Dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november

November er en lang og trist måned. Danmarksbloggen har derfor sat sig for at skrive om verdenskendt dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november.

Vi starter med Wilhelm Hammershøi … vores vældig verdensberømte maler, hvis maleri ”Interiør fra Strandgade 30” skal sælges i slutningen af november på auktion hos Bruun Rasmussen, hvor maleriet forventes at indbringe ikke færre end 30 millioner kroner.

Det er vildt mange penge for et billede af en dør, et vindue og en kvinde, der står og læser i en bog – endda et billede udelukkende lavet i diverse hvide, grå og sorte nuancer, som Hammershøi er kendt for at holde sig til. Sand nordic noir – og sand minimalisme kunne man sige. Ikke desto mindre så enkelt, at det bliver massivt kedeligt.

Lige i hælene på Hammershøi som mester af det triste kommer Michael Kvium, som basalt set kun har malet ét billede i sin glorværdige karriere, nemlig af den samme grimme mand i forskellige situationer og fra forskellige vinkler. Her er der flere farver med, men det er stadig trist.

Ikke desto mindre falder i det mindste kunsteliten og alle wanna-bee-kunstelite-individer i svime over disse mandslinger i de forskellige akavede positioner, og kalder Kviums malerier for ”stor kunst, som siger noget om samfundet – og om os nutidsmennesker”.

Danmarksbloggen mener, at Kviums mandslinger i bedste fald kan sammenlignes med det tomgangs-blik, som man ser hos de mange, der sidder bøjet over deres mobilskærm på vej hjem i bussen, metroen eller toget i myldretiden her i november-mørket.

Danmarksbloggen er helt klar over, at mange vil være vildt uenige i Danmarksbloggens påstande om Hammershøi og Kvium – og det er i virkeligheden det bedste af det hele.

For enighed fører til ensretning – og tomgang. Mens uenighed fører til diskussion og nye tanker – så nye frø kan spire. Og det kan også ske her i årets kedeligste og mest grå måned, hvor det bliver mørkere og mørkere dag for dag – og hvor lyset og farverne endnu er meget langt væk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et år siden hr. Larsen døde …

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Survivor-træet fra New York har dansk aflægger

Så er det igen 11. september – dagen, der for 18 år siden ændrede verdenens dagsorden, og som betød døden for mere end 3000 mennesker i New York og Washington D.C.

Siden er stedet, hvor Tvillingetårnene stod i New York, lavet om til en stor mindepark, hvor mennesker i hundredtusindvis kommer i løbet af året for at ære og mindes.

Mange husker også at lægge mærke til et træ, som står lidt for sig selv på pladsen. Det er også et helt specielt træ, nemlig det berømte Survivor Tree, som klarede det hele, både flyene, da tårnene styrtede i grus og alt det andet.

Træet, som er et slags pæretræ, måtte dog lige på rekreation, inden det igen kunne plantes på Ground Zero, som området hedder nu.

Alt det ved de fleste. Men de færreste ved, at der i Danmark findes en aflægger af det berømte træ.

Men det gør dér. Hos Anette Jensen, som bor i Vordingborg på Sydsjælland, og som under et besøg i New York i 2012 tog et agern fra træet. Et agern, som nu vokser fint hjemme hos hende selv – så det idag er blevet til et fint lille træ i en krukke.

”Jeg tager ofte frø som minde, når jeg er et sted,” fortæller hun til Danmarksbloggen og fortsætter:

”Men her har frøet – og træet – en særlig betydning. Det kommer nemlig fra en tur til New York, som jeg var på sammen med min søster Helle, som nu er død. Så hos mig hedder træet Helles træ, og er en evig påmindelse om ikke kun 11. september, men ligeså meget om min elskede søster.”

Dengang i 2001, hvor terrorangrebet fandt sted, var Anette Jensen på ferie. Alligevel kan hun – ligesom alle andre – huske, hvad de lavede dén dag. Hun kan også sagtens genskabe sig stemningen fra første gang, hun stod på Ground Zero.

”Det var året efter terrorangrebet, hvor der stadig var meget kaos dernede på Downton Manhattan – og der var en meget bedrøvelig stemning, så megen ødelæggelse og død,” slutter Anette Jensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Balloner på Kgs. Nytorv: Trump mødte Rossen

Selvom Donald Trump aldrig kom til Danmark, så kom ballonen med baby-Trump op alligevel, så den stod og svajede i september-solen på Kgs. Nytorv. I fraværet af Trump  dog mere som en turistattraktion – i hvert fald for de fleste – end som en manifestation af noget som helst.

Trump-ballonen var så ikke alene.

Få meter væk var der endnu en kæmpeballon. Den forestillede Martin Rossen (statsminister Mette Frederiksens højre hånd), som trods at han aldrig er blevet valgt – og derfor heller ikke kan stilles til ansvar – alligevel sidder centralt placeret i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Det var Radio24syv, der stod bag Martin Rossen-ballonen, om hvis ene hånd man kunne se Mette Frederiksen som en hånddukke.

Budskabet var klart: Martin Rossen er en dukkefører … og Mette gør, som Martin vil.

Danmarksbloggen ved ikke, om det er sandt. Men det er udemokratisk, at man kan sidde centralt i regeringen – uden at være valgt af folket.

Ja, det er næsten værre end Trump ovre i USA. Trump blev trods alt valgt af det amerikanske folk. Så kan man tale om ulemperne i det amerikanske valgsystem – og der er meget at sige.

Men Trump blev valgt. Det gjorde Martin Rossen ikke – og Rossen virker i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer ikke …

Det kan næppe kaldes en overraskelse, at Trump ikke kommer til Danmark alligevel – selvom Kongehuset naturligvis er nødt til at sige, at de er netop det – overraskede.

Men selvfølgelig handlede Danmarksbesøget kun om at købe Grønland – og da den blev lagt død, ja så var der ingen grund for Trump til at komme.

Heldigvis er de demokratiske præsidentkandidater kommet på banen derovre i USA, og kritiserer ham skarpt, som også Danmarksbloggen anbefalede, at de skulle: http://danmarksbloggen.dk/?p=10708

Ikke at undertegnede tror, at de læser Danmarksbloggen.

Storhedsvanviddet må Trump nemlig gerne beholde selv.

Det og så en ufattelig uvidenhed eller måske snarere narcissistisk arrogance omkring, hvordan man opfører sig internationalt. Man aflyser fx ikke et statsbesøg, når man er inviteret af et lands statsoverhoved, bare fordi det alligevel ikke passer ind i ens planer.

Nå, vi sparer penge – og Trump gør en endnu dårligere figur, hvad forhåbentlig også stadig flere amerikanere kan se. Så måske der kommer noget godt ud af hele balladen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliver Grønland Trumps Waterloo?

Så er det blevet bekræftet fra Det Hvide Hus´s side. Præsident Trump ER interesseret i at købe Grønland af Danmark.

At Danmark så ikke kan sælge Grønland, fordi Grønland tilhører grønlænderne, og at Grønland ikke er interesseret i at blive købt af USA og andre faktuelle sagligheder bekymrer – traditionen tro – ikke Trump.

Manden kan som sædvanlig kun se verden på én måde – hans måde. Det ved vi.

Problemet er så bare, at cirka halvdelen af amerikanerne indtil videre IKKE har kunnet se, at deres præsident har udfordringer, når det kommer til fornuft, logik, normalitet og andre egenskaber, som det ellers anses for ønskværdigt for en statsleder at være i besiddelse af.

Men man kan håbe, at denne sag med at købe Grønland gør udslaget, så en større del af amerikanerne kan se det absurde i at have en mand som øverste leder, der stadig mener, at et land og en befolkning kan være til salg.

For den slags hører vitterligen fortiden til.

Det samme burde narcissistiske despoter gøre. Der har været så rigeligt af dem i verdenshistorien, og nej, vi behøver ikke flere – uanset hvad de tror eller ikke tror, at de kan købe/sælge/bygge/rive ned.

Alle – både i USA og i resten af verden, også Danmark og Grønland, har alt at vinde, hvis de demokratiske præsidentkandidater tør gå ud og sige:

“Se, vores nuværende præsident balancerer på randen til, om han er i stand til at varetage embedet, når han kan foreslå noget så horribelt som at købe Grønland. Vi kan simpelthen ikke have ham siddende i Det Hvide Hus længere.”

For dét er vigtigere end om Trump besøger Danmark eller ej. For naturligvis sår han tvivl om, hvorvidt han kommer efter Danmarks klare afvisning af at sælge Grønland.

Trump vurderer formentlig tro mod sin psykologi, at vi ser det som en trussel, at han måske ikke kommer. Men et afbud fra Trump kunne også opfattes som et løfte – og en anledning til at bruge pengene på noget bedre end det store sikkerhedsopbud, som et præsidentbesøg kræver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer til Danmark

Så sluttede sommerferien med et brag, da nyheden om Trumps ankomst til Danmark blev bekræftet.

For ja, Trump har åbenbart besluttet sig til at rejse til Danmark. Nærmere bestemt d. 2. og d. 3. september sammen med hustruen Melania.

Statsministeriet siger, at han er velkommen. Det skal de også gøre. USA er en stormagt og en af vores nærmeste allierede.

Heldigvis er forbindelsen mellem Danmark og USA så stærk, at den godt kan overleve Trump i Det Hvide Hus. Den kan såmænd også overleve et besøg af Trump i Danmark. Sagtens endda.

Alligevel måtte han dog gerne holde sig væk. Der er ikke mange danskere, som kan lide ham – og nej, vi bliver ikke omvendt af at se Air Force One lande ude i Kastrup – eller af at se Trump sammen med Dronningen.

Lige præcis dét møde kan så blive interessant.

For der er ingen tvivl om, at Margrethe d. 2 har både klasse, stil, intelligens og mange andre udmærkede egenskaber, som Trump omvendt ikke besidder. Der er heller ingen tvivl om, at Dronningen på en stilfærdig, men bestemt måde ikke vil finde sig i noget fra Trumps side.

Så lige præcis dét møde kan blive fantastisk – og en udstilling af hvilken opportunistisk populist, som Trump er. Gad vide om amerikanerne også kan se det? Det er jo dem, som skal forhindre ham i at få runde to i Det Hvide Hus.

Så måske der bliver en lille fordel af Trump på dansk jord … måske. Der kommer sikkert også en demonstration mod ham eller to, som man kan deltage i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EP-valget er IKKE en generalprøve

Dagens valg til Europa-Parlamentet bliver af mange politiske kommentatorer kaldt generalprøven til Folketingsvalget Grundlovsdag.

Men det kunne ikke være mere forkert – og mere andedams-orienteret, hvilket vi ofte er det her i det lille land mod nord.

Men lad os lige slå fast: Verden slutter ikke ved den dansk-tyske grænse eller starter, når vi har passeret Øresundsbroen på vej hjem fra Sverige.

Verden er derimod stor og dejlig – og andet og mere end Danmark – og vi er en del af dén verden, også politisk.

Og valget i dag er et vigtigt valg til et parlament, der på mange områder bestemmer mere over vores liv og hverdag end Folketinget gør det.

Så opfordringen fra Danmarksbloggen skal lyde: Gå ned og stem … valglokalerne er åbne til kl. 20 i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk