Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et tabu at være fattig

Er det et tabu for den enkelte at være fattig? Desværre ja, men det burde det ikke være. Der er desuden så mange fattige i Danmark, at det forlængst burde være helt naturligt at stille sig op og sige: Ja, jeg er fattig.

Men det er det ikke.

Danmarks fattige – som der bliver flere og flere af i et samfund, der ellers bliver rigere og rigere – sniger sig stadig langs husmurene, flove over deres slidte tøj og udtrådte sko – og over ikke at kunne give deres børn de mobiler og de biograf-billetter, som for alle andre er en selvfølge. For slet ikke at tale om at stadig flere ikke har penge til nødvendig medicin, tandlæge og tre, sunde måltider hver dag – hele måneden.

Den danske regering og deres meningsfæller derimod har ikke nogen problemer med, at der findes fattige i Danmark – og at tallet er stigende. Tværtimod så sparker de blå godt og grundigt nedad og siger, at det er folks egen skyld, når de er fattige. De kunne jo bare udvise lidt initiativ.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket – denne umenneskelighed er business as usual hos de blå. Så den kan man forvente. Det værste er, at uhyrlighederne får lov til at passere uanfægtet hos de fleste.

For det er mennesker, som vi taler om. Levende mennesker af kød og blod, børn og voksne, som skubbes udenfor af samfundets blå bøller, som gør det til noget skamfuldt at være fattig.

Men det er det ikke. Det er derimod skamfuldt at behandle andre mennesker som de blå gør det. Deri lægger det virkelige tabu: At man – som de blå – synes, at det er okay at gøre forskel på folk. At der er mennesker i Danmark, der er så fattige, at de ikke har råd til de basale ting, mens de rigeste bliver rigere og rigere år for år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop de kryptiske FB-beskeder og tal åbent om kræft …

Jeg skal åbenbart til Paris i 31 dage … Ser man det!!!

Alternativt kunne vi også tage os en snak om brystkræft, helt åbent og uden at det skal ‘gemmes’ bag mystiske beskeder på Facebook – og åbenbart kun være for kvinder …

Jeg har haft brystkræft, ikke bare 1, men 2 gange. Det har fandeme ikke været sjovt. Det har været hårdt. Det har været ødelæggende, både fysisk, psykisk, socialt og økonomisk. Og ikke kun for mig – men også for mine øgler, for min nuværende X-mand og mine forældre.

Lige pludselig står man der, hvor der er vendt op og ned på hele ens liv, lige pludselig og det er ikke nogens skyld. Det er bare ens krop, der har forrådt en – og hvad gør man så lige ved det?

Man følger med og kæmper for livet, med alt hvad man har i sig!!!!!

Og selv når dét er overstået, så er det jo ikke overstået af den grund. Nej, der er stadig et liv, hvor hver dag, man er ekstra træt, eller hver hoste og symptom, der varer mere end et par dage, bliver overanalyseret og fylder én med frygt. Er kræften vendt tilbage?

Det fylder mig med harme, når man starter en kampagne for at skabe opmærksomhed på brystkræft, at man skal gemme det bag kryptiske beskeder om gerne at ville på ferie i lang tid.

Den metode fremmer ikke andet end frustrationer hos mig. Hvorfor ikke diskutere og tale åbent om brystkræft og dens følger i stedet for at feje det ind under gulvtæppet og gemmes?!

Det hverken smitter eller er ubehageligt for os at tale om. Og hvorfor må mændene ikke være med? Det er mændene, der er de pårørende, når deres koner eller kærester får brystkræft. Det er dem, der mister, hvis vi dør …

Gør mig en tjeneste. I stedet for at dele de falske rejseønsker, så lad os da tage en debat om brystkræft og for den sags skyld KRÆFT og få aflivet det tabu, der ligger gemt …

For kvinderne, for mændene og for børnene, der for altid har fået ændret deres liv …

Skrevet af Bethina Linn Larsen