Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OK18-vinderen er fundet

Så er OK18-mesterskaberne forbi, og Danmarksbloggen vil gerne kåre den ultimative sejrherre, vinderen af OK18-guldmedaljen, nemlig:

FLEMMING WINTHER, der forhandlede for lønmodtagerne i staten.

Han havde overblikket og modet til at vente – og så slog han til, og sikrede ikke kun lønnen, men også den betalte spisepause. Det var eminent gjort.

Men der skal også uddeles sølvmedaljer, og de går til begge sider i regionerne, som formåede at holde sig udenfor det meste af det store mediecirkus, der har hersket i de seneste uger, ja måneder – for i stedet at forhandle seriøst og målbevidst.

Og så er der bronzemedaljen, som går til Sophie Løhde, som kom ud af det her uden de alt for store skrammer på næsen, selvom hun langtfra fik det, som hun (og Løkke) ville have, nemlig en konflikt som Venstre kunne bruge som valgflæsk.

Herefter følger så udenfor medaljerne Michael Ziegler, der hverken vandt eller tabte, fulgt af Dennis Kristensen fra FOA, der brød musketér-eden – og så kommer Anders Bondo på sidstepladsen.

For nok fik lærerne en lønstigning, men de fik hverken betalt spisepause eller en aftale om deres arbejdstid. Der er lagt i kakkelovnen til OK21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM-sølv – og en lovende fremtid

Så blev det til EM-sølv til kvindelandsholdet i fodbold.

Alt var ellers kørt i stilling til den helt store fodboldfest a la modellen fra 1992, hvor mændene tog EM-guldet for første og indtil videre eneste gang. Og når man ser på det nuværende herrelandshold så kommer det nok også til at vare nogle år, inden de igen måske kan blande sig i medaljestriden til EM – og hvis vi er helt vilde VM.

Kvinderne derimod har faktisk tidligere taget VM-guld, endda to gange (i 1970 og i 1971), dog var det inden FIFA overtog turneringen, så det er at betragte som uofficielt.

Mange vil måske også sige, at kvindefodbold dengang ikke var så veludviklet, som det er i dag. Nej, det kan godt være, men det er kvindefodbold nu, hvor kvinderne har taget sølv efter de fem gange er blevet nr. 3 til EM. Det er SÅ FLOT.

Der er derfor også kun grund til at give kvinderne – og pigerne (for vi skal også tænke på kommende generationer) – ligeså gode vilkår som mændene og drengene, når det kommer til at træne og kunne dyrke sin sport uden at skulle bekymre sig om økonomi.

Danmarksbloggen håber derfor, at dette sølv bliver åbningen til mere fokus på at give kvindefodbolden både penge og plads. For det er (når alt kommer til alt) dér, hvor Danmarks potentiale ligger, hvis vi skal tale om medaljer.

Fremtiden tegner lovende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk