En historisk festdag med skygger

Jeg har været i Washington D.C. en steghed sommer for mange år siden. Helt tilbage i 90´erne – altså lang tid inden både Trump, Obama og 11. september.

Jeg husker det tydeligt. Måske fordi Washington D.C. imponerende mig. Byen er også bygget til at imponere. Til at vise at her har verdens stormagt til huse. Herfra magten går. Det er man heller ikke i tvivl om, når man går omkring The Mall og er inde i Capitol, Det Hvide Hus, Lincoln Memorial og Washington Monument – og alle museerne.

Alle de steder, som i dag på den store indsættelsesdag bevogtes af mange tusinde soldater. Sådan burde det ikke være. For det er verdens største demokrati, som i dag skal fejre, at landets 46. præsident Joe Biden og landets første kvindelige vicepræsident Kamala Harris skal indsættes. Det er en kæmpe historisk dag.

Men skyggen af Trump og hans måske nye parti (Patriot Party) slår ind over de grønne græsplæner på The Mall og langt ud i det amerikanske samfund, ja i resten af verden. Og man må med Mark Medish, der var sikkerhedsrådgiver for Bill Clinton, spørge: Spørgsmålet er, om den 6. januar (Stormen på Capitol, red.) var slutningen på noget, et mislykket kup. Eller begyndelsen på noget, et langtrukkent oprør.

Er svaret det sidste, kan en gentagelse af den amerikanske borgerkrig blive en realitet. Og så ender Biden let i en rolle, der minder om Lincolns. Men mon ikke Biden har gjort op med sig selv, at prisen kan blive den samme ultimative, som dén Lincoln betalte.

Det tror Danmarksbloggen. Biden er en mand med moral og anstændighed, en politiker af format. Så det er realistisk at formode, at den nye præsident er klar til at give alt i kampen for dét demokrati, som han har kæmpet for hele sit liv.

Og det samme gælder for Harris, der ved, at sjældent har det været så realistisk for en vicepræsident at skulle overtage præsidentposten som denne gang.

Forskellen fra den amerikanske borgerkrig 1861-65 til i dag var, at dengang var det ikke for alvor relevant i verden – og i Danmark, hvad der skete i USA. Det er det i 2021 og frem. For der er en kamp i gang mellem styreformer: Demokratierne på den ene side og diktaturerne på den anden, og i dén kamp kan vi ikke klare os uden et stærkt og demokratisk USA.

Ps. Omvendt kan man hævde, at HVIS Trump starter et nyt parti, så splitter det de republikanske vælgere – og så er vejen banet for en demokratisk præsident også om fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sumpen kom til Capitol

Tømme sumpen, sagde de. Trump og hans tilhængere.

Aftenens absurde billeder fra Capitol og Washington D.C. viser, at det i virkeligheden er Trump og hans tilhængere, som ER sumpen.

Det vidste alle normalt-tænkende mennesker så godt i forvejen. Men nu blev det helt tydeligt. Og faren er ikke drevet over. Trump pønser stadig på et statskup – og på at beholde magten i USA – og han skyr ingen midler.

De næste ikke kun to uger indtil Bidens indsættelse som USA´s nye præsident – men de måske næste fire år eller mere – bliver afgørende. Ikke kun i USA, men også i resten af verden.

For USA har i mange år haft – og skal gerne igen – have en hovedrolle i verden som en stærk modspiller i forhold til Kina og Rusland.

Men også meget tættere på bør begivenhederne i USA give anledning til eftertanke. For kunne det samme ske i Europa? I Danmark?

Næppe, tænker man umiddelbart.

Men har vi ikke – bare i mindre målestok – de samme problemer med en stigende social ulighed, en stigende populisme? Såvist har vi så, og kombineret med et EU, som tilraner sig mere og mere magt  – og som af mange opfattes som en kolos på lerfødder, en magtelite nede i Bruxelles, så er situationen tættere på, end vi kan lide at tænke. Og alt der kræves for, at det går galt, er en galning som Trump. Og de findes også i Europa – og i Danmark.

Så det er nu, at vi skal til at tænke os om, og tale pænt til og om hinanden. Vi kan godt være uenige. Ja, vi skal være uenige, men på en hensynsfuld og respektfuld facon. Både på demokratiets talerstole – og på de sociale medier og alle andre steder.

For hverken USA, Danmark eller demokratiet andre steder skal trækkes ned i sumpen. Vi skal vælge anstændighedens vej, som Biden sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er truet: Dommerne siger nej, men hvor er politikerne?

Der skete noget mere end vigtigt i Polens hovedstad Warszawa her i weekenden. Nemlig en demonstration med mange tusinde deltagere fra Polen og mere end 17 andre europæiske lande – og det var ikke hvem som helst, som gik med de polske flag, EU-flaget og skilte med deres land.

Det var dommere fra hele Europa – bl.a. formanden for den danske dommerforening Mikael Sjöberg, som til Ritzau sagde: ”Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform.”

Den retsreform, som han taler om, går ud på, at Polens parlament kort før jul vedtog en lov, der giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Det lyder som noget fra et diktatur-mareridt, og det er også en dom, der har vakt bekymring i hele Europa – og ifølge Mikael Sjöberg også hos de polske dommere.

Demonstrationen blev nævnt i medierne – sådan lidt sporadisk, men ingen danske politikere tog tråden op. Sikkert fordi man vurderer, at en kritik af den polske regering kan skabe problemer i forholdet til Polen, eksporten og andet, som vi tjener penge på.

MEN det duer jo ikke. Det duer slet ikke. For hvis ikke de folkevalgte siger fra og råber op, når demokratiet er truet i et stort europæisk land – som også er medlem af EU – så har vi intet lært af 1930´ene. Dengang hvor Hitler skaltede og valtede med Tyskland, og førte et ellers civiliseret kulturland ud i det rene barbari.

Og dét kan sagtens ske igen.

Og et kvalificeret bud på et næste land kunne være Polen. Her slår man nemlig på lignende nationale strenge om Polen som et land og polakkerne som et folk, der er andre overlegne. Man bruger så ikke en nazistisk retorik, og taler om polakkerne som et herrefolk, men i stedet om at Polen (som stort set de eneste) har den rette katolske tro.

For Polen er i egen selvforståelse et katolsk land, der sætter familien i centrum – og polakkerne er derfor de sidste i Europa, der værner om de rette værdier. Værdier som handler om, at familien er det vigtigste, at der ikke skal være noget som hedder abort, at manden er familiens overhoved, at familien skal kunne klare sig med en indtægt (mandens) så kvinden kan følge sit kald og gå hjemme, at det er okay at slå børn – ja, i det hele taget et samfunds- og menneskesyn, som hører en fjern fortid til.

Syndebukken er derfor også homo- og biseksuelle og alle, som støtter dem og en anden mere sekulær og moderne livsstil – dvs. hele Vesten, som den polske regering og store dele af den polske befolkning anser for så depraveret, at både politikere og polske biskopper taler om en decideret regnbuepest.

Der har også været flere rapporter om, at Pride Parader i Polen er blevet forbudt – og at folk, som deltog i lovlige Prides i Polen, er blevet angrebet og overfaldet – uden at det har fået konsekvenser for voldsmændene.

Det er forfærdeligt – og situationen bliver totalt uudholdeligt, når nu de polske domstole ikke længere er uafhængige, og kan stoppe overgrebene på og forfølgelsen af andre mennesker. For overgrebene – også fra staten – rammer også folk, der er kritikere af systemet og andre, der ikke gør og siger, som den polske regering ønsker det.

Men sådan er situationen i Polen, hvor de polske domstole nu fungerer som systemets forlængede arm. Det polske demokrati er altså de facto dødt – og diktaturet er en realitet – og det lige på den anden side af Østersøen.

Der skal råbes og protesteres – og vi skal boykotte Polen på alle måder – og politikerne burde gå forrest, hvis de mener, at demokrati og menneskerettigheder er vigtige.

Men nej, de danske politikere svigter IGEN ligesom de gjorde det i 1940. De har INTET lært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man stemme religiøst i et demokrati?

Antallet af såkaldte ghetto-stemmer eksploderede ved folketingsvalget i sidste uge – og det var især de radikale, der blev stemt på i landets ghettoer.

I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre frem med 29,1 procentpoint – og i Vollsmose i Odense fik partiet en otte-dobling af stemmer, fra 3,9 procent af stemmerne i 2015 til 33,6 procent af stemmerne i år. Men også i andre områder med mange muslimer som fx Nørrebro havde de radikale et godt valg.

En af årsagerne hævdes at være FB-gruppen ”Muslimer til Stemmeboksene 2019”, som fik over 25.000 medlemmer.

En anden var den mobilisering, der fandt sted i moskeer og andre steder, hvor muslimer færdes – og hvor de blev anbefalet at stemme på Morten Østergaard og venner, da det var det parti, som ville gavne indvandrerne som gruppe mest.

Se mere her: https://politiken.dk/indland/politik/FV19/art7245088/Radikale-8-dobler-stemmetal-i-ghetto-omr%C3%A5de

Danmarksbloggen sidder i den anledning med tre tanker:

  • Har alle grupper ikke altid stemt på det parti, der gavner gruppens interesser? Landmændene på Venstre, speltsegmentet på Alternativet, iværksætterne på LA, arbejderne på Socialdemokratiet og så videre. Så hvad er der egentlig galt i det?
  • Ja, der er måske det galt, at nu handler det ikke om erhverv, penge eller samfundsindretning, men om religion – og netop religion må aldrig spille en rolle i forhold til hvilken politik, som der vedtages. Tro er en privatsag. Så at stemme efter troen er nærmest helligbrøde i Danmark.
  • En helligbrøde, som også både Kristendemokraterne og visse grupperinger i DF (Tidehvervsfolkene) har begået.

Men det er ekstremt vigtigt, at religiøse værdier og religiøse love og regler aldrig dikterer lovgivningen her i landet.

Demokrati og religion hænger nemlig ikke sammen, så derfor kan vi ikke stemme efter religion, men må stemme efter andre markører end troens. Markører om økonomi, fordeling af goderne, det offentliges rolle og andre sekulære emner, som berører os alle sammen – og ikke kun dem, som er ligesom os selv.

For det er en generel uskik kun at stemme med egne interesser for øje – uanset hvilken ghetto man bor i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smith, Elmquist og Wilhjelm: Påvirkningsloven kan afskaffe det danske demokrati

Man kan håbe, at juraprofessor Eva Smith får ret, når hun i dokumentarfilmen ”De tre sidste musketerer” siger, at hun håber, at domstolene vil tolke den såkaldte påvirkningslov meget varsomt og kun bruge den i grelle tilfælde. For ellers er der tale om at kriminalisere visse politiske ytringer – og at demokratiet i Danmark reelt bliver afskaffet.

Vi taler om påvirkningsloven, om regeringens nye forslag om at det fremover skal være strafbart og med fængsel i op til 12 år forbundet at ytre noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed bliver altså dermed kriminelt, hvis man som borger ikke mener det samme som staten. Og ja, Danmarksbloggen ved godt, at loven er lavet for at beskytte Danmark mod de russiske trolls. Problemet er bare, at loven er et brud mod Grundloven, og at den sikrer statens interesser ene og alene – også mod borgeren.

For hvad nu når staten lyver som fx under Irak-krisen, hvor USA´s tidligere udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at vi derfor skulle gå i krig mod dem? En krig som også Danmark gik ind i, fordi vores politikere sagde, at ja, der var beviser for, at Saddam Hussein havde disse våben. Men de beviser fandtes ikke, og det vidste de danske politikere godt.

For det er meget enkelt: En stat vildleder sin befolkning og svigter sit ansvar, hvis folket ikke får de sande oplysninger. Desværre er det meget svært at stille en stat til ansvar, især når man som Danmark ikke har den forvaltningsdomstol, som lic. jur. Preben Wilhjelm efterlyser i filmen, og som ellers ville kunne holde magten i tømme. For som det er i dag, så er 90 mandater nok til at beslutte noget, også det som er i strid med Grundloven, hvilket er sket flere gange. Ja, siden 1919 er der konstant blevet hugget bidder af det ellers så stolte og i rettigheder funderede retspolitiiske system i Danmark.

Men nu risikerer vi med påvirkningsloven at få et statsmonopol på sandheden – og dermed et samfund, der minder mere om et diktatur end om et demokrati.

For som advokat Bjørn Elmquist siger det i filmen, så er et demokrati kendetegnet ved en politisk pluralisme, der blandt andet indebærer ytringsfrihed, meningsfrihed, religiøs frihed og mange andre slags friheder for borgeren – også friheden til at være uenig med staten og magten og give udtryk for disse holdninger.

Men den frihed er altså under pres og siden 11. september under mantraet ”Befolkningens tryghed er det vigtigste”. For netop dette mantra er blevet brugt til at give politiet og PET så udvidede beføjelser, at der reelt er tale om at udhule fundamentale borgerrettigheder og frihedsprincipper. Men det er – som Eva Smith siger det i filmen – en narresut, for ingen kameraer eller andet kan sikre os 100 procent mod terror.

Men vi accepterer åbenbart, at friheden tages fra os – det betyder ikke noget, så længe vi bare underholdes og entertaines med ligegyldige trivialiteter, som vejen til slaveriet er beskrevet i Huxleys ”Fagre nye verden”. Det er ganske skræmmende.

Retspolitisk forening kalder også lovforslaget om påvirkningsloven for ”alvorligt bekymrende for ytringsfriheden”: http://www.retspolitik.dk/wp-content/uploads/2018/10/H%C3%B8ringssvar-ulovlig-pa%CC%8Avirkningsvirksomhed-okt18.pdf?fbclid=IwAR2UhAm3GnFg_aGdQlcQoKAcMWdNQ-0mogrv1wHeSuhNlr7XduF3H7RvUro

Sæt derfor den halve time af, som det varer at se filmen og høre, hvad de dygtige mennesker Smith, Elmquist og Wilhjelm har at sige. Det bliver en af de vigtigste halve timer i dit liv.

DR ville ikke vise filmen, da den iflg. dem ikke var samfundsrelevant. Danmarksbloggen mener derimod, at det er årets formentlig vigtigste film. Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk