Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *