Månedsarkiv: november 2025

Anmeldelse: ”Ingen kære mor”

Udgivet den af
Svar

Er det galt eller genialt? Historien ender i hvert fald lige så uforløst som menneskelivet i Charlotte Brodthagens nye film ”Ingen kære mor” med Lene Maria Christensen som den midaldrende og terminalt syge Christel, der er meget bevidst om, at den kommende jul bliver hendes sidste.

Christel har derfor travlt med at rydde op – i hvert fald fysisk. For følelsesmæssigt kniber det. Både i forhold til datteren Luis, som Christel drager så megen omsorg for, at det er svært for datteren at lære at stå på egne ben – og i forhold til moderen Vivi, som i modsætning til Christel ikke har haft noget problem med livet igennem at male både sig selv og tilværelsen dramatisk, sort og udenfor stregerne.

Christel har derimod hele sit liv vendt blikket mod en fin, lyseblå himmel med lette, hvide skyer, og også på talrige lærreder malet netop dét motiv igen og igen – som om det sorte, mørket slet ikke findes.

Men mørket eksisterer, ja det er en nødvendig del af ethvert godt maleri, ethvert liv med mening. Og i Christels sidste jul bliver alle tre generationer i en perlerække af genkendelige hverdags- og julesituationer konfronteret med netop både det ultimative mørke, døden, og det mørke, som findes inde i os alle.

En perlerække, som fremstilles knugende realistisk fra afskeden med de små ting i den ramme, som man kender så godt, men som forsvinder, når et menneske skal dø, over de spontane øjeblikke af glæde og latter, som også opstår i ventesorgen – og til at stå i kirken juleaften og ikke kunne synge med på Ingemanns pilgrimssalme ”Dejlig er Jorden”, fordi tårerne presser sig på.

For ”Sånt är livet” som svenske Anita Lindblom synger – og som de tre generationer danser rundt om juletræet til, mens de pynter det i noget, som bedst beskrives som et moment af løssluppen fest. For livet er en blanding af det hele, og det accepterer de tre kvinder langsomt, men sikkert.

Men accept er ikke forløsning. Accept er at holde livets smerte ud i strakt arm. Forløsning er, når man tør tage smerten helt ind, knuge den til sit hjerte, og så – lige inden man segner – mærke, at det slipper, så man kan rejse sig og gå videre.  

Hvad det så er, som skaber en forløsning, er der mange bud på. Et er Gud i form af den Helligånd, der rusker i træerne, som vi flere gange i filmen hører og ser det. Også fordi Brorsons forundringssalme ”Mit hjerte altid vanker” synges flere gange i filmen – og Brorson var pietist, altså tilhænger af en følelsesladet, from og inderlig kristendom, som også gav sig udslag i praktisk næstekærlighed.

Og der er netop noget fromt, regelret og praktisk over den omsorg og kærlighed, som Christel har til sin datter. Men alt kan ikke løses ved at følge reglerne. Tværtimod må man nogle gange være anarkistisk og bryde dem, køre så stærkt i livet, at fartnålen står og dirrer, som Christels mor Vivi, der gestaltes af Birthe Neumann, siger det.

Datteren Luis, der spilles af Freja Klint Sandberg, er ikke filosofisk som sin mormor. Hun prøver bare at være i den virkelighed, der hedder at være alt for ung til at skulle miste sin mor. For det skal hun – og skildringen af hendes vej, hendes mors vej og hendes mormors vej i dén proces er så uendelig smuk – og lige til at spejle sig i, hvis altså man tør se sit eget mørke i øjnene.

Man har chancen i ”Ingen kære mor”. For det er en stærk film, en film om kærlighed, om at vi som mennesker bare gør det bedste, som vi kan, selvom det aldrig er nok. Selvom vi hele tiden går fejl, misforstår og alt det andet, så vi er nødt til at tilgive os selv og hinanden, hvis vi skal sætte os selv og hinanden fri til at leve, ånde, være … hvad enten vi er bedstemor, mor eller datter.

Eller bedstefar, far eller søn. For menneskets følelser og behov for at elske og være elsket er ikke kønnet.

Men her er det så tre kvinder – og hvilke kvinder. En moderne treenighed af nogle af Danmarks bedste skuespillerinder, nemlig d´damer Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg, som hver og én spiller sprudlende, intenst og så nøgent, at man sidder med tanken: Gad vide, om de også kan spejle sig selv i deres egne og de andres karakterer?!

Danmarksbloggen giver ”Ingen kære mor” fem ud af seks gravstene, som den Christel med sin sædvanlige rettidige omhu har sørget for, mens hun var i livet – og som også spiller en rolle i filmen.

For nok har jeg stadig ikke fundet ud af, om filmens manglende forløsning er gal eller genial, og det gør jeg måske heller aldrig. Men det er – i filmens ånd – helt okay. For jeg ved, at filmen bliver siddende et sted inde i mig og rumsterer.

”Ingen kære mor” er nemlig ikke til at ryste af sig, slet ikke når man selv havde en bedstemor, har en mor – og i mit tilfælde også er mor, og har en datter. Måske jeg skulle finde pensler, maling og lærred frem og prøve at male mig frem til et svar, mens jeg nynner ”Dejlig er Jorden”, som også var min mormors yndlingssalme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Julekalender”

Udgivet den af
Svar

”Det bår dæjligt”. Den kendte tv-klassiker ”The Julekalender” havde premiere som musical sidste år. I Jylland – selvfølgelig. I år spiller den så i Glassalen i Tivoli. Og det er – som det berømte citat siger det – bare en dejlig og morsom genfortælling af De Nattergales ikoniske tv-julekalender, der rullede over skærmen første gang for snart 34 år siden. 

På scenen indtager Niels Olsen, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard de elskede roller som de tre nisser, de to kartoffelavlere og nåsåren, og dét så hele salen ryster af grin. For musical-versionen er fyldt med good vendinger, muntre musik- og dansenumre samt nye og gamle jokes i bedste De Nattergale-stil. 

Spørgsmålet er selvfølgelig: Kan man – og i så fald hvordan fortolke en TV-serie i 24 afsnit på en teaterscene på kun to timer? Svaret er: Ja, og det gør man ved at holde tempoet højt med både en drejescene og talrige kostume-skift, samt de til tider sjofle jokes, der leder tankerne hen på Niels Olsens fortid i ”Ørkenens Sønner”, men uden at sidstnævnte tager overhånd.

For der er stor forskel på Niels Olsens fez-iklædte stortalende mester og så den nissehue-bærende, strikse og dovne nisse Fritz, der altid skriver en good vending ned, i det tilfælde at den skal bruges after the paus’. Og som Oluf Sand bringer han den fåmælte kartoffelavler til live med nedadvendte mundviger og stoisk charme, der får en til at tænke på en vis fiskereklame. 

Gordon Kennedy spiller sig levende ind i rollerne som nissen Hansi og ikke mindst Benny, hvor Kennedy formår at bruge sin mimik til at transformere sig helt og holdent til en nåsår. 

De velkendte rekvisit-briller og nåsår-tænder kan så volde udfordringer i live-teater-verdenen. Men de små ups’er, som opstår, gør blot forestillingen endnu mere levende – også fordi de fikses af en fantastisk improvisation, hvor vi morer os over de ekstra sekunder, der må til, mens Olsen spiller op til Kennedy, mens transformationen bliver komplet.

En ekstra klapsalve skal lyde til Christian Damsgaard i rollerne som Gertrud Sand og nissen Günther. 

Han formår at svinge mellem den høje, skingre og kærlighedshungrende Gertrud, der selvom hun i 2025 er blevet mere kvinde i egen ret, stadig så brændende ønsker sig en foodprocessor og at finde den store kasse med julepynt – og så til Günthers danglish og ikke mindst den dybe bas-fyldte stemme og det perfekte tyske, når Günther tror, at han er ein sehr berümter Sporhund auf Düsseldorf. 

Damsgaard fysiske komik er også i særklasse. For selvom det egentlig er de to andre på scenen, der snakker, så falder blikket helt naturligt på Gertrud, der strikker på livet løs, så pindene og hendes ansigt fortæller en hel historie. Det er eminent.

”The Julekalender” som musical er en helt igennem fantastisk fortolkning af en juleklassiker, som også indeholder nye påskud som statsminister Frederik Mettesen og en færdig Fehmernforbindelse fremfor Storebæltsbro, mens fortællerstemmen er lagt i trygt tungemål hos Lars Mikkelsen.

Det er alt sammen lige, som det skal være, også fordi handlingen og karaktererne er tro mod De Nattergales oprindelige og højt elskede julekalender. Julemagien lever altså stadig for fulde guirlander – eller er det pommes frites – når Gertrud til sidst får sin fooooodprocessor og et kys under æ mistelten. 

Så ”The Julekalender” får 6 ud af 6 spilledåse-nøgler. Det er julens, ja måske årets sjoveste musical. 

”The Julekalender” spiller i Glassalen indtil d. 20. december, og det er Lion Musical, som har produceret.

Skrevet af: Anna M.T. Frederiksen

Mortensaften: Ænder og en soldat, som blev katolsk biskop

Udgivet den af
Svar

Det er i grunden en mærkelig tradition: At æde and d. 10. november, fordi en katolsk præst ved navn Martin i 300-tallet ikke ville være biskop, men gemte sig hos en flok gæs, der så snadrede og larmede så meget, at han alligevel blev afsløret, og måtte tage bispestaven i hånden – dér langt nede i den sydfranske by Tours.

Senere blev han så også helgenkåret under navnet Skt. Martin – eller Skt. Morten.

For i Danmark blev Martin til Morten, gæssene blev til ænder – og vi er for længst blevet protestanter, og fejrer derfor ikke katolske helgener – med Santa Lucia som en markant undtagelse.

Så det giver nærmest nul mening med Mortensaften og and, medmindre måske at man ihukommer, at det var den tid på året, hvor man for mere end 100 år siden typisk slagtede både gæs og ænder – og altså kunne spise fuglene friske fremfor som senere på vinteren saltede eller tørrede.

Så jo, det husker vi – og det spiser vi. Og som altid så bliver det hele bare sjovere med en god historie, mens man sætter tænderne i andesteg, sovs og kartofler.

Der er så også en anden historie om Martin af Tours, altså Mortens-bispen. Nemlig at han oprindelig var en dygtig og meget krigerisk soldat, der én dag mødte Jesus i form af en tigger, og at det møde totalt ændrede hans liv, så soldaten Martin lagde våbnene fra sig for i stedet ydmygt som først missionæren og siden præsten at rejse ud i verden og udbrede evangeliet.

Sandhedsværdien i dén historie er nok lige så lille, som i den med at gemme sig hos gæssene. Men forvandlingskraften i historien passer godt sammen med det behov for fortællinger om helgener og at udbrede evangeliet, som kendetegnede kristendommen fra da den blev romersk statsreligion og til den var etableret i hele Europa.

Så Mortensaften handler altså om mission – men i vor tid nok mest på de indre planer. Ikke som i Indre Mission, men som i en mission om velsmag ved bordet og i munden.

God Mortensaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Det nye år”

Udgivet den af
Svar

Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk