Tag-arkiv: Anders Lundt Hansen

Anmeldelse: “Ulveslægten”

Udgivet den af
Svar

Man bliver lidt forvirret, når man starter på bogen ”Ulveslægten” af Anders Lundt Hansen, som også har skrevet historiebøgerne ”Jellingmysteriet”, ”Nordens hersker” og ”Sølv, blod og kongemagt”.

For bogen handler om kongerne i Danmark i perioden fra cirka 1050 til ca 1150, og de præsenteres i bogen som Ulveslægtens konger. Men faktum er, at de stridbare og magtglade mænds adgang til den danske trone IKKE kom via forfaderen Ulf Jarl af Skåne (Ulf som i Ulv), men via formoderen, Estrid, som var datter af den danske konge Svend Tveskæg og søster til kong Knud den Store, som herskede over både Danmark og England.

Det er også derfor, at den første konge (med Ulf som far), der nævnes, hedder Svend Estridsen, altså Estrids søn, og ikke Svend Ulfssøn. For det er forbindelsen til Estrid, der legitimerer retten til tronen.

Det er derfor ærgerligt, at bogen bruger dette fortællegreb med ulve-efterkommerne. For det rimer dårligt med dén historiske kendsgerning, at det er den samme slægt, som har siddet på den danske trone gennem hele historien. Og dét er set i europæisk sammenhæng ret unikt, at der ikke har været forskellige slægter, men at det er den samme slægt, om end i forskellige versioner og langtfra altid med tronen givet fra far til søn, men alligevel …

Lidt inde i bogen slås det også fast, at hvis ikke Kong Magnus af Norge var død, fordi han faldt af sin hest – så havde det hele endt anderledes. Det er uden tvivl rigtigt, men det gælder mange ting i historien, at hvis og hvis …

Og især i denne tidlige middelalder, hvor kongerne i Danmark skulle frygte både sygdom og sværd, var der ikke givet noget på forhånd. For var det ikke det ene, der tog livet af dem før tid, så blev det nemt det andet. Ingen vidste, hvornår deres sidste dag kom.Og netop de 100 år her var mere end urolige, og det er svært at holde styr på, hvem der var hvem, hvem der (måske) myrdede hvem og så videre.

Sandheden om tiden er dog også, at den var andet og mere end krig og kampe om magt og rigdomme. Historien om de urolige år i middelalderen handler også om, at det danske samfund blev bygget op. Det hører man så desværre meget lidt om i bogen. Med undtagelse af noget om møntvæsenet og noget om det store kirkebyggeri, som betød, at landets trækirker blev revet ned og erstattet af stenkirker, hvoraf mange står endnu – omend ombygget og tilbygget. Men alligevel – der var et kirkebyggeri uden europæisk sidestykke i netop det århundrede, som bogen dækker.

Det var så også den tid, hvor byerne og handlen voksede, hvor hjulploven blev indført, hvor der kom mere system og organisation i landet – hvilket alt sammen var med til at skabe betingelserne for det feudale samfundsystem, som for alvor blomstrede i de kommende århundreder.

Og dét ville vi altsammen gerne have hørt mere om, for Danmark blev heller ikke dengang bygget på krig og alliancer mellem våbenbrødre alene.

Men ellers vrimler bogen med gode historier – fx den om jætten Finn, som ifølge legenden hjalp til med at bygge Lunds Domkirke, som var dansk dengang, da Skåne sammen med Blekinge og Halland var danske.

Jætten ville selvfølgelig have noget for ulejligheden, nemlig præstens øjne. Heldigvis beholdt Guds mand sine øjne, da han i sidste sekund fandt ud af, hvad jætten hed. Gal af raseri styrtede Finn ned i krypten for at rive hele den store katedral ned, men så ramte en solstråle. Dét kan trolde og jætter ikke tåle – de bliver forvandlet til sten. Og hvis man tvivler på historien, kan man jo tage til Lund og selv se efter. Undertegnede har været dér – og kan bevidne, at Finn står og omfavner en af de store søjler nede i krypten.

Kirker som skueplads for drama skorter det nemlig ikke på i middelalderen, heller ikke de historisk bedre funderede. Vi får derfor også i bogen en meget levende – og fantasifuld – beskrivelse af mordet på Knud den Hellige i Skt. Albans Kirke i Odense – og om hele forløbet bagefter, da den myrdede konge blev kåret til helgen.

For religion var vigtig på den tid, og det var godt i magtspillet at kunne tælle en helgen blandt sine aner, hvilket også den senere konge Valdemar den Store var bevidst om, da han fik kåret sin far Knud Lavard som helgen – flere år efter denne blev myrdet ved Haraldsted ved Ringsted. Stedet er den dag i dag valfartssted for Danmarks katolikker.

Pilgrimsfærd og korstog betød meget for datidens mennesker, som var stensikre på, at den kristne tro – og deres fortolkning af den – var den eneste rigtige måde at se verden på. Så derfor gjaldt det om selv at blive frelst – og om at befri den hellige by Jerusalem fra muslimerne.

Alt det hører man også om i ”Ulveslægten”, men desværre beskrevet på en måde, så det ikke holder teologisk.

For nok er det godt at ville gøre svært stof enkelt og forståeligt, men man skal også passe på med ikke at gøre det så enkelt, at man laver om på meningen, som når der fx på side 67 står: ”For de kristne i middelalderen var det almindeligt, at man rejste hen til hellige steder for at vise, hvor from man var. Det var især en god idé, hvis man havde gjort noget, man ikke måtte ifølge kristendommen. Hvis man virkelig fortrød det, man havde gjort, kunne en hellig rejse få Gud til at synes, at man var ok igen. Så undgik man at komme i helvede, når man døde.” Citat slut.

Men det kniber med teologien flere steder:

1) Man tog ikke bare på pilgrimsrejse for at vise sin fromhed. Troen var simpelthen den måde, som man identificerede sig selv og verdenen på. ALT var gennemsyret af troen på en måde, så vi i dag vil kalde det fundamentalistisk.
2) Rigtigt er det, at en pilgrimsrejse kunne være en bod, hvis man havde gjort noget forkert, men mange gjorde det også, fordi de simpelthen havde lyst og følte en trang til at komme tættere på Gud. Sådan er det stadigvæk for nogle pilgrimme.
3) Kristendommen er ikke en gernings-religion, hvor man ved at gøre noget, kan få Gud til at elske én. Gud elsker mennesket, som det er, uanset hvordan vi opfører os – set i den kristne optik. Og endelig
4) At man undgik at komme i helvede er måske lige at skyde spurve med kanoner, for man opererede i katolsk tid langt mere med at mindske tiden i skærsilden, altså den tid som sjælen skal lutres, inden man kan komme ind i Himlen.

Så det er ærgerligt, at det teologiske ikke er beskrevet korrekt i en ellers velskrevet bog, hvor læsningen flyder.

Godt er det til gengæld, at udlandet tages ind – både rejser og erobringstogter og korstoge, men også udlandets interesser – og stormændenes.

Bogen slutter også med en cliffhanger, som det hedder på nudansk – nemlig at der lægges op til dramaet mellem Svend, Knud og Valdemar, som man kunne forestille sig, ville blive en del af en femte bog.

Desværre fristes forfatteren også her til at behandle historien ret frit, når han skriver: ”For ingen af de tre kan blive konge uden støtte fra mange stormænd. Og den mægtigste stormandsslægt af dem alle, den rige Hvide-slægt fra Sjælland, skal vælge, hvem de vil støtte. Når krigens sværd igen lyner over landet, er det Hvidernes konge, der ender på tronen.” Citat slut.

Det lyder dramatisk, men når man ved, hvem af Svend, Knud og Valdemar, der var den senere biskop Absalons og hans bror Esbern Snares bedste ven, ja som endda var vokset op sammen med dem – så ved man, at Hviderne på forhånd havde valgt, hvem de ville støtte. Absalon og Esbern Snare hed nemlig Hvide til efternavn, og deres far var den mægtige Asser Rig.

Fantasi er som bekendt ok, når det er en skønlitterær bog, men når man skriver, at “Ulveslægten” har til hensigt at indføre 9-13-årige i middelalderens historie, så duer det ikke med mangler og fejl.

Derfor denne hårde kritik og kun to ud af seks sværd. For der er vældig gode beskrivelser af våben, steder, slag og kampe fx slaget ved Fodevig, men meget af det andet trænger til en tur med tættekammen.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Nordens hersker”

Udgivet den af
Svar

Vikingernes liv og færden er altid godt stof, og nu er den selvstændige fortsættelse af ”Jellingmysteriet” udkommet. Læs Danmarksbloggens anmeldelse af ”Jellingmysteriet” her:  http://danmarksbloggen.dk/?p=8741

Fortsættelsen hedder ”Nordens hersker” og er ligesom forgængeren skrevet af Anders Lundt Hansen og illustreret af Patrick Leis, og lad det være sagt med det samme: Såvel sproget som illustrationerne er ligeså levende og sprudlende i fortsættelsen som i den første bog.

Der er fuld fart på fra start til slut, og samtidig får vi masser at viden serveret på en letforståelig måde, men alligevel med så meget saft og kraft – og fakta – om både tiden og dens mennesker og livsstil, at ikke kun målgruppen, som er børn mellem 9 og 14 år, men også teenagere og voksne med fordel kan læse med.

Som forgængeren havde en mission med at vise, at Gorm den Gamle ikke var Danmarks første konge – og at der også har været flere kongeslægter i Danmark end Gorm og hans efterkommere, så har også ”Nordens hersker” en mission – eller måske snarere to.

Dels vil den fortælle, at Knud den Store – trods at hans far var den danske konge Svend Tveskæg – nok mere var engelsk konge end dansk, og dels at det, som vi kalder vikingetid, nok snarere er middelalder.

For det er Knud den Store og hans meget begivenhedsrige liv i England, hvor han i flere år måtte kæmpe om magten, der er i fokus – og det var en kamp, der foregik både på land og på vand, i soveværelset (for ægteskab med den rigtige kan gøre en stor forskel, når man sigter efter at få en krone på hovedet) og blandt venner og fæller, der godt kunne blive modstandere og fjender.

Vi hører selvfølgelig også myten om, hvordan Knud den Store blev opfattet af samtiden som nærmest guddommelig, hvad han som en (ihvertfald på overfladen) ydmyg kristen ikke ville være, så han satte sig ned i strandkanten for at se, om han kunne tæmme bølgerne. Det kunne han ikke, kan Danmarksbloggen vist godt røbe uden at ødelægge noget.

Men ellers vil Danmarksbloggen ikke sige mere om en meget spændende konges liv og gerning. Læs det selv i ”Nordens hersker”, for det er ikke kun en medrivende fortælling – det er rent faktisk sket i den tid, som de fleste af os omtaler som vikingetiden, men som bogens forfatter Anders Lundt Hansen altså vil kalde middelalder.

Det gør man også ude i Europa, når man taler om 1000-tallet, som var Knud den Stores århundrede, men i Danmark opfatter man perioden cirka 850 til cirka 1050 for vikingetiden, hvilket Anders Sundt Hansen mener er noget fjolleri.

Danmarksbloggen er ikke helt enig, for der er en verden til forskel på netop vikingetiden, hvor danske mænd rejste ud – drog i viking som det hed – og handlede og plyndrede, mens kvinderne stod for det derhjemme – og alle tilbad Thor og Odin og de andre nordiske guder. For nok blev vi kristne omkring 965, men det tog alligevel sin tid, før det slog helt igennem.

Men omkring 1050 er landet ved at være kristnet, og det store kirkebyggeri – som ikke har sin lige noget andetsteds i verden – går i gang, og samtidig begynder mændene at blive mere hjemme, og kvinderne får markant mindre magt, men omvendt kommer der også en organisering af landet og samfundslivet, som vi ikke havde før – altså i vikingetiden.

Men det er en historisk diskussion, som nok er spændende, men som i reglen ikke hører en anmeldelse til, selvom Danmarksbloggen lige vil gøre opmærksom på, at man i ”Nordens hersker” kan læse om, hvordan Viborg, Roskilde og Lund på Knud den Stores bud udbygges til rigtige byer – og hvordan Knud den Store sætter englænderne til at stå for såvel mønter, kirker og anden organisation.

Så at hævde at Knud den Store bragte middelalderen til Danmark giver derimod god mening – også selvom Nordens hersker i middelalderen vel egentlig ret beset var en vis Margrethe Valdemarsdatter, der levede flere århundreder senere, og som bedre kendes under navnet Margrete d. 1. – og hende, der samlede Norden i Kalmar-unionen.

Danmarksbloggen giver fem store skinnende sølvmønter ud af seks mulige for en både letlæst, fakta-tung og spændende ”Nordens hersker”.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jellingmysteriet

Udgivet den af
Svar

Vi lever i en kendis-tidsalder på både godt og ondt – også når det handler om historisk formidling, hvor fx børne-tv-værten og entertaineren Sigurd Barrett lige har skrevet en Danmarkshistorie for børn, som sikkert er et ganske velment forsøg på at vække historisk interesse og bevidsthed hos de kommende generationer.

MEN det er nu engang sådan, at den bedste mad laves af uddannede kokke – og på samme måde fortælles Danmarkshistorie også bedst, når det er uddannede historikere, der står for opgaven, og især hvis de kan kommunikere.

Forlaget Valeta´s bog ”Jellingmysteriet” er et godt eksempel på det. Det er skrevet af Anders Lundt Hansen, der er uddannet historiker, og som også skriver for Weekend-avisen. Og han kan formidle på en måde, så samtlige 153 sider er en sand fornøjelse af læse, hvad enten man ikke kender noget til Danmarkshistorie, eller er en glad amatør-historiker som undertegnede.

Bogen er delt op i tre dele. Første del handler om Jellings konger, anden del om legenderne – og tredje og sidste del om legendernes arv. Det er en god opbygning, der suppleres af en fin liste over både litteratur og links til den, der vil læse mere. Men har man ikke tid eller overskud, kan man sagtens klare sig med Anders Lundt Hansens bog, der er illustreret af Patrick Leis.

For i den meget velskrevne bog med de mange udtryksfulde tegninger får vi en særdeles grundig indføring i tiden omkring bygningen af højene i Jelling og opsættelsen af Jelling-stenene – og det står hurtigt klart, at mange såkaldte etablerede sandheder ikke holder vand.

Blandt højdepunkterne er oplysningen om, at Harald Blåtand ikke var den første kristne, danske konge, men at det i stedet var Harald Klak mere end 100 år tidligere. Vi får også fortalt, hvad det vil sige at bære jernbyrd, og vi hører om runerne – og om hvorfor runerne på den Jelling-sten, der kaldes Danmarks dåbsattest, er skrevet i en anderledes rækkefølge end runer normalt var. Det handlede selvfølgelig om magt.

Det er også interessant at læse, at man i området omkring Jelling ikke har fundet spor efter mennesker i modsætning til fx datidens store handelscentrum Hedeby, hvor man har fundet alle de klassiske spor på, at her har mennesker og dyr levet. Noget man også kunne have forventet at finde i Jelling, hvis området havde været det magtcentrum, som man ellers får indtrykket af i klassisk fortalt Danmarkshistorie. Men her åbnes der op for andre fortolkninger og nye spørgsmål.

Bogen giver i det hele taget et nuanceret billede af især 900-tallet, men også tiden både før og efter, hvor forskellige slægter af stormænd kæmpede om magten i Danmark, og hvor det slet ikke var givet, at det til sidst skulle ende med sejr til de Oldenborgere, der siden hen har kaldt sig selv Danmarks første kongeslægt, som de nuværende Glücksburgere også er beslægtet med.

Men Gorm den Gamle var ikke Danmarks første konge, og der har været andre kongeslægter end den nuværende, så Danmark har ikke en ubrudt række af monarker, der er i familie med hinanden. Selvom de styrende slægter også dengang konstant giftede sig ind i hinanden, når ikke de slog hinanden ihjel, hvad man også kan læse om i ”Jellingmysteriet”.

Eneste anke set med Danmarksbloggens øjne er målgruppen, som sættes til at være børn i alderen 9 til 14 år. Men bogens niveau er – især i en historieløs tid som vores – så højt, at det er Danmarksbloggens vurdering, at den nok snarere burde sættes til de 12-16-årige med en venlig henvisning til deres forældre om også at læse med.

Danmarksbloggen giver fem store runer ud af seks mulige til ”Jellingmysteriet”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk