Tag-arkiv: kunst

Anmeldelse: Tivoli 180 år

Udgivet den af
1

Kan man anmelde et sted? Såmænd kan man så – i hvert fald når der er tale om en forlystelsespark. Endda én, som fylder rundt. For det gør Tivoli.

Georg Carstensens gamle have bliver denne sommer hele 180 år. Imponerende er det, og selvom selve dagen først er til august, så foregår fejringen selvfølgelig hele året.

Undertegnede var derfor i Tivoli sidste uge – og umiddelbart lignede meget sig selv med en masse glade gæster i alle aldre – deriblandt mange fra andre lande. Der blev talt både engelsk, amerikansk, japansk, tysk, italiensk, fransk og svensk omkring undertegnede.

Der blev også spist is, kørt i rutschebane, kastet med bolde og alt det andet, som hører sig til en tur i Tivoli.

Så langt, så godt. Men nogle gange skal man også se efter det, som IKKE er dér.

Og her mangler meget af det, som indtil for få år siden var essensen af Den Gamle Have. De to vigtigste er:

  1. Levende musik mange gange om dagen fra det nu hedengange Promenadeorkester, som spillede til de to daglige forestillinger på Pantomimeteatret samt til de 3-5 daglige koncerter i den nu nedrevne Muslinge-pavillon.
  2. Børneteatret Valmuen, som tre gange om dagen spillede et af H. C. Andersens eventyr på måder, som var lige så mageløse, som eventyrerne er det – og som tiltrak mindst lige så mange voksne som børn.

I stedet er der kommet en Food-hall og et hotel, som begge er præcis lige så ligegyldige og livløse som parkeringspladsen foran Ikea.

Ganske forstemmende er det, når der er skåret en så stor luns af dén charme og dét eventyr i Tivoli, som gennem mere end 150 år gratis formidlede kunst, kultur og dansk historie til alle og enhver. For nu handler hver kvadratmeter om at tjene penge – og det skal gøres så billigt som muligt. Apropos Ikea.

Men det er skade, at den daglige musik er væk, at roserne ikke findes i rosenhaven mere, at der skæres ned på blomsterne i Den Gamle Have i det hele taget – og at den særlige ro og plads til eftertænksomhed er væk.

Man kan være heldig at finde en smule af den gamle Tivoli-sjæl en sen aften udenfor højsæsonen, når man går rundt for selv på steder, hvor der er lukket for dagen. Så kan man – hvis man lytter godt efter – måske høre de gamle dage hviske til én – eller en tone fra Promenadeorkestrets eminente musikalske behandling af de gamle melodier.

Eller man kan et øjeblik mærke suset fra kulturens højder, når Pjerrot fjoller, og løjerne er i gang på Pantomimen, så alle griner, som de har gjort det gennem alle generationer, når manden med det hvide ansigt laver spas med bedsteborgeren

Og nu vi er ved pantomimen: Så skal man lade være med at introducere nye pantomimer, som man har gjort det i år med ”Ude godt, hjemme bedst”, når de blot er en forklædt ballet. Men vi gider ikke Bo Bendixens forsøg på at lege balletmester på Det Kgl. Teater. Vi vil se klassisk comedia dell arte. Deres historier holder.

Big Bandet kan heldigvis stadig nydes – og Fredagsrock er stadig en god opfindelse. og man kan også stadig købe en øl og spise et stykke smørrebrød.

Men der mangler meget. Der er alt for meget kommercielt ukrudt i Den Gamle Have. Så desværre kan Tivoli kun få tre ud af seks ballongynger – og den ene gives endda kun af taknemmelighed over dét fantastiske, som Tivoli var engang – og som det bør blive igen.

Danmarksbloggen opfordrer derfor Tivoli til at se på det fine skilt med tallet 180, som hænger ved hovedindgangen. 180 år. Dét forpligter – til at tænke i kultur og kvalitet og ikke som nu i ussel mammon.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevar den danske kultur

Udgivet den af
Svar

I en global verden, hvor diverse streamingtjenester og andre med ønske om at tjene penge på vores behov for underholdning slås om vores opmærksomhed, er det vigtigt at holde fast i den danske kulturarv.

Det gør vi også med det helt åbenlyse som H. C. Andersen, hvis museum i Odense for nylig genåbnede i en ny og udvidet udgave.

Men hvad med de andre? Her kniber det gevaldigt.

Der er fx den verdensberømte forfatterinde Karen Blixen, som i årevis var indstillet til Nobelprisen i Litteratur – og også havde fået den, hvis ikke det havde været for ét enkelt medlem af Akademiet, som ikke kunne lide hende. Baronesse Blixen er kendt og elsket og læst verden over – og man kan besøge hendes hjem i Rungsted. Endnu.

For ja, Karen Blixen Museet findes – endnu. Men det lukker, hvis ikke finansloven går hjem. Ja, det var lukket på den finanslov, som Socialdemokratiet havde fremlagt – hvis partiet stadig havde været alene i regering. Og selvom Blixen-museet reddes med den nye SVM-finanslov, så gælder bevillingen kun i fire år.

Dét duer ikke.

Karen Blixen er ikke den eneste del af vores nationale arv – kulturarven på allerhøjeste hylde, som også imponerer resten af verden – som vi risikerer at smide ud med badevandet.

Det kan også ske med Skagensmalerne. Skagensmuseum fik fx kun 1,7 millioner kroner sidste år, mens Arken og Louisiana fik henholdsvis 32 og 33 millioner kroner.

Arken og Louisiana, som primært udstiller udenlandske og moderne kunstnere. Det skal også til – helt bestemt. Men det duer ikke at forgylde udenlandske kunstnere, mens dansk kunst og kultur går for lud og koldt vand.

Vi ER simpelthen nødt til at gøre mere for vores egen kunst og vores egne kunstnere – og vi danskere er nødt til at vide mere om dansk kunst og kultur, hvis vi fortsat vil være danske.

At være dansk er nemlig at kende sine rødder, sin historie, dét som vi er rundt af. For kun sådan kan vi føle dét fællesskab på tværs af tid og sted, som det er at være dansk.

Det kræver, at man kender sin historie – og sin kultur, som man netop kan møde på … ja, rigtigt gættet museerne, hvor dygtige mennesker står klar til at formidle alle fortællingerne, vise alle billederne og alt det andet.

Så en holdbar plan og penge nok er vejen frem for Blixen Museet, Skagens Museum og en hel masse andre vigtige museer og institutioner.

Sæt i gang. Bevar dansk identitet. Bevar Danmark. Bevar dansk kultur.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen be´r om problemer: Corona-passet

Udgivet den af
Svar

Regeringen barslede her til morgen med et Corona-pas, som skal være på plads indenfor nogle få måneder.

Et Corona-pas er sådan en digital tingest, som viser, at man ER blevet vaccineret – og derfor kan komme på rejser – og ud og spise på restauranter – og ud og opleve kultur på museer, i teatre og andre steder, som er dybt savnede i øjeblikket.

Så umiddelbart kan man jo tænke: SIKKE EN GOD IDÉ med det Corona-pas. For vi skal jo – både for vores mentale sundheds og for økonomiens skyld – have gang i rejserne og kulturlivet igen.

MEN der er også en del forbehold, som skyldes, at indførelsen af et Corona-pas er det samme som at bede om problemer:

  1. ALLE – som i ALLE – vaccine-parate (og det er cirka 90% af befolkningen) vil nemlig være interesseret i at få deres vaccine ASAP, når det Corona-pas kommer. For dén vaccine vil være adgangsbilletten til de hellige haller.
    Så der kommer en sværm af ophedede debatter, om HVEM der skal have vaccinerne og HVORNÅR. Det skal nok blive kaos – og grimt. Og solidariteten med de ældste og de svage risikerer at ryge lukt ned i skraldespanden sammen med de brugte kanyler.
  2. Og så vil der være massive klagesange og brok fra dem, som kun vil nyde og ikke yde – dvs. dem, der ikke vil vaccineres. Bemærk der skrives vil. For der er også en gruppe, som ikke kan tåle vaccinerne – og som skal have deres adgangspas til de hellige haller hvornår?
  3. Og hvad med de børn og unge, som qua deres alder ikke kan vaccineres? Må de komme med flyet, i Tivoli, i cirkus, på museum etc?
  4. Og hvad med restauranter med mere: Kan vi stole på, at de viser personer uden et Corona-pas vintervejen?

Regeringen har med Corona-passet selv bedt om flere problemer. Og det i en tid, hvor nye mutationer truer med i værste tilfælde at gøre de eksisterende vacciner ligegyldige.

Som at fx den brasilianske P1 og en spritny variant (E484K) af den ellers relativt nye britiske variant B117 tilsyneladende kan gå udenom både vacciner og antistoffer fra ellers overstået COVID-sygdom – og give en ny omgang COVID-19-sygdom.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november

Udgivet den af
1

November er en lang og trist måned. Danmarksbloggen har derfor sat sig for at skrive om verdenskendt dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november.

Vi starter med Wilhelm Hammershøi … vores vældig verdensberømte maler, hvis maleri ”Interiør fra Strandgade 30” skal sælges i slutningen af november på auktion hos Bruun Rasmussen, hvor maleriet forventes at indbringe ikke færre end 30 millioner kroner.

Det er vildt mange penge for et billede af en dør, et vindue og en kvinde, der står og læser i en bog – endda et billede udelukkende lavet i diverse hvide, grå og sorte nuancer, som Hammershøi er kendt for at holde sig til. Sand nordic noir – og sand minimalisme kunne man sige. Ikke desto mindre så enkelt, at det bliver massivt kedeligt.

Lige i hælene på Hammershøi som mester af det triste kommer Michael Kvium, som basalt set kun har malet ét billede i sin glorværdige karriere, nemlig af den samme grimme mand i forskellige situationer og fra forskellige vinkler. Her er der flere farver med, men det er stadig trist.

Ikke desto mindre falder i det mindste kunsteliten og alle wanna-bee-kunstelite-individer i svime over disse mandslinger i de forskellige akavede positioner, og kalder Kviums malerier for ”stor kunst, som siger noget om samfundet – og om os nutidsmennesker”.

Danmarksbloggen mener, at Kviums mandslinger i bedste fald kan sammenlignes med det tomgangs-blik, som man ser hos de mange, der sidder bøjet over deres mobilskærm på vej hjem i bussen, metroen eller toget i myldretiden her i november-mørket.

Danmarksbloggen er helt klar over, at mange vil være vildt uenige i Danmarksbloggens påstande om Hammershøi og Kvium – og det er i virkeligheden det bedste af det hele.

For enighed fører til ensretning – og tomgang. Mens uenighed fører til diskussion og nye tanker – så nye frø kan spire. Og det kan også ske her i årets kedeligste og mest grå måned, hvor det bliver mørkere og mørkere dag for dag – og hvor lyset og farverne endnu er meget langt væk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udgivet den af
Svar

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Udgivet den af
Svar

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

Udgivet den af
Svar

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Wiinblad på Arken

Udgivet den af
Svar

Danmarks store, internationale kunstner Bjørn Wiinblad udstilles i øjeblikket på Arken i Ishøj.

Danmarksbloggen var forbi i sidste uge og kan konkludere, at udstillingen er et besøg værd: Illustrationer, fade, vægtæpper, vaser, kulisser, kostumer, plakater og meget mere kan beses i de store sale, hvor der er godt med plads både i højden og i bredden til at man for alvor kan nyde Wiinblads værker, der på en og samme tid er både så mangfoldige og så ens.

Mangfoldige fordi han arbejdede med så mange forskellige farver og i så mange forskellige materialer – men ens fordi motivet stort set var det samme gennem hele hans virke. Nemlig mennesker – primært ansigter – fra nord, syd, øst og vest, fortid og nutid, der alle fremstilles med de farvestrålende, runde og svungne kurver, der sammen med allehånde små detaljer var så karakteristiske for Wiinblad.

Danmarksbloggen vil derfor udnævne Bjørn Wiinblad til konceptkunstner med tema´et: “Runde ansigter fra hele kloden”

Arkens udstilling, der løber frem til d. 17. januar 2016, skal derfor også have fire store runde og glade Wiinblad-hoveder ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre kvinder, der kunstnerisk – men uden at være særligt politiske eller kvindefrigørende – markerede sig ved 1900-tallets start:

Anna Ancher, Marie Krøyer og Ingeborg Stuckenberg

Når man siger Skagensmalerne, siger de fleste automatisk Ancher og Krøyer. Mange tænker også først – og måske endda kun – på Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og nok er de to herrer nogle af Danmarks bedste malere nogensinde, men især Anna Ancher, Michaels hustru, malede på et niveau, der var fuldt sammenligneligt med de to mænd.

Ja, på nogle måder overgik Anna Ancher de to mænd. Hun var således den mest moderne af alle Skagensmalerne på grund af hendes optagenhed af lyset og farverne fremfor fortællingen i billedet. Hendes mand anerkendte det også – og var stolt af sin dygtige hustru, som han også sparrede flittigt med. Sammen tog parret også på flere studierejser til udlandet.

Anna Ancher (1859-1935) var født i Skagen og var datter af parret Brøndum, der havde både byens købmandshandel og gæstgiveri – det som i dag er det velkendte Brøndums hotel, hvor også Ancher, Drachmann, Krøyer og alle de andre slog sig ned, da de kom til byen.

Anna Ancher, der var en både kvik og sød ung pige, begyndte derpå også selv at male og tegne – og havde et stort talent.

Faktisk så meget at det lykkedes hende at blive optaget på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder i København i en tid, hvor det ikke var almindeligt, at kvinder fik en kunstnerisk uddannelse. Ja, hvor kvinder slet ikke havde adgang til Kunstakademiet.

Men på Kyhns malerskole for kvinder måtte de godt komme, så her gik Anna i tre vintre, og hun blev ved med at male, også selvom Vilhelm Kyhn mente, at hun burde søsætte sin malerkasse, da hun blev først gift og siden mor.

Men det gjorde Anna Ancher altså heldigvis ikke. Hun fortsatte med at male og udstillede mange gange i sit liv. Hun modtog også adskillige priser for hendes malerier, der i valg af motiv var ”typisk kvindelige”, idet hun primært malede hjemmet, kvinders og børns verden.

Det var der heller ikke rigtig nogen, der havde gjort før – og det er til dels takket være hendes stadig så levende malerier, at vi let kan sætte os ind i, hvordan det var at være kvinde for lidt over 100 år siden.

Anna Ancher var en ener, både i hendes stærke og koloristiske malestil, men også fordi hun som en af de få kvindelige kunstnere i hendes generation fik anerkendelse og respekt – både i ind- og udland, både fra mænd og kvinder.

P.S. Krøyer skal således have sagt, at Anna Ancher var den første i Danmark, som det lykkedes at male solskinnet. Han var dog ikke ligeså rummelig overfor hans egen hustru.

Marie Krøyer (1867-1940), født Triepcke, blev derfor på mange måder Anna Anchers modsætning, selvom udgangspunktet var det samme: To unge piger med kunstneriske evner, der modtog undervisning i at male og tegne.

Men hvor Anna Ancher fik et lykkeligt liv fuld af kunst – også den som hun selv udøvede – sammen med en mand, der elskede hende, blev Marie Krøyers liv langt mere dramatisk og ulykkeligt.

Marie besøgte Skagen første gang i 1887, men det var først i vinteren 1988-89, at hun blev en del af den skandinaviske kunstnerkreds. Det skete under et ophold i Paris, hvor blandt andet Anna Ancher også var – og en vis P.S. Krøyer, der nok var genial som maler, men som menneske særdeles psykisk ustabil.

P.S. og Marie forelskede sig alligevel – og blev også gift få år efter, og så stoppede Maries malerier stort set. Hun tegnede og malede lidt, men ikke meget – og slet ikke som veninden Anna Ancher. Krøyer, som nok kunne rose Anna Ancher, brød sig nemlig ikke om, at hans egen kone malede. Hun skulle være hustru og mor.

Så i stedet kastede Marie sig over indretning og design af hjemmet – noget som hun fik megen anerkendelse for indenfor kredsen, men aldrig udenfor, selvom hendes stil og kreationer stod mål med det bedste, som der blev udstillet.

Ægteskabet med P.S. Krøyer var som sagt fuld af op- og måske især nedture, også fordi han ofte var indlagt pga psykiske problemer. Og det var under en af disse indlæggelser, at Marie i 1902 tog til Italien på egen hånd. Her mødte hun den svenske komponist Hugo Alfvén, og de to startede et romantisk forhold.

P.S. Krøyer ville dog ikke lade sig skille – ikke før i 1905, hvor Marie var blevet gravid med Hugos barn. På Krøyers berømte Skt. Hans-aften maleri med Drachmann i midten kan man også se Marie og Hugo stå væk fra de andre, i skyggen ovre ved båden. Det var den bedragne eks-mands måde at hævne sig på.

Under alle omstændigheder, så flyttede Marie med Hugo til Sverige, hvor hun boede resten af sit liv, også selvom hun og Hugo Alfvén blev skilt få år, før hun døde.

For nok var Maries ægteskab med Hugo Alfvén lykkeligere end det, som hun havde med P.S. Krøyer – men det var ikke lykkeligt. Hugo var sammen med andre kvinder på stribe – og til sidst ville han skilles og giftes med en anden.

Så Marie døde ensom og syg i Stockholm kort efter Anden Verdenskrigs udbrud.

Langt senere – i 1980´erne og igen i 2002 – har offentligheden fået kendskab til flere af hendes værker samt tegninger og skitser. Fine sager, der viser, at nok var Marie ikke på niveau med Anna Ancher, men hun var rigtig god – også sammenlignet med de fleste andre Skagensmalere. Og var hun fortsat med at male og tegne, må man formode, at hun nok også havde udviklet sig.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) fik et meget kort liv. Hun kom fra et velhavende hjem og blev i 1887 gift med digteren Viggo Stuckenberg. Deres hjem blev nærmest et nyt Bakkehus, hvor 1890´ernes kunstnere og forfattere som fx Sophus Claussen samledes og diskuterede deres værker og ideer.

Selv skrev Ingeborg Stuckenberg også, men kun en enkelt novelle (Badegæster fra 1889) blev trykt. Det er dog en kendt sag, at hun fx også har skrevet store dele af Viggo Stuckenbergs roman ”Fagre ord” fra 1895.

Ingeborgs ægteskab med Viggo var mere end stormfuldt. Ægtefællerne elskede hinanden, men deres heftige temperamenter skabte store problemer, som man også kan læse det i Viggo Stuckenbergs måske mest rørende digt, tilegnet netop Ingeborg:

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured´ og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster,
for Sommerens sagte Vind

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer´ ondt,
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt

Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar,
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar

Desværre kunne Ingeborg og Viggo ikke nøjes med at se på hinanden og glatte hinandens hår, selvom de elskede hinanden inderligt.

I stedet gik ægteskabet i stykker, og Ingeborg tog nærmest i desperation til New Zealand sammen med sin nye elsker, en gartner. Dét fortrød hun bitterligt, da hun kort efter ankomsten sad derude en halv jordklode væk. Gartneren var smuttet. Hun var helt alene og uden penge eller anden mulighed for at komme hjem til Danmark. For Ingeborg må det have føltes som om alt hørte op. Hendes liv endte også på den mest tragiske måde med hendes selvmord.

Ingeborgs sidste ord gjaldt – selvfølgelig – Viggo Stuckenberg. Inden hun skød sig, skrev hun nemlig med adresse til sin tidligere mand: ”Hvor har jeg elsket dig med al mit Livs forspildte Varme.”

Mere hjerteskærende bliver det ikke – og bedst sammenfattes hele hendes liv og væren med vennens Sophus Claussens ord: ”Der bliver så fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturens sejr i en kold tid

Udgivet den af
1

Danskerne kan gode lide kultur. Rigtig kultur. Ægte kultur. Den langtidsholdbare kultur.

Skulle man være i tvivl, kan man blot se på gårsdagens begivenheder.

Allerførst selvfølgelig den glædelige nyhed, at Danmarks Underholdningsorkester (det der tidligere hed DR´s Underholdningsorkester) sandsynligvis overlever. Det er mere end godt nyt for orkesteret selv, for musiklivet i Danmark og for kulturen generelt.

Men også den lange kø af flere hundrede mennesker, der ventede på at komme ind på Charlottenborg i København, hvor der i går aftes var fernisering på Forårsudstillingen, fortæller, at danskerne vil kulturen, den ægte kultur, den der har et ærinde og fortæller noget – og ikke den X-Factor-orienterede kultur, som DR valgte at satse på istedet for Underholdningsorkesteret.

Det var en forkert beslutning. For danskerne vil ikke længere nøjes med tomme kalorier. De vil have substans. Kulturen har altså sejret i en kold tid. Dét er godt nyt at holde weekend på. 

Husk i øvrigt at du stadig kan støtte Danmarks Underholdningsorkester.
Læs mere her:
https://www.facebook.com/pages/Bevar-DR-Underholdningsorkesteret/824288120949860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk