Kulde og mørke forude …

Så kan vi lære det her i Danmark.

Mange brokkede sig under Corona-nedlukningerne: Jeg sidder bare her. Jeg kan ikke komme ud og spise. Jeg vil også til frisør. Og i biffen. Etc, etc.

Der var meget, som de forkælede og forvænte brokkede sig over at måtte undvære for en kort tid.

Men alle havde rindende vand.

Alle havde mad nok.

Alle havde lys.

Alle kunne få varme.

Alle de basale behov VAR med andre ord dækket – og til normale priser vel og mærke.

Sådan er det ikke i den kommende vinter. Tværtimod.

Alt koster allerede mange gange mere end normalt. Og der kan – lige om lidt – blive mangel på både det ene og andet. Fx strøm. Der tales allerede om daglige brown-outs, altså planlagte daglige perioder uden strøm.

Det er også skræmmende realistisk, at nogle danskere havner i samme situation som en del englændere, der i flere uger har sagt HEAT OR EAT. Altså at der skal vælges mellem, om man vil have varme eller mad.

Hver fjerde englænder vil således ikke tænde for varmen i den kommende vinter. Der er ingen tal på, hvor mange danskere, der på samme måde satser på at stå vinteren igennem i en iskold bolig.

Så: Aldrig har vinteren været mere skræmmende end nu.

Og det kunne være sundt for os og vores forvænthed og forkælelse med sådan et par hårde måneder eller fem med lidt mørke, kulde og mangel på enkelte fødevarer.

Hvis altså ikke lige det er fordi, at det som altid er de svageste, der kommer til at betale den højeste pris.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 kvinder på Kgs. Nytorv: Hvem kender du?

På Kgs. Nytorv i København kan man – som en del af Golden Days – indtil 18. september se 50 hvide steler. De 49 af dem har navne på, hvad der er tænkt som markante kvinder i Danmarkshistorien, som ofte ikke har modtaget den hyldest og anerkendelse, som de burde.

Danmarksbloggen har været pladsen rundt – og noteret samtlige 49 navne på de bemeldte kvinder, som er med i markeringen, der kaldes 50 Queens.

Det ene stele har nemlig ikke et navn. Den er heller ikke hvid, men er et spejl, og her kan man selv via en QR-kode nominere en kvinde, som ikke er med i markeringen. Vedkommende skal dog være død.

Danmarksbloggen har så adskillige kvinder, der mangler. Her er nogle af sværvægterne:

  • Videnskabskvinden Inge Lehmann, der med sine opdagelser om S-bølger og P-bølger i 1930´erne skabte en hel ny forståelse for jordskælv, og som fik et videnskabeligt begreb opkaldt efter sig. Hun var også verdensberømt i sin levetid alle andre steder end i Danmark, hvor Niels Bohr havde smadret hendes ry og muligheder
  • Danmarks første kvindelige professor Astrid Friis, der var internationalt anerkendt som historiker med speciale i 1500-tallet, og som blev professor i 1946
  • Takt-og-tone-eksperten Emma Gad, som vi stadig refererer til, når vi taler om, hvad god opførsel er – og især ikke er, og hvis bog “Takt og Tone” fra 1918 stadig sælger. Hvad de færreste måske ved, er at Emma Gad også var fagforeningskvinde, redaktør og dramatiker
  • De første kvindelige præster i Danmark: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen, som blev ordineret i 1948
  • Malerinden Anna Ancher, der er den måske mest betydningsfulde kvindelige maler i Danmark, og som sagtens kunne selv, selvom hun også var en del af det store malerfællesskab i Skagen omkring 1900
  • Danmarks første kvindelige ambassadør – og kvindesagsforkæmper – Bodil Begtrup, der i 1949 blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Island
  • Skuespillerinden og statsministerfruen Helle Virkner, Danmarks svar på Jackie Kennedy og en stærk kvinde, der privat havde meget tilfælles med hendes figur i Matador Elisabeth Friis
  • Malerinden Gerda Wegener, som var en international stjerne og gift med Danmarks første kønsskiftede kvinde Lili Elbe, som er med. Men det skulle Gerda Wegener også have været. Det, som hun og Lili Elbe gjorde, især i tiden i Paris i 1900-tallets første årtier, var enestående
  • Forfatterinden Martha Christensen, som altid talte de undertryktes, børnenes og kvindernes sag i sine socialrealistiske bøger, som udkom i en lind strøm indtil hendes død i 1995
  • Modstandskvinden Kirstine Fiil. En af de få ikke-henrettede fra Hvidstensgruppen, som kun med nød og næppe overlevede rædslerne som en af Hitlers nacht-und-nebel-fanger i de tyske fængsler, men som aldrig blev anerkendt i hendes levetid
  • Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder Margrete Valdemarsdatter, også kendt som Dronning Margrete d. 1, selvom det aldrig var hendes officielle titel. Men hun har – som den eneste indtil videre – samlet Norden

Altså kvinder, som har kunnet noget, villet noget og gjort noget – og som vækker mere genkendelse og mening end nogle af de kvinder, hvis navne man kan læse på stelerne på Kgs. Nytorv. Men som, selvom man læser om dem, stadig ikke træder frem på den indre lystavle som nogen, der har bidraget på nogen særlig måde til noget som helst i Danmark.  

Men måske folkene i juryen – som for manges vedkommende selv er optaget af design og lignende ligesom de kvinder, som det ikke giver mening at have med – har været fagblinde? Det er i hvert fald en tanke, som ligger nær på.

Læs her listen over de 49 kvinder, som er med – og se, hvor mange du kender:

Mathilde Fibiger
Pia Arke
Kamma Rahbek
Dorothea Biehl
Louise Danner – ja, der står der, selvom der burde have stået Louise Rasmussen eller grevinde Danner
Karen Jeppe
Dea Trier Mørch
Nina Bang
Nielsine Nielsen
Marie Krogh
Helga Pedersen
Tine Bryld
Sonja Mancoba
Elise Sørensen
Anna Hude
Karen Blixen
Jenny Kammersgaard
Anne Marie Carl-Nielsen
Nanna Ditzel
Franciska Clausen
Lis Hartel
Le Klint
Henny Harald Hansen
Kate Fleron
Marie Hammer
Else Marie Pade
Asta Nielsen
Hanne Adler
Thomasine Gyllembourg
Karen Volf
Thit Jensen
Johanne Louise Heiberg
Leonora Christine
Bodil Ipsen
Marie Christensen
Nella Larsen
Margrethe Krogh-Jacobsen
Bodil Koch
Sophie Brahe
Birgitte Gøye
Elisabeth Jerichau Baumann
Tove Ditlevsen
Amalie Skram
Olivia Nielsen
Liva Weel
Maria Stokkenbech
Lili Elbe
Maren Splid
Natasja Saad

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine, krig og vinter

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Perspektiver søges …

Så ser man på TV en familie med far, mor og to drenge på cirka 6 og 12 år. De står ude i lufthavnen, og skulle efter planen flyve med SAS til en græsk ø. Det kan de så ikke nu. For SAS går i strejke.

Det er selvfølgelig trist at miste en ferie eller noget andet, som man har glædet til.

Vi har alle prøvet det. En fest, en ferie, et højskoleophold, en koncert – som bare ikke blev til noget for vores vedkommende – og uden at det var vores ”skyld”.

Men guess what: Livet går videre – og vi kommer til at opleve andre ferier, fester, koncerter og alt det andet.

For så er det ikke værre at blive ”snydt for en slikkepind,” som man havde set frem til.

Det er nemlig i det store perspektiv ren luksus, ren forkælelse at tro, at man altid kan få det, som man vil. At man aldrig skal vente på noget, blive nægtet noget – eller på anden måde må se noget gå ens næse forbi.

Men der er mange danskere, som er vældig forkælede, og forventer alle behov opfyldt asap. Det så vi under pandemien, hvor folk ikke kunne klare sig uden at kunne gå ud og spise for eksempel. Og vi ser det nu igen med en aflyst ferie.

Ja, familien i TV-reportagen var så kede af det, at de græd!!! For de trængte virkelig til dén ferie, mente de. Så de stod og lignede nogen, der havde mistet det dyrebareste, som de havde.

—————-

Men det har dén familie ikke. Det har de pårørende til ofrene i Fields derimod.

For i dag – hvor hele landet græder over dem, der døde i Fields i går og deres efterladte – bliver tårerne over en tabt ferie bare endnu mere groteske end normalt.

Midt i deres selvoptagede jammer burde den over-sig-selv-og-den-tabte-ferie-grædende-familie tænke på, at der er to familier, som har mistet hhv. en 17-årig datter/søster/barnebarn og en 17-årig søn/bror/barnebarn. Samt at der er en familie, som har mistet en mand/far/måske søn.

Og at der er stadig mennesker, som kæmper for deres liv.

Her skal tårerne lægges. Ja, her kan man ikke lade være med at græde.

For der er mennesker, som ikke er her i dag – fordi en mand med et våben mente, at han havde ret til at fratage dem livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SAMMEN

Danmark og danskerne var helt oppe og køre.
Tre dages gul og rød-hvid-prikket Tour-fest i jubel, ja eufori med glade mennesker overalt i vores lille land.

Det var som et eventyr og næsten ikke til at forstå – men vi levede i dét, og hvor var vi stolte over os selv og vores land – og glade, rigtig glade.

Og så faldt skuddene i Fields … flere dræbte, flere sårede – og en 22-årig dansk mand er nu anholdt. Men måske er der flere gerningsmænd. Politiet er stadig i gang – og det samme er lægerne – med at redde liv.

——————

Så blev der sort omkring os.

Så viste hadet og mørket sit grimme ansigt igen – som det har gjort så mange gange i den vestlige verden i de sidste par årtier.

Et had, der har forskellige årsager – men hvor resultatet altid er det samme: At uskyldige mennesker fratages deres liv med fuldt overlæg.

Det skete også i Fields her i aften.

Smilene forstummede, ansigterne blev stive, og tårerne ligger kolde og tunge i øjenkrogen.

Gru og sorg.

Så er det NU, at vi danskere skal ranke ryggen og stå sammen. For kun ved insistere på medmenneskelighed og kærlighed kan mørket og ondskaben besejres.

SAMMEN klarer vi det her. I FÆLLESSKAB OG KÆRLIGHED. SAMMEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de France = Folkefest

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NYHED: Danmark og Canada deler landegrænse

Sommerpause eller ej.

Det her er en stor nyhed: Danmark har fået fast landegrænse med Canada.

Stedet hedder Hans Ø – og befinder sig i det arktiske område, og Danmark (som i Rigsfællesskabet) har i årevis sloges med Canada om retten til øen og især havbunden omkring den.

Sloges som i retten altså … og med et skål på vejen hjem.

For udover en masse ministre, embedsmænd, jurister og møder, så har krigsskibe fra Danmark og Canada på skift sejlet til øen for at plante flaget og lægge en skrivelse.

Men der er også hver gang lagt en flaske til de andre. De danske soldater lagde en flaske snaps – og de canadiske en flaske whisky.

Se, dét er en både sjov, sød og skøn måde at være uenige om suverænitet på …

Ikke noget med bomber og missiler, men alt klaret med snak, alkohol og en skål … og så er sagen løst:

Øen – og havbunden – er i dag delt i en dansk og en canadisk del.

Der skal heller ikke – så vidt vides – være fast grænsevagt på øen. Man regner ikke med mange overløbere og andet.

Læs hele historien her: https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-06-13-kongeriget-danmark-faar-landegraense-mod-canada-her-er-den

Fortsat god sommer.

Danmarksbloggen vender for alvor tilbage i løbet af august, men vil komme med anmeldelser over sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God sommer: Pandemien truer – igen

Danmarksbloggen er ked af at sige det. Sommeren er lige gået i gang, mange glæder sig til at skulle på ferie og alt det der …

MEN: Corona-virussen er samtidig på vej tilbage. Det er Omikron, som igen er på spil – nu i version BA.5.

Situationen er denne:

Vi har i øjeblikket en stigende epidemi i Danmark, hvor antallet af smittede med Omikron BA.5 fordobles hver niende dag.

Varianten Omikron BA. 5 er også for længst blevet en VOC (Variant of Concern), fordi såvel tidligere smitte med andre Omikron-varianter som vaccine tilsyneladende ikke giver immunitet. I Portugal går smitten amok i øjeblikket – og den stiger også meget i lande som Spanien og Tyskland.

Der trækker med andre ord sorte skyer op i horisonten – også over den danske muld.

For mit indre blik ser jeg derfor mundbind, lange køer i test-teltene og den der pind, der ryger ned i halsen, når poderen er i gang.

Jeg husker også den angstfulde spænding, når man skulle læse sit svar på Sundhed.dk, frygten når en fremmed uden mundbind hostede én meter væk i bussen eller bag én i supermarkedet – og alt det andet fra en pandemi-tid, som mange i et enkelt gyldent forår troede var forbi.

Men altså en pandemi-tid som måske tager endnu en runde med nedlukninger og alt det andet.

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke rigtig orker ikke at kunne leve frit … men i stedet skulle holde afstand, lade være med at være social, ikke gå på museum, ud og spise og alt det andet, som i virkeligheden er ren luksus at kunne i en verden, hvor mange lever omkring et eksistensminimum.

For så længe vi har vand, mad, varme og adgang til læger og medicin, så overlever vi. Så er alt godt. Det skal vi huske på i en tid, hvor de basale behov faktisk også er truet pga. krigen i Ukraine.

Men hverken dækning af de basale behov eller vores overflod er en naturlov.

Tværtimod er vi her i Danmark ret forkælede og vant til mere end overlevelse, så set i det lys er endnu en nedlukning måske meget sund. Vi har i hvert fald ikke noget valg, hvis pandemien kommer buldrende igen.

For sygdom er hver mands – og hver kvindes – herre m/k. Så jeg forbereder mig – mentalt – på at skulle igennem en omgang mere … eller fem.

For ingen ved, hvornår den her forbandede pandemi er forbi – sådan for alvor.

Og med dén triste note vil Danmarksbloggen ønske GOD SOMMER til alle.

Danmarksbloggen vil dog løbende (hvis der stadig er åbent i kulturlivet) lægge anmeldelser op i de kommende måneder, inden hverdagen – med eller uden nedlukning – starter igen i august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det blev et ja …

Det blev et ja til afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Danmarksbloggen anbefalede nej – med hjertet og med hjernen.

Men demokratiet har talt. Så fuld respekt.

For allerinderst inde – bagved alle politiske holdninger – handler det om demokratiet.

Danmarksbloggen tror nemlig på demokratiet, på folkestyret – og derfor skal der lyde et stort tillykke til dem, som stemte ja. Men også en erklæring om, at i morgen er der atter en dag.

For nu gælder det om at samarbejde.

For kun i dialog med hinanden – en saglig og ordentlig dialog, uanset om man er enige eller uenige – kan demokratiet blomstre.

Og demokratiet skal gro, blomstre og folde sig ud.

Dét er nemlig den eneste samfundsform, som vi ønsker her til lands.

Så nu skal vi videre … mod nye folkeafstemninger måske?

Danmarksbloggen bider i hvert fald mærke i, at statsministeren siger, at nej, hun kan ikke se nogen årsag til at stemme om de tre resterende forbehold, blandt andet fælles mønt – og unionsborgerskab.

Men kan man nu regne med det? Forsvarsforbeholdet, som nu er væk, var ikke et problem i efteråret 2021 for regeringen. Men så kom Ruslands invasion af Ukraine, som ikke har aktiveret en eneste EU-mission af militær karakter – og så Fanden pludselig løs i Laksegade, og vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, selvom NATO håndterer sagen glimrende.

Så tillad Danmarksbloggen at tvivle på løftet om ingen snarlige afstemninger om de andre EU-forbehold. Hvis der kommer mindste anledning, så skal både en borgerlig og en socialdemokratisk regering nok bide til EU-bolle …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prisen på at stemme ja = Mere end en milliard kroner

Et dansk ja i morgen kan komme til at koste danskerne mere end en milliard kroner – om året.

Stemmer danskerne ja i morgen til at afskaffe forsvarsforliget, kommer det nemlig til at koste.

De første 26,6 millioner danske kroner er den faste årlige udgift, men også den mindste. Den dækker udgifterne til Den Europæiske Fredsfacilitet, som trods navnet bruges til at støtte EU´s militære aktioner, til Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor nyt militært isenkram udvikles, og endelig til Det Europæiske Satellit-center, som ikke overraskende laver satellit-fotos.

Men det er som sagt småpengene.

For de store udgifter bliver, når vi går med i militære EU-aktioner kaldet missioner. I Sverige, som er med i EU´s forsvarssamarbejde, kostede det fx en milliard danske kroner, at en svensk militærstyrke var med i en EU-mission i seks måneder.

Selv har vi også – trods forsvarsforbeholdet – allerede været afsted. Både i Guinea-bugten, hvor vi sendte fregatten Peder Skram. Det kostede 80 millioner. Samt i Mali, hvor vi havde soldater nede og blande sig i en lokal konflikt. Det kostede 115 millioner.

Pt. vil ingen danske politikere forholde sig til danske soldater i Afrika. Men det er en reel mulighed, hvis vi stemmer ja. Også fordi Afrika netop har den gas, som vi har brug for (selv med vindmøller med mere), og som vi ikke længere vil købe af Putin.

For den her folkeafstemning handler ikke om Europas grænser. De forsvares af NATO. Det siger EU selv, når de taler højt – mens de samtidig hvisker EU-hær. For sådan én drømmer man om i Bruxelles, Paris og Berlin – og man skal såmænd nok også få den.

Spørgsmålet er bare, om Danmark er med eller ej i denne EU-hær. For hele det her handler om sikring af gas – og andre råstoffer og mineraler – til Europa på den korte bane, og Europas Forenede Stater på den lange.

SÅ: Er vi klar på at ofre en milliard kroner – og evt. også danske soldaters liv – på dét alter? Danmarksbloggen siger NEJ, og anbefaler at stemme NEJ i morgen d. 1. juni.

Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folkeafstemning/faa-overblikket-saa-meget-kommer-et-ja-til-koste

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk