Der er bøger, som er så godt skrevet, at de er decideret lækre at læse. ”Kammertjeneren – 40 år i kongehusets tjeneste” er en af disse. Ordene simpelthen flyder af sted, og de 258 sider vender sig selv. For at læse denne bog er som at spise en let og luftig dessert lavet af de fineste råvarer, som netop dem der serveres ved de royale borde. Man kan blive ved og ved med at smæske sig i velskrivenhed

For i bogen tegnes billedet af en konkret kammertjener så godt, at man føler, at han sidder lige ved siden af, så man selv kan høre Anker Andersen, som kammertjeneren hedder, fortælle.

Ofte kan en anden forfatter til personlige bøger virke som et i bedste fald nødvendigt mellemled – men forfatteren til bogen her Kirsten Balslev er i stedet en nænsom og dygtig fortæller, der lader kammertjeneren selv komme så meget til orde, at man hurtigt kommer til at holde af ham, også selvom det kan være svært at forstå hans ubrydelige loyalitet og kærlighed til de mennesker, som han tjente i 40 år, og stadig forsvarer.

At de mennesker så er den danske kongefamilie er faktisk sekundært, selvom man hører langt mere om deres liv end om Anker Andersens. Alligevel er det kammertjeneren, der er i fokus – eller rettere hans rolle som kammertjener og hvad deraf følger af opgaver og oplevelser på landets slotte og på rejser med kongefamilien over hele verden og på Dannebrog.

Og der fortælles om stort om småt mellem hinanden – om bryllupper, bisættelser og hverdagen både i Danmark og i Frankrig, hvor Anker Andersen ligesom kongefamilien selv især nød opholdene på Chateau de Cayz, hvor alle både høj og lav åbenbart tager fat.

For det, som gør størst indtryk og også mere end de små, uskyldige afsløringer om de kongeliges vaner og liv, er den loyalitet, ja den kærlighed, som Anker Andersen har til de kongelige. Den er rørende – og virker i vor tid vel nærmest ligeså gammeldags om selve titlen kammertjener.

Hele Anker Andersens virke og opfattelse hænger så også sammen med en accept af, at der er forskel på folk – og at det er okay. Noget som for langt de fleste synes ikke kun gammeldags, men også forkert i nutidens øjne. Men Anker Andersen skal ikke forstås med lighedstanken for øje, selvom han voksede op i et politisk rødt og fattigt hjem på Fyn.

For kammertjener Anker Andersen, der i alt virkede 40 år for først Frederik d. 9 og dronning Ingrid og derpå for Margrethe d. 2 og prins Henrik, skal forstås ud fra, at han har været lykkelig i sin funktion. Bogen skal derfor også læses som en beskrivelse af en verden af i går, som ikke er mere.

Eller det vil sige: Vi har stadig et monarki, men i vor tid er der formentlig langt mellem de mennesker, der så loyalt og totalt vil tjene andre, som Anker Andersen gjorde det – især når det sker uden at forvente noget til tak, selvom han påskønner Frederik d. 9´s store evne til at vise de ansatte taknemmelighed – og også lige får nævnt, at han godt kunne tænke sig et af Dronningens malerier.

Det kunne Danmarksbloggen også unde den fattige dreng fra Tommerup på Fyn, der som dreng så Frederik d. 9 i toget på Tommerup Station – uden at vide at han selv få år efter var med til at klæde kongen på, og dernæst prins Henrik – og sågar kronprinsesse Mary´s far, da hun blev gift med kronprins Frederik.

Men vi kommer dog ikke udenom at drysse lidt malurt i bægeret. For der er i bogen en total manglende omtale af Anker Andersens private liv som voksen. For ja, vi hører om hans barndom med kolde vintre, besættelse, flyangreb og avisjob ved siden af skolen, så familiens økonomi kunne løbe rundt. Senere hører vi også om uddannelsen til skrædder, soldatertiden og giftermål.

Men så ankommer han til Amalienborg og Fredensborg, og så bliver der stille, og vi erfarer kun i bisætninger, at han og konen får to døtre, at hustruen indimellem er med til royale receptioner, men ikke er så meget for det – og ellers ingenting. Og det er ærgerligt.

For hvordan lever man i spændet mellem et royalt arbejdsliv og et almindeligt borgerligt familieliv? Hvordan havde Anker Andersen det med i 40 år at være så ofte og så længe væk fra familien – både til hverdag, men især også på de hyppige og lange rejser med de kongelige? Hvordan havde familien det med, at deres mand og far var så meget væk? Han fik to døtre: Er de blevet gift – og førte ham dem selv op, som han beskriver, hvordan den gamle konge førte prinsesserne op? Har han fået børnebørn? Og meget mere.

Alt det får vi ikke svar på, men det ville Danmarksbloggen og læserne gerne vide. For de kongeliges historie kender vi, men ikke Anker Andersens, og den virker ellers vældig spændende ud fra den smule, som vi får.

Hans egen – og fulde – familiehistorie ville med ret stor sandsynlighed også være en historie, som det kunne være noget lettere for læseren at spejle sig selv og sin egen familiehistorie i end historier om præsidentbesøg, kronjuveler og særfly til de mest eksotiske steder på kloden. Men alligevel oplevede Anker Andersen jo netop begge verdner – men vi hører intet om, hvordan det var at leve i og med dette skel, dette spænd, og det er skade.

Danmarksbloggen giver derfor den ellers ekstremt velskrevne bog fire ud af seks mursten, som dem den lille Anker var med til at producere på teglværket hjemme i Tommerup sammen med forældrene.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk