Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.