Og så glemte vi fodboldkvinderne …

Mændenes fodboldlandshold vandt i går en knusende 5-1-sejr over Irland og sikrede sig dermed adgang til VM i Rusland – og nu går samtlige aviser i selvsving og amok over resultatet, og glemt er tilsyneladende alle tidligere udtalelser og benævnelser.

For nej, det hedder ikke længere ”Mændenes fodboldlandshold” – men bare Danmark. For Danmark er åbenbart defineret ved mændene og deres evner med en bold på en græsplæne.

Men hvad med kvinderne? De vandt sølv til EM i sommers, og der var ingen ende på de roser, som de fik i den henseende. Man talte også om, at man i fremtiden ville kalde det mændenes henholdsvis kvinderne fodboldlandshold.

Men det holdt altså kun så længe, at pandekagerne på Københavns Rådhus var nogenlunde lune endnu.

For nej, man mente det vist aldrig seriøst med kvinderne, som det også blev cementeret, da DBU ikke ville lave en aftale med kvinderne, men i stedet droppede en kvalifikationskamp mod Sverige.

Der falder i øvrigt afgørelse i dén sag i dag.

Gad vide, hvor meget vi kommer til at høre om det? Danmarksbloggen spår: Næppe meget, for nu kan mændene jo sparke igen.

Det er en skandale for ligeretten …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM-sølv – og en lovende fremtid

Så blev det til EM-sølv til kvindelandsholdet i fodbold.

Alt var ellers kørt i stilling til den helt store fodboldfest a la modellen fra 1992, hvor mændene tog EM-guldet for første og indtil videre eneste gang. Og når man ser på det nuværende herrelandshold så kommer det nok også til at vare nogle år, inden de igen måske kan blande sig i medaljestriden til EM – og hvis vi er helt vilde VM.

Kvinderne derimod har faktisk tidligere taget VM-guld, endda to gange (i 1970 og i 1971), dog var det inden FIFA overtog turneringen, så det er at betragte som uofficielt.

Mange vil måske også sige, at kvindefodbold dengang ikke var så veludviklet, som det er i dag. Nej, det kan godt være, men det er kvindefodbold nu, hvor kvinderne har taget sølv efter de fem gange er blevet nr. 3 til EM. Det er SÅ FLOT.

Der er derfor også kun grund til at give kvinderne – og pigerne (for vi skal også tænke på kommende generationer) – ligeså gode vilkår som mændene og drengene, når det kommer til at træne og kunne dyrke sin sport uden at skulle bekymre sig om økonomi.

Danmarksbloggen håber derfor, at dette sølv bliver åbningen til mere fokus på at give kvindefodbolden både penge og plads. For det er (når alt kommer til alt) dér, hvor Danmarks potentiale ligger, hvis vi skal tale om medaljer.

Fremtiden tegner lovende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i EM-semifinale

Danmarksbloggen havde ellers planlagt at holde sommerferie til på mandag.

MEN når der sker noget som det danske fodboldlandshold i en EM-semifinale, så må sommerferien afbrydes for en kort bemærkning.

For det er intet mindre end fantastisk, at dansk fodbold klarer sig så godt i international sammenhæng – og ovenikøbet i kvartfinalen slår de mange gange regerende mestre fra Tyskland.

Danmarksbloggen forventer derfor også, at landsholdet – hvis de går hele vejen – vil blive mødt med folkefest, rådhuspandekager og alt det andet, som skete dengang, hvor det var mændene, der kunne spille fodbold.

Det kan de så ikke længere. Men heldigvis har vi gæve fodbold-kvinder, der kan – og i øvrigt: De kvindelige fodboldspillere hverken klynker eller beklager sig, end ikke da deres kamp blev udsat i lørdags. De maser bare på … mændene kunne lære meget af dem både på og udenfor banen.

RESPEKT til de danske fodboldkvinder – og god vind i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan fodbolden samle?

Sport er for mange en stor del af deres liv – og af deres (nationale) identitet. Og ingen sportsgren er så fyldt med følelser i Danmark som herre-fodbold, og ingen kampe trækker så meget på nationalfølelsen, som når vi møder Sverige.

Og det er lige netop, hvad der sker igen d. 14. november og d. 17. november, når der skal spilles play-off-kampe om, hvem der skal med til EM næste år i Frankrig: Danskerne eller svenskerne.

Danmarksbloggen håber selvfølgelig på, at Danmark vinder.

Men det vigtigste er ikke, hvem der får bolden fleste gange i modstanderens mål, men at vi – via den lille runde bold og de 22 mand klædt i rødt-hvidt eller blå-gult – finder ud af, at vi har mere, der samler os, end der skiller os heroppe i Norden.

At Danmark og Sverige – og Norge med – er nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden i en verden, der bliver mere og mere usikker og farlig. Men at vi også må åbne og hjælpe dem, der ikke er så heldige som os.

Og at vejen derfor hverken er den angste og lukkede vej, som vi har valgt i Danmark – eller den naive, som Sverige går – men istedet en fornuftig og medmenneskelig vej, hvor der er plads til både hjerte og hjerne – som der er det i sport, når sport er bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Danmark absolut deltage i alle sportsbegivenheder?

Pt. er der håndbold-VM i ørkenstaten Qatar, der af mange regnes for det rigeste land i verden.

Det er en rigdom, der til dels kommer fra de cirka 1,2 millioner gæstearbejdere, der arbejder under slavelignede forhold med vold, dårlige boligforhold og til en meget lav løn som fx de cirka fem kroner i timen, som mange af byggearbejderne af diverse stadiums til fodbold-VM i 2022 får for deres slid og slæb, der desværre hver dag fører til at en eller flere af dem dør.

Disse horrible forhold i Qatar har imidlertid ikke fået håndbold-Danmark til at overveje at blive hjemme. Tværtimod snakker mange af dem henført om den luksus, som de møder i ørkenstaten. Fodbold-herrerne har også tænkt sig at prøve at kvalificere sig til VM i 2022 i Qatar.

For sport og politik hører ikke sammen, som sportsfolkene siger som fast begrundelse for, hvorfor det er i orden at rejse til diverse diktatoriske og menneskerettighedsfornægtende lande for at dyrke deres sport og måske vinde en medalje. 

Og nej, det gør sport og politik ikke – i en ideel verden. Men dén verden lever vi ikke i. Tværtimod så lever vi en verden, hvor alt er gennemsyret af politik, også sport. En verden, hvor en stenrig emir fra en ørkenstat kan købe et håndboldhold bestående af stjerner fra hele Europa og kalde det Qatars landshold – tiltrods for at der ikke er det mindste arabiske blod i nogen af dem.

For Qatars egne indbyggere spiller ikke håndbold, ja de ved dårligt nok, hvad håndbold er. Men Qatars ledelse – og det vil sige emiren – vil gerne markedsføre sit land som moderne, og derfor bruger han denne formue på først VM i håndbold og om syv år på VM i fodbold – og lur mig om ikke han laver hattricket og også får købt OL til Qatar i fx 2028?!

Det kan vi isoleret i Danmark måske ikke gøre så meget ved, men vi kan lade være med at deltage i sportsbegivenheder i Qatar og andre steder, hvor menneskerettighederne trædes under fode, og hvor mennesker behandles med en kynisme og eksisterer under forhold, som er så horrible, at intet levende væsen burde leve sådant.

Dét ville give god mening, hvis altså vi er seriøse og konsekvente omkring det med menneskerettigheder og social ansvarlighed, også i forhold til alle andre lande. Noget, som nogen måske med fordel også kunne hviske kronprinsen i øret.

For nok er Frederik medlem af Den Olympiske Komité, men han er også Danmarks kommende konge – og som sådan giver det ikke mening, at han med sin tilstedeværelse i Qatar til et håndbold-VM støtter et regime, der i udstrakt grad benytter sig at slaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1990´erne

1990´erne startede egentlig i 1989, nemlig d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og en ny verdensorden blev indledt – og årtiet sluttede først d. 11. september 2001, hvor fire fly blev kapret i USA af islamistiske terrorister.

I de små 12 år, der var imellem de to skelsættende verdensbegivenheder, skete der meget i Danmark, især med den danske selvforståelse.

Siden 1864 havde Danmark været præget af småstats-mentaliteten, men nu begyndte vi igen langsomt men sikkert at tro på, at vi kunne spise kirsebær med de store, at vores ord og vores bidrag betød noget på den store verdenspolitiske scene.

Det hele både kulminerede og startede og sluttede i sommeren 1992, hvor vi i løbet af én eneste solrig juni-måned stemte nej til Maastricht-traktaten, der bl.a. ville betyde indførelsen af en ny fælles EU-mønt i Danmark, men vandt EM-mesterskabet i fodbold – og regentparret havde sølvbryllup.

Nationalismen havde kronede dage, og der findes næppe nogen nulevende dansker over 35 år, som ikke kan huske, hvad de lavede i netop de juni-dage.

De fleste kan også huske daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med roligan-tørklæde om halsen kom til EU-møde og med sans for den rappe replik til de svære forhandlinger, der ventede pga det danske EU-nej, sagde: If you can´t join them, beat them.

For de danske fodboldfans, de berømte rooligans, der aldrig lavede ballade, men var søde og festlige i deres rød-hvide klaphatte, havde deres absolutte storhedstid i 1992, hvor det var endnu sommer og fællesskab i Danas have.

Men som bekendt bliver sommer til efterår, og året efter d. 18. maj i 1993, da vi stemte ja til de danske EU-forbehold, faldt skuddene på Nørrebro. Demonstranter og kampklædt politi kæmpede med brosten, jernstænger, skjolde og tåregas, da politiet trak våbnene og affyrede 113 skarpe skud direkte ind i folkemængden. Ved et mirakel blev ingen dræbt.

En anden – mere voldsom – virkelighed var blevet en del af Danmark.

Også retorikken blev også grovere – ført an af Dansk Folkeparti, der var udbrudt af og skabt af resterne af Fremskridtspartiet. Et parti med Pia Kjærsgaard i spidsen, der fik bragende succes med at gøre indvandrere og flygtninge til syndebukke for alskens dårligdomme i det danske samfund.

Daværende statsminister fra Socialdemokratiet Poul Nyrup sagde derfor også de berømte ord om partiet: Men stuerene det bliver I aldrig. Det er der så mange danskere, der mener, at partiet er i dag. Ja, det er oven i købet dem, som syntes, at Dansk Folkeparti ikke er muslim-kritiske nok!!!

Men 1990´erne bestod også af andet og mere end blind nationalisme.

Det var også dét årti, hvor computere og anden IT for alvor slog igennem. Hvor vi lærte at bruge internettet og at skrive mails, hvor hele vores kommunikations- og vidensformidling oplevede den største revolution siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten.

Det påvirkede selvsagt også erhvervslivet, og især de kreative og vidensbaserede erhverv kom i vælten. Nu skulle der bygges broer mellem erhvervslivet og universiteterne, både vidensbroer og fysiske broer som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der ikke kun afkortede rejsetiden dramatisk, men som også har bevirket, at det for alvor er blevet let at komme rundt overalt i Danmark – og til de gamle danske lande mod øst, der i dag udgør Sydsverige.

Der var hele vejen gennem 1990´erne en klippefast tro på, at viden og kultur ville føre os ind i et bedre samfund med ingen krige og ingen konflikter – i hvert fald ikke i vores del af verden.

Det var så en forkert antagelse. For 1990´erne var en parentes, en periode på 12 år, hvor mange troede, at vi i Danmark levede – og ville fortsætte med at leve – i et harmløst lykkeland uden krige og trusler, hvor folk kunne tumle nydende rundt. De mere militært bevidste var imidlertid på vagt som aldrig før efter Berlinmurens fald. For de vidste, at et kaos og et tomrum ofte er langt mere farligt end en defineret fjende.

En ny fjende skulle også vise sig. En fjende, som selvom det ikke var et direkte angreb på Danmark, også blev en dansk fjende. For i en globaliseret verden som vores hænger alle lande og alle verdensdele mere sammen end nogen siden før.

Det var en fjende, der helt uventet kom fra himlen en solrig septemberdag i New York og Washington D.C. 11. september 2001. En fjende, som vi stadig slås med både på indre og ydre planer.

Og netop 11. september 2001 skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 29: 1970´erne og 1980´erne

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1970´erne og 1980´erne

Velstanden ville bare fortsætte og fortsætte nærmest for evigt, troede mange op gennem 1960´erne. En teori, som oliekriserne i 1970´erne dog satte en eftertrykkelig stopper for.

De nye tider var for alvor kommet – og i de kommende årtier blev energiforsyningen et af de helt store politiske emner. Ja, den er den stadigvæk. Men det var i 1970´erne, at det for alvor gik op for politikere og befolkning, at olie- og kul-beholdningerne ikke varer evigt – og at det derfor er en god ide at kigge på vedvarende energi som fx solfangere og vindmøller.

Den vedvarende energi har også den fordel, at den ikke forurener i samme grad som de fossile brændstoffer. Så netop forurening og miljø var også noget, der for alvor begyndte at komme på dagsordenen i 1970´erne.

Store dele af befolkningen var dog stadig mere optagede af deres egne pengepunge og nyindkøbte parcelhuse, og det gav sig blandt andet udslag i det berømte jordskredsvalg til Folketinget i 1973, hvor den gamle orden med få politiske partier blev sprængt, og især Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen og Centrum-Demokraterne med Erhard Jacobsen som leder markerede sig i det nye politiske landskab.

De første mente, at vi stort set ikke behøvede at betale skat – og de andre appellerede til de nye parcelhusejere og ville have de borgerlige dyder ind og de røde lejesvende, som de kaldte de fleste medier, ud.

Det lykkedes selvfølgelig ikke, men den politiske dagsorden blev en anden. Mere end 44% af vælgerne havde også stemt anderledes end de plejede – og mange på de nye partier, som udover de nævnte også talte abortmodstanderne i Kristeligt Folkeparti m.fl.

Nutidens parlamentariske system med mange partier på Christiansborg tog altså sin begyndelse dér – og det skulle selvfølgelig også præge Danmark op gennem 1970´erne, der var kendetegnet ved krise på krise, billøse søndage og en befolkning, der samledes foran fjernsynet, som endnu kun var én eneste dansk kanal samt et par svenske, hvis man boede i Øst-Danmark, eller nogle få tyske, hvis man boede i Vest- og Syd-Danmark.

Det var monopolets dage, hvor alle tiders bedste danske tv-serie MATADOR havde premiere. Serien er i dag ren Danmarkshistorie og elsket nationalarv, og lagde dengang gaderne øde, når den blev sendt lørdag aften. Alle måtte vide, hvordan det gik personerne i Korsbæk. For husk: Dengang kendte man ikke begivenhedsforløbet i de 24 afsnit. Så det var med spænding, at både store og små sad klistret til skærmen, når Bent Fabricius Bjerres smukke melodi fortalte, at nu startede endnu et afsnit.

Det var også brug for noget at samle sig om. Kriserne fortsatte op gennem 1980´erne, og den nye Firkløverregering under ledelse af den konservative Poul Schlüter gennemførte de såkaldte kartoffelkure, som var økonomiske stramninger inspireret af den amerikanske præsident Ronald Reagans og den britiske premierministers Margaret Thatchers ny-liberalistiske og anti-solidariske stil.

Yuppierne – unge og yngre, som var blevet rige i en ruf på Børsen eller ved at købe og sælge virksomheder – elskede den stil. De gik i Lacoste-tøj og troede kun på sig selv og den næste flaske vodka eller champagne til overpris på de elegante natklubber, som de levede på hver weekend.

Punkerne og BZ´erne derimod hadede den stil – og gik imod den stigende højredrejning i samfundet med farverigt hår, der strittede lige op, hullede t-shirts og lædertøj – og besatte huse, som de udkæmpede adskillige kampe med politiet om op gennem 1980´erne.

Kampe, som blandt andet er beskrevet i Danmarks nationalskjald Kim Larsens film ”Midt om natten”, hvor der blandt andet synges: Strisserne kom midt om natten … og sagde gå nu hjem, men vi spurgte: Hvor er det? Midt om natten!!! Pladen udkom i 1983 og blev årtiets mest solgte og er stadig det mest solgte album i Danmark tæt fulgt af efterfølgeren ”Forklædt som voksen” fra 1986. Kim Larsen kunne – og kan – som ingen anden forny den danske sangskat og bygge bro mellem generationerne og befolkningsgrupperne.

De fleste danskere var dog hverken yuppier eller bz´ere. De gik i stedet i pastelfarvet tøj med skulderpuder eller bekvemme, men grimme joggingsæt og passede deres arbejde eller studie – og mange af dem fulgte ivrigt med i fodboldlandsholdet, der med Sepp Piontek som træner for første gang nogen kvalificerede Danmark til en slutrunde, endda til VM i Mexico i 1986.

Den slutrunde, som skabte dén sang, der stadig synges: Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

For det gjorde vi stadigvæk dengang i 1980´erne, også selvom Dronning Margrethe d. 2 i nytårstalen i 1984 sagde de berømte ord om danskernes forhold til indvandrere: Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

Godt, ja næsten profetisk sagt af Dronningen.

For noget var ved at ske både i danskernes holdning til sig selv og til den omkringliggende verden.

Den danske selvforståelse var for første gang siden 1864 ved at svinge fra vi-er-små-men-det-er-ok til vi-kan-godt-spise-kirsebær-med-de-store – på både godt og ondt.

Det skulle der blive meget mere af de kommende år – og især i 1990´ene.

Og netop 1990´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fodboldkvinderne kan …

Nationalfølelsen får som regel frit spil i forbindelse med sport … og måske allermest når det drejer sig om fodboldlandsholdet. Og siger man fodboldlandsholdet, tænker mange på det vingeskudte mande-landshold, der er dårligere i øjeblikket end de har været det i mange år.

Men det er ikke mændene, som det her skal handle om. På plakaten er istedet de gæve fodboldkvinder, der normalt ikke har den store bevågenhed og derfor heller ikke er blot i nærheden af de økonomiske ressourcer, som mændene har.

Alligevel er det danske kvindelandshold i semifinalen til EM i aften, hvor modstanderen hedder Norge. Godt nok med lidt held fra en lodtrækning. Men da mændene vandt EM i 1992, skyldtes det også et tilfælde. De skulle nemlig slet ikke have været med, men kom det på grund af krigen i Eks-jugoslavien.

Det kunne være godt, hvis kvinderne vandt i aften – og i finalen, der spilles på søndag. Skønt for deres egen skyld først og fremmest, men også for ligeberettigelsen og for forståelsen af at kvinders sportspræstationer er ligeså flotte som mænds.

I Danmark siger vi ellers, at vi har ligeberettigelse. Men det kniber voldsomt på det sportslige område, især når man ser på sponsorater og mediedækning, hvor mændene nærmest løber med hele butikken, hvis man ser bort fra få sportsgrene som fx håndbold.

Men det kunne en dansk EM-titel til fodboldkvinderne på søndag forhåbentlig lave om på. Er man overtroisk, har vi også nærmest vundet allerede. For som i 1992 spilles der i Sverige, finalemodstanderen bliver Tyskland, og landstræneren hedder Møller til efternavn. Og så kan kvinder faktisk spille fodbold …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag – Danmarks nationaldag eller?

I Sverige har de Alla Flaggans Dag, som er i morgen d. 6. juni.
Og i Norge – og udenfor Norge – har de 17. maj som nationaldag.

Danmark har Grundlovsdag, i dag d. 5. juni. En nationaldag, som ikke rigtig er en nationaldag. Googler man på Grundlovsdag, finder man også hurtigt ud af, at det emne, som interesserer danskerne mest på Grundlovsdag, hverken er demokratiets fødsel, politik, de store nationale følelser eller tilsvarende – men noget så enkelt som om hvorvidt vi har fri eller ej – og om butikkerne har åbent eller lukket.

Det der med at rende rundt med flag i gaderne iklædt nationaldragter, som nordmændene gør det – både i Norge, men i så sandhed også udenfor Norge, appellerer tilsyneladende ligeså lidt som at møde op i samlet flok for at hylde flaget, nationen og kongefamilien som svenskerne gør det på Skansen i Stockholm.

Nej, at sidde hjemme i sin sofa og se en fodboldkamp for eksempel. Dét ved man, hvad er. For tolker man nationaldag og nationalfølelser derhen, så er der nemlig én Grundlovsdag, som danskerne husker. Dengang i 1985 hvor vi slog russerne 4-2 i Parken i det, som DBU har kaldt århundredets fodboldkamp, dengang vi begyndte at tro på, at vi kunne noget fodboldsmæssigt.

Og det kunne vi jo også. Syv år senere blev vi Europamestre. Det har Sverige og Norge aldrig været. At Sveriges fodboldherrer så har vundet sølv ved VM – og guld til OL, taler vi ikke om. Det ligger jo helt tilbage til henholdsvis 1956 og 1948. Og deres ialt fire bronzemedaljer nævner vi slet ikke! Så er det meget nemmere at tale om Norge, som i fodboldsammenhænge aldrig har vundet andet end en bronze-medalje ved OL i 1936.

Så tilbage står, at Danmark er det eneste land i Norden, der er blevet Europamestre, og dét startede altsammen på Grundlovsdag syv år forinden med århundredets kamp mod russerne. Dén kan svenskere og nordmænd ikke matche.

Så det er måske bare derfor, at de stadig bruger folkedragter og flag – mens vi bliver hjemme og nyder det gode sommervejr, når der ikke er en fodboldkamp på programmet.

Vi er røde, vi er hvide … God Grundlovsdag ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodbold, håndbold, tennisbold og national selvfølelse

Ja, ja – jeg ved godt, at det hedder tennis og ikke tennisbold.

Men ordet tennisbold er nu velment alligevel, da bold i fodbold, håndbold og tennisbold viser hen til, at de her sportsgrene drejer sig om at spille med en bold, drejer sig om leg og fællesskab.

Eller det vil sige: Det handlede det om engang, og det gør det stadig (nogle gange) i skolegården og i fritiden. Men professionelt er sport ikke længere et spørgsmål om at lege og have det sjovt – og måske tjene nogle penge samtidig.

Idag er sporten blevet iskold business og strategi, hvor det drejer sig om de enorme tal på bundlinien. Så det er kun naturligt, at spillerne i reglen ser ret beklemte ud tiltrods for de store penge, der er i sporten for de dygtigste og heldigste af dem.

Men publikum er ligeglade med pengene.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at publikum dropper ud som tilskuere til fodboldlandsholdets kommende VM-kvalifikationskampe som den der skal spilles i Parken i aften.

For nok vil alle helst se deres favorithold og yndlingsspiller vinde, men vi vil også se gejst, begejstring og spilleglæde – og især når det drejer sig om landsholdet i fodbold, der, uanset hvad man synes om fodbold, samler nationen.

Der skete nemlig noget med danskerne dén sommeraften i 1992, hvor vi blev Europamestre i fodbold ved at slå Tyskland 2-0 på Nya Ullevi Station i Göteborg. Dén sollyse juni-aften forvandt vi nederlaget ved Dybbøl i 1864 og turde igen tro på os selv som en nation, der ville blive lyttet til ude i den store verden.

Det forpligter altså at være landshold – og især i fodbold drejer dét at være træner og spiller sig om andet og mere end sport. Er man på det danske landshold, skal man være parate til at levere følelser og oplevelser, og give folket en oplevelse af “at vi er Danmark – allesammen.”

“Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side,” som vi stadig synger dét i VM-sangen fra 1986.

For sport er national selvfølelse og sammenhængskraft, der, når den leves ud som den blev gjort det i 1992, faktisk er god og samler Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk