Vi kalder det bare netværk, men det er korruption.

Læs mere om korruption i Danmark her: http://transparency.dk/korruption/korruption-i-danmark/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til alkohol – nu med rim

Det skal åbenbart rime, hvis det skal virke – i hvert fald når det handler om alkohol.

I England har man således ”Dry January” – og i Sverige ”Sober October”.
Se mere her: https://www.alcoholconcern.org.uk/dry-january og her: http://soberoctober.se/

Danmark forsøger istedet med ”Hvid Januar”, men det slogan lyder bare ikke helt ligeså godt, vel? Det skal bare rime, så måske skulle man i stedet prøve med ”Nej i Maj”?
Se mere her: http://www.hvidjanuar.dk/

For selvfølgelig skal vi gøre noget ved det.

Alkohol er et problem i Danmark. Danskerne drikker for tit og for meget, og det koster samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdsfortjeneste og behandling af sygdomme. Men værre endnu: Det skaber sorg og traumer ude i de danske hjem, allermest hos de mere end 120.000 børn, som ifølge TUBA vokser op i familier med alkoholproblemer.

Men vi lukker øjnene for det – for alkohol er en del af vores kulturelle arv, hævder vi. Men det er der så meget, der er – eller har været. Det er for eksempel ikke så mange år siden, at der blev drukket til hverdag og ved frokosttid på de danske arbejdspladser – og røget indendøre. Det sker ikke mere. Så kulturen kan godt ændres – hvis vi vil.

Jeg skal så ikke være hellig. Jeg elsker også et godt glas rødvin til bøffen, et koldt glas rosé til chili con carnen osv.

Men jeg har også mange dage – langt de fleste faktisk – totalt uden alkohol, og jeg kan både more mig og slappe af, også uden procenter.

For som med alt andet så skal alkohol nydes med måde og med mellemrum. Det takker helbredet, statskassen – og især børnene – for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russerne truer Sverige, men hvad med Danmark?

Husker I ubådene i den stockholmske skærgård? Både den der gik på grund under den kolde krig? Men også den ubåd, som det svenske militær ledte efter i flere dage for et par år siden?

Dengang grinede en del danskere af svenskerne og deres optagenhed af russiske ubåde i den klippefyldte skærgård.

Men nu griner vi ikke mere. For nu går det officielle Sverige i ramme alvor ud og råder svenskerne til at have medicin og mad til syv dage, da man frygter et væbnet angreb fra Rusland.

I Danmark beroliger både nuværende og tidligere ministre med, at det skam ikke kan ske her, for vi er jo medlemmer af NATO.

Herre Jeremi, siger Danmarksbloggen og minder om tidligere tiders naive tro på, at andre lande ville komme os til hjælp som lovet. Men som bekendt var der ingen, der kom og hjalp i 1864, da tyskerne angreb.

Så gad vide om ikke NATO er klar til at ofre den østlige del af Danmark i en væbnet konflikt, hvis det ellers betyder, at resten af NATO klarer sig?! Danmarksbloggen tror desværre, at svaret er et ja.

For sagen er jo, at russerne kun er interesseret i Sverige af hensyn til adgangen til Atlanten … en adgang, der også involverer Danmark, Storebælt og Øresund.

Så HVIS russerne kommer til Sverige, så er det alene for derigennem at kunne true Danmark til at lade flådefartøjer og ubåde passere uhindret igennem de danske farvande.

Altså det må vi håbe. For det atomare alternativ er langt værre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Danskerne var vældig tilfredse med Dronningens nytårstale. Det er måske også lettere at være glade for en tale, når man hører den, mens man står med champagnen og en god middag venter – end når man hører på en politisk leder, mens man selv lægger på sofaen med tømmermænd?!

Og så alligevel. For det umiddelbare indtryk af talen var i hvert fald en Dronning Margrethe d. 2., der slog porten op til Danmark og bød velkommen, mens statsminister Lars Løkke eftertrykkeligt smækkede porten igen. Senere i talen gjorde han dog opmærksom på, at Danmark var åbent for dem, der ville Danmark – og at de fleste udlændinge i Danmark skam gjorde det godt.

Det havde man ellers ikke indtil da haft indtrykket af i en tale, der mest handlede om at lukke ”hullerne i Danmarkskortet”, som det hed.

Helt konkret blev der talt om at rive ghettoer ned, genhuse og styre hvem, der kan bo hvor. For i statsministerens optik er ghettoer nemlig lig de boligområder, hvor der bor mange med en anden etnisk baggrund end dansk, og hvor der findes deciderede parallelsamfund, hvor værdier som ligeret, frisind og tolerance ikke har en chance overfor social kontrol og religiøse koder.

Og ja, den slags findes i Danmark, og ja, det skal vi gøre noget ved, men skal Danmark blive dét samfund i balance, som statsministeren efterspurgte, så skal vi også se på de andre ghettoer.

For der findes også rigmandsghettoer – og middelklasseghettoer – og flere ghettoer endnu. For Danmarkskortet er efterhånden ikke kun hullet, men fragmenteret og opdelt, så den kreative klasse bor sammen med andre fra den kreative klasse, håndværkerne sammen med andre håndværkere – og så videre.

Så hvis vi skal have de blandede kvarterer og dermed også det sammenhængende samfund tilbage, som statsministeren efterspurgte, så skal der et øget fokus på lighed til. Og nej, det gøres ikke ved at sætte skatten ned, det vil tværtimod øge uligheden. Det gøres ved at skabe jobs, satse på uddannelse, forskning og grønne løsninger – alt det, som regeringen har skåret voldsomt ned på.

Danmarksbloggen vil derfor også hævde, at der er grund til at være utilfreds med Løkkes nytårstale, når man ser på indholdet. For retorisk er den selvfølgelig i orden, men der mangler en hel del, når det kommer til indholdet og forståelsen af, at Danmark er for alle, både de stærke og de svage, både de blege og dem, der har en lidt mørkere lød.

Danmarksbloggen giver statsminister Lars Løkke en enkelt ministerbil ud af seks mulige – mest fordi han så kan komme rettidigt til nytårstaffel hos Dronningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

Europarådet – IKKE en del af EU, men vigtig

Danmark er formand for Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

Det er ikke noget, som vi hører ret meget om – hverken i dansk presse eller i dansk politik, og det er en skam.

For det er faktisk vigtigt at kende Europarådet og Danmarks rolle heri – og især i denne tid, hvor flere politiske partier taler om at trække Danmark ud af internationale konventioner og organisationer.

Vi starter med det enkle: Europarådet er IKKE en del af EU, men en selvstændig  og mellemstatslig organisation, som blev dannet i London 5. maj 1949, hvor ti lande – deriblandt Danmark – underskrev den grundlæggende traktat, der lå til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også Menneskerettighedsdomstolen, der skal sikre den enkelte europæers rettigheder.

Læs mere om Europarådets opbygning her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/opbygning-og-institutioner/

Mange har i dag svært ved at skelne mellem Europarådet og EU – også fordi det øverste retslige råd i EU hedder Det Europæiske Råd, men det er altså noget andet.

EU har også fået større politisk magt end Europarådet, men især på menneskerettighedsområdet står Europarådet helt centralt som den enkelte europæers garant mod forfølgelse fra staten.

Europarådet har i sin snart 70 år gamle historie vedtaget ikke færre end cirka 200 konventioner – hvoraf Danmark har tiltrådt de fleste. Læs mere her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/danmark-i-er/

Der er også links til mere viden her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/formal-og-historisk-oversigt/

Og her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/resultater/

Danmarksbloggen vil gerne opfordre alle til at søge mere viden om Europarådet – og om Europas historie, for så vil det stå tindrende klart, at vores eneste chance for at komme igennem disse svære år er, hvis vi vedkender os vores internationale forpligtelser og holder fast i konventionerne … for deri ligger grunden til et civiliseret samfund, hvor retsikkerheden bibeholdes.

At trække Danmark ud er det samme som at byde barbariet, et samfund bygget på frygt og vold, indenfor, og det må aldrig ske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Væk med besserwisserne

Det vrimler med dem på tv, især i valgtider som nu – men også ellers: Tidligere spindoktorer, politiske journalister og andre, der mener at vide en masse om dansk politik, hvad de uden tvivl også gør. Besserwissere kalder man dem.

MEN ingen af dem sidder med ved de borde, hvor tingene besluttes. De står som alle os andre og ser ind på den legeplads, hvor de store børn leger med Danmark og danskernes skæbne.

Men bevares, de politiske kommentatorer HAR for de flestes vedkommende VÆRET derinde engang, og nu mener de så, at de nok skal fortælle os andre, hvad der foregår derinde.

Problemet er bare, at dels så kan vi andre godt selv høre, hvad politikerne siger, når de bliver interviewet – og bagefter selv tænke videre (vi har gået i skole!). Og dels så får de politiske kommentatorer så uendelig meget taletid på tv, at det bliver deres udredninger af politikernes one-liners, som danner baggrunden for de indslag, som fylder sendefladen.

Men det er DERES tolkninger, som er farvet af den enkelte kommentators egne opfattelser og holdninger, og det kan vi vælgere ikke bruge til noget.

For kommentatoren – besserwisseren – er ikke på valg. Det er politikerne derimod.

Så vi vil høre politikerne selv – og de må meget gerne få meget mere tid end i dag til at forklare sig.

Så væk med de korte kommentarer fra politikerne og væk med de politiske kommentatorer – og ind med de lange og dybdegående interviews og debatter med de politikere, der reelt render rundt inde på legepladsen og bestemmer.

Det vil give et mere ægte billede af, hvad der sker i dansk politik – og det vil give politikerne en mulighed for reelt at fortælle, hvad de vil – udover magten selvfølgelig. Og så har vi vælgere også et meget bedre grundlag at sætte krydset på – så ind med politikerne – og væk med det unødvendige mellemlag af besserwissere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om en by, hvor alle kan bo

I morgen lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

En by, hvor alle kan bo, er ikke et konkret sted. Det ved Danmarksbloggen godt, men København er desværre ved at udvikle sig til en by, hvor det kun er højindkomstgrupperne, der har råd til at erhverve sig en bolig – eller købe en lejlighed til børnene, når de skal flytte hjemmefra.

Det er en meget uheldig udvikling, som dels er skadelig for byens liv og puls, og dels er hamrende uretfærdig. For et lands hovedstad bør være for alle landets borgere på den måde, at alle – uanset om man er arbejdsløs eller direktør – har råd til at bo der, men sådan er København ikke længere – og det går altfor meget og altfor hurtigt den gale vej.

Der findes ikke mange lejeboliger, og dem, der findes, er oftest i et prisleje, så det kun er de bedst lønnede, der har råd til at betale lejen. Og lige netop dén gruppe har i forvejen råd til at købe de stadig dyrere og dyrere ejerlejligheder.

Så findes der selvfølgelig andelsboliger, men de stiger også i pris – for slet ikke at tale om, at det stort set er umuligt at komme ind på andelsmarkedet, hvis ikke man kender nogen, der kender nogen.

Endelig sparkes priserne også op at spekulanter, der køber boligerne for at udleje dem på Airbnb, der for længst har overhalet hotellerne i København, når det kommer til hvem der har flest antal overnatninger – samt af de udenlands-danskere, der køber en lejlighed til brug, når de er hjemme på ferie få uger om året.

Det er dels ikke fair, og dels er det en enorm dårlig udnyttelse af byen. København skal være for dem, der har deres daglige liv og gang i byen. Dem, der arbejder, studerer og lever her, og det gælder både pædagogen, politimanden, læreren og alle de andre, som i dag ofte må pendle til deres arbejde i København, fordi de trods to indkomster (i middelkategorien) ikke har råd til at bo her.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre den kommende borgerrepræsentation til at indføre bopælspligt, forbyde Airbnb, forbyde forældrekøb – samt etablere flere og billige lejeboliger således så også unge, enlige, middel- og lavindkomstgrupperne har råd til at bo i København – og også på de såkaldt gode adresser i hovedstaden.

Det har så også den tillægsgevinst, at det øger sammenhængskraften i samfundet … både det danske som helhed og det lokalt københavnske, og det vil være en gevinst for os alle.

Det er i øvrigt også en kamp, der involverer de andre fire steder, som blev nævnt i denne uge: Minefeltet, Fælleden, Palads og Tivoli. For når der skæres helt ind til benet, så handler det om kapital og nogle få (rige) menneskers kortsigtede muligheder på den ene side – og så historien, kulturen, fællesskabet og langtidsperspektivet på den anden. Det er derfor en kamp, som det i dén grad er værd at kæmpe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Palads

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Et af de steder er den farvestrålende Palads-bygning, som Poul Gernes malede i 1989 i dens nu så kendte farver, og som for mange er synonym med BIOGRAFERNE, hvor man er kommet som barn med mor og far, som stort skolebarn med vennerne, senere med en date osv, osv.

MEN nu er der givet grønt lys for at arbejde videre med et projekt, der vil jævne den ikoniske bygning med jorden, så man i stedet kan bygge højhuse på et areal, der også skal indebære en overdækning af baneområdet ved Vesterport. Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/groent-lys-fra-udvalg-biografen-palads-fredes-ikke

Alt det ved alle – men hvor står sagen nu? Det sidste, som Danmarksbloggen har kunnet finde i medierne, er over et halvt år gammelt – så man kunne formode, at der er sket noget i sagen siden. Danmarksbloggen skrev derfor til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune for at få svar på:

  1. Hvor langt er planerne med Palads i dag? Er det endeligt besluttet, om Palads skal rives ned eller ej?
  2. Og hvis ikke, hvad er så tidshorisonten for projektet? Hvornår træffes de endelige beslutninger? Før eller efter kommunalvalget?
  3. Og hvem har truffet/skal træffe de endelige beslutninger? Teknik- og miljøudvalget – eller den samlede Borgerrepræsentation?

Men desværre var svaret hverken-eller.

Det lød: Der er ikke noget nyt. Forvaltningen er endnu ikke klar med en ny sag til udvalget med svar på de udfordringer, udvalget gerne ville have undersøgt nærmere:

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/7ba73d04-4e0f-45c7-ac32-acf5920d1e33

Så pt kan forvaltningen altså ikke sige, hvornår sagen kommer for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det kan derfor blive på både den ene eller anden side af kommunalvalget.

Danmarksbloggen slipper dog ikke sagen. For også Palads er et sted, der er elsket af både københavnere og ikke-københavnere, og som det er værd at kæmpe for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Minefeltet

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

For et par uger siden skrev Danmarksbloggen om Minefeltet, som er truet: http://danmarksbloggen.dk/?p=9296

Siden er der sket meget i sagen – og der sker stadig meget.

Se mere på denne FB-side: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/?fref=ts&sw_fnr_id=4043788746&fnr_t=0

Det er dog endnu ikke givet, hvor det hele ender, selvom der overalt i København og blandt både kendte og ukendte er stor opbakning til Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue. For slet ikke at tale om alle de andre brune værtshuse, som der bliver stadig færre af i hovedstaden.

Man kan undre sig, også når man ser på, hvad der rykker ind i stedet: Fantasiløse globale kæder som fx Starbucks, der har rigtig godt fat i især det unge segment med deres forskellige og ofte sæsonbetonede drikkevarer som fx de forskellige versioner af det nye efterårskrydderi Pumpkin Spice, der som så meget andet i vor tid kommer fra USA, men nu er mega-populært også i Danmark.

Men også danske kæder som den kraftigt overvurderede Joe and The Juice, der med lige dele altfor høj musik samt altfor dårlige hygiejne- og arbejdsforhold skræmmer de fleste voksne langt væk, åbner hele tiden nye afdelinger.

Og lad gå at de unge for en tid er til fals, men på den lange bane vil de også foretrække kvalitet, men hvis ikke vi kæmper nu, så er der ikke noget at efterlade til dem. Så er de for evigt dømt til at leve i kædernes ensrettende plastic-helvede.

Så også for vores børn og børnebørns skyld må vi kæmpe for at bevare de brune værtshuse – hvoraf de to, nemlig Skindbuksen og Hviids Vinstue, er to af de allerældste. Ja, Hviids Vinstue ER det ældste.

Der er i skrivende stund ikke planlagt nogen nye aktiviteter, om end der er lidt snak om at møde op på lørdag på selve Københavns fødselsdag og markere Minefeltets kamp også.

Det afgørende er heller ikke, hvad der sker hvornår, men at gryden holdes i kog, og at kampen for Minefeltet ikke opgives, men kæmpes videre. For et København uden Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue er et København uden sit bankende, røde hjerte. Og det vil være savnet af både københavnere og ikke-københavnere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk