Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Varsler og myter om vejret”

Danskerne elsker at tale om vejret. Ja, man kan hævde, at vejr-snak er en særlig dansk disciplin, som ville give os en sikker guldmedalje, hvis den var på det olympiske program.

Så hvad er mere naturligt end en bog om vejret? Det tænkte man også hos Gyldendal, som nu har revideret, opdateret og udvidet den populære ”50 vejrvarsler der (måske) virker” – og heldigvis for det. For ”Varsler og myter om vejret” er en af de bøger, som man bare har lyst til at læse med det samme.

Formatet er lille og handy, og når man bladrer i bogen, ser man, at dels så er teksten delt op i overskuelige og letlæste dele – og dels så vrimler det med flotte fotos af vejret i Danmark året rundt.

Fra nærbilleder af fugle og regndråber over dramatiske billeder af tordenvejr og nordlys (som vi ikke har så tit i Danmark) til smukke fotos af regnbuer, solopgange, himle, marker og træer klædt i hvid vintersne, grønne forårs- og sommerdragter samt efterårets gule nuancer.

Når det samtidig er meteorolog Jesper Theilgaard, der har skrevet bogen, så forventer man kvalitet – og ja, hver en side lever op til forventningerne. Bogens niveau er skyhøjt …

Man bliver nemlig ikke kun klogere af at læse ”Varsler og myter om vejret”, man er også godt underholdt undervejs, for Jesper Theilgaard skriver flydende og med stor sans for at formidle sit stof, så alle kan forstå det.

Bogen er delt op i fem kapitler: Vejrudsigter og vejrhistorie, varsler, myter, talemåder og så et leksikon, der bør læses af alle, der vil blive bedre til at forstå vejrudsigten, som vi alle sammen ser på TV eller læser på DMI´s hjemmeside.

For hvad er en varmfront – og en koldfront? Ja, på side 135 kan man læse svaret på det første – og på side 130 får man viden om det andet. Og sådan fortsætter det med begreber som jetstrømme og det danske vejrkors m.fl.

Men det flyder også med information inden leksikonet, både den konkrete og den, som man engang troede på.

For vejret er noget, som vi til alle tider har været optaget af – også fordi vi altid har været afhængige af solen, regnen og blæsten – mere selvfølgelig efter vi blev fastboende bønder end vi var det i jægerstenalderen. Men også for søfolkene har vejret altid været vigtigt – og er det stadig i vor tid, hvor de fleste af os andre er beskæftiget med erhverv, hvor temperatur og vind kun spiller en rolle for, hvad tøj vi skal tage på – og hvor behageligt vi føler det – og om vi kan sidde ude og grille.

Men i ”Varsler og myter om vejret” får vi en god indføring i det hele, der udover historien om almanakken og Peder Syv fortæller, at selveste B. S. Ingemann, der ellers er mest kendt for sine salmer samt morgen- og aftensange, engang skrev syv digte om skyer. De danske guldalder-malere Eckersberg, Købke, Skovgaard og mange flere udførte også egentlige skystudier for at kunne male de naturbilleder, som en hel verden stadig beundrer.

Måske fordi vejret er noget af det allermest universelle, der findes – og vi gerne vil vide, hvordan det bliver i morgen.

Så vejr handler om varsler, og netop det drejer bogens største kapitel sig også om, hvor det slås fast, at mange varsler tager udgangspunkt i de erfaringer, som vores forfædre fik igennem flere generationer. Der er derfor også en god del sandhed i en del af varslerne.

Man siger for eksempel, at når Loke driver sine geder, så bliver vejret smukt – også næste dag. Den meteorologiske sandhed i det er, at et højtryk har det med at ligge over det samme område i flere dage, og når det flimrende hav af varm luft (som altså kaldes Lokes geder) kan ses over jordoverfladen, er det fordi, at det er et varmt, tørt og stille vejr, som netop kan forekomme i centrum af et højtryk. Og da et højtryk er flere dage om at passere, så vil det i reglen også blive godt vejr i morgen og måske flere dage endnu, når man i et givet område kun befinder sig inde i centrum af højtrykket.

Men nu har vi jo mest lavtryk i Danmark, og et kendt varsel er, ”at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk”. Det udsagn holder i reglen også vand. For på grund af Jordens krumning vil det første, der ses i horisonten, være en bræmme af højtliggende isskyer. Og dukker de op en time før solnedgang, skal solen ned bag bræmmen, der så kommer til at ligne en sæk. Om natten bevæger skyerne sig så indover landet, og det tilhørende regnvejr kan meget vel ligge dér næste morgen, og altså illustrere bækken.

Men ikke alle varsler holder, og slet ikke myterne, som trods manglende fakta kan være ganske sejlivede. En af dem er den om, at ”det altid er godt vejr, når det er fuldmåne”. Svaret er et stort nej, men vi har det med at huske de gange, hvor månen har stået rund og flot på en blå sommernattehimmel eller en sort vinternattehimmel, men sådan er det jo langtfra hver gang. Mange fuldmåner er druknet i regn, sne eller har gemt sig bag tykke skyer.

Og bare fordi det rimer, kan det også godt være forkert som ”Springer ask før eg, bliver sommeren bleg, men springer eg før ask, går sommeren i vask”. Faktum er, at ask gerne gror i fugtig jord, mens eg helst vil have jorden lidt mere tør. Begge træer findes dog i skovene, og springer ud lidt forskelligt – afhængigt af lokale forhold.

Og så er der også talemåderne, altså ikke et varsel, men at man bruger vejret og naturen til at sige noget andet som for eksempel det at ”der blæser nye vinde”. I naturen hænger ”nye vinde” som regel sammen med et vejrskifte, mens det i vores liv betyder, at vi får nye muligheder, eller bliver i stand til at opfatte tingene på en anden måde. Nye vinde er nemlig noget positivt i modsætning til det at løbe med en halv vind, som hidrører den eller dem, der bevidst eller ubevidst ikke fortæller hele sandheden, men måske kun bringer rygter til torvs.

Danmarksbloggen giver ”Varsler og myter om vejret” seks ud af seks termometre – og vil gerne opfordre alle til at tage bogen med i feriekufferten. For uanset om man skal være i Danmark eller i udlandet, i sommerhuset eller ved en strand i Sydeuropa, så vil man nyde at læse – og tale – om det danske vejr.

Bogen udkom i torsdags d. 14. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alle mine morgener på jorden”

Alle mine morgener skal være poetiske, siger en af Danmarks største eventyrere gennem tiderne Troels Kløvedal, som i sidste uge udgav sin må man formode sidste bog ”Alle mine morgener på jorden”.

En bog – eller måske rettere en odyssé gennem et usædvanligt og rigt liv, fuld af spændende historier om fx skibsjagten, der som bekendt endte med Nordkaperen, turen gennem en militær flådeøvelse ved Polens kyst, med narkomaner på nedtrapning i den stockholmske skærgård – en tur som han aldrig har skrevet om før – men også historier om Bali og andre steder i Indonesien, fx øen Nias hvor en levende fortælletradition hjalp øboerne videre efter tsunamien i 2004 – og meget mere.

I alt blev det til mere end fem årtier – uden et alvorligt uheld – med Nordkaperen, og man følger med på alle tre jordomsejlinger. Man møder plejebarnet Per, som blev taget ind, og var med i alt, der foregik ombord, og var en såkaldt skidt knægt, som – fordi han blev mødt med kærlighed – udviklede sig til at blive en prægtig mand.

Der skrives også flittigt om master, flådehistorie og håndværk. Og vi hører om det faste holdepunkt på Tahiti på den anden side af jordkloden, hvor Nordkaperen lå på den samme plads i havnen alle tre gange, som den kom forbi. Om Troels Kløvedals nære forhold til Ægæerhavet, de græske sagn, græsk mad, natur, klima og sollys – men også om hvordan alt det smukke ved Grækenland døde i det lille, beskidte diktatur.

For der er også plads til holdninger om, hvorfor det stadig vigtigt at fortælle om græsk oldtid og mytologi – og måske især i vor tid, hvor Europa og EU igen er på dagsordenen sammen med nationalismen. For Troels Kløvedal er en verdensborger, men også en mand, der elsker demokratiet, sit land – og gerne vil gøre noget for den frihed, som var et grundvilkår i hans liv og hans lykke.

Smukke steder og lykke har i øvrigt heller ingenting med hinanden at gøre, siger han og slår fast, at man ikke kan sammenligne en atol og Danmark i maj. Men han vil som sejler gerne sige, at skibe og øer klæder hinanden, og når man sejler, finder man også ud af, hvor mange øer, der er i verden.

For jo mere man rejser, jo større bliver verden, og Troels Kløvedals verden er stor, selvom også han behøver både søkort og stjernerne, som han på sine rejser over oceanerne har udviklet et personligt forhold til. Stjernerne og så det behov, som han har for at have et sted indeni, som er helt hans eget – eller som han skriver det: Min hemmelige aftale med skæbnen, min livseliksir.

Kina-togtet er også med og har sit eget kapital, hvilket giver mening, da Trols Kløvedal var den første ikke-kineser, der sejlede så langt op af Yangtzefloden – og det for kun 15 år siden. Det handler også om Danmarks mangeårige gode forbindelse med Kina – og om Troels Kløvedals nej til at tage en ph.d.

Han sagde dog ikke nej til at deltage i hofballerne, som han beskriver som at træde lige ind i Danmarkshistorien, og så taler han også om samtalerne med Dronningen, der er født i København nogenlunde samtidig med ham selv – og som derfor lytter til den samme tromme i erindringsdybet, som det så psykologisk beskrives af manden, der indenfor de seneste år har modtaget både Dannebrogsordenen – og ALS-diagnosen, så også sidst i livet møder han både lys og mørke i det store format.

Men vi hører også om en barndom, der indimellem var lykkelig, men også var meget omskiftelig, om det nødvendige oprør mod autoriteterne, og hvorfor Kronborg blev et symbol på frihed – og så selvfølgelig om kærlighed, erotik, kvinder og børn. Om hippietid, demonstrationer, militærfornægter-tiden og de andre politiske manifestationer.

En person, der nærmest står lysende op fra bogen, er hans ungdoms bedste ven Hermann, som døde i en trafikulykke for 30 år siden, og som delte ud af sit overskud til den unge Troels. Om hans død skriver Troels Kløvedal: ”Der dannede sig en sten i mig, som aldrig har forladt mig”.

Lige dér er vi tæt på hans hemmelige sted, men der er mange flere historier, der skal fortælles, så vi hører også om kollektivet Maos lyst og venskabet med Ebbe Kløvedal Reich, om film, musik, teater, højskole, tv, revy, forfatterskab, foredrag, kongelige og kendte mennesker og ikke kendte – men stadig store personligheder, som har præget dansk kulturliv. Et kalejdoskop af oplevelser, store og spændende fra hele verden – så mange at det er oplagt at tænke, at der skulle 20 menneskeliv til at opleve det hele – men ikke når vi taler Troels Kløvedal, så kan det nås på mindre end otte årtier.

Som læser ville man gerne have endnu mere fortalt i dybden, for Troels Kløvedal skriver så levende og godt, men da bogen allerede fylder 448 sider, så ville det have været for meget forlangt at ønske mere. Undertegnede kan blot opfordre til at begynde at læse andre bøger af Troels Kløvedal, hvis ikke man allerede gør det.

For både i de tidligere bøger og i denne får man som læser en god portion kultur, historie og den der almene dannelse, som er så efterspurgt og behøvet i vor tid, men som man ikke kan google sig til eller tilkøbe i en app, men som kræver, at man rent faktisk læser bøger, går på museer, hører musik, lever livet og taler med mennesker – som Troels Kløvedal har gjort det.

Og som han skriver om, så man kan se det hele for sig, ja nærmest mærke havsprøjtet og lysten til at hoppe på hovedet i havet en skøn morgen, mens båden ligger for anker derude på bølgerne.

Der er i bogen også de skønneste fotos – men de bedste og mest levende billeder er alligevel dem, som Troels Kløvedal tegner selv med hans sprudlende fortælleglæde og sprog.

For livet og havet og eventyret er derude – lige til at bruge for os alle sammen. Og måske især efter regel nr. 3 i skibskollektivet: I tilfælde af uenighed, skal den, der har lyst til at sejle længst væk, have ret!

Det er en god leveregel – også når man selv er i tvivl, og diskuterer med sig selv, om man nu tør.

Danmarksbloggen giver seks store skibe ud af seks mulige for en fantastisk bog, som blev lukket med et taknemmeligt smil og en lille tåre i øjenkrogen. For det er en af Danmarks største sønner, der nu er ved at gøre klar til at gå fra borde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kammertjeneren”

Der er bøger, som er så godt skrevet, at de er decideret lækre at læse. ”Kammertjeneren – 40 år i kongehusets tjeneste” er en af disse. Ordene simpelthen flyder af sted, og de 258 sider vender sig selv. For at læse denne bog er som at spise en let og luftig dessert lavet af de fineste råvarer, som netop dem der serveres ved de royale borde. Man kan blive ved og ved med at smæske sig i velskrivenhed

For i bogen tegnes billedet af en konkret kammertjener så godt, at man føler, at han sidder lige ved siden af, så man selv kan høre Anker Andersen, som kammertjeneren hedder, fortælle.

Ofte kan en anden forfatter til personlige bøger virke som et i bedste fald nødvendigt mellemled – men forfatteren til bogen her Kirsten Balslev er i stedet en nænsom og dygtig fortæller, der lader kammertjeneren selv komme så meget til orde, at man hurtigt kommer til at holde af ham, også selvom det kan være svært at forstå hans ubrydelige loyalitet og kærlighed til de mennesker, som han tjente i 40 år, og stadig forsvarer.

At de mennesker så er den danske kongefamilie er faktisk sekundært, selvom man hører langt mere om deres liv end om Anker Andersens. Alligevel er det kammertjeneren, der er i fokus – eller rettere hans rolle som kammertjener og hvad deraf følger af opgaver og oplevelser på landets slotte og på rejser med kongefamilien over hele verden og på Dannebrog.

Og der fortælles om stort om småt mellem hinanden – om bryllupper, bisættelser og hverdagen både i Danmark og i Frankrig, hvor Anker Andersen ligesom kongefamilien selv især nød opholdene på Chateau de Cayz, hvor alle både høj og lav åbenbart tager fat.

For det, som gør størst indtryk og også mere end de små, uskyldige afsløringer om de kongeliges vaner og liv, er den loyalitet, ja den kærlighed, som Anker Andersen har til de kongelige. Den er rørende – og virker i vor tid vel nærmest ligeså gammeldags om selve titlen kammertjener.

Hele Anker Andersens virke og opfattelse hænger så også sammen med en accept af, at der er forskel på folk – og at det er okay. Noget som for langt de fleste synes ikke kun gammeldags, men også forkert i nutidens øjne. Men Anker Andersen skal ikke forstås med lighedstanken for øje, selvom han voksede op i et politisk rødt og fattigt hjem på Fyn.

For kammertjener Anker Andersen, der i alt virkede 40 år for først Frederik d. 9 og dronning Ingrid og derpå for Margrethe d. 2 og prins Henrik, skal forstås ud fra, at han har været lykkelig i sin funktion. Bogen skal derfor også læses som en beskrivelse af en verden af i går, som ikke er mere.

Eller det vil sige: Vi har stadig et monarki, men i vor tid er der formentlig langt mellem de mennesker, der så loyalt og totalt vil tjene andre, som Anker Andersen gjorde det – især når det sker uden at forvente noget til tak, selvom han påskønner Frederik d. 9´s store evne til at vise de ansatte taknemmelighed – og også lige får nævnt, at han godt kunne tænke sig et af Dronningens malerier.

Det kunne Danmarksbloggen også unde den fattige dreng fra Tommerup på Fyn, der som dreng så Frederik d. 9 i toget på Tommerup Station – uden at vide at han selv få år efter var med til at klæde kongen på, og dernæst prins Henrik – og sågar kronprinsesse Mary´s far, da hun blev gift med kronprins Frederik.

Men vi kommer dog ikke udenom at drysse lidt malurt i bægeret. For der er i bogen en total manglende omtale af Anker Andersens private liv som voksen. For ja, vi hører om hans barndom med kolde vintre, besættelse, flyangreb og avisjob ved siden af skolen, så familiens økonomi kunne løbe rundt. Senere hører vi også om uddannelsen til skrædder, soldatertiden og giftermål.

Men så ankommer han til Amalienborg og Fredensborg, og så bliver der stille, og vi erfarer kun i bisætninger, at han og konen får to døtre, at hustruen indimellem er med til royale receptioner, men ikke er så meget for det – og ellers ingenting. Og det er ærgerligt.

For hvordan lever man i spændet mellem et royalt arbejdsliv og et almindeligt borgerligt familieliv? Hvordan havde Anker Andersen det med i 40 år at være så ofte og så længe væk fra familien – både til hverdag, men især også på de hyppige og lange rejser med de kongelige? Hvordan havde familien det med, at deres mand og far var så meget væk? Han fik to døtre: Er de blevet gift – og førte ham dem selv op, som han beskriver, hvordan den gamle konge førte prinsesserne op? Har han fået børnebørn? Og meget mere.

Alt det får vi ikke svar på, men det ville Danmarksbloggen og læserne gerne vide. For de kongeliges historie kender vi, men ikke Anker Andersens, og den virker ellers vældig spændende ud fra den smule, som vi får.

Hans egen – og fulde – familiehistorie ville med ret stor sandsynlighed også være en historie, som det kunne være noget lettere for læseren at spejle sig selv og sin egen familiehistorie i end historier om præsidentbesøg, kronjuveler og særfly til de mest eksotiske steder på kloden. Men alligevel oplevede Anker Andersen jo netop begge verdner – men vi hører intet om, hvordan det var at leve i og med dette skel, dette spænd, og det er skade.

Danmarksbloggen giver derfor den ellers ekstremt velskrevne bog fire ud af seks mursten, som dem den lille Anker var med til at producere på teglværket hjemme i Tommerup sammen med forældrene.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Selvmorderen”

Man siger, at man aldrig skal bedømme en bog på dens omslag. Men Kristoffer Dahls ”Selvmorderen”, der udkom i går mandag d. 6. februar, er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Bogens omslag er decideret lækkert og indbydende, selvom det viser en druknet kvinde, der i hvide, flagrende gevandter flyder i en hel masse vand. Men hun ligger så højt oppe i vandet, at solens stråler kan nå ned til hende og lyse hende op – i hvert fald foran. For bagpå er både vandet og kvinden mørke.

Dét er et godt billede, der også passer eminent på romanens hovedperson, den ateistiske André Camus (bemærk efternavnet – og googl navnet Albert Camus, hvis ikke der automatisk ringer en klokke), der i starten af bogen er god til at narre sine omgivelser på den psykiatriske afdeling til at tro, at han er rask, så han kan slippes ud.

For ligesom kvinden på forsiden så har Camus også to sider – og den ene, den mørke, viser han helst ikke frem. Deri adskiller han sig i øvrigt ikke spor fra dig og mig og alle andre mennesker.

Det samme gælder hans meget specifikke krav til den følgesvend, som han skal have, HVIS han skal lukkes ud. Denne følgesvend skal være kristen – og endda betonkristen. For en sådan må være både konsekvent og optimist, mener Camus, der selv ikke tror på noget som helst.

Han finder også – efter talrige forsøg – en sådan. Den af indisk afstemning Ravi Chesterton (igen bemærk efternavnet og googl evt navnet G.K. Chesterton), og sammen drager de ud i vor tid med alle dens for tidens så typiske dilemmaer og evigtgyldige temaer for at finde ud af HVEM OG HVAD, der drev André Camus kone til selvmord.

For ja, man kan godt lede efter en selvmorders morder – i hvert fald hvis man spørger André Camus, der er verdens eneste selvmordsefterforsker.

Hvad der sker, hvordan det går – og hvilke svar de to umage følgesvende eventuelt finder eller ikke finder, skal ikke røbes her. Det skal læses.

Og der er noget at gå i gang med. Bogen er på næsten 500 sider, så man behøver ikke at kede sig, hvis man er en af de danskere, der har vinteferie i de kommende uger, men som skal blive hjemme.

Bogen er også godt skrevet – om end lidt langtrukken nogle gange. En smule opstramning hist og pist havde kun gjort bogen bedre og skarpere.

Danmarksbloggen vil også anbefale, at man ikke forventer at læse hele romanen på én gang. Undervejs bliver man nemlig flere steder nysgerrig efter at søge mere information om først det ene og så det andet emne, så det anbefales at have noget digitalt ved siden af sig, så man har mulighed for at google.

Det er også let at få lyst til at læse både eksistentialisten Albert Camus og den kristne forfatter G.K. Chesterton, så nu er I advaret. For Chesterton skrev cirka 100 bøger, og var i 1935 nomineret til Nobelprisen i litteratur. Camus skrev mange bøger, men ikke 100 dog. Til gengæld fik han Nobelprisen i 1957.

Men summa summarum: ”Selvmorderen” er en eksistentialistisk spændings-bog, der i sig har flere gode takter, og hvis road-movie-karakter og etiske problemstillinger gør den oplagt til diskussioner og debatter – også med sig selv. For hvad mener jeg egentlig? Hvordan skal jeg forstå skabelsen? Kærligheden? Livets mening? Døden?

Danmarksbloggen giver fire ud af seks småkager for ”Selvmorderen”, som dem både André Camus og vi andre indimellem må klemme ned af høflighed.

Det er Valeta, der udgiver romanen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: De dybeste rødder

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: In absentia

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PET-bogen: Historiebog med PR – og hemmeligheder

Danmarksbloggen har læst den famøse bog ”Syv år for PET” og kan konkludere, at bogen har i hvert fald to formål:

1)     At fortælle, at terrortruslen mod Danmark er stor og reel

2)     Men at PET heldigvis er særdeles dygtige til at forhindre angreb

Så langt, så godt. Det var vel også nogenlunde, hvad man kunne forvente. Selvfølgelig vil en PET-chef – hvad enten han er forhenværende eller nutidig – have en stor interesse i at vise, at der er brug for tjenesten, og at den skaber succeser.

Problemet er så bare i ”Syv år for PET”, at der undervejs i bogen fortælles lidt for detaljeret, selvom Jakob Scharf ofte ikke vil svare på nærgående spørgsmål om PET´s arbejde. Men alligevel får vi helt konkret for meget at vide om fx overvågning og hvordan den etableres.

Og i dét øjeblik handler det ikke længere om ytringsfrihed, men om national sikkerhed. For det er naivt at tro, at kun venner af Danmark læser med. Dem, som vil Danmark det ondt, stod nemlig også i kø ved kioskerne søndag morgen for at fange Politiken.

Så måske skulle dén bog og dét tillæg bare ikke være trykt. Danmarksbloggen er svoren tilhænger af ytringsfrihed, men Danmarksbloggen ville også ønske, at man fra forlagets (People´s Press) side havde ladet én eller flere personer med forstand på efterretningsarbejde gennemlæse manuskriptet, inden det blev trykt.

For langt det meste i en i øvrigt særdeles velskrevet ”Syv år for PET” er en lang historiebog inkl. reklame for PET – men indimellem er der passager, som ikke burde have været med af sikkerhedshensyn. For ja, selvom bogen også er et forsvar for PET og deres store bevillinger, så er der ingen tvivl om, at truslen mod Danmark er stor og reel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.