Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

10 år siden Utøya

Hvor var du for 10 år siden? Dengang terroren ramte Norge. Dengang vi alle blev nordmænd.

Undertegnede var i Rom med familien. Det var strålende sol og stegende hedt, og vi havde ingen idé om, hvad der foregik mange tusinde km oppe i det kølige Nord. Vi havde nemlig ingen mobiler med ud i Den Evige Stad.

Så det var først sidst på aftenen i taxien hjem til hotellet, at vi fandt ud af det – sådan nogenlunde. Chaufføren spurgte nemlig, hvor vi var fra – og da vi sagde Danmark, sagde han, ja, men så kender I Norge, og det måtte vi jo indrømme.

Har I så hørt om terrorangrebet, ville han vide. Nej, det havde vi ikke, men vi blev chokerede, og tænkte straks noget med bomber. Desværre var hans engelske mere end dårligt og vores italienske endnu værre.

Så det var først, da vi kom hjem til hotellet, og gik på nettet, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Jeg glemmer aldrig den følelse, som det gav mig. Danmark var lige pludselig så langt væk, og Norge endnu længere.

Jeg havde en stor lyst til at tage hjem og være dér – selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle være dér for. Jeg kendte ingen, som var på Utøya – eller som havde pårørende på Utøya.

Men det satte sig alligevel i mig. Og resten af tiden – mere end to uger – i Italien tænkte jeg indimellem på Utøya, nordmændene og på hvor meget det ramte derhjemme. For det kunne man jo mærke, når man læste nyheder, hvad vi kun gjorde, når vi kom forbi et sted med netværk.

Men da vi det meste af tiden boede ude på landet – langt væk fra Rom og alle muligheder for at gå på nettet, så var det ikke meget, at vi kunne følge med. Så selvom bevidstheden om udåden lå dér, gled det også i baggrunden.

Lige indtil den kølige og regnfulde formiddag i august, hvor vi krydsede den dansk-tyske grænse, så vi kunne købe en dansk avis. Jeg husker ikke hvilken. Måske Politikken. Men resten husker jeg som i går. Jeg skyndte mig ind på en tankstation, fandt avisen, betalte, løb ud i bilen, og satte mig ind på bagsædet.

For nu skulle jeg sørme efter næsten tre uger væk fra Danmark læse avis. Og uden at tænke over noget, slog jeg først op på midtersiderne – og dér var de så: Navnene på og billederne af alle de vidunderlige unge mennesker, hvis liv blev revet væk af en gal mand. En ond mand.

For ja, ondskaben findes. Den er virkelig. Den går på jorden.

Jeg kan stadig huske de avissider – og følelsen, da jeg sad helt stille med avisen foldet ud oppe foran ansigtet – og græd. Græd længe. Græd så kinderne blev helt våde.

For sorg kan godt komme efter flere dage – og selvom man ikke kender ofrene. Ja, sorg kan måske især komme, selvom ondskaben fandt sted for lang tid siden. Og derfor mener jeg også den dag i dag, at gerningsmanden – hvis navn jeg ikke vil skrive, for han elsker opmærksomhed – ALDRIG skal lukkes ud. ALDRIG.

Kan hænde at man som kristen (og jeg betragter mig selv som kristen) skal tilgive – og ja, nåden er for alle. Det overlader jeg så til Gud. Jeg er kun et menneske, og jeg må gerne sige og mene og føle, at dette udyr i menneskeskikkelse skal bøde, så længe han lever.

Jeg må gerne forsage. Forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, som der også står i trosbekendelsen. For jeg er ikke Gud. Så det med den totale nåde og den totale næstekærlighed – det overlader jeg trygt til Gud.

Vi har også alle brug for det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk