Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Selvfølgelig abdicerede Dronning Margrethe ikke – selvom mange medier ellers havde hævdet, at det var en mulighed lige netop i år, hvor kronprinsen fylder 50 år til maj – og hvor prins Henrik har fået konstateret demens.

Dronningen bliver siddende på pinden, som hun også altid selv har sagt det – og som der er tradition for i Danmark. Og hvis det er noget, som et monarki skal blive ved med (også for at sikre sin eksistensberettigelse i en moderne tid), så er det netop at holde fast i de rodfæstede traditioner, som fx at den danske regent sidder på tronen livet ud.

Så det ville klæde medierne at stoppe denne abdikations-snak, som efterhånden har karakter af mobning af regenten – i hvert fald alders-diskrimination. Ja, medierne kunne lære af Dronningen, for hvem har i nytårs-kavalkaderne og tilbageblikkene haft bare ET indslag om dengang i sommers, da tsunamier ramte Grønland? INGEN, men Dronningen nævnte det.

Men hvad havde Dronningen ellers på hjerte i år? Ja, hun kom jo ikke udenom at tale om prins Henriks demens – og det gjorde hun udmærket. Rigtig udmærket endda.

Derudover kom hun ind på styrken ved mangfoldighed og vigtigheden ved at møde andre mennesker og andre ideer med åbenhed – og det gælder både dem, der kommer her til landet – og dem, der rejser ud. For kun sådan bliver vi beriget som individer og som samfund.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der er unyttigt, noget der nærer tanken og fantasien – det er ikke så unyttigt endda, kom det senere livsklogt fra regenten, der dermed også talte bundlinie-tænkningen og new management-ideologien imod. Det er der også brug for i et dansk samfund, hvor kravene øges – samtidig med at mulighederne mindskes, især for dem, som ikke er født med en sølvske i munden og et leksikon under armen.

Ifølge en meningsmåling ville danskerne også helst have, at Dronningen snakkede om netop danskheden og vores liv her i Danmark, for hun er åbenbart nationens stemme. En moralens røst, som vi gerne lytter til hver nytårsaften.

Danmarksbloggen må så også spørge, om kronprins Frederik til sin tid – som kong Frederik d. 10. – bliver i stand til at være det samme? Man kan – helt ærligt – godt tvivle.

Danmarksbloggen glæder sig derfor over, at det stadig er en regerende dronning, som vi har – og giver Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 seks ud af seks kroner for en god nytårstale, fordi versionen anno 2017-18 taler denne leflen for laveste fællesnævner og angst for det fremmede imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

4. søndag i advent: Der er jul til forskel …

Så er det 4. søndag i advent – og dermed den sidste omgang i Danmarksbloggens advents-serie 2017, der har handlet om kirker og tro.

Advent betyder som bekendt at vente på Herrens fødsel – og i år falder fjerde søndag i advent sammen med selveste juleaften. At de to kan optræde på samme dag skyldes, at Jesus ifølge de kristne spindoktorer først fødtes d. 25. december – nemlig på selve julenat, endda ved midnatstide.

Så reelt venter vi endnu på hans fødsel her d. 24. december.

Men heroppe nordpå har vi altid haft tradition for at fejre lidt på forskud, således også julen, hvor den store fest hos os er i aften, og så må vi altså tage med, at det indimellem – som i år – er jul og advent på samme dag.

Danmarksbloggen bringer derfor også i dagens anledning en fantastisk prædiken skrevet af pastor Mogens Hansen, der i mere end et årti var præst ved Vor Frelsers Kirke i København.

Her skrev han til gudstjenesten 2. juledag for ti år siden denne prædiken, der måske egner sig mest til at blive læst, når julegaverne er pakket ud, og maden er (nogenlunde) fordøjet. En prædiken, der slutter med ordene: Vi siger: Ingen roser uden torne! Kristentroen siger: Ingen torne uden roser! Der er jul til forskel.

Så her kommer prædikenen med link til Mogens Hansens egen side – fuld også af andre gode og tankevækkende ord: https://mediemoha.com/2017/10/18/ingen-torne-uden-roser-2-juledag-2007/

Og så vil Danmarksbloggen – som Mogens Hansen også altid selv gjorde det – ønske alle: En glædelig jul med lige dele Krist og sul.

Vi høres ved igen, når Dronningens og statsministerens nytårstaler skal anmeldes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Menneskerettighederne ER hugget i granit

Danmarksbloggen skrev i går om Europarådet – og om hvorfor det er vigtigt, at vi holder fast i vores internationale forpligtelser og konventionerne. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9700

For ja, der findes partier, som ønsker menneskerettighederne trådt under fode, og her tænkes i særdeleshed på Dansk Folkeparti, som allerede i 2012 ville nedlægge Menneskerettighedsdomstolen.

I denne pressemeddelelse fra januar 2012 https://danskfolkeparti.dk/df-nedlaeg-menneskerettighedsdomstolen-i-strasbourg/ siger Marie Krarup nemlig flg.: Menneskerettighedsdomstolen er et det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne. Det er på tide at få nedlagt den institution.

Hun har ret i at, at Menneskerettighedsdomtolen er det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne – og den vil hun altså så skrotte.

Det er jo en udmelding, der siger alt!!!

Dansk Folkeparti var altså allerede tre år FØR den store flygtningekrise parat til at skrotte menneskerettighederne – det er altså ikke nødvendighedens politik eller noget, som begivenhederne har tvunget dem til at mene, som det ellers anføres i disse år. Men nej, det ligger simpelthen i partiets dna at angribe basale menneskerettigheder.

I en artikel i Berlingske fra 2015 siger DF også, at partiet (når Danmark overtager formandsskabet i Europarådet – hvad vi så har gjort nu) vil arbejde for en omskrivning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det bliver lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud.

LA og de konservative var i 2015 med på den vogn. Se mere her: https://www.b.dk/politiko/df-vil-forpligte-loekke-til-opgoer-med-menneskerettigheder

Lige det løfte har DF så holdt, da de i en artikel fra sidste weekend hævder, at Danmark sagtens kan vente med familiesammenføringerne. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-12-16-df-kraever-at-regeringen-genovervejer-partiets-forslag-om-familiesammenfoering

I artiklen kan man læse, at Peter Skaarup siger følgende: Jeg stoler på, at konventionerne ikke er noget, der er hugget i granit.

Deri tager han så fejl – for regler er regler, love er love, og konventioner er konventioner – og sådan skal det være i et retssamfund. Vi kan ikke bare bøje regler, love og konventioner, så det passer til en politisk dagsorden. Den slags foregår kun i bananstater og diktaturer.

Som Danmarksbloggen ser det, handler det her også om politik versus etik. For vi har i Europa nogle menneskerettigheder, som er, som de skal være, da de sikrer den enkelte mod overgreb fra staten – men vi har også en situation med flygtninge og immigranter, som er umulig at løse med de almindelige værktøjer.

Spørgsmålet er derfor, OM Europa vælger at være tro mod sine idealer og værdier eller ej.

Valget er nemt for dem af os, som har tag over hovedet, mad i køleskabet og ikke behøver at frygte morgendagen. Men for den stigende gruppe fattige i Europa er valget ikke ligeså enkelt. Her er det let at skyde skylden for arbejdsløsheden og de dårlige leveforhold på indvandrerne og flygtningene – og dermed også være ligeglad med konventionerne.

Og det er blandt disse udsatte og truede grupper, at partier som DF og også Ny Borgerlige kan fiske stemmer og sympati for at ødelægge det eneste værn, som vi har mod et barbarisk og uvidende tyranni. Nemlig Menneskerettighedskonventionen.

Tal derfor om det her alle steder – og tilføj, at der findes en kur – nemlig at mindske den sociale ulighed og øge den sociale lighed. For mennesker, som har arbejde og tryghed og sundhed, er sværere at få til at hade end mennesker, der mangler disse basale ting – eller føler, at det kan blive taget fra dem hver øjeblik.

Det er derfor, at det felttog, som blå blok i øjeblikket fører mod dårligere uddannelse, dårligere levevilkår og ingen tryghed, er så sindssyg og farlig en størrelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europarådet – IKKE en del af EU, men vigtig

Danmark er formand for Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

Det er ikke noget, som vi hører ret meget om – hverken i dansk presse eller i dansk politik, og det er en skam.

For det er faktisk vigtigt at kende Europarådet og Danmarks rolle heri – og især i denne tid, hvor flere politiske partier taler om at trække Danmark ud af internationale konventioner og organisationer.

Vi starter med det enkle: Europarådet er IKKE en del af EU, men en selvstændig  og mellemstatslig organisation, som blev dannet i London 5. maj 1949, hvor ti lande – deriblandt Danmark – underskrev den grundlæggende traktat, der lå til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også Menneskerettighedsdomstolen, der skal sikre den enkelte europæers rettigheder.

Læs mere om Europarådets opbygning her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/opbygning-og-institutioner/

Mange har i dag svært ved at skelne mellem Europarådet og EU – også fordi det øverste retslige råd i EU hedder Det Europæiske Råd, men det er altså noget andet.

EU har også fået større politisk magt end Europarådet, men især på menneskerettighedsområdet står Europarådet helt centralt som den enkelte europæers garant mod forfølgelse fra staten.

Europarådet har i sin snart 70 år gamle historie vedtaget ikke færre end cirka 200 konventioner – hvoraf Danmark har tiltrådt de fleste. Læs mere her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/danmark-i-er/

Der er også links til mere viden her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/formal-og-historisk-oversigt/

Og her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/resultater/

Danmarksbloggen vil gerne opfordre alle til at søge mere viden om Europarådet – og om Europas historie, for så vil det stå tindrende klart, at vores eneste chance for at komme igennem disse svære år er, hvis vi vedkender os vores internationale forpligtelser og holder fast i konventionerne … for deri ligger grunden til et civiliseret samfund, hvor retsikkerheden bibeholdes.

At trække Danmark ud er det samme som at byde barbariet, et samfund bygget på frygt og vold, indenfor, og det må aldrig ske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Cirkus LA igang igen

Cirkus LA er ligenu i gang med deres juleforestilling anno 2017 ”Der kommer en god skatteaftale – engang”.

Det ville være urkomisk, hvis ikke det var så trist for landet, og så kan man alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man ser partileder Anders Samuelsen med de stålsatte øjne og en rygrad som en regnorm sidde dér på pressemødet og fortælle, at nu glæder han sig til efter nytår – for så skal der nok komme en god skatteaftale.

Det minder lidt om en vis statsminister, der talte om, at der kommer en god løsning i morgen!!!

Danmarksbloggen ryster på hovedet – og glæder sig samtidig til 2018, for mon ikke Cirkus LA vil fortsætte – eller måske skulle man sige Cirkus Blå Blok?

Cirkus Blå Blok hvor Anders Samuelsen er klovn, og Søren Pape er ham, der bærer rekvisitter ud og ind, men Lars Løkke er tryllekunstneren, der utroligt men sandt kan blive ved med at finde på tricks – og cirkusdirektøren, ham der svinger pisken? Det er selvsagt Kristian Thuelsen Dahl – manden uden ansvar, men med tonsvis af indflydelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er det økonomisk – og menneskeligt – ansvarligt?

Socialdemokratiet vil åbenbart stemme FOR tredje behandlingen af finansloven, fordi de siger, at de er et økonomisk ansvarligt parti.

Se mere her: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10113094/socialdemokratiet-parat-til-at-stemme-for-loekkes-finanslov/

Det vil i praksis sige, at Socialdemokratiet kan redde Løkke-regeringen – også hvis nu det absurde sker, nemlig at Liberal Alliance ikke stemmer for den finanslov, som de selv sidder i regering for.

Det er jo grotesk. Hov, stop – vent et øjeblik, siger Danmarksbloggen derfor!!!

For hvor er det økonomisk ansvarlige i at stemme for en finanslov, der vil:

GIVE ENDNU FLERE SKATTELETTELSER TIL DEM, DER HAR SÅ RIGELIGT I FORVEJEN?

SKÆRE ENDNU MERE PÅ YDELSERNE TIL DE UDSATTE GRUPPER SOM SVAGE, SYGE,  ARBEJDSLØSE, ÆLDRE, BØRN, HJEMLØSE OG FATTIGE?

SÆTTE DANMARK PÅ KOLLISIONSKURS MED KONVENTIONERNE?

SKÆRE NED PÅ UDDANNELSE OG FORSKNING?

GØRE FORHOLDENE FOR MILJØ OG GRØN ENERGI ENDNU SVÆRERE?

Det er hverken økonomisk – eller menneskeligt – ansvarligt at stemme for sådan en finanslov.

Det eneste ansvarlige og anstændige er derimod at stemme imod den blå finanslov – og så ellers krydse fingre for, at dét nej kan føre til et valg, som kan betyde en ny regering, der tænker på ALLE danskere, på miljøet – og på at skabe et værdigt og solidarisk samfund.

Men det overvejer man altså åbenbart at lade være med hos socialdemokraterne, hvilket er fuldstændig absurd – og det som i værste og yderste konsekvens kan føre til, at DF får en masse stemmer tilbage, så blå blok i den sidste ende kan få fire år mere ved magten i sommeren 2019.

Løkke og Thuelsen Dahl må have meget svært ved at få armene ned ligenu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3. søndag i advent: De ni læsninger

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 3. søndag i advent med de ni læsninger, som oprindelig stammer fra England og den anglikanske kirke, men som i de sidste 25 år er blevet en fast del af adventstiden også i mange danske kirker.

De ni læsninger kan beskrives som en speciel gudstjeneste, hvor såvel præst som medlemmer af menigheden læser udvalgte tekster fra Biblen op. Indimellem er der salmesang, korsang og orgelmusik.

Gudstjenesteformen med de ni læsninger blev skabt i julen 1880 i England, og særlig kendt er versionen i King´s College Chapel i Cambridge, hvor den er blevet afholdt hver juleaften med deltagelse af det berømte kor King´s College Choir. Radiotransmitteret er de ni læsninger også blevet derfra til store dele af verden siden 1928, altså i snart 100 år!!!

Følgende tekster benyttes ofte til de ni læsninger:

1. læsning:
Første Mosebog 1,1-8, 1,26-28 og 1,31-2,4

2. læsning:
Første Mosebog 3,8-15

3. læsning:
Salme 88,2-8

4. læsning:
Esajas’ Bog 9,1-6

5. læsning:
Esajas’ Bog 11,1-10

6. læsning:
Lukasevangeliet 1,26-38

7. læsning:
Lukasevangeliet 2,1-7

8. læsning:
Lukasevangeliet 2,8-14

9. læsning:
Johannesevangeliet 1,1-14

Så kan man jo slå op og læse dem selv her 3. søndag i advent, hvis nu man ikke lige kan finde en kirke i nærheden, der har de ni læsninger på programmet (selvom det har mange kirker). Eller man måske bare vil læse dem i fred og ro – måske med kalenderlyset tændt og selv nynnende en julesang – eller ni.

For nu er der kun fire dage til vintersolhverv – og syv dage til jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Dukkehuset”

D.S. Henriksen udgav for kort tid siden bogen ”Dukkehuset” – en bog, der nok har et dukkehus som den centrale scene på mere end en måde, men som ikke på nogen måde ellers kan associeres med lyserøde prinsesse- og dukkelege med te-selskaber og løftede lillefingre.

Det drypper snarere af blod og ubestemmelige kropsvæsker end af spildt te – for nu at sige det ligenu.

Det starter ellers så hverdagsagtigt og velkendt. En antikvitetshandler, en kunde og et gammelt dukkehus. En ung gymnasieelev på vej hjem fra badmintonstræning gennem et dansk villakvarter klædt i sommer og idyl.

Men det ændrer sig – og bliver snart en uhyggelig historie, hvor dimensioner, fortid og nutid smelter sammen til et mareridt, en kamp på liv og død, hvor intet er givet på forhånd – og måske heller ikke på efterhånd.

Alt er beskrevet indgåede, levende og detaljeret i et nemt og tilgængeligt sprog, og man har på fornemmelsen, at forfatteren har siddet foran computeren og skrevet bogen i én samlet køre, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre – efter de normale love.

Men netop de normale naturvidenskabelige love er i dén grad ophævet i ”Dukkehuset”, hvor vi hvirvles rundt i et mørkt mareridt, hvor selv den kloge Mira må give fortabt og ikke bare automatisk kender svarene.

Hendes venindes storebror David, der har den fysiske styrke med sig, må også erkende, at selv kræfter ikke altid er nok for en ung mand, der som vanen er for hans alder, opfatter sig ret udødelig.

Undervejs i Mira og Davids rejse i et univers, der er både sadistisk og indeholdende en pæn kadaverdisciplin, møder de også andre skæbner og eksistenser, som man heller ikke nogensinde ønsker at komme nær, end ikke selvom man er en hund efter mystik og fantastik.

Men nu skal der ikke siges for meget – læs selv bogen, hvor der også er flash-backs til noget, der er langt væk fra en dansk hverdag, nemlig en nazistisk arbejds – og udryddelseslejr, hvor kommandanten og hans datter lever under 2. verdenskrig, men forsvinder ind i dette mærkelige dukkehus, som årtier senere sælges til Davids far, som giver det til Davids søster Line.

Og det er så derfra, at denne rædselsfulde rejse starter ind i et univers, som ingen af os nogensinde ønsker at blive en del af.

Undertegnede er i hvert fald glad for ikke at eje et dukkehus – eller noget andet fra en antikvitetshandler for den sags skyld. For ”Dukkehuset” er en bog, der giver gåsehud og direkte ubehag.

Bogen giver så også en stor lyst til at rydde op i skabe og på loftet – bare for at være på den sikre side i forhold til at skille sig af med gamle – og måske farlige – sager.

Danmarksbloggen giver tre dukkehuse ud af seks mulige.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Planet Rump, the Farce Awakens”

En epoke i dansk teaterliv – og dansk jul – slutter med denne sæson.

Det er nemlig 35. – og sidste – gang, at Vivienne McKee og London Toast Theatre står i spidsen for Crazy Christmas Cabaret, som er et klassisk engelsk juleshow.

Formen, der er en blanding af komik, revy, spidsfindige ordspil, spiddende satire til tidens gang og en on-going dialog mellem scene og publikum, er en fast og elsket del af den engelske jul, som Vivienne McKee altså bragte til Danmark for nu 35 år siden, og som i år spiller forestillingen: ”Planet Rump, the Farce Awakens”.

I de mange år er succesen bare vokset og vokset – og der er efterhånden langt imellem, at man ser en vaskeægte Crazy-Christmas-Cabaret-jomfru, men de findes endnu. Og som altid må ”jomfruerne” m/k række hånden op til behørige klapsalver fra publikum, for sådan er det. Vi på stolene lever intenst med – og inddrages også hele vejen i det levende samspil, som aftenen er.

Ja, en enkelt publikummer ender som regel på scenen – således også i går aftes, hvor den udvalgte i de røde seler gebærdede sig så godt i stykket, at det udløste bragende klapsalver og et fortjent ”One can dream” fra scenen.

Undertegnede har været inde og se det gakkede, herlige og skøre show flere gange – men aldrig anmeldt det før her nu i denne sidste sæson, og hvordan anmelder man så noget, der er så godt, men som også er ved at forsvinde? Jo, man sætter sig ikke ned og storgræder, man keep calm and carry on, som englænderne siger.

Det med at keep calm er så alligevel lidt svært, når man for fuldt sving og i bankende rytmer i to akter svinges rundt i galaksen i en hæsblæsende action-historie fuld af bomber, magtkampe og allehånde planeter. Planeter, hvoraf to endda er styret af mænd, der per definition altid har så dårlige hår-dage, og er så barnlige, at London Toast Theatres versioner af den lille, gale asiat og den store, gale amerikaner virker mere fornuftige og mindre ”silly” end virkelighedens!

Dét er skræmmende – og Vivienne McKee siger også, at det er blevet meget lettere at skrive om de politiske ledere end det var, da hun startede for 35 år siden. Danmarksbloggen er enig. Det må komme helt af sig selv nu – ligesom genkendelsens latter gør det hos os, der sidder i Glassalen, når vi ikke ser ikke kun denne verdens ledere, men også en enkelt superheltinde. For verden tilhører (vistnok) kvinderne nu.

Der er det særlige ved Crazy Christmas Cabaret, at man ikke på forhånd ønsker at vide, hvem der spiller hvem, hvordan de er klædt på, eller hvad de siger og gør. For at se det hele folde sig ud undervejs, er en stor del af oplevelsen.

Men da David Bateson allerede i sidste sæson var Trump, undskyld Rump, undskyld Sheriffen fra Nottingham, røber man ikke noget ved at fortælle, at den rolle gentager han med bravour – og så orange i hovedet, at en vis mand i et hvidt hus i USA ville blive bleg som en slatten asparges, og straks trække sin mobil og begynde at tweete, hvis han ellers så og anerkendte det – og ikke bare troede, at det var fake news.

Uforglemmelig er også prinsesse Leia – og måske allermest i sidste scene, hvor ordet øm ikke engang dækker hendes udseende. Figuren er på alle måder hostess with the mostess!!!

Men så skal der heller ikke siges mere: Gå selv ind – for sidste gang – og oplev den forrygende barpige Lady Lola, Han Zupp, Luke Skystalker og alle de andre eksistenser i en galakse – ikke så langt væk. De dybt professionelle mennesker danser, synger, spiller og taler – ja selv tryller, så det er en leg – med lige præcis den rette mængde forstyrrelse i kraften!

May the Farce be with you

Danmarksbloggen giver ”Planet Rump, the Farce Awakens” seks ud af seks rumskibe – og vil på det kraftigste opfordre andre til at tage lyssværdet op. For den engelske ”Crazy Christmas Cabaret” er en lifesaver, en del af vores danske jul, som vi ikke vil undvære – selvom vi nok må sige farvel til en vis læge, der vel skal på pension i Helsingør, når lyset slukker for sidste gang i januar.

Men gad vide om ikke denne elskelige og i alle sæsonerne gennemgående figur smutter en tur over til Kronborg og snakker Hamlet og andre gode historier med Holger Danske? De to herrer, Dr. Van Helsingør og Holger Danske, er jo nu en integreret del af dansk kulturhistorie.

Præcis som Vivienne McKee er det, og hun skal også til at lave noget andet nu, rygtes det. Hvad vides ikke, men skal det foregå i Danmark, så kommer Danmarksbloggen gerne ilende. Endelig vil det også være en stor fornøjelse, hvis d´herrer David Bateson og Andrew Jeffers fortsat er at finde på de skrå brædder i Hamlets fædreland.

For: Brexit behøver ikke at betyde exit!!! Så bliv her – efterlad ikke os danskere til os selv i Løkkeland. Vi behøver the farce.

”Planet Rump, the Farce Awakens” kan ses i Glassalen i Tivoli indtil d. 6. januar – og så i Tivoli Friheden i Aarhus fra d. 10. – 13. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk