En historisk festdag med skygger

Jeg har været i Washington D.C. en steghed sommer for mange år siden. Helt tilbage i 90´erne – altså lang tid inden både Trump, Obama og 11. september.

Jeg husker det tydeligt. Måske fordi Washington D.C. imponerende mig. Byen er også bygget til at imponere. Til at vise at her har verdens stormagt til huse. Herfra magten går. Det er man heller ikke i tvivl om, når man går omkring The Mall og er inde i Capitol, Det Hvide Hus, Lincoln Memorial og Washington Monument – og alle museerne.

Alle de steder, som i dag på den store indsættelsesdag bevogtes af mange tusinde soldater. Sådan burde det ikke være. For det er verdens største demokrati, som i dag skal fejre, at landets 46. præsident Joe Biden og landets første kvindelige vicepræsident Kamala Harris skal indsættes. Det er en kæmpe historisk dag.

Men skyggen af Trump og hans måske nye parti (Patriot Party) slår ind over de grønne græsplæner på The Mall og langt ud i det amerikanske samfund, ja i resten af verden. Og man må med Mark Medish, der var sikkerhedsrådgiver for Bill Clinton, spørge: Spørgsmålet er, om den 6. januar (Stormen på Capitol, red.) var slutningen på noget, et mislykket kup. Eller begyndelsen på noget, et langtrukkent oprør.

Er svaret det sidste, kan en gentagelse af den amerikanske borgerkrig blive en realitet. Og så ender Biden let i en rolle, der minder om Lincolns. Men mon ikke Biden har gjort op med sig selv, at prisen kan blive den samme ultimative, som dén Lincoln betalte.

Det tror Danmarksbloggen. Biden er en mand med moral og anstændighed, en politiker af format. Så det er realistisk at formode, at den nye præsident er klar til at give alt i kampen for dét demokrati, som han har kæmpet for hele sit liv.

Og det samme gælder for Harris, der ved, at sjældent har det været så realistisk for en vicepræsident at skulle overtage præsidentposten som denne gang.

Forskellen fra den amerikanske borgerkrig 1861-65 til i dag var, at dengang var det ikke for alvor relevant i verden – og i Danmark, hvad der skete i USA. Det er det i 2021 og frem. For der er en kamp i gang mellem styreformer: Demokratierne på den ene side og diktaturerne på den anden, og i dén kamp kan vi ikke klare os uden et stærkt og demokratisk USA.

Ps. Omvendt kan man hævde, at HVIS Trump starter et nyt parti, så splitter det de republikanske vælgere – og så er vejen banet for en demokratisk præsident også om fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen fylder 100 år i dag

I dag er en historisk dag.

Det er nemlig præcis 100 år siden i dag – d. 18. januar 2021 – at den første pølsevogn trillede ud på gaden i Danmark. Det skete i København – og der var faktisk tale om hele seks pølsevogne med et kogekar med røde pølser.

De første seks pølsevogne i København – og i Danmark – stod på henholdsvis Rådhuspladsen, Vesterbro Torv, Nørrebros Runddel, Nørreport Station, Gammeltorv og Christianshavns Torv. En pølse kostede 25 øre – og blev serveret med sennep. For formedelst 5 øre mere kunne man få et rundstykke til. Det var ikke billigt. Timelønnen for en arbejder i 1921 var 2 kr.

Udvalget – og priserne – har ændret sig en del siden. Det har pølsevognens popularitet også. Da der var flest pølsevogne i Danmark (i 1960´erne og 1970´erne), var der hele 700 pølsevogne. I dag er tallet nede på 100 pølsevogne, hvoraf de 25 står i København.

Det mest interessante er, at pølsevognen – som i dag opfattes som noget særligt ærkedansk – i virkeligheden kom senest til Danmark, hvis man ser det i nordisk perspektiv. Historien er denne:

Fra Berlin spredte pølsevognene sig i begyndelsen af 1900-tallet til Sverige og Norge, hvor en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns holdt til i Oslo. Udover musikken stod kapelmesteren for hele SYV pølsevogne i Oslo, og de rullende mad-stande ville han også gerne indføre i København.

Så kapelmesteren ansøgte allerede i 1910 om tilladelse til at stille pølsevogne op i København, men fik et rungende NEJ fra politidirektør Eugen Pedersen. Kapelmesteren blev dog ved med at ansøge. Men det var først, da magten i Københavns Kommune blev overtaget af socialdemokraterne i 1917, at der begyndte at ske noget.

Den konservative borgmester for 1. Magistrat Ernst Kaper, som længe havde ligget i strid med de københavnske restauranter, blev nemlig en allieret i pølsevognssagen. Kaper ville indføre standardpriser på hovedstadens restauranter, som han mente var for dyre, og tænkte, at han kunne bruge pølsevognene til at lægge pres på restauranterne. Andre politikere var uenige med Kaper.

Så da pølsevogns-sagen kom op, gik bølgerne meget højt i Borgerrepræsentationen. Ja, diskussionen kom også til at handle om folkekøkkener, at stade-handel generelt var af det onde, at der ville komme trafikkaos på grund af pølsevognene og meget mere. Så formanden – senere statsminister – Th. Stauning måtte flere gange ringe med klokken og bede de ophidsede kollegaer om at holde sig til PØLSESNAKKEN.

En pølsesnak, der heldigvis endte med et ja til de i dag så ikoniske pølsevogne. Dét kan man jo tænke over, hvis man i dag vælger at lægge vejen forbi en pølsevogn og fejre 100 årsdagen med en rød, en ristet, en hotdog, med ristede eller rå løg – eller hvad man nu foretrækker.

Der kommer i øvrigt en større fejring af pølsevognen og de første 100 år, når Danmark lukker op igen, melder Danish Crown. For pølsevognen er en integreret del af dansk madkultur – og dansk selvopfattelse. Ved pølsevognen er vi alle lige …

Kilder: Slagterimuseet, Danish Crown m. fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølle Rasmus Paludan-happening

Jeg har set Rasmus Paludan på nært hold. For lidt siden nede på Christianshavns Torv, hvor han afholdt en form for happening til akkompagnement af en saxofonist, som fra den anden side af Torvet og med mere indlevelse end musikalsk kunnen, gjorde, hvad han kunne for at forstyrre Paludan.

Men det ændrede dog ikke på, at Paludan rendte rundt i en rød jakke med en megafon, som blev ved med at afspille det i forvejen indspillede mantra fra denne selvudnævnte kæmper: Danmark for danskerne. Hvem skal bo i Danmark? Det skal danskerne.

Den båndsløjfe alene var fesen og sølle. For hvis ikke engang man gider råbe eller sige noget, men kun afspille et allerede optaget budskab, så fortjener man ikke at have på den anden side af 20 betjente, afspærringer og andet kørende for sig i næsten to timer.

Men Rasmus Paludan selv var også ynkelig. Ikke farlig, bare ynkelig. En midaldrende mandsperson som brugte det meste af tiden på at tale med to af hans venner, hvor den ene rendte rundt med en Koran, som – vistnok ikke – hverken blev brændt eller fik revet sider ud.

Skulle Rasmus Paludan én gang havde ønsket at være en folkeforfører eller at blive den befrier, som han måske ser sig selv som, så må Danmarksbloggen melde, at der – heldigvis – er langt til det. Rasmus Paludan er ikke det mindste karismatisk. Han er faktisk bare en kedelig udgave af en midaldrende dansk mand – desværre én med nogle holdninger, som alt for mange deler.

Og deri ligger det farlige, det dæmoniske. For der kan komme en anden person, som helt anderledes og meget mere dygtigt kommunikerer, og sætter sig selv i spil. Så den del af befolkningen, der bakker op om typer som Støjberg, Vermund og Kjærsgaard, med det samme er til fals, og som alle andre pøbler er klar til at lynche alle, der ikke deler deres holdninger.

Hvis ikke du er med mig, så er du imod mig, som den slags politikere og deres støtter prædiker. For de politikere og deres vælgere bekymrer sig – ligesom Trump og hans støtter i USA – ikke om ting som retssikkerhed og ordentlighed og andet, der hører til i et velfungerende demokrati.

Og de mennesker er farlige – meget mere farlige end en sølle mandsperson i en rød jakke på Christianshavns Torv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lov er lov – også for Støjberg

Lov er lov. Ingen er hævet over loven. Med lov skal land bygges.
Sådan skal det være i et demokrati – og sådan er det heldigvis også i Danmark.

Et stort flertal i folketinget kommer i eftermiddag til på baggrund af Instrukskommissionens anbefalinger at stemme FOR, at Inger Støjberg skal for en rigsret.

Det med danske politikere i rigsretter er heldigvis noget, som sker sjældent. Så når det sker, er det fordi, at der er vægtige årsager til at prøve sagen i en rigsret.

At skulle for en rigsret er så ikke det samme som at være skyldig i anklagen som her er ulovligt og mod bedre vidende at have adskilt asylægtepar – og bagefter løjet om det/forsøgt at dække over det overfor både folketing og offentlighed.

Men som sagt: I et retssamfund er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan skal det også være.

Men altså nu kan rigsretssagen mod Støjberg gå i gang. Det er fint. Det er retssikkerhed.

Og nej, intet af det hele handler om, at folketinget blåstempler barnebrude. Det er der ingen fornuftige mennesker, som gør. Og nej, man kan heller ikke sige, at fordi Inger Støjberg skal for en rigsret, så skal Mette Frederiksen også. Hver sag skal tages for sig, og minksagen skal ligesom Støjberg-sagen undersøges, og så må vi (inden vi siger mere) afvente, hvad dén undersøgelse siger.

At nogen kan hævde en eller begge af to ovennævnte forhold viser derimod, at der i Danmark er en udbredt og manglende viden om, hvad retssikkerhed er, og hvordan det juridiske system fungerer – og dét er et alvorligt problem.

For en målet-helliger-midlet-holdning, som den Støjberg har lagt frem, skaber vejen for populisme og populister a la Trump, som kommer med syndebukke og lette løsninger på komplicerede problemer. Og dét er SÅ skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sumpen kom til Capitol

Tømme sumpen, sagde de. Trump og hans tilhængere.

Aftenens absurde billeder fra Capitol og Washington D.C. viser, at det i virkeligheden er Trump og hans tilhængere, som ER sumpen.

Det vidste alle normalt-tænkende mennesker så godt i forvejen. Men nu blev det helt tydeligt. Og faren er ikke drevet over. Trump pønser stadig på et statskup – og på at beholde magten i USA – og han skyr ingen midler.

De næste ikke kun to uger indtil Bidens indsættelse som USA´s nye præsident – men de måske næste fire år eller mere – bliver afgørende. Ikke kun i USA, men også i resten af verden.

For USA har i mange år haft – og skal gerne igen – have en hovedrolle i verden som en stærk modspiller i forhold til Kina og Rusland.

Men også meget tættere på bør begivenhederne i USA give anledning til eftertanke. For kunne det samme ske i Europa? I Danmark?

Næppe, tænker man umiddelbart.

Men har vi ikke – bare i mindre målestok – de samme problemer med en stigende social ulighed, en stigende populisme? Såvist har vi så, og kombineret med et EU, som tilraner sig mere og mere magt  – og som af mange opfattes som en kolos på lerfødder, en magtelite nede i Bruxelles, så er situationen tættere på, end vi kan lide at tænke. Og alt der kræves for, at det går galt, er en galning som Trump. Og de findes også i Europa – og i Danmark.

Så det er nu, at vi skal til at tænke os om, og tale pænt til og om hinanden. Vi kan godt være uenige. Ja, vi skal være uenige, men på en hensynsfuld og respektfuld facon. Både på demokratiets talerstole – og på de sociale medier og alle andre steder.

For hverken USA, Danmark eller demokratiet andre steder skal trækkes ned i sumpen. Vi skal vælge anstændighedens vej, som Biden sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fede pegefinger: Vær voksen NU

Det strammer til. Det strammer rigtig meget til. Den engelske variant af COVID-19-virusset nærmer sig det niveau i Danmark (10% af alle nysmittede), hvor den for alvor får fat, og antallet af smittede stiger eksplosivt.

Vi står derfor det måske mest farlige sted i pandemien – hvis altså man ser bort fra dengang vi skulle vælge, om minkene skulle slås ned eller ej. Det blev de heldigvis, og vi slap dermed af med et reservoir, som kunne have skabt en mutation, som vaccinerne IKKE havde virket imod.

Men nu står vi med en variant, som vaccinerne nok virker imod, men som samtidig smitter op mod 70% mere end de andre varianter. Så NU skal der handles, hvis vi skal undgå at mange-mange danskere dør, sundhedssystemet vælter etc.

NU er der kun plads til voksne mennesker.

Desværre er Danmark befolket af mennesker, der for manges vedkommende er som små børn, der trodsigt og forkælet taler om, hvor slemt det er ikke at kunne gå på café, i fitness og bliv selv ved …

De danske medier er heller ikke bedre – fremfor at tage ansvaret på sig og være sig deres rolle som magtfulde aktører bevidst og hjælpe landet igennem den største krise siden 2. Verdenskrig, så kører især et af formiddagsbladene en nærmest patetisk hetz mod statsministeren … måske fordi statsministeren satte en af bladets reportere eftertrykkeligt på plads, da han røg ud ad en tangent i foråret.

Men den slags smålighed og manglende erkendelse af pandemien og dens konsekvenser er der ikke plads til nu. Danmark har brug for, at vi alle tager os sammen, opfører os ansvarligt og behovsudskyder. Er voksne – simpelthen.

Og ja, det her indlæg er en stor, fed og meget moralsk løftet pegefinger. Men sådan er det. Situationen er for alvorlig til fri leg og det sædvanlige brokkeri og ansvarsfralæggelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Det er mange år siden, at en statsminister har trukket på kulturen i nytårstalen – ja, i det politiske liv i det hele taget. Det er skade. For der er megen visdom at hente i kulturen.

Men Mette Frederiksen gjorde det, da hun for lidt siden i nytårstalen citerede Martin Andersen Nexø og hans beskrivelse af den spanske syge for 100 år siden. Dengang måtte de syge klare sig selv, og ligvognene kørte i galop gennem gaderne, skrev Nexø.

Sådan er det heldigvis ikke under den nuværende pandemi.

Der er velfærden til forskel, sagde Mette Frederiksen – og udnævnte Danmark til et land, hvor fællesskabet og solidariteten i pandemiens år har vist sin styrke. Hvor vi har stået med hinandens liv i hænderne, hvor vi har set, hvad sammenhold, omsorg og fællesskab kan gøre. At det redder liv.

At vi hver især med vores små handlinger har summet op til den store bedrift, som det har været at få Danmark så godt igennem Corona-pandemien, som vi har gjort det indtil videre.

Mette Frederiksen sagde derfor også tak til alle i Danmark for indsatsen. For vi har alle reddet liv, og vi skal alle sammen med den videnskab, som statsministeren med rette hyldede, redde liv i de kommende måneder, som bliver de sværeste. For nok har vi det værste år bag os, men vi har de mørkeste måneder foran os. Men det bliver forår.

Og når vi kan klare en pandemi, så kan vi også klare alt andet, var meldingen.

Danmarksbloggen er enig, og giver Mette Frederiksen seks ud af seks flag for nytårstalen – to danske, to grønlandske og to færøske som dem, der stod bag hende i vindueskarmen og markerede rigsfællesskabet.

Danmarksbloggen vil så også kommentere på det specifikt politiske i nytårstalen – nemlig at der 1) skal sættes fokus på klima, miljø og natur, 2) at vi skal stå fast på danske værdier i forhold til de parallelsamfund, som ligger demokratiet for had og 3) at der skal være en velfærdslov, så alle danskere har adgang til fx læge, uddannelse og politi – og at centralisering ikke er en naturlov, men at vi skal have et levende Danmark både i by og på land.

Til det er der kun at sige:

1) Man kan vel ikke være uenig i det med klima og miljø – men en indsats kræver samtidig en debat af, hvad vi skal lave om og ofre i vores livsstil, hvis vi skal i mål og redde kloden.

2) Selvfølgelig skal vi stå fast på demokratiet. For demokratiet er – som Hal Koch sagde det – ikke kun en styreform, men en livsform med samtale og vilje til fælles løsninger. Men hvad er så danske værdier? Tolerance og frihed måske. Men har de begreber ikke betingelser og grænser – og hvor går de i så fald?

3) Velfærdsloven – især hvis den bliver realiseret i praksis – er en mægtig idé. Det er så også typisk for en statsminister at komme med den slags meldinger i et år, hvor der er kommunalvalg. Der var så også et ord, som Danmarksbloggen savnede. Ordet ulighed. For hvis vi virkelig vil velfærd i Danmark, så er løsningen at mindske den stigende økonomiske ulighed og skabe lige muligheder for alle mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Julefreden er definitivt forbi. Og det handler for en gangs skyld IKKE om Corona, men om dårlig, gammeldags magt-politik: Kampen om magten i Venstre – og i Danmark.

Så der spilles med de helt store terninger i disse dage.

Støjberg rækker nemlig ud efter formandsposten i Venstre. En post, som hun måske kan få, hvis det 1) lykkes hende at undgå en rigsretssag – og 2) derpå fremtvinge et valg om formandsposten i et Venstre, der har tabt masser af stemmer, siden Ellemann blev ny politisk leder i efteråret 2019.

Samme Ellemann rækker så ud efter nøglerne til Statsministeriet, hvis det lykkes at få stillet Støjberg for en rigsret.

For så er vejen banet for, at han og de andre borgerlige måske kan få stillet statsminister Mette Frederiksen for en rigsret i minksagen. Ellemann kan i hvert fald hævde, at han er bannerfører for lov og orden – uanset om det så er hans egen næstformand, som står for skud.

At Støjberg så aldrig har været Ellemanns ønske om en næstformand, har mange glemt. Men husker man tilbage til efteråret 2019, vil man kunne erindre, at der var et kampvalg mellem Trane Nørby og Støjberg. Et valg, som Støjberg vandt.

Samme Støjberg, som Instrukskommissionen har vurderet godt vidste, at hun handlede ulovligt, da hun skilte asyl-ægtepar.

Om der så kommer en rigsretssag med Støjberg, vil de kommende dage vise. Men svaret på det kommer til at bestemme de kommende års politik i Danmark – også langt udover Venstres rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger – Danmark lukker ned igen

Endnu et pressemøde fra Statsministeriet. Smitten stiger for meget og for hurtigt.

Så nu lukker Danmark ned igen. Stormagasiner fra i morgen, og liberale erhverv og institutioner fra på mandag d. 21. december – og samtlige butikker (minus dagligvarer og apoteker) fra juledag d. 25. december og til d. 3. januar – indtil videre.

Det giver mening. Eller det vil sige:

ER DET NOK?

Burde vi ikke især forhindre rejser mellem regionerne? Det skulle Danmarksbloggen mene.

Vi skal passe på hinanden – og på vores sundhedsvæsen, og erfaringen viser, at man ikke kan regne med, at alle per definition tager de kloge valg. Så lad os nu bare få aktiviteten i samfundet HELT NED.

Vaccinen er lige på trapperne. Det ved vi, og det er fantastisk.

Men de næste to-tre måneder kan blive de værste og hårdeste i hele pandemien, hvis vi bare lader stå til.

Så lad os nu bare lukke ALT ned (pånær fødevarer, apoteker og sundhedsvæsen) – og anlægge forsigtighedsprincippet efter devicen ”ingen rejser ud af deres kommune”. Også måske længere end til d. 3. januar.

Vi må holde ud. Vi kan holde ud. Vi kan se et lys for enden af tunnelen. Der ER håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Hitlers Danmarksbilleder”

Hitler havde en fotograf ved navn Walter Frentz, som var en af de sidste, der forlod Føreren, inden denne begik selvmord i bunkeren i Berlin foråret 1945. Frentz var oprindelig uddannet elektroingeniør, men allerede som 25-årig havde han solgt en film om kajaksport til et amerikansk selskab for den store sum på den tid af 10.000 Reichsmark. Så Frentz kunne noget med et kamera.

Det er også Walter Frentz, som står bag filmsekvenser som Hitlers køretur gennem jublende menneskemasser i Nürnberg i nazi-propaganda-filmen ”Viljens triumf” fra 1935, eller da Hitler i 1940 danser af glæde, fordi franskmændene har anmodet om våbenhvile – og en filmsekvens fra 1945, hvor Hitler med rystende hånd dekorerer en dreng fra Hitlerjugend, selvom alle ved, at der er slut for Det Tredje Rige, og russerne står lige udenfor Berlin klar til det sidste slag.

Men Walter Frentz er loyal mod det nazi-parti, som han aldrig selv blev medlem af eller en del af magtkampen i – selvom han var antisemitisk og sandsynligvis helt på linje med partiets ideologiske indhold.

Men det var kunsten, som interesserede Frentz. Så han fik lov til og penge til at smutte rundt med sit kamera og tage smukke billeder både i Tyskland og andre steder i Europa – også ude ved den Østfront, hvor der var så meget gru, men ikke hos Frentz. Ja, man kan nærmest sige, at Frentz iscenesatte virkeligheden lang tid inden nogen havde hørt om smartphones, selfies og Instagram.

Og i august 1943 var denne mand i Danmark for at tage billeder af Atlantvolden ved Vesterhavet – og det gjorde han også. Men turen til Jylland var kun en lille del af Frentz´ flere uger lange ophold ved Flødeskumsfronten, som Danmark blev kaldt.

For Danmark var en Flødeskumsfront, hvor folk bekymrede sig om, at kaffen var erstatningskaffe, og nu havde man brugt det sidste smørmærke (rationeringsmærker) og andre hverdagsting i et land, som i store træk fungerede krigen igennem.

En Danmark som set med Frentz´ linse var et land, hvor folk gik rundt i Tivoli og fornøjede sig, sad på Rådhuspladsen og spiste is, tog på stranden for at bade og hvad danskerne ellers fordriver sommeren med. Billeder, som lige så godt kunne være taget i 1938 eller i 1948. Bademoden, cyklerne og folks påklædning ville heller ikke have været så meget anderledes.

Altså et idyllisk Danmark som det understreges af de mange billeder af skibe og både, fra fiskerbådene ved Gl. Strand i København og til fiskerkutteren ved Løkken. Der mangler kun et billede af Den Lille Havfrue, så ville der have været fuld plade på Propaganda-Danmark-som-et-mønsterland.

For det spændende er nemlig det, som Frentz IKKE fotograferer: Den mangel på mad, som der kunne være i byernes fattige områder, de mange mørke baggårde og slidte boliger i København, den stigende uro i august 1943, som fører til Samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943. For der var folkestrejker og sabotageaktioner og meget andet, som viste, at den danske befolkning ikke længere ville finde sig i at være Hitlers lille, tamme kanariefugl.

Altså dele af den danske befolkning. Men der var også dele, som var mere optaget af at få sig en dukkert, gå på marked og i det hele taget leve et liv, der var meget tæt på et liv i fredstid. Og det var de danskere, som Frentz valgte at fokusere på – dog måske med hovedvægten lagt på unge og yngre mænd med nøgen overkrop. For dem er der forholdsmæssigt mange af, når man ser på udvalgte fotos.

Frentz´ billeder er interessante, både i en samtidig og en nutidig kontekst. En samtidig fordi de viser, hvorfor danskerne så længe kunne bakke op om samarbejdspolitikken efter devisen ”vi har det jo godt”. ”Brød og skuespil” virkede også dengang.

Og i en nutidig, fordi vi i denne Corona-tid igen befinder os på en Flødeskumsfront. Vi har ikke lastvogne fulde af lig, der kører igennem gaderne, telte hvor der ligger Corona-syge i vinterkulden, sygeplejersker og læger der bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset og andre af de ting, som vi ser i mange andre europæiske lande. Nej, vi har folk, der brokker sig over ikke at kunne komme ned og træne i fitnesscentret – eller ud og spise.

Walter Frentz´ idylliske billeder af Danmark kunne derfor også tages i dag, bare i en jule-Corona-2020-version. Om dét så er skræmmende eller beroligende, må enhver selv beslutte.

Danmarksbloggen giver ”Hitlers Danmarksbilleder” fire ud af seks kameraer. For det er altid spændende at se historiske fotos, og de er godt samlet og fint beskrevet af Morten Brink Iwersen. Men det havde klædt bogen at sætte de mange fotos af sommerklædte danskere og velkendte danske motiver ind i en mere ambitiøs problemstilling end kun den forventede se-her-hvad-Hitlers-propaganda-maskine-gjorde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk