Cirkus LA igang igen

Cirkus LA er ligenu i gang med deres juleforestilling anno 2017 ”Der kommer en god skatteaftale – engang”.

Det ville være urkomisk, hvis ikke det var så trist for landet, og så kan man alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man ser partileder Anders Samuelsen med de stålsatte øjne og en rygrad som en regnorm sidde dér på pressemødet og fortælle, at nu glæder han sig til efter nytår – for så skal der nok komme en god skatteaftale.

Det minder lidt om en vis statsminister, der talte om, at der kommer en god løsning i morgen!!!

Danmarksbloggen ryster på hovedet – og glæder sig samtidig til 2018, for mon ikke Cirkus LA vil fortsætte – eller måske skulle man sige Cirkus Blå Blok?

Cirkus Blå Blok hvor Anders Samuelsen er klovn, og Søren Pape er ham, der bærer rekvisitter ud og ind, men Lars Løkke er tryllekunstneren, der utroligt men sandt kan blive ved med at finde på tricks – og cirkusdirektøren, ham der svinger pisken? Det er selvsagt Kristian Thuelsen Dahl – manden uden ansvar, men med tonsvis af indflydelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skrækscenarie: Liberal trekløver-regering

En liberal trekløver-regering? Ja, det er skrækscenariet, som nu tegner sig, hvis forhandlingerne mellem V, LA og K fører til det, som Løkke håber.  Nemlig en regering mellem de tre partier.

Det har Løkke just annonceret på Venstres landsmøde. Danmarksbloggen håber det ikke. Danmarksbloggen håber på, at det ender med, at Venstre må kaste håndklædet i ringen og enten indkalde til Dronningerunde eller udskrive valg til folketinget.

Men ét er sikkert. Dansk politik er meget dramatisk lige nu – og Danmarksbloggen følger tæt med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OL, DR, DF og LA

Er sport politik? Gu´ er det så, og jo mere behov et lands leder har for at markere sig overfor omverdenen, jo mere får sporten lov til at fylde og vise landet frem. SE OS. Se, hvad vi kan.

Man så det i Kina under OL i 2008 – og i Rusland under vinter-OL i 2014, men også alle andre lande er med på dén vogn. Også Danmark, selvom vi ikke har kapacitet til at have et OL alene, så prøver vi dog pt. at få en Tour de France-start, og vi er pløkkestolte hver gang et VM eller EM afholdes på dansk jord.

Og nu er det altså tid til OL igen – denne gang i Rio i Brasilien, som er et land på randen af både økonomisk og politisk sammenbrud, hvilket også viser sig ved, at OL-faciliteterne ikke er i orden, og at vandet er så bogstaveligt talt lorte-beskidt, at det er direkte sundhedsfarligt i én grad, så det overstiger europæiske grænseværdier med mere end en million gange.

Danmarksbloggen kommer ikke til at se meget OL. Dels pga tidsforskellen og dels fordi der sker meget mere interessante ting herhjemme som fx at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil gøre Danmark dummere ved at beskære DR´s budgetter med 25%.

Det er den forkerte vej at gå, hvis man vil have et rigt og sammenhængende samfund – men det vil LA jo heller ikke. De er mere tilhængere af en jungle, mere grum og livsfarlig end den, der findes i det OL-ramte Brasilien – og i den er der ellers både anacondaer, piratfisk og alligatorer. Men de er ingenting mod LA.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Løkke forregnet sig?

Løkke gør, som Løkke altid har gjort i krise-situationer: Tryner alt det, som han kan for at tvinge sin modstander til at gøre, som Løkke ønsker det.

Men måske vil den ikke gå denne gang.

Jyden fra Viborg aka Søren Pape vil nemlig ikke give sig. Han holder fast i mistilliden til Eva Kjer. Det er Søren Pape også nødt til. Det er de konservatives sidste chance for at vise, at de kan stå fast på noget.

Så måske har Løkke forregnet sig – og i så fald er han nærmest tvunget til at udskrive folketingsvalg.

I går troede Danmarksbloggen ikke, at der kom valg nu – men nu er Danmarksbloggen ikke så sikker længere. Aftenens møder i blå blok er blot en fortsættelse af farcen, hvor Pape siger nej – og Løkke tryner løs, men DF og LA øffer ovre i hjørnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye ministre, men det samme misk-mask

I torsdags var en dramatisk dag i dansk politik. SF gik ud af regeringen, og dramaet fortsatte de kommende dage – og fortsætter en måneds tid endnu for det vingeskudte parti. Og idag præsenteres de nye ministre i det, der er blevet til en SR-regering.

Ikke at det ændrer ret meget i den politik, som føres på Christiansborg. Ikke udover at nu behøver den nye SR-regering ikke længere at lade som om, at den skal tage hensyn til SF – og det gør jo hverdagen nemmere for Thorning og Vestager.

Nemt er det også for Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der som de eneste står med en sejr og en klar profil ovenpå DONG-sagen. Noget, der vil give begge partier mange stemmer til det kommende valg.

SF og De Konservative har derimod spillet fallit. Begge hylder de en verden af i går, som ikke er mere. At det så ikke er den samme verden, som de længes tilbage til, betyder ingenting. Deres virkelighed er under alle omstændigheder væk.

Og de andre: Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre samt Venstres ekstrem-liberale lillebror LA – ja, de snakker om Danmark som en forretning, der skal køres. Løkke udtalte endda i sidste uge, at han kunne tilbyde en mere professionel ledelse af Danmark end Thorning og Vestager.

Nu er det så bare ikke lige hvad Danmark har brug for. Danmark er ikke en virksomhed, der skal have størst muligt overskud på bundlinien. Men det tror man åbenbart hos de partier, der har støttet salget af DONG til Goldman Sachs. Og med en sådan holdning til Danmark, er det let at se, hvorfor det kunne gå så galt.

For Danmark er ikke hverken en vindmølle-producent eller en investeringsbank. Danmark er det land, hvor du og jeg og alle andre danskere bor – og hvor det er politikernes job at sørge for rammer og grundlag, så vi alle kan trives – uanset hvem vi er, og hvor meget vi kan yde.

Det har de bare glemt inde på Christiansborg – og derfor fristes man til at sige, at det er ligemeget, hvem der bliver ministre. For det bliver jo bare det samme misk-mask.

Danmarksbloggen holder dog fast i, at der må findes enkelte sjæle i dansk politik med visionerne og moralen i behold … og at det er dem, som vi skal stemme på.

Det spiller trods alt også en rolle, om støttepartiet hedder DF eller Enhedslisten. For de to partiers menneskesyn er så forskellige, som noget kan være. Fra DF´s menneskefjendske, angste og hadske holdning til Enhedslistens tolerance, rummelighed og fællesskabsorienterede tilgang til alle mennesker, uanset hvem de er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk