Valdemarsdag – og hvad så?

15. juni – og hvad så? Det er da ikke nogen særlig dag, tænker du måske. Men det er det.

Dagen i dag – d. 15. juni – er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen.

Historien er dramatisk:

Valdemar Sejr ville ligesom så mange andre konger i højmiddelalderen på kristnet korstog. Men der er meget langt til Jerusalem, hvor de store kampe foregik. Han kom så i tanke om, at der var om ikke muslimer, så dog hedninge ovre i Estland, som ligger meget tættere på.

Så han skrev til paven, som sagde go – og så afsted med Valdemar Sejr og en del andre danske riddere, som alligevel gik og kedede sig herhjemme – plus nogle få erfarne korstogsriddere. For nu skulle esterne – hvad enten de ville det eller ej – være kristne.

Lad våbnene tale, som man (også) sagde det dengang.

Men esterne bed fra sig, og så kom det til det store slag ved Lyndanisse, som fandt sted netop d. 15. juni 1219. Krigslykken var først med danskerne, men så vendte den – og det så sort ud for Valdemar Sejr og hans mænd.

Men så var det, at biskop Sunesen begyndte at bede, og så længe han holdt hænderne højt hævet mod himlen og Gud, så gik det godt for danskerne. Men selv en biskop bliver træt i armene, og måtte trods at flere mænd hjalp ham med at holde dem oppe, lade dem falde ned. Så hvad skulle danskerne nu gøre? Ingen vidste det.

Men så netop som det så sortest ud, så flagrede Dannebrog ned fra Himlen – og en røst lød i skyen: Under denne fane skal I sejre. Og det gjorde de danske korstogsriddere så, idet esterne fik lammetæv, og Estland blev kristnet.

Det er i hvert fald, hvad legenden fortæller. Men man skal som bekendt passe på med at stole på legender. For de fortæller kun den gode historie, ikke irriterende fakta som at:

1) Dannebrog på mange måder minder om Savoyens flag – som oprindelig er den tyske kejsers krigsfane, og som var et af de flag, der var med i korstogene til Det Hellige Land, og som let kunne have sneget sig med i sadeltasken hos en af de erfarne korstogsriddere, der var med i Estland. Det skal dog siges, at korsene – i den nuværende form – ser anderledes ud i de to flag.
2) Der var allerede inden Valdemar Sejrs korstog gang i en kristen mission – blot med ord og ikke med sværd – i Estland.
3) Korstoget til Estland har ligeså meget – hvis ikke mere – handlet om magten i Østersø-regionen.

Den kamp foregår som bekendt stadigvæk. Ja, i de senere år er den blusset så voldsomt op, at en ny krig truer i Europa. For så længe der har været mennesker til, har disse kæmpet om magten over jord, hav og andre mennesker.

Så når vi i dag – på Valdemarsdag – hylder Dannebrog, så hylder vi også tanken om Danmark som et land, der kan sætte en dagsorden. Og sålænge den dagsorden er kampen for Den Frie Verden, så er Danmarksbloggen enig.

For Valdemars Sejrs felttog har mindet ret meget om Putins skamløse invasion af Ukraine, som heldigvis både i Danmark og Estland mødes af massiv støtte til Ukraine og alle andre, som er på vores side i kampen for Den Frie Verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De store har altid trynet de små …

At de store tryner de små, hvad enten vi taler børn i skolegården eller stater i det globale magtspil, har været en sandhed gennem alle tider, som allerede den græske historiker Thukydid skrev om for næsten 2.500 år siden.

Det er også en sandhed, som vi i Danmark har det svært med. For kan vi – ærligt talt – stille noget som helst op, hvis USA vil have Grønland? Gu´ kan vi ej – og Grønland kan slet ikke.

Vores eneste håb er at få EU med på grønlændernes og danskernes side. For så står vi da en kende stærkere, selvom EU i det globale magtspil lider under ikke at have sin egen hær. Det har derimod USA, Kina, Rusland og de nye drenge i klassen – nemlig Indien, Iran og Saudi-Arabien.

Alle nævnte lande er så også i skrivende stund de-facto-diktaturstater med oligarkiet i ascendanten, og de agerer 100%, som de selv vil. Vi i det demokratiske Vesten er derimod begrænset af, at vi har lagt alle kugler i NATO´s kurv.

Det er dumt. For nok er NATO verdenshistoriens stærkeste militæralliance, men når NATO´s største land så samtidig er det land, som truer os, så er vi for alvor i knibe – og ikke en eneste international lov kan hjælpe os.

For magten sidder i spydspidsen, som Thukydid også noterede det efter Athen havde tabt “Den Peloponnesiske Krig” til Sparta cirka 404 f.Kr.

Så hvis USA virkelig vil have Grønland, så tager USA Grønland, er læren fra den græske historiker, som også har lagt navn til begrebet ”Thukydids Fælde”, som kort sagt er, at magtbalancen i verden udfordres, når en ny supermagt stiger op på den globale scene.

For så vil den eksisterende supermagt føle sig udfordret – og den konflikt vil uvægerligt ende i krig.   

En historisk analyse af de sidste cirka 2000 år viser også, at verden i den tid har oplevet 20 potentielle konflikter mellem eksisterende stormagter og opkomblinge-stormagter. De 16 gange er det endt i krig. Så Thukydid havde ret.

Og nej, Thukydid var ikke synsk. Han afskyede faktisk både orakler og religion og overtro. MEN han kendte menneskets psykologi og det politiske magtspil – og de er ens til alle tider.

Så at USA og Kina indenfor de nærmeste år/årtier vil gå i krig mod hinanden, enten fordi Kina vil kræve mere magt, eller/og fordi USA vil prøve at mindske Kinas magt, har altså alt andet lige en sandsynlighed på 80%.

Men inden vi begynder at forberede os på at være vidner til en krig mellem USA og Kina – og måske endda tro, at vi kan holde os skadesløse, så skal vi være klar over, at vores verden – uanset udfaldet – vil blive påvirket ganske voldsomt på en formentlig negativ måde.

Danmarksbloggen tænker så, at Grønland kun er begyndelsen til dén krig. For ved at have Grønland står USA stærkere, både overfor Rusland og Kina og alle andre.

Og det kan blive aktuelt, hvis Trump i den sidste del af sin regeringstid angriber Kina – hvilket han udover bevarelsen af USA som verdens førende stormagt kan finde på at gøre for at annullere det næste præsidentvalg og selv blive siddende i Det Hvide Hus efter d. 20. januar 2029.

Lyder plottet med en amerikansk præsident, der angriber en anden stormagt for selv at beholde magten som en dårlig film? JA, en rigtig dårlig film.

Men med Trump er ALT muligt. Han har allerede trukket USA ud af både WHO og Pariseraftalen, sagt at USA tager Panama-kanalen tilbage – og at han vil have Grønland – og ja, han taler allerede om muligheden for at få en tredje periode som præsident. Så en krig mod Kina – og en annullering af det næste præsidentvalg i USA er absolut realistisk i den gale mands verden.

Om det så – trods at Trump pt. er præsident – får en gang på jorden, det vil tiden vise. Men skal de gode kræfter i USA (dem som er imod Trump) styrkes, så skal de støttes. Så derfor er det skammeligt, at vi ikke i Danmark og i Europa taler Trump direkte imod. Kalder en fascistisk tyran som Trump for netop det.

For Trump er anti-demokrat og bindegal, og sådanne mennesker kan man ikke tale fornuft med. Sådanne mennesker skal fjernes med magt fra magten, hvad realisten Thukydid også noterede sig for næsten 2.500 år siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nallerne væk fra Grønland …

USA´s kommende diktator, undskyld præsident, mener det alvorligt: Han vil have Grønland. Dertil er kun at sige: DET ER JO VANVID.

At Trump så kan sige den slags og ovenikøbet også – inden han har indtaget embedet – sender sin søn til Grønland, kan ikke på nogen måde overraske.

Det kan det så – desværre – heller ikke undre, at nogen grønlændere kan være fristede til at sige ja til Trump. At det så er ris til egen røv kan disse grønlændere åbenbart ikke se.

Nu er det så bare således, at Grønland IKKE er selvstændigt. Så Grønland kan ikke sige ja til Trump. Det er Danmark, der skal det – og vi siger NEJ. Hvis Grønland skal sige ja til USA, skal Grønland først løsrive sig fra Danmark efter både forhandlinger og en folkeafstemning.

Må Danmarksbloggen i den anledning råde de danske politikere til at lade dén proces vare mere end fire år?

For i så fald kan man håbe, at der 1) kommer et demokratisk valg i USA i 2028 og 2) bliver valgt en anden end en diktatur-præsident med vilde stormagtsfantasier, som man skal til Ruslands Putin for at finde en parallel til.

For det er vist eneste mulighed, hvis Grønland med sikkerhed skal forblive dansk.

For vi skal ikke regne med, at de andre NATO-lande vil bakke os op i bestræbelserne på at beholde Grønland.

Og vi skal slet ikke kalkulere med, at kong Frederik kan gøre noget som helst. Han er en kransekage-figur, selvom han både har kørt med Sirius-patruljen og været frømand.

Diplomatiets snørklede arbejdsgange og hele det politiske systems sendrægtighed er vores eneste håb, hvis Grønland skal forblive i Rigsfællesskabet – og det skal Grønland.

Så derfor denne meddelelse til Trump i et sprog, som denne forstår: NALLERNE VÆK FRA GRØNLAND.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Black altmuligt er rettidig omhu

Ai, jeg handler altså ikke under Black Friday/Week/Month, kan man høre fra især velbjærgede, som fortsætter: Vi betaler, hvad det koster. Ja, det gør vi.  

Ja, det må enhver jo selv om. MEN for langt de fleste danskere giver et godt tilbud mening.

20% på bøger kan man ofte få. Og tro mig: Det er PRÆCIS den samme bog. Det sidste kapitel er ikke revet ud eller noget. Man får bogen fra start til slut – og sparer penge.

Og det kan blive til en del. Skal man fx give fem bøger i julegave til 200 kroner stykket, så koster det normalt 1.000 kroner, men under Black altmuligt slipper man med 800 kroner.

Man sparer altså 200 kroner, som man måske kan supplere madbudgettet med – eller bruge til mandelgaven plus lidt juleslik. Eller endnu en julegave.

Man kan også – hvis man har råd – give besparelsen på de 200 kroner til fx Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation, som hjælper de alt for mange fattige danskere her til jul.

Så hvor Lars Løkke engang arrogant sagde: Hvad kan man få for 2.000 kroner? Et par sko?
Så er det Danmarksbloggens holdning, at en tiendedel af det beløb, nemlig 200 kroner faktisk kan række til en hel del – især for de mange, som ikke er vant til at bruge 2.000 kroner på ET par sko.

Så don´t be shy …

Glæd dig selv og din familie – og hvis du har overskud fattige familier … og køb dine julegaver her under Black altmuligt.

Dét er rettidig omhu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Der går næsten ikke en dag i Danmark uden en pro-palæstinensisk demonstration med høje råb om ”from the river to the sea”, hvilket i praksis betyder udslettelsen af Israel. Folk iklædt partisaner-tørklæde og det palæstinensiske flag fylder også meget i mediebilledet. Det får de lov til – stort set uden kritiske modspørgsmål.

Men hvem holder danskerne – ja, europæerne – i virkeligheden med?

Skal man tro på resultatet ved den nys overståede sang-konkurrence Eurovision, så er det faktisk Israel.

For Israels sang – som hverken var specielt bedre eller værre end så mange andres lande – fik en andenplads, når det gjaldt seernes stemmer. Ja, i Sverige og mange andre lande i Vest-Europa var Israels sang seernes favorit.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at sammenligne en sang-konkurrence med en politisk holdning.

MEN; Hvorfor er der ikke et medie med pengepungen i orden, som tør iværksætte en undersøgelse af, hvem danskerne reelt holder med?

  1. Gaza og de højtråbende med det palæstinensiske flag, som giver Gaza offerrollen – selvom det var de af palæstinenserne-støttede-Hamas-folk, som startede det hele, da de angreb Israel d. 7. oktober 2023 og dræbte og bortførte – eller
  2. Israel, som er omgivet af lande, der ønsker Israel slettet af verdenskortet – og som derfor er nødt til at forsvare sig – også mod terrororganisationen Hamas, der fejt gemmer sig blandt kvinder, børn og syge i Gaza

Danmarksbloggen tænker, at der er mange, som vælger Israel. 

Måske også fordi Israel har demokrati og liberale frihedsrettigheder som blandt andet kommer børn, kvinder og LGBTQIA+personer til gode.

Det er modsat Gaza, som ikke har haft et frit valg i 20 år, og hvor kvinder er underlagt mænd – og hvor det betyder døden at være homoseksuel. For sådan er det i de lande, hvor den muslimske sharialov danner grundlaget – og i Gaza er der i de sidste 20 år sket en aktiv og voldsom islamisering.

En islamisering, som det dygtigt er lykkedes Hamas at omsætte til politisk kapital i Vesten, både hos herboende muslimer og andre, der dagligt svinger med det palæstinensiske flag og råber højt – men som altså slet, slet ikke tegner flertallet åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark svigter de danske jøder

Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.

Det lyder mægtigt flot.

MEN hvor er vi så, når det gælder?

For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?

Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?

Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?

HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?

Det burde vi heller ikke kunne.

Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.

Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.

Det er til at skamme sig over.

For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.

Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.

Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lunds Domkirke 900 år

I dag d. 30. juni skete der for præcis 900 år siden noget spændende i Lund i Skåne, som dengang var dansk.

Her blev alteret i den første katedral bygget af sten i Norden indviet. Dermed blev Lunds Domkirke et sted, hvor man kunne afholde messer, uddele nadver og hvorfra reel kirkemagt udgik. For nu var Norden sit eget bispedømme – med basis i Lunds Domkirke, som var bygget af danskerne og dansk kirke i mere end 500 år.

Alteret fra dengang findes endnu nede i krypten i Lunds Domkirke – eller Lunds Domkyrka, som kirken har heddet i de snart 400 år, som den svenske besættelse af Skåne, Halland og Blekinge indtil videre har varet.

Men i dag er en festdag. I dag fejrer vi, at det – næsten – er et svimlende årtusinde siden, at Norden fik sin første katedral: Lunds Domkirke, som i de første århundreder var katolsk, inden den blev evangelisk-luthersk, hvad domkirken så har været siden, uanset om den har været dansk eller svensk.

For nok er den danske og den svenske kirke to forskellige – og selvstændige – kirkesamfund, men vi har et fælles trosgrundlag – nemlig det evangelisk-lutherske. Dvs. vi er kristne på samme måde.

Der er så forskelle i vores liturgi – dvs. den måde, som vi holder gudstjeneste på, samt i den måde, som vi indretter kirken på. Her har svenskerne beholdt meget af det katolske arvegods som fx at bære Biblen ind i procession efter et kors i begyndelsen af gudstjenesten, hvor vi i Danmark ikke kunne komme af med alt katolsk hurtigt nok.

Det hænger sammen med de to reformationskonger – Christian d. 3 i Danmark og Gustav Vasa i Sverige.

Danske Christian d. 3 var så overbevist en lutheraner, at han som hertug i Sønderjylland egenhændigt indførte reformationen i Haderslev mere end 15 år før end resten af Danmark – som skulle igennem en borgerkrig, før det skete. Svenske Gustav Vasa derimod var en glad katolik, men som lutheransk fyrste kunne han selv bestemme det hele – fremfor at skulle høre på og også indimellem rette sig efter paven i Rom, så derfor blev reformationen indført i Sverige i forlængelsen af det, som svenskerne kalder befrielsen fra Danmark.

De forskelle kan ses endnu. I Lunds Domkirke fylder jomfru Maria fx stadig oppe i kirkens venstre side, hvor hendes alter også står i katolske kirker, men som i Lunds Domkirke er det smukkeste kapel med en statue af jomfru Maria med Jesusbarnet, en bog man kan skrive bønner og tanker i, en lysglobe og en døbefont.

Der er også en lysglobe i kirkens nedre højre hjørne sammen med modellen af domkirken, så blinde også kan se den via følesansen – samt en stor bamse, som man kan kramme, uanset om man er barn eller voksen. Dén bamse slides som regel op på et par år, så der er mange, som har brug for et bamsekram.

Der er også ting, som ikke slides op. Lunds Domkirke byder nemlig på et astronomisk ur fra middelalderen, som to gange om dagen viser et lille spil med jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre vise mænd – og endda med musik til. Det er spøjst at se – og ganske mageløst, at de kunne lave det dengang.

Og oppe ved alteret står kirkens skytshelgen Skt. Laurentius eller på nordisk Den Hellige Lars. Det er ham, som blev lagt på en rist, og ristet til døde over en svag ild, men som undervejs bad om at blive vendt, så han kunne blive ligeligt ristet på alle sider. Så der er også humor i den store stenkatedral, hvor lyset kommer ind gennem de store vinduer i selve kirken – og gennem små vinduer nede i krypten.

Hernede, hvor man kan se det nu 900-årige gamle alter, men også jætten Finn, der klamrer sig fast til en søjle. Jætten prøvede nemlig at rive domkirken ned, da han som alle underjordiske ikke brød sig om lyden af kristne kirkeklokker. For slet ikke at tale om at jættan blev snydt af kirkens første præst til at hjælpe med at bygge domkirken. Det er en længere historie, hvor præsten satte sine øjne på spil, og det var lige ved at gå galt. Men kun lige. Mennesket vinder som regel over de underjordiske i folketroen – og Finn blev så gal, at han glemte at tage sig i agt. Så han blev ramt af solens stråler en tidlig morgen, og så fryser en jætte til sten.  

Ja, og oppe i kirken igen kan man indimellem se Dannebrog stå oppe i højre side sammen med den enorme lysestage. Vores flag kalder svenskerne så for Dannebrogen, hvilket er en stor fejl. Men det får være. For Lunds Domkirke er et overflødighedshorn af oplevelser – og kan kun anbefales at besøge – eller genbesøge.

Måske i den sommerferie, som kommer for alvor nu. Danmarksbloggen skal i hvert fald et smut over Øresund for at gense domkirken for måske 20´ende gang. Dén kan noget.

Danmarksbloggen vil også ønske alle en rigtig god sommer. Vi ses til august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk