Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Wiinblad på Arken

Danmarks store, internationale kunstner Bjørn Wiinblad udstilles i øjeblikket på Arken i Ishøj.

Danmarksbloggen var forbi i sidste uge og kan konkludere, at udstillingen er et besøg værd: Illustrationer, fade, vægtæpper, vaser, kulisser, kostumer, plakater og meget mere kan beses i de store sale, hvor der er godt med plads både i højden og i bredden til at man for alvor kan nyde Wiinblads værker, der på en og samme tid er både så mangfoldige og så ens.

Mangfoldige fordi han arbejdede med så mange forskellige farver og i så mange forskellige materialer – men ens fordi motivet stort set var det samme gennem hele hans virke. Nemlig mennesker – primært ansigter – fra nord, syd, øst og vest, fortid og nutid, der alle fremstilles med de farvestrålende, runde og svungne kurver, der sammen med allehånde små detaljer var så karakteristiske for Wiinblad.

Danmarksbloggen vil derfor udnævne Bjørn Wiinblad til konceptkunstner med tema´et: “Runde ansigter fra hele kloden”

Arkens udstilling, der løber frem til d. 17. januar 2016, skal derfor også have fire store runde og glade Wiinblad-hoveder ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre kvinder, der kunstnerisk – men uden at være særligt politiske eller kvindefrigørende – markerede sig ved 1900-tallets start:

Anna Ancher, Marie Krøyer og Ingeborg Stuckenberg

Når man siger Skagensmalerne, siger de fleste automatisk Ancher og Krøyer. Mange tænker også først – og måske endda kun – på Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og nok er de to herrer nogle af Danmarks bedste malere nogensinde, men især Anna Ancher, Michaels hustru, malede på et niveau, der var fuldt sammenligneligt med de to mænd.

Ja, på nogle måder overgik Anna Ancher de to mænd. Hun var således den mest moderne af alle Skagensmalerne på grund af hendes optagenhed af lyset og farverne fremfor fortællingen i billedet. Hendes mand anerkendte det også – og var stolt af sin dygtige hustru, som han også sparrede flittigt med. Sammen tog parret også på flere studierejser til udlandet.

Anna Ancher (1859-1935) var født i Skagen og var datter af parret Brøndum, der havde både byens købmandshandel og gæstgiveri – det som i dag er det velkendte Brøndums hotel, hvor også Ancher, Drachmann, Krøyer og alle de andre slog sig ned, da de kom til byen.

Anna Ancher, der var en både kvik og sød ung pige, begyndte derpå også selv at male og tegne – og havde et stort talent.

Faktisk så meget at det lykkedes hende at blive optaget på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder i København i en tid, hvor det ikke var almindeligt, at kvinder fik en kunstnerisk uddannelse. Ja, hvor kvinder slet ikke havde adgang til Kunstakademiet.

Men på Kyhns malerskole for kvinder måtte de godt komme, så her gik Anna i tre vintre, og hun blev ved med at male, også selvom Vilhelm Kyhn mente, at hun burde søsætte sin malerkasse, da hun blev først gift og siden mor.

Men det gjorde Anna Ancher altså heldigvis ikke. Hun fortsatte med at male og udstillede mange gange i sit liv. Hun modtog også adskillige priser for hendes malerier, der i valg af motiv var ”typisk kvindelige”, idet hun primært malede hjemmet, kvinders og børns verden.

Det var der heller ikke rigtig nogen, der havde gjort før – og det er til dels takket være hendes stadig så levende malerier, at vi let kan sætte os ind i, hvordan det var at være kvinde for lidt over 100 år siden.

Anna Ancher var en ener, både i hendes stærke og koloristiske malestil, men også fordi hun som en af de få kvindelige kunstnere i hendes generation fik anerkendelse og respekt – både i ind- og udland, både fra mænd og kvinder.

P.S. Krøyer skal således have sagt, at Anna Ancher var den første i Danmark, som det lykkedes at male solskinnet. Han var dog ikke ligeså rummelig overfor hans egen hustru.

Marie Krøyer (1867-1940), født Triepcke, blev derfor på mange måder Anna Anchers modsætning, selvom udgangspunktet var det samme: To unge piger med kunstneriske evner, der modtog undervisning i at male og tegne.

Men hvor Anna Ancher fik et lykkeligt liv fuld af kunst – også den som hun selv udøvede – sammen med en mand, der elskede hende, blev Marie Krøyers liv langt mere dramatisk og ulykkeligt.

Marie besøgte Skagen første gang i 1887, men det var først i vinteren 1988-89, at hun blev en del af den skandinaviske kunstnerkreds. Det skete under et ophold i Paris, hvor blandt andet Anna Ancher også var – og en vis P.S. Krøyer, der nok var genial som maler, men som menneske særdeles psykisk ustabil.

P.S. og Marie forelskede sig alligevel – og blev også gift få år efter, og så stoppede Maries malerier stort set. Hun tegnede og malede lidt, men ikke meget – og slet ikke som veninden Anna Ancher. Krøyer, som nok kunne rose Anna Ancher, brød sig nemlig ikke om, at hans egen kone malede. Hun skulle være hustru og mor.

Så i stedet kastede Marie sig over indretning og design af hjemmet – noget som hun fik megen anerkendelse for indenfor kredsen, men aldrig udenfor, selvom hendes stil og kreationer stod mål med det bedste, som der blev udstillet.

Ægteskabet med P.S. Krøyer var som sagt fuld af op- og måske især nedture, også fordi han ofte var indlagt pga psykiske problemer. Og det var under en af disse indlæggelser, at Marie i 1902 tog til Italien på egen hånd. Her mødte hun den svenske komponist Hugo Alfvén, og de to startede et romantisk forhold.

P.S. Krøyer ville dog ikke lade sig skille – ikke før i 1905, hvor Marie var blevet gravid med Hugos barn. På Krøyers berømte Skt. Hans-aften maleri med Drachmann i midten kan man også se Marie og Hugo stå væk fra de andre, i skyggen ovre ved båden. Det var den bedragne eks-mands måde at hævne sig på.

Under alle omstændigheder, så flyttede Marie med Hugo til Sverige, hvor hun boede resten af sit liv, også selvom hun og Hugo Alfvén blev skilt få år, før hun døde.

For nok var Maries ægteskab med Hugo Alfvén lykkeligere end det, som hun havde med P.S. Krøyer – men det var ikke lykkeligt. Hugo var sammen med andre kvinder på stribe – og til sidst ville han skilles og giftes med en anden.

Så Marie døde ensom og syg i Stockholm kort efter Anden Verdenskrigs udbrud.

Langt senere – i 1980´erne og igen i 2002 – har offentligheden fået kendskab til flere af hendes værker samt tegninger og skitser. Fine sager, der viser, at nok var Marie ikke på niveau med Anna Ancher, men hun var rigtig god – også sammenlignet med de fleste andre Skagensmalere. Og var hun fortsat med at male og tegne, må man formode, at hun nok også havde udviklet sig.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) fik et meget kort liv. Hun kom fra et velhavende hjem og blev i 1887 gift med digteren Viggo Stuckenberg. Deres hjem blev nærmest et nyt Bakkehus, hvor 1890´ernes kunstnere og forfattere som fx Sophus Claussen samledes og diskuterede deres værker og ideer.

Selv skrev Ingeborg Stuckenberg også, men kun en enkelt novelle (Badegæster fra 1889) blev trykt. Det er dog en kendt sag, at hun fx også har skrevet store dele af Viggo Stuckenbergs roman ”Fagre ord” fra 1895.

Ingeborgs ægteskab med Viggo var mere end stormfuldt. Ægtefællerne elskede hinanden, men deres heftige temperamenter skabte store problemer, som man også kan læse det i Viggo Stuckenbergs måske mest rørende digt, tilegnet netop Ingeborg:

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured´ og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster,
for Sommerens sagte Vind

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer´ ondt,
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt

Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar,
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar

Desværre kunne Ingeborg og Viggo ikke nøjes med at se på hinanden og glatte hinandens hår, selvom de elskede hinanden inderligt.

I stedet gik ægteskabet i stykker, og Ingeborg tog nærmest i desperation til New Zealand sammen med sin nye elsker, en gartner. Dét fortrød hun bitterligt, da hun kort efter ankomsten sad derude en halv jordklode væk. Gartneren var smuttet. Hun var helt alene og uden penge eller anden mulighed for at komme hjem til Danmark. For Ingeborg må det have føltes som om alt hørte op. Hendes liv endte også på den mest tragiske måde med hendes selvmord.

Ingeborgs sidste ord gjaldt – selvfølgelig – Viggo Stuckenberg. Inden hun skød sig, skrev hun nemlig med adresse til sin tidligere mand: ”Hvor har jeg elsket dig med al mit Livs forspildte Varme.”

Mere hjerteskærende bliver det ikke – og bedst sammenfattes hele hendes liv og væren med vennens Sophus Claussens ord: ”Der bliver så fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturens sejr i en kold tid

Danskerne kan gode lide kultur. Rigtig kultur. Ægte kultur. Den langtidsholdbare kultur.

Skulle man være i tvivl, kan man blot se på gårsdagens begivenheder.

Allerførst selvfølgelig den glædelige nyhed, at Danmarks Underholdningsorkester (det der tidligere hed DR´s Underholdningsorkester) sandsynligvis overlever. Det er mere end godt nyt for orkesteret selv, for musiklivet i Danmark og for kulturen generelt.

Men også den lange kø af flere hundrede mennesker, der ventede på at komme ind på Charlottenborg i København, hvor der i går aftes var fernisering på Forårsudstillingen, fortæller, at danskerne vil kulturen, den ægte kultur, den der har et ærinde og fortæller noget – og ikke den X-Factor-orienterede kultur, som DR valgte at satse på istedet for Underholdningsorkesteret.

Det var en forkert beslutning. For danskerne vil ikke længere nøjes med tomme kalorier. De vil have substans. Kulturen har altså sejret i en kold tid. Dét er godt nyt at holde weekend på. 

Husk i øvrigt at du stadig kan støtte Danmarks Underholdningsorkester.
Læs mere her:
https://www.facebook.com/pages/Bevar-DR-Underholdningsorkesteret/824288120949860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

De danske kirker vurderes at rumme kunst for millioner, ja måske milliarder.

Det er altså den rene kunstskat, som vore kirker ligger inde med. Men passes der godt nok på alle de skønne malerier, statuer, lysestager, alterkalke og så videre?

Noget tyder desværre på, at svaret er nej. Nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside viser ihvertfald, at der er stjålet kunst fra de danske kirker for 76 millioner siden 2007:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2014/03/11/180426.htm

I artiklen siger Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen også:

“Vi giver med jævne mellemrum en opsang til menighedsrådene om, at de skal være opmærksomme på tyverier. Når vi hører om, at der er bølger af tyverier mod kirkerne, skriver vi typisk til menighedsrådene og beder dem om at sikre deres kirker. Og det er det, vi kan gøre.”

Citat slut.

Hun har fuldstændig ret. I Danmark er menighedsrådene 100% selvbestemmende over deres sogn og kirke. Spørgsmålet er så, om vi kan overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggen mener nej, også selvom det på mange (andre) områder er fint med kirker og menighedsråd, der er selvstyrende og selvbestemmende.

Men her er et område, hvor man ikke kan forvente, at alle kirker og alle menighedsråd i hele Danmark skal besidde kompetancer – såvel faglige som økonomiske – til at forvalte den store kunstskat, som er i vores kirker.

Dén opgave skal istedet lægges i hænderne på professionelle kunstforvaltere – og det haster. For der stjæles som aldrig før i de danske kirker, og det vil både vi og kommende generationer lide under.

For kirkerne rummer store dele af al dansk kunst før 1800-tallet. Og nok virker tiden før år 1800 for mange som meget lang tid siden, men også årene op til år 1800 er en vigtig del af os selv og vores rødder. En del som vi behøver for at forstå, hvem vi er, og hvad Danmark er for et land.

Det er i mere end en forstand arvesølvet, der er i fare her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rusland og vigtigheden af at skelne

OL i russiske Sochi er godt igang – og det samme er overfaldene på homo-, trans- og biseksuelle i et Rusland, der kun anerkender det heteroseksuelle forhold som det normale.

Dét er bare ikke i orden. Og det kan der ikke tordnes nok imod. Og heldigvis bliver der også protesteret – meget og intensivt – over hele verden, og også i Danmark. En af de bedste måder at vise vor holdning på her i landet var sidste uges navngivning af pladsen ved Vartorv i København. Den hedder nu Regnbueplads.

Men det er vigtigt at skelne. Meget vigtigt.

For mange år siden da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var en af konsekvenserne at tysk litteratur, musik og kunst i mange år var bandlyst fra det gode selskab, medmindre det var skabt af erklærede modstandere af Hitlers nazi-regime. Man kunne nemlig ikke bakke op om noget, der kom fra et land, der havde fostret så megen ondskab, var holdningen.

Men et lands forfattere, kunstnere, komponister og andre, der beriger det gode i mennesket, skal ikke lide under, at der findes andre (magt)mennesker i deres land, som står for holdninger og handlinger, der er 100% uacceptable. Det er ikke fair.

Danmarksbloggen frygter, at netop det vil ske for Ruslands enorme kulturarv, som ellers er til gavn og glæde for en hel verden. For en ting er den forfølgelse og de overfald, der sker i Rusland, bare fordi et menneske har en anden seksualitet end den heteroseksuelle. Dét kan der som sagt ikke tales nok imod. Det skal påtales og forlanges ændret hele tiden.

Men de forfølgelser og overfald har ikke noget at gøre med den kunst, den musik og den litteratur, der også kommer fra Rusland, som er et land med så mange og så store kontraster både i naturen, i historien og alle andre steder, at det formentlig er derfor, at Rusland har kunnet fostre nogle af de største indenfor kunst, musik og litteratur.

Tag en Dostojevskij, der har skrevet banebrydende bøger som “Forbrydelse og Straf” og “Idioten”. Eller en Tolstoj, der skrev storværkerne “Krig og Fred” og “Anna Karenina”. En Fabergé med hans unikke og juvelbesatte påskeæg. En Kandinskij, der har haft stor betydning for flere retninger indenfor malerkunsten, men måske især den abstrakte. Og endelig Tjajkovskij, der har komponeret noget af verdenens smukkeste og mest gribende musik med storværkerne “Nøddeknækkeren” og “Svanesøen”.

Vi skal derfor også fortsat høre den storslåede russiske musik, læse de dybe russiske bøger og se den imponerende russiske kunst – samtidig med at vi kæmper imod den umenneskelighed, der foregår i de russiske gader her og nu.

For vi skal kunne skelne – eller er vi ikke et hak bedre end de russere, der overfalder andre, bare fordi de er anderledes end dem selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster på Statens Museum for Kunst og ni andre gode efterårsferie-tips

Efterårsferien starter i morgen lørdag d. 12. oktober. Og traditionen tro vil mange bruge en del af efterårsferien på kulturelle arrangementer.

Danmarksbloggen iler derfor med ti kulturelle kvalitets-tips til alle, som bliver hjemme i stedet for at rejse til enten varmere himmelstrøg eller til Europas storbyer, der ellers begge er sikre hits i uge 42.

1) Blomster i København: Efterårsferien er sidste chance for at opleve – eller gense – den meget roste udstilling på Statens Museum for Kunst “Blomster og Verdenssyn”, der består af flere hundrede års blomstermalerier fra både ind- og udland. Udstillingen viser også offentligheden de enestående blomsterbilleder fra bogen “Gottorfer Codex” for allerførste gang.

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/blomster-og-verdenssyn/

2) Heste og skattejagt hos Carlsberg i København: Besøg det historiske Carlsberg og kom helt tæt på bryggerhestene Aksel, Marko, Marcon, Ludvig, Bo og Louise, når de får sko på, er i stalden eller er spændt for de store bryggervogne, som man også kan få en tur med rundt på Carlsbergs område. Der er også skattejagt og historiefortælling.

http://www.visitcarlsberg.dk/Pages/front.aspx

3) Æbledage i Esrum: Esrum Kloster i Nordsjælland danner i dagene 14. – 18. oktober rammerne om æblet set fra alle vinkler, både historien om de franske munke, der bragte æblet til Danmark, æblesmagning, æbler over bål, æble-bueskydning og meget mere.

www.esrum.dk/arrangementsoversigt/

4) Historien kommer til live i Lejre ved Roskilde: Sagnlandet Lejre byder på et tætpakket program alle dage i efterårsferien, hvor børn og voksne kan snitte deres egen kniv, lave runer, opleve vikingerne ofre til guderne, se jernaldermennesket lave både mad og våben over bålet og meget mere.

www.sagnlandet.dk/Ugeprogrammer-2013.1093.0.html?&no_cache=1

5) Kongelig kunst i Århus: På ARoS udstiller regentparret for første gang sammen. Dronningen bidrager med landskabsmalerier, kirketekstiler, scenografier samt  découpager, mens Prinsgemalen sår for skulpturer i bronze og marmor samt poesi. Udstillingen PAS DE DEUX ROYAL åbner imorgen 12. oktober og varer til 23. februar 2014.

http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2013/pas-de-deux-royal/

6) Blå time i Skagen: Skagen er for mange lig med sommer, sol og skagensmalerne. Men Skagen er også dejlig resten af året, og Skagens Museum viser frem til 20. april 2014 udstillingen “Den blå time – stemninger hos skagensmalerne”, der består af værker fra Skagens Museums egen samling med fokus på sanselighed og stemninger.

www.skagensmuseum.dk

7) 1864-byvandring i Sønderborg: Sønderborg lader op til 150-året for 1864 med en byvandring i Sønderborg, hvor cirka en trejdedel af byen blev ødelagt af preussernes bombardement 2.- 3. april 1864. Begivenhederne i 1864 Dybbøl var i flere generationer et nationalt traume for danskerne, som vi måske først nu er ved at forvinde. Vandringen finder sted tirsdag d. 15. oktober kl. 15.

http://1864dage.dk/1864-byvandring-med-guide/?event_id=1

8) Eventyrforestilling i Odense: I H. C. Andersens by spiller Odense Teater “Snedronningen” af netop H. C. Andersen, Danmarks mest berømte søn. Musikforestillingen anbefales til alle fra 6 år.

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/snedronningen

9) Rollespil på Bornholm: Bornholm Middelaldercenter lægger op til en drabelig uge, når orker, dæmoner og helte går løs på hinanden i dramatiske rollespil i efterårsferien. Alle kan være med, både de erfarne og nybegynderne, børn, unge og voksne. Og når man er færdig, kan man nyde den fantastiske natur på Danmarks eneste klippeø.

www.bornholm.info/rollespilsugen

10) En tur over Øresund: Kun en times kørsel fra København i bil – eller med tog direkte fra Hovedbanegården – ligger Lund, der engang var købstad i Danmark. Lund er idag en skånsk universitetsby centreret omkring Lunds Domkirke, der er kendt for sit historiske, astronomiske ur fra Middelalderen. Det er enestående og spiller stadig to gange om dagen, mens de tre vise mænd og tre riddere kommer ud og viser deres respekt for jomfru Maria og det lille Jesus-barn.

www.lundsdomkyrka.se/lunds-domkyrka/rundtur/uret/

Udover disse kulturelle arrangementer er det værd at nævne, at det altid er dejligt med en dag i en gylden efterårsskov, hvis ikke man bliver derhjemme i sofaen med en god bog eller måske en film. At skære græskar, bage boller og drikke kakao er også hyggelige efterårsferie-fornøjelser.

Danmarksbloggen ønsker alle en god efterårsferie, uanset hvor og hvordan den skal tilbringes – og glæder sig til at vende tilbage i uge 43.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk