Danmark genåbner

Danmark genåbner i dag. Danmarksbloggen tog den tidlige og ret rolige tørn – men forudser, at stemningen senere i dag bliver mere euforisk. Sådan i stil med når køerne kommer på græs igen efter en vinter i stalden.

For overalt i Danmark pibler og bobler det – ikke kun af forårets lysegrønne blade og fuglesangen, men af glæde og forventning.

NU skal livet leves igen, er der enighed om.

Danmarksbloggen startede på Christianshavns Torv ved 8-tiden, hvor man kunne se folk gå ind i Brugsen og hos bageren, mens de fandt deres mundbind frem. Det har de gjort hele vinteren, så lige det var der ikke meget genåbning over.  

Men henne om hjørnet ved kanalen skete der noget. For dér ligger ”Kanal Bodega” – et vaskeægte brunt værtshus, som i dagens anledning åbnede allerede klokken 8 – og stamgæsterne var på plads fra første færd.

For at komme ind på såvel barer, spisesteder som museer med mere skal man have Corona-pas, og det havde undertegnede ikke. Så jeg måtte som en af gæsterne (der heller ikke havde fået anskaffet sig et Corona-pas) blive udenfor.

Jeg skulle også videre med metroen til Østerport. En metro, som var noget mere fyldt, end den har været det de sidste mange måneder, og hvor stemmen i højttaleren gjorde opmærksom på, at nu startede genåbningen, og derfor skulle vi sørge for at holde afstand og give plads.

Det gik udmærket, når metroen kørte. Men når vi nærmede os et stop, så klumpede folk tæt sammen, ligesom de gjorde det op ad rulletrapperne.

Derfra gik turen til Langelinie, som i øjeblikket er fuld af blomstrende kirsebærtræer – og hvor man også kan møde en statue af en berømt havfrue. Både de lyserøde blomster og havfruen trækker normalt mange, både turister og københavnere til. Men sådan en hverdagsmorgen kl. 9 kan man stadig have det lille vandvæsen for sig selv.

Det er nok noget, som slutter snart. For den første turist HAR pakket kufferten og sat kursen mod Danmark. Ja, måske er turisterne her allerede. Senere så jeg i hvert fald tre asiatiske turister.

Men endnu har vi altså – næsten – København for os selv. Det gælder også Amalienborg Slotsplads, hvor jeg ankom samtidig med Dronningen, der dog ret beset ankom i en Krone-bil, mens jeg brugte apostlenes heste.

Så det var nok for hende, at garderne spillede “Jens med fanen”, tænkte jeg. Ligesom at det nok heller ikke var for mig eller dagplejemoderen med de fire børn i Christiania-cyklen, der blev flaget for. Det var nok mere fordi, at det er prinsesse Isabellas fødselsdag.

Tillykke til hende. Hun kan gå på café på sin fødselsdag. Det kan alle vi andre også – og overalt blev der stillet stole og borde frem, lagt duge på og i det hele taget rigget til at tage imod gæster.

Ja, nede i Nyhavn var det som at være med til forberedelserne til en stor familiefest, som man faktisk glæder sig til. Våren er aldrig gået så forventningsfuld gennem Nyhavn som denne formiddag ved 10-tiden, hvor der selvfølgelig også var flag, og de første gæster var på plads.

Ovre på den anden side af et forårssmukt Kgs. Nytorv lå Magasin, der havde åbent igen for første gang i mere end 4 måneder. Der gik en lind strøm af mennesker ind og ud – og indenfor var der også gode fund, som de kaldte det. Der er også meget, som skal sælges, når man lukker ned ved juletid – og først åbner op igen efter påske.

Danmarksbloggen købte ingenting, men tog tilbage til Christianshavns Torv, hvor både pølsevognen og blomsterboden var ankommet i mellemtiden. Klar til en ny dag. Klokken var også blevet 11.

Genåbningen var – og er – i fuld gang … Dét bliver godt igen. Altsammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen be´r om problemer: Corona-passet

Regeringen barslede her til morgen med et Corona-pas, som skal være på plads indenfor nogle få måneder.

Et Corona-pas er sådan en digital tingest, som viser, at man ER blevet vaccineret – og derfor kan komme på rejser – og ud og spise på restauranter – og ud og opleve kultur på museer, i teatre og andre steder, som er dybt savnede i øjeblikket.

Så umiddelbart kan man jo tænke: SIKKE EN GOD IDÉ med det Corona-pas. For vi skal jo – både for vores mentale sundheds og for økonomiens skyld – have gang i rejserne og kulturlivet igen.

MEN der er også en del forbehold, som skyldes, at indførelsen af et Corona-pas er det samme som at bede om problemer:

  1. ALLE – som i ALLE – vaccine-parate (og det er cirka 90% af befolkningen) vil nemlig være interesseret i at få deres vaccine ASAP, når det Corona-pas kommer. For dén vaccine vil være adgangsbilletten til de hellige haller.
    Så der kommer en sværm af ophedede debatter, om HVEM der skal have vaccinerne og HVORNÅR. Det skal nok blive kaos – og grimt. Og solidariteten med de ældste og de svage risikerer at ryge lukt ned i skraldespanden sammen med de brugte kanyler.
  2. Og så vil der være massive klagesange og brok fra dem, som kun vil nyde og ikke yde – dvs. dem, der ikke vil vaccineres. Bemærk der skrives vil. For der er også en gruppe, som ikke kan tåle vaccinerne – og som skal have deres adgangspas til de hellige haller hvornår?
  3. Og hvad med de børn og unge, som qua deres alder ikke kan vaccineres? Må de komme med flyet, i Tivoli, i cirkus, på museum etc?
  4. Og hvad med restauranter med mere: Kan vi stole på, at de viser personer uden et Corona-pas vintervejen?

Regeringen har med Corona-passet selv bedt om flere problemer. Og det i en tid, hvor nye mutationer truer med i værste tilfælde at gøre de eksisterende vacciner ligegyldige.

Som at fx den brasilianske P1 og en spritny variant (E484K) af den ellers relativt nye britiske variant B117 tilsyneladende kan gå udenom både vacciner og antistoffer fra ellers overstået COVID-sygdom – og give en ny omgang COVID-19-sygdom.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk